“No interest group has adequate incentive…”

Prof. Jonathan H. Adler skriver i The Atlantic om reguleringsmæssige miljøbeskyttelsestiltag og tragedy of the commons; og tilbyder i den forbindelse et mildt skulderklap til den eksisterende miljøregulering (“There have been significant environmental gains in many areas over the past fifty years, and traditional regulatory strategies deserve some of the credit, but modern environmental regulation is hardly a model of efficient governmental intervention“). Det, der får mig til at ville henvise til artiklen her på bloggen, er citatet nedenfor, som jeg egentlig synes indrammer debatten for og imod miljøbeskyttelsesregulering (og regulering indenfor andre retsområder) ganske glimrende:

One thing that Hardin [forfatteren til tragedy of the commons-artiklen] overlooked is that the political process often replicates the same economic dynamic that encourages the tragedy of the commons — a dynamic fostered by the ability to capture concentrated benefits while dispersing the costs. Like the herder who has an incentive to put out yet one more animal to graze, each interest group has every incentive to seek special benefits through the political process, while dispersing the costs of providing those benefits to the public at large. Just as no herder has adequate incentive to withhold from grazing one more animal, no interest group has adequate incentive to forego its turn to obtain concentrated benefits at public expense. No interest group has adequate incentive to put the interests of the whole ahead of the interests of the few. The logic of collective action discourages investments in sound public policy just as it discourages investments in sound ecological stewardship. This, in addition to the pervasiveness of special-interest rent seeking, explains many of the failings of centralized regulation. So despite the environmental gains of the past half-century, real challenges remain, and the tragedy of the commons is still with us.

 

15 thoughts on ““No interest group has adequate incentive…”

  1. Christoffer Bugge Harder

    @Nikolaj

    Jeg vil ikke udtale mig om regulerings skadelighed eller gavnlighed generelt, og i lyset af de gentagne Kyoto/Cancun/København-fiaskoer er det i hvert fald ubestrideligt, at miljøregulering (eller måske rettere forsøg på at iværksætte regulering) bestemt kan være umådeligt ineffektivt som løsning på “Fælledens tragedie”. Men Adlers eneste konkrete eksempel på en “fejlslagen” regulering, The Endangered Species Act(ESA), er efter min bedste viden helt ved siden af:

    Hvis man kigger på kvantitative analyser af, hvad rødlistning og iværksættelse af forvaltningsmæssige initiativer i henhold til ESA har haft af konsekvenser for truede arter i USA, så er det – selvom konservative grupper vedblivende gør ihærdige forsøg – meget svært at komme udenom, at ESA har været en markant succes i henhold til formålet om at forbedre truede arters overlevelseschancer:

    Population trends for 1095 species listed as threatened and endangered under the Endangered Species Act were correlated with the length of time the species were listed and the presence or absence of critical habitat and recovery plans. Species with critical habitat for two or more years were more than twice as likely to have an improving population trend in the late 1990s, and less than half as likely to be declining in the early 1990s, as species without. Species with dedicated recovery plans for two or more years were significantly more likely to be improving and less likely to be declining than species without. The proportion of species improving increased, and the proportion declining decreased, with increasing time listed throughout the 1990s, irrespective of critical habitat and recovery plans. On the basis of these results, we recommend increased funding for earlier listing of imperiled species and prompt provision of critical habitat and recovery plans.

    Det er rigtigt, at en klar negativ effekt af den oprindelige ESA er at skabe et incitament for lodsejere til at undgå, at deres jord bliver brugbart levested for en truet art, fordi den derved kan blive omfattet af ESA med medfølgende restriktioner, og jeg forstår udmærket kritikken af, at der ofte ikke sker direkte kompensation for tab – men dette har altså kvantitativt slet ikke opvejet de positive effekter.

    En mere generel indvending kunne være, at Adler og “overreguleringsskolen” undervurderer, i hvor høj grad politikere har et incitament til at undlade at regulere overfor selv veldokumenterede fælles problemer med spredte negative konsekvenser, fordi ansvarsfordelingen netop er uklar, den formodede politiske gevinst ved et indgreb er beskeden, og fordi politikerne sjældent kan holdes direkte ansvarlige for negative følger af at lade stå til – især, når der netop er mange decentrale beslutningsniveauer. En anden amerikansk miljøretsprofessor, William Buzbee, beskriver det således:

