Tag-arkiv: tillid

Generelle trends der ikke er generelle: Tillid til journalister

Af Christian Bjørnskov, den 3. januar 2020. Skriv et svar

Vi kender det allesammen: Oplevelsen af at politologer, sociologer, fremtidsforskere og andre med sikkerhed i stemmen forklarer, hvordan de vestlige samfund ændrer sig og hvad konsekvenserne bliver. Politiske kommentatorer og politikere tager – i det mindste offentligt – forudsigelserne alvorligt og foreslår politik, der enten akkommoderer eller modgår trenden. Vi andre sidder derimod ofte tilbage og undrer os over, om det hele overhovedet er sandt.

Groft sagt sker der med jævne mellemrum, at en fransk sociologiprofessor for eksempel udgiver en bog om samfundsmæssige trends i Frankrig, som hun oplever dem. Den franske forsker indikerer, at disse trends er generelle for Europa eller den vestlige verden, og interviewes efterfølgende i, for eksempel, Politiken eller Weekendavisen. Hermed er påstanden om en generelt udvikling introduceret i en dansk kontekst og bliver hurtigt en etableret ’sandhed’ i den politiske debat.

Vi illustrerer her en af disse trends med data fra den nye WellCome Global Monitor (WGM), som vi skrev om forleden (læs her). En af de påstande, jeg jævnligt hører, er at unge mennesker i vestlige lande i stigende grad forlader de traditionelle mainstream medier og har mistet tillid til dem. Mere generelt er påstanden således, at unge mennesker har mistet tillid til journaliststanden og derfor erstatter traditionelle medier med sociale medier. Et yderligere skridt i fortællingen er, at dette er et problem da de sociale medier i højere grad fungerer som et ekkokammer, hvor ens holdninger og værdier aldrig bliver udfordret, og fake news bare bekræftes.

Det særlige er, at man kan bruge WGM til at teste en del af basen for denne fortælling om en generel trend i de vestlige lande. Undersøgelsen spurgte i 2018 149.000 respondenter i 144 lande om bl.a. deres tillid til journalister. I det følgende stiller vi skarpt på 55 lande, der er mere eller mindre vestlige og udviklede, for ikke at blande udviklinger i udviklingslande ind i generelle betragtninger. Der viser sig først og fremmest ganske store forskelle mellem lande i, hvor stor tillid folk har til journalister. På en skala fra 0 til 3 er gennemsnittets tillid til journalister 1,6, fordelt mellem et lavpunkt på 0,7 i Grækenland og et maksimum på 2 i Finland. Figuren nedenfor illustrerer forskellene.

Ser man på den overordnede påstand, vurderer de yngre respondenter – defineret som dem der er under medianalderen på 39 – i gennemsnit journalister 4% lavere end de ældre respondenter. Der ser således ud til at være en smule kød på påstanden, om end forskellen er ganske lille. Det særlige er dog, at dette ikke er et generelt fænomen!

I 18 af de 54 cirka vestlige lande i undersøgelsen er de yngre statistisk signifikant anderledes end de ældre. Det er dog værd at notere sig, at der for det første er tre lande – Bulgarien, Tjekkiet og Slovakiet – hvor de yngre har mere tillid til journalister end de ældre, og dermed er stik mod den påståede trend. I de 15 andre, hvor yngre er mindre tillidsfulde, er forskellen i gennemsnit 9 %. Den er der således, og den er statistisk sikker, men er ikke specielt stor.

De 15 lande er: Albanien, Australien, Belgien, Cypern, Frankrig, Georgien, Israel, Japan, Litauen, Malta, Rumænien, Rusland, Slovenien Sydkorea, og Tyskland. Det er svært at se noget samlet mønster, der forbinder de 15, og den vigtigste pointe er, at det mønster, man skulle tro var helt generelt for vestlige lande, slet ikke findes for de andre 39 lande i undersøgelsen!

Man kan naturligvis altid mene, at spørgsmål som folks tillid til journalister ikke helt fanger essensen i en påstand. Vi mener dog at eksemplet som illustration fungerer ganske godt: Der kommer med mellemrum påstande om, hvordan vestlige samfund ændrer sig og hvilke problemer, det skaber. Disse påstande viser sig ganske ofte at være lande-specifikke og dermed slet ikke udtryk for noget generelt fænomen, og andre gange er påstandene ganske enkelt ikke korrekte. Det gælder for eksempel den ofte hørte bekymring om, at vi har mistet tilliden til hinanden, eller at bare folk troede på en guddom igen, ville alt være bedre. Vores eksempel i dag er ganske enkelt en illustration af, hvor ofte man kan afvise denne type påstande med simpel evidens, og hvor skeptisk enver borger bør være overfor denne slags påstand.

Tillid og lykke hos danskere og andre

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2016. Skriv et svar

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Om at lægge humlebien i graven

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2016. Skriv et svar

I den forgangne uge har jeg – som mange læsere sikkert ved – deltaget i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konferencen naturligvis også er en anledning til at hygge sig og møde (efterhånden) gamle venner, og at netværke, holde sig opdateret med hvor forskningsfrontn er på vej hen, og at diskutere nye forskningsprojekter. Men den er først og fremmest et forum, hvor man selv præsenterer sin egen nye forskning. Mit EPCS-bidrag i år var ” Burying the bumblebee once and for all: Does big government hurt growth less in high-trust countries?” som er skrevet sammen med min ven og IFN-kollega Andres Bergh.

Humlebi-hypotesen er den populære ide om, at en høj grad af tillid ’beskytter’ de skandinaviske velfærdsstater mod negative effekter af den offentlige sektors størrelse. Hypotesen, der ser ud til at have fået sit navn hos IMF – den første internationalt publicerede version kan findes i ” Sweden’s Welfare State: Can the Bumblebee Keep Flying?” fra 2003 – siger basalt set, at mens et stort offentligt forbrug fører til lavere vækst og investeringsrater, sker disse problemer ikke i Skandinavien, og brede set i lande med særligt høje tillidsniveauer. Flere af mine kolleger, blandt andet Torben M. Andersen og Gert Tinggaard Svendsen (f.eks. her) har argumenteret for forskellige versioner af humlebi-hypotesen.

Andreas og jeg tester i vores EPCS-papir den grundlæggende idé bag humlebie-hypotesen ved at estimere effekterne af at have et stort offentligt forbrug. Vi gør det i et panel af 66 lande, der enten er vestlige eller har demokratiske forfatninger og lignende politiske institutioner. Hovedpointen er, at vi tillader effekten af det offentliges størrelse at variere med, hvor højt tillidsniveauet er. Hvis hypotesen er korrekt, burde vi finde helt generelt at den negative effekt på vækst og investeringer af den offentlige sektor er større jo mindre tilliden er. Effekten skal med andre ord være systematisk heterogen i tillidsniveauet.

Problemet for hypotesens tilhængere er, at heterogeniteten i effekten på vækst viser sig at være spuriøs – når vi ser bort fra de lande, hvor vi slet ikke er sikre på, hvor højt tillidsniveauet er, finder vi at et stort offentligt forbrug er lige så slemt i højtillidslande som i lavtillidslande. Når vi derimod fokuserer på investeringsraten kan vi tydeligt og robust se, at en større offentlig sektor fører lavere private investeringer, og effekten er meget større i lande med høj tillid.

Med andre ord finder Andres og jeg, at der mere er evidens for en omvendt humlebi-effekt: Den offentlige sektors størrelse er mere destruktiv for langsigtet vækst i lande med høj tillid end i de sydligere lavtillidslande. Præcist hvad der går så galt i f.eks. de skandinaviske velfærdsstater kan vi ikke sige noget klart om. Men at noget går mere galt end i andre lande er overraskende tydeligt i vores papir. Det er tid til at droppe ideen om, at noget i nordisk tillidskultur gør, at vores velfærdsstat er en ’gratis frokost’.

