Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden.  Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt —og fortjent —på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.

Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk.  Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter.  Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–—de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget.  Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–—hvem hun så end måtte tænke på—–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld.  Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”.  Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter.  Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter …  Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).

Og så er vi ved det med nostalgi-trippet.  For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været.  Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990).  Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske.  I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på.  Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:

“[F]ormynderstaten er trods al sin gav­mild­hed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom.  At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende.  Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjer­ne uden at den personlige frihed be­græn­ses. …

Lad os dog ikke overse, at men­ne­skene har forskellige behov.  Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo me­re den fø­ler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto me­re må men­nesket aflevere af sine ar­bejds­resultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”

Og:

“En for sin dyrevenlighed kendt og beun­dret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit.  Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat.  Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:

“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og der­for vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de be­høver at være i et samfund, hvis ø­ko­no­mi­ske bæ­repiller er anerkendelsen af privat ka­pi­tal­dannelse og privat ejendomsret.  Det er så­ledes slet ikke en varig højere rig­dom, Vel­færdsstaten tilbyder.  …

Det er derfor … u­tvivlsomt, at selve målet slet ikke er så at­tråværdig, som velfærds­pro­grammets tals­mænd udmaler det.  Tvært­imod taler alt for, at vel­færds­sam­fundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den men­ne­ske­lige an­svars­fø­lelse vil mindskes, mod­standskraften aftage og initiativet lammes.  Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”

Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–—som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.

Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret.  Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund.  Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.

Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.

Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært.  Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg.  Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?