    Where numerous regulators share potential jurisdiction over a regulatory opportunity, and there is a mismatch between those regulators’ jurisdictions and the causes and effects of a harmful activity, a regulatory commons dynamic is created. The commons resource here is not the underlying threatened amenity, but the shared regulatory opportunity in a situation of jurisdictional mismatch. Where no regulator has primacy over such a social ill, those seeking a regulatory response will be uncertain where to turn, thereby fragmenting their demands and reducing each regulator’s perception of a pressing social need. Potential regulators similarly will find ills encountering a regulatory commons dynamic to be unattractive opportunities for political investment and credit claiming. Regulators are unlikely to be blamed for a problematic status quo, will be unable to control other regulators, and if they choose to act may create ineffective regulation due to others’ actions. Furthermore, drawing on public choice scholarship and behavioral law and economics, this Article shows how deviation from the status quo baseline will be especially disfavored in the setting of a dispersed social ills and fragmented regulatory frameworks.

    Det kan man selvfølgelig også kalde en form for problem for regulering som værktøj, men som jeg forstår Buzbee, er dette ifølge ham snarere et argument for mere, ikke mindre central/overordnet regulering.

    Derudover er der jo de velkendte jordnære, praktiske problemer ved Adlers foretrukne model med tildeling af ejendomsret til fælles ressourcer som vand og luft. Trods al Adlers tale om “langt større teknologisk potentiale, end folk tror” er det i allerbedste fald fugle på et højt tag i forhold til problemer som overfiskeri, global opvarmning, eutrofiering eller hullet i ozonlaget. Her er regulering foreløbig den eneste reelle, mulige løsning. Det har klart nok ikke virket overfor overfiskeri eller global opvarmning, men det har jo altså virket ganske godt på eutrofiering og CFC-gasser.

    Svar
  2. Christoffer Bugge Harder

    P.S. For at opsummere Buzbees generelle, teoretiske pointe/indvending kortere: Hvor aktørerne på fælleden vil have et stærkt incitament til at overudnytte fælledens ressourcer, vil beslutningtagerne have et incitament til at afstå fra reguleringer (og så at sige “underudnytte” “the shared regulatory opportunity”). Derfor vil politikerne ikke være så reguleringsivrige, som de ofte beskyldes for at være, men tværtimod have tendens til at fastholde status quo.

    I miljøslagsmål vil det typisk give en klar fordel til f.eks industriens og landbrugets lobbygrupper fremfor miljøbevægelsernes, fordi førstnævnte oftest vil have størst interesse i status quo.

    Buzbee argumenterer tilsyneladende for, at en klarere ansvarsfordeling mellem beslutningsniveauer vil kunne give mere succesfuld regulering, men hans pointe kunne formentlig i sig selv også bruges af modstandere af regulering til at hævde, at der simpelthen ikke findes et kompetent beslutningsniveau til at regulere f.eks globale problemer.

    Svar
  3. Claus Jensen

    Tragedy of the Commons er mest interessant som en studie i alle de antagelser, der garanterer konklusionen. Det drejer sig dybest set ikke om forskellen i det univers, der er skabt til eksemplet, mellem open access, fællesejet og privatejet land, men om det specielle mindset, der ser hele verden, open access eller ej, som noget der skal udnyttes mindst til bristepunktet.

    I eksemplet, som det gives her, er det sigende, at det falder så få ind at studse over, at uanset hvor mange dyr en hyrde har, vedbliver hans højeste prioritet at være at skaffe sig flere. Privat ejerskab af et uendeligt antal af dyr er en antagelse, der smugles ind, hvilket skaber en situation, hvor det eneste uejede element er den hypotetiske “common” midt i en ellers privatejet verden. Eksemplet bliver derved en simpel metafor, hvori man genkender den mytiske “natural state”-kapitalist, som slet ikke er i nogen natural state, når det kommer til stykket. Alt er allerede indrettet på hans betingelser.

    Hyrdens natur og verden er givet på forhånd: Han lever for at akkumulere kapital på bekostning af alle andre værdier i en verden, der allerede er indrettet til det – for hvordan skulle han f. eks. kunne blive ved med at akkumulere sine dyr/kapital, hvis der ikke var en tradition for det, umættelige markeder, rige forsyninger af let udnyttelig arbejdskraft, når flokken bliver for stor, etc., etc.?

    Selv hyrdens motivation for at være miljøansvarlig er ønsket om at kunne akkumulere kapital uendeligt, da det er den værdi, landet har for ham. Modeksemplerne fra den virkelige verden falder derfor over hinanden for at komme til. Hvis f.eks. det ejede lands værdi er repræsenteret i mineraler, og ejerens “self-interest” er at akkumulere kapital, gælder det blot om at splitte det hele ad så hurtigt som muligt for at komme til goderne, hvilket er præcis, hvad der er sket.