For de interesserede kan abstractet findes nedenunder, mens en working paper-version er tilgængelig hos IFN.

Abstract: High levels of social trust has been linked to both public sector size and long term economic growth, thereby helping to explain how some countries are able to combine high taxes and relatively high levels of economic growth. This paper examines if social trust as a background factor also insulates countries against negative effects of public sector size on growth, as government size and growth are found to be negatively associated in several recent studies. We note that the effect is theoretically ambiguous. In panel data from 66 countries across 40 years, we find little robust evidence of insulating effects. Instead we find robust evidence that high trust aggravates the crowding out effects of public sector size on private investments.

Tillid og velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2016. 1 svar

Dagens post op til weekenden er skamløs promovering af min egen forskning. Sammen med Andreas Bergh (Lund Universitet) har jeg forsket en del i sammenhængen mellem tillid og velfærdsstaten. Baggrunden er, at de mest tillidsfulde lande i verden – de nordiske monarkier – alle har store velfærdsstater. Både forskere og politikere er derfor hoppet til den konklusion, at velfærdsstaten eller nogle af dens karakteristika og politikker skaber social tillid. Med en parafrase af Milton Friedman påstår f.eks. Bo Rothstein og mange andre inklusive tænketanken Cevea (her og her), at en nordisk velfærdsstat er en ’gratis frokost’ – et dyrt arrangement der alligevel finansierer sig selv. Andreas og jeg har derimod vist, at den særlige nordiske tillid må være ældre end velfærdsstaten, men budskabet har næppe haft meget impact i den danske debat. Som den meste seriøse samfundsforskning er det publiceret i engelsk-sprogede, internationale videnskabelige tidsskrifter. Sproget og formen forhindrer dermed mange mennesker i at få adgang til forskningen.

Det særlige i dag er derfor, at det nye nummer af Tidsskrift for Professionsstudier har tillid som tema. Og jeg har en artikel – på dansk og ganske uteknisk – der opsummerer litteraturen om forholdet mellem social tillid og velfærdsstaten. Centreret omkring den simple sammenhæng illustreret i figuren nedenfor peger jeg i artiklen på de adskillige måder, man kan demonstrere at kausaliteten løber fra tillid til velfærdsstat.

Tillid og velfærdsstat TfP

Artiklen kan naturligvis læses af alle begavet interesserede, uanset hvilken uddannelse de har, og er heller ikke mere teknisk end at den kan bruges i gymnasiet. Uanset om man er enig eller ej i det normative perspektiv, lægger den op til en fundamental debat om vores samfundsform.

Korruption og tillid i Europa (igen)

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2015. Skriv et svar

Jeg har på det sidste måttet forholde mig igen til korruption på tværs af Europa. Den ene grund har været, at Danmark faktisk for tiden har en bestikkelsessag og flere dermed har spurgt mig, om det ikke er helt forkert at tro, at vi er et af de mindste korrupte folk i verden. Mit svar er som altid, at vi ikke er perfekte, men så ukorrupte at de fleste andre – endda i Europa – er misundelige. Og hvornår har de selv hørt om bestikkelse?

Den anden grund er, at jeg har talt med et par gymnasieelever, der skriver opgave om relaterede emner. Her har en del af samtalen handlet om, hvorfor vi er et af de mindst korrupte samfund. Svaret er værd at dvæle en smule ved, da samtidig fortæller noget om, hvad vi tager for givet som andre samfund ikke har. Det er illustreret i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem korruption og social tillid for to grupper af lande: Dem med relativt dårlige og dem med relativt gode retsvæsener ifølge Fraser Instituttets vurdering.

