Forfatterarkiv: Jacob Mchangama

David Bakkegaard Karsbøl om privat retsvæsen og politi

Af Jacob Mchangama, den 2. april 2006. 4 svar

Djævelens Advokats 3. udsendelse er i luften. Gæsten er David Bakkegaard Karsbøl og emnet er anarko-kapitalisme med særlig vægt på emnet privat retsvæsen og politi, et emne der vel mere end noget andet skiller (rothbardianske) libertarianere fra (hayekske) klassisk liberale (samt økonomer fra jurister :-)…).

Djævelens Advokat har tillige optaget to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (kultur-konservativ kulturkamp) og Preben Wilhjelm (venstrefløjens frihedsbegreb og fortidens spøgelser). Endvidere vil man kunne se frem til en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen, samt en debat med Katrine Winkel Holm om, hvorvidt kristendommen er frihedens religion.

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Af Jacob Mchangama, den 31. marts 2006. Skriv et svar

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Konservatisme vs. Liberalisme

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 5 svar

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".

Selektive frihedskæmpere

Af Jacob Mchangama, den 15. marts 2006. 18 svar

Nu hvor Rigsadvokaten har sat (et i hvert fald juridisk) punktum i Muhammed-krisen, er det på tide at kigge lidt kritisk på nogle af krisens "helte", altså dem der ufortrødent har forsvaret ytringsfriheden. Det er trods alt for nemt igen og igen at udstille Politiken, Poul Nyrup, hele venstrefløjen m.v., (hvilket da også er gjort på glimrende vis af bloggosfæren).

Jeg har tidligere givet udtryk for min glæde over, at ytringsfriheden har haft stor folkelige opbakning i kølvandet på Muhammed-krisen, men stillet spørgsmålstegn ved hvor længe forsvarerne af friheden vil fastholde vigtigheden af frihedens ubetingede natur. I denne forbindelse er det interessant at se hvor dybt forsvaret for friheden egentligt stikker.

En af de der har været en markant fortaler for ytringsfriheden i Muhammed-krisen og i det hele taget når det kommer til truslen fra Islamismen, er Lars Hedegaard. I en kronik i JP skrev han bl.a. følgende:

Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem står på vores side, når det gælder om at forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?

Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde, for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.

Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød. Den vil stille samme spørgsmål til disse dages aktører, som eftertiden har stillet til det britiske politiske establishment, da det skulle forholde sig til nazismens udfordring i 1930erne: Hvem svigtede, da det gjaldt? Hvem forsvarede demokratiet og friheden, og hvem krævede appeasement, "dialog" og sød forståelse med diktatorerne.

Modige udsagn fra en mand med Hedegaards fortid. For ville historien have sympati for Lars Hedegaard, hvis den skulle skrives i 1979? Det år, kan man læse i "Bomb Hovedkvareteret", var Lars Hedegaard redaktør på en lærebog i historie kaldet "Fundamental Historie" (1979). I den kunne man bl.a. læse, følgende:

"Med få undtagelser (især DDR og Tjekkoslovakiet) er

overgangssamfundene tidligere perifere eller halvperifere områder, der

vendte det kapitalistiske verdenssamfund ryggen, fordi det ikke

levnede dem udviklingsmuligheder. Men overgangssamfundene var ikke i

stand til helt at løsrive sig, selv om de havde betydelige

befolkningstal og naturrigdomme. Tvætimod er det bedre at betragte dem

som omringede enklaver, der har måttet opbyde alle kræfter for at

holde fjendtlig kapitalistisk indtrængen stangen. Angrebene har været

af både militær, økonomisk, politisk og ideologisk art og har i

betydelig grad været bestemmende for, hvilken indre udvikling der

kunne komme på tale i disse lande."

Heldigt for Hedegaard at historiens endegyldige dom ikke faldt på daværende tidspunkt.

Men vi har naturligvis alle lov til at blive klogere og det er kun glædeligt når vi lærer af vore fejl og retter ind frem for stædigt at holde fast i ideologier, der i praksis har vist sig totalitære.

Hvordan står det så til Med Lars Hedegaards fornemmelse for frihed i dag? Det kunne man få et indblik i i august sidste år, hvor Lars Hedegaard debatterede terrorlovgivning med undertegnede i Deadline, med Lars Hedegaard i rollen, som fortaler for indskrænkninger i frihedsrettighederne, unægtelig en aparte position for en frihedens vogter.

Sandheden er at folk som Lars Hedegaard og de øvrige national-konservative har en stærk selektiv opfattelse af frihed.

For hvor har Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Michael Pihl m.v., været, når Dansk Folkeparti har stillet forslag om kriminalisering af afbrænding af Dannebrog? Et forslag der bygger på det samme rationale, som når muslimer kræver Muhammeds billede fredet. Hvor var forsvaret for Dagbladet Arbejderens ret til som avis at dække tåberne i Oprørs udfordring af terrorloven, uden indblanding fra politiet? Og hvis ytringsfrihed er et ufravigeligt princip, som også må gælde for de ytringer vi ikke bryder os om, eller som endog er decideret modbydelige, hvor var så forsvaret for David Irving, som måtte 3 år i fængsel, for i 1989 at have benægtet Holocaust?

Dansk Folkeparti og deres tilhængere har i Muhammed-krisen højlydt brystet sig af Danmarks frihedstradition. Men disse har med entusiasme, argumenteret for indgribende terrorlovgivning, modsat sig, at borgerne får en højere grad af ansvar for eget liv og vedtaget love der de facto blander sig i hvem lovlydige og produktive danske borgere kan gifte sig med.

Det var jo nødvendigt med stramningerne af udlændingeloven, for samfundets skyld, hører man tilhængerne deraf sige. Men samme nødvendigheds argument kan bruges til at forsvare eftergivenhed overfor de muslimske krav om censur. For almindelige danskere mistede jo arbejdspladser, Danmarks navn blev "tilsølet" internationalt, og danske liv, ejendomme og interesser blev sat på spil.

Afgørende er således alene om friheden beskyttes konsekvent og principielt, eller kun når den tillige passer ind i eget kram. Endvidere kan det tilføjes, at hvis frihed virkelig havde ligget DF og tilhængere på sinde, hvorfor så ikke lukke kasserne frem for grænserne, når man kan se, at dette er et effektivt integrationsmiddel? Derved kunne disse frihedselskere have slået to fluer med et smæk, ved samtidig at indskrænke politikernes vilkårlige skalten og valten med borgernes penge.

Muhammed-krisen har også vist, at en række personer i Danmark, som regel på venstrefløjen, har svært ved at tage ukvalificeret afstand fra vold og trusler, når de kommer fr
a den "arabiske gade&
quot;. Når folk er undertrykte og ikke-europæiske har de åbenbart ikke ansvar for eget liv og handlinger. Denne form for apologi har de national-konservative ofte været gode til at påpege. Men hvordan forholder det sig når der kommer ekstreme holdninger fra egen lejr?

Dette var reaktionerne fra Søren Krarup, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix, der alle udtalte sig i Berlingske, ovenpå Louise Freverts berømte udfald mod muslimer. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at:

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.

Krarup, Hedegaard og Brix's udtalelser har en slående lighed med udtalelser om muslimsk fanatisme fra Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen, "man må jo forstå muslimernes følelse af desperation, krænkelse og ydmygelse". De førstnævntes kommentarer er således klar apologi for nogle udtalelser, som for en gang skyld rent faktisk godt kunne tåle sammenligning med retorikken i Nazi-Tyskland. Læg især mærke til brugen af ordet "men". Det ord som man, med rette, kan kritisere de der taler om, at "konteksten", "tonen" og "fremmedhadet" i Danmark, udgør baggrunden for reaktionerne blandt muslimer verden over for at bruge, fordi "men'et" relativiserer ublu krav om censur og legitimerer vold.

De national-konservative har ved at iklæde sig frihedens pletfri banner taget selve frihedsbegrebet som gidsel i deres kamp mod alt hvad der lugter af Islam og for alt hvad der er nationalt. Kun lidt polemisk kan man sammenligne det med den måde venstreorienterede har taget menneskerettighederne som gidsel i deres kamp for den globale multikulturalisme og mod den globale kapitalisme.

Det er muligt at de national-konservative er principfaste, men det princip de er tro imod er ikke frihed, og den selvretfærdige og selvgode tone de national-konservative ikke sjældent anlægger, klinger alt for ofte hult.

I den forbindelse er det mig en fornøjelse og ære, dagligt at kunne læse mine ærede med-Punditokraters poster, som i langt overvejende grad fremstår som principfaste, når det kommer til forsvaret for det liberale frihedsideal, om det så er venstreorienterede, højreorienterede eller, som ofte i disse tider, fanatiske muslimer der står for skud.

Et forkølet angreb

Af Jacob Mchangama, den 13. marts 2006. 10 svar

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

To slags multikulturalisme

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2006. 17 svar

Sidste uge modtog jeg et brev fra Københavns Kommune. Som den gode borger jeg gerne vil være åbnede jeg straks brevet, men så satte forargelsen ind og mine aspirationer om at være en dydsborger forduftede. Brevet indeholdt nemlig en stemmeseddel til det forestående integrationsrådsvalg i Københavns Kommune. Kommunens embedsmænd mente åbenbart, at jeg burde deltage i dette på trods af, at jeg er født og opvokset i dette land, taler sproget flydende, bidrager til de offentlige kasser og nærer en solid portion kærlighed til Dannevang. Er man barn af en mor eller far der kommer fra et land uden for Vesteuropa, Nordamerika, Australien eller New Zealand har det i kommunens optik tilsyneladende formodningen for sig, at man ikke er ordentligt integreret i Danmark. Men man er ikke selv skyld heri, hvorfor man må være et marginaliseret offer og derfor har brug for en stemme, der på kommunalt plan kan oplyse politikerne om de tiltag der skal til før man kan føle sig afstigmatiseret og hjemme her i landet.

Min forargelse voksede til uanede højder da jeg studerede den vedlagte stemmeseddel og informationsmateriale nærmere. For kandidaterne til integrationsrådsvalget er nemlig ikke delt op efter politisk overbevisning, men derimod efter geografisk herkomst. Der er således en "Afrika liste", en "Mellemøsten liste", en "Øvrige Asien liste", en "Øvrige Europa liste" og en "Blandet liste".

Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af offerkultur er udtryk for.

Men den relativistiske version af multikulturalisme, som Integrationsrådsvalget er udtryk for, og som med dens ukuelige tro på, at alle kulturer og værdier er lige gode vel netop er en –isme, bør ikke miskreditere den form for multikulturalisme, som rent faktisk fungerer og som har bevist, at mennesker kan leve fredeligt side om side på trods af etniske, religiøse og kulturelle forskelle. Det er den form for multikulturalisme, som fastholder, at det liberale demokrati, individets frihed og en fri markedsøkonomi er indiskutable værdier, som der ikke kan gøres indrømmelser overfor begrundet i mindretals religiøse eller kulturelle værdier. Denne form for multikulturalisme tillader dog samtidigt, at det enkelte menneske indenfor det liberale demokratis absolutte ramme er fri til at bekende sig til de kulturelle og religiøse normer, som giver det enkelte menneskes liv mening og indhold.

