Tag-arkiv: Udvikling

Borgerrettigheder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2023. Skriv et svar

Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?

I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.

Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.

Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.

De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.

De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.

Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.

Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.

Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.

Fordele ved monarki

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2022. Skriv et svar

Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”

Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.

Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.

Religiøsitet i den vestlige verden

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2021. 1 svar

Vi har tidligere skrevet om et af de store sociologiske spørgsmål her på stedet: Hvorfor er nogle samfund meget mere religiøse end andre? Spørgsmålet bliver ved med at dele de intellektuelle vande. Nogle forskere insisterer på, at de store forskelle i hvor religiøse folk er og hvor ofte de deltager i religiøs aktivitet ikke er virkelige – påstanden er ofte, at folk bliver ved med at være ‘åndelige’ i en eller anden forstand – mens de fleste accepterer, at der er store forskelle. Der er næppe meget tvivl om, at gentagne undersøgelser viser, at folk idag er langt mindre religiøse end tidligere.

I mange henseender er religiøsitet en del af den brede transition fra fattige samfund med subsistenslandbrug til moderne, avancerede samfund. Min kollega, mentor og tidligere vejleder Martin Paldam viser for eksempel i sin nye (og meget anbefalelsesværdige) bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, at religiøsitet er et af adskillige forhold, der ændrer sig i takt med at samfund bliver rigere. Omend det stadig er usikkert – som Martin med vanlig omhyggelighed påpeger – om kausaliteten kun går en vej eller om religiøsitet også påvirker den økonomiske udvikling, er mønsteret klart. Ser man på tværs af verden, som vi gør i dagens første figur, der viser forskelle i hvor vigtig folk mener religion er i deres hverdag, er det også meget tydeligt at religiøsitet følger økonomisk udvikling.

At det ikke blot er et fænomen, der gælder udviklingslande er klart i dagens anden figur, hvor vi plotter religiøsitet mod logaritmen til gennemsnitsindkomsten i tre grupper: Vesteuropæiske lande (blå markeringer), østeuropæiske lande med en kommunistisk fortid (røde markeringer), og amerikanske stater (sorte markeringer). Alle data er købekraftskorrigerede og dermed så sammenlignelige som muligt.

Mens det er relativt tydeligt, at rigere stater er mindre religiøse – korrelationerne i de tre grupper varierer fra -.35 i USA til -.59 i Vesteuropa – viser figuren også, hvordan de amerikanske stater systematisk er mere religiøse ved samme indkomstniveau. Det er også ganske klart i gennemsnittene, da 55 % af amerikanerne ser religion som vigtig i deres hverdag, mens det er 51 % i Østeuropa og 47 % i Vesteuropa. Indkomstforskellene er derimod 63.400 dollars per indbygger i USA, 48300 i Vesteuropa og 24900 i Østeuropa. Amerikanerne er uforholdsmæssigt religiøse.

Et interessant faktum kan ses i dagens sidste figur, hvor vi plotter religiøsitet overfor den sociale tillid i staten. Mens vi må understrege, at der er endnu mere usikkerhed omkring kausaliteten her – se f.eks. mit arbejde med Niclas Berggren om emnet – er sammenhængen ganske klar. Det gælder også, hvis man bruger lidt mere avanceret statistik. Multipel regressionsanalyse peger således på fire interessante indsigter: 1) Fordobler man indkomsten, falder religiøsiteten typisk med 19 procentpoint; 2) for hver ti tillidspoint falder religiøsiteten med syv procentpoint; 3) alt andet lige er Vesteuropa i gennemsnit 18 procentpoint mindre religiøst end USA, og Østeuropa er 19 procentpoint mindre religiøst end Vesteuropa; og 4) der er ingen systematiske forskelle på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse/muslimske stater.

Hvad kan man bruge den slags viden til? Det enkle svar er, at det giver mere viden om hvordan transitionsprocesser ser ud – om hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at det bliver rigere. Men sammenligningerne i dag peger også på, at der ofte er andre forhold der er vigtige, og som måske ikke ændrer sig fundamentalt i transitionsprocessen. Spørgeundersøgelser i starten af 1930erne viste for eksempel, at kun omtrent 30 % af københavnerne gik fast i kirke – et tal, der idag ville være lavt i USA. Flere af disse forhold kan måske forklare, hvorfor de nordiske lande på mange måder var så moderne allerede for 90 år siden.

Børn udenfor ægteskabet

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2019. 1 svar

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

Hvor godt måler vi institutionel kvalitet?

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2018. Skriv et svar

Vi har over årene bragt en række poster om institutioner og hvordan man måler deres kvalitet på tværs af lande og regioner. I dag gør vi et nyt forsøg med et bagrundsspørgsmål, der er rent nationaløkonomisk, statistisk nørderi: Gør det en forskel, om man måler institutioner additivt eller multiplikativt? Men hold fast, fordi der er en mere intuitiv pointe med posten.

En væsentlig del af baggrunden er spørgsmålet, hvordan lande kan forbedre deres institutioner. The Economist bragte således en artikel forleden (hattip: Niclas Berggren) om ”Judging Latin America’s judges.” Undertitlen “Why is strengthening the rule of law so difficult?” Mexico har for eksempel kæmpet med at løfte kvaliteten af landets institutioner siden det blev de facto demokratisk for cirka 20 år siden. Foreløbig er resultaterne ikke imponerende, blandt andet fordi det er mere krævende end bare at få bedre folk ét sted. Som The Economist skriver:

But establishing the rule of law is much harder. Courts depend on many other actors, especially police and prosecutors, as well as politicians and citizens. Judicial reform nearly always involves trade-offs, especially between independence and accountability. And better procedures do not in themselves create better judges or justice.

Man har blandt andet oplevet, at en styrkelse af dele af retsvæsenet ikke har bragt meget forbedring, da meget store dele af politiet stadig er gennemsyret af bestikkelsesproblemer. Bedre jurister når ikke meget længere end deres tidligere kolleger, når det materiale de får fra politiet bliver ved med ar være elendigt eller ikke-eksisterende.

Denne type argumenter peger på, at man burde måle kvaliteten af et lands institutioner som et multiplikativt indeks – dvs. i eksemplet ovenfor som kvaliteten af juridiske institutioner gange kvaliteten af politiet. I forhold til Economist-citaten, burde man måske måle den samlede kvalitet som accountability gange uafhængighed. I modsætning til de mere almindelige additive indeks, hvor man tager gennemsnittet af forskellige vurderinger, straffer et multiplikativt indeks lande, der fejler på ét punkt selvom resten er fint.

Det er netop det, vi har gjort i de to figurer i dag. Den første viser et multiplikativt indeks, der er skaleret mellem 0 og 1 og består af fire underindeks fra V-Dem databasen: Juridisk ’accountability’, korruption i de juridiske institutioner, højesterets politiske uafhængighed, og de lavere retsinstansers politiske uafhængighed. Disse indeks er skaleret mellem 0 og 1 og ganget sammen, så et land skal være bedst på alle fire punkter for at få den perfekte score 1.

Ser man på den første figur, er det klart at det ikke gøre den store forskel fra andre indeks. Korrelationen mellem det multiplikative indeks (i en sample af de vestlige lande i figuren og cirka 20 latinamerikanske lande målt mellem 2012 og 2016) og et simpelt gennemsnitsindeks er 0,91, og rækkefølgen af lande ligner den, man intuitivt ville forvente. Det måske mere interessante er, at Finland og Island ikke helt har samme kvalitet som de andre nordiske lande (i de blå søjler) – Finland fordi landet ikke helt har samme gennemsnitskvalitet, Island fordi der er et problem med at holde lavere instanser ansvarlige. I bunden af de ’vestlige’ lande finder man Rusland, der scorer tæt på 0 pga. den totale mangel på politisk uafhængighed i retsvæsenet.

V-Dem databasen tillader dog også, som vi tidligere har udnyttet, at trække disse forhold længere tilbage i historien. I den anden figur plotter vi derfor scorerne for 2012-2016 mod de samme landes scorer 60 år tidligere, hvilket afslører et interessant mønster. Figuren viser, at der i Europa over tid enten er institutionel persistens eller er sket forbedringer; der er ingen observationer i den nedre, højre halvdel af figuren. Med andre ord har lande enten bibeholdt deres niveau, eller over tid formået at rette op på de områder, der haltede bagefter.

Det er næppe en nørdet eller triviel pointe at vise, at europæiske og andre vestlige lande henover de sidste 60 år har fået mere konsistente institutioner. De er både blevet bedre i gennemsnit, og lande, der for eksempel havde solide retsvæsener med veluddannede jurister, som blot ikke var politisk uafhængige, har typisk løsnet det politiske greb om disse institutioner. Det er, for eksempel, i høj grad det der sker i Brasilien og Sydafrika i disse år, og en udvikling som lande som Chile og Uruguay gennemgik under og umiddelbart efter deres militærstyrer. Og det er en udvikling, som på langt sigt giver grund til at være optimistisk for fremtiden i nogle af disse lande.

Regimeændringer de sidste fem år

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2018. 1 svar

I dag udgiver Martin Rode og jeg version 2 af det, der kort kaldes Bjørnskov-Rode databasen – vores opdatering og udvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands kendte DD-database. Vi dækker nu 208 lande op til 1. juli 2018 med information om, hvorvidt de er demokratiske eller ej, deres type af demokrati eller autokrati, og både karakteristika af valgsystemet, parlamentet og statsoverhovedet. Den nye feature i databasen er, at vi nu tydeligt koder, om vores vurdering af deres politiske institutioner hviler på om der er valg eller ej, om der er et eller flere partier, om valgene er frie og fair, og om de faktisk også kan føre til regeringsskift. Vores vurdering af, om der er frie og fair valg, er baseret på internationale valgobservatørers rapporter.

Der er både gode og dårlige nyheder, som vi ’samler op’ i vores data for de sidste fem år. De gode er, at flere lande er kommet så langt, at frie og fair valg faktisk fører til fredelige regeringsskift. Dermed har der været de facto demokrati i Mali og Guinea-Bissau siden 2014, i Gambia og Seychellerne siden 2017, og i Liberia siden januar i år, da den forhenværende fodboldstjerne George Weah vandt præsidentvalget over den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Vi noterer også, at det sidste valg i Angola i 2018 faktisk overholdt almindelige standarder for demokratiske valg. Vi kan dog ikke endeligt kode Angola som demokratisk, da landet stadig ikke har haft et regeringsskift, men fortsat har en regering ledet af MPLA-bevægelsen, som tidligere har svindlet med adskillige valg og været ved magten siden midten af 1970erne. Det er derfor ikke til at vide, hvor demokratiske, landets politiske institutioner faktisk er, da de ikke har været stresstestet ved at en regering har tabt et frit valg. På samme måde er der grund til at holde øje med Lesotho og Nepal, der begge havde korte periode hvor deres spæde demokratier blev midlertidigt suspenderede.

På den negative side kan vi desværre også se flere lande, hvor demokratiet er gået tabt. Det gælder således Thailand efter et militærkup i 2014, Burundi hvor valget i 2015 var tydeligt ufrit, ligesom valg i Nicaragua i 2017, og Honduras og Kenya i 2018 ikke gik korrekt for sig. Mest kendt er dog hændelserne i Venezuela og Tyrkiet i 2016, hvor helt skruppelløse diktatorer fortsat underminerer de tilbageværende institutioner.

Sidst, men ikke mindst, er der de svære sager, hvor det måske går fremad, men vi ikke kan sige noget om, hvorvidt fremgangen er stabil. Vi ser således små skridt fremad i Burma fra November 2015, som oppositionen fik lov til at vinde på ærlig vis, selvom militæret på ingen måde gav slip på magten. Zimbabwe er en anden case, hvor militæret med Emerson Mnangagwa i spidsen (endelig) foretog et vellykket kup mod landets mangeårige præsident Robert Mugabe. Om Zimbabwe kan vende tilbage til de langt mere demokratiske institutioner, landet havde før 1962 – som den selvstyrende britiske koloni Rhodesia – er på ingen måde sikker, men det virker sikkert at sige, at Mnangagwa ikke kan være lige så absurd en statsleder som Mugabe var.

Situationen i Egypten, der havde et faktisk valg, fik en stærkt muslimsk regeringsleder der opførte sig diktatorisk, og derefter blev smidt ud af militæret, er langt sværere at vurdere. Det basale spørgsmål, vi stiller i dag, er derfor om det går fremad i verden. Svaret er, at det er temmelig blandet, men at fremgangen ofte overses i danske medier. Frie og fredelige valg i Gambia får næppe meget opmærksomhed blandt danske journalister. Læser man almindelige aviser kan man derfor hurtigt få et indtryk af, at det går tilbage for demokratiet. Bruger man vores database, er situationen mere blandet fordi man kan få øje på lyspunkterne.

