Hvis man læser diverse debattører, så har Ruslands krig mod Ukraine ”vækket os af en tornerosesøvn” (som en af dem skriver), hvor vi troede på Fukuyamas erklæring fra 1989*) om, at ”historien er slut”, og verden ville være liberal og fredelig for al eftertid.

Men det mest informative ved disse indlæg er, at man kan slutte, at de hverken synes at have læst særlig meget Fukuyama, samfundsvidenskab eller historie.

Krigen i Ukraine er desværre ikke første eksempel på krig eller konflikt siden Murens fald. Også ved disse lejligheder kunne man høre samme erklæringer om, at nu var ”vi” blevet vækket af vores naive tro på historiens lykkelige afslutning.

Der var f.eks. krigene i Ex-Jugoslavien i og folkedrabet i Rwanda 1990’erne. Der var terrorangrebet på World Trade Center i 2001 og den efterfølgende tyve år lange krig i Afghanistan. Der var Irak-krigene i 90’erne og 00’erne. Der var tilbageslaget for Det Arabiske Forår og genkomsten af autoritære styrer som Erdogans i Tyrkiet. Der var Kinas nylige overgreb på Hong Kong. For slet ikke at nævne den lange række af Putins krige og andre overgreb: Tjetjenien i 00’erne, Georgien 2008, okkupationen og indlemmelsen af Krim i 2014, krigen i Syrien, forvandlingen af Rusland fra et spædt demokrati til et autoritært styre, forsøgene på indblanding i valg i den vestlige verden, hackerangrebene og de spektakulære attentater på politiske modstandere og kritikere.

Hvis man først nu er vågnet op, så har man altså sovet dybt.

Når man læser debattører som Kaare Dybvad, kan man få indtrykket af, at Fukuyama er 1989-generationens blåøjede profet med sin simple forestilling om, at historien var slut.

Men nu har Fukuyama aldrig haft denne status. Måske i den lidt forsimplede modstilling til Huntingtons ”Clash of civilisations”, der har været populær i gymnasieundervisningen, men ikke derudover. En interessant tænker i international politik, ja, men langt fra nogen profet. Noget tyder dog på, at mange af de ”opvågnede” debattører ikke engang har læst eller kan erindre selv de brudstykker af teksten, der indgår i gymnasieundervisningen.

For hvad var det egentlig, Fukuyama sagde?

Selve ideen om historiens afslutning stammer ikke fra Fukuyama, men Hegel. Marx hentede i øvrigt også denne idé hos Hegel. De havde hver deres mening om, hvornår historien nåede et stade, hvor mulighederne for grundlæggende institutionelle fremskridt var udtømt. For Marx var det det kommunistiske samfund, som ville vokse ud af proletariatets diktatur, når den teknologiske udvikling var nået langt nok. Da Fukuyama skrev i 1989, hævdede han derimod, at det snarere var den vestlige samfundsmodel med konkurrence om den politiske magt og i det økonomiske system, som var historiens slutning.  

Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at han ikke dermed mente, at alle lande ville blive vestlige, og at alle konflikter ville være slut. Pointen var snarere, at det ikke var muligt at pege på samfundsmodeller med større formåen med hensyn til levestandard og almen velfærd. ”But the end of history is not necessary that all societies become successful liberal societies, merely that they end their ideological pretensions of representing different and higher forms of human society” (Fukuyama 1989, 12).

Fukuyama pegede på, at religiøs fundamentalisme fortsat ville spille en rolle og så det endda som en svaghed ved de vestlige civilisationer, at de har en ”tomhed”, som religiøse bevægelser ikke har. Også nationalisme ville fortsat spille en rolle, og der ville fortsat være terrorisme og konflikter mellem stater.

Man kan diskutere, hvor meget ret Fukuyama så fik, og hvad det betyder.

At der ikke findes alternative samfundsmodeller, der har vist sig at være til det Vestlige markedsbaserede liberale demokrati overlegne med hensyn til levestandard, er forholdsvis klart. De samfund, som Kina og Indien, der har oplevet stærk stigning i levestandarden, har gjort det primært ved at indføre mere markedsprægede økonomiske systemer. Til gengæld forsøger den kommunistiske ledelse i Kina at realisere de økonomiske gevinster uden at tillade konkurrence om den politiske magt. Om det vil lykkes er tvivlsomt, men ideen om at forene markedsøkonomi med autoritær politik har også slået rod uden for Kina – med netop Putins Rusland som et primært eksempel. Også her er det tvivlsomt, om det vil lykkes. I Putins eksempel tyder det på, at den økonomiske krig med Vesten, som hans ekspansive militære krige er endt med, vil få katastrofale økonomiske konsekvenser. I Erdogans Tyrkiet er det hans egen stadigt mere idiosynkratiske økonomiske politik, som fører kniven mod økonomien.

Fukuyama er hadeobjekt for mange nationalkonservative, men her skal man være klar over to ting.

For det første at Fukuyama maler med så brede pensler, at når han taler om ”liberalisme”, så mener han vestlige demokratiske systemer, som også de fleste nationalkonservative går ind for – altså konkurrence i økonomi og politik. Et argument om, at ”Fukuyama tog fejl og derfor har liberalismen fejlet”, er ikke alene forkert, men rammer også dem selv.

For det andet er den yderliggående populistiske nationalkonservatismes fremkomst i Vesten i sig selv måske den største mangel i Fukuyamas fremtidsvision. At der i så centralt land som USA ville komme en Trump, som nægtede at anerkende et demokratisk valg, lå ikke i hans kort. Han ytrer dog tvivl om, hvorvidt nationalisme og liberalisme (stadig i hans brede forstand) lader sig forene, men han giver udtryk for håb om det.

Men Fukuyama kan formentlig godt kritiseres for at tro, at den vestlige models åbenlyse succes også ville gøre den til et mere anerkendt ideal, end det har været tilfældet. Flirten med autoritære ideer, populisme, identitetspolitik, klimadommedagsbevægelser og lignende har fyldt mere, end han forudså. Dog kan netop Putins overfald på Ukraine og ukrainernes klare orientering mod Vesten måske være med til at skabe fornyet opbakning til vestlige idealer.

En anden relevant kritik er, at han ikke så hverken forbedringspotentiale eller dybe indre problemer i de vestlige økonomier. Det er nok et resultat af den brede pensel, som lader f.eks. Grækenland og Schweiz være ét fedt.

Endelig kan man spørge sig, hvor interessant en tænker Fukuyama egentlig er. Det er bare ikke ham selv, men hans kritikere, som har givet ham så høj en status. Måske skulle de tage at læse ham ordentligt først.

*) Fukuyama skrev først om ”historiens afslutning” i en artikel i National Interest i sommeren 1989, bemærkelsesværdigt nok før Murens fald. Det blev siden uddybet i en bog tre år senere.