Nogle samfundsforskere påstår, at tilliden er skabt af den lave korruption og dygtig politik, men den påstand er ikke konsistent med anden evidens. Man kan for eksempel vise med amerikanske indvandrerdata, at tilliden er ret stabil selv når folk flytter samfund, og at den særlige nordiske tillid må have været der for 80 år siden. Det er dermed tillid, der påvirker korruption, og ikke omvendt.

tillid korruption to grupperFiguren viser dog også ganske klart, at retsvæsenet spiller en rolle. Frankrig er et eksempel på det, da landet har en ganske svag tillidskultur (cirka 23 % erklærer, at de stoler på andre), men det har stadig relativt begrænsede bestikkelsesproblemer. Grunden er at Frankrig af andre årsager har formået at opbygge et ret effektivt retsvæsen.

Kombinationen af en stærk tillidskultur og et solidt retsvæsen er således en stærk forklaring, både internationalt og i en dansk kontekst, på hvorfor nogle enkelte lande har så få problemer af art. Danmark ligger globalt i Top 3 når det gælder tillid, og på alle mål i Top 10 for retsvæsenets fairness, effektivitet og integritet. Og det sidste ser også ud til at være et gammelt dansk kendetegn: Hvis man ellers skal tro på den ganske statsfjendtlige Otto Lehmans vurdering i slutningen af 1830erne, var det danske retsvæsen allerede dengang politisk uafhængigt og ganske effektivt. Konklusionen er ret basal: Uanset hvad andre måtte mene, peger evidensen på at vi ikke skylder nutidens politikere noget som helst. Der er vel næppe grund til at være taknemmelig over, at de ikke har ødelagt de danske institutioner?

For de interesserede har jeg desuden markeret Grækenland – den gule – som ikke overhovedet er mærkelig, givet landets institutioner. Den anden specielle observation – den enlige røde prik oppe blandt de sorte – er pudsigt nok Uruguay, der også på andre områder er kendt som særligt. The Economist kaldte det for eksempel for to år siden for ”the region’s best-functioning democracy.” Hvorfor Uruguay så er specielt, kan blive emnet for en post på et senere tidspunkt.

Baltisk tillid

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2015. 2 svar

I tillidsforskningen har der i en lang årrække stået en strid mellem dem, der mener at tillid er en konsekvens af institutioner, der beskytter individet, og andre, der mener at tillid til andre mennesker er en refleksion af en dybere kulturel ærlighedstradition og –norm. Diskussionen lå også som en understrøm bag flere bidrag til den konference, jeg har været til denne uge i Vaxholm udenfor Stockholm.

Et par af os havde en snak om emnet bagefter, og hvordan bl.a. de baltiske lande kan informere om debatten. Det særlige er nemlig, at de både har langt, langt bedre formelle institutioner end Rusland – jeg tvivler på, at der er mange læsere, der foretrækker at blive udsat for et russisk retsvæsen i stedet for et litauisk eller estisk – og ganske store russisktalende og russisksindende befolkningsgrupper. Man kan derfor teste de to syn på tillid i Baltikum, fordi det førstnævnte har som en helt nødvendig konsekvens, at der ikke burde være forskel på russere og balter. De er jo udsat for de samme formelle institutioner. Det andet syn peger derimod på, at russerne i en vis grad bør have samme tillid til andre mennesker som russere i Rusland.

Hvis man bruger tal fra the European Social Survey, der spørger om tillid til andre mennesker på en skala fra 0-10, er det første og fremmest tydeligt, at esterne er langt mere tillidsfulde end andre baltere. Indeksene er 5,6 (Estland), 5,1 (Litauen), 4,0 (Letland) og 4,4 (Rusland). Men ser man på russerne i Baltikum er tallene 5,2 (Estland), 4,7 (Litauen), og 4,4 (Letland). I Letland har russerne således helt det samme tillidsniveau som i Rusland, og faktisk lidt højere end letterne. I de to lande, hvor det generelle tillidsniveau er højere end i Rusland, er russernes også højere; men de er vel at mærke stadig noget under de etnisk estiske og litauiskes. Så hvordan tolker man det?

