Dette blogindlæg er først og fremmest en reklame for The Economist “A special report on the new middle classes” – artiklerne kan læses på deres hjemmesider uden abbonement, – man kan f.eks. tage udgangspunkt i indledningsartiklen “Burgeoning bourgeoisie“. herfra er der links til de andre artikler.
Baggrunden er, at der i de seneste to årtier er sket en voldsom – og glædelig – vækst i andelen udviklingslandenes befolkning der ikke længere lever under fattigdomsgrænsen, målt på den alment accepterede grænse på 2 PPP USD (1 USD. anvendes normalt som grænsen for absolut fattigdom). Da der ikke eksisterer en entydig definition på hvad der forstås med middelklasse kan man selvfølgelig diskutere hvordan man opgør det, hvilket Economist gør i artiklen “Who’s in the middle“.
Men en af måderne er at medtage den andel af befolkningen der har mellem 2 og 13 USD (2005 PPP USD) til rådighed per person per dag – et slags udviklingslandenes middelklasse.
Som fremgår med al tydelighed er den største vækst sket i det østlige Asien og ikke mindst Kina. Men også Latinamerika, herunder Sydamerikas uden sammeligning folkerigeste land Brasilien har oplevet en vækst i andelen af befolkningen der kan karakteriseres som middelklasse, og i modsætning til den (beherskede) fremvækst af middelklasse, der var resultatet af den importsubstituerende industrialisering der fandt sted bag høje handelsbarrierer ogdelvist i kraft af statslige investeringer i den sekundære sektor fra 1930erne og frem til 1970erne, og som bl.a. medførte, at Brasilien i 1980 havde verdens skæveste indkomstfordeling – er den nye middelklasses velstand i langt højere grad markedsskabt, end den “gamle” middelklasse, der i vid udstrækning tog sit afsæt i statsejede virksomheder og den offentlige sektor.
Ifølge Vinod Thomas fra Verdensbanken, kan faldet i ginikvotienten, der bruges til at måle indkomstulighed, fra 0,628 i 2003 til 0,584 i begyndelsen af 2008, nok for ca. 1/3 vedkommende tilskrives statslig overførsel/omfordeling via “Bolsa Familia”-programmet, 1/3 på grund af bedre uddannelsesniveau og den sidste trediedel grundet væksten i jobs.
Vi skal nok ikke forvente at denne positive udvikling fortsætter det næste par år. Sandsynligvis sker der et fald i andelen af verdens borgere der kan tilskrives at tilhøre middelklassen, i takt med at den nuværende krise sender nogle ned under fattigdomsgrænsen. Men mens vi kan begræde dette, er det nok værd at huske på hvor lille del af jordens befolkning der for blot få generationer siden kunne opnå predikatet middelklasse.
Hvad angår de frie markeders overlevelsesmuligheder, er det måske også en ide (for de mest nedtrykte fortalere for det frie marked og de mest opstemte socialister) at minde om, at:
“The free market is dead. It was killed by the Bolshevik Revolution, fascist dirigisme, Keynesianism, the Great Depression, the second world war economic controls, the Labour party victory of 1945, Keynesianism again, the Arab oil embargo, Anthony Giddenss third way and the current financial crisis. The free market has died at least 10 times in the past century.” som P.J. O’Rourke skrev i sin artikel ” Adam Smith gets the last laugh” i sidste uge i Financial Times.
Med middelklassen kommer middelmådigheden også til at herske.. i alle livsforhold…. Er det ønskværdigt ?