Undertegnede var forleden inviteret til at deltage i et debatarrangement om sameksistens arrangeret af Mandag Morgen initiativet “Co-existence of Civilizations” i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop Mellemøsten.

Arrangementet der foregik på Krogerup Højskole, var tilrettelagt som en retssag, hvor henholdsvis Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm (begge journalister på DR) skulle være advokater for hver deres tilgangsvinkel på emnet sameksistens i kølvandet på Muhammed-krisen.

Som tolerancens advokatslog Katrine Nyland Sørensen til lyd for at:

Forskellighed er godt, og mere forskellighed er endnu bedre. Der er som udgangspunkt ikke nogens værdier som er bedre end andres, grundlaget for sameksistens må være at respektere, tage hensyn til og værne om forskellighed. Fortalerne for kritisk engagement er som regel kun kritiske overfor andre, mens de glemmer at gribe i egen barm. Snarere end at pådutte andre vore egne snævre værdier og forestillinger om godt og skidt, ret og slet, burde vi derfor indrette vores samfund til at rumme og udnytte forskellighederne.

Adam Holm var det kritiske engagements advokat:

For at leve sammen, må vi engagere os i hinandens liv. Enhver er selvfølgelig fri til at have sin religiøse overbevisning og kulturelle tilhørsforhold, men det er en privatsag, og som samfundsborgere har vi pligt til at blande os i andres liv, også og især når vi er kritiske over for det. Tolerance er et udtryk for dovenskab og ved blot at være tolerante gør vi vore medborgere en bjørnetjeneste. Resultatet bliver parallelsamfund, hvor forskellige kulturelle enklaver nok eksisterer side om side, men uden at mødes og tage favntag med forskellighederne.

Min rolle var sammen med Tanwir Ahmed, Mona Sheikh, Jamilla Jaffer, Gert Raasdal, og Yasar Cakmak at optræde som “vidner”, der med hvert vores indlæg skulle “oplyse” sagen for tilhørerne og sagens dommer, som, naturligvis i dette forum, måtte være Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder.

Før sagen belærte Morten Kjærum, klædt i en kåbe han havde fået fra en kirgizisk dommer, salen om, at betegnelsen “Muhammed”-krisen ikke var passende, man skulle i stedet anvende “Jyllands-Posten” eller “Tegnings”-krisen. Kjærum fik også fortalt, at sameksistens var en nødvendighed lokalt og globalt, så var tonen lagt af sagens upartiske dommer.

Mit indlæg var som følger nedenfor:

Sameksistens på tværs af forskellige religioner og kulturer er mulig. Men meningsfuld, fredelig og nyttig sameksistens kræver et frit samfund. Et samfund, hvor borgerne i størst muligt omfang er frie til alene eller i frivilligt fællesskab med andre at søge at skabe og leve det liv, som giver mening for den enkelte. Værner vi om den individuelle, politiske og økonomiske frihed bliver konflikterne som sameksistens medfører til at håndtere og fordelene ved den frie udveksling af idéer, varer, teknologi og menneskelige erfaringer vil overstige ulemperne.

Men frihed må ikke forveksles med kulturel relativisme. Der er rammer for friheden, rammer som ikke kan overskrides uden fatale konsekvenser. De rammer udgøres af det liberale demokratis retsstat og frihedsrettigheder; Det liberale demokrati forudsætter en enighed om, at nogle helt grundlæggende principper, er bedre end andre. Disse principper erumiskendelige vestlige i deres oprindelse. Men at de er vestlige gør dem ikke irrelevante for andre kulturer.

Principperne skal ikke respekteres fordi de er vestlige, men fordi de virker, og fordi de er resultatet af århundreders udvikling og blodig kamp mod tyranni. Så længe det liberale demokrati behandler det enkelte menneske ens uanset race, religion, eller kulturel baggrund er det liberale demokrati fuldt foreneligt med enhver religion eller kultur, som respekterer dets grundprincipper.