En måde er at indse, at enhver, når han eller hun bliver spurgt om tillid til andre mennesker, bor blandt både f.eks. estere og russere. Konstruere man således et hybridniveai af esternes tilidsniveau, vægtet med hvor stor en andel af Estlands befolkning, der er estere, plus russernes i Rusland, vægtet med deres andel, burde man få en slags ’bedste bud’ på, hvordan russernes tillidsniveau i Estland burde være, hvis tilliden er kulturelt betinget. Man må jo tage hensyn til, at de bor blandt et meget stort flertal af etnisk estiske.

Hybridindekset for Litauen og Estland er 4,6 og 5,0. De to tal er ganske tæt på, men ikke helt præcist identiske med de faktiske tal fra spørgeskemaundersøgelserne. Mens man næppe kan konkludere noget endeligt på den slags simpel baggrund, er der en relativt tydelig implikation: Hvis institutionalisterne – dem, der tror at institutioner bestemmer tilliden – skulle ret, burde tallene se ganske anderles ud i Baltikum. Den persistente forskel mellem grupperne og russernes konsistent lavere tillid efter snart 25 års selvstændig udvikling peger på, at som minimum en kerne af den sociale tillid må være kulturel i en eller anden forstand.

Update: Min ven og kollega Andreas Bergh skrev om det samme emne i Dagens Samhälle i fredags.

Uærlige kommunister

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2014. 3 svar

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

Peter Nedergaard om politiske fejl og mistillid

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2014. Skriv et svar

Den glimrende Peter Nedergaard, professor i statskundskab på KU, har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om politisk ageren og danskernes lave og dalende tillid til politikerne. Jeg er enig i stort set hele kronikken, der implicit hviler på et solidt public choice-fundament. Her er et par smagsprøver:

Jeg vil i stedet argumentere for, at problemet snarere er, at danske politikere blander sig i for mange konkrete forhold, at de til tider lider af regeringssyge, og at vejen til større tillid mellem befolkning og politikerne går gennem at blande sig betydeligt mindre samtidig med, at politikerne begynder at agere mere overordnet og principielt.

Det andet grundlæggende problem, som opstår, når politikerne ikke bindes til masten med principper, er, at politikerne i så fald får et incitament til at tænke kortsigtet. Al politik bliver i så fald lagt til rette med henblik på at vinde næste valg og det lange samfundssigt tabes af syne. Netop dette forhold er et af demokratiets latente sygdomme.

Hele kronikken kan læses her. Anbefalet!

Tillid til politikere i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2014. 11 svar

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2014. Skriv et svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

Andreas Bergh springer ud som klummeskribent

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2013. Skriv et svar

Den fremragende Andreas Bergh fra Lunds Universitet (og en af mine skattede medforfattere) er begyndt at skrive klummer/ledere for Svenska Dagbladet. Hans første handler om tillid og kan læse her. Dagens avis bringer også et interview med ham. Et kort pluk fra den anbefalelsesværdige klumme:

Detta enkla mått på tillit är en av samhällsvetenskapens mest intressanta variabler. Länder med hög tillit har bättre fungerande ekonomier och kan lättare bygga upp sociala skyddsnät. Det tycks dessutom vara ett orsakssamband som i grunden är lätt att förstå: När människor är ärliga och litar på varandra kan det mesta lösas smidigare. Mindre energi läggs på bråk och tvister.

Tillid og rigdom

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2013. 3 svar

Siden Steve Knack og Phil Keefers banebrydende artikel fra 1997 – Does Social Capital have an Economic Pay-Off? – har økonomer og politologer forsket intensivt i den samfundsmæssige værdi af social tillid. En række artikler peger på, at tillid påvirker økonomisk vækst, men noget færre har set på, om det så også fører til større rigdom på den meget lange bane. Problemet har bl.a. været kausalitet, dvs. om tillid påvirker rigdom eller rigdom måske påvirker tilliden.

