Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.
Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).
Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.
Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører. Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand. Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente. Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.
Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis
Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006
Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.
Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.
Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.
Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.
Og så et svar fra Martin Ågerup:
Homann misforstår Barros teori
Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006
SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.
Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.
Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.
Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.
Og mig …
Der er forskel på vækst og velstand
Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006
Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.
For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.
Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.
Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.
Tilbage til Homann:
Vækst og velstand hænger sammen
Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006
Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.
Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.
Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!
Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.
Og så det–indtil videre–sidste ord:
Erasmus Homann
Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006
27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.
Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.
Her på stedet synes vi endog ganske godt om det hæderkronede engelske ugeskrift The Economist. Men selv det blad kan (en sjælden gang imellem) skrive noget sludder, og så er det godt, at der findes en ph.d. studerende i økonomi fra George Mason University, der kan gøre redaktionen opmærksom på det. Isaac DiIanni havde i den forgangne uge denne kommentar til en artikel om Bill Gates’ og Warren Buffets filantropi:
Sir –
In praising Warren Buffett, Bill Gates and others for their philanthropy, you endorse the view that capitalism’s winners should “use some of their wealth to compensate the losers” (“Billanthropy,” July 1st). Innovators like Mr Gates make money by serving their customers, who also gain from the exchange. The idea that wealth creators have a duty to “give back” betrays a lack of understanding of that most basic principle of economics: voluntary trade benefits both parties. Whether the wealthy should help the poor is an important ethical question, but to confuse charity with compensation is just bad economics.
ISAAC DIIANNI, Fairfax, Virginia
Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:
JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.
Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?
JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.
Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?
Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.
Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.
I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:
The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.
Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.
Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.
Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.
(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )
Kort sagt: It ain’t over.
The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:
The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.
Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!
Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.
I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.
Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University). Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago. Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet. Fra interviewet bl.a. dette:
“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.
“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”
I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:
Journal of Globalization, Education and Society
Special issue on Globalization and human rights
Call for papers
Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.
Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).
Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.
Nej, overskriften har ikke noget at gøre med Irak, hvor det som bekendt for alle andre end MSM fortsat går den rigtige vej mod et stadigt bedre fungerende demokrati og stadigt dårligere for lystmorderne i al-Qaeda, som nu er i åben krig med flere sunni-modstandsgrupper.
Det angår Aho-gruppen. Og nej, det er ikke en norsk popgruppe, men tæt på sådan rent geografisk. Det er en ekspertgruppe under ledelse af den tidl. finske statsminister Esko Aho (åh, ham!)
Gruppen gav sin rapport i fredags til Europa Kommissionen. Har De ikke set det i Deres avis? Så er det fordi, De ikke læser Information, der som eneste MSM omtaler rapporten i dagens udgave. Forståeligt nok, da den må bekymre avisens aldrende læserkreds af offentligt ansatte socialister. Eller De kunne have læst det i The Telegraph, hvor Mark Steyn meget naturligt leger hvad-sagde-jeg.
Det er da også deprimerende læsning. Her er et par uddrag:
Europe and its citizens should realise that their way of life is under threat but also that the path to prosperity through research and innovation is open if large scale action is taken now by their leaders before it is too late. (…)
Europe must break out of structures and expectations established in the post-WW2 era which leave it today living a moderately comfortable life on slowly declining capital. This society, averse to risk and reluctant to change, is in itself alarming but it is also unsustainable in the face of rising competition from other parts of the world. For many citizens without work, or in less-favoured regions, even the claim to comfort is untrue.
God citatskik byder mig påpege, at den Knud Heinesenske fremhævelse (Hvem? Ham med “afgrundens rand“. Nå, ham. Ja, ham. Altså ungdommen nu til dags…) i første afsnit er fra originalen. Nej, ikke Aho, den originale rapport.