Accepteres det derimod, at undertrykkende religiøse og kulturelle dogmer, er ligeværdige med eller højerestående end det liberale demokratis grundprincipper, undergraves disse. Derfor bør særlige rettigheder til etniske, religiøse og kulturelle minoriteter for enhver pris undgås. Sådanne særrettigheder er i virkeligheden udtryk for en misforstået solidaritet og fastholder minoriteter i en offerrolle. Fredelig sameksistens er derfor ikke automatisk, den kræver, at nytilkommeren respekterer grundlæggende vestlige principper. Men også, at den oprindelige befolkning har modet til at stå fast på disse principper, samtidig med at tillade nytilkommere at leve som de vil, indenfor det frie samfunds rammer. På denne vis skabes en ægte solidaritet og et fællesskab om noget helt grundlæggende, samtidig med at retten til forskellighed fastholdes.

Lad mig prøve at demonstrere mine argumenter med nogle eksempler. I USA er både personlig og økonomisk frihed i højsædet. Her har man siden 1990’erne modtaget mere end 10 millioner indvandrere fra hele verden. Indvandrere der bidrager positivt til det amerikanske samfund. Endnu mere interessant er det, at 59% af de amerikanske muslimer har en videregående uddannelse, en tredjedel har en årsindtægt på over en halv million kr. og op mod 80% gifter sig med ikke-muslimer. Dette står i skarp kontrast til visse lande i f.eks. Mellemøsten, hvor religiøs baseret lovgivning hindrer menneskelig udfoldelse og hvor øvrige religioner og kulturer undertrykkes. Men det står også i kontrast til europæiske velfærdsstater såsom Danmark, hvor vi også personlig frihed men mindre økonomisk frihed. I Europa opfattes indvandring ofte som et problem og især muslimer udgør en isoleret underklasse overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker.

Når vi diskuterer sameksistens på tværs af kulturer er der således meget der peger på, at fredelig sameksitens opstår når mennesker indenfor vide men faste rammer får frihed til at udfolde sig. Sameksistens skabes derimod ikke gennem statslige tiltag og relativistisk særlovgivning. Med andre ord er personlig, politisk og økonomisk frihed sameksistensens forudsætning.

Herefter fuglte spørgsmål fra “advokaterne” til vidnerne. Alle vidnerne var sådan set enige om demokratiet som ramme for sameksistens. De forskelle som utvivlsomt bestod mellem vidnerne fik ikke rigtig lov at manifestere sig. Mest spændende blev det når Adam Holm, som er skarp, gik til Mona Sheikh, med spørgsmål om hvorvidt det liberale demokrati var en absolut størrelse og om hun kunne gifte sig med en ikke-muslim, men grundet den korte tid der var tilgængelig fik Adam Holm ikke rigtig lejlighed til at fastholde Mona Sheikh, der til tider svarede som vaskeægte politiker, på disse spørgsmål.

Undertegnede slog ofte på økonomisk frihed som et middel til bedre integration her i landet. Men også på, at fordomme og skepsis overfor det fremmede er naturligt og menneskeligt, især i et historisk set meget homogent land som Danmark. Fordomme og skepsis hverken kan eller skal derfor forsøges elimineret fra statsligt hold.

Ikke overraskende var Dansk Folkeparti og højrenationalismen genstand for mange angreb. Endnu mindre overraskende var det, at Morten Kjærum, som sagens dommer, i sin afslutning også lagde afstand til Dansk Folkeparti, og insisterede på, at “vi bliver nødt til at blive bedre til at forstå hinanden og til at tale om ting som diskrimination”. Morten Kjærum kom herefter ind på, at mange muslimer i virkeligheden var godt integreret. Eksemplet herpå var, at mange muslimer “slog hånden i bordet på socialkontoret og krævede mere social
hjælp”. På sin vis
har Morten Kjærum jo ret, men at eksemplet fremhæves som positivt, demonstrerer fint, hvor katastrofal en cocktail indvandring, pomo-humanisme og en velfærdsstat, hvor alle skal være lige uanset forudsætninger udgør.