    Det er derfor dens menneske- og verdenssyn, der gør Tragedy of the Commons uløselig, uanset om the Commons er privat, kollektivt eller uejet. Moralen er den (ufrivillige) kritik af det menneskesyn, der tages for givet i eksemplet.

    Modeksemplet fra artiklen med folk, der opkøber land for at bevare det – hurra for privat initiativ og ejendom – er lige så misforstået. Det er ikke den miljøvenlige købers mulighed for at opkøbe, der redder en truet dyreart, men hans vurdering, at dyrearten er værd at redde, for dens egen skyld, for ham selv eller for verden. Det essentielle er, at hans verdenssyn ikke sætter self-interest lig med akkumulering af kapital.

    Svar
  4. Christoffer Bugge Harder

    Det drejer sig dybest set ikke om forskellen i det univers, der er skabt til eksemplet, mellem open access, fællesejet og privatejet land, men om det specielle mindset, der ser hele verden, open access eller ej, som noget der skal udnyttes mindst til bristepunktet. […]

    Det er ikke den miljøvenlige købers mulighed for at opkøbe, der redder en truet dyreart, men hans vurdering, at dyrearten er værd at redde, for dens egen skyld, for ham selv eller for verden. Det essentielle er, at hans verdenssyn ikke sætter self-interest lig med akkumulering af kapital.

    Claus: Udmærket pointe, som jeg også kort tænkte over (omend i mindre skarptskårne vendinger), men som måske kan være svær at sælge på denne og lignende sider.

    Et andet problem ved privat naturbeskyttelse i ortodoks liberalisme er, at standarden for at kunne hævde ejendomsret til noget, der ellers var en del af “fælleden”, mig bekendt er landnams/”homesteading”-princippet, hvor man skal vise, at man behersker landet/blande sit arbejde med landet for at tilføre det værdi – det vil typisk sige at fælde træerne og fjerne de vilde dyr, eller “splitte landet ad”. Naturen/fælleden havde ingen værdi, for den var der jo bare som noget givent.

    Den betragtning var forståelig, når der var få mennesker i et enormt hav af “fælled” (hvilket har været tilstanden i 99% af menneskets historie), men nu, hvor fælleden på landjorden er blevet en undtagelse og med udsigt til 9-10 mia. mennesker indenfor 40-50 år, har jeg personligt meget svært ved at forstå, at nogen fornuftige mennesker kan holde fast i Julian Simon-fantasterier om befolkningstilvæksten som en ultimativ, begrænset ressource, der bør stimuleres.

    For god ordens skyld vil jeg ikke beskylde alle liberale for at være Julian Simon-apostle, og der er heldigvis rigtig meget glimrende privat naturbeskyttelse, f.eks herhjemme takket være Aage V. Jensen, som jeg heller ikke tror, at mange liberale vil finde illegitim på nogen måde. Men hvis man gerne vil bevare større sammenhængende naturarealer for eftertiden, kommer man næppe udenom, at det til syvende og sidst vil komme i konflikt med et ønske om så høj økonomisk vækst som muligt, hvilket plejer at være svært at acceptere for næsten alle stærkt liberale (og, iøvrigt, “industri”-socialister og kommunister, men sidstnævnte grupper er heldigvis marginale i dag). I 1960erne, da kommerciel hvalfangst var på retur, og man diskuterede erhvervets fremtid, regnede man ud, at den økonomisk optimale løsning var at fange så mange hvaler som muligt indenfor 10 år (med forventet total udryddelse af alle større arter), og investere gevinsten andetsteds. Heldigvis valgte man en økonomisk mere suboptimal løsning…..

    Svar
  5. Claus Jensen

    Christian: Du har utvivlsomt ret i, at man ikke sælger noget til nutidens økonomer og politikere, der smager det mindste af en marxistisk analyse, men blot fordi økonomer har med at forestille sig, at deres disciplin giver dem en eller anden hardcore realitetsbaseret ret til at udtale sig om alt muligt indenfor politik og filosofi, behøver man jo ikke holde sig indenfor deres begrænsninger. Tragedy of the Commons hører i grunden til under filosofi, og netop derfor bør man ikke tage hensyn til de mange tabuer sat op omkring den politiske debat. At filosofere med en hammer eller slet ikke, det er spørgsmålet.

