Politiken har skrevet en artikel om et meget interessant maskestudie, (Abaluck et al. 2021). Studiet er særligt interessant, fordi det er noget nær det tætteste, vi kommer et lodtrækningsstudie.

Kort fortalt har forskerne inddelt 600 områder i to grupper á 300, hvor den ene gruppe er blevet ”behandlet”, mens den anden gruppe fungerede kontrolgruppe. Behandlingen bestod i gratis mundbind, informationer, påmindelser m.m., som skulle øge brugen af mundbind i befolkningen (brugen af ”proper mask-wearing” steg med ca. 29%-point fra 13,3% i kontrolgruppen til 42,3% i ”behandlingsgruppen”.

Efter 10-12 uger tog de blodprøver fra individer med symptomer, og testede dem for COVID-19. Og på den baggrund kan altså de estimere effekten af øget maskebrug.

Og studiet viser, at kirugiske mundbind beskytter 50+-årige mod symptomatiske COVID-19 (det kan derimod ikke sige, om det skyldes eget eller andres brug). Til gengæld finder studiet ingen effekt af stofmundbind og ingen effekt for personer under 50 år, jf. nedenstående figurer.

Derfor kan Politikens ende i Detektor

Men hvad har det med Detektor at gøre, spørger du måske. Svaret er, at Detektor forleden skrev en artikel om Christine Stabell Benn, som – på LinkedIn – havde glemt at skrive, at de målte bivirkninger efter vaccine for børn i alderen 12-15 år var insignifikante. Benn påpegede, at hvis man lagde tallene sammen med de 16-25-årige, blev det faktisk signifikant. Men den forklaring hældte Detektor – med hjælp fra andre forskere – ned af brættet under overskriften Useriøst “kunstgreb” (samme type udsagn er brugt i diskussionen på min Facebook-væg)

Men Politiken gør altså det samme, når de konkluderer, at ”mundbind virker” – ja, faktisk er Politikens fejl en del værre af en række grunde.

For det første viser studiet ikke, at ”mundbind virker”. Det viser, at nogle mundbind virker for nogle personer. Politiken kan kun nå frem til sin generelle konklusion konklusion ved at gruppere stofmundbind og kirugiske mundbind og samtlige aldersgrupper. Altså præcis det, Detektor kalder et useriøst kunstgreb. Politiken ikke blot undlader at gøre opmærksom på dette, men insinuerer direkte, at der er en effekt for stofmundbind og yngre aldersgrupper, når de skriver

”studiet fandt også en øget forekomst af smittereducerende effekt hos ældre, og at kirurgiske masker er bedre end stofmasker.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

Politiken vil sikkert forsvare sig med, at studiet faktisk finder en effekt af stofmasker på ”sandsynlig COVID-19” målt på baggrund af svar i en spørgeskemaundersøgelse, men for det første er det et langt dårligere mål end antistoftestene, og for det andet henviser Politiken direkte til antistof-undersøgelserne

”Forekomsten af covid-smitte målt i antistofundersøgelser faldt med 9,3 procent i landsbyerne, der fik mundbind og oplært i brugen, målt i forhold til kontrol-landsbyerne.”

(Politiken i artiklen om mundbind)

For det andet peger Benn på en betydelig forskel (x3 flere symptomer), som – måske – kun er insignifikant, fordi stikprøven er meget lille. I maskestudiet er forskellene meget små og insignifikante på trods af, at stikprøven er meget stor (i alt er over 340.000 personer involveret i forsøget). Det bedste bud i maskestudiet er altså, at stofmundbind ikke virker – og særligt ikke for de yngre, mens det bedste bud i vaccinestudiet er, at vaccinerne giver børnene bivirkninger.

For det tredje skrev Benn på Linkedin, mens Politiken er en landsdækkende avis. Så også i udbredelse, er Politikens fejl langt større.

Kan man overhovedet konkluderer, at mundbind virker?

For det fjerde er Politiken meget, meget skråsikker i deres udsagn i forhold til hvor meget, man reelt kan sige på baggrund af studiet.

De var drønirriterende, vores mundbind. Men de virkede. Mundbind reducerer forekomsten af covid-19-infektioner.

(Politiken i artiklen om mundbind)

For studiet viser faktisk ikke, at mundbind virker. Det viser at interventionen virker, og den omfattede en hel del mere end mundbind (den kan bl.a. ses som en større informationskampagne, fordi folk skulle overtales til at tage mundbind på). Studiet er altså ikke en det endelige bevis for, at mundbind virker. I teorien kan det være den øgede opmærksomhed på COVID-19, der har drevet hele effekten, jf. nedenstående citat. Det kan studiet ikke endeligt konkludere.

In fact, we found that our intervention increased the likelihood of physical distancing, presumably because individuals participating in the intervention took the threat of COVID-19 more seriously.

(Abaluck et al. 2021)

Det er heller ikke klart, hvorfor mundbind kun virker for ældre personer. Hvis mundbind begrænsede smitten helt generelt, så skulle det jo virke for alle aldersgrupper. Det kan tyde på, at der er andre effekter i spil, som vi endnu ikke forstår. Denne forskel skyldes dog næppe (kun) adfærd, for så skulle man se samme effekt af kirugiske mundbind og stofmundbind, som forfatterne også påpeger.

First, while we find similar impacts of cloth and surgical masks on physical distancing, we find consistently larger impacts of surgical masks on symptomatic seroprevalence, consistent with the evidence that surgical masks have better filtration efficiency.

(Abaluck et al. 2021)

Hvordan disse to effekter samlet set skal fortolkes, er jeg usikker på. Men at kalde sagen for afgjort og studiet for ”guldstandarden” i forhold til påbud om mundbind, er i mine øjne at cherry picke delresultater uden at tænke nærmere over sammenhængen.

Tvang og det lange sigt

Endelig er der to faktorer, som er vigtige rent politisk. For det første er studiet baseret på frivillig brug af mundbind. Folk har altså valgt at bruge mundbindet, fordi de mener, det er en god idé. Det er måske derfor, at forskerne ikke ser nogen effekt på risikokompenserende adfærd (Peltzman-effekt). Men det kan sagtens være, at adfærden ser helt anderledes, hvis man bliver tvunget til at bære masker. Det svarer studiet ikke på.

Studiet ser også kun på den kortsigtede effekt (deltagere med symptomer blev testet efter 10-12 uger). Som Otto har beskrevet her (se pkt. 8), vil vi forvente, at faldende smitte vil føre til øget social interaktion, fordi risikoen ved at møde andre falder. Igen er dette ikke noget, som studiet ser på.