Spørgsmålet kan angribes med mere eller mindre avancerede midler. Pierre-Guillaume Méon og jeg har en artikel på vej ud i Public Choice i det kommende særnummer i anledning af Martin Paldams 70-årsdag, hvor vi forsøger at gøre hvad man kan med instrumentelle variable. Man kan naturligvis altid kritisere IV-metoder, og vi regner da også med at høre for det, men vi mener dog at være kommet lidt videre end de fleste tidligere studier. Interesserede læsere skal være velkomne til at kigge os efter i sømmene (gated artikel her; WP-version her).

Det kan dog også gøres lettere. Hvis der er tale om omvendt kausalitet ville man regne med at der var en klar sammenhæng mellem tillid og rigdom i dag, men ikke en nær så klar sammenhæng længere tilbage i tiden – hvis altså rigdommen havde skabt tilliden. Det kan vi dog være relativt sikre på ikke er tilfældet, da studier af tredjegenerations-immigranter i USA peger på, at de generelt har samme tillidsniveau som i det land, deres bedsteforældre kom fra (typisk i 1930erne og 40erne). Dagens billede er derfor sammenhængen mellem tillidsniveauet – som vi ved ikke har ændret sig så markant i de fleste lande siden 1930erne – og velstandsniveauet i 30erne. Mens man sagtens kan finde eksempler på lande, der ligger lidt skævt for kurven, er tendensen ret klar: Højtillidslande var allerede dengang væsentligt rigere end lavtillidslande. Med andre ord kan det godt være, at alle elementer af kultur ikke er vigtige, men tilliden ser ud til at være.

Tillid og velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 19. maj 2012. 9 svar

Jeg lavede for et stykke tid siden et interview med den glimrende Søren Højlund Carlsen om forholdet mellem velfærdsstaten og tillid. Interviewet, der er i Nobel-serien, er nu tilgængelig online. Det hele bygger på artikler med Andreas Bergh og Gert Tinggaard Svendsen (her og her), og et konferencepapir med Andreas (her).  Interviewet, som jeg selv synes er blevet rigtigt god formidling, kan ses her.

 

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Holdånd: Vikingerne og den nordiske tillid

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2008. 23 svar

Politiken i søndags bragte som sædvanlig en analyse, denne gang skrevet af undertegnede. Den baserer sig på et nyt forskningsprojekt, som vi er ved at starte ved Aarhus Universitet og pt. søger både midler og deltagere til. Hvis emnet skulle have interesse for Punditokraternes læsere, er analysen nedenunder – og hvis nogle af læserne med en historisk/arkæologisk baggrund skulle være interesserede i projektet, eller kende nogen der er, modtager vi meget gerne henvendelser!

Tillid er blevet et stort emne i samfundsvidenskaberne de senere år. Efter at politologen Robert Putnam i 1993 sandsynliggjorde, at forskelle i ’social kapital’ – komplekset af tillid, normer og netværk der muliggør kollektiv handlen– er ansvarlige for at regeringsførelsen og levestandarden er så meget lavere i Syditalien end i Norditalien, eksploderede interessen for konceptet. En række studier har efterfølgende vist at mens beviserne for de gode virkninger af netværksaktivitet og normdannelser er svage og modstridende, har tillid, og i særdeleshed den sociale tillid til folk man ikke kender, en væsentlig indvirkning på så forskellige forhold som uddannelse, korruption, regeringsførelse, økonomisk vækst og personlig lykke. Danskerne kommer sammen med nordmænd og svenskere som oftest ud i undersøgelser som de mest tillidsfulde folk i verden. Med andre ord er tilliden sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor en gruppe lande i en kold og relativt ufrugtbar udkant af Europa er blevet blandt verdens rigeste og lykkeligste.

Målt på andelen af en befolkning, der tilkendegiver at ”man kan generelt set stole på de fleste mennesker”, ligger de nordiske lande for i top med en score på 66 procent, skarpt fulgt af Finland, Holland, den engelsk-talende del af Canada og New Zealand. I Europa er bundskraberne at finde i Frankrig, Portugal og de tidligere kommunistiske lande, mens lande som Filippinerne, Peru og Brasilien kun har cirka fem procent, der lader forstå, at de stoler på andre mennesker de ikke kender.

