Jeg har i denne weekend en klumme i 180grader, “Den virkelige politiske skandale – Danmarks vækstkrise“. De fleste af denne blogs læsere er formentlig også læsere af netop 180grader, så derfor er der jo egentlig ingen grund til at gøre opmærksom på det, hvis det ikke havde været for klummens afsluttende afsnit;
Derfor er den eneste mulighed for at opfylde ”Lars drøm” om et Danmark blandt verdens 10 rigeste, at Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen efter næste valg, hvis de nødvendige reformer der kan sikre lavere skat på arbejde og kapital, en mere effektiv offentlig sektor og dermed et mere velstående Danmark skal blive til virkelighed.
Hvis ikke for vores egen, så i det mindste for vores børns skyld.
Hvis nogle for år tilbage havde spurgt mig hvorvidt jeg kunne tænke mig at gå ind i aktiv politik, ville jeg have forsvoret at dette nogen sinde ville ske. Det har altid forekommet mig at være en branche, hvor der ikke levnes megen plads til værdier som jeg sætter højt, så som sandruelighed og respekt for faktuel viden. Et møde i den lokale afdeling af Venstre for nogle år tilbage bekræftede mig sådan set kun i alle mine fordomme.
At jeg sidenhen, efter Ny Alliances navne- og politikskifte til Liberal Alliance, alligevel valgte at melde mig ind, skyldes at jeg oprigtigt mener, at Danmark befinder sig i en dyb dyb krise (både økonomisk og værdimæssigt).
En krise der kræver gennemgribende reformer. Om det så overhovedet er muligt at komme i en situation hvor de nødvendige reformer kan gennemføres kan man desværre tvivle på. Som tingene er i dag stiller VK-regeringen og S-SF alternativet os overfor to “løsninger” der egentlig kun adskiller sig hvor ringe de er. Men S-SF er helt fortabt i dens leflen for landsbysamfundets jantelov og dens småborgerlige foragt for mangfoldighed og frihed, er der dog et vist håb for en VK ledet regering. Dog kun hvis den bliver afhængig af Liberal Alliance.
Jeg erkender at det er et spinkelt håb, men jeg mener dog at det er værd at give det en chance. Af samme grund stiller jeg også som kandidat for Liberal Alliance i Nordsjælland. Ikke fordi jeg regner med at blive valgt (Anders Samuelsen er spidskandidat i kredsen), men med det håb, at jeg kan overbevise andre om at det er muligt at få en egentlig reform- og vækstdagsorden ved at sikre Liberal Alliance et godt folketingsvalg. Skulle det ikke lykkes er der ikke andet at gøre end at fortsætte med at sikre, at ens børn får en uddannelse der kan bruges internationalt.
Ud over ovenstående svada vil jeg love bloggens læsere, at jeg ikke har tænkt mig at bruge punditokraterne til at føre valgkamp. Jeg vil fortsætte som jeg altid har gjort – ligesom jeg gør på americas.dk – med at skrive om de emner der interesserer mig uden hensyntagen til om det jeg skriver er politisk korrekt eller oppotunt.
Hvorvidt min troværdighed i nogle læseres øjne bliver mindre af, at jeg nu også er part (eller måske mere korrekt en lille brik) i det politiske gedemarked er jeg selvfølgelig ikke herre over.
Den, der har evnen, har også pligten … 🙂
Af geografiske årsager er jeg afskåret fra at kunne love dig min stemme, men god (valg)kamp.
mvh
Et godt råd: Tag navneforandring til Niels Munch
inden du stiller op. Fordi at ændre navn når een er kommet i Folketinget er ikke tilrådeligt – det vil virke latterligt og utroværdigt. Men betydningen at have et enkelt navn, som folk kan identificere sig med, er noget politikere i alle lande og til alle tider har været klar. Mange navne vidner om en kompliceret fortid, som folk ikke ønsker at vide nærmere om.
