For nylig offentliggjorde Liberal Alliances sit bud på en ny socialpolitik. Her foreslog man blandt andet afkriminalisering af narkotika til eget forbrug. Af den efterfølgende omtale i medierne er det tydeligt, at begreberne legalisering og afkriminalisering ofte blandes sammen. Stort set alle avisartikler om udspillet skrev om legalisering, og Sophie Løhde talte om “heroin i skolegården“. Men legalisering og afkriminalisering er bestemt ikke det samme.

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

• Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
• Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
• Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
• Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.