PKK om Vestens succes

Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2018. Skriv et svar

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

Er den teknologiske udvikling bremset op?

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2018. 1 svar

Blandt økonomer kører der i disse år en debat om, hvorvidt den teknologiske udvikling i dag er væsentligt langsommere end i årene fra 40erne til først i 70erne. Spørgsmålet er ekstremt vigtigt fordi teknologisk udvikling er en af de væsentligste drivkræfter bag den langsigtede udvikling i produktivitet. Mange af dem, der taler for stagnation – at den teknologiske udvikling faktisk er langsommere i dag end tidligere – taler om, at der ikke længere er mange ’lavthængende frugter’. Med andre ord er der færre og færre nemme måder at blive mere produktiv på. Om det er sandt blæser stadig i vinden.

Der er dog en anden fløj, der peger på at der stadig er væsentlig udvikling. Den er blot sværere at ’se’, og optræder heller ikke altid fuldt i BNP-statistikker. Hvor svær, den debat er, vil vi i dag eksemplificere med nogle få eksempler. Vi gør det ved at vise seks eksempler på teknologisk udvikling mellem 1973 – det normale cut-off i litteraturen – og i dag, 45 år senere og mellem 1973 og 1928, 45 år tidligere. Eksemplerne er fly og telefoner.

Fly er tydelige og meget synlige eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling kan være bremset op. De tre billeder her er fly, der var blandt de største og mest avancerede på deres tid: En Fokker 30 fra 1928, en Boeing 747-100 fra 1973, og en ny Boeing 747-8 fra i dag. Kvantespringet i de 45 år mellem 1928 og 1973 er tydeligt: Det er skiftet fra 32 til 366 passagerer, propeller til jetmotorer, og transport for de få til de mange. Springet fra 1973 til 2018 er derimod næsten usynligt, og det basale design af flyet er identisk i dag med Joe Sutters oprindelige fra sidste i 60erne.

Boeings jumbo er dog også et eksempel på, hvor lidt man ofte kan se den nyere teknologiske udvikling. Selvom -8-versionen ligner -100 og ikke kan flyve hurtigere, kan de nye flyve cirka 14.000 kilometer uden mellemlandinger. Den gamle 100-versionen, der fløj i 1973, brugte cirka 5,1 liter fuel per passager per 100 kilometer. Det lidt mindre og mere fleksible, højteknologiske – og meget smukke – Lockheed L-100 TriStar, brugte marginalt mindre. I dag bruger 747-8 cirka 3,5 liter på long-haul-ture, mens Boeings 787-8, der går for at være det mest avancerede af de nye fly, kan nøjes med 2,8 liter. Grundene er ikke direkte synlige for de fleste, da de to versioner af 747 ligner hinanden, og de fleste heller ikke ville kunne gætte, om TriStar eller 787 var det nyeste fly. På jumboen er de væsentligste forskelle detaljer i vingedesignet og motorerne – Pratt & Whitneys JT9D-7 på de tidlige versioner versus General Electrics GEnx. Det samme gør sig gældende for de lidt mindre fly, hvor 787-vingen er ekstremt efficient, og de nye Rolls Royce Trent-motorer (som British Airways f.eks. har købt) er enorme forbedringer i forhold til TriStars dengang avancerede Rolls Royce RB-211. Alligevel vil de fleste kun kunne se en forskel på motorerne: At de nye motorkasser, der omgiver motoren, ender i en savtakket kant, hvor de gamle havde en glat kant.

Den teknologiske udvikling er derfor skjult for de fleste i mange fly, og er også ofte i høj grad understøttet af afregulering, som har gjort flytransport meget billigere. En tur over Atlanten koster således mindre i dag i nominelle kroner end i 70erne, på trods af at det generelle prisniveau er firedoblet. Men det er ikke det eneste eksempel på, hvordan vi ikke ser udviklingen.

Et af de mest dramatiske og mest synlige eksempler er telefoner. Til højre herfor har vi derfor billeder af typiske telefoner fra de tre år 1928, 1973 og 2018. Den første er en tysk GAG Haustelefon, den næste en Kirk F 68 med trykknapper, mens den sidste er en ny Samsung Galaxy S8.

GAG-telefonen ligner den, man ser rige og glamourøse mennesker bruge i amerikanske film fra 30erne – et særligt apparat som stod på sit eget, dertil indrette bord. Man drejede et nummer, omend man ofte skulle gennem en telefonistinde og spørge om en forbindelse. I forhold til tiden før telefonen, var det dog et meget stort fremskridt. Man kan derfor overveje, hvor hurtig den teknologiske udvikling var fra 1928-73, når man ser Kirk-telefonen. Udover at den har knapper i stedet for en drejeskive, er det essentielt samme teknologi, omend med bedre lyd og langt lavere samtalepriser.

Springet fra 1973 til 2018 er synligt for alle, og meget velkendt når man spørger folk: En Samsung Galaxy ville virke som noget fra Star Trek, hvis man havde set den i 1973, og flere af dens funktioner ville være fuldstændigt ukendte. Det er dog næsten usynligt på to andre fronter af to grunde. For det første er det velkendt, at folk vænner sig meget hurtigt til mange objektive forbedringer, og dermed ‘glemmer’ fremskridtene. Selvom man ved med sikkerhed, at ens liv er blevet bedre, hæver man stille og roligt overliggeren for, hvad man opfatter som almindeligt.

For det andet har Samsung-telefonen, som meget anden ny teknologi, multifunktionalitet. Skulle man være fair overfor Samsung, er den ikke blot telefon, men også ur, radio, en lynhurtig postkasse til kort, og en moderne telefon udgør det også for en hel hylde fuld af telefonbøger og kort. Ét apparat har dermed erstattet en række andre forbrugergoder, som en ny generation ikke kender til. Multifunktionaliteten skjuler dermed, hvor stort fremskridtet faktisk er.  Forsøger man at måle konsekvenserne af fremskridtet kommer man derfor til kort. Det købekraftsjusterede BNP per indbygger i Danmark steg 191 % mellem 1928 og 1973, men er kun steget med  80 % siden 1973 (iflg. Maddison-databasen).

Som den britiske økonom Diane Coyle (se også her) har understreget, skjuler det dog meget væsentlige velfærdsforbedringer af en meget simpel grund. For at kunne korrigere for købekraftsforskelle – at nogle lande er dyrere end andre, og at varer stiger i pris uden at blive bedre (en Mælkedreng vanilleis kostede 1,25 da jeg var helt lille) – må man sammensætte en almindelig ‘kurv’ af varer og spore, hvor meget prisen på den kurv ændrer sig over tid. Problemet med det er, at der i 1928-kurven naturligvis ikke indgik TV i kurven, da det ikke var opfundet, og i 1973-kurven er der ingen mobiltelefoner. Kurven, man bruger til at beregne købekraftsparitet med, ændrer sig over tiden. Og hver gang, man stopper en ny vare i kurven fordi den er ved at blive almindelig, fører det til at man undervurderer velstands- og velfærdsfremgangen i BNP-statistikkerne.

Skal man gå videre end ‘blot’ BNP, bør man måske også regne de nye flys ekstremt forbedrede brændstoføkonomi med ind. Med et noget populært udtryk er en 747-8 eller 787s ‘økologiske fodaftryk’ væsentligt mindre end en 747-100 eller en L-1011. Og i en vis forstand gælder det samme for moderne mobiltelefoner. Vi udskifter dem langt hurtigere end de gamle telefoner, men de har på den anden side gjort, at vi ikke længere producerer kortbøger, telefonbøger osv.

Bundlinjen er, at der er mange grunde til at være teknologisk optimist. Der er dog også grunde til at være skeptisk over, hvor store de fremtidige fremskridt kan blive på en lang række områder. Skal man opsummere det hele, er konklusionen nok den lidt uldne, at der stadig er fremskridt og udvikling, men at den margin, de sker på, skifter over tid. En dag holder telefoner op med at udvikle sig, og bliver sikkert ligesom flyene et område, hvor fremskridtene bliver stadig mindre synlige. Men den dag er der sandsynligvis dukket et andet område og nogle andre produkter op, som vi ikke havde fantasi til at forestille os idag. Om balancen mellem opbremsningen i fly og de enorme fremskridt i kommunikation så alt i alt er dårlig eller god, må vi være op til hver enkelt læser. Der skal bare tænkes over den, før man udtaler sig for bombastisk om verdens tilstand.

De rigeste i 50erne

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2018. 11 svar

Forleden udkom den nye version af det såkaldte Maddison-datasæt, der oprindeligt blev startet af og nu er opkaldt efter den fremragende britiske økonom Angus Maddison. Det særlige ved datasættet er, at det indeholder estimater af bruttonationalindkomsten tilbage i tid, og for nogle landes vedkommende meget langt tilbage. Jeg bruger det til tider i min undervisning i udviklingsøkonomi, hvor de studerende ofte bliver overraskede. En del af overraskelserne handler om det faktum, at verdens rigeste lande i dag ikke er helt de samme som før i tiden. Tabellen nedenfor fortæller således historien om, hvordan en gruppe af verdens rigeste lande bliver ved med at være rigest ved at vise Top-25 omkring 1955. Sammenligningen med deres position og relative indkomst omkring 2015 er ganske instruktiv.

Kun otte lande i Top­-25 i dag var det ikke allerede for 60 år siden, og de to var i Top-30. Irak var ekstremt rigt en kort overgang, men landet var midt i et olieboom i 1955, og faldt meget hurtigt bagud igen. De interessante lande er i stedet Libanon, Venezuela, Argentina, Gabon og Uruguay. Libanons hovedstad Beirut var f.eks. kendt som Mellemøstens Paris og tiltrak kendisser i hobetal. Det var meget tydeligt, at levestandarden bestemt ikke stod tilbage for Sydeuropas, hvilket også er til at se på billedet nedenunder (som er fra Mario Kanaans tweet). Tragedien i Libanon var den voldsomme borgerkrig, der brød ud i 1970erne og over to årtier ødelagde det ellers rige land. Libaneserne har i dag næsten præcist samme købekraft som i midten af 1950erne.

Argentina, Uruguay og Venezuela var steder, vestlige virksomheder etablerede sig og som tiltrak immigranter med initiativ og uddannelse, ikke mindst fra det noget fattigere diktatur i Spanien. Ingen husker det i dag, men umiddelbart efter anden verdenskrig blev store dele af Sydamerika set som økonomisk ligeværdige med Sydeuropa. Resterne af storhedstiden ses stadig i blandt andet det fremragende Teatro Colón i Buenos Aires, der på trods af alt stadig regnes for et af verdens fineste operahuse, og i andre ting som Brasiliens Bossa Nova-tradition. Sidst, men ikke mindst, må man huske at flere kolonier faktisk var meget velfungerende. Gabon, der indtil 1960 var et fransk territorium, havde en ganske diversificeret økonomi med tømmer, guld, landbrug og en masse handel fra resten af det franske imperium i Vestafrika. Landet er stadig ganske rigt, set i forhold til resten af Afrika, men er faldet lige så meget bagud som Latinamerika.

Den vigtige indsigt fra historien er, at nok kan lande være blandt de rigeste i mange år – og have en etableret selvforståelse som et af de rigeste lande – men det er ikke sikker, at det bliver ved. Historien om f.eks. Argentina, Gabon og Venezuela handler om, hvordan horribel politik, som man troede ’man havde råd til’, stoppede udviklingen og effektivt efterlod dem som tredjerangsnationer. Ingen tror, at det kan ske hos dem – det er kun andre, der kan kvaje sig så meget, indtil man alt for sent opdager, at man selv er blevet elendig.

Fremskridt – hvordan var Danmark i 1970

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2017. 2 svar

Hvor godt går det faktisk? Spørger man rundt omkring i den vestlige verden, og Danmark er ikke anderledes, mener de fleste mennesker, at det går ret skidt. Blandt de almindelige forestillinger er, at de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere, at der bliver flere og flere fattige mennesker i verden, og at vores miljøtilstand er kritisk og i forværring. Som mange af punditokraternes læsere ved, er alle påstanden rendyrket nonsens, men på en eller anden måde enten glemmer eller overser folk alligevel meget store, objektive fremskridt.