———————–
Man skal være både tonedøv og noget af en skovl, at anvende mellemnavn som politiker
Winston Leonard Spencer-Churchill —-Winston Churchill
Robert Anthony Eden — Anthony Eden
Maurice Harold Macmillan —-Harold MacMillan
Alexander Frederick Douglas-Home —-Alec Douglas-Home
Edward Richard George Heath —-Edward Heath
James Harold Wilson —-James Wilson
Margaret Hilda Thatcher —-Margaret Thatcher
John Major
Anthony Charles Lynton Blair —-Tony Blair
James Gordon Brown —-Gordon Brown
Charles André Joseph Marie de Gaulle —Charles de Gaulle
Georges Jean Raymond Pompidou —-Georges Pompidou
Valéry Marie René Giscard d’Estaing —-Valéry Giscard d’Estaing
François Maurice Adrien Marie Mitterrand —Francois Mitterand
Jacques René Chirac —-Jacques Chirac
Nicolas Paul Stéphane Sarközy de Nagy-Bocsa —-Nicolas Sarkozy
Konrad Adenauer
Ludwig Wilhelm Erhard —Ludwig Erhard
Kurt Georg Kiesinger
Herbert Ernst Karl Frahm—Willy Brandt
Helmut Heinrich Waldemar Schmidt—Helmut Schmidt
Helmut Josef Michael Kohl—Helmut Kohl
Gerhard Fritz Kurt Schröder—-Gerhard Schröder
Per Albin Hansson, i folkmun ofta enbart Per Albin
Tage Fritiof Erlander —-Tage Erlander
Nils Olof Thorbjörn Fälldin —Thorbjörn Fälldin
Sven Olof Joachim Palme —-Olof Palme
Gösta Ingvar Carlsson —-Ingvar Karlson
Nils Daniel Carl Bildt —-Carl Bildt
Hans Göran Persson —-Göran Persson
John Fredrik Reinfeldt —-Fredrick Reinfeldt
Thorvald August Marinus Stauning —-Thorvald Stauning
Vilhelm Buhl
Hans Christian Svane Hansen —-H.C Hansen
Hans Hedtoft Hansen —-Hans Hedtoft
Olfert Viggo Fischer Kampmann —-Viggo Kampmann
Jens Otto Krag
Hilmar Tormod Ingolf Baunsgaard —-Hilmar Baunsgaard
Anker Henrik Jørgensen —Anker Jørgensen
Poul Holmskov Schlüter —Poul Schlüter
Brydere af nedarvet kultur og tradition ved at inkludere mellemnavn (noget der lægges mærke til):
Poul Nyrup Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen
Helle Thorning-Schmidt
____________
Kilde: Wikipedia
@Niels Ebbesen: Sikkert overvejende sandt, men klart ikke universelt. For hvad med disse Konservative partiledere …
Per Stig Møller
John Christmas Møller
Erik Haunstrup Clemmensen
Ole Bjørn Kraft
hvoraf langt fra alle kan kaldes “brydere af nedarvet kultur og tradition” …, eller
for ikke at glemme:
J.B.S.Estrup,
som bestemt ikke kaldte sig “Jacob Estrup” (men han skulle selvfølgelig heller ikke bruge så megen tid på at appellere til vælgerne …).
Pointen er vel, at det er meget almindeligt at udelade unødvendige eller decideret besværlige mellemnavne (henh. “Henrik” i tilfældet Anker Jørgensen eller “Leonard” og “Spencer”- i tilfældet Churchill), mens det er meningsfuldt at medtage mellemnavne, der signalerer noget “særligt” (Fogh, Løkke, Haunstrup).
@Niels, PKK
Det skulle undre mig meget, om ikke “Niels Ebbesen” er den samme person, som optræder under et kinesisk æskesystem af obskure pseudonymer (“Peder Bisgaard”, “Claude Greengrass”, “Inger-Lise Jakobsen” m.m.fl.), og som denne gang åbenbart har følt trang til at alludere til 1300-tallets antityske helte. Måske er det bare mig, men jeg ville umiddelbart være skeptisk overfor hans råd mht. navne, der afspejler troværdighed……..:)
@CBH: Tak. Det er nok sandt.