Tag-arkiv: statsfejl

Årets Duncan Black-pris: Beyond Pigou

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2024. 1 svar

Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.

I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.

Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.

Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.

I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…

Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

  1. Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
  2. Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
  3. Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Privatiserede lufthavne er bedre

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2023. Skriv et svar

Med jævne mellemrum dukker en diskussion om Københavns Lufthavn i Kastrup op. Præmissen for diskussionen er næsten altid, at da den er så vigtig en del af Danmarks infrastruktur, og så tæt på at være et monopol, må man beholde den under statslig kontrol – og ofte endda statsligt ejerskab. Argumentet er tæt på rent nonsens, og som jeg pointerede for nogle få år siden i Børsen, bor alle jyder tættere på Billund end Kastrup, og alle syd for Fredericia bor endda tættere på Hamborgs lufthavn i Fuhlsbüttel. Påstanden fra Københavns overborgmester Sofie Hæstorp Andersen om, at SAS er så vigtig for lufthavnen, at staten bør blive ved med at støtte SAS – fordi lufthavnen er så vigtig – er lige så meget nonsens. Ny forskning understøtter nu graden af nonsens i de politiske påstande.

I “All Clear for Takeoff: Evidence from Airports on the Effects of Infrastructure Privatization” undersøger Sabrina Howell, Yeejin Jang, Hveik Kim og Michael Weisbach hvad der sker, når når lufthavne bliver privatiserede. Mens de fire forskere ikke finder, at almindelig privatisering gør meget, viser det sig at der virkeligt sker noget, når kapitalfonde overtager ejerskabet. Forskerne opsummerer deres resultater således:

Our central finding is that PE acquisitions bring marked improvements in airport performance along a rich array of dimensions such as passengers per flight, total passengers, number of routes, number of airlines, cancellations, and awards. Net income increases after PE acquisitions, which does not reflect lower costs or layoffs.

Effekterne er størst, når der er konkurrerende lufthavne relativt tæt ved, og når fonden helt overtager ejerskabet i stedet for blot en kontrollerende andel. Implikationen er ganske klar: Hvis man virkeligt vil have en velfungerende og profitabel lufthavn i vækst, skal staten ikke bare holde fingrene væk, men helt bakke ud. Pt. ejer den danske stat 39 procent af Københavns Lufthavn, mens en kapitalfond (der i sig selv primært er ejet af ATP og the Ontario Teachers’ Pension Plan) ejer godt 59 procent. der er ikke brug for mere stat eller politisk kontrol, men langt mindre – og det gælder også hos SAS.

Velkommen tilbage, frihed!

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2022. 9 svar

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

Man slog et erhverv ihjel

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2020. 10 svar

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Ham der ikke delte Nobelprisen i år

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. oktober 2014. 2 svar

Jean Tirole, der bliver tildelt Nobelprisen i økonomi i år, skrev nogle af sine vigtigste bidrag sammen med en anden fransk økonom, Jean-Jacques Laffont. Nobelpriskommitteen antyder, at Laffont også havde været en værdig prismodtager – hvis han altså stadig havde været i live (men i så fald kunne han have fået den allerede, da den blev givet for mechanism design i 2007) .

Det er der god grund til. Laffont må endda siges at være forløberen af de to. Et af hans – efter min opfattelse – vigtigste resultater stammer fra 1977 og er skrevet sammen ikke med Tirole, men Jerry Green. Det handler primært om kollektive goder. Og den centrale problemstilling er den samme som i arbejderne sammen med Tirole og i Tiroles arbejder i øvrigt.

Denne problemstilling er, at myndighederne ikke som udgangspunkt kender til alle de informationer, som borgere og virksomheder sidder inde med. Vores præferencer kender vi som udgangspunkt kun selv. Problemet kaldes asymetrisk information.

En vigtig konklusion i økonomisk teori er, at priser og grænsenytte bør svare til hinanden. Hvis jeg værdsætter en ekstra gaffel til 100 kr. – dvs. er parat til at betale 100 kr. for den -, men den koster 50 kr. at fremstille, bør jeg have en ekstra gaffel. Og jeg bør blive ved med at få flere, lige til min nytte af en endnu en ekstra gaffel er faldet til 50 kr.

En gaffel er et såkaldt privat gode. Derfor findes der en simpel måde at finde ud af mine præferencer på. Lad der være et privat marked for gafler, og jeg vil blive ved med at købe, indtil min grænsenytte svarer til prisen. Faktisk behøver myndighederne slet ikke opsamle oplysninger om min grænsenytte. Hvis de blot tillader et frit marked for gafler, vil der decentralt og spontant blive allokeret gafler efter reglen om pris og grænsenytte.

