Forfatterarkiv: admin

Reagan’s legacy

Af admin, den 27. februar 2009. 2 svar

Faldt over denne overskrift på NYT:

A bold plan sweeps away Reagan’s ideas

Tja, nu skal man jo tage meningsmåling mindst lige så useriøst som MSM og deres news/views-analyser, men disse målinger fra Rasmussen er da underholdende (i hvert fald set fra denne blogs side):

En måling foretaget i oktober 2008 og igen i 2009 viser, at 59 pct. var enige i Sct. Reagans bemærkning fra tiltrædelsestalen:

Government is not the solution to our problem; government is the problem.

Og så er der denne her lille juvel:

Voters strongly agree with the perspective that “No matter how bad things are, Congress can always find a way to make them worse.” Fifty-eight percent (58%) share that view, and only 26% disagree.

Sunde instinkter og grund til optimisme ud over, at det snart er weekend.

Liberalisme i en krisetid

Af admin, den 22. februar 2009. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingeren i dag.

Det er godt nok længe siden, at jeg sidst har blogget. Jeg kan takke redaktørens utrolige tålmod eller glemsomhed for, at jeg fortsat har mit password. Men her er så en kærkommen lejlighed til at lave en posting – omsider.

Anledningen er den debat, som blev rejst af et par konservative indlæg, hvor man benyttede den verserende krise til at tage afstand fra liberalismen.

Egentlig er det ikke videre smart at hakke konservative og liberale indbyrdes. Vi burde hellere samle os mod socialisterne, der vejrer morgenluft, og vi har trods alt mere til fælles end til forskel. Men når nu vores konservative venner kaster handsken, endda to gange, kan vi vel godt tage den op, sådan i al gemytlighed.

Det er så gjort her.

Rart at være tilbage, omend kortvarigt og på genbrug.

VRWC – den store højrefløjssammensværgelse

Af admin, den 12. september 2008. 33 svar

Da jeg for få dage siden ironiserede over, at mange danske journalister tror, at kun Republikanerne kaster med mudder, mens Demokraterne kun fremsætter relevant kritik, var det stadig til at more sig over.

Men efter at McCain/Palin nu pludselig fører over Obama/Biden, selv på Intrade, har det ændret sig fra spøjst til forrykt. Store dele af MSM, med Berlingske i en ikke særligt flatterende førerposition, har kastet alle hæmninger over bord og sætter nu alt ind for at redde deres hvide ridder Obama og ramme den løgnagtige opkomling til McCain. Tænk, MSM er i virkeligheden a Vast Right-Wing Conspiracy, der tillader McCain at lyve uhæmmet. Sådan her begynder Berlingskes udsendte korrespondent sit korstog:

McCain slipper ustraffet fra løgne

John McCain fortsætter med at spy løgne ud om Barack Obama, men slipper ustraffet fra det.

Og sådan fortsætter det derudaf.

Korrespondenten mener altså, at MSM ikke har været kritiske over for Sarah Palin? Halloo, Jorden kalder Pilestræde, er der nogen i redaktionen?

Fra det øjeblik, Palin blev udpeget som VEEP, har MSM kastet sig over hende, både med fornuftig kritik og den hårrejsende (hun var mormor til sit eget barn; hun var medlem af en løsrivelsesbevægelse; hendes 17 årige datter var gravid, hun modtog diæter og sidst, men ikke mindst, hun var bare så uerfaren, hvilket nok er en charme hos Obama, men en stor fejl hos en kvinde, især hvis hun er Republikaner). Som Krauthammer meget præcist bemærker: Not since Henry II asked if no one would rid him of his turbulent priest, have so many so urgently volunteered for duty. Det blev så slemt, at Intrade endda lavede en kontrakt/væddemål på, om Palin blev trukket tilbage (det blev hun ikke, det blev kontrakten derimod). Men bare fordi kampagnen mod hende ikke virkede efter hensigten, betyder det vel ikke, at den ikke var der? Jo, synes korrespondenten at mene. Der er ingen, ingen som tør gå løs på McCain og Palin.

Et af de få punkter, som man fik ind på Palin, var hendes modstand mod broen. Det viste sig, at hun havde været for, før hun var imod. Men det ændrer ikke på, at hun faktisk var imod. John Kerry var som bekendt for Irak-krigen, før han var imod, og det gav vel ikke rigtig anledning til at betvivle, om han faktisk var imod. Det var han, og han tabte — heldigvis for irakerne. Tilsvarende må man for det første konstatere, at det var Palin, og ikke Kongressen, som korrespondenten tror, der stoppede broen, for pengene var givet. Palin hoppede på protestbølgen mod earmarks og det er fortsat hendes standpunkt. Dernnæst kan man konstatere fra denne notits i NYT, at man faktisk opfattede hende som den, der standsede broen. Klippet er fra september sidste år; før der gik valgkamp i sagen. Endelig må man spørge, hvem af Palin og Obama, der står for, at staten skal lade være med at bruge offentlige midler; det er nok Palin. Kort sagt, den historie har fået mere dækning end den kan bære. Bare ikke efter Berlingskes mening.

Det var i øvrigt samme korrespondent som få kort tid siden brugte adskillige spalter på at antyde, at McCain nok var præsenil, fordi han kom med fortalelser. Men det er først, når Republikanerne falder over Obamas harmløse fortalelse om “my muslim faith”, at han kan se, at det er banal mudderkastning.

Det var for resten også ham, der – i lighed med de fleste af sine danske kolleger – brugte citatfuskeriet, hvor McCain citeres for, at krigen i Irak for hans skyld kan vare i 100 år. Alle, der vil vide det, ved, at McCain netop ikke talte om krig, men om, at amerikanske soldater kunne forblive udstationerede, når først en krig var vundet, og pegede i den forbindelse på Tyskland og Japan, hvor soldaterne foreløbig har været mere end 60 år. Så er det lidt søgt at hævde, at kun Republikanerne lyver og forvrider.

Hvis man vil se, hvordan en mere nuanceret og virkelighedsnær opgørelse over, hvem der egentlig kaster med mudder i denne valgkamp, så er her en opgørelse fra WaPo. Læs og krum tæer. Der er meget langt til forestillingen om, at de onde ler og de gode græder.