    Tragedy of the Commons er lige så misbrugt af dem, som foregiver at være conservative, libertarians eller free market kapitalister, som Adam Smith og hans frit opfundne usynlige hånd. Hvis man går med på de indsmuglede antagelser, så befinder man sig i en situation, hvor man skal tage følgende parade af non sequiturer alvorligt

    “No interest group has adequate incentive to forego its turn to obtain concentrated benefits at public expense. No interest group has adequate incentive to put the interests of the whole ahead of the interests of the few. The logic of collective action discourages investments in sound public policy just as it discourages investments in sound ecological stewardship.”

    Magen til usammenhængende vås, skal man desværre ikke lede så længe efter. Det er mindsettet, jeg talte om, at en “interest goup’s” interesser per definition og gudgiven natur altid strider imod alle andres. Hvilket også indebærer, at man skal accptere, at hvis man er del af en interest group, så er man ikke en del af “the whole”. Og siden vi alle har en eller anden speciel interesse, findes der altså slet ikke noget whole. So don’t join the union, vote Walker for Wisconsin baby, for fagforeninger er blot en illusion der skal dække over et kaos af fragmenterede individer med nogle kyniske pampere i toppen, hvis self-interest ikke bare er indbyrdes modstridende men direkte skadelige for “the whole”. Det eneste remedie er selvsagt privat ejendomsret og den medfølgende bogstaveligt talt usynlige hånd.

    Og så har man ovenikøbet den kalkulerede orwellske frækhed at kalde dette the logic of _collective_ action, som om der er noget som helst kollektivt eller logisk tvingende ved disse privatejendomsfantasier.

    Homesteading, eller colonial apologetics som det burde hedde, er en glimrende pointe. I tillæg til de forhold, du påpeger, skal man ikke glemme, at i den virkelige verden er det i hvert tilfælde manden med den største kølle, der bestemmer, hvornår man har “blandet sit arbejde” med landet og skabt noget af værdi. Jeg henviser til den skæbne samtlige urbefolkninger har lidt fra nord til syd, øst til vest. Homesteading-argumentet med dens arbitrære værdibegreb er simpel racisme, og i tilgift natural state-romantik. For vi ved jo godt, at ejeren af landet er den sidste, der “blander sit arbejde” med noget som helst. Det er det, man har slaver og lønslaver til, og jeg har endnu aldrig hørt økonomer i den anglosaksise mainstream argumentere for, at dem der arbejder i fabrikken burde eje den.

    Svar
  6. Christoffer Bugge Harder

    Claus: Jeg er mig nu ikke bevidst, at det handler om at sælge en specielt marxistisk analyse (medmindre alle afvigelser fra den rene anarkokapitalisme falder herindunder). Den klassiske marxisme var (mindst) lige så ligeglad med miljøforhold, som gennemsnitlige liberalister er det, og havde mig bekendt ganske samme tankegang om, at at alt principielt burde udnyttes til bristepunktet med henblik på kapitalakkumulation – og den formåede at bevirke nogle af de mest storstilede miljøødelæggelser og forureningskatastrofer (bare uden at være særligt produktiv).

    Og jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår din kritik af “fælledens tragedie” inkl. indsmuglede antagelser som begreb – jeg synes, at når man betragter ting som global opvarmning eller overfiskeri, er det svært at komme uden om, at overudnyttelsen af både have og atmosfære foregår temmelig præcist efter den foreskrevne model. Alle ved, at fiskeriet mange steder slet ikke er bæredygtigt, og hvis man presser de fleste involverede fiskere lidt, er de udenfor citat også udmærket klar over det, ligesom de også forstår, at de er en del af en helhed, og at kvotesnyderiet og “sorte fisk” er til skade for dem selv på længere sigt. Det kan godt være, at mange fiskere privat har et “mindset”, som du kalder det, hvor de oprigtigt ville foretrække en mere bæredygtig model. Men så længe man må regne med, at tilbageholdenhed kun vil blive straffet, har man et soleklart incitament til at fortsætte med at skynde sig at tage så meget af kagen som muligt – for det gør alle de andre. Og det er jo det, vi ser rigtig mange steder, ledsaget af fiskeriforeninger, der ofte kæmper indædt mod beskæring af kvoter eller for forhøjelser, også selvom det soleklart ikke er til helhedens, ja, end ikke deres eget bedste på bare lidt længere sigt, ligesom man kan høre et væld af bortforklaringer om, at der skam er mange flere fisk, end biologerne tror, og at de bare fisker lidt for dybt, eller for højt, eller de forkerte steder/på de forkerte tidspunkter osv. (selvom man jo kan undre sig over, hvorfor man så bruger 4-5 gange større indsats på at fange samme mængde fisk i forhold til 1970erne, når der nu er så enormt mange fisk).
    Her må man vel bare sige, at den klassiske pointe holder vand? Dynamikken trækker uvægerligt både fiskere og deres interesseorganisationer i retning af fortsat overudnyttelse? Eller misforstår jeg dig?

