(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

 

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren, Morten Uhrskov, udsendte i slutningen af maj bogen “Indvandringens pris”

Bogens hovedtese er at ikke-vestlig indvandring gør os alle fattige. Som han skriver om indvandring fra ikke-vestlige lande i kronikken “En rigtig dårlig forretning” (Børsen 4. juni) :

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener ” vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk“.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af  det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke-vestlige lande, set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk fagligt noget vås, som skyldes at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller med mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot at de skal have en gennemsnitlig lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke-vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege at historierne om at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand, uden empirisk belæg, tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Arbejdsløshed, uddannelse og socialstatens hærgen.

Der er ikke konsensus blandt økonomer for betydningen af en befolknings uddannelsesniveau i forhold til fortsat økonomisk vækst. Hvor man tidligere var tilbøjelig til at tillægge (statistisk målbart) uddannelsesniveau meget stor betydning, synes nyere forskning at pege på at det i hvert fald for I-lande er af væsentlig mindre betydning end tidligere antaget. Som det fremgår af nedenstående oversigt fra Økonomi- og erhvervsministeriet, er betydningen af stigningen i  (formelt) uddannelsesniveau ubetydelig set i forhold til vækst i arbejdsproduktivitet og investeringer i produktionskapital.

Bidrag til økonomisk vækst, 1985-1995 og 1995-2007.

Hvad vi til gengæld også ved, er at den enkeltes uddannelsesniveau har stor betydning for vedkommendes livsindkomst. Hvad vi yderligere ved er, at den relative økonomiske gevinst ved fortsat uddannelse er meget forskellig mellem lande, og at Danmark skiller sig negativt ud ved sammen med Norge og Sverige at have den mindste gevinst ved at tage en uddannelse (medtager man det progressive skattesystem er gevinsten endnu lavere) i OECD.

 Betydningen af en sammenklemt indkomststruktur og nem adgang til høje overførsels-indkomster, – Nordens højeste (kontanthjælp), forbigår Morten Uhrskov stort set i tavshed. Det er vist en rimelig antagelse af dette nok har en betydelig indvirkning på den høje overarbejdsløshed blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Et grundlæggende problem i (ikke kun, men også) Danmark er, at vi har indrettet samfundet således, at det fordrer en meget høj erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder. Givet det meget høje niveau for overførselsindkomster indebærer det yderligere, at gevinsten ved at yde en ekstra indsats er yderst begrænset.

Det bør derfor heller ikke være nogen overraskelse, at forskellen i arbejdsløshed mellem relativt dårligt uddannede indvandrere og deres efterkommere i forhold til resten af befolkningen er stor i Danmark, mens der stort set ingen forskel er i USA. For nok har USA også en velfærdsstat, men den personlige gevinst ved at bestille noget er betydeligt større end i Danmark, lige som adgangen til passiv forsørgelse både absolut og i forhold til det generelle lønniveau er væsentligt lavere og sværere at opnå.

Når det er sagt, skal det understreges, at man også i USA nemt kan finde de negative følger af socialstatens hærgen. Således har den amerikanske økonom Thomas Sowell i den fremragende og stærkt anbefalelsesværdige bog “Economic facts and Fallacies” peget på, at

The percentage of black families with income below the powerty line fell most sharply between 1940 and 1960, going from 877 percent to 47 percent over the span, before either the Civil Right Act og 1964 or the Voting Rights Act og 1965 and well before the 1970s, when “affirmative action” evolved into numerical “goals” or “quotas.” While the downward trend in poverty continued, the pace of the decline did not accelerate after these landmarks but in fact slackened. The poverty rate declined from 47 percent to 30 percent during the decade of the 1960s and then only from 30 percent to 29 percent between 1970 and 1980.

og senere

There was a similar historical trend as regards the rise of blacks into professional, managerial, and other high-level occupations. the number of blacks in white collor occupations, managerial and administrtive occupations doubled between 1940 and 1960, and nearly dobled in professional occupations.

og påpeger, at mens den gennemsnitlige indkomst målt på husholdninger for sorte amerikanere i 1970 var på 60,9 procent af hvide husholdninger , var den i 1980 faldet til 57,6 procent. I det seneste årti er den steget til ca. 2/3. En væsentlig årsag er at langt flere sorte familier end hvide, kun har én indkomst fordi den ledes af en enligforsørger. Tages der højde for dette, udgør sortes gennemsnitlige familieindkomst 88 procent af hvides.

