Coronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.
I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.
Hvad så?
Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.
Et par af forsøgene har Christian Bjørnskov og jeg gjort i Børsen torsdag. Et andet blev gjort af magasinet Zetland. Og resultaterne? Ja, de ender faktisk overraskende tæt på hinanden. Den negative værdi af epidemien svarer til omkring 100.000 kr. om året per voksen dansker.
Hvordan når vi frem til det? Problemet er som sagt, at man ikke kan måle det direkte. Vi skal dybest set transformere nogle helt subjektive opfattelser, som kun findes i folks hoveder, til noget måleligt og sammenligneligt. Det kræver, at man finder metoder til at opgøre de subjektive værdier. Det er ikke helt let, men heller ikke umuligt.
Christian har allerede her på bloggen udnyttet, at der hvert år foretages opgørelser af folks selvrapporterede livstilfredshed (Christian er en af vore fremmeste forskere på dette felt). I blogindlægget viser han, at hvis man omsætter tabet af livsværdi i menneskeliv, så har det været meget større end både det faktiske antal corona-dødsfald og det antal menneskeliv, nedlukning m.m. har reddet.
I Børsen tager vi tankegangen ét skridt videre. Udgangspunktet er, at den rapporterede tilfredshed er faldet med knap 7 pct. eller ½ point på en 10 pointsskala. Det er ret meget og svarer f.eks. til det typiske tab, en person lider ved en skilsmisse.
For at nå frem til et beløb kan man for det første spørge, hvad den tabte livsværdi ville være værd efter standardmetoder, hvis den omsættes i menneskeliv (justeret for kvalitet målt ved livstilfredshed). Ifølge standardforudsætningerne svarer tabet af et leveår til 1,4 mio.kr. (den såkaldte statistiske livs metode). Omregnet giver de 7 pct. altså knap 100.000 kr.
For det andet kan man også sammenligne med, hvor meget tilfredsheden falder med indkomsten. ½ point på tilfredshedsskalaen svarer til et indkomstfald på omkring halvdelen. Og en halvering af den disponible medianindkomst svarer rundt regnet til 125.000 kr.
Det, vi prøver at skyde os ind på, er i virkeligheden folks såkaldte betalingsvillighed. Altså hvor meget ville folk være villige til at betale for at slippe af med corona? Eller alternativt: Hvor meget ville vi forlange i kompensation for at lade os ”ansætte” til at leve som under coronaen i stedet for normalt? Og det er faktisk præcis, hvad Zetland har forsøgt (Jonas Herby og jeg hjalp lidt med nogle ideer til hvordan). Man fik 2.800 til at svare på, hvor meget ekstra de ville forlange for at leve et år med corona, hvis de alternativt kunne slippe af med epidemien nu.
Mediansvaret er 15.000 kr. om måneden, svarende til 180.000 kr. om året. Det er ikke specificeret, om det er før eller efter skat, men hvis man – som Zetland gør – formoder, at folk har regnet med, at det var en løn og altså før skat, så svarer det efter skat til ca. 100.000 kr.
Man kan spørge, om de tre mål får det hele med. Hvad med statens omkostninger til vaccination og hjælpepakker? Hvad med dem, der er døde og ikke spurgt? I princippet bør det meste faktisk være med. Livstilfredsheden afspejler jo alle forhold – inklusive om man har mistet et familiemedlem og om sandsynligheden for en skattelettelse en gang i fremtiden er blevet mindre. Det er kun, hvis der er en systematisk udeladelse, når folk rapporterer, at der mangler noget. Nogle effekter kan selvfølgelig fortabe sig meget i fremtidig usikkerhed og måske blive overset: Hvis ens børn får lavere indkomst på grund af uddannelsestab under corona, er det måske ikke med.
Tilsvarende beder Zetland jo også deltagerne i spørgeundersøgelsen om at regne alt med. Men naturligvis kan de have overset noget på en systematisk måde (normalfordelte fejlvurderinger går omvendt ud imod hinanden). Man forsøger i øvrigt ikke at oversælge undersøgelsen, som f.eks. ikke nødvendigvis er foretaget med en repræsentativ stikprøve.
Kan man være sikre på, at der ikke kolossal usikkerhed ved disse metoder? Det er der helt sikkert. Det er ”bagside af kuvert”-agtige beregninger. Og der ville stadig være usikkerhed, selv om metoderne blev forfinet og -bedret en hel del. Beregningerne giver dog anledning til to observationer:
Det er bemærkelsesværdigt, at de forskellige metoder giver så forholdsvis ens resultat. Og at det er meget store tal. På samfundsplan svarer 100.000 kr. per voksen til 450 mia.kr.
Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er gjort nogen officielle forsøg på at beregne omkostningerne ved de meget store politiske indgreb, der er foretaget under coronaen. Eller at Folketinget har forlangt dem, før de gik med til indgrebene.
P.S. Sidder der en læser derude og er skeptisk over for, hvor langt man kan nå med hensyn til denne slags beregninger og ikke mindst anvende dem i politisk planlægning? Det håber jeg næsten. Det har jeg skrevet mere om i Politikens kronik her. Pointen er, at hvis man vil styre politisk, så er man nødt til at gøre det alligevel. Men at problemerne naturligvis sætter grænser for, hvor succesfuld central planlægning kan være.
Penge? – Det er noget man bruger. (Mette Mundkurv).
Pingback: Tillid… – Tu Ne Cede Malis
Pingback: Dansk Public Choice Workshop | Punditokraterne