Korruption og forfatningsstruktur

Mens korruptionsproblemer er ekstremt sjældne i Skandinavien, er de et alvorligt problem i store dele af verden. Et af de store spørgsmål i public choice og politisk økonomi de sidste 30 år har derfor været, hvordan man kommer denne type problemer til livs. Det gælder ikke mindst den type korruptionsproblemer, der kaldes enten ’grand corruption’ eller ’state capture’, hvor særinteresser decideret betaler sig vej til indflydelse på den førte politik og beslutningsprocesser i embedsværket og domstolene.

Både klassisk public choice-tænkning siden Buchanan og Tullocks første arbejde og Robert Klitgaards studier sidst i 1980erne har peget på, at forfatningens fordeling af magt kan påvirke, hvor meget korruption man kan få. Den klassiske tankegang er, at en effektiv magtdeling mellem parlament og regering vil føre til mindre korruption, men på trods af at ideen er intuitivt attraktiv, er den ikke blevet direkte testet i litteraturen indtil nu.

I fælles arbejde med Andrea Sáenz de Viteri Vazquez, som jeg har været PhD-vejleder for sammen med Martin Rode (Uni Navarra), har vi set på netop dette spørgsmål. Artiklen, der nu er under udgivelse i Constitutional Political Economy, peger på at spørgsmålet faktisk er noget mere komplekst end tidligere tænkning har indikeret. Teoretisk argumenterer Andrea og jeg, at en magtdeling mellem forskellige aktører ikke er effektiv, hvis de forskellige aktører er politisk på ’samme hold’. Selvom der for eksempel kan være en række forskellige partier i parlamentet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er konkurrence mellem dem som gør korrupte aftaler umulige. Hvis de er for tæt på hinanden ideologisk, eller repræsenterer de samme særinteresser, vil det ganske enkelt være for let at nå til en aftale alligevel. Ydermere kan partier, der er ideologisk tæt på hinanden, men repræsenterer forskellige særinteresser, gøre problemet endnu værre. Grunden er, at det er for let for dem at nå et kompromis gennem det Tullock kaldte ’logrolling’ – det fænomen, der så misvisende kaldes ’kompromisets kunst’ på dansk – som alle potentielt korrupte særinteresser får noget ud af. Vores argument er derfor, at forfatninger der skaber indflydelsesrige vetospillere – politiske aktører med formel mulighed for at blokere for aftaler og beslutninger – kun er effektive, hvis der netop ikke er politisk enshed i parlamentet.

I en analyse af 22 lande i Latinamerika og Caribien, som vi har korruptionsvurderinger på hvert år siden 1970, finder Andrea og jeg netop det mønster: Lande med en forfatning, der giver større magt til præsidenten, får typisk væsentligt mindre korruption, men kun når der er faktiske ideologiske modsætninger i parlamentet. Når parlamentets partier ikke er tilstrækkeligt uenige på et ideologisk niveau, er forfatningens definition af de formelle magtstrukturer ligegyldig. Når de er, kan en præsident med reel indflydelse blokere for problemerne.

Som en af redaktørerne hos Constitutional Political Economy har pointeret overfor os, er den nye indsigt i artiklen netop, at to forhold er komplementære når det gælder bekæmpelse af korruption: Den formelle magtdeling, som den er defineret af forfatningen, og den faktiske politiske situation. Med andre ord må begge forhold være tilstede på samme tid, før de påvirker, hvordan samfundet fungerer. Selvom vores empiri kommer fra Latinamerika, er det måske værd at minde den hjemlige opposition om en gang imellem.

4 thoughts on “Korruption og forfatningsstruktur

  1. Steen Sørensen

    I Danmark består alle tre elementer i magtens tredeling hovedsagelig af Djøffer, Det kaldes ikke korruption, men de deler bare kagen

    Svar
    1. Hans Henrik Hansen

      Og som affærerne omkring ‘tjenesterne’ netop har vist, er der på øverste departementale og styrelses(chef)niveau tale om en djøffiseret Rip, Rap og Rup-effekt!

      Svar
  2. Thomas Jon Jensen

    Det afhænger nok også af, hvor bredt man definerer korruption. At bestikke nogle grupper af mennesker ved at give dem hvad man har taget fra andre er vel en variant. Bestikkelse, hvis ellers frit udvekslet mellem 2 parter, er en måde at betale en, oftest højere, pris for en vare end den annoncerede. Nogle gange kaldes det lobbyisme 😉 og så er det ok. Grunden til at nogle regeringer ønsker at slå ned på hvad de betegner som korruption, er at det underminerer legitimiteten af offentlige institutioner. Staten hader konkurrence…
    https://tunecedemalis.dk/bestikkelse-korruption-og-andre-dagligdags-begivenheder/

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Problemet med mange offentlige diskussioner er netop, som Thomas illustrerer, at folk strækker konceptet til at omfatte andre ting, vi ikke kan lide. Korruption for os er “misbrug af offentligt embede for privat gevinst.” Dvs. at omfordele til bestemte vælgergrupper er ikke korruption som sådan, ligesom en fri udveksling mellem to private parter heller ikke kan være det. Det bliver først korruption når der er tale om en udveksling, hvor den ene part er i et offentligt embede og udnytter sin position – for eksempel en monopoladgang til miljøgodkendelse eller andet – til at skaffe sig bestikkelse. Det indebærer dermed også, at embedsværket virker dårligere og at der ikke er lige adgang eller service. Man skal være skarp på, hvad man mener med korruption!

      Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.