Jeg stillede derfor mig selv spørgsmålet, hvordan Danmark i virkeligheden så ud omkring 1970, dvs. da jeg selv blev født, og hvilke områder, der i dag er cirka samme objektive status. Min erfaring er, at den type sammenligning ofte giver et mere håndgribeligt billede på, hvor langt vi er nået indenfor vores egen levetid. Så her er en række eksempler. Hvis andet ikke står der, er tallene fra Verdensbankens World Development Indicators.

Danmark var i starten af 70erne et meget velfungerende samfund, sammenlignet med resten af verden. Det blev blandt andet reflekteret i vores glimrende sygehusvæsen, i vores gennemsnitsindkomst, og i vores uddannelsesniveau. Spædbørnsdødeligheden i 1970 var 13,9 per 1000 fødsler, dødeligheden for børn under 5 var 16,6 per 1000, og befolkningens forventede levetid var hele 70,9 år. Ifølge Penn World Tables var den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst 22.778 dollars – vel at mærke et gennemsnit per indbygger, spædbarn som studerende, midaldrende eller pensionist – eller knap 144.000 kroner i dagens dollarkurs. Det blev også reflekteret i, at der var en personbil for hver 4½ dansker. Sidst, men ikke mindst, havde 20,1 % af befolkningen over 25 mindst en gymnasial uddannelse, og 37,5 % af de relevante årgange var i gang med en (ifølge Barro og Lee).

Man kan derfor forledes til at tro, at der ikke er sket ret meget – Danmark var jo rigt og velfungerende allerede dengang. Anskuelighedsundervisningen dukker op, når man ser på, hvor det relativt set ville have placeret 1970-Danmark i dag.

Spædbørnsdødeligheden er faldet dramatisk i det meste af verden, og det danske 1970-tal er på niveau med dødeligheden i lande som Colombia eller Jamaica i dag. Vores forventede levetid på 70,9 år i 1970 er tæt på det globale gennemsnit i dag, og den længde, almindelige borgere kan forvente i dag i Honduras og Kazakhstan.

Det generelle velstandsniveau i 1970 var heller ikke imponerende, sammenlignet med i dag. Vores nationalindkomst per indbygger var lidt mindre end Polens og lidt mere end Malaysias nuværende gennemsnitsindkomst. Det samme gælder antallet af biler, som var lidt lavere end det nuværende niveau i Kazakhstan og lidt større end Chile. Og selv vores højt besungne uddannelsesniveau var middelmådigt med nutidens standarder. Antallet af folk med en gymnasieuddannelse eller mere var ligesom nutidens Polen, og antallet der gik i gymnasiet ligesom i Tyrkiet i 2017.

Står man derfor med et familiemedlem eller en ven under julefrokosten, der påstår at alt er skidt i dag, er der således store mængder statistisk krudt til blæse påstandene af vejen. Set med nutidens standarder var Danmark i 1970 et dybt middelmådigt land – vi sammenligner bestemt ikke vores levestandard negativt med Kazakhstan, Honduras eller Polen. Men det er netop det, der er sket: Vores standarder er steget voldsomt, og det mange danskere gør, er at sammenligne virkeligheden med den standard, de betragter som normalen. Og når vi glemmer, at vores standarder ændrer sig over tid, overser vi de fremskridt, verden faktisk oplever.

Cowen om institutioner og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2017. Skriv et svar

Tyler Cowen og Alex Tabarroks Marginal Revolution University er en af dem mest spændende og vellykkede indsatser i de senere års virtual learning. I deres online kursus om makroøkonomi tweetede Tyler forleden om et relativt nyt modul, hvor de bruger de to Koreaer som eksperiment, der illustrerer hvor vigtige institutioner er for langsigtet udvikling, og hvorfor. Modulet tager fem minutter, og burde være obligatorisk i gymnasiernes samfundsfagsundervisning. Hele modullet kunne med held bruges i undervisningen, hvilket måske ville hjælpe gymnasierne med at undgå, at undervise i noget, der er forkert. For vores læsere er modulet her:

Demokrati og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2017. 7 svar

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål i samfundsvidenskaberne de senere år er, om demokrati er forbundet med bedre økonomisk udvikling. En skole, der i det store og hele er anført af Daron Acemoglu fra MIT, fastholder at demokrati skaber udvikling. Holdets seneste studie kan læses her med en mere populær version her. Fra en anden kant har Ricardo Hausman med flere argumenteret for, at demokratisering giver sig udtryk i såkaldte vækstaccelerationer. Begge dele af argumentet er dog imødegået af andre studier. Flere har peget på, at Hausmans oprindelige studie (med Pritchett og Rodrik) er drevet af kodningsfejl, og at hvis man retter disse fejl, er vækstaccelerationerne tydeligt drevet af økonomisk reformer (læs f.eks. her og her). Acemoglu-studiet er også modsagt af anden ny forskning, hvor Pozuelo, Slipowitz og Vuletin – en gruppe yngre økonomer – finder at demokratisering ikke har nogen systematisk virkning (her og her).

Hvad skal man nu tro? En af mulighederne er at se nærmere på demokrati og politiske institutioner. I nyt arbejde, som Martin Rode fra Universidad de Navarra og jeg er i gang med sammen med vores meget kompetente forskningsmedhjælp Greta Piktozyte, udvider vi eksisterende mål for demokrati. En særlig feature ved databasen (som er tilgængelig for interesserede i en slags beta-version) er, at vi også inkluderer lande, der ikke er uafhængige. Vi har således Jamaica med som demokrati siden 1942, selvom landet først blev uafhængigt fra Storbritannien i 1962. En række lande og territorier som Bermuda og the Northern Mariana Islands er også omfattet af databasen selvom de stadig formelt er kolonier. En af grundene er, at de ekstra lande gør det langt nemmere at svare på en række spørgsmål.

Mens vi på ingen måde vil kalde det konkret evidens, kan man faktisk se et klart billede af situationen i figuren nedenfor. Figuren illustrerer sammenhængen mellem demokrati (året et land bliver demokratisk) og udvikling (logaritmen til PPP BNP per indbygger) på tværs af 34 små lande (under en million indbyggere). Et af problemerne med at vurdere, om demokrati skaber udvikling eller ej, er at effekten kunne gå den anden vej: Rigere lande er mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Hvis demokrati skaber udvikling, burde man derfor se et billede, hvor et land er rigere, jo længere tid det har været demokratisk. X-aksen på billedet er derfor det år, landet fik demokrati (med selvstyre). Men det er ikke det billede, der viser sig.