    Svar
  7. Claus Jensen

    Christian: Jeg kom ikke rigtigt ind på en marxistisk tilgang til miljøproblemet, men selve analysen af Tragedy of the Commons smager vel lidt af marxisme. F. eks. kalder jeg “jobskabere” for kapitalister, hvilket vist er umoderne.

    Marx’s fokus var ikke miljøet, men jeg tror, man kan opstille et meget fint rammeværk for miljøbevarelse på marxistisk baggrund. Jeg er også ganske uenig i, at vi har set marxisme eller socialisme i funktion i de eksempler, jeg tror, du hentyder til. Snarere det modsatte.

    Jeg tror, vi er nødt til at træde et skridt tilbage for at fange pointen med Tragedy of the Commons. Den foregiver kort og godt at fortælle os en evig sandhed om menneskenaturen. I Aristoteles’ version får vi at vide, at vi ikke bare er selviske, men også dovne. Hvis man giver 10 mennesker fællesansvar for et område, vil der intet blive produceret, for ingen gider bidrage til det fælles. Dette er argumentet mod socialisme, som du også fremfører. Men i det mindste er der intet miljøproblem, vi er for dovne til at svine ret meget

    I open access-versionen får vi den anden side af mønten. Når der er udsigt til privat gevinst, er vi ikke længere spor dovne, men mindst lige så selviske og uansvarlige.

    Dette fører til argumentet for privat ejendomsret. Der appelleres til vores grådighed og selviskhed på en sådan måde, at vi overkommer vores indbyggede dovenskab og asociale indstilling, og desuden handler moralsk og ansvarligt. Miljøargumentet er altså et derivativ af argumentet for privat ejendomsret i et kapitalistisk system og imod enhver form for socialisme, og sådan kan vi med fordel også se på det hos Adler – som et derivativ, et sideshow til den virkelige agenda.

    Vi har allerede slået fast efter et enkelt blik, at miljøargumentet baseret på privat ejendomsret er en komplet non sequitur, hvis man accepterer det medfølgende mennskesyn. Nu er spørgsmålet, om vi _skal_ acceptere som evig sandhed menneske- og verdenssynet vi får serveret? Du skriver:

    “jeg synes, at når man betragter ting som global opvarmning eller overfiskeri, er det svært at komme uden om, at overudnyttelsen af både have og atmosfære foregår temmelig præcist efter den foreskrevne model.”

    Det er derfor, vi må passe på at spørge, hvad er den foreskrevne model? Hvis vi sætter, at fiskeren synes, miljøet er noget, man skal værne om for dets egen skyld, men bliver “straffet’ for at følge sin samvittighed, er vi ikke længere inden for rammerne af den foreskrevne model, for den belærer om, at fiskerens natur er sådan, at han, hvis han var helt frit stillet, altid ville vælge at overfiske på bekostning af alt og alle, og ydermere, at han hellere ville smide sig i hængekøjen og drikke bajere og tæve konen end arbejde for noget som helst større end afstanden fra fladpande til næsetip.

    Den foreskrevne model med dovne, atomiserede individer, som skal tilskyndes til at adles gennem arbejde, er lige præcis en model. Det er en del af en propagandamodel, der bruges milliarder på at gøre til noget, vi tager for givet, således at vi f. eks. ikke studser over, at hyrden, der har en million dyr på græs, ikke har nogen større værdi i livet end at sætte dyr nummer 1 million og 1 ud på the Commons.

    Her kommer vi til pointen igen. Er fiskerne naturligt og ukurerligt grådige og hensynsløse, måske ikke som individer, men set som en interessegruppe, eller sidder de i et bestemt system, blot en af mange mulige måder, mennesker kan indrette deres verden på, som bestemmer deres adfærd i høj grad? Et system, hvor den der ikke er en hammer er et søm?

    Hvordan det end forholder sig, så spurgte David Hume som bekendt, hvordan moralfilosofferne kom fra “is” til “ought (to be)”. Man kan med samme ret spørge, hvordan man kommer fra “is” til “always (will be)”.