Den relativistiske multikulturalisme bør ej heller tjene til at miskreditere den enorme øgning af velstand og viden som udveksling af ideer, personer, teknologi og kapital på tværs af grænser medfører, men hvis gavnlige effekter i høj grad negligeres af de der er modstandere af enhver form for multikulturalisme.

Sondrer man mellem disse forskellige former for multikulturalisme, hvoraf den sidste slet ikke er en "isme" i ordets gængse forstand, bliver det som liberal muligt at distancere sig fra de venstreorienteredes/kulturradikales frihedsunderminerende utopi uden at overtage de kultur-konservatives pessimistiske og fremskridtsfjendske nationalisme.

Modspil til monopolet

Af Jacob Mchangama, den 28. februar 2006. 1 svar

Det er på grund af rygende travlhed og rejseaktivitet efterhånden et stykke tid siden denne Punditokrat har bidraget til debatten her på siden. Med dette in mente er det med en flov smag i munden, at jeg benytter Punditokraterne til ublu selvpromovering, idet jeg dog tror, at emnet kan have læsernes interesse.

Lars Hvidberg og jeg har netop lanceret det første program i en række podcasts med politisk debat under navnet "Djævelens Advokat". Udsendelserne kan høres her og vores mission statement læses her.

Den første udsendelse, som er tilgængelig fra den 1. marts 2006, har Morten Kjærum som gæst til en debat om menneskerettigheder, som jeg synes er værd at lytte til hvis man er interesseret i emnet.

Endvidere vil man i den nærmeste fremtid kunne opleve Christopher Arzrouni, Kasper Støvring, Jesper Langballe og Preben Wilhjelm i "studiet", og vi er i kontakt med mange flere.

Jeg håber, at Punditokraternes læsere vil lytte med og komme med kommentarer til både form og indhold.

Hvem sagde hykleri…

Af Jacob Mchangama, den 8. februar 2006. 11 svar

De bemærkelsesværdige og frihedselskende egyptiske blogs www.egyptiansandmonkey.blogspot.com og www.freedomforegyptians.blogspot.com (der er blevet lidt af et tilløbsstykke for danskere inklusiv en del trofaste læsere af Punditokraterne), kan nu afsløre, at den egyptiske avis Al-Faqr, i oktober 2005 optrykte de i JP-bragte tegninger af Mohammed til larmende tavshed i hele den muslimske verden.

Noget tyder på, at vanviddet vi ser i den muslimske verden har mere karakter af centraliseret dirigisme end spontan (u)orden…

Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states and there are plenty of them on the Security Council eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.

En anden verden II

Af Jacob Mchangama, den 29. januar 2006. 1 svar

I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:

Journal of Globalization, Education and Society

Special issue on Globalization and human rights

Call for papers

Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.

Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.

Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.

Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.

Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).

Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.

FN og den globale kollektive moral

Af Jacob Mchangama, den 25. januar 2006. 1 svar

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.

Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:

Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women

Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:

Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,

Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:

For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.

Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

Alito om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 17. januar 2006. Skriv et svar

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.

En dyrekøbt sejr? (nu med venstrefløjens fortolkning)

Af Jacob Mchangama, den 14. januar 2006. 50 svar

I onsdags afgjorde EMDs storkammer, at Danmark i sagen Sørensen and Rasmussen v. Denmark havde overtrådt EMRKs artikel 11 vedrørende foreningsfriheden ved i to konkrete tilfælde at opretholde eksklusivaftaler.

Der har generelt været glæde over afgørelsen blandt borgerlige i Danmark og signalerne fra både K og V er, at Foreningsfrihedsloven skal ændres.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at eksklusivaftaler er forkastelige og giver fagforeningerne en magt, som de ikke ville have hvis det stod individet frit for at stå udenfor bestemte fagforeninger. Det er tillige særdeles indgribende overfor individet at skulle tvinges til at blive medlem af og bidrage økonomisk til en organisation, hvis politiske holdninger man er lodret uenig i. Hertil skal lægges, at det indenfor visse erhverv kan være illusorisk at prøve at finde en anden arbejdsplads, der ikke er dækket af eksklusivaftale.

På den anden side må det også erkendes, at fagforeninger er private organisationer, som bør tillades at indgå aftaler med andre private (arbejdsgivere). Lægges afgørende vægt på dette synspunkt, må det konkluderes, at hvis man som individ ikke kan leve med betingelserne i en eksklusivaftale, må man finde sig en anden arbejdsplads. At dette i det konkrete tilfælde kan være svært, kan ikke tilsidesætte to private organisationers aftalefrihed.

Disse modsatrettede hensyn kan dog ikke ses isoleret fra fagforeningernes ret til at udøve tvang overfor arbejdsgivere og individer. En ret der er sanktioneret af almindelige retsgrundsætninger indenfor den kollektive arbejdsret udviklet af danske domstole. I praksis er fuldt lovlige strejker og blokader af en arbejdsgiver ruinerende for denne, især hvis der indledes sympatiaktioner. Arbejdsgiveren er i dette tilfælde afskåret fra at benytte organiseret arbejdskraft, samt fra at få leveret materialer, og vil i langt de fleste tilfælde være nødsaget til at indgå på fagforeningernes krav på trods af, at arbejdsgiveren ikke anser dette som værende i sin interesse og/ eller ideologisk frastødende.

Set i lyset af fagforeningernes adgang til at anvende tvang kan det ikke på rimeligvis siges at eksklusivaftaler er udtryk for frivilligt indgåede aftaler indgået af parter, som begge regner med at stilles bedre som følge deraf. Hensynet til individet og dets ret til frit at vælge fagforening må derfor vægtes højere end eksklusivaftaler, som næppe var indgået såfremt den ene part ikke havde adgang til at anvende tvang for at få den anden part til at indgå aftalen. Derfor er det ud fra disse præmisser min overbevisning berettiget på nationalt niveau at erklære eksklusivaftaler i strid med organisationsfriheden. Dette er tillige i god tråd med den klassiske liberalismes begrænsning af statens magtanvendelse til beskyttelse af individet mod andre individers tvang og overgreb.

Situationen ændrer sig dog efter min opfattelse når vi snakker om en international menneskerettighedsdomstol, hvis opgave først at fremmest er at håndhæve individets ret overfor staten, ikke overfor private aktører. For EMD kan man ikke sagsøge 3F, HK eller LO, kun den danske stat. Når sager vedrørende eksklusivaftaler føres foran EMD, tvinges EMD således til at tage stilling til hvordan staten skulle have ageret i konflikter mellem private parter (såkaldt horisontal effekt). Selvom man i nærværende dom kan bifalde det konkrete udfald af sagen, er konsekvenserne af at lade EMD tage stilling til, hvad der på det nationale niveau reelt er en konflikt mellem private uoverskuelig. Det kan heroverfor argumenteres, at en positiv forpligtelse for staten i netop sådanne situationer som Sørensen sagen, hvor individer mødes med tvang af andre individer, udgør undtagelsen til reglen om at frihedsrettigheder alene kan være negative af natur (ligesom statens forpligtelse til at beskytte privat ejendom udgør en sådan undtagelse).

Men EMD har i sin praksis klart demonstreret, at man ikke formår at holde disse basale sondringer klart, hvorfor man i en stigende række sager har afgjort sager vedrørende horisontal effekt, hvor der ikke med rimelighed kan tales om at et individ udsættes for indgribende tvang fra et andet individ. Ud af sådanne sager vokser kravet om positive rettigheder af generel natur, om at staten udviser handlekraft, om krav på social hjælp, bolig, og arbejde og dermed afgørelser som Pla og slutteligt en arbitrær retsstilling, hvor grundlæggende principper, præcedens og forskelle mellem positive og negative rettigheder er udvisket.

Det er derfor spørgsmålet om ikke prisen for sejren over fagforeningernes monopol var for høj?

—-oo0oo—-

Det er i øvrigt interessant, at den danske dommer Peer Lorenzen (som er på orlov fra Højesteret) var i dissens. Peer Lorenzen har flere gange været den afgørende stemme, der har fået staten af krogen i sager vedrørende Danmark. Blandt andet i den såkaldte Peter Rohde sag, hvor EMD med stemmerne 4-3 fandt, at det ikke var en overtrædelse af artikel 3, at Peter Rohde havde siddet 1 år i isolationsfængsel. Men også i Pedersen og Baadsgaard sagen, hvor EMD med stemmerne 9-8, fandt det berettiget, at den danske stat havde straffet nogle journalister fra DR, der havde afsløret alvorlige fejl i efterforskningen af den såkaldte Pedal-ove sag (journalisternes arbejde medførte rent faktisk at "Pedal-Oves sag blev genoptaget og, at han blev frikendt) og tilskrevet en navngiven politidirektør visse af disse fejl (en sag som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at arbejdede med på).

—-oo0oo—-

Opdatering:

Den kommunistiske avis arbejderen har analyseret Sørensen dommen og den kommunstiske udlægning af dommen lyder bl.a. som følger:

Dommen mod eksklusiv-aftaler lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over retten til at organisere sig og kæmpe, mener Jørgen Petersen.

Personlig frihed vinder

[…]- Det er et lidt overraskende udfald som vi har set. Afgørelsen betyder, at den personlige frihed altid vil stå over fagbevægelsens interesser for kollektive rettigheder. Men det er en tendens vi ser i hele Europa, siger Jørgen Steen Madsen, der mener det er en politisk afgørelse.

Det er Jørgen Petersen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti ML, helt enig i.

– Dommen er en del af den glidning, der er sket over mange år, hvor vi går fra de kollektive rettigheder til de individuelle rettigheder. Det er en tendens på mange områder i samfundet, som vinder frem i takt med den nyliberale politik. Man lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over arbejdsklassens ret til at organisere sig og kæmpe som klasse, siger Jørgen Petersen til Arbejderen.

Menneskerett
igheder er heller ikke nog
et en gang givet, men afgøres af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og kapitalen, påpeger DKP/MLs formand.

– Da menneskerettighederne blev defineret efter Anden Verdenskrig tog de afsæt i det styrkeforhold der var på det tidspunkt. Dengang blev der lagt stor vægt på de sociale rettigheder. Der var retten til et arbejde og retten til en bolig, retten til livet og retten til en uddannelse. Nu er arbejderklassen er på tilbagetog og så vinder det modsatte, retten til den private ejendomsret og kapitalens ret til at udbytte og udplyndrer, siger Jørgen Petersen.

Hvis bare Jørgen Petersen havde ret i sine konklusioner ville dommen jo være værd at fejre med en højtidelighed. Det er i øvrigt interessant at få at vide, at menneskerettighederne oprindeligt drejede sig om kollektive rettigheder og blev til efter anden verdenskrig. Nogle af os vil mene at vide, at menneskerettighederne, i hvertfald, kan spores til 1776 og udelukkende foreskrev individuelle rettigheder og ja: personlig frihed.

Der er også interessant, at Ole Sohn i artiklen bryder med venstrefløjens normale automatiske opbakning bag internationale menneskerettighedsorganers konklusioner vedrørende Danmarks internationale forpligtelser, som vi har set det på f.eks. udlændingeområdet. Ole Sohn mener således ikke at:

"domstolens afgørelse pålægger Danmark at lave en lov imod eksklusivaftaler. Det er op til fagforeninger, arbejdsgivere og Folketinget at afgøre hvad der nu skal ske og om der skal ændres noget"

Kan man deraf konstatere, at SF vil lægge stemmer bag Mads Bryde Andersens forslag om at ophæve inkorporeringsloven vedrørende EMRK?

Det er lige før sådanne reaktioner får min skepsis til at forsvinde, men jeg frygter, at den gode stemning vil blive ødelagt af nogle alvorlige tømmermænd.

Europas socialdemokratiske Maginot-linje

Af Jacob Mchangama, den 9. januar 2006. 5 svar

Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".

Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:

Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?

[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.

This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.

[…]

The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.

The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.

[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."

Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?

Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom.

Borgerlig-liberal optimisme vs. kultur-konservativ pessimisme

Af Jacob Mchangama, den 5. januar 2006. 27 svar

Mark Steyns pessimistiske artikel som den ansvarshavende Punditokrat Kurrild-Klitgaard refererede synes jeg fortjener et modspil.

I en række amerikanske konservative aviser har man på det seneste kunne læse artikler, der har et langt mere positivt og ikke mindst konstruktivt syn på kampen om muslimers sjæl, som Mark Steyn og andre kultur konservative mener er tabt på forhånd.

I tirsdags Opinion Journal havde Michael Totten en artikel, hvori han fremhæver Libanon som en oase i Mellemøsten og en rollemodel for de øvrige stater i regionen:

Lebanon, though, is an inspiration already–despite the assassinations and the car bombs that have shaken the country since February. I have an apartment in Beirut, and I recently travelled to Cairo. Arriving back here was like returning to the U.S. from Mexico. Almost everyone I met in Egypt–from taxi drivers all the way up to the elite–was profoundly envious when I said I live in Beirut. “It is a free and open city,” I told them, but they knew that already. Many Americans and Europeans still think of Beirut as a hollowed-out, mortar-shattered necropolis where visitors are well-advised to bring a flak jacket. Egyptians, though–at least the ones I talked to during my stay–know the truth.
Beirut is where the taboos in the region–against alcohol, dating, sex, scandalous clothing, homosexuality, body modification, free speech and dissident politics–break down. Its culture is liberal and tolerant, even anarchic and libertarian. The state barely exists. The city’s pleasures are physical and decadent. Beirut is where American and European tourists used to go to loosen up, gamble, drink booze and pick up women–and that was in the 1950s. Today it is where Saudis and other Gulf Arabs like to vacation because they can do, think, wear, and say whatever they want.
Last month the Economist Intelligence Unit’s Index of Political Freedom ranked Lebanon the freest Arab country, followed by Morocco. Iraq came in third. (Libya brought up the rear, below even Syria and Saudi Arabia.) Lebanon’s Cedar Revolution peacefully ousted the Syrian military, which had ruled the country as a raw imperial power since the end of the civil war in 1990. Free and orderly elections promptly followed. If Iraq becomes a success in the end, it won’t be the first Arab democracy. It will be the second.

[…]From a distance Lebanon may look like a typical Middle East country racked with the usual chaos, but it isn’t. What makes this place unique is that the Lebanese political system is nearly incapable of producing dictatorship. The three main sects in this country–Christian, Sunni, and Shiite–do not share the same political ideals and values. They do, however, share power, since every group here is a minority. By tradition, the president is always a Christian, the prime minister a Sunni, and the speaker of Parliament a Shiite. Parliament decides who fills the top three government posts, and members of Parliament are elected by the people of Lebanon. Each sect’s parliamentary bloc keeps the others in check. The result is a weak state and a de facto near-libertarianism. Syria and Iraq, which also are composed of rival ethnic-religious sects, may do well under a similar system.
Even so, Lebanon inspires Egyptians in ways that Iraq doesn’t and perhaps can’t. Iraqi freedom is being born in blood, fire and mayhem. Sometimes that’s what it takes. America’s freedom didn’t come peacefully, and neither did Western Europe’s. But because Iraqi freedom is seen as violently imposed from the outside, a huge number of Egyptians, along with plenty of other Arabs in the neighboring states in the region, dismiss it as an imperial sham.
No one thinks Lebanese freedom is a sham. This country would not be even a ramshackle sort-of democracy if the people who live here had not demanded that much for themselves. The March 14 revolt, in which almost one in three Lebanese demonstrated in Martyr’s Square for freedom and independence, reverberated powerfully throughout the Middle East. Iraq still makes most Arabs shudder. Lebanon, though, is genuinely inspiring.

[…]Oppressed Arabs need an inspiring country of their own that they can look up to. And right now, they have one. Lebanon is not just a country with an elected government. It seduces the region with its culture as well.
Beirut has more in common with raucous freewheeling precommunist Hong Kong than with drab Amman, Damascus and Cairo. The nightclubs, the shopping, the restaurants, the bookstores, the intellectual cafés–these things are all world-class in Beirut. The sight of Lebanon’s famously beautiful unveiled Arab women makes a lasting impression on men who travel here from neighboring countries.
Freedom means more than just relieving the boot from your neck. Freedom also means fun and the pursuit of happiness. That’s why so many Arabs come here on holiday, and why so many would rather live here. Never forget: demand for Levi’s and rock ‘n’ roll did as much to bring down the Soviet Union as the yearning for Western-style democracy did.
Lebanon is a special place, and the U.S. should treat it accordingly. It is already what we hope Iraq someday will be.

I sidste fredags Opinion Journal havde den tidligere indonesiske præsident Abdurrahman Wahid et indlæg, der anerkender, omfanget og alvorligheden af den internationale islamistiske terrorisme og peger på, at løsningen i høj grad ligger hos muslimer selv:

News organizations report that Osama bin Laden has obtained a religious edict from a misguided Saudi cleric, justifying the use of nuclear weapons against America and the infliction of mass casualties. It requires great emotional strength to confront the potential ramifications of this fact. Yet can anyone doubt that those who joyfully incinerate the occupants of office buildings, commuter trains, hotels and nightclubs would leap at the chance to magnify their damage a thousandfold?
Imagine the impact of a single nuclear bomb detonated in New York, London, Paris, Sydney or L.A.! What about two or three? The entire edifice of modern civilization is built on economic and technological foundations that terrorists hope to collapse with nuclear attacks like so many fishing huts in the wake of a tsunami.

[…]It is time for people of good will from every faith and nation to recognize that a terrible danger threatens humanity. We cannot afford to continue “business as usual” in the face of this existential threat. Rather, we must set aside our international and partisan bickering, and join to confront the danger that lies before us.

[..]The armed ghazis (Islamic warriors) raiding from New York to Jakarta, Istanbul, Baghdad, London and Madrid are only the tip of the iceberg, forerunners of a vast and growing population that shares their radical views and ultimate objectives.
[…]These strengths not only are assets in the struggle with religious extremism, but in their mirror form they point to the weakness at the heart of fundamentalist ideology. They are:
1) Human dignity, which demands freedom of conscience and rejects the forced imposition of religious views; 2) the ability to mobilize immense resources to bring to bear on this problem, once it is identified and a global commitment is made to solve it; 3) the ability to leverage resources by supporting individuals and organizations that truly embrace a peaceful and tolerant Islam; 4) nearly 1,400 years of Islamic traditions and spirituality, which are inimical to fundamentalist ideology; 5) appeals to local a
nd national–as well as Is
lamic–culture/traditions/pride; 6) the power of the feminine spirit, and the fact that half of humanity consists of women, who have an inherent stake in the outcome of this struggle; 7) traditional and Sufi leadership and masses, who are not yet radicalized (strong numeric advantage: 85% to 90% of the world’s 1.3 billion Muslims); 8) the ability to harness networks of Islamic schools to propagate a peaceful and tolerant Islam; 9) the natural tendency of like-minded people to work together when alerted to a common danger; 10) the ability to form a global network of like-minded individuals, organizations and opinion leaders to promote moderate and progressive ideas throughout the Muslim world; 11) the existence of a counterideology, in the form of traditional, Sufi and modern Islamic teachings, and the ability to translate such works into key languages; 12) the benefits of modernity, for all its flaws, and the widespread appeal of popular culture; 13) the ability to cross national and cultural borders in the name of religion; 14) Internet communications, to disseminate progressive views–linking and inspiring like-minded individuals and organizations throughout the world; 15) the nation-state; and 16) the universal human desire for freedom, justice and a better life for oneself and loved ones.

Indlæggene følger en række andre indlæg bragt i bl.a. National Review og Weekly Standard, der giver et noget mere perspektivrigt syn end den sort/hvide version som kultur-konservative a la Mark Steyn forfalder til. Det er endvidere kendetegnende for artiklerne, at de anser frihed som helt centralt for kampen mod fundamentalismen. Artiklerne artikulerer en tro på, at (vestlige) frihedsidealer er den fundamentalistiske islam så indlysende overlegen i både teori og praksis, at almindelige muslimer i totalitære lande vil tage disse idealer til sig, og at der derfor i det lange løb kun kan blive én vinder af denne ideologiske styrkeprøve. Den samme tro som modige og fremsynede mennesker havde på, at Japan og Tyskland kunne blive liberale demokratier på trods af disse landes blodige historie, og på at vestens frihed og markedsøkonomi ville køre kommunismens diktatur og planøkonomi i sænk.

De kultur-konservative derimod taler meget om vestlig civilization og frihed, men når de endelig besværer sig med at komme med løsningsforslag er de alle hentet i kollektivismen: repatrieringer, hermetisk lukkede grænser, overvågning, tortur. De kultur-konservative har i virkeligheden mistet troen på den frihed som de udadtil hylder og friheden kan altid ofres i nødvendighedens navn. Når de kulturkonservative er værst lyder de som den yderste venstrefløjs evindelige dommedagsprofeter, når disse i antikapitalismens navn lover klodens undergang på grund af forurening, kløften mellem udbyttede fattige og udbyttende rige, eller overbefolkning.

Truslen fra islamismen skal naturligvis tages alvorligt og hårdt skal sættes mod hårdt når påkrævet såsom f.eks. med invasionen af Afghanistan (og der skal heller ikke meget mere til før jeg ville støtte et taktisk angreb på Iran). Men den endelige sejr kan kun vindes ved at insistere på den frihed, der gør vesten unik.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

Af Jacob Mchangama, den 28. december 2005. 21 svar

Cato Institute modtager frem til den 31. december nomineringer af kandidater til “The Milton Friedmann Price For Advancing Liberty”, der uddeles hvert andet år (med prisen følger 500.000 USD). I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvem de øvrige Punditokrater, samt læserne naturligvis, mener har gjort sig fortjent til denne fornemme pris. Sidste vinder var Hernando De Soto som ellers ville være min kandidat. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen indenfor mit eget felt, som har gjort sig fortjent til prisen (det skulle da lige være Randy Barnett), og i menneskerettighedsbevægelsen skal vinderen helt sikkert ej heller findes.

Jeg har som før nævnt høje tanker om Free Muslims Against Terrorism, hvis utvetydige opslutning bag vestlige værdier såsom individets frihed i disse tider er stærkt tiltrængt fra den kant. I en mellemøstlig kontekst er Free Muslim’s ideer naturligvis et kvantespring i forhold til de herskende tilstande, men i forhold til de tanker og det arbejde der er udført af folk som Milton Friedmann og Hernando De Soto kan Free Muslim’s ideer næppe siges at være banebrydende. Jeg håber derfor, at mere vidende folk her på siden kan komme med et navn på en værdig person, som jeg kan stemme på.

Stiglitz og Etiopien

Af Jacob Mchangama, den 23. december 2005. 14 svar

I 2002 skrev den nobelprisvindende økonom og tidligere chef for Verdensbanken Jospeh Stiglitz bogen “globalization and its discontents” der med sin kritik af “markedsfundamentalisme” hurtigt blev en bibel for anti-globaliseringsbevægelsen og læsere af Information/Le Monde/Guardian.

I bogens åbningskapitel skriver Stiglitz om Etiopien herunder om Premierminister Meles som Stiglitz roser:

“[Meles] demonstrated a knowledge of economics – and indeed a creativity – that would have put at the head of any of my university classes. He showed a deeper understanding of economic principles – and certainly a greater knowledge of the circumstances in his country – than many of the international economic bureaucrats[..]Meles combined these intellectual attributes with personal integrity: no one doubted his honesty and there were few accusations of corruption within his government.[Meles showed that with the right policies in place, even a poor African country could experience sustained ecenomic growth.”

Stiglitz giver IMF skylden for, at Meles reformer ikke lykkedes og at Etiopien blev fastholdt i fattigdom.

Men hvad var så disse snusfornuftige og praktiske ideér som Meles imponerede Stiglitz med?

Det kan man læse lidt om i en interessant artikel på Copenhagen Institutes hjemmeside (COIN). Artikeln kaldet “derfor er Etiopien fattigt” er skrevet af Rasmus Sønderriis der bor i Etiopien, og som skriver om Etiopiens fattigdom og Meles rolle deri:

“Privatisering af adgangen til Internettet dur ikke,” siger Premierminister Meles, “for nok kan det skabe vækst for de rige, men der er brug for statens indblanding, så de fattige også kan få glæde af fremgangen.”

For ti år siden var argumentet for statens kontrol over cyberspace “national sikkerhed”. Det med “de fattige” lyder bestemt mere moderigtigt. Men det er et kynisk påskud. Pga. import-skatter koster computere i Etiopien 2-3 gange mere end i Danmark, mere end en fattig etiopier tjener hele livet. Og de fattige etiopieres behov er under alle omstændigheder en del mere basale end at kaste sig over et keyboard.

De knapt så fattige med forretningsinitiativ har dog interesse i mobiltelefoni. Men det er svært at få øje på statens interesse i bringe moderne kommunikation til folket i beslutningen om at fjerne al SMS-tjeneste fra mobiltelefonnettet. Rygterne i hovedstaden går på, at det er for at komme regeringsfjendtlige budskaber til livs i det anspændte klima, hvor oppositionen beskylder regeringen for valgsvindel, og regeringen beskylder oppositionen for at ville tage magten med en revolte. Mere sandsynligt er det imidlertid, at monopolselskabet bag mobiltelefoni har regnet ud, at der er store penge i at tvinge folk til at ringe. For det kan tage mange dyre minutter – og gentagne opkald efter afbrudte forbindelser på det elendige netværk – bare at komme igennem den række af hilsner, der er god skik i Etiopien, inden man kan komme til sagen. Resultat: Selv nabolandet Somalia – der slet ikke har nogen regering – har bedre og billigere mobiltelefoni.

Uden for de områder af kommunikation og basale tjenester, som staten har monopol på, er tålmodighed med bureaukratiet nok til at starte en forretning i Etiopien. Til gengæld kan man i stort set alle brancher forvente at skulle konkurrere med et firma ejet af regeringspartiet. Om dette formelt set helt almindelige selskab så nyder særlige fordele på markedet skal være usagt her. Men dets gode kontakter lægger i sig selv en dæmper på andres lyst til at udfordre det.

Hvis nogen har en god idé i Etiopien anser myndighederne det instinktivt for en trussel, i bedste fald som noget de selv vil kontrollere. Gratis internet-telefoni – fx via Skype – er en sådan trussel, man ikke har mulighed for at kontrollere. Så det har man slet og ret forbudt!

I mange dele af Afrika anses manglende lov og orden for kilden til underudvikling. I Etiopien er problemet snarere for meget lov og orden! Angst for udvikling gennemsyrer regeringskulturen. Her er forretning ikke udtryk for folks frihed til at skabe noget brugbart for hinanden. Det er udtryk for myndighedernes og bureaukraternes nåde. Derfor er dygtige, driftige mennesker som etiopierne stadig fattige.

På baggrund af ovenstående kan man bedre forstå den heftige kritik bogen blev mødt med og som bl.a. kan læses her og (med en vis underholdningsværdi) her.

Republikansk selvransagelse

Af Jacob Mchangama, den 15. december 2005. 5 svar

Præsidenten for American Enterprise Institute Christopher DeMuth har skrevet en fremragende artikel kaldet “unlimited government“. Artiklen demonstrerer på glimrende (og skræmmende) vis, i hvor høj grad den herskende amerikanske politiske kultur afviger fra hvad “the founding fathers” havde i tankerne samt, at den amerikanske forfatnings ord og ånd dagligt krænkes af politikere og embedsmænd i Washington. Her blot nogle udpluk men artiklen skal læses i sin helhed:

Thomas Jefferson played the pivotal role in choosing the site for our national capital, and selected what was essentially a malarial swamp. He had been in Paris when the Constitution was drafted, and he was not much impressed by its parchment provisions for limited government. Soanticipating the old dictum that “no man’s life, liberty, or property is safe while the legislature is in session”Jefferson added a climatologic backstop. Long, miserable summers were to serve as a natural deterrent to the growth of our national apparatus.

