Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2019. Skriv et svar
Jeg
er pt. i Tel Aviv til den årlige konference i the
European Association of Law and Economics. Mens konferencen umiddelbart
ikke tegner særligt interessant – da programmet først kom var flere af os
overraskede over, hvor stærkt juristerne dominerer dette års konference – men der
er heldigvis overraskelser. Denne morgens overraskelse kom fra Dean Lueck og Gustave
Torrens fra Indiana University, der har set på den teoretiske sammenhæng
mellem domesticering af dyr – basalt set udviklingen af husdyr – og den historiske
udvikling af private ejendomsrettigheder.
Lueck
og Torrens papir kan måske umiddelbart lyde sært, men deres fokus er på at
forstå, hvorfor, hvornår og hvor man historisk først så private
ejendomsrettigheder. De starter med at bemærke, at husdyr fra en økonomisk
vinkel er en fornybar
naturressource. Mennesker startede med at jage vilde dyr, men udviklede
over tid jagtteknik, der tillod at man lukkede dyr inde i bestemte områder. Da
man først havde gjort det, opdagede man sandsynligvis ret hurtigt, at omkostningerne
var langt lavere med roligere dyr. Mens dyrenes udvikling i naturen var bestemt
af naturlig selektion, mens de indelukkede dyr blev udsat for økonomisk selektion: Man slagtede de
aggressive dyr og tillod de roligere at overleve og formere sig. Jagtteknikken
og en simpel cost-benefit-overvejelse førte således på længere sigt til husdyr –
rolige, manipulerbare versioner af vilde dyr.
Som
vi har vist tidligere her på stedet, påvirker eksistensen og håndhævelsen af
private ejendomsrettigheder, hvordan man optimalt udnytter en fornybar
ressource. Man vil således få ejendomsrettigheder de steder, hvor der er åben
adgang til dyrene og der således er en mulig konflikt mellem forskellige
grupper, der alle har interesse i at udnytte dyrebestanden. Der er med andre
ord komplementaritet mellem udviklingen af hegn og andre måder at lukke dyrene
inde på, og ejendomsrettigheder.
Lueck
og Torrens meget interessante papir viser
således teoretisk, at private ejendomsrettigheder opstår som reaktion på bestemte
slags behov, når mennesker udvikler nye teknikker til at udnytte fornybare ressourcer.
At man i samme ombæring får marker, hvor dyrene går, og dermed også bestemte
områder man har ret til, er en interessant implikation af teorien, der også
giver et klart indtryk af, hvorfor man ikke fik private ejendomsrettigheder i
Lapland, mens man fik dem historisk tidligt i Mellemøsten og dele af Asien.
Miljødebatter
er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse –
holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi
i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt
skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner
omkring disse to typer burde være meget forskellige.
En
ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun
er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner
står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i
mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare
ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og
rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager
en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af
dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. –
er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis
bruger disse ressourcer.
De
klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller
skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver
derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse
ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok
til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er
næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en
del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel –
vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per
træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke
er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden
bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man
derfor om en udrydningstruet art.
Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.
Figuren
viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og
omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal
timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale
omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor
mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på
et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er
det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to
er størst, altså hvor tangenten har
samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det,
tjener man måske nok mere nu, men der
vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis
overudnyttet sin ressource.
Udfordringen
her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er
én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der
alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer /
fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og
flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke
er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det
sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt
overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der
er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer
fra hinanden.
Over
årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for
at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv
økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og
skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men
som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og
Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet
ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er
til ressourcerne.
At
skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt
kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os
alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.
Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde
monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres
egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan
stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten
får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt
mængde fisk (dvs. en kvote).
Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.
Som
Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor
mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et
uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men
vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten
1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte
skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige
systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig
løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale
udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der
udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres
ejendomsret til den håndhæves.
Teknisk
vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi
aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel
tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne.
Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem
effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers
underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen
på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder,
understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse
miljøproblemer.