Som det kan forventes af en offentlig rapport rettet mod Kommissionen, er løsningen på alle vores problemer flere store planer. Spørger man en frø, hvad der er løsningen på et problem, vil den formodentlig også foreslå, at man hopper. Og hvis man spørger en frø, er man vel kun lidt mere ude at svømme, end hvis man spørger en gruppe eksperter om Europas problemer. Medmindre den sidder på bredden. Men jeg fortaber mig.
Man kan mene om rapportens konklusioner, hvad man vil. Men den peger på nogle problemer i vores gamle velfærdsomklamrede Europa, som man bør beskæftige sig med.
På denne blog vil vi bl.a. fremhæve det pudsige, at rapporten ser det som et problem, at venture capital-branchen har sværere ved at rejse den kapital, som giver den navn og gør den til en fristende syndebuk for ubefæstede politikere. Se herom den seneste posting fra vores underjordiske punditokrat.
Er alt tabt, som Steyn og ligesindede gerne antager? Ikke nødvendigvis. Da Knud Heinesen (Hvem? Nu holder du op!) advarede om afgrunden, gav det et kulturchock, som socialdemokraterne aldrig rigtig har overvundet. Landet kom væk, ikke langt nok, men alligevel nok til, at der fortsat er håb.
Noget tilsvarende kan ske for EU, især hvis vi dyrker det nye Europa, dvs. de baltiske og centraleuropæiske nye medlemsstater. De har sunde instinkter, bl.a. deres aversion mod statsstyring, deres støtte til USA og deres ligestilling af nazisme og kommunisme. De er endnu ikke korrumperede af EUs støtteordninger, og selvom den slags gift virker hurtigt på tankebanerne, kan de stadig danne modvægt til de mere terminale tilfælde blandt de gamle medlemsstater.
Men det kræver en mere aktiv indsats fra vores egne politikere i EU, og en evne til at forstå problemerne, som de endnu har tøvet med at vise.
Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".
Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:
Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?
[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.
This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.
[…]
The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.
The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.
[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."
Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?
Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom.
For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv. Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.
Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration overeller i hvert fald bekymring forat antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.
Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerededet var vist alene Mikael Jalving. Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen. Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud. Hvis andrelæsere og Punditokraterefterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.
OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:
Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:
dlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme. Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange. Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den. At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden. Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han–meget mod egne preskriptioner–til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs. Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd. Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.Nogle andre, der ikke er på min liste:
Så hvad er mine egne bud? Det er svært. Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre). Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed. Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:
af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund. Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst. Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
roduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer. Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele. Der erbortset fra indledningen og afslutningenmeget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik. Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig. For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
retsfilosof Richard A. Epstein. Han fortjener det–problemet er blot hvilken en af hans bøger. Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas. Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse? Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne. Og … de er alle amerikanske. Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.
Anders Fogh er blevet stadig mere presset i den seneste tid. I den type situationer reagerer de fleste mennesker vel efter et af to mønstre. Den ene type reaktion er at man afslører sit sande jeg og siger tingene lige ud. Det kan ofte – men bestemt ikke altid – klare luften mellem de parterne at få folks udgangspunkt og syn på sagen på plads, også selvom det hverken er gratis for de involverede eller på kort sigt ser ud til at føre til noget. Det andet reaktionsmønster er, at man forsøger at sværte dem, der presser en. Vi kender det alle fra valgkampe, hvor mudderkastning tit er et effektivt middel mod ens politiske modstandere. Når alle parter bruger metoden, bliver valgkampen dog som oftest en hæslig affære.
Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.
Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.
Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.
Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.
Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne? Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden? Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.
Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):
Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.
Og hvad nu? Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt. På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.
På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”. Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster. Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.
Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag? Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden. Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”? De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen. (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.) Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?
Men måske jeg er for pessimistisk her? I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring. Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem? Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)
Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.
Min post om de franske optøjer og forskellene på amerikanske og franske tilstande for muslimske indvandrere har afstedkommet en større debat her på bloggen. Meget passende har det altid spændende amerikanske tidsskrift The New Republic i sit kommende nummer en ganske velskrevet artikel om netop det emne med titlen “Religious Protection”. TNR kan næppe anklages for just at være en del af Bush-administrationens bagland, men kan omvendt heller ikke entydigt klassificeres som doktrinært venstreorienteret og politisk korrekt. Netop derfor kan det måske være interessant at se på, hvad artiklen siger–uden at man iøvrigt behøver at være enig i alle dens fortolkninger eller forudsigelser.
Kort fortalt mener forfatteren, Spencer Ackerman, at, ja, amerikanske muslimer generelt er mindre radikale end de tilsvarende europæiske, og at de generelt er bedre integrerede. Årsagen er to-foldig: For det første har de bedre økonomiske muligheder end i Europa, og for det andet gør der vidtstrakte grad af religiøsitet-cum-religionsfrihed i USA, at de på den ene side ikke bliver opfattet som “nuts”, blot fordi de er religiøse, og på den anden side at debatten ikke så meget bliver én om sekularisme vs. religion.
Her er nogle smagsprøver fra artiklen, som også indeholder interessante faktuelle oplysninger:
“[The] British and American cases are not the same. It’s true that extremist messages exist in American Muslim communities, and there have been a few instances of American Muslims becoming terrorists. Those extremely rare cases, however, are far better explained by individual pathology than by rising Islamic militancy due to group disaffection. Europe’s growing Muslim culture of alienation, marginalization, and jihad isn’t taking root here. As a result, one senior administration official contends, “Al Qaeda finds greater support among European Muslim communities than in the U.S.”–meaning that the self-activated jihadists that Europe is witnessing are less likely to appear in America. In part, the United States is protected because it offers better social and economic opportunities to its Muslim citizens, while Europe’s inability to accommodate its growing Muslim underclass led to rioting that spread from the Paris suburbs across France. But economics alone can’t explain the more fluid integration of Muslims into American life. That, in large part, is a function of America’s ability to accommodate Islam itself.
French political theorist Olivier Roy argues that jihadism stems from a violent identity crisis felt acutely among Muslims in the West. But, ironically, that search for identity is far less of a crisis for Muslims in the United States–the supposed oppressor of Muslims, in bin Laden’s telling–because of a fundamentally American attribute: the mutually reinforcing creeds of pluralism and religiosity. “When I go out to Bush Country,” says Eboo Patel of Chicago’s Interfaith Youth Core, “it is true that, for some people, the way I pray is peculiar. But they don’t think I’m hallucinating when I say, ‘It’s prayer time.'” In other words, if the United States is looking for a way to win the hearts and minds of Muslims worldwide, it ought to first look at what it has accomplished at home. …
There’s no doubt that, as Patel puts it, “extreme messages are out there.” … [But] given the availability of extremist messages to American Muslims–who live in the country that’s supposedly the premier enemy of Islam–it’s startling how few American Muslim extremists there actually are. The Justice Department’s record on counterterrorism post-September 11 suggests little appetite among American Muslims for the jihadist agenda. Though, in June, President Bush boasted of investigating more than 400 terrorism suspects and winning convictions of “more than half of those charged,” an analysis by The Washington Post found that only 39 of the convictions could be considered at all terrorism-related, and only 14 of those prosecuted had links to Al Qaeda. … What’s more, despite intimations that Islamic preaching in the United States is breeding terrorism, evidence suggests that the few Americans who picked up jihadism in the United States were primed for violence by psychological disturbance or past criminal activity–not the call of an imam. …
Indeed, counterterrorism experts are taking notice of the relative absence of American Muslims in the global jihadist movement. In a September talk, former White House counterterrorism czar Richard Clarke observed, “Al Qaeda’s usual strategy is … to rely on indigenous populations, and maybe bring in a few operatives, but that indigenous population may not be here in the numbers necessary.” (Considering that September 11 was executed by only 19 men, that’s quite a statement about millions of American Muslims.) Some in the Bush administration concur. “An Al Qaeda-like attack–well-coordinated, in sequence, causing significant casualties–is less likely to come from a native American Muslim population,” says the senior official. “Countervailing factors make it less likely for sleeper cells to germinate among the native American Muslim population.” Those factors, according to the official, are fundamental: “It’s the American dream. American Muslims are living that dream.” Even that may be an understatement. For a variety of reasons, the United States has successfully created the model for a Western Muslim identity.