    Hvis vi kaster et blik på verden, som du har gjort, og forsikrer os om, at tingene ” foregår temmelig præcist efter den foreskrevne model”, så må vi også spørge, hvis model det er, hvem der har mest gavn af at perpetuere den, hvem der arbejder utrætteligt på at perpetuere den. Svaret er ganske åbenlyst: Det er “jobskaberne”, som de hedder i amerikansk politisk Newspeak. Det er deres model, ikke “the logic of collective action”, eller hvad folk som Adler ellers finder på for at forvirre begreberne.

    Blot fordi modellen er fremherskende, skal vi så acceptere, at den altid vil være det, fordi den afspejler en evig sandhed om menneskets natur?

    Hvis man vil diskutere miljøspørgsmål ud fra parabler om menneskenaturen, såsom Tragedy of the Commons, bør man gøre sig helt klart, hvis præmisser det er, man går ind på.

    Svar
  8. Claus Jensen

    Christoffer: Jeg ved ikke, måske er det mig, der er uklar og bare antager, at vi har de samme referencerammer. Hvis du f. eks. søger på “Stossel Thanksgiving Tragedy Commons” (både Youtube og mini-essay) bliver det nok lidt klarere, hvad jeg hentyder til nogle steder.

    John Stossel, den ret kendte Fox News “Libertarian”.

    Svar
  9. Christoffer Bugge Harder

    Claus: Bare kort mener jeg (som én, for hvem biologien er en levevej og en altopslugende hovedinteresse, og for hvem miljøpolitik er det altafgørende for hans stemmeafgivelse), at al oprigtig debat om miljøhensyn må begynde med at erkende, at begrundelsen til syvende og sidst må handle om menneskelige præferencer og ikke “miljøets egen skyld” – og at man kan oversætte din fisker, “der synes, miljøet er noget, man skal værne om for dets egen skyld” til “der synes, at miljøet er noget, man skal værne om, så der er et levende hav for fremtidige generationer at glæde sig over” – både mht. ting som fiskerimuligheder samt ting som det fascinerende liv på koralrev undsoweiter.

    For mig at se er der i det, du kalder “den foreskrevne model”, intet umiddelbart foreskrevet om, at fiskeres sande natur er grådighed og hensynsløshed; men man skal jo altså også huske, at en fisker naturligvis først og fremmest har interesse i at kunne tjene til dagen og vejen gennem deres erhverv – og det kan de jo ikke ved at glæde sig over at kunne se aldrig så mange fascinerende afsnit af “Den blå planet”. For mig at se foreskriver “Fælledens tragedie” bare, at disse uønskværdige egenskaber bliver belønnet, mens tilbageholdenhed og omtanke straffes, så folk, der ønsker overhovedet at opretholde deres levevej, presses i den gale retning – og man må jo som sagt konstatere, at det, der rent faktisk foregår på verdenshavene.

    Hvis man havde et troværdigt og tilstrækkeligt slagkraftigt reguleringssystem på verdenshavene, der sikrede, at den ønskværdige adfærd belønnedes, ser jeg ingen grund til, at fiskerne ikke skulle overholde indgåede aftaler. Men det findes desværre pt. ikke – og jeg er enig med de liberale i, at det under privat ejendomsretsscenarier o.lign ville være mindre sandsynligt, at fiskebestande blev overudnyttet, så den miljøvenlige adfærd fremmedes, simpelthen fordi det – i dette tilfælde! – ville være til en hypotetisk, profitinteresseret “hav-ejers” fordel (uanset hans eventuelle mangel på økologisk tankegang/”mindset”).

    Men i praksis er denne diskussion ellers ret akademisk for fiskeriet, fordi begge disse løsningsmodeller p.t. tilsyneladende er mere eller mindre lige uigennemførlige.

    Svar
  10. Claus Jensen

    Christoffer: Jeg ved ikke så meget om fiskeri eller de praktiske detaljer i det forslag, Adler taler om, så ret mig venligst, hvor jeg tager fejl. Fiskere som en interessegruppe er tit allerede de facto ejere af de fisk, de fisker efter, med nogle lovbestemte rettigheder og begrænsninger. Hvordan ændres det forhold ved, at de nu får papir på en del af bestanden, som kun kan realiseres i en fangstkvote? Kan de holde andre ude på en måde de ikke kunne før? Bliver snyderi straffet på en anden måde end før?

    Uanset hvordan det forholder sig, hvad har det at gøre med at bevare miljøet? Et sådant ejerskab redder en fiskeart ved at domesticere den, så vidt det er praktisk muligt, og gøre leve- og vækstforhold optimale for den. Dvs. på samme måde som vi “redder” får og køer, ved at fælde alle træerne, skyde alle ulvene, lukke dem inde i båse, pumpe dem fulde af hormoner og penicilin, osv. Det er, hvad der er incitament for. Dyrenes velfærd og overlevelse afhænger fudstændigt af brugsværdi og profitpotentialet, de repræsenterer på et givent tidspunkt. Er det ikke en perversion af alle involverede begreber: miljø, vedvarende, vildnis, humanitet, økologi osv. Er det, hvad du vil bevare for kommende slægters nydelse?

    Svar
  11. Christoffer Bugge Harder

    Claus: Det tætteste, Adler i Nikolajs henvisning kommer på noget praktisk mht. ejendomsret til luft og have, er en løs bemærkning om, at “der er et meget større teknologisk potentiale for det, end folk tror”. Jeg har ingen anelse om, hvordan man praktisk kunne tænkes at gennemføre noget i den stil.

    Mht. at “værne om miljøet for dets egen skyld”, så mente jeg blot, at uanset, om man udelukkende er interesseret i naturressourcernes praktiske brugsværdi, eller om man også tillægger det værdi at bevare unyttige, truede arter, primærskove og højmoser mm., så handler det i begge tilfælde om hensyntagen til (forskellige) menneskelige præferencer og værdier. Jeg hører afgjort til det sidste hold, men derfor ser jeg ingen grund til at blive metafysisk eller/og stikke sig selv blår i øjnene omkring, hvad begrundelserne for naturbevaring reelt er/må være.

    Svar
  12. Claus Jensen

    Christoffer: Adler lægger med Tragedy of the Commons, kapitalistens yndlingfabel, op til den næste blogpost samme sted, hvor han reklamerer for privat ejendomsret til fisk. Han synes selvfølgelig, det ville være fantastisk, hvis vi havde teknologien til at kunne privatisere hver et molekyle i universet. Det der med, at korporationer f.eks. så kan gå ind og opkøbe det hele, monopolisere og hvad private for profit tyrannier ellers giver sig af med, er kun en mindre detalje, som vi altid kan tage fat på, når den tid kommer, og vi allerede har reddet miljøet. Og hvis du bider på den, har han vist også billige aktier i en fangstkvote til salg.

    Selvføglig er miljøet i høj grad afhængigt af menneskelige præferencer. Det er netop derfor, vi ikke uden videre skal købe historien med, at den eneste præference, vi har, er at akkumulere kapital – eller rettere at denne præference altid har forrang for alle andre.

    Præferencer opstår ikke af sig selv ud af den grå luft. De bliver dannet og artikuleret inden for rammerne af kulturen og det tænkelige. Tragedy of the Commons som politisk argument har til formål at begrænse det tænkelige ved at udstikke grænser for det, i dine ord, reelle og metafysiske.

    Jeg synes det ville være trist, hvis du som miljøbevidst biolog troede, at kapital og menneskeig grådighed er mere virkelige end f.eks. Deep Ecology-begrebet, som siger, vi er af jorden tæt forbundet fysisk, psykisk og spirituelt fremfor at være sat på den i et subjekt-objekt eller herre-slave forhold.

    Hvem ved, hvis man kunne rykke grænserne for det tænkelige og skabe en anden kultur eller bevidsthed, ville menneskers præferencer måske også se anderledes ud. Det gør de rent faktisk allerede mange steder, så det burde ikke ligge uden for det tænkelige eller høre metafysikken til.

    Svar
  13. Christoffer Bugge Harder

    Claus:

    Jeg synes det ville være trist, hvis du som miljøbevidst biolog troede, at kapital og menneskeig grådighed er mere virkelige end f.eks. Deep Ecology-begrebet, som siger, vi er af jorden tæt forbundet fysisk, psykisk og spirituelt fremfor at være sat på den i et subjekt-objekt eller herre-slave forhold.

    jeg må desværre sige, at når talen falder på den slags Gaia-lignende begreber, så tænder jeg mere eller mindre af. Rent biologisk-fundamentalistisk må jeg sige, at både udsagnet om en “fysisk, psykisk og spirituel forbindelse” samt det om, at “vi er sat på Jorden i et herre/slave-forhold”, forekommer mig lige metafysiske og videnskabeligt set værdiløse. Evolutionsteorien fortæller, at vi ikke er “satte” her på Jorden, og at vi ikke har noget dybere “formål”; og mht. det forbundne, så er det naturligvis rigtigt, at forskellige arter udfylder diverse funktioner, men der er på den anden side også en betydelig redundans i systemet, og man kan rent biologisk/økologisk sagtens fjerne flere led i de fleste systemer, uden det fører til sammenbrud for økosystemet i biologisk forstand. Jeg siger bestemt ikke, at det er et argument for bare at gøre det, men argumenter baseret på eksistensen af en generel fysisk “forbundethed” mellem alle levende væsener er klart forkerte og kontraproduktive, hvis du spørger mig.

    Og jeg betragter også de fleste ideer om “simple living” – der ofte indeholder store dele teknofobi og forestillinger om økologisk selvforsyningslandbrug og decentral selvforsyning med lokal biomasse og energi fra vind/vandmøller i baghaven – som illusioner. Det duer ikke til en jord med 7-10 mia mennesker – så skal vi tage stilling til, hvem der skal være her, og hvem der ikke skal. Og det er heller ikke engang nødvendigvis specielt miljø- eller naturvenligt. Jeg kan anbefale dig George Monbiots indlæg her med beskrivelse af decentral energiforsyning.

    Men jeg er naturligvis enig i, at det er afgørende at bremse befolkningstilvæksten (og at Julian Simon-fantasterier om ligefrem at fremme den er aldeles vanvittige og farlige); at kapitalakkumulation hverken bør være den eneste eller højeste værdi, og at ideen om uendelig økonomisk vækst til evig tid i et endeligt system er skadelig.

    Jeg er bare også så realistisk, at disse forestillinger kommer på et senere trin i den Maslouwske pyramide end der, hvor verdens milliarder af fattige mennesker befinder sig – og at processen med at skabe lydhørhed for din “bevidsthedsrevolution” forudsætter, at folk bredt set har overskud/råd til at kunne fokusere på andet end bare den daglige kamp.

    Svar
  14. Claus Jensen

    Christoffer: Du misrepræsenterer Deep Ecology. De påstår, at det hele braser sammen, hvis en enkelt art eller to forsvinder. Ellers ville verden jo gå under 50 gange om dagen.

    Jeg håber du bliver lige så opbragt, når nogen prøver at bilde dig ind, at penge kan yngle af sig selv og skabe sådan noget som rentes rente, for det er en stor del af den metafysiske overtro, der nu er ved at vælte Europa.

    Du har tildels ret i, at en “bevidsthedsrevolution forudsætter, at folk bredt set har overskud/råd til at kunne fokusere på andet end bare den daglige kamp.” Det er en luksus at kunne sætte sig ned og filosofere abstrakt, eller droppe ud og tage til Woodstock, eller binde sig selv til en gammel eg i skoleferien.

    Sådan er det for forkælede dig og mig. Men igen kan man jo spørge, nu har Punditterne lige postet et fint, selvtilfreds skema over danskernes gevaldige købekraft i forhold til så mange andre, så hvorfor er det, at så mange af os kun er fokuseret på “den daglige kamp” – og Big Brother og Lykkehjulet? Vi kan måske lige strække os til en lille blogdiskussion som denne og et kryds på stemmesedlen, men ikke meget mere her i landet, hvor vi skummer fløden af det vestlige system. Har vi virkelig ikke “overskud” til at blive mere bevidste, end vi er hertillands?

    Omvendt så er revolutioner, som vi lige nu ser det i Egypten, eller Occupy Wall Street for dens sags skyld, både en daglig kamp men også en “bevidsthedsrevolution”, dvs. de handler fundamentalt om andre værdier og social forandring. og deres grundlag er ikke dem, der har den største pengepung.

    Dem der har det, er dem de demonstrerer imod, og den klasse ser ikke ud til at være meget for nogen bevidstheds- eller miljørevolution.

    Så hvem siger, at sociale revolutioner og miljøspørgsmålet skal være separate størrelser eller en ekstra luksus adskilt fra den “daglige kamp” for at følge med i forbrugsræset? Revolutionen ER den daglige kamp, i hvert fald de steder hvor man ikke er alt for forkælet, og det sociale og miljøaspektet burde ikke længere være konceptuelt skarpt adskilte for os tilskuere.

    Jeg må se lidt nærmere på det med økologisk selvforsyning. Jeg synes det går ganske fint de steder, jeg ser det, og jeg kan ikke forestille mig, det ville gå værre, hvis alle vores økonomiske og teknologiske ressourcer blev sat ind på det.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.