Men konklusionen om spontan optimal markedsallokering gælder ikke for alle goder. Såkaldt kollektive goder bliver forbrugt i fællesskab med andre. Forsvaret er standardeksemplet. En ekstra enhed forsvar (f.eks. et ekstra kampfly) vil beskytte ikke bare den enkelte forbruger, men også alle andre under den fælles paraply. Ved kollektive goder er reglen, at prisen skal svare til summen af alle individers grænsenytte. Altså bør forsvaret indkøbe kampfly op til det punkt, hvor prisen svarer til grænsenytten for samtlige danskere.

Hvis forsvaret skal leveres af et almindeligt marked, vil det ikke levere dette resultat. Vi vil hver især købe, indtil prisen svarer til vor personlige grænsenytte. Sandsynligvis vil det betyde, at der ingen kampfly bliver købt. Man kunne i stedet indsamle frivillige bidrag, så der blev skillinget sammen. Men i så fald har vi et incitament til at skjule vores sande præferencer og lade som om, vores grænsenytte er nul, så andre kommer til at betale. Når indsamleren til forsvaret kommer rundt, vil jeg fortælle ham, at jeg er pacifist og sende ham videre til naboen (som gør det samme).

Slå nu op i en simpel lærebog i økonomi. Den vil sige, at kollektive goder er argumentet par excellence for at have en stat. Markedet kan ikke levere et tilstrækkeligt omfang af kollektive goder, så derfor må staten gøre det.

Men det er en postgang for tidligt at konkludere sådan. Staten kan kun løse opgaven, hvis den kender alle borgernes præferencer. Og det gør den som udgangspunkt ikke. Det gør kun borgerne selv. Staten kan selvfølgelig spørge, men her er problemet at få borgerne til at tale sandfærdigt. Antag at borgernes individuelle betaling for det kollektive gode er uafhængigt af, hvad de svarer. Så har de en interesse i at overdrive. Tror jeg, at danskerne i gennemsnit ønsker et lavere forsvarsbudget end jeg selv, kompenserer jeg ved at overdrive min betalingsvillighed. Eller omvendt. Man kan også lade folks betaling afhænge af, hvad de svarer. Men så løber man ind i samme problem som ved en frivillig indsamling.

Er der en løsning? Svaret er tjaaa. Og svaret skyldes Green og Laffonts artikel.

Hvad går løsningen ud på? Jo, man kan betjene sig af et snedigt udformet skattesystem, Clarke-Groves-skatter. Ideen er groft sagt følgende. Antag vi har to projekter over for hinanden. Det kunne være en pakke med et lille og en pakke med et stort luftvåben. Borgerne bliver bedt om at fortælle, hvor meget de værdsætter den lille og den store pakke. Myndighederne tæller sammen, og den mest værdsatte pakke bliver valgt. Nu udskrives der så en særlig skat. Hvis jeg har stemt på vinderpakken, og hvis vinderpakken ikke var blevet valgt uden min stemme, skal jeg betale en skat svarende til forskellen mellem, hvor meget de to pakker blev værdsat af alle andre, uden min deltagelse. Jeg kommer altså kun til at betale, hvis mine præferencer gør forskellen, og højst hvad svarer til hvor meget jeg værdsætter den ene pakke frem for den anden. Man kan nu vise, at borgerne har et incitament til at tale sandt om deres præferencer, når de ved, at de bliver beskattet på denne måde. Er de for fedtede, risikerer de, at det ikke foretrukne bliver valgt, hvor de kunne have fået det mest foretrukne for en pris, de gerne vil betale. Overdriver de, risikerer de at komme til at betale for meget i skat i forhold til, hvad det er værd for dem, at deres foretrukne løsning bliver valgt.

Green og Laffont påviste, at alene varianter af dette skattesystem “tvinger” borgerne til at afsløre deres sande præferencer. Det er et vigtigt resultat af flere grunde, som jeg vender tilbage til straks. Men først er det værd at notere sig, at denne måde at tænke på gennemsyrer Laffont og Tiroles arbejder. Nobelprisen blev ikke mindst motiveret med deres fælles arbejde om regulering af virksomheder under begrænset konkurrence. Her designede de to et særligt system af kontrakter, som aftvinger profitsøgende virksomheder sandfærdige svar.

