Den nye 2011-udgave af det berømte KOF Globaliseringsindeks kan nu downloades her. Vi har tidligere omtalt det glimrende indeks (her og her), der er udviklet af punditokraternes ven Axel Dreher (pt. på universitetet i Göttingen, men snart Heidelberg). I år ligger Danmark på den overordnede skala en respektabel sjetteplads, men udviklingen ser ikke god ud. Interesserede læsere kan se det ved selvsyn i figuren nedenfor og drage deres egne konklusioner.
Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!