Nu er der ingen grund til at hænge korrespondenten ud, for han er ikke værre end sine kolleger på avisen. Den manglende dømmekraft synes at have ramt de fleste. Her er dækningen af Palins første interview, hvor man gør sig lystig over Palins svar på spørgsmålet om “Bush doktrinen”. For det første kan man sammenligne med NYT, der er mere nådig. Når man er længere ude med kritik af en republikaner end NYT, er det på tide at svømme indad igen. Dernæst er her et eksempel på, hvor vanskeligt spørgsmålet egentlig var – hvis man skulle have lyst til at nuancere bedømmelsen af Palins indsats, for hvad var egentlig Bush doktrinen? Endelig kan man spørge, hvorfor Obama ikke er blevet grillet mere over sine svar på Fox, hvor han modstræbende indrømmer, at The Surge faktisk har virket, men fik lov at slippe af krogen ved at hævde, at det jo virkede bedre end nogen kunne have troet. Enhver journalist må kunne pege på mindst en mand, der ikke blev overrasket over udfaldet af The Surge: John McCain.

At man ikke just er sippet i forsøget på at få skovlen under Palin ses også af dagens WaPo, der ovf. citeres for en noget bedre artikel, men altså også kan levere denne slags. I artiklen hævder de, at Palin under en tale i går, den 11. september, til soldater, der skulle til Irak, forbandt Saddam Hussein med terrorangrebet den 11. september 2001; en forbindelse der viste sig at være forkert, selvom Saddam i udstrakt grad samarbejdede med terrorgrupper. Men som sammenfatningen her i Commentary viser, så sagde Palin blot, at soldaterne skulle ned og bekæmpe de, der var ansvarlige for 9/11. Da soldaterne ikke skal bekæmpe Saddam – han er ligesom væk – men derimod al-Qaeda, som er ved at blive udslettet, og da al-Qaeda faktisk har forbindelse til 9/11, det var faktisk dem, der lavede det, tja, så havde Palin faktisk ikke sagt noget forkert. For at gøre det endnu værre, så indsatte WaPo en linje for at reparere på historien, men derved blev hele artiklen meningsløs, for hvis Palin havde ret i det,  hun sagde til soldaterne, hvorfor så overhovedet fremhæve det? Men for journalisterne på Berlingske er McCain og Palin åbenbart fredet mod angreb. Tsk, tsk.

Berlingeren har med en sådan kraft og så klart et sprogbrug taget stilling for Obama og imod McCain, at man ikke længere kan forvente nogen fair nyhedsdækning fra dem.

Spørgsmålet er, om redaktionen er med på den. Traditionelt har arbejdsfordelingen i Pilestræde været, at redaktionen skrev ledende artikler, der passede med avisens linje og hovedparten af læsernes holdninger, mens journalisterne i 1. sektion fulgte deres egen hvis-jeg-var-bedre-skrev-jeg-for-Politiken-linje.

Men dækningen af valget, fra idolplakaten med Obama, der vist hverken var en joke eller udslaget af manglende opsyn med en naiv 15
årig ferieafløser fra e
t nordkystgymnasium, til dagens alt-for-Obama artikler er alligevel udtryk for en sådan satsning, at det næsten må kræve opbakning fra ledelsen. Lad os vente og se.

Problemet er jo, at vi ikke rigtig har nogle alternativer, i hvert fald ikke medier i dead-wood branchen (det udelukker 180grader), eller med daglig udgivelse (det udelukker WEA).

Vores eneste chance er at prøve at råbe dem op. Halloo, er der virkelig nogen som tror, at det kun er Republikanerne som laver spin og kaster med mudder?

Mærkedage

Af admin, den 11. september 2008. 24 svar

For mig har datoen i dag, 11. september, en særlig betydning. Det har den for mange. For nogle er det især Chile, for andre er det USA, man især tænker på.

For mig hører datoen 11. september 2001 i samme kategori som 9. april 1940. Det var en dag, hvor en kamp, der længe havde været under vejs, pludselig blev åbenbar.

Der er masser af blogs om, hvordan vi skal se på 9/11. Så her er et citat fra kort før den anden mærkedag, den i april 1940.

Det er Joseph Goebbels, og her gengivet på engelsk, da jeg kun har den fra Kissingers, Diplomacy (1994), der i sin tur har den fra Poul Johnsons, Modern Times (1983), der forhåbentlig har den fra Joe. Det er nemlig et citat, der udstiller den pacifisme, der bar en væsentlig del af ansvaret for det ragnarok, som WWII slap løs. Det er en pacifisme, der beskrives udførtligt i Kissingers bog, og endnu mere udførligt f.s.v.a. Frankrig i Rod Kedwards, La Vie en Bleu (1995). Her beskrives, hvordan rædslen for endnu en storkrig lammede først tanken og så handlekraften hos de mere civiliserede stater og overlod initiativet og rigelig tid til at fremme deres mål til de totalitære stater, Tyskland, Rusland og Italien (og Japan på en fjernere front).

Her er, hvordan Goebbels oplevede sine modstanderes “civiliserede” opførsel:

Up to now we have succeeded in leaving the enemy in the dark concerning Germany’s real goals, just as before 1932 our domestic foes never saw where we were going or that our oath of legality was just a trick … They could have suppressed us. They could have arrested a couple of us in 1925 and that would have been that, the end. No, they let us through the danger zone. That’s exactly how it was in foreign policy too … In 1933 a French premier ought to have said (and if I had been the French premier I would have said it): “The new Reich Chancellor is the man who wrote Mein Kampf, which says this and that. This man cannot be tolerated in our vincinity. Either he disappears or we march!” But they didn’t do it. They left us alone and let us slip through the risky zone, and we were able to sail around all dangerous reefs. And when we were done, and well armed, better than they, then they started the war!

Kursiveringen til sidst er angivet fra originalen. Og nej, den sidste sætning er ikke en skrivefejl fra min side. WWII blev som bekendt begyndt af englænderne og franskmændene som erklærede Tyskland krig, fordi Tyskland havde reageret på polske krænkelser — det var i hvert fald Joes historie, som ganske mange troede på og så England som den store krigsophidser, der havde startet en helt unødvendig krig. En krig, som i begyndelsen så ud til at ende helt galt, men som endte nogen lunde godt, selvom det tog yderligere et halvt århundrede før den sidste fjende nedlagde våbene (og nu, under Putin, er ved at tage dem op igen).

Må vi lære af vores fejl og huske vores mindedage.

Og nu, hvor vi er ved citaterne, så også denne fra Vegetius:

Igitur qui desiderat pacem, praeparet bellum.

Og hvis den var for lang, så er her den kortere version:

Si vis pacem, para bellum.

Og hvis I heller ikke forstår latin, så kan det – har jeg ladet mig fortælle – oversættes med, at hvis man ønsker freden, må man ville krigen.

Hjælp til fortravlede journalister – nu med update

Af admin, den 9. september 2008. 7 svar

Blandt journalister er det et velkendt faktum, at Republikanerne smidder med mudder, mens de noble Demokrater sjældent falder så lavt.

Man behøver ikke følge ret meget med i amerikanske valgkampe for at kunne undre sig over, hvordan den misforståelse har spredt sig. Men formodentlig skyldes det den måde, danske journalister opdeler de informationer, som de får om kandidaterne. Kritik af Rep-kandidater skal naturligvis tages alvorligt og gengives udførligt, det er den kritiske presses opgave. Kritik af Dem-kandidater er derimod mudderkastning, som den kritiske presse bør have afsky over for og undlade at nedværdige sig til.

Tag nu bare denne artikel fra Berlingske, hvor den udsendte korrespondent prøver at bearbejde, at senile McCain efter valget af den uerfarne Palin har indhentet den umådeligt erfarne Obama og den klartskuende Biden. Den side fra RealClearPolitics, der henvises til, er her. Selv har jeg nu ikke så meget fidus til meningsmålinger, men selv på Intrade er forskellen blevet væsentlig mindre.

Som det fremgår af artiklen, citeres Obama-lejren så udførligt for sin tese om, at man i bedste fald er vildført og i værste fald er dum, hvis man stemmer Rep, at det er lidt svært at se, hvad der er referat, og hvad der er analyse. Men det kan jo ske, når man har lidt travlt og skal levere en hel artikel stort set hver eneste dag. Puha.

Da denne blog stadig nærer en tilsyneladende uigengældt kærlighed til Tanten, skal vi her tilbyde lidt hjælp. De har f.eks. også denne historie om, at den væmmelige Palin har taget imod diæter helt ufortjent.

Deres bloggende juraprofessor fandt via en amerikansk juraprofessors blog (Instapundit) en anden juraprofessors blog, hvor der er lidt af den kildekritik, som åbenbart tager for lang tid selv at lave. Så let kan man altså peppe sine historier op og skabe lidt nuancer.

Hvad viser det – ud over at juraprofessorer har for meget tid? Det viser, at man da må håbe for Berlingske og den danske journaliststand i øvrigt, at Obama faktisk vinder valget. Det vil få deres dækning til at se mere harmløs ud.

Men hvis McCain vinder. Av, av, av.

UPDATE:

Foranlediget af kommentarspalten har en interesseret læser sendt dette link til selveste NYT, der viser, at det vist ikke var helt uberettiget af Rep at fremstille Palin som en modstander af broen. Teksten lyder i al sin gribende korthed:

Gov. Sarah Palin ordered state transportation officials to abandon the ”bridge to nowhere” project that became a nationwide symbol of federal pork-barrel spending. The $398 million bridge would have connected Ketchikan, on one island in southeastern Alaska, to its airport on another nearby island. ”Ketchikan desires a better way to reach the airport,” Ms. Palin, a Republican, said in a news release, ”but the $398 million bridge is not the answer.” She directed the State Transportation Department to find the most ”fiscally responsible” alternative for access to the airport. Ketchikan is Alaska’s entry port for northbound cruise ships that bring more than one million visitors yearly. Flights into Gravina Island require a 15-minute ferry ride to reach the more densely populated Revillagigedo Island and Ketchikan.

Tja, pointen med denne blog var at påvise, at danske journalister har det med at sluge pressematerialet fra Dem råt og ukritisk, og at de med ganske få klik med musen (hvis de nu har så forfærdeligt travlt, at de ikke kan undersøge sagerne selv), kan få nogle nuancer med, som de mangler i dag. Det kan være, at man ikke kan lide pointen, men den er altså svær at tale sig uden om.

Misforstå mig ikke. Naivitet kan være indtagende, især hos helt små børn. Men ikke hos store behårede journalister. Der må man forvente noget mere, især når man har fravalgt Politiken og købt en avis, der markedsfører sig som dennes politiske modsætning. Og nej, jeg mener ikke, at man skal være ukritisk ovf. Rep. Jeg ønsker ikke, at man skal op af den ene grøft for at styrte sig i den anden.

Og blot for at undgå andre misforståelser, så er det ikke hermed sagt, at Palin er helt uskyldig. Hun er en succesfuld politiker, hvilket man ikke bliver med barnesindet i behold. Er man i et system, hvor skattepenge skvulper rundt, er det vanskeligt at holde hændernen i lommen hele tiden. Det interessante er, om man forsøger at retfærdiggøre det, eller om man godt kan se, at systemet skal ændres. Her gør Palin ærligt talt mere indtryk af at ville “change” end Obamas hold.

Bedømmelsen af, hvem vi bør foretrække som præsident i USA, hører til en selvstændig posting og kommer ikke her. Kun disse to hints, hvis man virkelig skulle være i tvivl om mit standpunkt: Hvem går mest ind for frihandel, og hvem kan se Putin i øjnene og troværdigt true ham til at undlade nye overfald ind i et allerede intimideret Europa?

Et andet syn på Georgien

Af admin, den 15. august 2008. 14 svar

Utroligt mange danske journalister synes instinktivt at have sympati for den anti-vestlige side i enhver konflikt: i Irak var sympatien hos Baath, al-Qaeda, al-Sadr og de andre anti-demokrater; i Libanon var sympatien hos det islamofascistiske Hizbollah og ikke det demokratiske Israel; og nu i Georgien er sympatien hos Rusland. Måske er det ikke helt rigtigt at sige “sympati”, der er vist mere tale om se tingene fra deres side, så vinklen bliver vendt mod os selv i almindelighed og USA i særdeleshed.

Tag denne artikel fra dagens Berlinger. Her finder man bl.a. følgende interessante oplysning:

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO.

Æde sig dybere? Der er tale om folkeslag, der frivilligt benytter deres nyfundne demokratiske frihed til at slippe væk fra det gamle russiske imperiums undertrykkelse. En undertrykkelse, som hastigt synes at blive normen igen i det “nye” Rusland. Interessesfære? Når vi i Vesten ønsker at udvide vores interessesfære, benytter vi frivillighed og stiller endda krav til deres opførelse for at lukke dem ind. Når Rusland vil det samme, sker det ved at bombe staklerne til underkastelse. At bruge ordet “interessesfære” er et bevidst sprogligt forsøg på at ligestille åbenhed med grusomhed. En moralsk nivellering forklædt som objektivitet.

Der er ikke noget at sige til, at det “nye” Europa med Polen i spidsen, der er undsluppet det russiske imperium, har vist deres klare sympati for Georgien og dermed står i skærende kontrast til de “gamle” EU-lande med Tyskland bedrøveligt i spidsen. Godt at Danmark indtil videre har valgt side med Polen, hvilket blot viser, at Rumsfelds sondring mellem det gamle og det nye Europa reelt handlede om, hvilke lande der ikke føler sig for gamle til at kæmpe for friheden.

Hvis det så bare var udtryk for, at journalisterne objektivt forsøger at “se sagen fra den anden side”, men man leder forgæves efter passager, der med sit ordvalg på samme måde udtrykker en klar opbakning til Georgien og en klar afstandstagen til Ruslands fremfærd.

I gamle dage unde Den Kolde Krig kunne man have forklaret det med, at journalisterne nok var kommunister. Men det er oplagt ikke forklaringen i dag. Det må være enten pacifisme, defaitisme eller masochisme, som giver dem denne instinktive sympati for kræfter, der ikke vil os noget godt, og som vi bør manne os op til at konfrontere.

Eksemplet var taget fra Berlingske; det kunne være taget fra andre medier. Der er desværre ikke den store forskel, som sædvanligt. Retfærdigvis skal det siges, at Berlingskes 2. sektion byder på mere klar tale, f.eks. har Jesper Beinov et glimrende indlæg, og i gårsdagens kommentar fik Jeppe Kofoed omsider lov af sine partifæller til at udtale sig igen, hvilket han gjorde aldeles glimrende. Så mediebilledet er ikke så entydigt, når man kommer væk fra den journalistiske dækning, men det gør det ikke mindre påfaldende.

Afslutningsvis et link til The Times, hvor Gerald Baker som sædvanligt er i storform. Han gør op med en del af de indvendinger, som normalt fremføres af de, der betragter Tysklands m.fl. opførsel som en klog politik og savner Gerhard Schröders klare tale. Her er et enkelt uddrag, men læs videre selv her.

But we should never forget what Mr Sarkozy and his EU officials got up to this week. There can be no clearer indication of the perils that threaten the West if the EU gets its way and wins more clout in the world.

This, remember, is the same EU that wants to take over foreign and security policy from member states, an institution that is always eager to pump itself up at the expense of democratic institutions in those member states, but which crumbles into puny submission when faced with authoritarian bullying overseas.

NA – nyt partiprogram?

Af admin, den 13. august 2008. 23 svar

Denne punditokrat har tidligere dristet sig til at støtte den kursændring, som NA påbegyndte efter, at de ramte bunden i forbindelse med Jørgen Poulsens exit.

Et fast modargument imod enhver optimisme har i kommentarspalten været: se deres partiprogram (og græd, var vel det underståede budskab).

I så fald giver det fornyet håb, at det gamle partiprogram bliver skrottet, og at et nyt skal udarbejdes, som omtalt i Berlingske her?

Oh God, Obama, Oh Dear

Af admin, den 28. juli 2008. 5 svar

Jeg hader, når jeg ikke kan gennemskue en joke; når ironien er for fin og subtil.

Som nu forleden, hvor Berlingske havde ryddet forsiden, HELE forsiden og fundet Jesu Genkomst-typerne frem for at dække Obamas tale dagen før i Berlin. Joke eller total mangel på proportion?

Jeg kan godt li’ Berlingske, så jeg gætter på, at det var en fin ironisk kommentar til MSM og deres kritikløse dyrkelse af Obama. Det var især den indsatte notits på forsiden om, at man i midten kunne finde en tag-ud-og-gem idolplakat med Obama, hvor man havde indsat hans guldkorn fra talen, der har overbevist mig om, at det må være en spøg. Til overmål havde de endda undladt et “ikke” i en passage om, hvorvidt vi skulle bekæmpe terrorisme; det “ikke” vil de, der faktisk hopper på joken og gemmer plakaten, næppe savne.

Men igen. Det var en farlig finte. Lidt for subtil. Så kan jeg bedre lide Bakers mere bastante bibelske beretning om den kritiske presses møde med den udvalgte.

Læs her og nyd det.

Fortsat god sommer.

NA over spærregrænsen

Af admin, den 9. juli 2008. 8 svar

Statistik er som bekendt ofte mere mis- end retvisende, og procentregning er sjovest, når man er lille.

Det er således en smagssag, om man vil ønske NA tillykke med, at deres folketingsgruppe er forøget med hele 50 pct. i anledning af, at Gitte Seeberg har forladt Folketinget og hendes suppleant, Villum Christensen, har tilsluttet sig gruppen.

Men væksten på et andet område er mere positiv, også selvom man ignorerer procentregningen.

Ifølge en ny meningsmåling er NA kommet over spærregrænsen og har 2,3 pct. opbakning. Sidst jeg så efter, havde de 0,2 pct., og ifølge artiklen skulle fremgangen være en femdobling siden maj.

Dermed er et af de væsentligere argumenter imod NA, at det er stemmespild, faldet bort, hvis – vel at mærke – trenden fastholdes. Meningsmålinger er flygtige og så er der lige detaljen med deres ofte oversete indbyggede usikkerhed. Alligevel tror jeg, at trenden holder, og at partiet med sin (ny-) erklærede “neoliberalistiske” holdning klarer spærregrænsen.

Den tro skyldes især ønsketænkning, men også andre forhold.

Det har været bemærkelsesværdigt, hvordan mange kommentatorer har haft travlt med at afsige dødsdommen over NA, især efter Jørgen Poulsen røg ud. Især hos den type bløde konservative, som man kan mistænke for at ville foretrække socialisme frem for liberalisme, og som med forfærdelse så Gitte Seeberg-fløjen tabe indflydelse, har dødsdommen haft en næsten besværgende karakter. The lady doth protest too much, methinks.

Et andet positivt tegn var meningsmålingerne, før Folketinget gjorde os alle den tjeneste at gå på sommerferie. Her gik RV frem, hvilket formodentlig skyldtes Vestagers klare profilering af en gammel radikal mærkesag: hvad kan det nytte? Anledningen var terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan og budskabet var, at vi burde overveje vores aktivistiske udenrigspolitik. Nu er der vel ingen som tvivler på, at den aktivistiske udenrigspolitik er overvejet, så budskabet var naturligvis, at vi skulle ændre vores udenrigspolitik. Det kan også mere ukærligt udlægges sådan, at vi skal gøre som terroristerne ønsker. Hvis de ikke kan lide, at vi hjælper et demokrati på vej i Irak, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi bekæmper taliban i Afghanistan, må vi hellere lade være. Hvis de ikke kan lide, at vi tillader satire af religiøse emner, må vi hellere lade være, osv. Synspunktet om det håbløse i at kæmpe, tilskrives Viggo Hørup, men hans tilføjelse om, at vi manglede en stærk alliance, blev glemt, for den opstod først efter 1948. Det er således ikke helt fair, når statsministeren sammenligner om end nok så indirekte og subtilt Vestager med Scavenius, for sidstnævnte havde faktisk en god grund til at være fej.

Det interessant ved Vestagers udspil er, at det kun gav RV en fremgang på et par procentpoint. Hvor er resten? Hvor er de ca. 25 pct., der støttede NA i dets velmagtsdage? De er åbenbart ikke fristet af et opgør med den aktivistiske udenrigspolitik, der ikke bare har skabt et levedygtigt demokrati i Irak og næsten nedkæmpet taliban i Afghanistan, men også har vist den muslimske verden, at “Vesten” ikke var et degenereret, svagt og undergangsdømt system, men tværtimod stærkere end al-Qaeda og langt at foretrække.

Når RV ikke har kunne tiltrække de mange vælgere, som kom i skred, da NA trådte frem, ved at tilbyde traditionel radikal politik, er det et fair bet, at disse vælgere fortsat er “derude”. Kan NA få fat på blot en del af dem, kan dansk politik ændre sig til det – for os at se – bedre.

Det tyder altså på, at vi omsider har et borgerligt-liberalt protestparti i Folketinget, også efter næste valg. Måske ikke lige det, vi helst vi have, men et, der kommer det rimeligt nær.

Som forudsagt på denne blog er MSM ikke det nye NA særlig venligt stemt, og Politiken var ved at få skovlen under den nye MF med det klassiske hader-du-også-DF spørgsmål. Villum Christensen fik talt sig bedre ud af den fælde, end Jørgen Poulsen ville have gjort. Så der er håb også for ham.

For naturligvis er det en opgave for NA at få drejet V og K væk fra DF. DF har ved sin enerådende formand meget klart udtrykt, at de ser det som deres opgave at forhindre regeringen i at føre liberal politik, hvilket de har været ganske dygtige til. Men som NA allerede har oplevet på den hårde måde, så er løsningen ikke at dæmonisere DF; det udtrykker kun hysteri og svækker respekten for ens dømmekraft.

DF ligger ikke længere fra den politiske midte end SF og er vel blot at regne for en nationalistisk variant af socialdemokratiet. Naturligvis kan man pege på, at nationalismen førte til et grusomt samfund i national-socialismens Tyskland, men det gælder jo også socialismen i Sovjet-Rusland, Kina osv. Det er lige så hysterisk absurd at opfatte DF som første skridt på vejen til Holocaust, som det er at opfatte Villys SF som første skridt på vejen til et nyt Gulag i det sydfynske.

Hvis NA dropper negativiteten og i stedet koncentrerer sig om at levere et realistisk borgerligt-liberalt alternativ til den siddende regering, har partiet en fremtid, og vi har et alternativ til sofaen ved næste valg.

Obama og Irak (II)

Af admin, den 4. juli 2008. 4 svar

Det er den amerikanske uafhængighedsdag, som denne blog burde skrive noget mere originalt end dette.

Jeg havde for noget tid siden en klumme i 180grader om Obamas problem med fremgangen i Irak. Her er så NYT om det samme.

God 4. juli.

Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

Af admin, den 27. juni 2008. 11 svar

Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.

Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.

Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:

På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.

Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra ”den mest optimistiske side”, mens de negative nyheder er en ”mere realistisk vurdering”.

Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.

Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.

Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.

Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.

Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.

Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:

As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.

He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.

I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.

Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?

Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:

Stædighed

Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.

Anti-(indsæt her)

Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige anti’er kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig

Racisme

Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.

Pacifisme

Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.

Den sidste grund, som skal anføres her, er – som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer – denne grund

Det ender galt

Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.

Hermed over and out, sommerferien sænker sig.

NAdir?

Af admin, den 24. juni 2008. 7 svar

Det minder om sangen om de ti små cyklister: der var en, der var to, nå ja, indtil videre er der to. Spørgsmålet er, om sangen er færdig.

Med udvisningen af Jørgen Poulsen fra NAs i forvejen begrænsede folketingsgruppe er der mange, nok de fleste, der ser det som partiets endelige dødsstød.

Det behøver ikke være tilfældet, og vi, der gider skrive på blogs som disse eller læse dem, har en markant interesse i, at det ikke bliver tilfældet.

Efter alt at dømme var det Poulsens interview sidste søndag i Berlingske, der gjorde det klart for Khader & Samuelsen, at han var en dødvægt, som ville hindre den nyorientering, de havde iværksat og arbejdet ihærdigt for siden Gitte Seebergs udtræden, og dermed forhindre partiets eneste chance for at overleve.

Især Poulsens klodsede advarsel imod “neoliberalisme” må have gjort det pinagtigt klart, at her var en mand, der opfatter frihed og selvstændighed som noget uartigt. Hans nedladende bemærkning om, at Samuelsens nok spøgte, når han advarede imod et medlemskab af euroen under de nuværende omstændigheder i Europa, viste en mangel på ikke bare respekt for partifællen, men også en mangel på refleksion, som før eller siden ville skade partiet. Et større parti kunne have gemt en Jørgen Poulsen i folketingsgruppen, NA havde ikke den luksus.

Hermed er NA afskallet indtil de to, som begyndte det hele, Khader & Samuelsen.

Men er det så slemt?

Samuelsen har længe været kendt for at være for økonomisk godt begavet til at være i et parti som Radikale Venstre, der havde deponeret sin fremtid på venstrefløjen. Khader trådte i karakter, da han tog afstand fra halalhippiernes vestlige selvhad kamufleret som værdirelativisme og den deraf følgende mangel på solidaritet med det brede flertal af herboende muslimer, der ikke er fanatiske islamister, men er flyttet hertil netop for at undgå den tvang og nyde vores frihed.

Det var den kombination af en rigtig liberal, der turde udfordre de indgroede socialdemokratiske forestillinger om stadig mere passiv velfærd til alt og alle og løftet om en realistisk holdning til indvandring, som ville gøre det muligt at basere reguleringen af indvandringen på andet og mere end Dansk Folkepartis golde nationalisme, der gjorde NA til et populært politisk eksperiment i nogle få forvirrede uger.

Det gik galt. Det er der sikkert mange årsager til. En forklaring kan være, at partiet blev oversvømmet ikke bare af de frustrerede borgerligt-liberale, som først blev tiltrukket af ovennævnte kombination, men også af den venstrefløj, der er tilstrækkeligt veluddannet til at vide, at fremtiden ikke er socialistisk, men for velopdragen til at indrømme det. De troede, at NA tilbød en mere trendy udgave af RV, og de trak den massive mediedækning med, som hører til det miljø, hvor de fleste journalister føler sig hjemme.

Nu er man tilbage ved start. Khader med sin realistiske holdning til indvandring og integration, Samuelsen med sine liberale ideer. Har de så en chance?

Det må vi sgu’ håbe.

For hvad enten vi kan lide det eller ej, så har Poulsen givet dem prædikatet neoliberale. Hvis partiet ikke klarer spærregrænsen ved næste valg, vil det i bredere kredse end bare statsministerens kontor blive opfattet som det uigendrivelige bevis på, at alle danskere er socialdemokrater i større eller mindre grad, og at et parti med en erklæret borgerlig-liberal profil er en stendød fuser.

NA kan ikke længere forvente den positive mediedækning, som de fik, den gang journalisterne troede, at det var en ny udgave af RV og SF. Men når MSM ikke vil, må vi aktivere bloggosfæren. Derfor denne posting i håbet om, at andre blogs vil benytte lejligheden til at give NA en chance.

Opgaven for NA bliver nu at markedsføre deres to stærke sider: en liberal politik, der gør op med den hellige ko, som velfærdsstaten er blevet herhjemme, og bekæmper den umenneskelige umyndiggørelse, der er dens konsekvens, og en realistisk fremmedpolitik.

Det vigtigste bliver at modstå sirenesangen fra MSM, hvor den gennemsnitlige venstredrejede journalist i sin skuffelse over det NA, som ikke blev, vil opfordre partiet til at lægge sig ud med Fogh og håner dem, når de ikke gør det.

Partiet skal gøre det tindrende klart, at de støtter Fogh og ser det som deres opgave at skabe mandater nok til at give regeringen et råderum fri af såvel DF som SF til at føre borgerlig-liberal politik. Pia Kjærsgaards jalousi fra seneste valgkamp var ikke helt uberettiget, for det var tydeligt, at Fogh kastede lange blikke efter et NA, der kunne give ham et sådant råderum. Det er forkert at tro, at man kan true Fogh med at støtte socialdemokraterne; man kan true ham ved at tilbyde vælgerne den borgerlige-liberale politik, som regeringen indtil nu ikke har turde gøre helhjertet.

Men alt det kræver, at de klarer spærregrænsen, og lige nu synes det at være en kæmpe opgave.

Vi bør støtte dem i den opgave og ikke lade det bedste være det godes fjende. Som gamle Sct. Reagan skal have sagt, hvis en person er enig med dig i 80 pct. af tilfældene, er han en ven og allieret.

Der er nu et parti i Folketinget, som er erklæret liberalt, og som har strittet de folk ud, der trækker i anden retning. Der er politisk set et fuldstændigt tomt marked uden konkurrenter og et kundeunderlag, der hungrer efter netop den ydelse. Ingen kan ved næste valg sige, at de mangler et parti, der repræsenterer deres holdning. Det bør kunne lykkes. Ellers fortjener vi at blive begravet i en stadig mere tyndslidt og alligevel kvælende velfærd.

Forhåbentligt bliver det her NAs nadir, det lavpunkt hvorfra det atter går fremad.

US Supreme Court om Guantanamo fangernes retsstilling

Af admin, den 13. juni 2008. 6 svar

Man kan få nok at gøre, hvis man skal dække alle aspekter af kampen for menneskerettigheder. Steyns sag er nævnt ndf., og her skal opmærksomheden blot henvises til den amerikanske føderale højesteret, der i en 5-4 afgørelse har fastslået, at de indsatte i Guantanamo-lejren har habeas corpus, dvs. en ret til at få fastslået for egentlige domstole, om deres tilbageholdelse er lovlig.

Der er allerede rigeligt med bidrag, en pæn del af dem lettere forskruede. Efter min opfattelse er denne dækning fra WaPo god, da den viser de mange aspekter af sagen.

Alene USA

Af admin, den 12. juni 2008. 15 svar

Denne posting er skrevet i hastværk og får ikke det gennemtænkte indhold, den fortjener.

Til gengæld håber jeg, at indledningen alligevel fanger opmærksomheden.

Emnet er den skandaløse retssag som føres mod Mark Steyn for et canadisk menneskerettighedstribunal, hvor han er anklaget for hate speech.

Ældre læsere af denne blog vil vide, at Steyn er en af mine favoritter. Ganske vist deler jeg ikke hans sortsyn, men jeg ejer heller ikke hans evne til at formulerer sig vittigt og elegant, så det skader ikke min begejstring for ham.

Han er anklaget og må spilde sin tid med at møde for dette overflødige og, hvis man da kan tro beretningerne, dybt inkompetente tribunal, fordi han har skrevet debatbogen America Alone.

Med sit karakteristiske sortsyn gør han i bogen gældende, at kun USA tør tage kampen op mod fundamentalisterne, mens de øvrige vestlige lande igen dyrker appeasement, hvilket vil føre til deres gradvise undergang i barbari. Hans eget fødeland, Canada, tilbyder ham nu den ære at bevise hans vilde påstande. I antikken gav man de ubekvemme skarntydesaft, i dag kvæler man dem langsomt i følsom politisk korrekthed. Man skærer ikke tungen ud på dem længere, det grisser, men man kan forbyde dem at skrive og tale.

Som med profettegningerne får hans sag ikke helt den dækning i MSM, som den fortjener. Hvorfor skulle man dog forsvare ytringsfriheden for folk, man ikke rigtig er enig med, synes holdningen at være på mange redaktioner.

Man forstår ganske simpelt ikke mekanikken. Som det (vist) blev sagt syd for grænsen allerede tidligt i 1930’erne, først ordnede de jøderne, men det var ikke os. Så ordnede de bøsserne, men det var ikke os. Så ordnede de socialdemokraterne, men det var ikke os. Og sådan blev det ved, men da de en dag kom efter os, var der ingen tilbage til at hjælpe os.

I bloggosfæren er det heldigvis anderledes. Her er et rimeligt aktuelt rids med links taget via Pajamasmedia. Vores posting er skrevet for skams skyld, så vi i det mindste er med (hvis vi ikke allerede har nævnt sagen).

Her er så et blik fra den anden verden, i det tilfælde NYT, hvor lærde professorer stiller spørgsmålstegn ved, om USA ikke egentlig også burde følge resten af Vesten og opgive den dumme ytringsfrihed, som første forfatningstillæg giver, bare sådan lidt og kun for den gode tones skyld?

Lad os give de, der tænker sådan, noget at tænke over.

Lad os kæmpe for den amerikanske udgave af ytringsfriheden og imod kriminaliseringen af hate speech og hvad man nu ellers kalder ytringer, man ikke selv kan li’. Væk med blasfemiforbuddet og de andre indskrænkninger, sådan at vi står tilbage med en ret til at ytre sig, medmindre ytringerne tager umiddelbart sigte på at anstifte et kriminelt forhold — umiddelbart, ikke bare måske og på længere sigt.

Hvorfor dælen skal en fantastisk skribent som Mark Steyn overhovedet trækkes igennem en sådan skueproces? Skal Naomi Klein også have en omgang, bare fordi hun prædiker had mod direktører og fusker med citater fra folk, hun ikke kan lide?

Ytringsfriheden indebærer en frihed for ytringer, også fra dem, vi ikke kan lide, også om det, vi ikke kan holde ud. Ytringsfriheden er ikke en frihed fra kritik. Har man ytret sig, må man finde sig i kritik, når andre udøver deres ytringsfrihed. Har man sagt noget dumt, må man finde sig i, at andre ryster på hovedet. Har man sagt noget afskyeligt, må man finde sig i andres foragt. Har man talt for vold og terror, må man finde sig i, at politiet holder ekstra øje med en. Men ytre sig, det har man ret til, uden at staten eller andre kan lægge hånd på en af den grund.

Det vil indebære et opgør med en del af vores lovgivning og en del internationale konventioner og formodentlig også et opgør med FN og etablerede institutioner både offentlige og private. Men det er det hele værd.

Lad os være så uelskværdige at vise, at Steyn tager fejl i sit sortsyn, og at USA ikke er alene, heller ikke på det punkt.

Erkendelsen breder sig – nu også i WaPo

Af admin, den 2. juni 2008. 20 svar

Der er gået en del tid siden min seneste posting, der endda kun var et link til min kronik i Berlingske om Irak. Heldigvis er tiden gået godt, også i Irak.

Den erkendelse har nu sør’me også bredt sig til den venstreorienterede Washington Post, der i dagens leder kommenterer på situationen. Det gør de under denne overskrift:

THE IRAQI UPTURN

Don’t look now, but the  U.S.-backed government and army may be winning the war.

Sørger man linket på forsiden, skal man se efter denne titel:

Who says we can’t win in Iraq?

Det gjorde sjovt nok deres foretrukne kandidat Barack Obama, eller rettere: gør. Lederen har derfor dette venskabelige råd tili kandidaten, så han ikke virker helt løsrevet fra virkeligheden:

… it ought to mandate an already-overdue rethinking by the “this-war-is-lost” caucus in Washington, including Sen. Barack Obama (D-Ill.).

Tja, han er nok ikke den eneste, som skal omstille sig. Da danske journalister i vidt omfang skriver af fra lader sig inspirere af de toneangivende venstreorienterede MSM i USA er spørgsmålet nu, hvor længe der går, før de også ændrer signaler? Mit gæt er en små 10 – 15 år, men jeg er nu også lidt af et hængehoved, når det gælder danske journalisters kritiske sans.

Trænger man til lidt opmuntring oven på dagens terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan, og er ovenstående ikke nok, så er her et link til Pajamas Media, der linker til tre artikler om det fænomen, som danske journalister (heller) ikke rigtig har opdaget endnu, nemlig al-Qaedas alvorlige svækkelse. Og til beroligelse, eller ærgrelse, for de, der tror, at den slags kun findes i obskure højredrejede medier, kan det nævnes, at det er toppen af den venstreorienterede MSM (the New Yorker, New Republic og WaPo). Jeg satte særlig pris på artiklen i New Republic, men læs selv. Et gennemgående træk i artiklerne er, at al-Qaeda og bin Ladens mænd har skadet deres sag. Ikke bare er de blevet slået militært og dermed vist, at det moderne samfund ikke er et dekadent og ulivsdueligt projekt, de er også blevet grundigt hadede for deres opførsel og praksis. Lidt som kommunisterne, der først lokkede en hel del, indtil de fik syn for sagen.

Det kultursammenstød mellem demokrati og 600-tals fanatisme, som bin Laden (og ganske mange danske journalister) gerne vil fremmane som arabernes foretrukne skæbne, synes ikke at være så oplagt endda.

UPDATE: Man skal passe på med at skære alle journalister over en kam. Selv når det gælder danske, kan det en sjælden gang hænde, at man tager fejl. Da jeg skrev denne posting, havde jeg ikke fået læst Weekendavisen; en af mine ellers få sunde vaner. Som en læser rigtigt har påpeget, havde Pernille Bramming en artikel, som varmt kan anbefales. Den gør op med det, der ofte er krigsmodstandernes sidste strå, Irans styrkelse. I regionen dominerer enten Iran eller Irak, og en svækkelse af Irak, hvad enten det skyldes blokaden mod Saddam eller fjernelsen af samme, styrker Iran på den korte bane. Men som artiklen i WEA viser, er irakerne ikke til sinds at blive iranernes vasaller, uanset religionen, eller måske netop derfor. Køb avisen, læs artiklen og døm selv.