På tværs af de sorte prikker – de lande, der nu er uafhængige – er der en klar sammenhæng (en korrelation på -0,45). Men på tværs af lande, der er fuldt selvstyrende og demokratiske, men ikke uafhængige, er der ingen sammenhæng (korrelation 0,08). Tværtimod indikerer figuren, at når et land er uafhængigt, er de fattigere lande dem, der senere indfører demokrati. Og den viser endda det noget politisk ukorrekte resultat, at uafhængighed ikke umiddelbart ser ud til at være økonomisk gavnlig. Mange derude har givetvis en række indvendinger, men pointen er blot denne: Det simple billede er ikke logisk konsistent med argumentet om, at demokrati gør en rigere. Demokrati har mange andre egenskaber, men der er ingen grund til at tro, at alt godt kommer til dem, der vælger deres politikere.

Tillykke og tak, Boeing

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2016. Skriv et svar

Det er sjældent man siger tillykke til en virksomhed, og endnu sjældnere at man siger tak. Men jeg har alligevel tænkt mig at gøre det, fordi Boeing fylder 100 år i dag. Grunden er, at virksomheden på mange måder repræsenterer udviklingen af den moderne verden. Der er der næppe mange, der tænker over, når de sætter sig i et af Lufthansas B737-fly til Frankfurt eller en B787 med Norwegian til New York. Så denne dag er anledning til at minde læserne om det.

SK0711

Ældre fly så meget anderledes ud, men det første fly med lave vinger, bygget af aluminium i en semimonocoque-konstruktion og landingsgear, der kunne trækkes op i en hjulbrønd, var Boeings 247-model i 1933. Det første, der havde den trykkabine vi alle tager for givet i dag, var B307 Stratocruiser. Under anden verdenskrig fløj modellen under det militære kendetegn C75, som en af de få med nok rækkevide, særligt gods og personale over Atlanten. I de kommende år producerede Boeing mere end 12.000 eksemplarer af bombeflyet B17, kendt af mange ældre danskere fra samme tid som ’Den Flyvende Fæstning’, og knap 4000 B29 ’Superfortress’-fly.

Det er dog primært tre civile fly, som Boeing har præget verden med: 707, 737 og 747. Boeings famøse 707-model var på mange måder det fly, der sammen med Douglas DC8, indvarslede ’the jet age’ – den forsvundne tid hvor man ikke længere skulle være rig for at flyve på ferie. Flyet var med en kapacitet op til 150 passagerer og en normal flyvetid fra New York til London på 6½ time et stort skridt fremad i både komfort, sikkerhed og økonomi. Det var de mere end 1000 707’er og 550 DC8, der gjorde det muligt at sælge billetter, som almindelige mennesker kunne betale.

Det, folk som oftest glemmer, er dog historien bag udviklingen af både B707 og den endnu større revolution med Jumboen, B747. Begge gange var projekterne så store og krævede så meget ny udvikling, at Boeing ganske enkelt satte virksomhedens eksistens på spil. Med B707, der kom på markedet i 1958, havde Boeing erfaringer at række på fra udviklingen af B47-bombeflyet, men sidst i 60erne havde ingen forsøgt at bygge et så stort fly, som Jumboen. Den udløsende idé kom fra Pan Ams præsident Juan Trippe, som ville have Boeing til at bygge et meget større fly end tidligere. Trippe havde indset, at det burde være muligt at få lagt bedre økonomi i et noget større fly, men tænkte i retning af et normal-størrelse fly i to etager. Joe Sutter skulle blive berømt for at lede det team i Seattle, der udviklede giganten og fik tilnavnet ’The Incredibles’, men måtte først overbevise Trippe om, at de to etager ikke var en god idé. I stedet udviklede han det, der i dag kaldes ’wide-body’ flyet – et langt bredere fly, hvor folk ikke blot sidder komfortabelt ved siden af hinanden, men som alligevel kan tømmes for passagerer i løbet af få minutter.

Pan Am bestilte 25 stk., men Boeing vidste, at der skulle sælges langt flere for at det kunne betale sig. Selskabets ledelse satsede på det tidspunkt på et supersonisk fly, der skulle konkurrere med den europæiske Concorde – alle regnede med, at overlydstransport var fremtiden – og planlagde derfor Jumboen som et fly, der i fremtiden primært skulle flyve fragt. Derfor har 747-modellen den karakteristiske pukkel af en overetage, hvor cockpittet er. Med cockpittet placeret over kabinen, kan man nemlig nemt og hurtigt laste fragt gennem næsen af flyet.

Der er i skrivende stund bygget godt 1500 B747, og flyet er blevet synonymt med massetransport. Men det var aldrig blevet bygget, hvis ikke Boeings ledelse havde været parat til at satse hele forretningen på en helt banebrydende innovation. På samme måde ledte Boeing tilfældigvis udviklingen af profitabel og billig flytransport på kortere afstande med udviklingen af B737, som de fleste læsere sikkert har fløjet i. Flyet, der ligesom Jumboen er i tredje generation, har solgt over 9000 og er stadig et af de mest driftssikre og profitable fly, der findes. I de senere år har Boeing også været en pioner i både internationalt samarbejde – mange dele på bl.a. B777 produceres andre steder i verden – og brugen af kompositmaterialer i B787.

Man kan altid argumentere for, at andre på et eller andet tidspunkt nok havde fundet på lignende ting. Jeg er dog taknemmelig for, at der har været en virksomhed, hvis ledelse og medarbejdere har været villige til at risikere så meget, og investere så hårdt, i at bringe verden videre. Nok har de gjort det for at tjene penge, men konsekvenserne har været tydelige for alle – de er en del af den moderne verden, vi tager for givet. I 2014 fløj jeg for eksempel knap 70.000 kilometer i Boeing-fly, og jeg kan ikke påstå, a jeg nød hver af dem. Men irritationen var altid over underholdning, der ikke virkede, forsinkelser pga. andre fly, og mad der enten var trist eller uspiselige. Det var aldrig flyet, der var problemet. En gang imellem kan man godt stoppe op i sin hverdag og overveje, om man har grund til at være taknemmelig. Det har jeg gjort i dag og ja, jeg er taknemmelig. Fra punditokraterne og mig personligt lyder der derfor et stort tak, og tillykke med de 100!

