Solow-Swan-modellen og modgift mod vækstnonsens

Når jeg hvert efterår underviser makroøkonomi, sammen med den glimrende Nina Smith, for de statskundskabsstuderende i Aarhus, er der et særligt emne, jeg glæder mig til: Klassisk vækstteori. Vores studerende har ofte stærke forudfattede meninger – de har været blandt de dygtigste i samfundsfag i gymnasiet og har tit svært ved at slippe den selvforståelse – og det er derfor morsomt at se vores fag udfordre de ofte fejlagtige ideer, de har. Det gælder i helt særlig grad de indsigter, der følger af Solow-Swan-modellen.

Baggrunden for modellen er, at økonomer og politikere i mange år havde troet – ligesom mange politikere og meningsdannere tror i dag – at langsigtet økonomisk vækst blev skabt af investeringer i nyt produktionsudstyr i industrien. Men på samme tid – en gang i 1955 – fik Robert Solow og Trevor Swan samme simple idé. På virksomhedsniveau vidste man nemlig, at der er faldende marginalt skalaafkast af fysisk kapital (maskiner, bygninger osv.). Med andre ord får man langt mindre ekstra ud af maskine nummer 100 som man gør af maskine nummer 10. Jo større kapitalapparatet bliver, jo mindre får man ud af det på marginen. Solow og Swan indså derfor, i hver sin ene af verden, at vækst der kommer fra investeringer nødvendigvis må bremse op, fordi investeringer i lande, der allerede har et stort kapitalapparat – dvs. en ’moderne’ industri – ikke skaber ret meget ekstra.

De så dog også en ekstra ting: Al kapital, maskiner, bygninger, transportudstyr osv., skal vedligeholdes og en gang imellem udskiftes. Og uanset om det er maskine nummer 10 eller 100, der går i stykker, koster en ny det samme. Mens gevinsten ved ekstra kapital derfor flader ud, stiger omkostningerne – ved at vedligeholde den lineært. Omkostningerne må derfor på et tidspunkt indhente gevinsterne, så nettogevinsten af den ekstra kapital bliver nul. Og når det sker, stopper den vækst, man kan få fra investeringerne. I den situation, som i Solow og Swans model i dag kaldes ’steady state’ er der således intet vækstbidrag fra kapitalinvesteringer.

Modellen er en fornøjelse at undervise, fordi den ikke blot giver indsigter, der er totalt modintuitive for de fleste studerende, men også fordi den kan tegnes så enkelt. Det er gjort nedenfor, hvor x-aksen er kapital per capita – tænk på det som antal maskiner eller udstyr på ansat – og y-aksen er produktion eller værdiskabelse per capita (dvs. BNP per indbygger). Den buede linje – produktionsfunktionen (y=f(k)) – viser hvor meget man får ud af et kapitalapparat af en vis størrelse. Investeringerne (i e) er antaget at være en procentdel af BNP, da det skal finansieres af folks opsparing som vi antager, er en procent af deres indkomst. Sidst, men ikke mindst, angiver den lige linje (i re) omkostningerne til vedligehold og udskiftning (deprecieringen). Starter et land i k1 er det nemt at se, at investeringerne er større end vedligeholdet, og kapitalapparatet vokser derfor, da nogle af investeringerne bruges på ny kapital – der er positive nettoinvesteringer. Men når landet nærmer sig k*, går en mindre og mindre andel af investeringerne til ny kapital, og når k* er nået, bruger man hele sin opsparing, via investeringer, på at vedligeholde det, man har. I dét punkt er væksten stoppet, og kommer man på en eller anden måde (f.eks. gennem ulandsbistand eller EU’s regionalfonde) op på k2 har man ikke råd til at vedligeholde det hele.

Kritikere – også blandt studerende – påstår sommetider, at Solow-Swan-modellen ikke kan forklare den vækst, man faktisk ser. De drager derfor den konklusion, at den må være forkert. Det er dog en fejlslutning: Solow og Swan viste, at almindelige investeringer ikke kan skabe varig vækst. Deres forskning og modellen leder derfor til den vigtige indsigt, at investeringer i sig selv ikke skaber vækst, medmindre de resulterer i noget, der gør landet mere produktivt. Langsigtet vækst kommer ikke fra investeringer eller industriaktivitet, men fra produktivitetsfremskridt. Og hvor de så kommer fra, er det virkelige spørgsmål! Det er bare ikke det spørgsmål eller den indsigt, der informerer langt det meste vækstrettede politik i Danmark og andre lande – den handler om arbejdspladser og almindelige investeringer.

1 thought on “Solow-Swan-modellen og modgift mod vækstnonsens

  1. Pingback: Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer. – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.