The most obvious reasons for that success are social and economic. As the riots in France highlighted, Muslims in Europe face severe levels of unemployment, few professional prospects, and social isolation. When Eboo Patel studied at Oxford University in the late ’90s, his American youth had left him thoroughly unprepared for what Muslims like himself had to endure in Britain. The economic options for his co-religionists were largely limited to working at “the fish and chips store, where racist insults were thrown at them by drunks on Friday nights.” It was an alien experience: “In America, my dad would go off to a corporate office for his job, and my mom was in advertising.” Patel’s shock is as illuminating as it should be unsurprising. Since Muslims began coming to the United States in appreciable numbers after the immigration reforms of 1965–around the same time that an African American Muslim community began to flourish–they have found a socially and economically hospitable environment.
It’s difficult to document trends among American Muslims, since census data do not track religion. Yet, in 2003, John R. Logan, a sociologist now affiliated with Brown University’s American Communities Project, used ancestry and place-of-birth information to conduct perhaps the most comprehensive demographic study to date of the American Muslim population. (Accordingly, Logan couldn’t track African American Muslims, believed to comprise one-third of all American Muslims.) That population increased by about 85 percent since 1990 and now totals nearly 3 million Americans, though some Muslim organizations claim the figure is too low. Even accepting the blurred edges of his report, Logan found several surprising facts about the American Muslim population: Unlike other recent immigrant groups, and distinctly unlike Muslims in Europe, American Muslims are solidly middle-class and solidly integrated with their non-Muslim neighbors.
60;America
n Muslims tend to live in a few population centers, along the coasts and around Midwestern and Southern cities like Detroit, Chicago, and Houston. But, inside those metropolitan areas, enclaves–homogenous population clusters historically favored by recent immigrant groups–are surprisingly few. The ten metropolitan regions with the greatest concentration of Muslims tend to be ethnically integrated. With Detroit as the only exception, in both 1990 and 2000, every neighborhood with notable concentrations of Muslims was at least 60 percent white and only around 5 percent Muslim.Within those neighborhoods, American Muslims display healthy indications of upward social mobility. The median household income of American Muslims in 2000 was over $52,000, nearly the $53,000 reported by the median white household. Even the poorest households among American Muslim groups, North Africans, earned $40,000 on average in 2000–$6,000 more than blacks. The typical American Muslim in 2000 possessed 14 years of education (more than whites, Latinos, blacks, and Asians); and American Muslims of Middle Eastern descent, who possess the lowest levels of education, still record higher levels of education than whites, blacks, and Latinos. American Muslims are presently living in census tracts where nearly 60 percent of residents own their homes and over 35 percent of residents have college educations. “Overall,” writes Logan, “the Muslim-origin population is characterized by high education and income with low unemployment.” “
Hermed et link til et lille sjovt spil fra Institute for Humane Studies. Spillet, der hedder “The tragedy of the bunnies”, lyder givetvis bekendt for dem, der kender til spil-teori, og illustrerer på fornøjelig vis nogle velkendte men vigtige pointer.
Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet. I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet. Tilfældigt? Næppe:
“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”
Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land. I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande. Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande. Plus ca change …
Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden. Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:
Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.
Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.
Læs selv resten i dagens Berlingske.
