Tag-arkiv: Udviklingsbistand

Dansk udviklingspolitik og Deatons Nobelpris

Regeringen har foreslået nogle meget begrænsede ændringer af udviklingsbistanden – inklusive en mindre beskæring af især den direkte støtte til de såkaldte programsamarbejdslande. Jeg synes, debatten i kølvandet på selv de små justeringer har været nedslående for ikke at sige direkte pinagtig. Det besluttede jeg mig for at skrive min faste klumme på Altinget om.

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).