En del af tillidsforskningen har derfor interesseret sig for, hvorfor nogle lande har tillidsfulde befolkninger mens andres næsten ingen tillid har til hinanden. Tidlig forskning mente, at social tillid kunne skabes gennem politik, men en række førende forskere er i de seneste år kommet til den erkendelse, at tilliden også har dybe, historiske rødder. Dette er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt der deles mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet med det mål at undersøge, hvor langt tilbage i tiden, man konkret kan spore en særligt nordisk tillid.

Umiddelbart tyder meget på, at de nordiske lande og den nordiske kultur har været karakteriseret af en høj grad af tillid siden vikingetiden. For eksempel stammer ordsproget ’et ord er et ord’ efter alt at dømme fra vikingetiden, og en læsning af de nordiske sagaer afslører også, at man på den tid lagde stor vægt på aftaler og satte en ære i at holde løfter. En anden indikation er de mange ting, vikingerne var i stand til. Det har for eksempel været almindeligt anerkendt i tillidsforskningen siden Nobelpristageren Kenneth Arrows arbejde i starten af 1970erne, at langdistancehandel ikke kan foregå uden en vis beskyttelse fra enten et moderne retsvæsen eller noget, der virker tilsvarende. At danske og norske vikinger uden problemer kunne handle med England, Færøerne og Island, og svenske vikinger handlede fra Gotland og langt ned ad Volgafloden – som oftest uden at kende deres handelspartnere personligt – er derfor en anden indikation på de nordiske tillids- og ærlighedsnormer for tusinde år siden.

En tredje indikation kan findes i den aktivitet, vikingerne blev mest berømte – og berygtede – for: De store angreb over Nordsøen. Fra angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793 til danskerne endeligt forlod England i 1100-tallet formåede danske og norske vikinger gang på gang at koordinere store angreb på mål langt fra deres hjem. Angrebet på London i 985 er et særligt eksempel på omfanget af disse aktiviteter, hvor danske vikinger sejlede op ad Themsen med ikke mindre end 93 langskibe, men allerede de tidligste overfald omfattede 40-50 større skibe. Ingen centralmagt formåede før renæssancen at organisere flåder af den størrelse, hvilket i stedet krævede at mange særinteresser kunne samarbejde om en både stor og risikabel aktivitet, og disse flåder repræsenterede dermed ikke blot massive investeringer, men også en bogstaveligt talt drabelig evne til at samarbejde mellem mange skibsejere og lokale høvdinge. En af de centrale indsigter fra tillidsforskningen er netop, at den slags samarbejde er langt mere sandsynligt og stabilt, jo større tilliden er mellem mennesker, der ikke er bundet af familiebånd og lokaltilhør. Sagt på en nutidig måde, er to århundreders konstant og omfattende flådeaktivitet og samhandel derfor et sandsynligt vidnesbyrd om sammenhængskraften i de nordiske vikingesamfund.

Det nye forskningsprojekts grundlæggende tese er således, at særlige vikingenormer, som man ikke finder andre steder end muligvis blandt den lille og lukkede gruppe Marghribi-jøder omkring Middelhavet, har overlevet op gennem tiden og er endt i den specielle ’Nordiske excellence’ som det skandinaviske tillidsoverskud kendes som. I nyere tid er det for eksempel sigende, at mens de store skandinaviske udvandringsbølger til Amerika foregik i midten af 1800-tallet, er danskeres, nordmænds og svenskeres efterkommere i USA i dag de klart mest tillidsfulde amerikanere, og de nordlige stater, de typisk bor i, er blandt de mest trygge og korruptionsfri områder i landet. De nordiske udvandreres efterkommeres tillid er derfor et vidnesbyrd om tilliden hos os for 150 år siden. Sådan er det også blevet i Norden, hvor retsvæsnet er i top, korruptionen i bund, den personlige lykke er tårnhøj, og hvor den nordiske tillid til andre menneskers ærlighed sandsynligvis forhindrer velfærdsstaten i at bukke under for sin egen vægt. Det hele se ud til at være grundlagt for århundreder siden.

Tillid -– ikke et velfærdsstatfænomen!

Af Christian Bjørnskov, den 24. september 2007. 5 svar

Ugebrevet A4 –  LOs pendant til det ikke videre liberale Mandag Morgen -– har i denne uge en artikel om fænomenet social tillid. Baggrunden er, at Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger og at forskningen de seneste ti år i stigende grad har knyttet netop tillid til forhold som økonomisk vækst, retslig kvalitet og korruption. Den særligt høje tillid i Norden kan således ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.

Så vidt, så godt – og ikke kun fordi et af mine forskningsresultater har sneget sig unavngivet ind i artiklen. Men kæden hopper af når A4 kommer til forklaringen på, hvorfor tilliden er så høj i Norden. Man er forudseligt nok påvirket af LO-relationen til at tolke tillid som et positivt forhold som man derfor på en eller anden måde må sætte i forbindelse med velfærdsstaten, men man har også indforskrevet en dansk ekspert, professor i statskundskab på Århus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, til at føre sandhedsvidne for påstanden.

Nu er problemet blot, at hans mange kvaliteter til trods – flere punditokrater og en del af vores læsere vil nok placere ham som en stærk kandidat til verdens rareste menneske – er GTS altså ikke nogen stor empirisk forsker. Og når han i artiklen kommer med udsagn som ”at velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”, ”at møde andre mennesker ansigt til ansigt i små fora giver meget på tillidskontoen” og ”Frankrigs lave placering hænger sammen med, at de har problemer med korruption”, taler han ganske enkelt mod den nyere forskning på området.

Stjernepolitologen Robert Putnam populariserede begrebet social kapital, som tillid er en del af, og gjorde i den sammenhæng den fatale fejl at argumentere for, at netværksaktivitet, normdannelse og social tillid var forskellige refleksioner af det samme forhold – social kapital. Senere forskning har vist, at de tre forhold er separate forhold. Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk – så ødelægges folks tillid af kommunistisk politistatsadfærd.

Interesserede læsere kan for eksempel konsultere Eric Uslaners glimrende The Moral Foundations of Trust eller eventuelt min artikel om Determinants of Generalized Trust i januarnummeret af Public Choice i år. Hvis man er mindre forskningsinteresseret, kan man sådan set bare tage et kig på, hvor verdens mest tillidsfulde folk bor: Danmark, Norge og Sverige (66 % af befolknings mener man generelt kan stole på andre mennesker), New Hampshire (63 %) og Finland (58 %). Det gælder også for Canada, hvor tillidsniveauet er over 60 % alle andre steder end Quebec, den fransktalende og kulturelt franske provins hvor niveauet kun er 35 %.

Som en ordentlig journalist lader forfatteren, Iver Houmark Andersen, skeptiske stemmer komme til. Der er sund skepsis fra blandt andet Carl-Johan Dalggard, lektor ved Københavns Universitet, og CEPOS cheføkonom Mads Lundby, der begge anerkender forskningen i social tillid, men at GTS og andre ’strammer den’. Dahlgaard noterer for eksempel, konsistent med den nyere forskning, at ”social kapital kan være en forklaringsfaktor blandt andre”. Selvfølgelig er den det, handel og en række andre forhold gør stadig en meget væsentligt forskel.

Totalt set er det temmelig underligt at se LO forsøge at inddrage den social tillid som en faktor, man kan takke velfærdsstaten for, selvom de fleste forskere enten mener den er langt ældre, eller har helt andre forklaringer på den. En ting har Gert Svendsen dog ret i når han siger at ”Bøger og artikler om social kapital går som varmt brød, og der er enorm interesse for begrebet rundt om i verden”. Interessen – efterspørgslen efter viden om social kapital – er simpelthen enorm, og så er det måske mere forståeligt at der ind imellem er lidt svag kvalitet i udbuddet af viden.