Populistiske vælgere i Europa

Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.

Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.

Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.

Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.

Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).

Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…

4 thoughts on “Populistiske vælgere i Europa

  1. Kjeld Flarup Christensen

    Jeg synes definitionen af politisme er lige så uklar, som nogle af de “populistiske” partiers politik. Men der må vel have lagt nogle kriterier til grund for at man kan kalde et parti som populistisk.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er der bestemt. Timbro-rapporten med dataene giver en god baggrund for, hvordan de har kodet dem. For mit vedkommende er den eneste rigtige svaghed, at de ikke kan kode populistiske positioner indenfor traditionelle partier. Så de fanger f.eks. ikke socialdemokraternes populistiske vending under Frederiksen.

      Svar
  2. Allan Dreyer Hansen

    Problemet er at “kriterier” følger den definition de kommer fra, og der er næppe enighed om noget i definitionerne af populisme i den internationale debat (for eksempelvis Jan Werner Müller er konflikten mellem folk og elite ikke et nødvendigt træk ved populisme). For Bjørnskov er “en mangel på respekt for faglighed” åbenbart et karakteristika ved populisme. Paradoksalt nok ekskluderer det de oprindelige populister fra definitionen (de der fandt på betegnelsen populisme – The People’s Party fra slutningen af 1800-tallets USA). Det er der en del definitioner der gør (Müllers eksplicit, Muddes implicit). Uanset, for de oprindelige populister var uddannelse af landmænd en helt central del af bevægelsen, med udgivelser af en mængde oplysende pamfletter mv. til følge. Som de sagde: “Hvis de fakta og argumenter vi lægger frem kan afvises, vil vi hverken bede om eller forvente jeres støtte.” (Se Thomas Frank, The People No.) Men meget fint at få understreget at populisme ikke er et fænomen.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg ville aldrig bruge mangel på respekt for faglighed som et kriterium for at måle populisme! Min pointe her er, at det er et ret generelt karakteristika for moderne populistiske partier.
      Derudover er det helt rigtigt, at the People’s Party ikke delte dette karakteristika, ligesom de romerske Populares heller ikke klart gjorde.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.