Forfatterarkiv: Mikael Bonde Nielsen

Frihed og ansvar

Af Mikael Bonde Nielsen, den 12. maj 2005. Skriv et svar

Har konservatismen overhovedet noget at tilbyde? Mine tidligere kommentarer har måske virket afvisende over for en sådan tanke. Lad mig derfor gøre opmærksom på, at jeg personligt har hentet stor inspiration hos konservative tænkere, om end alle er forankret i en idétradition, der ligger et pænt stykke fra den kulturkonservatisme og småfjollede nationalromantik, jeg adresserede i mit seneste indlæg.

Det er ikke en vanskelig opgave at finde konservative tænkere af format, hvis man søger tilbage i historien. Det syntes unødvendigt at nævne Edmund Burke, selv om de færreste nok har blik for, at han også havde ganske liberale og progressive synspunkter, jf. fx A Vindication of Natural Society og hans ofte negligerede Speech on Conciliation with the Colonies. Men hvad gør en frihedsorienteret konservativ, der gerne vil finde mere moderne vitamintilskud? Et godt bud kunne være at læse antologien The March of Freedom, der er udgivet af den konservative tænketank Heritage Foundation.

Denne bog har jeg for nylig pløjet mig igennem, og den er disponeret på en ganske morsom måde. Først introduceres en række tænkere, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem det konservative og liberale. Det drejer sig om William F. Buckley, Russell Kirk, F.A. Hayek, Milton Friedman, Frank S. Meyer, Ludwig von Mises og Robert Nisbet. Dernæst præsenteres synspunkter i form af taler eller skriverier fra mere handlingsorienterede skikkelser, som Ronald Reagan, Jeane Kirkpatrick, Michael Novak, Wilhelm Roepke m.fl.

The March to Freedom er et bevis på, at der ikke i alle tilfælde behøver at være en ufrugtbar konflikt mellem liberalisme og konservatisme, tværtimod. F.A. Hayek’s bidrag – “Responsibility and Freedom” – der er hentet fra The Constitution and Liberty, er på mange måder en konservativ-liberal syntese, der er mere aktuel end nogensinde:

“Liberty not only means that the individual has both the opportunity and the burden of choice; it also means that he must bear the consequences of his actions and will receive praise or blame for them. Liberty and responsibility are inseparable. A free society will not function or maintain itself unless its members regard it as a right that each individual occupy the position that results from his action and accept it as due to his own action [?]”.

Hayek’s ord er en påmindelse om, at liberale og konservative med rod i den individualistiske idétradition har en fælles mission; at genvinde den tabte personlige frihed og det ansvar, der nødvendigvis må følge med.

Når tågen letter

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. maj 2005. 3 svar

Opgøret mellem den klassiske liberalisme og den nationalt orienterede kulturkonservatisme har været længe undervejs. Men nu sker der tilsyneladende noget! I Berlingske Tidende har flere skribenter, med salig Grundtvig som trojansk hest, kastet sig over den nyliberale ungdom, fordi de angiveligt skulle være helt og aldeles afstumpede på det værdimæssige plan. Men hvad er det så for værdier, de savner, disse unge mennesker? Tilsyneladende en helt grundlæggende forståelse for, at de er en del af et folkeligt fællesskab, forpligtet på den kulturelle nærhed, som nationen indlejrer dem i. Sagt på den pæne måde. For når vi søger ind bag fraserne, ind bag den banale og illusionsløse kendsgerning, at vi som mennesker altid er underlagt tid og rum, står vi tilbage med et stort og ubesvaret spørgsmål: Hvad konstituerer et folkeligt fællesskab? Er det en bestemt fornemmelse, en særlig følelse eller et immanent instinkt?

Det har desværre altid været en konservativ uvane, at beskrive nationer, kulturer eller folk som levende organismer. Det er et levn fra Platon, som i nyere sammenhæng bl.a. har fået mæle af Oswald Spengler; manden bag Untergang des Abendlandes. Heri udfoldes den biologiske analogi i sin rene og teutoniske form, hvor mennesker sidestilles med celler i en krop, der forventes at udfylde bestemte funktioner og i øvrigt underordne sig den fælles målsætning; organismens velfærd, trivsel og overlevelse. Frisatte celler eller individer, der agerer på egen hånd eller ud fra egennyttige motiver, opfattes i en sådan kontekst som en slags cancer. Men analogien er bedrag, trods dens åbenlyse pædagogiske potens. En celle i en krop har ikke en selvstændig eksistens. Hvis den revolterer, begår den selvmord. Men et menneske har en fri vilje, et personligt formål og en betydelig evne til at klare sig selv.

Det organiske og harmoniske folkefællesskab er med andre ord en myte; dog en myte der for tiden gives konkret indhold i en indegemt blanding af biedermeiersk verdensforskrækkelse og spenglersk civilisationskritik. Men sådan markedsføres det naturligvis ikke. Nej, kulturkonservative stiller artige spørgsmål, som fx Rüdiger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Og i en verden, hvor der altid er angstneurotisk søgning efter undergangsforklaringer, virker passager som denne helt tilforladelige:

“Den neoliberale globalisme er en legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser”.

Safranski suppleres af andre germanere, der tænker og skriver i variationer over samme tema. Det drejer sig fx om Botho Strauss, der i Anschwellender Bocksgesang gør op med selve moderniteten, de intellektuelle og invandrerne; og om Peter Sloterdijk, der i Kritik der zynischen Vernunft gør op med rationalitet og oplysning, og senere i Die Verachtung der Massen på elitær vis gør op med det elitære. Og sådan kan man blive ved.

Hvorfor er disse forfattere så interessante i relation til en dansk værdidebat? Det er de, fordi de har danske tolke, der fungerer som aktive meningsdannere i forhold til den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har skudt i gang. Det drejer sig om unge kulturkonservative som Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Michael Phil, Adam Wagner, Jesper Rosenløv og mange flere, der er aktive i det kulturkonservative og stærkt nationalt orienterede inspirationsnetværk Nomos.

Deres indflydelse kan diskuteres. Men når chefredaktøren for Berlingske Tidende bemærker, at statsministeren har rykket “fra økonomisk liberalist til kulturkonservativ”, så giver det næppe mening at påstå, at deres indflydelse på Venstres politiske udvikling er mindre end den, der mønstres af unge nyliberale. Desværre. For centrale personer i Venstre har indledt en forandringsproces, der trækker på intellektuel ammunition, der ligger langt fra Grundtvigs frisind og bevidst udnytter tågesløret i grænselandet mellem harmløs folkelighed og autoritært folkefællesskab. Det har unge nyliberale forsømt at gøre opmærksom på. Men tågen er ved at lette! Spørgsmålet er, hvilken side Niels Lunde vil befinde sig på, når det bliver daggry.

Det endelige opgør

Af Mikael Bonde Nielsen, den 9. maj 2005. 6 svar

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

Ideologisk gambit

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. maj 2005. 2 svar

I et tidligere indlæg har jeg mere end antydet, at Helle Thorning-Smith nok er bekendt med den taktiske logik bag Tony Blairs valgsejr i 1997. Hver dag bringer en lille bekræftelse på dette. Det seneste eksempel kan læses i dagens udgave af Politiken, hvori en ledende Socialdemokrat gør sig tanker om at acceptere skattestoppet. Det er helt i overensstemmelse med punkt 9 i den fine 10-punkts-plan, jeg krediterede Philip Gould for. Her hedder det: Neutralisér skat som tema!

Hvad skal Anders Fogh Rasmussen dog stille op over for sådanne udspil? Han skal først finde ro i den kendsgerning, at politik på mange måder er som skak; efter de 3 første åbningstræk er der fortsat 9 millioner mulige positioner tilbage. Dernæst skal han vælge et modtræk, der for alvor overrasker. Og det er jo næsten givet, at det må være noget med en skarp liberal profil. Det vil de færreste forvente.

Howards End

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. maj 2005. Skriv et svar

I Storbritannien er taberne ved at slikke sårene efter det tredje valgnederlag i træk. I dagens udgave af Times forsøger den konservative partiformand Liam Fox fx at overbevise omverdenen om, at The Tories er tilbage på banen. For alle der fulgt den konservative kampagne er der imidlertid mere der tyder på, at de er havnet på en blind vej.

Problemet er ikke, at konservatismen som idéindretning har det svært. Konservative værdier har for tiden et stærkt og i visse henseender uforståeligt tag i vælgerbefolkningerne, hvilket især kommer til udtryk i USA, hvor debatten om neokonservatismens politiske betydning længe har været på dagsordenen. Nej, problemet er, at de britiske konservative med Michael Howard i spidsen har forvandlet sig fra et progressivt, frihedsorienteret og innovativt parti til en lavadelig, populistisk og småxenofobisk fraktion.

Michael Howards udspekulerede angreb på flygtninge og indvandrere har undertiden haft en bismag af Rivers of Blood; Enoch Powells berømte tale i Birmingham den 22. april 1968, hvor han forsøgte at oppiske en hadsk stemning mod indvandrere. Men denne gang uden medløb. For britiske vælgere forventer naturligvis mere fra et parti, der har haft et fyrtårn som Margaret Thatcher som leder.

Det er på høje tid, at de britiske konservative formulerer et nyt politisk projekt, der ikke har flygtningestop og rævejagt på dagsordenen. Et sådant projekt kunne passende indledes med et kig på de mange personlige frihedsbegrænsninger, som Labour har pålagt briterne i de seneste fire år. For et angreb på disse begrænsninger vil udgøre et stærkt supplement til den traditionelle konservative dagsorden; kampen for større økonomisk frihed.

Kan det lade sig gøre med Michael Howard ved roret? Næppe. Han vil blive husket som manden, der præsenterede briterne for Rivers of Nonsens.

Danmark ikke for viderekomne

Af Mikael Bonde Nielsen, den 4. maj 2005. 1 svar

Vi skal leve af vores viden! Vi skal være smartere end dem, vi konkurrerer med! Sådanne velartikulerede brøl er blevet en del af dagligdagens Danmark. Når arbejdspladser flytter ud af landet, forholder vi os sjældent kritisk til vore svagheder. Vi fokuserer i stedet stift på de muligheder, der ligger i at uddanne os ud af det hele miseren. Men hvordan går det så med det? Tilsyneladende skidt!

Mens de fleste lande kan notere, at deres yngre generationer er betydelig bedre uddannet end deres ældre generationer, er billedet så småt ved at ændre sig i Danmark. En opgørelse fra Velfærdskommissionen viser således, at danskere i aldersgruppen 25-34 år ikke er bedre uddannet end de 45-54-årige. For begge aldersgruppers vedkommende gælder, at omtrent 30 pct. har en videregående uddannelse.

Undertegnende punditokrat har aldrig ment, at mængden af danskere med en videregående uddannelse er en kvalitetsparameter i sig selv. Ret beset efterlades man let med det indtryk, at flere af de videregående uddannelser har udviklet sig til deltagelsesorienterede kulturtilbud. Men jeg er optaget af den kendsgerning, at stadig flere unge ikke finder det umagen værd at tage en videregående uddannelse. Hvad kan det mon skyldes?

Kan det være den helt prosaiske omstændighed, at afkastet af ét års ekstra uddannelse i vores undselige rige ganske enkelt er alt for beskedent? Det tror jeg på. Årtiers solidarisk lønpolitik og verdens højeste skattetryk skal da ikke sådan forklejnes. Det har sat nogle spor, som vi helt åbenlyst ikke kan uddanne os fra.

South Park Generation

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. maj 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

Når hjernen falder ud

Af Mikael Bonde Nielsen, den 2. maj 2005. 1 svar

Under min studietid havde jeg den blandede fornøjelse at modtage undervisning i noget, der blev kaldt Historisk tekstanalyse og kildekritik. Jeg prøvede efter bedste evne at forstå det metodemæssige grundlag for dette fag, men det lykkedes aldrig. Derfor gik jeg til eksamen som en renvasket tavle og havde kun fornuftens kridt at støtte sig mig til. Og det var skidt. For inden for historiekundskab er det tilsyneladende helt afgørende, at man ikke viser tegn på at ligge under for aristotelisk identitetslov. Ting er, hvad de ikke er! A er ikke = A.

Emnet for den pågældende eksamen var forhandlingerne om den såkaldte told- og møntunion i 1940. Kildematerialet afslørede, at Scavenius ? ni dage efter sin tiltrædelse som udenrigsminister ? af egen kraft sendte ministeriets øverste chef til Berlin med en meddelelse om, at Danmark var parat til at drøfte et mere formelt samarbejde på det økonomiske- og handelsmæssige område. Spørgsmålet er nu: Var det en tilfældighed, at den tyske ambassadør Ritter den 30. juli 1940 ankom til Købenavn med et forslag til en dansk-tysk Told- og Møntunion? Var det sket, hvis Scavenius havde undladt at sende ministeriets førstemand til Berlin? Min fornuft sagde næppe, men fornuften er som sagt ikke god vejleder, når det drejer sig om historie. Jeg skulle naturligvis have svaret indfølende, at Scavenius var en snedig rad, der så det hele komme og derfor lige så godt kunne agere proaktivt; altså ikke receptivt, som fornuften eller blot almindelig omtanke ville tilskrive.

Hvorfor interessere sig for dette? Er det ikke en rudimentær og levnet fagkritik? Jovist, men med anledning. For tiden kan vi nemlig opleve den ene historiker efter den anden forsvare samarbejdspolitikken i almindelighed og Scavenius i særdeleshed. Vi kan også notere det ene angreb efter det andet på modstandsbevægelsen samt idel mistænkeliggørelse af de allieredes motiver for at hjælpe Danmark under 2. verdenskrig. Og det giver mindelser om studietidens mere bedrøvelige optrin.

Dagens historikere forsvarer sig med, at de blot er åbne over for nye fortolkninger. Til det kan man med angelsaksisk vid anføre: You can be so open-minded that all your brains fall out!

Asymmetrisk krigsførelse

Af Mikael Bonde Nielsen, den 26. april 2005. 1 svar

Er Socialdemokraterne blevet farligere for Anders Fogh Rasmussen efter valget af Helle Thorning-Schmidt som partileder? Det bedste teoretiske bud på dette spørgsmål kommer måske ikke fra det sædvanlige politologiske univers, men snarere fra tilgrænsende videnskaber, fx det militærstrategiske genstandsområde. Nærværende punditokrat fornemmer under alle omstændigheder, at den politiske slagmark så småt er ved at ændre karakter i en retning, der kræver nye forklaringsmodeller.

Dansk politik har indtil for ganske nylig spejlet tidligere tiders konventionelle krigsførelse, hvor mere eller mindre ligeværdige fjender mødtes på en kendt slagmark og fejdede med de samme våben. Nuvel, vil mange sikkert sige og tilføje: Var Anders Fogh Rasmussen ret beset ikke Mogens Lykketoft klart overlegen? Såmænd så, men de havde både en fælles sprogkode og en indbyrdes forståelse af, hvad det vil sige at føre valgkamp. Det handlede for dem om at smide tal i hovedet på hinanden, love vælgerne yderligere velfærdsforbedringer og skabe troværdighed om egen person. Sådan var det også, da Anders Fogh Rasmussen kæmpede med Poul Nyrup Rasmussen.

Men hvad sker, der hvis krigsførelsen ændrer karakter? Hvad sker der, hvis den ene af kamphanerne ikke anerkender valgkampens traditionelle præmisser og i stedet vælger at gå nye veje? Det er måske noget, borgerlige politikere bør tænke dybere over. Og hvis de savner inspiration til sådanne tanker, er det nok en god idé at læse The New Face of War eller Asymmetrical Warfare. Det er ganske vist bøger, der har et stringent militært fokus og umiddelbart ligger milevidt fra et dansk Folketingsvalg. Netop dét, forstår de fleste politiske begavelser nok at abstrahere fra og omveksle til aktuelt politisk indhold. Men lad mig lede tankerne på vej.

Socialdemokraternes nye formand vil ikke kaste om sig med tal. Dels fordi hun næppe er fortrolig med sådanne, dels fordi tal gradvist har mistet politisk autoritet. At dømme efter hendes hidtidige udmeldinger, vil hun heller ikke love flere velfærdsydelser i kampen for at sikre flere vælgere. Nej, med Helle Thorning-Schmidt skal regeringen formentlig ruste sig til en asymmetrisk krig; en krig, hvor en lettere armeret modstander, som en anden mujahedin, vil gøre alt for at ramme Venstres og Det konservative Folkepartis ømmeste punkt: Den manglende evne til at indfri borgerlige vælgeres krav om gennemgribende velfærdsreformer. Det bliver rigtignok spændende at følge!

Posnerske bevægelser

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. april 2005. Skriv et svar

Det syntes at være en almindelig opfattelse, at Punditokraterne er blevet til under stærk inspiration af den såkaldte Becker-Posner Blog. Det er der for så vidt intet galt i. For min egen del skal jeg ikke benægte, at de to herrer har øvet en vis indflydelse på min intellektuelle udvikling. Jeg er således Becker dybt taknemmelig for hans teorier om human kapital og interessegruppeteori, ligesom jeg påskønner Posner for hans bidrag til nyere monopolteori og retsøkonomi i bred forstand. Men jeg er ikke fuldstændig verliebt i denne Posner. Lad mig blot nævne hans seneste bogudgivelse, Catastrophe: Risk and Response. Den har såmænd været en slem skuffelse.