It worked beautifully for more than a century. Legislators, lobbyists, and executive officials fled the capital en masse most summers, right through the late 1920swhen air conditioning was introduced. With the deployment of that subversive technology, there began a notable expansion of the federal leviathan.

The emergence of 24/7/52 legislating is one of many ways in which modern American government has become much busier and more businesslike than it used to be. While busyness is a virtue in most of life, the men who founded our nation would not have considered it advantageous to government. They carefully contrived a state that would be cumbersome and inefficient at getting its act together, with divided and contending powers both inside Washington and between Washington and the states, and a profusion of checks and balances throughout. They wanted government to be robust and decisive in a limited sphere, but also considered government a threat to freedom and happiness, and worried it would engross private society, property, commerce, and culture. “Government,” said John Adams, “turns every contingency into an excuse for enhancing power in itself.” “Government,” said George Washington, “is not reason; it is not eloquence; it is force. Like fire, it is a dangerous servant and a fearful master.” And those were the Federalists.

Let me offer two examples of practices that are unquestionably un-Constitutional yet are hardly questioned at all. Neither even came up at Chief Justice Roberts’s confirmation hearing. The first concerns taxation.

[..]The framers, regarding taxation as the most politically sensitive of government powers, required that all bills for raising revenue must originate in the people’s chamber, the House of Representatives. This is the sort of fussy procedural formality that is just a damn nuisance when it comes to running a modern, efficient government. Accordingly, twice in recent years Congress has empowered agencies to devise and collect taxes all on their ownfirst the Federal Communications Commission in 1996, and then the new Public Company Accounting Oversight Board established by the Sarbanes-Oxley Act in 2002. Both agencies decide how much they want to spend, set a tax that will generate the desired funds, and increase the tax as needed to keep their business plans on track.

[…]My second example concerns federalism. Justice Louis Brandeis wrote in a famous opinion that federalism fosters “laboratories of democracy,” where policies can be tried in individual states and their good or poor results noted elsewhere. The growth of federal power has shuttered many of those laboratories. A federal government that can ban the personal use of medical marijuana grown right in your own backyardwhich is plainly neither “interstate” nor “commerce,” yet was easily upheld by the Supreme Court last termcan do just about anything to blot out local policy choices.

Even more striking are the new coast-to-coast regimes being constructed by state officials like New York Attorney General Eliot Spitzer. He candidly admits that his mission is the wholesale restructuring of entire industries on a nationwide scale. The agreements he has imposed on Merrill Lynch and other financial services firms make detailed requirements of how the firms are to be managed in the future. This has created, thanks to collaboration with officials in other states, new national regulatory programs established entirely outside the legislative process and outside the public rule-making procedures of regulatory agencies. Instead, the deals are cut in lawyers’ offices. The results are policy cartels with no exit for any firm or customer, no policy competition or experimentation, no federalism.

The emerging phenomenon is one of multiplying special-purpose national governments operating in parallel with the official national government and without any coterminous political accountability. This has come to pass because of the desuetude of several Constitutional provisions, none more important than the Compact Clause, which provides that “no State shall, without the Consent of Congress, enter into any Agreement…with another State.” The requirement of Congressional approval is unqualified and it is fundamental. For a gang of states to go off on their own and set up independent governing regimes is, politically, a form of partial secession. Yet this protection has lapsed through judicial neglect.

[..]the principle of limited government is not a bit less urgent today than it was two centuries ago. It has now been 25 years since Ronald Reagan arrived in Washington announcing his intention to “check and reverse the growth of government.” That quarter century has been governed mainly by Republican Presidents, and increasingly by Republican legislatures, and even the one Democratic President declared that “the era of big government is over.” Yet the federal government’s annual domestic spending doubled during the period, from about $900 billion to about $1.8 trillion (in 2000 dollars). Today the federal government’s fiscal imbalancethe excess of projected future expenditures over projected future revenuesis close to $70 trillion. About $20 trillion of this enormous sum was tacked on just in 2003, with the addition of a massive, unfunded Medicare entitlement to prescription drug benefits. Increasing taxes to pay for our standing policy commitments would move U.S. rates to the levels prevailing in today’s socialist European nations.

At artiklen allerede har haft effekt kan ses på National Review, hvor Jonah Goldberg, som undertegnede ellers ofte har det svært med, roser artiklen til skyerne og under overskriften “Republican Reformation” argumenterer for, at amerikanske konservative skal “genfødes” som tilhængere af en begrænset stat. Hvis det er den fremtidige linje hos toneangivende konservative såsom skribenterne hos National Review som ellers ofte går mere op i moralske spørgsmål end at begrænse den føderale stat, så er der håb for, at den næste republikanske præsident fører (klassisk) republikansk politik og ikke som den nuværende bruger penge “som en fuld sømand på orlov” som en punditokrat for nyligt udtalte det på tv.

I Embeds Medfør

Af Jacob Mchangama, den 12. december 2005. Skriv et svar

Jeg tror bloggen “I embeds medfør” vil falde i mange af mine medpunditokraters og læsernes smag. Jeg finder den i hvert fald afsindig morsom og den er noget af det mest originale samt underspillede anti-stats humor jeg har set.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: