Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”

Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.

Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.