Men tilbage til kollektive goder og Clark-Grovesskatten. Den er det eneste mulighed for at finde et optimalt udbud af et kollektivt gode som det fælles forsvar. Det ved vi fra Green og Laffonts bevis. Der er bare nogle hager ved dette system. For det første er det en kompleks omgang at køre alle alternativer igennem, indtil man finder smørhullet, hvor pris og grænsenytte svarer til hinanden (medmindre man kan få borgerne til at indrapportere deres præferencer som en matematisk funktion). For det andet holder konklusionen kun, hvis man smider indtægterne fra den særlige skat væk. Selve det kollektive gode må finansieres via det almindelige skattesystem. For det tredje og måske mest problematisk: Systemet er sårbart over for, at to eller flere borgere rotter sig sammen om at overdrive.

Det er da også sigende, at der er meget få konkrete eksempler på, Clark-Groves-skatter benyttes i praksis. Hvordan størrelsen af det danske forsvar relaterer sig til borgernes præferencer ved ingen, og ingen forsøg bliver gjort på at finde ud af det.

Implikationen af Green og Laffont er altså, at vi er henvist til imperfekte systemer til at håndtere kollektive goder. Det er ikke længere sådan, at valget står mellem et imperfekt marked og en perfekt statslig løsning. Og så har vi ikke engang taget hul på de problemer, der knytter sig til, at staten også – som markedet – består af aktører, der ikke automatisk bare er ude på at maksimere den kollektive velfærd. Man kan bl.a. vise, at alle andre end diktatoriske beslutningsmekanismer er sårbare over for manipulation.

Et forsøg – måske det mest ambitiøse hidtil – på at opstille et imperfekt privat alternativ til statslig forsyning af kollektive goder er Anthony de Jasays “Social Contract, Free-ride” (se her for min vurdering af det). Andre veje er James Buchanans klubløsninger.

Der er ingen tvivl om, at Laffont og Tiroles inklination var og er at søge at finde på statslige løsninger på problemerne med asymmetrisk information – også selv om de måtte være langt fra idealiserede first-best løsninger, hvor det antages, at staten har perfekt information og ingen mangel på god vilje. Og skal staten endelig løse problemer, bør den da gøre det så godt som muligt. Men det er påfaldende, at der er så få historiske eksempler på f.eks. forsøg med Clark-Grovesligende mekanismer eller de kontraktsystemer, Laffont og Tirole pegede på som det bedste redskab til konkurrenceregulering. Og at de har afdækket så mange eksempler på, at regulering har gjort mere skade end gavn. Forklaringen skal givetvis findes i, at de er ekstremt komplekse at føre ud i livet. Men også at nissen har det med at flytte med, når man går i gang med at løse såkaldte “markedsfejl” – som forekomsten af kollektive goder – med statslige midler.

Ostrom om statsfejl vs. markedsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2010. 11 svar

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om statsfejl versus markedsfejl–og det samme har Elinor Strom, der modtog Nobelprisen i økonomi 2009, og som vi ved den lejlighed diskuterede lidt, og som jeg netop i disse dage er ved at færdigskrive en artikel om.  Så her kommer lidt om dét, Adam Smith, Thomas Hobbes m.v.  fra hendes 1997-takketale for Seidman Prisen:

“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.
Læs resten →

Markedsfejl versus statsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2009. 1 svar

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om “markedsfejl”–og “statsfejl”.  Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? …

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her.  (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.)  En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

Government failure galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2005. 2 svar

Jeg orker ikke selv at skrive noget om tragedien i New Orleans; jeg har flere venner dér, var der selv så sent som i marts og skulle have været dertil igen i marts næste år, og det er ganske simpelt for smerteligt at tænke på den nærmest Hobbeske “state of nature”, der på rekordtid synes at være opstået dér.

Så her er i stedet (uden anbefaling eller det modsatte) et kort round-up af med links til, hvad forskellige frihedsorienterede stemmer på nettet har haft at sige om situationen og årsagerne til dens konsekvenser:

Min eneste kommentar iøvrigt er, at amerikanerne i en række nylige meningsmålinger afslører, hvad vi godt vidste i forvejen: At de har større tiltro til markedet end til det offentlige, og lægger mere vægt på individuelt ansvar end kollektiv free-riding …  Ikke så overraskende, men egentligt ret forbløffende.

Update: Her er et par mere:

Dagens citat: Leviathan i New Orleans

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. september 2005. 4 svar

Louisianas governør, Kathleen Blanco (D), har udsendt en advarsel til dem, der benytter situationen i New Orleans til at røve, voldtage og dræbe.  Om hundredevis af kampklædte og -prøvede National Guardsmen, som er sendt til området sagde hun ifølge AP:

“They have M-16s and they’re locked and loaded …  These troops know how to shoot and kill, and they are more than willing to do so, and I expect they will.”

Hvor er Tannehill RentAcop iøvrigt, når man har brug for dem?