Tag-arkiv: uddannelsesniveau

Flove studerende

Omkring jul har de danske medier kørt en historie om, at hver fjerde studerende på de videregående uddannelser er flov. Flovheden går på, at de har svært ved at ’tilegne sig selv simpelt stof’ på deres studier, og synes de har svært ved at følge med. Mange kommentatorer og bl.a. næstformanden for Rektorkollegiet har fortolket undersøgelsens konklusioner sådan, at universiteterne må gøre mere for at pusle om de nye små studerende, så de ikke føler sig flove.

Det forbløffende i hele dækningen af undersøgelsen, og i reaktionerne, er at jeg ikke har læst eller hørt en eneste i medierne, der har udtrykt at flovheden måske er udtryk for et virkeligt og rimeligt fænomen. Ikke en har givet offentligt udtryk for noget, vi alle oplever på universiteterne: At de nye studerende i dag kan langt mindre i dag end for blot ti år siden. Eller med andre ord, at deres faglighed er blevet stadig svagere over en lang årrække.

Man kan naturligvis hurtigt beskylde mig for at være en Jeronimus, der helt uinformeret mener, at alt var bedre i gamle dage. Det var det naturligvis ikke, men gymnasieskolen gør ganske enkelt ikke længere dens job. Nina Smith og jeg har for eksempel de senere år måttet holde en ekstraforelæsning for vores statskundskabsstuderende, hvor vi dækker helt simpel matematik. I år kom cirka 90 studerende – en tredjedel af årgangen – til forelæsningen, hvor vi primært gennemgik parentes- og brøkregneregler, og checkede deres yderligere matematikviden. Studiet kræver B-niveau i matematik fra gymnasiet, men vi oplever hvert år, at en forbløffende stor del af de ellers arbejdsomme og engagerede studerende på statskundskabsstudiet i Aarhus mangler helt basale matematikkundskaber. Det samme oplever vi på HA-studiet, og vores kolleger på humaniora taler om problemerne ved, at mange af deres studerende ikke længere læser rekreativt, og at man heller ikke – som for 15 år siden – kan gå ud fra, at de fleste kan læse tysk på et nogenlunde rimeligt niveau.

Hele pointen med dagens udgydelser er, at det måske er helt rimeligt og velfortjent, at mange nye universitetsstuderende føler sig flove. De kan ikke følge med, fordi de ikke har lært nok i gymnasiet – og det ganske uanset at de har været blandt de dygtigere i gymnasiet og har fået bibragt en selvforståelse af at være blandt eliten. Det er et sundhedstegn, og ikke et problem, at mange nye studerende føler sig flove over ikke at kunne følge med, når de kan ikke følge med fordi de ikke har de nødvendige forkundskaber for at læse på universitetet. Og flovheden er en positiv reaktion på erkendelsen af, at man har et problem. Uden den erkendelse, kommer de små nye studerende ikke videre.

Er danskerne veluddannede?

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten