Tag-arkiv: utilsigtede konsekvenser

Om borgerlighed, politikfejl og utilsigtede konsekvenser, en ikke-anmeldelse

Af Niels Westy, den 16. februar 2024. Skriv et svar

Tidligere direktør for Cepos og nu direktør i Popoulos Analytics, Martin Ågerup har skrevet en meget velresearchet og stringent bog af den slags, som skrives alt for sjældent på dansk, “hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen“.

Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).


Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.




Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. august 2020. 3 svar

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten →

Kurrild-Klitgaard om Bastiat om det man ikke ser

Af Nikolaj Stenberg, den 1. maj 2017. Skriv et svar

“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”

Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.

Essayen kan hentes kvit og frit her, mens Kurrild-Klitgaards indlæg kan læses her.

 

Når altruisme bliver skadelig

Af Casper Hunnerup Dahl, den 5. september 2013. 4 svar

Er altruisme — eller selvopofrende adfærd — altid godt, eller kan det også være skidt? Lektor i ingeniørvidenskab ved Oakland University, Barbara Oakley, mener, at der er behov for mere systematisk og ikke mindst fordomsfri forskning i det fænomen, hun kalder “patologisk altruisme”, som hun beskriver og undersøger i en nylig artikel i PNAS. Hermed henviser hun til adfærd, som af den altruistiske aktør selv vurderes (subjektivt) som positiv, men som af en ekstern observatør må vurderes (objektivt) negativ for den person eller gruppe, adfærden angiveligt skulle være til gavn for. Eller mere præcist, med Oakleys egne ord:

“Pathological altruism can be conceived as behavior in which attempts to promote the welfare of another, or others, results instead in harm that an external observer would conclude was reasonably foreseeable.”

Som eksempel på patologisk altruisme nævner Oakley en person, hvis bror er blevet afhængig af smertestillende medicin, og som i stedet for at hjælpe broren med at trappe ud af medicinen “hjælper” ham til at kunne opretholde sit forbrug ud af et ønske om at lindre hans smerte på kort sigt, selvom det burde være indlysende, at resultatet heraf er skadeligt for ham på længere sigt. Hvad der derimod ikke falder ind under patologisk altruisme er for eksempel, ifølge Oakley, hvis man hjælper en ven med at flytte og uforsætligt kommer til at tabe vennens værdifulde vase på jorden. Vel var der en risiko for, at man ville tabe vasen, men ikke i en grad, hvor man kunne have forudset udfaldet og handlet på en helt anden måde. Hvis præmissen er flytning, skal en eller anden jo flytte vasen…

En journalist på Wall Street Journal kalder Oakleys patologisk altruisme-begreb for

“…a simple yet versatile idea that could revolutionize scientific and social thought.”

Andre er ikke helt så begejstrede, endsige overbeviste. For eksempel evolutionspsykolog Robert Kurzban, der her indvender, at begrebet “patologisk altruisme” slet ikke er så nyt og banebrydende igen, fordi vi allerede har eksisterende begreber til at beskrive fænomenet. Der er nemlig, slet og ret, tale om et misforhold mellem gode intentioner i øjeblikket og utilsigtede, negative konsekvenser (på kort eller lang sigt).

Som sådan er der da heller ikke meget nyt i det fænomen, at man som menneske kan have altruistiske intentioner med en kortsigtet handling, der efterfølgende viser sig at få utilsigtede konsekvenser på kort eller lang sigt. Endvidere er spørgsmålet, om ikke altruisme først kan siges at blive “patologisk” i det øjeblik, man gentager den samme altruistiske handling, der tidligere har vist sig at lede til utilsigtede, negative konsekvenser, og alligevel forventer et positivt resultat? (a la den husholdningsdefinition på sindssyge, der ofte bliver tilskrevet Einstein — eller var det Franklin, eller måske Mark Twain…?)

Altruisme, der i første omgang ikke virker efter hensigten, er måske blot fejlslagen og ikke ligefrem “patologisk”. Ikke desto mindre peger Oakley på noget relevant: At hylde altruistisk adfærd for dens gode intentioner på trods af forventelige negative konsekvenser, der senere rent faktisk materialiserer sig, er i bedste fald naivt og — hvis det sker efter de negative konsekvenser er blevet tydelige — udtryk for politisk korrekthed, når den er værst.

Artiklen rejser imidlertid også (om end indirekte) et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan man egentlig definere altruisme, og hvilken forskel gør det for begrebet? Umiddelbart synes der at være to tilgange til en definition af altruisme, nemlig at hænge begrebet op på enten konsekvenser eller intentioner. Man kan således definere altruisme som et rent positivt (dvs. ikke-normativt) begreb til at beskrive en bestemt type adfærd ud fra dennes faktiske konsekvenser, men kan også definere altruisme som et normativt eller moralsk begreb med henvisning til intentionerne bag en given adfærd, eller adfærdens intenderede konsekvenser. Den første type definition kan ses anvendt indenfor evolutionsbiologi og -psykologi, mens den anden nok vil være de fleste læsere af denne blog mere bekendt som den, man typisk møder indenfor samfundsvidenskaberne og den offentlige debat om politik og samfundsforhold.

Man kan naturligvis fylde begrebet med forskellige grader af begge betydninger på en gang, men i så fald er det ikke svært at se, hvordan det let kan skabe forvirring og føre til debatter, hvor deltagerne taler forbi hinanden. Som socialt fænomen blandt mennesker, i modsætning til som evolutionsbiologisk fænomen i dyreriget, er der næppe megen tvivl om, at der i den grad er brug for at arbejde mere med et normativt eller moralsk altruismebegreb, som bl.a. Oakley gør, og forholde sig kritisk og undersøgende hertil, da altruistisk adfærd ofte — og især på venstrefløjen — bliver ophøjet til den mest agtværdige form for moralsk handlen. I det perspektiv er Oakleys artikel et glimrende bidrag, der forhåbentlig kan være en tiltrængt øjenåbner for mange.