Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.
Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.
Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).
Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.
Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.
Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.
Igen i år vil man gerne give indtryk af at formuefordelingen bliver mere og mere skæv. Det gør man så, som man plejer, ved at bruge Forbes liste over verdens rigeste, og som bekendt var 2021 et (rigtigt) godt aktieår de fleste steder. Hvad man IKKE – som i aldrig – beskæftiger sig med er dels at der er tale om urealiserede gevinster, og at der løbende er en betydelig udskiftning i hvem som er verdens rigeste (og hvilke brancher de kommer fra) – se også Wikipedia’s liste over top 10 rigeste gennem 4 årtier.
Som en sidebemærkning kan vi selvfølgelig lige medtage at aktiekurserne på det seneste er faldet betydeligt – udviklingen i c25-indekset det seneste halve år fremgår af nedenstående – hvilket efter Oxfam-Ibis logik åbenbart er godt, for herved falder formueuligheden jo. Landets pensionsopsparere vil formentlig være af en anden opfattelse. Og hvordan kursstigninger eller – fald på Københavns Fondsbørs iøvrigt skulle påvirke levevilkårene for verdens fattige står selvfølgelig noget hen i det uvisse.
På Oxfam-Ibis danske hjemmesider kan man også læse, at man anbefaler:
- Højere beskatning af dollar-milliardærernes gevinster. Vi ønsker en progressiv beskatning af velstand og formuer og om et opgør med korruption og skattely. Her og nu kan det dreje sig om en engangs-formueskat på nogle af de gigantiske gevinster, vi har set under pandemien.
- At de tusinde milliarder af dollars, der kan rejses ved mere progressiv beskatning, investeres i sundhedspleje, uddannelse og social beskyttelse, der giver indkomstsikkerhed til alle.
- Midlertidig ophævelse af monopolerne på vacciner og teknologier gennem WTO, så alle får adgang til vacciner.
Og i ”Inequality Kills” (side 9) skriver man videre, at en
“99% windfall tax on the COVID-19 wealth gains of the 10 richest men could pay for enough vaccines to vaccinate the entire world and fill financing gaps in climate measures, universal health and social protection, and efforts to address gender-based violence in over 80 countries, while still leaving these men $8bn better off than they were before the pandemic.”
Om dette er et egentlig forslag står lidt hen i det uvisse, men givet at 8 ud af de 10 er amerikanere, en er franskmand og den sidste er inder, efterlader det os med to spørgsmål:
Hvad det vil betyde for aktiekurserne, hvis man faktisk beskatter verdens 10 rigeste mænd med 99 pct. af deres urealiserede gevinst på værdipapirer under pandemien?
Den eneste måde de pågældende kan betale er jo ved at sælge ud af deres værdipapirbeholdning. Et udsalg som i sig selv vil indebære lavere aktiekurser, hvilket næppe vil glæde de øvrige aktieejere (og dermed også pensionselskaberne). Det næste spørgsmål er hvor stor mon sandsynligheden er for at de pågældende stater (og deres befolkninger, idet alle 10 kommer fra demokratiske lande) derefter synes det er en god ide at bruge pengene i verdens fattigste lande?
Mon ikke indtægterne primært forbliver indenlands? Og hvorfor i alverden mener en ulandsorganisation, at det er dens opgave at komme med forslag til hvordan skattesystemet skal være indrettet i USA, Frankrig mv.?.
Heri ligger naturligvis også en (blandt mange) udfordring ved Oxfam-Ibis tilgang. Hvem tilgodeser en progressiv formueskat af verdens rigeste? (vi ser her bort fra diskussionen om hvorvidt formueskat i det hele taget er fornuftigt eller ej). Den tilgodeser selvfølgelig, alt andet lige, statskasserne i verdens rigeste lande. Hvordan det skulle forbedre velstand og levevilkår for verdens fattigste mangler vi i den grad svar på fra Oxfam-Ibis (og ligesindede).
Som et sidste “nedslag” skal vi også lige se på hvorledes Oxfam-Ibis (og andre) agerer, også når de data man anvender siger noget helt andet end det man påstår. Nedenstående figur er, som det fremgår, hentet fra Piketty m.fl. – også – årlige rapport, som bruges flittigt af Oxfam-Ibis. Figuren viser udviklingen i indkomstulighed, opgjort som antal gange de 10 pct. højeste indkomster er i forhold til de 50 pct. laveste fra 1820 til 2020.
Som det fremgår var verden langt mere lige i 1820 end den har været alle årene sidenhen. Før nogen ønsker sig tilbage til 1820, skal man nok medtage at det skyldes at op mod 90 pct. levede i dyb absolut fattigdom. Sidenhen steg uligheden og toppede omkring 1980, hvorefter den har været faldende sidenhen. Sådan vil de fleste nok beskrive hvad de ser, men læg her mærke til “fortolkningsteksten” under grafen. Her angiver man at den globale ulighed stabiliserede sig mellem 1910 og 2020 og at det er “for tidligt at sige noget om hvorvidt faldet man har set siden 2008 vil fortsætte”. Ja, man kan jo altid sige at fremtiden er usikker – og det er den jo – Men at se bort fra at den stigende tendens vendes til en faldende tendens fra begyndelsen af 1980erne og frem er absurd. Og hvad var det lige der skete i slutningen af 1970erne og frem? – Det var markedsreformer (det som kritikerne hånligt beskriver som neoliberalistiske reformer) i en række økonomier, ikke mindst Kina, som gik fra planøkonomi til at være en blandingsøkonomi.
Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke med sikkerhed kan vide hvad morgendagen bringer, og ét scenarie er jo en tilbagevenden til mere planøkonomisk politik, øgede handelsrestriktioner og regulering mv. Ikke ulig den form for økonomisk politik netop Oxfam-Ibis o. lign. organisationer og politiske partier reelt er fortalere for – hvorved de faktisk ikke adskiller sig fra forestillinger hos dele af tidens nationalkonservative i Europa og USA. Hvis de for alvor får vind i sejlene kan udviklingen de kommende årtier blive noget af en gyser – ikke mindst for verdens fattigste, som har været de store vindere af den økonomiske globalisering og markedsreformer i sidste fjerdedel af det 20. århundrede og frem.
Kommentarer til tidligere års rapporter fra Oxfam-Ibis:
2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne
2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne
2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne
2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne
2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne
2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne
Link til Oxfam-Ibis rapport, Credit Suisse og Pikety m.fl:
Inequality Kills: Methodology note (openrepository.com)
Pingback: De rige bliver rigere, mens resten står i stampe, eller..? - Punditokraterne