Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

Finally, the votes are in … Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat) Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat) Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia) 44,8

52,1
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) 42,9 (-1,9) 50,6 (-1,5) 3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet) 42 (-2,8) 51 (-1,1) 3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010) 41,3 (-3,5) 50,7 (-1,4) 4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010) 45 (+0,2) 52 (-0,1) 0,3
Zogby (1.XI.2010) 45 (+0,2) 50 (-2,1) 2,3
Ipsos (31.X.2010) 44 (-0,8) 50 (-2,1) 2,9
Opinion Research (30.X.2010) 42 (-2,8) 52 (-0,1) 2,9
Hart McInturf (30.X.2010) 43 (-1,8) 49 (-3,1) 4,9
Rasmussen (31.X.2010) 39 (-5,8) 51 (-1,1) 6,9
Pew (30.X.2010) 42 (-2,8) 48 (+4,1) 6,9
Gallup (31.X.2010) 40 (-4,8) 55 (+2,9) 7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010) 37 (-7,8) 50 (-2,1) 9,9
Repræsentanternes Hus 193 242
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010) 191 (middel af estimat) (-2) 244 (middel af estimat) (+2) 4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010) 190 (-3) 245 (+3) 6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010) 196 (middel af estimat) (+3) 239 (middel af estimat) (-3) 6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010) 201 (+8) 234 (-8) 16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010) 201 (+8) 234 (-8) 16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010) 181 (-12) 254 (+12) 24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet) 203 (+10) 232 (-10) 20
Alfred Cuzan, PollyVote (2.XI.2010) 203 (+10) 232 (-10) 20
The Daily Beast Election Oracle (2.XI.2010) 204 (+11) 231 (-11) 22
Mark Blumenthal, Pollster.com/Huffington Post (2.XI.2010) 209 (+16) 226 (-16) 32
Congressional Quarterly 213 (+20) 222 (-20) 40
Senat 53 47
Mark Blumenthal, Pollster.com/Huffington Post (2.XI.2010) 53 (0) 47 (0) 0
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet) 52 (-1) 48 (+1) 2
Congressional Quarterly 52 (-1) 48 (+1) 2
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010) 52 (-1) 48 (+1) 2
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010) 52 (-1) 48 (+1) 2
The Daily Beast Election Oracle (2.XI.2010) 52 (-1) 48 (+1) 2
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010) 51 (-2) 49 (+2) 4
Alfred Cuzan, PollyVote (2.XI.2010) 51 (-2) 49 (+2) 4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010) 50 (-3) 50 (+3) 6
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010) 50 (-3) 50 (+3) 6
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010) 49 (-4) 51 (+4) 8

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

5 thoughts on “Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

  1. scipio

    Udemærket post !

    Et kort spørgsmål: Når man ser på fejlen på “Popular Vote” så fejler de fleste af målingerne på at undervurdere Demokraternes stemmer … Kan du komme med et bud på hvorfor det sker ???

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    Tak.

    Det er der nok (mindst) to mulige forklaringer på, og begge kan være i spil her. Den ene er, at tvivlerne tenderer i retning af at “breake” samme vej til sidst–det kunne være konsistent med en hypotese om, at tvivlerne besluttede sig sent og for at stemme Demokratisk. Problemet er, at det strider med en masse andet–bl.a. at det typisk er udfordrerne, der får tvivlerne, og at denne gang iøvrigt synts at være Republikanerne.

    Den anden er, at Demokraterne var bedre til at mobilisere kernevælgerne. Det var klart tilfældet i et par stater.

    Men for det tredje … Den største udfordring for alle amerikanske meningsmålinger er dog, at man bliver nødt til at operere med det delvist fiktive (eller ihvertfald konstruerede) begreb “sandsynlige vælgere” (likely voters). Det skyldes, at kun ca. 50-60 pct. af de valgberettigede stemmer. Når valgdeltagelsen er så lav, giver det ikke mening at måle blandt alle respondenter–for hvis 40-50 pct. ikke stemmer, og hvis der er systematiske forskelle på, hvem der stemmer, og hvem der ikke stemmer, så kan man på den måde få systematiske fejl. Derfor laver alle seriøse meningsmålere en konstrueret vælgergruppe, de kalder “sandsynlige vælgere”, og hvem der er i den, bestemmer de ud fra nogle spørgsmål, der afdækker, hvor “tændte” på valget, de pågældende er. Det kan gøres på forskellig vis, og det siger sig selv, at hvis det gøres “forkert”, kan det (også) give systematiske fejl.

    Nogle meningsmålere (f.eks. Rasmussen) bruger *altid* en sådan “sandsynlig vælger”-konstruktion–de fleste andre, f.eks. Gallup, gør det først efter 1.9. i valgåret.

    Man ser ganske ofte (men ikke altid–f.eks. ikke i 2008–det mønster, der hedder, at Demokraterne har et flertal bag sig blandt registrerede vælgere (valgberettigede), mens Republikanerne har et flertal blandt sandsynlige vælgere–fordi Republikanerne historisk set er mere sandsynlige faktiske vælgere (bedre uddannet, højere indkomster, mere ideologiske).

    Men konstruktionen er, som antydet, meget følsom overfor valgdeltagelsen–f.eks. offentliggjorde Gallup i år flere gange to forskellige målinger, en med høj og en med lav valgdeltagelse.

    Så tilbage til spørgsmålet: Det kan være, at der her simpelthen var tale om, at meningsmålernes “filtre” for at finde “sandsynlige vælgere” undervurderede Demokraterne. Det har således været fremført, at de målere, der ringede på til fastnet- og mobil-telefoner ramte bedre end dem, der kun ringede til fastnet (fordi det mange unge = mere Demokratiske kun har mobil). Det holder med Rasmussen, som kun bruger fastnet, og som kraftigt overvurderede Republikanernes forspring–men det holder ikke på Gallup, som også ringer til mobilnumre og endnu kraftigere overvurderede Republikanerne … Go figure.

    Svar
  3. M

    Du ved meget om politiske valg, det må jeg sige, Peter. Det er meget berigende at læse dine kommentarer (når du ikke er polemisk). Kan du ikke også lige forudse næste uges tipskupon 🙂

    Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    Tak.

    Interessant med betegnelsen “polemisk”, som jeg prøver aldrig selv at benytte om andres skriverier. Første gang jeg så én bruge den om noget, jeg havde skrevet, var ved en lektor-bedømmelse i 1999, hvor jeg som en publikation havde vedlagt et arbejdspapir, der ret systematisk demonstrerede, at en dansk forsker ikke havde anet en dyt om det, vedkommende havde skrevet en hel bog og flere artikler om–fejl på fejl på fejl … I den efterfølgende lektor-bedømmelse skrev udvalget, at jeg med den pågældende kritik demonstrerede en stor evne til “polemik”. Sidenhen har jeg ræsonneret, at når nogle kalder andres skriverier for “polemik” eller “polemiske”, er det som regel, fordi de er uenige og føler sig trådt over tæerne. Derfor undgår jeg helst selv at bruge betegnelsen om andre.

    Svar
  5. Peder Bisgaard

    Hvad er det for en post mortem som er blevet foretaget og er vedkommende død af blære-betændelse eller hvad? Ja, jeg forstår ikke en skid.

    Vent! Blære-ret. Vi er nok snarere ovre i det gastronomiske, og det nærmeste jeg umiddelbart kan komme det er kidney-pie – men stadig kan jeg ikke se hvad relevans det har.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.