PB er en af de få danske journalister, muligvis den eneste, der ikke synes opsat på at beskrive araberne som et fanatisk folkefærd dømt til at henslæbe deres liv under diktatur. Hvad angår resten af hendes kolleger, tror jeg, mit gæt på 10 – 15 år kommer til at passe. Det var den tid, det tog dem at indse, at tabet af et “alternativ” i form af den virkeliggjorte socialisme i Central- og Øst-Europa ikke nødvendigvis ville ende i fiasko, men måske endda kunne blive en god ting. På den anden side, det kan da også være, at de er hurtigere i opfattelsen denne gang. Lad os se…

Kronik i Berlingeren

Af admin, den 27. april 2008. 13 svar

Som tidligere annonceret er her et link til min kronik i Berlingeren om Irak fem år efter.

Hovedsynspunkterne er

– at demokratiet i Irak tegner til at overleve.

– at Irak dermed er bedre stillet end ante-bellum.

– at den rigtige strategi i krigen mod terror fortsat er at søge demokratiet udbredt i Mellemøsten (og andre steder), om nødvendigt ved militær intervention.

– at FN repræsenterer en forældet version af folkeretten, der snarere hindrer end fremmer kampen for frihed.

Discuss.

En repræsentativ bestyrelse

Af admin, den 2. april 2008. Skriv et svar

Siden kvindernes internationale kampdag i marts har der været fornyet debat om det faktum, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i de større selskabers bestyrelser.

Som altid er nogle begyndt at tale om kvoter, hvorved man vil tvinge selskaberne til at ansætte kvinder.

Nu er ligestilling et af de områder, hvor det af indlysende biologiske grunde er svært at være neutral. Jeg må derfor understrege, at mit synspunkt også støttes af en række kvinder.

Synspunktet er, at kvoter er en skidt idé. Kvoter er for torsk, ikke for mennesker, og positiv diskrimination er stadig diskrimination, både af de, der nyder fortrin (er du ansat af dygtighed eller fordi du skal opfylde kvoten), og de, der forfordeles.

Denne posting er affødt af dagens udgave af The Times, der viser lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man vil have, at bestyrelserne skal afspejle den øvrige befolkningssammensætning. Den britiske kunststøtte ved Arts Council har i sine skemaer et punkt, hvor den seksuelle orientering af bestyrelsesmedlemmer ønskes oplyst. Helt forudsigeligt (no sex, please, we are British) har det mødt modstand hos kunstnerne, uanset deres seksuelle orientering.

Det er da heldigvis også den fremherskende opfattelse, også hos de grupper, der for tiden arbejder for flere kvinder i bestyrelserne. De påpeger et mere relevant problem, nemlig at rekrutteringen er for snæver i de større virksomheder, dvs. at nye kandidater søges i allerede kendte netværk. Det er en forståelig mekanisme, fordi udpegningen forudsætter tillid, og tillid begrundes som oftest på forhistorie og betroede folks vurderingen, og kun i mindre grad på vurdering af kvalifikationer fra ukendte ansøgere.

Det er nok nærmere i dette forhold, man skal finde forklaringen på kvinders underrepræsentation, og ikke i egentlig kvindeundertrykkelse.

Problemet ligger i rekruttering. Man bør derimod ikke stræbe efter bestyrelser, der i videst mulige omfang skal spejle samfundets sammensætning af rødhårede, kvinder, handicappet, religiøse, frimærkesamlere, etniske og andre grupper.

Ikke en aprilsnar

Af admin, den 2. april 2008. 1 svar

I går var det 1. april, og traditionen tro havde de forskellige medier hver deres aprilsnar.

En aprilsnar fortæller noget om dem, der lader sig narre. For eksempel kan man ikke kende CEPOS særligt godt, hvis man — som Børsen — troede på Informations historie om, at CEPOS og CBS skulle fusioneres. CEPOS går ikke på støtten, men havde den handlet om, at CEPOS ville privatisere CBS og sætte dem fri, så havde historien været mere troværdig — bortset fra, at CEPOS ikke har midler i samme omfang som AE.

Men en aprilsnar fortæller også noget om dem, der fortæller den. Den viser ganske ofte deres egne fordomme.

Information begrunder historien med, at CEPOS gerne vil have fat på de studerende og påvirke dem. Tja, det er da rigtigt, at de (vi, jeg er med i bestyrelsen) gerne vil påvirke de unge, men det kan vel gøres mindre anmassende end ved at overtage en undervisningsinstitution, f.eks. ved frivillige tilbud om undervisning og foredrag (se tilbuddene hos CEPOS her). Det er vist marxisternes lange (den varer nogle år endnu, indtil pensionsalderen oprinder) march gennem institutionerne, der spøger i bevistheden.

En anden selvafslørende aprilsnar var journalistforbundets fagblad Journalisten, der fortalte, at Paula Larrain skulle overtage posten som chefredaktør på Se og Hør, fordi Henrik Qvortrup nægtede at efterkomme et krav fra ejerne om at gå endnu lavere. Hermed fik forbundet, der åbenbart ser det som sin fineste pligt at fastholde den venstreorienterede konformitet blandt journalister, sendt et spark til Larrain som tak for, at hun havde stillet op for et borgerligt parti. Hun er i øvrigt for nyligt blevet blogger på Journalisten, så mere uforsonligt er det nu heller ikke; de hygger sig nok i det snævre danske journalistmiljø.

I dag kan man så læse, hvilke aprilsnar der er blevet forsøgt. Men det fortæller desværre ikke, hvilke af de helt usandsynlige historier fra i går, der ikke var en aprilsnar og dermed alligevel – helt utroligt – var sande.

Vi iler med at afhjælpe denne mangel og kan fastslå, at nej, det var ikke en aprilsnar, at de venstreekstreme grupper får et nyt ungdomshus for at undgå mere vold. Ritt Bjerregaard har hermed givet efter for volden, selvom hun klart tog afstand fra at gøre noget sådant. Der foreligger ikke noget om, at man også vil lave en kommandocentral et ungdomshus for de højreekstreme, der hidtil har måtte dyrke deres modkultur og særlige musiksmag i private lokaler i Greve. Men måske hører vi mere herom næste 1. april.

Update: Det er lykkedes 180grader at få fat på den tale, som skal holdes ved indvielsen. Ahem.