Medier rundt omkring i verden har noteret begivenheden. The Telegraph og Flying Magazine bringer hver deres en billedserie af Boeing-fly, BBC har sammensat en lille hyldestvideo, og Flight Global har sat en fem-siders rapport sammen om virksomheden. Også i den tysktalende del af verden fejrer man begivenheden: Der Spiegel (og her), die Zeit, Stern og die Welt har rapportager med billeder.

Demokratisk udvikling i 30 år

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2016. Skriv et svar

Man spørger ofte, hvordan det går med den demokratiske udvikling i verden. Medierne henviser med jævne mellemrum til den årlige rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, der også udgiver en årlig rapport om pressefrihed. Begge dele bruges også ofte i forskningsøjemed, men hverken medier eller så fremragende forskere som Daron Acemoglu har en tendens til at overse det store problem med FH-rapporterne: Deres demokratibegreb er maksimalistisk, dvs. at i vurderingerne er mange andre forhold end demokrati taget i betragtning.

Det kan på mange måder være fint at definere demokrati i en slags kvalitetsvurdering, hvor korruption, pressefrihed, kvaliteten af embedsværket og mange andre ting er med. Det skaber for det første blot problemet, at man ikke kan bruge FH-indekset i forskningssammenhænge – det dur indlysende nok ikke at bruge et indeks, der omfatter en korruptionsvurdering, til at estimere om demokrati påvirker korruption. For det andet har de fleste en mere minimalistisk opfattelse af demokrati som et politisk system, hvor regeringer og parlamenter udskiftes ved frie, fair valg hvor alle voksne kan stemme.

Er indeks, der bygger på en minimal definition af demokrati, er derfor en stor hjælp i både forskningen, men også i en global debat om, hvor vores samfund er på vej hen. For seks år siden udkom Cheibub, Gandhi og Vreelands glimrende artikel ”Democracy and dictatorship revisited” i Public Choice, hvor forfatterne netop udviklede et minimalt indeks. I forbindelse med vores projekt omkring regimetransitioner har man ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg investeret i at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands såkaldte DD-indeks, så det nu omfatter 188 samfund op til 2015. Vi matcher blandt andet demokratidataene med nye data på kup og kupforsøg, der ligeledes strækker sig tilbage til 1950, men er opdateret til sidste år.

Med disse data kan man få et ganske godt billede af, hvordan demokratiet har det globalt. Vurderingen viser, at 60 % af verdens uafhængige lande er demokratiske i dag. Af de 72 ikke-demokratiske lande, er 40 civile autokratier – også kaldet elektorale diktaturer – mens 20 er militærdiktaturer og 12 er absolutte monarkier. Den overordnede og meget positive langsigtede udvikling er illustreret i figuren nedenfor, der illustrerer andelen af demokratier i seks dele af verden.

Demo udvl 85 15 global

Dataene gør det også klart, at der har været demokratiske tilbageslag de senere år. Demokratiet er således bukket under i Guinea-Bissau, Madagascar, Mali og på Maldiverne efter kup i henholdsvis 2010, 2009, 2012 og 2013. Thailand er også – i det mindste foreløbig – formelt et militærdiktatur, og i Burundi ser Pierre Nkurunziza for tiden stort på forfatningen og har svindlet sig til en tredje runde som præsident. Demokratisering i Egypten, der ikke gik som man kunne have håbet.

Omvendt er demokratiseringen af Tunesien gået ganske godt, ligesom Lesotho og Zambia begge skiftede regering ved relativt ordentlige valg i 2012. Malaysia har været gennem en demokratisk transition de sidste fem år og er i dag velfungerende, mens andre lande som f.eks. Ghana, der har været pænt demokratisk siden 1993, har beholdt sine politiske institutioner på trods af en ganske alvorlig krise. Selv i Venezuela, hvor Maduro-regimet med absolut udemokratiske midler forsøgte at bekæmpe oppositionen, tabte det alligevel parlamentsvalget i december sidste år.

Spørgsmålet er i sidste ende, om man skal være optimist eller om udviklingen overordnet er bekymrende. Pointen i dagens indlæg er, at før man overhovedet kan svare på dette spørgsmål, må man have et gennemskueligt og klart mål for, hvordan udviklingen faktisk er. Det er netop det, kvantitative data på trods af deres åbenlyse begrænsninger kan give. Når man derefter har dét billede, kan man begynde at tale om kvaliteten af demokratiet. Men det er en mere ideologisk bekymring, og en vi tager en anden dag.

Hvor rigt var Latinamerika – og hvor er det på vej hen?

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2016. 1 svar

Som Niels Westy jævnligt har skrevet om her på stedet og på Americas, er der gang i Latinamerika. De sidste par måneder har både Argentina og Venezuela haft valg. Argentinerne valgte Mauricio Macri til ny præsident på trods af Kirchner-regimets lobbyarbejde for Daniel Scioli, og i Venezuela blev december-valget et styrtende nederlag for Hugo Chavezs arvtager Nicolas Maduro, der meget modvilligt – og muligvis med et nik fra militæret – accepterede nederlaget til den borgerlige opposition, der nu har et stort flertal i parlamentet.

Det særlige ved Latinamerika er, at store dele af kontinentet befinder sig i en slags økonomisk limbo mellem udviklingslandes status og den vestlige verden. I helt særlig grad har store dele af kontinentet en fortid, hvor landene var en del af den rige verden. Tager man f.eks. til Buenos Aires er Teatro Colón stadig et af verdens fineste operahuse, men også tydeligt et levn fra en glorværdig fortid. Andre steder i regionen kan man finde lignende indikationer om enten rigdom eller løftet om rigdom, som f.eks. Brasiliens arkitekttegnede hovedstad fra 1960erne, Brasilia.

Så spørgsmålet er først og fremmest, hvor rige de var engang? Figuren nedenfor, der primært er baseret på Madison-databasen kombineret i de seneste år med Verdensbank-tal på købekraftsjusteret indkomst, giver et svar. Argentina var relativt rigest i årene op til Første Verdenskrig, hvor landet nåede 80 % af den amerikanske gennemsnitsindkomst (den fulde, blå linje) og i nogle får år var lige så rigt som Danmark (den stiplede linje). I samme periode nåede Chile cirka 80 % af den danske indkomst, mens Venezuelas heyday tydeligvis var starten af 1950erne, hvor landet faktisk kortvarigt var rigere end Danmark. Figuren viser dog også den langvarige nedtur for Latinamerika, der kun for får landes vedkommende – Chile er et af dem, som eksemplificeret med de røde linjer – er vendt.

LatAm udv 20 aarh

Hvornår var de relativt rigest i forhold til Danmark? For de fleste latinamerikanske landes vedkommende var det en gang i 1940erne, da Vesteuropa var ramt af Anden Verdenskrig. De få anderledes lande er naturligt nok Argentina (1905), Uruguay (1912, 90 % af dansk indkomst), Honduras (1921) og Nicaragua (1929), hvor begge nåede en tredjedel af den danske gennemsnitsindkomst.

Sammenligningerne taler deres eget, triste sprog, men kan muligvis også bruges til at forstå den latinamerikanske frustration og selvforståelse. De var engang blandt verdens rige lande, men faldt bagud for 80-100 år siden. De endte med enten ganske idiotiske diktatorer eller populistiske regeringer uden interesse eller indsigt i, hvad der driver en økonomi fremad. Og med få undtagelser – Chile og Panama i særlig grad – har de sidste 50 år været et pinligt statsfald. Men det værste i dagens emne er dog, i hvor høj grad den latinamerikanske udvikling ligner den danske de sidste 25 år: Et gradvist, langsomt fald i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, kombineret med elendige politikere og en dansk selvforståelse, der er grundlagt i hvad vi var engang. Det egentlige spørgsmål er således, om Latinamerika viser os vores sandsynlige fremtid?

Ekonomisk Debatt og svenske indlæg

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2015. Skriv et svar

Forleden kom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende, svenske økonomitidsskrift. Nummeret har bl.a. interessante artikler af Andreas Håkansson (Högskolan Kristianstad) om hvorvidt der er en klar sammenhæng mellem hvor ernæringsrigtige fødevarer er, og hvad de koster, og af Hans C. Blomqvist ((Svenska Handelshögskolan i Helsingfors och Vasa) om Singapores industripolitik. Håkansson peger på, at det ikke er dyrere at være sund end usund. Implikationen er, at de usunde fattige ikke kan skyde skylden på deres spisevaner på deres fattigdom.

Ekonomisk Debatts redaktør Niclas Berggren tweetede også forleden om Timothy Taylors pragtfulde omtale om den engelske vindueskat. Alle politikere, der påstår af skat ikke ændrer folks adfærd, bør tvinges til at læse artiklen, der tydeligt dokumenterer, hvordan mørket på steder, de fattige boede, skyldtes den engelske skattepolitik.

Sidst, men ikke mindst, omtaler min anden svenske kollegaven Andreas Bergh denne fine artikel om, hvad folk tror om global fattigdom. For læserne af denne blog er det måske ikke så overraskende, at 2/3 af amerikanerne tror, at den globale fattigdom næsten er ”fordoblet”, mens kun 5 % rammer rigtigt: Den er omtrent halveret. Men selv i Sverige er det færre end hver fjerde, der rammer cirka rigtigt, mens 39 % tror på en fordobling. Forfatteren Tim Montgomerie peger således på, hvordan ikke blot uvidenhed men decideres fejlagtige antagelser driver folks opfattelse og dermed deres politiske præferencer. Som Mark Twain engang sagde: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Er danskerne veluddannede?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juli 2015. 7 svar

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

Af Erik Winther Paisley, den 28. januar 2015. Skriv et svar

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

Økonomisk og miljørigtig udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2014. 9 svar

En af de påstande, der i særlig grad kan bringe mit blod i kog, er den populære ide om, at ureguleret økonomisk udvikling er skadelig for miljøet. I en statisk verden er der helt korrekt negative eksternaliteter forbundet med forurenende adfærd (hvis der ikke findes en coasiansk løsning). Men i et dynamisk perspektiv er et simpelt, ureguleret profitmotiv et af de stærkeste argumenter for at reducere forurening og miljøbelastninger. Forurening er nemlig resultatet af dyrt ressourceforbrug. Og som Jean Tirole – årets Nobelprisvinder – har vist, kan reguleringer af monopoler og oligopoler faktisk være direkte skadelige i denne henseende, da de er ækvivalente med kvalitetsændringer.

Så ugens figur er nedenfor. Figuren illustrerer forskellige kommercielle flytypers brændstofforbrug, beregnet som liter jetfuel per fløjet kilometer (flyets maksimale radius ved maksimal vægt; data fra flyårbøger og producenter). X-aksen er det år, flytypen blev introduceret, mens y-aksen viser brændstofforbrug per 100 sæde-kilometer. De røde markører er sovjetisk/russiske fly, mens trekanter er mellemdistancefly og romber er langdistancefly. Udgangspunktet er, at i et benhårdt konkurrencemarked som flymarkedet – selvom det tydeligvis er et oligopol – er brændstofforbrug en vigtig konkurrenceparameter. Sammenligner man de første typer med de allernyeste, er brændstofforbruget faktisk næsten halveret de sidste 50 år. Konkurrence virker og ureguleret økonomisk udvikling har en tendens til at skabe miljøforbedringer.Fly fuel cons

Dansk og svensk makroperformance

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2014. 5 svar

Jeg deltog i et bogseminar på Lunds Universitet i går i anledning af min ven Andreas Berghs nye bog. En af mine meget få anker over bogen – der handler om Sverige som kapitalistisk velfærdsstat og derfor om, hvordan det kan lade sig gøre at have en velfærdsstat i et rigt land – var, at man måske kunne have overvejet at lave lidt sammenligning mellem de nordiske velfærdsstater. Til præsentationen forberedte jeg figuren nedenfor. Tallene på y-aksen er dansk og svensk købekraft i procent af de andre nordeuropæiske landes. Kigger man på figuren, er der mindst tre ting, der springer i øjnene: 1) Sveriges store forbedring efter 1990ernes reformer (og er Sverige blevet en social massegrav pga. reformerne?); 2) Danmarks kontinuerte nedtur, med den tidlige Schlüter-periode som undtagelse; og 3) hvor meget rigere vi var end de fleste andre i 1930erne – før velfærdsstaten. Som man siger på engelsk: Food for thought.

DK SV sml udvikling