Tag-arkiv: postmodernisme

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. december 2016. 1 svar

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

De haler ind på os

Af admin, den 23. august 2006. 5 svar

Berlingeren og de øvrige MSM er ved at komme godt med. Som omtalt her har de nu opdaget blogs, og i de seneste dage har de omtalt problemerne med Frankfurterskolefesten på sygeplejeuddannelsen (leder), som blev drøftet her på bloggen i foråret (se under pomo).

Det syge væsen sættes i øvrigt i perspektiv af David Karsbøl i Berlingskes kronik. Som supplement kan henvises til denne nye undersøgelse, der viser, at det danske sundhedsvæsen er på niveau med Polen og Estland. Undersøgelsen bringes af en interesseorganisation, så en vis skepsis er nødvendig, men alligevel.

Brændemærket

Af Mikael Jalving, den 8. februar 2006. 1 svar

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Europæisk retrorealisme

Af Mikael Bonde Nielsen, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Mikael Jalving har i et tidligere indlæg spekuleret over, hvorvidt Europa befinder sig i en krise efter det franske nej til Forfatningstraktaten, der her til aften blev fulgt op af et endnu mere rungende hollandsk nej. Jeg bemærkede i den forbindelse, at han citerede den franske postmodernist par excellence Jean Baudrillard, der vel ved tilfældets mellemkomst syntes at have udtalt sig ganske sammenhængende og klart om den europæiske situation i Liberation. Tillad mig kort at recitere de vise ord:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”

Hvad skal politikere, der hylder forfatningstraktaten og andet stjernebesat materiale, dog stille op over for et sådant stokastisk klarsyn? Nogle vil måske anbefale, at de forholder sig til afstemningerne på rigtig postmodernistisk manér og slet og ret benægter, at de overhovedet har fundet sted. I så tilfælde vil de gå forkynderen Baudrillard i bedene. I begyndelsen af 90’erne fastholdt han således hårdnakket, at Golf-krigen aldrig ville finde sted, ikke fandt sted og aldrig havde fundet sted, hvilket man kan forvisse sig om ved at konsultere Christopher Norris bog: Uncritical Theory: Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War.

Nu er der jo ganske mange europæere, der ikke bruger bevidsthedsudvidende præparater, så den holder nok ikke. Men der er stadig nogle regeringschefer, der kan komme den postmoderne og skruptossede forklaringsmodel i forkøbet ved at aflyse de planlagte afstemninger. Måske kan det danne baggrund for en helt ny diskurs, der meget passende kunne kaldes retrorealisme.