Mens mange økonomer, statskundskabere og almindelige vælgere stadig gør som om (og måske tror at) politikere altid gør det rigtige, er det generelt anerkendt, at de forbløffende ofte tager fejl. Nogle af de politiske fejl er på grund af tilfældigheder, men de fleste skyldes enten fundamental inkompetence eller svært uheldige incitamenter. 60 års forskning i public choice og politisk økonomi har således vist, hvordan politikere helt systematisk fører politik, der skader samfundet for enten at blive genvalgt eller at tækkes særinteresser. Ny forskning føjer endnu et incitament til den lange liste af problemer, der kan forvride politik.

Den internationalt anerkendte Arye Hillman fra Bar-Ilan universitetet i Tel Aviv præsenterede i denne uge et nyt studie, foretaget sammen med hans vietnamesisk-canadiske kollega Ngo Van Long (McGill), ved den årlige Australasian Public Choice Conference, der i år var på Deakin University i Melbourne. Hillman, der har skrevet en af de mest brugt lærebøger på området, benægter på ingen måde de uheldige indflydelser fra klassiske særinteresser eller fra behovet for popularitet. Han og Long analyserer blot, hvordan en helt bestemt ambition kan få politikere til at opføre sig endnu mindre i samfundets generelle interesse: Muligheden for at få en karriere i en international organisation, efter de forlader national politik.

Hillman og Longs stærkeste eksempel er muligheden for at få Nobels Fredspris, men analysen gælder mere generelt internationale karrierer. Pointen er ganske simpel: Politikeres adfærd er bestemt af de incitamenter, der har. Disse kan være ideologiske, at tækkes særinteresser, de kan i visse tilfælde være at gøre det rigtige, og de er i alle tilfælde styret af ønsket om at blive valgt. Men for visse ledende politikere, kan muligheden opstå for at de på et tidspunkt kan få en international karriere. Dette incitament indebærer, at deres adfærd også bliver påvirket af, hvordan de opfattes af det, der ofte kaldes ’det internationale samfund’. Med andre ord: Hvordan opfattes deres politik og opførsel af centrale spillere, der er formet af internationale organisationer som FN, EU og Nobelkomiteen i Oslo?

Politikere kan således ændre sig over tid når denne type muligheder opstår for dem. Det vil typisk indebære, at de begynder at kommunikere anderledes, når de har realistiske, internationale ambitioner. De kan også presse på for at føre politik, der i højere grad enten gavner særlige organisationer eller er mere konsistente med deres mission. En ledende politiker, der pludselig nævnes som et bud som EU-kommissær eller kommissionsformand, vil have et personligt incitament til pludseligt at blive mere positiv overfor EU, og overfor særligt franske og tyske ambitioner i EU.  Er der en toppost i FN i udsigt, vil politikeren sandsynligvis presse på for at landet ’deltager’ mere internationalt, eller retter bistandspolitik og andet ind efter FNs præferencer. I alle tilfældene vil der være til personlig gavn, at landets politik ændres i en bestemt retning, fordi det vil øge den pågældende politikers chancer for at få en international toppost – eller i Hillmans yndlingseksempel, at modtage Nobels Fredspris.

Mens det bestemt ikke er en rar tanke, at ledende politikere kunne have den slags tilskyndelser til at skævvride deres lands politik, er det ganske let at finde eksempler på politikere, der stod i situationen. I Danmark havde Poul Nyrup, Helle Thorning og Anders Fogh alle tydelige internationale ambitioner og dermed en personlig plan for deres liv efter dansk politik. Margrethe Vestager, der ofte var en fornuftens stemme i ellers tåbelige diskussioner om dansk økonomisk politik, er i sin funktion som konkurrencekommissær i stigende grad ivrig efter at finde multinationale virksomheder at angribe og regulere. Hun taler nu om fairness overfor forretningsinteresser (se f.eks. dette interview i the Guardian). Hendes belønning har været, at hun nu er blandt favoritterne til posten som kommissionsformand.

Folk er ofte skeptiske overfor studier i public choice, der som Hillman og Long insisterer på at undersøge politikeres personlige incitamenter. Det var heller ikke anderledes til konferencen i Melbourne, hvor flere tydeligvis ikke brød sig om analysen. Men ser man med åbne øjne ud i verden er det alt for let at opdage: Politikere er ligesom andre styret af deres incitamenter, og langt de fleste af deres incitamenter er afskyelige.