Til næste år fylder fastkurspolitikken 40 år. Den har været den måske største politiske succes i perioden. Spørgsmålet er, om den har overlevet sig selv. 

Der kom i går tre indlæg, som kan trække i den retning. 

Mest direkte er Anders Grossen, Johannes Raaballe og Jørn Astrup Hansen, der i Berlingskes kronik foreslår at bryde med fastkursen for at revaluere. Det vil passe til konjunktursituationen i Danmark, hvorimod ECB fører pengepolitik primært med sigte på behovene i Sydeuropa. Deres hovedargument – som er mere tvivlsomt – er dog, at der af hensyn til pensionsopsparingen er brug for en højere rente. Det kan man næppe opnå særligt længe ved at revaluere, men lad det nu ligge. Det første argument er ganske relevant. 

Jesper Rangvid fulgte i Børsens kronik samme spor. Han anfægter ikke fastkurspolitikken eksplicit, men rejser alvorlig tvivl om ECB’s evner til at håndtere den stigende inflation. Igen er det Sydeuropa, der spøger, fordi en pengepolitisk stramning vil gøre den store statsgæld i især Italien til et akut problem. Det er naturligvis kun en stakket frist at holde en statsgældskrise tilbage gennem en lav rente, men stakkede frister er ofte politisk opportune sammenlignet med at tage tyren ved hornene. Så hans pointe er særdeles relevant.  

Endelig kom OECD med sin landevurdering af Danmark, hvor man peger på, at pengepolitikken er langt lempeligere, end en pengepolitisk rettesnor som Taylor-reglen tilsiger. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved fastkurspolitikken, naturligvis, men med fastkurspolitikken er vi forhindret i at stramme pengepolitikken svarende til de konjunkturelle behov. Så spørgsmålet blafrer alligevel i vinden. 

Så der er en del grunde til at spørge, om ikke 40 år er nok. 

Jeg er dog selv meget – for ikke at sige yderst – skeptisk over for visdommen i at opgive fastkurspolitikken. Det er aldrig svært at argumentere for et alternativ, der består i den bedst tænkelige af alle verdener. Men man risikerer let at havne i en meget værre situation. Vi skal altså være sikre på, at alternativet til fastkurspolitikken ikke bliver klart dårligere.  

Fordelen ved fastkurspolitikken er, at det binder de pengepolitiske myndigheder – Nationalbanken – til en regel. Både forskning og erfaring tilsiger, at regelstyret pengepolitik er klart at foretrække frem for diskretionær eller ligefrem politiseret pengepolitik. Inden fastkurspolitikken betød det en ond cirkel af devalueringer, inflation og konkurrenceevneproblemer. 

Det bedste argument for at opgive fastkurspolitikken er derfor også netop, at den oprindelige regelbinding i ECB reelt er blevet markant svækket. Hvor vi tidligere via fastkurspolitikken importerede regelbindingen i ECB, risikerer vi nu at importere en svækkelse. Det er især problematisk, hvis vi bliver trukket ind i en statsgældskrise – ikke ved at få den selv, men ved at skulle føre pengepolitik efter én. Vi er som Rangvid er inde på allerede påvirket, og hertil kommer, at vi via EU’s genopretningsfond allerede er med til at betale, men regningen kan sagtens blive større. 

Det er derimod en mere sekundær begrundelse, at konjunktursituationen tilsiger en anden pengepolitik. Ganske vist er pengepolitikken det mest potente konjunkturpolitiske instrument, men værdien af konjunkturpolitik kan let overdrives. Det er værd at huske på, at vi har kunnet fastholde fastkurspolitikken gennem fire årtier med ellers meget store stød til konjunkturerne, ikke mindst finanskrisen. Hvis prisen for større fleksibilitet er mere diskretionær politik, er den ikke nødvendigvis værd at betale.

I stedet for at drøfte, om vi bør opgive fastkurspolitikken, bør vi efter min mening især diskutere to ting:  

(1) Hvordan får vi det europæiske projekt tilbage på rette spor – dvs. håndtere de store moral hazard-problemer, der er skabt, og som truer med at ”smede Europa gennem kriser” som Monet beskrev det. Det er ikke et snævert problem, som knytter sig til ECB, men hele projektet.  

(2) Hvilke alternativer er der til fastkurspolitikken, og hvor politisk realisable er de? 

I den forbindelse skal man tænke på, at fordelene ved regler som fastkurspolitikken vokser over tid, fordi man opbygger en troværdighed. Hvis vi dropper fastkurspolitikken, mister vi også den Derfor bør man ikke gøre det uovervejet. Vi kan ikke bare skruen tiden tilbage, hvis det viser sig at være en dårlig idé.