Nej, grøn omstilling er ikke nogen effektiv sanktion mod Rusland

Den russiske invasion af   Ukraine har ført til efterlysninger af mindre afhængighed af russisk gas i EU. Og en efterlysning af mere satsning på vedvarende energi, som jo også er godt for klimaet. To fluer med ét smæk.

Det lyder umiddelbart meget godt.

Men det savner et blik for helt simple proportioner.

Naturgas står for omkring en fjerdedel af det primære energiforbrug i Europa. Det er mere end dobbelt så meget som vedvarende energi. Selv hvis man tillægger vandkraft og atomkraft, når den ikke-fossile energi kun godt og vel op på samme niveau som naturgas. Ingen af delene er lette at skalere op på kortere sigt. Atomkraft tager lang tid at udbygge og er endda under afvikling i lande som især Tyskland. I bedste fald kan man forsøge at stoppe denne udfasning. Sol- og vindenergi løber hurtigt tør for gode pladser og back-up-kapacitet. Biomasse ville hurtigt blive knapt, hvis andre lande gjorde som Danmark, hvor det leverer størstedelen af den vedvarende energi.

Kul, der i dag tegner sig for halvdelen af den energi, som kommer fra naturgas, kunne måske lettere erstatte noget af den. Der er enorme reserver af kul i store dele af verden, så risikoen for afhængighed er meget mindre. Men kul er også ved at blive faset ud – f.eks. i Danmark. Kul har et meget højt CO2-indhold per energienhed og er derfor i unåde (ganske vist bygger en stor del af den seneste danske klimapolitik på en forudsætning om, at det bliver billigt at indfange CO2 fra fossile brændsler i kraftværkernes skorstene, men kul er stadig i bad standing). Modsat naturgas er kulforbruget i Europa faldende.  

Sagen er også, at øget afhængighed af sol- og vindenergi let fører til øget afhængighed af naturgas. Forklaringen er, at energien fra disse former for vedvarende energi kommer i meget irregulære portioner, afhængigt af vejr og vind. Gas er god at supplere med, fordi produktionen fra gasdrevne værker relativt hurtigt kan justeres op og ned. Kul- og atomkraftværker skal helst køre i konstant drift.

Problemet med at anvende energipolitikken til klima- og sikkerhedspolitik er grundlæggende, at energisystemer tager lang tid at omstille og derfor passer dårligt til omskiftelige politiske vinde og beslutninger.

Det bliver sat i relief af, at der er meget deja vu over den nuværende diskussion. Der var præcis den samme efterlysning af mindre afhængighed af russisk gas i 2014, da Putin erobrede Krim fra Ukraine. Og samme forestillinger om, at klimapolitik og sikkerhedspolitik gik hånd i hånd. Realiteten er, at EU’s afhængighed af gas – og især importeret gas – er steget i mellemtiden, herunder fra Rusland. Vreden over Putins fremfærd mod Ukraine blev hurtigt glemt (uagtet at der kom andre provokationer til som de spektakulære snigmordsforsøg i England). Det er ikke mange uger siden, at bl.a. den danske regering brugte en stor del af sin energi på at bekæmpe udbredelsen af atomkraft i EU.

Det politiske systems evne til at fastholde prioriteter over længere tid er altså ikke imponerende store.

Samtidig kan man helt grundlæggende spørge sig, om gasafhængigheden primært er et problem for EU eller for Rusland. Pointen er jo, at ikke kun importøren, men også eksportøren er afhængig. Det skrev jeg om her under 2014-krisen. The Economist er for nylig nået samme konklusion.Vi har hidtil ikke set Putin turde anvende gashanerne som våben mod EU. Forklaringen er, at også han har meget at tabe.

Betyder det så, at det er uklogt at bremse Nord Stream II, sådan som den tyske regering omsider fik gjort? Det mener jeg ikke. I situationen er det jo netop at anvende den russiske afhængighed af at eksportere gas som sanktionsmiddel. På længere sigt er problemet med ledningen, at den forsyner et Tyskland, der er svagt både sikkerhedspolitisk og energipolitisk.  

Men at satse på, at energipolitikken hurtigt kan slå igennem – hvad enten vi taler klima eller sikkerhedspolitik – er desværre nok naivt. Risikoen for fejltagelser er betydelig, især fordi regningerne især ender et sted ude i fremtiden. Jo flere opgaver, energipolitikken skal løse, desto større bliver den risiko.  Der er også en betydelig risiko for, at sanktionspolitikken bliver kapret af lobbyinteresser til formål, som kun nominelt har noget med sanktioner at gøre og reelt blot tilgodeser nogle helt andre interesser.

Vi bør derimod gennemføre de sanktioner, som er mest effektive, og som kan virke helst på kortere sigt. Det kan blive svært nok.

2 thoughts on “Nej, grøn omstilling er ikke nogen effektiv sanktion mod Rusland

  1. Dines Jessen Petersen

    Kul og atomkraft kan reguleres op og ned på samme måde som gas. Både kul, atomkraft og gas producerer damp til turbinedrift.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.