Kan nogen mon huske, hvorledes de danske medierog danskerne i almindelighed i september var ovenud indignerede over de forfærdende tilstande i New Orleans ovenpå “Katrina”? Det var vist noget med, at der i et par dage var tyverier fra rømmede butikker og boliger, og der gik rygter om mord og voldtægt. (Efterfølgende viste det sig ganske vist, at historierne om bandeskyderier og voldtægter ikke bare var overdrevne men var helt misvisende, men lad det nu ligge.) Og det var i hvert fald noget med, at Bush havde fejlet (også desuagtet at der er gode grunde til at mene, at det først og fremmest var byen New Orleans og staten Louisiana, der havde fejlet). Ud af 100 adspurgte i Politiken ultimo september om deres syn på lighed/ulighed, advarede et stort antal indigneret mod, at vi i Danmark fik “amerikanske tilstande” som “i New Orleans”.
Er tonen–og vinklingen–mon den samme i forbindelse med, hvad der p.t. foregår i Paris? Hvor det i New Orleans drejede sig om (vildt overdrevne) historier om nogle få dages problemer som følge af en naturkatastrofe, hvorledes beskriver de danske medier så, når der hos os i Europa udvikler sig noget, der bedst kan betegnes som de mest borgerkrigslignende tilstande, som er set i et vestligt demokrati de seneste 37 år? Hvor borgerne skyder med skarpt mod politiet? Næsten to ugers konstante natlige opstande, mere end 5.000 ildspåsættelser, og mere end 1.200 arrestationer?
Tja, mandag aften kunne man f.eks. se den sædvanligt indignerede Georg Metz på Deadline, hvor han advarede imod, at vi snart kunne se noget lignende som de franske optøjer herhjemme, for “vi er jo ved at indføre en slags Apartheid”. Denne åbenlyst groteske påstand lod den hyggelige og flinke Kurt Strand passere frit, helt uden at anfægte den. (Var det samme mon sket, hvis en dansk borgerlig intellektuel havde påstået, at f.eks. Georg Metz advokerede sovjetisk planøkonomi?) Udtalelsen illustrerede i hvert fald udmærket, hvorledes venstrefløjen nu “spinner” optøjerne: Det skyldes “kapitalistisk udstødning”, de væmmelige borgerlige, som tegner tegninger af Muhammed, o.s.v., o.s.v.
Wall Street Journal har ikke så overraskende et anderledes og mere sofitistikeret syn på den sag. På deres lederside tirsdag skrev Joel Kotkin under den sigende overskrift “Why Immigrants Don’t Riot Here”:
“What has been largely ignored has been the role of France’s economic system in contributing to the current crisis. State-directed capitalism may seem ideal for such American admirers such as Jeremy Rifkin, author of “The European Dream,” and others on the left. Yet it is precisely this highly structured and increasingly infracted economic system that has so limited opportunities for immigrants and their children. In a country where short workweeks and early retirement are sacred, there is little emphasis on creating new jobs and even less on grass-roots entrepreneurial activity.
Since the ’70s, America has created 57 million new jobs, compared with just four million in Europe (with most of those jobs in government). In France and much of Western Europe, the economic system is weighted toward the already employed (the overwhelming majority native-born whites) and the growing mass of retirees. Those ensconced in state and corporate employment enjoy short weeks, early and well-funded retirement and first dibs on the public purse. So although the retirement of large numbers of workers should be opening up new job opportunities, unemployment among the young has been rising: In France, joblessness among workers in their 20s exceeds 20%, twice the overall national rate. In immigrant banlieues, where the population is much younger, average unemployment reaches 40%, and higher among the young.
To make matters worse, the elaborate French welfare state–government spending accounts for roughly half of GDP compared with 36% in the U.S.–also forces high tax burdens on younger workers lucky enough to have a job, largely to pay for an escalating number of pensioners and benefit recipients. In this system, the incentives are to take it easy, live well and then retire. The bloat of privileged aging blocks out opportunity for the young.”
Anderledes i USA:
“The Big Apple offers a lesson for France. An analysis of recent census numbers indicates that immigrants to New York are the biggest contributors to the net growth of educated young people in the city. Without the disproportionate contributions of young European immigrants, New York would have suffered a net outflow of educated people under 35 in the late ’90s. Overall, there are now 500,000 New York residents who were born in Europe (not to mention the numerous non-European immigrants who live, and prosper, in the city). …
[As regards Paris] The contrast with America’s immigrants, including those from developing countries, could not be more dramatic, both in geographic and economic terms. The U.S. still faces great problems with a portion of blacks and American Indians. But for the most part immigrants, white and nonwhite, have been making considerable progress. Particularly telling, immigrant business ownership has been surging far faster than among native-born Americans. Ironically, some of the highest rates for ethnic entrepreneurship in the U.S. belong to Muslim immigrants, along with Russians, Indians, Israelis and Koreans. …
It is almost inconceivable to see such flowerings of ethnic entrepreneurship in Continental Europe. Economic and regulatory policy plays a central role in stifling enterprise. Heavy-handed central planning tends to make property markets expensive and difficult to penetrate. Add to this an overall regulatory regime that makes it hard for small business to start or expand, and you have a recipe for economic stagnation and social turmoil. What would help France most now would be to stimulate economic growth and lessen onerous regulation. Most critically, this would also open up entrepreneurial and employment opportunity for those now suffering more of a nightmare of closed options than anything resembling a European dream.”
En anden med et interessant perspektiv på samme emne er den fortrinlige svenske Timbro-skribent, bestseller-forfatter og globaliseringsaktivist Johan Norberg. Her er uddrag af, hvad han skriver i Expressen:
Föreställ dig att det var USA som tolv nätter i rad drabbades av våldsamma upplopp. Maskerade gäng drar runt och bränner bilar och skolor och kastar brandbomber och skottskadar poliser. Vad skulle franska politiker säga?
Vi behöver inte använda vår fantasi. Under de våldsamma upploppen i Los Angeles 1992 förklarade den franske presidenten François Mitterrand det som resultatet av USA:s marknadsliberala modell. Han slog fast att något sådant inte skulle kunna hända i Frankrike eftersom “det är landet med världens bästa sociala skyddsnät”.
Men sedan dess har USA skapat mer än 20 miljoner nya jobb. Samtidigt har den “sociala” franska modellen stagnerat och skyddsnäten har trasslat in miljoner i segregation och massarbetslöshet. Och nu är det över hela Frankrike som våldsamma upplopp bränner byggnader och sliter sönder samhällsväven.
För ett halvår sedan förklarade den unge franske liberalen Aurélien Véron att “Frankrike långsamt håller på att gå sönder”. Véron menade att regleringar och socialstat drar ned ekonomin och skapar arbetslöshet, vilket leder till “en fullständig brist på framtidstro”.
>Statistiken bekrä
ftar Vérons varningar. Nästan var tionde fransman är arbetslös, och andelen av dessa som är långtidsarbetslösa är mer än 40 procent. Bland de unga har bara var fjärde ett jobb. När minimilönerna är höga och arbetsrätten stark blir det för dyrt att anställa dem utan yrkeserfarenhet, rätt utbildning eller goda språkkunskaper. De slängs ut.
Jeg vil nu læne mig tilbage og vente tålmodigt på, at danske medier skal lave lange, tænksomme indslag, der viser, hvorledes “amerikanske tilstande”kapitalistisk markeds-integreringer bedre for indvandrerne og de pågældende samfund end socialistiske “franske tilstande”.
Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.
Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiverog gerninger. Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd? Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.
Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekventeder er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror. Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.
Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:
“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.
Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab. … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.
Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …
[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.
Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …
For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.
Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”
Det er jo altsammenpå sin egen mådeen slags klar tale.
Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro. Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet. Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af. Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i. Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)og akkumulere kapitalpå at “udnytte boligsituationen” … Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af? Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed? Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?
Sarkasme til side: Vi Punditokratereller i hvert fald nærværendemener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun dervedsom var hun ledt af en usynlig håndkan komme til at gøre noget godt for andre. De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.
Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)? Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne. Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom. Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til. Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?
Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?
PS. Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv. Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …
Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.
Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?
De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling
De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.
Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.
Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.
Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.