At omkring 70 procent af sortes børn fødes af enlige forsørgere tilskriver Thomas Sowell i vid udstrækning velfærdsstatens vokseværk siden 1960erne. I første halvdel af det 20. århundrede var andelen af sorte gifte kvinder højere end andel af hvide gifte kvinder.

For en gennemgang af socialstatens konsekvenser herhjemme, også i forhold til skilsmisseprocenter, kriminalitet og misbrug, henvises til Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”, som kan hentes gratis ved tilmelding af nyhedsbrev.

Indvandringens pris eller….

Selv om Morten Uhrskovs tese om at indvandrere fra ikke vestlige lande (en noget stor rodekasse) gør os fattigere ikke er korrekt, er jeg dog enig med haam i, at indvandringen indtil videre i praksis har været en rigtig skidt forretning for Danmark og ikke mindst for skatteyderne.

Men det skyldes bare ikke indvandrerne eller indvandringen i sig selv, men derimod indretningen af vores socialstat, der som det fremgår af nedenstående tabel heller ikke er finansielt holdbar uden indvandring fra mindre udviklede lande.

Det er naturligvis et problem  i vurderingen af hvorvidt der er tale om “en god forretning” eller ej, at man ofte henvises til vurdere ud fra hvorvidt en afgrænset gruppe er nettobidragsydere eller nydere af de offentlige kasser.

Ud fra ovenstående DREAM beregning, hentet fra “Indvandringens økonomiske konsekvenser” fra april 2011, er den sørgelige konklusion, med Morten Uhrskovs logik, at Danmark var bedst stillet, hvis vi alene var beboet af indvandrere fra “mere udviklede lande”, dog går det allerede galt for deres efterkommere,

Med hensyn til indvandrere fra mindre udviklede lande, som er målet for Uhrskovs bog og dette indlæg, er rapportens konklusion, at:

Ifølge DREAMs analyse medførte gruppen af indvandrere fra mindre udviklede lande en
offentlig nettoudgift på 4 mia. kr. i 2010, primært fordi gruppen har en relativt lav gennemsnitlig deltagelse på arbejdsmarkedet og løn som beskæftiget og dermed har en forholdsvis lav skattebetaling og i højere grad modtager indkomstoverførsler. (min fremhævning)

Med andre ord er det forholdet mellem skattebetaling og modydelser som er problemet. Med andre ord vil en reduktion af ydelserne i sig selv mindske eller fjerne problemet ganske af sig selv.

USA: Gigantens fald eller blot uvidenhed.  

Som indledningsvis anført, bruger Uhrskov  USA og indvandringen (legal og illegal) af Hispanics som reference i sin argumentation for et totalt stop for “ikke vestlig” indvandring.

Uhrskov er meget optaget af netop hvorvidt indvandringen kommer fra lande som er en del af den vestlige kulturkreds eller ej” Og det fremgår direkte i hans bog, at han ikke anser Latinamerika for at være en del af den vestlige verden. Jeg er klar over det problematiske i, at jeg som gemen økonom stiller spørgsmålstegn ved Uhrskovs viden ud i det historiske, men der er dog en række forhold, som vækker min undren når jeg læser hans bog.

For det første mener Uhrskov, som nævnt, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden, Eller som Uhrskov skriver i kapitlet om indvandring til USA “Gigantens fald”:

Men Latinamerika, som blev koloniseret af især spanierne, har vel en slags europæisk kultur, eller hvad? Særligt i Chile, Uruguay og Argentina kan det nok siges, at kulturen i høj grad er afledt af den europæisk, omplantet til Sydamerika. Men for nærmest samtlige øvrige latinamerikanske landfe gælder, at de er en blandingskultur mellem det europæiske og den oprindelige, inklusive Mexico, hvorfra ca. to tredjedele af Hispanics i USA stammer. Latinamerikanske lande har elementer af vestlig kultur, men er i den grad også noget andet, og latinamerikansk kultur er generelt ikke amerikansk-europæisk kultur særlig venligt stemt.

Den eneste forklaring jeg kan finde på dette må være, at han er i sine kilders og forestillinger om betydningen af etnisk baggrunds vold. Til ovenstående citat henviser han til “Encyclopedia of the Nations”, hvor man kan finde de enkelte landes etniske sammensætning. Ifølge Uhrskov er det tilsyneladende etnisk og racemæssigt betinget, hvorvidt man er en del af vestlig kultur og tankesæt.

Han anfører heller ingen kilder til påstanden om at latinamerikansk kultur skulle være amerikansk-europæisk kultur fjendtlig stemt.

Uhrskov synes i lighed med venstrefløjen at lægge urimelig meget vægt på folks etnicitet. Fakta viser nemlig et helt andet billede. Generelt er holdningen overfor USA og amerikanere samt europæere nemlig meget positiv i de fleste latinamerikanske lande.

De mindst positive befolkninger finder man faktisk i nogle af de etnisk mest “europæiske” lande (Uruguay og Argentina).

 Ovenstående tabel kan næppe tolkes som særligt antiamerikansk eller antieuropæisk.,26 procent af latinamerikanerne vælger således USA som “forbillede” og 19 procent vælger Spanien, mens kun 11 procent vælger Brasilien når adspurgt.

Ligeledes viser nedenstående figur, at holdningen til USA og amerikanere ligger milevidt fra det billede som Uhrskov prøver at skabe. (Figuren er i lighed fra den forgående hentet fra Latinobarometro og angiver hvor stor en andel af de adspurgte som har et overvejende positivt og meget positivt syn på USA, Se også her).

I lighed med sin fremstilling af Latinamerika som antivestlig forsøger Uhrskovs også med vold og magt at tegne et billede af USA som et langt mere fragmenteret samfund hvor de enkelte etniske grupper har en høj grad af mistillid til hinanden og kun sporadisk kontakt, end der er belæg for.

Nej, USA er ikke en “melting pot” (et udtryk som stammer fra et for længst glemt teaterstykke fra begyndelsen af det 20. århundrede), men det er heller ikke et samfund bestående af en mosaic af skarpt adskilte “minisamfund”.

For at underbygge sin pointe referer Uhrskov til, at kun knap 2 procent af de adspurgte angiver at have mere end en baggrund. Kilden er en hjemmeside, “Public Agenda“. Eller som han skriver:

Lidt under 64 procent af amerikanerne havde i 2009 europæisk baggrund. Ca. 16 procent var hispanics. Knap 13 procent var sorte amerikanere. Ca. 5 procent havde rødder i Asien, inklusive Hawaii. Der kunne blive 1 procent til de oprindelige amerikanere, indianerne, mens knap 2 procent meldte, at de havde mere end en baggrund. Det sidste lave tal fortæller for øvrigt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper. Det er ikke højt, ligesom det ikke er det i ét eneste vestligt land (min fremhævning)

Men fortæller det lave tal for de som angav at de havde mere end en bagrund os reelt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper? Eller fortæller det snarere noget om hvem man identificerer sig selv med, når adspurgt? Gruppen som angiver mere end en etnisk baggrund var i 2010 for øvrigt steget til 3 procent.

Andre undersøgelser tyder i hvert fald på at relationerne på tværs af etniske grupper er en del større end Uhrskov lader os vide.

En undersøgelse fra Pew Research Center kommer frem til, at et ud af syv nye ægteskaber sker på tværs af race eller etniske skel, mens 8 procent af alle eksisterende ægteskaber er indgået på tværs af etniske skel.

Især Hispanics samt Asiatiske kvinder og sorte mænd gifter sig relativt ofte udenfor egen etniske gruppe, hvilket fremgår af nedenstående.

Ud over at der er tale om en fordobling af ægteskaber på tværs af de (opstillede) etniske grupper siden 1980, tyder undersøgelsen også på at den animositet, som Uhrskov prøver at fremmale mellem de forskellige etniske grupper er stærkt overdrevet.

Til gengæld afslører undersøgelsen også, at religion spiller en betydelig rolle, hvilket måske er nok så relevant i forhold til indvandringen til Europa. Det fremgår nemlig, at mens etnicitet ikke har nogen større betydning, er holdningen til ateister mildt sagt negativ.

Og netop med hensyn til religion adskiller indvandringen til USA sig selvfølgelig markant fra indvandringen til store dele af Europa, herunder Danmark. Det kan egentlig undre, at Uhrskov ikke er opmærksom på dette. I den udstrækning at religion betyder noget for valg af  partner, er denne barriere langt mindre i USA end i Europa. At kulturelle og religiøse barrierer betyder væsentligt mere i Danmark end i USA fremgår tydeligt af Danmarks Statistiks seneste tal.

Hvis bare problemerne herhjemme var som i USA 

Det billede som Uhrskov tegner af fremtidens USA er ikke rar læsning:

Indvandringen fra Latinamerika vil bringe USA i knæ økonomisk og forvandle verdens stærkeste stat til et halvt tredjeverdensland. På lange stræk med en uhyggelig stor underklasse, en stadig mindre middelklasse og så selvfølgelig en lille overklasse, der vil have de økonomiske midler til at leve i såkaldte gated communities, indhegnede områder med vagter.

Alt dette på grund af den store indvandring siden midten af 1960erne, må man forstå.

Ikke et ord om at kriminaliteten er faldende og ikke et ord om, at det som Uhrskov kalder en “uhyggelig stor underklasse” primært består af mennesker, hvis levestandard efter europæiske forhold ville klacificere dem som middelklasse i de fleste europæiske lande. En analyse fra den svenske tænketank Timbro påpegede således for nogle år tilbage, at hvis man anvendte den officielle amerikanske fattigdomsgrænse og korrigerede for forskelle i købekraft, ville 40 procent af svenske husholdninger falde under denne grænse. Og ud fra en gennemsnitsbetragtning er købekraftskorrigeret BNP per indbygger for EU lavere end alle amerikanske stater målt individuelt.

Gini

Formålet med at bruge USA synes da også primært at være at lave en reference, som skal passe til allerede skrevne konklusioner, hvortil han bl. a. skal bruge en helt bestemt forestilling om USA før og efter midten af 1960erne. Således skriver Uhrskov:

Det siges ofte, at USA altid har været et meget ulige samfund, men det er en sandhed med modifikationer. Frem mod 1970 faldt uligheden i USA til det  der teknisk hedder 0,35 i Gini-koefficient. Det er på niveau med mange europæiske lande i dag, f. eks. Storbritannien, Frankrig og Italien. Danmark som er et af de mest lige lande i verden i dag, har en Gini-koefficient på 0,24, så jo lavere tal, desto større lighed. USA’s Gini-koefficient er i dag 0,41, men for et par generationer siden var der ikke nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA.

At der for et par generationer siden ikke var “nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA” er nok noget af en tilsnigelse. Uligheden i USA i 1970, skal man tilbage til før 2. verdenskrig for at komme bare i nærheden af herhjemme.

Som det fremgår af nedenstående figur, faldt uligheden, målt på andel af samlet indkomst)  i USA fra 1930erne og frem til fra afslutningen af den store immigrations-bølge frem til 1. verdenskrig (og som Uhrskov ganske rigtig skriver) frem til slutningen af 1960erne, hvorefter den er steget igen. Det er der naturligvis mange årsager til, men én årsag er formentlig, at der siden 1960erne har været et stort inflow af relativt dårligt uddannet arbejdskraft (legalt og illegalt) og dermed, alt andet lige, et stigende udbud af ufaglært arbejdskraft. Til fordel for arbejdsgiver og forbrugere, men selvfølgelig til ulempe for den allerede eksisterende ufaglærte arbejdskraft.

Kilde: http://www.gini-research.org/system/uploads/19/original/Atkinson_GINI_Mar2010_.pdf?1269619027

Det er også Uhrskov magtpåliggende at påpege, at indvandringen falder efter 1. verdenskrig. Det er også helt korrekt. Ligesom det er korrekt, at indvandringen fra Latinamerika (læs primært Mexico) var lav indtil midten af 1960erne. Men det bør måske også fremhæves, at krisen i 1930erne næppe er uden betydning for den fortsatte indvandring. Den indebar at man blev fattigere, men mere lige. Det er der næppe mange amerikanere som har sat pris på i 1930erne.

Siden 1960erne har USA ikke kun fastholdt, men også udbygget velstandsgabet til Europa, på trods af, at tilstrømningen af lavt kvalificeret arbejdskraft har været mange gange større end til Europa. 3 ud af 4 immigranter fra den 3. til den 1. verden, har de seneste årtier haft USA som mål.

Indvandringen til USA før og nu

Som det fremgår af ovenstående figur var der tale om en endog meget voldsom immigration på til 1. verdenskrig, og i andel af befolkningen, har man på intet tidspunkt senere oplevet noget lignende.

There was a reason why employers in the middle of the 19th century had signs that said, “No Irish need apply” — and why employers in the middle of the 20th century no longer had such signs. It was not that employers had changed. The Irish had changed. (Thomas Sowell)

Indvandring har sjældent været en køn og smertefri proces, det gælder ikke mindst i USA (også hvis vi ser bort fra den tidlige europæiske indvandrings konsekvenser for den oprindelige indianske befolkning).

Uhrskov mener, at det er en ren elitær myte at:

Nationen [USA] er et helt enestående samfund, der kan lade hvem som helst indvandre og stadig få noget amerikansk ud af det

Her går Uhrskov igen fejl af årsag og virkning. Han har fuldstændig ret i, at indvandringen ofte gav anledning til modstand fra de som allerede boede i landet, men det kan undre at han daterer modstandens begyndelse til at falde sammen med indvandringen fra 1880erne og frem, som det fremgår af følgende:

Særligt fra 1880’erne og frem til begyndelsen af 1920’erne ændrede invandringen til USA karakter. Nu kom indvandrerne ikke længere så meget fra Vest- og Nordeuropa, men i stigende grad fra Syd- og Østeuropa. Italienere, polakker og russere, herunder mange polske og russiske jøder, indvandrede omkring århundredeskiftet til Guds eget land. Eftersom hovedparten af den anglo-protestantiske befolkning stadig besad en særdeles stærk fornemmelse for tilhørsforhold, blev denne indvandring ikke anset for at være uden problemer. Også indvandring inde for ens egen kulturkreds kan være problematisk.

Det er ikke rigtigt at datere modstand mod indvandring til slutningen af det 19. århundrede. Den skal dateres til den tidligere massive irske indvandring  fra 1840erne og frem. På et tidspunkt i 1850erne lykkedes det modstandere af irsk indvandring af få valgt 6 guvernører, mens man dominerede flere delstaters lovgivende forsamlinger.

Der var talrige sammenstød mellem forskellige etniske grupper, som i omfang og brutalitet får alt hvad USA senere har oplevet i det 20. århundrede til at blegne. Og når Uhrskov fremhæver den anglo-protestantiske befolknings fornemmelse for tilhørsforhold,  og fremhæver anti-immigrationslovene fra 1924, med følgende bemærkning:

Der var tale om et kvotesystem, der favoriserede de grupper, der i forvejen befandt sig i USA. Groft sagt betød det, at englændere og tyskere havde langt lettere ved at opnå tilladelse til indvandring end f.eks. grækere og italienere

får han dels problemer i forhold til sin overordnede pointe omkring indvandrings økonomisk negative betydning, og dels køber han en politik, som næppe har været til økonomisk fordel for USA.

Som det fremgår af ovenstående tabel, som viser indkomster for efterkommere efter en række indvandrergrupper (1973), har efterkommere efter bl.a. Italienere og polakker klaret sig markant bedre end de to dominerende europæiske indvandrergrupper, englændere og tyskere, som vi må gå ud fra var bannerfører i modstanden mod yderligere indvandring.

Ser vi på senere data, fremgår det af nedenstående tabel, at lønforskellene mellem indfødte (3. generation og frem) og 1. og 2. generationsindvandrere for de udvalgte grupper mindskes.

 

Intern amerikansk debat om de økonomiske konsekvenser

Hvis vi ser bort fra kritikken af den fortsatte indvandring som primært drives af kulturelle aversioner, har der i årevis været en debat om hvorvidt indvandringen gavner eller skader amerikansk økonomi. Ikke mindst cubansk-amerikaneren George Borjas har fremført betydelig kritik og bekymring på grund af sammensætningen i den fortsatte indvandring af ufaglært arbejdskraft.

I den anbefalelsesværdige bog “Heavens door” (1999) konkluderer (erkender) han, at der først og fremmest er tale om et fordelingsspørgsmål.  Argumentationen er primært baseret på træk på offentlige kasser og de væsensforskellige konsekvenser for forskellige grupper i USA. En argumentation ikke ulig den vi kender herhjemme, og som jeg også har skitseret tidligere i dette indlæg.

Borjas regner sig bl.a. frem til at indvandrernes lønpres i slutningen af 1990erne indebærer et skift fra lønindkomst til restindkomst svarende til ca. 160 mia. USD. om året.  Til gengæld kommer han frem til at den samfundsøkonomisk nettogevinst er “sølle” 10 mia. USD.  Resultatet er dog helt afhængigt af i hvilke forudsætninger man opstiller med hensyn til det øgede udbuds betydning for de generelle lønninger på de dele af arbejdsmarkedet, hvor indvandrerne konkurrerer med national arbejdskraft.

Det skal bemærkes, og fremgår ved at sammenligne “figure 1″ og Figure 3″, at uddannelsessammensætning siden Borjas bog har ændret sig mod en mere veluddannede indvandrere. Det skyldes at andelen af indvandrere med Latinamerikansk (og caribisk) baggrund er faldet, mens andelen fra Europa, Asien ” og “andet” er steget.

Sidstnævnte grupper har et uddannelsesniveau som er sammenlignelig med den amerikanske befolkning generelt eller højere.

For mere, se Brookings Institution

Indvandring og uddannelse

As of about World War I, Jews scored sufficiently low on mental tests to cause a leading “expert” of that era to claim that the test score results “disprove the popular belief that the Jew is highly intelligent.”11 At that time, IQ scores for many of the other more recently arrived groups—Italians, Greeks, Poles, Portuguese, and Slovaks—were virtually identical to those found today among blacks, Hispanics, and other disadvantaged groups.12 However, over the succeeding decades, as most of these immigrant groups became more acculturated and advanced socioeconomically, their IQ scores have risen by substantial amounts. Jewish IQs were already above the national average by the 1920s, and recent studies of Italian and Polish IQs show them to have reached or passed the national average in the post-World War II era. Polish IQs, which averaged eighty-five in the earlier studies—the same as that of blacks today—had risen to 109 by the 1970s. This twenty-four-point increase in two generations is greater than the current blackwhite difference (fifteen points). (Thomas Sowell)

Hovedtesen om at ikke-vestlig indvandring medfører et “fattigere Danmark” baserer Uhrskov som før nævnt på at indvandrere fra ikkevestlige lande og deres efterkommere i gennemsnit er dårligere uddannet.  Og det er da også helt korrekt, at efterkommere efter indvandrere fra ikkevestlige lande i gennemsnit har en ringere uddannelse end danskere, hvilket fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Mens henholdsvis 26 procent og 20 procent af danske mænd og kvinder på 30 ingen erhvervskompetencegivende uddannelse, har, gælder det 52 procent af mandlige og 36 procent af kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande. En betydelig forskel.

Det er her Uhrskov inddrager hispanics, idet han lægger vægt på, at:

Fra USA ved vi – på grund af landets lange erfaring med indvandring, også før liberaliseringen i 1965 – at andengenerationsindvandreres niveau er det, der må påregnes at holde også i generationerne derefter, i tredje, fjerde, femte osv.

Han understreger sin pointe ved at inddrage PISA undersøgelser som entydigt påviser en enorm forskel i de faglige kundskaber (en forskel som også findes mellem hispanics og sorte overfor hvide og asiater i USA).

Der er flere problemer i denne fremgangsmetode. Ikke mindst det at Uhrskov ikke på noget tidspunkt reflekterer over i hvilken udstrækning et middelmådigt offentligt uddannelsessystem har et ansvar for de ringe skolekundskaber.

Alt andet lige må det forventes at dårlige skoler og ringe undervisning rammer de som har mest behov for det, og mindst akademisk bagage med hjemmefra, hårdest. Kombinationen af ringe undervisning,  at man ikke taler eller kun taler dårligt dansk derhjemme samt at ens kulturelle bagrund er alt andet end uddannelsesfremmende, tilsiger jo at der må være forskel. Ikke desto mindre skriver Uhrskov, at:

Der kan, når alt kommer til alt, kun være én fortolkning af de foreliggende tal. Både danske mænd og kvinder klarer sig markant bedre – de danske kvinder klart bedst – i enhver sammenligning med indvandrerefterkommere, født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af gratis uddannelse.

Med andre ord må vi formode at Uhrskov mener at det i hvert fald ikke er uddannelsessystemets skyld, når eleverne efter 9 års skolegang i uhyggeligt omfang stort set ikke kan læse og skrive.

Ligeledes reflekterer han på intet tidspunkt over kulturelle forholds betydning for, at indvandrere fra ikke-vestlige lande klarer sig dårligere end danske børn. Det gør man i USA, hvor undersøgelser peger på, at især mexikanske børn allerede som 3-årige halter udviklingsmæssigt bagefter fordi de understimuleres. Børne- og ungdomsminister Christine Antorini havde derfor en god pointe, da hun for nylig pointerede vigtigheden af at læse højt for ens børn. Desværre kan vi formentlig gå ud fra, at de kredse herhjemme, hvor understimuleringen af børn er et problem, næppe fulgte med i den debat.

Men hvordan står det så egentlig til i USA? Der er ingen tvivl om at Hispanics halter bagefter uddannelsesmæssigt, men det er dog også signifikant, at uddannelsesniveauet er meget forskelligt alt efter hvilken undergruppering man falder under. Mens uddannelsesniveauet for hispanics med cubansk baggrund næsten er på niveau med den hvide del af befolkningen, halter indvandrere med Puertoricansk baggrund nok efter, men har oplevet en betydelig stigning i uddannelsesniveauet.

Om man vil bruge ovenstående udvikling til at fastslå, at 3., 4., 5. osv. generation blot reproducerer 2. generations uddannelses-mønster vil jeg lade være op til læseren. Personligt vil jeg måske nok mene, at det er en forhastet konklusion. Det skal også medtages, at det fortsat er således, at ca. 1/3 af alle unge hispanics ikke er født i USA, hvilket vi ved, alt andet lige, tenderer til mindre uddannelse.

Jeg skal dog understrege, at stigningen i det gennemsnitlige uddannelsesniveau i USA – ikke mindst når vi taler om at bestå High School –  i lighed med Danmark i ukendt udstrækning formentlig er sket ved at sænke beståelseskravene.

Der er også fortsat klare forskelle mellem de enkelte kategorier, hvilket naturligvis delvist underbygger Uhrskovs antagelse. Men det skyldes ikke nødvendigvis hverken genetiske forskelle eller samfundets racisme, som multikulturalisterne altid disker op med når alt andet er slået fejl (både i USA og herhjemme). Der er snarere grund til at tro, at hele processen forhales af de samme faktorer i USA som i Danmark – nemlig socialstaten og ikke mindst den grundlæggende tankegang som ligger bag. Undfanget af den af det Morten Uhrskov kalder den liljehvide elite.

Socialstatens fallit. Meget mere end et spørgsmål om penge

Et helt centralt problem er socialstatens overførelse af ansvar fra den enkelte til systemet. Desværre en tankegang som ikke er begrænset til venstrefløjen. Tåbelige målsætninger som at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, som VK regeringen arbejdede ud fra, har i den grad medvirket til at pervertere og ødelægge uddannelsessystemet herhjemme. Ligesom en af multikulturalisternes ynglingskæpheste (i hvert fald før i tiden), modersmålsudervisning, var baseret på en absurd forestilling om at det var det modtagne samfund som har ansvaret for at indvandrere og flygtninge bliver integreret og klarer sig godt. Det ansvar tilfalder selvfølgelig, som det altid har gjort, primært de som vælger at komme til landet.

Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at man i årtier har dyrket et særligt vestligt selvhad, hvorefter den hvide mand tilsyneladende er skyld i alt ondt her i verden, hvorfor man endelig ikke må hævde hverken europæisk kulturel overlegenhed (omend den efterhånden da også er gået noget fløjten) eller stille det helt simple krav, som man med største naturlighed gjorde tidligere – nemlig at den nytilkomne enten tilpassede sig de eksisterende forhold, eller tog hjem igen.

Eller som Thomas Sowell har udtrykt forskellen på det USA som mødte indvandrere før og efter 1960erne:

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.  (Thomas Sowell)

Det er socialstaten som gør os fattigere, ikke indvandringen.

Morten Uhrskovs påstand om, at det er selve indvandringen, som medfører ”et Danmark med lavere vækst, med mindre velstand og dermed også med ringere velfærd” er ikke korrekt. Igennem de seneste 40 år er vi allerede blevet relativt fattigere, og det vil vi fortsætte med, indvandring eller ej. Medmindre vi gennemfører gennemgribende reformer af socialstaten.

Fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1970’erne var Danmark blandt verdens 10 rigeste lande. En rigdom baseret på en flittig og hårdarbejdende befolkning og næret af lave skatter, en lille offentlig sektor og en for datiden betydelig international handel. Sidenhen er den fortsatte vækst faldet drastisk, mens stat og skattetryk omvendt er vokset betragteligt. Konsekvensen er at vi i dag blot er blandt verdens 20. rigeste lande. Uden reformer vil vi blot fortsætte med at blive relativt fattigere.

Med udgangspunkt i købekraftskorrigeret BNP, kunne et bud på prisen for det vanvittige eksperiment, som den danske socialstat er, angives at svare til ca. 25 procent af nuværende BNP (forskellen på vores relative placering blandt verdens 5-6 rigeste lande i 1970 og vores nuværende placering ifølge seneste tal fra IMF).

Helt grundlæggende synes Morten Uhrskovs problem at være, at han ikke har styr på hvordan velstand skabes. Han gør således i sin bog opmærksom på at fagbevægelsen i 1960erne var modstandere af tilstrømningen af gæstearbejdere, hvilket er helt korrekt. Venstrefløjen og fagbevægelsen ændrede først holdning efter man effektivt havde sikret sig, at tilstrømningen ikke påvirkede løn-dannelsen.

Men hermed accepterer han også samme fagbevægelses argument om at stigende lønninger i sig selv er med til at skabe velstand, fordi det “tvinger arbejdsgiverne til øgede investeringer”. Problemet er at de ressourcer som anvendes til at øge output per arbejdstime kunne have været anvendt til andre ting (f.eks. udvikling af nye produkter) og alt andet lige indebærer en mindre efterspørgsel efter arbejdskraft, hvorved arbejdsløsheden stiger.

Men at gøre det til en konsekvens af indvandringen giver ingen mening. Også uden indvandring er vores velfærdsmodel ikke bæredygtig. Den demografiske udvikling i de kommende årtier, hvor antallet af pensionister vil stige betydeligt, herunder antallet af medborgere som er over 80 år, som er meget omkostningstunge, vil i sig selv indebære at den del af befolkningen som er i arbejde, skal acceptere at dele frugten af deres indsats med stadigt flere.

Den demografiske udvikling siden 1990erne (af bl.a. det radikale venstre) har været anført som en begrundelse for fortsat indvandring – også fra ikke vestlige lande. Men det vil ikke løse problemerne, tværtimod.

Hvis ikke de pågældende indvandrere, ikke kun som minimum kan forsørge sig selv og sine, men rent faktisk netto bidrager til den fælles veldstand, vil indvandringen rent faktisk øger problemerne, i stedet for at mindske dem.

Det skal dog igen understreges, at det heller ikke er den enkeltes manglende uddannelse som nødvendigvis er problem. Uhrskov tror i lighed med venstrefløjen, at der tilsyneladende eksisterer en slags naturlov som tilsiger at ufaglærte jobs nødvendigvis forsvinder i takt med at samfundet bliver rigere. Men grunden til at de jobs forsvinder i Danmark har intet med stigende velstand at gøre. Det er primært resultatet af vores høje overførselsindkomster, som sætter en nedre grænse for lønningerne.

I USA, hvor indkomstforskellene er betydeligt større end i Danmark er efterspørgslen efter personlige serviceydelser langt højere end herhjemme, og udnyttelsen af arbejdskraften er langt mere effektiv.

En forøgelse af udbuddet af ufaglært arbejdskraft indebærer, alt andet lige, godt nok at ufaglærtes relative timeløn er mindre i forhold til andre grupper. Men man kan ikke heraf slutte at væksten falder og velstanden forringes, hverken for de ufaglærte og slet ikke for resten af befolkningen.

Med mindre der er tale om en meget stor tilstrømning af ufaglært arbejdskraft indebærer det heller ikke nødvendigvis at ufaglærte tjener mindre i absolutte tal eller oplever lavere levestandard, men alene at lønforskellene øges.

Tværtimod kan et øget udbud af ufaglært arbejdskraft i sig selv være med til at øge vækst og værditilvækst per indbygger. I den udstrækning højtlønnede familier f.eks. vælger at ansætte en au pair pige til at ordne de huslige sysler, øger det både familiens indtægt, sikrer pågældende au pair pige et velstandsløft og øger den økonomiske vækst.

Det samme gør sig f.eks. gældende i den udstrækning at øgede lønforskelle giver flere mulighed for at betale sig fra havearbejde, boligvedligeholdelse, bil- og tøjvask mv., Omsættes denne sparede tid til mere arbejde, vil dette øge både vækst og velstand for hele samfundet.

En sammenligning af den samlede ugentlige arbejdstid for både mænd og kvinder i Tyskland og USA har påvist, at mens både mænd og især kvinder arbejde mere ude i USA, arbejder de væsentligt mindre hjemme. Nettoeffekten er, at tyske og amerikanske mænd har  nogenlunde samme ugentlige arbejdstid, mens amerikanske kvinder arbejder væsentligt mindre end ders tyske medsøstre. Samfundsøkonomisk indebærer den mere optimale arbejdsfordeling i USA, alt andet lige, en samlet velstandsgevinst til amerikansk fordel.

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil det lavere uddannelsesniveau med andre ord primært indebære at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Og det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde,.

Og således har socialstaten åbenbart perverteret os alle, og det er vist heller ikke indvandrernes skyld. Uanset hvor de kommer fra.