Corpus Juris forsøger i Catastrophe at overbevise læserne om, hvordan politikere og andet godtfolk skal forholde sig til mikroskopiske sandsynligheder, med himmelhøje omkostninger. Til sådanne fænomener henregner han hændelser, der kan være dødbringende for millioner af mennesker eller måske endda hvert eneste levende væsen på jordens overflade. Og han vælger gennemgående at fokusere på fire katastrofetyper, der er kendetegnet ved diminutiv sandsynlighed: 1) Bio-terrorisme, der udsletter 100 mio. amerikanere, 2) Asteroide-kollision, der udsletter 1,5 mia. jordboere, 3) Strangelet-ulykke, der kan tilintetgøre kloden og endelig 4) Abrupt global temperaturstigning på 14 grader Fahrenheit.

Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne inden for hver af disse fire katastrofetyper, men blot notere, at Posner når til den for mig overraskende konklusion, at der investeres for lidt i at undgå katastrofer af denne beskaffenhed. Men hvordan pokker undgår man sådanne katastrofer, hvis der også skal være lidt penge til overs til brød og kildevand?

Tja, udsigten til bio-terrorisme kan måske delvis elimineres ved at forbyde alle arabere adgang til et udvidet kursus i biokemi, herunder adgang til at flyve, sejle, køre eller sende post. Stranglet-ulykker kan nok undgås ved at forbyde fysikere at etablere artikelgeneratorer over en vis størrelse. Men asteroide-bekæmpelse og abrupt global opvarmning bliver en dyr omgang. Nok så dyr, at det hverken er god politik eller god økonomisk teori at kræve fuldgod risikobekæmpelse.

Det er i orden at læse Catastrophe af Posner. Men et punditokratisk råd vil være, at den købes og læses sammen med Aaron Wildawsky’s noget oversete Searching for Safety. Her lærer man nemlig en hel del om, hvordan man bør forholde sig til forskellige former for risici. Posner har næppe læst den!

Der Untergang

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. april 2005. Skriv et svar

For lidt over en uge siden vandt Gerhard Schroeder nogle billige point i bestemte vælgerkredse, da han langede ud efter gæstearbejdere, der i kraft af såkaldt “løndumping” skubber tyskere ud af arbejdsmarkedet. Mange tolkede det som en forventelig retorik op til et vigtigt delstatsvalg, men måske er der tale om et mere manifest attitude i SPD. På det seneste har partiets formand, Franz Münterfering, nemlig bragt retorikken op på et højere niveau og ladet forstå, at den “internationalt voksende kapitalmagt”, med dens “kortsigtede profitstræben” og “totale økonomisering af samfundet”, truer det tyske demokrati. Tag den, Frank Jensen!

Hvad skal man så mene om det? Den øverste chef for Lufthansa, Jürgen Weber, udtrykker sig forholdsvis klart i dagens udgave af Frankfurter Allgemeine:

“Wenn sich herausstellt, daß die Kapitalismuskritik grundsätzlicherer Natur ist und die wirkliche Einstellung der politischen Elite in Deutschland reflektiert, dann braucht man keine Organisation ,Invest in Germany’ mehr.”

Det er en såre punditokratisk kommentar, men næppe en kendelse, der vil ryste de befæstede sjæle i SPD. For dem handler det om at fjerne al opmærksomhed fra den omstændighed, at de har bragt Tyskland ind i fattigdommens irgang. Hvis Tyskland var en amerikansk delstat, ville det være den femte fattigste stat i Staterne. Ak ja, al den stræben efter at undgå Amerikanische Verhältnisse er tilsyneladende lykkedes.

Den rette medicin

Af Mikael Bonde Nielsen, den 19. april 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at USA oplever en højere vækst en EU? Det er der som bekendt adskillige forklaringer på; nogle mere overbevisende end andre. Professor Alberto Alesina m.fl. præsenterede dog for nogle år siden det helt plausible synspunkt, at graden af erhvervsregulering er en afgørende faktor. I Regulation and Investment argumenterer de således for, at forskellene mellem amerikansk og europæisk vækst bl.a. skyldes, at USA har et forspring i liberaliseringskapløbet.

Som et ganske jordnært eksempel på dette, vil jeg henvise til dagens kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her forsøger jeg i al beskedenhed at give et vink om, at adgangen til at reklamere for receptpligtige lægemidler har givet amerikanske medicinalvirksomheder et forspring i forhold til deres europæiske konkurrenter. Derfor er det ikke så overraskende, at 8 ud af 10 nye lægemidler i dag kommer fra USA. For mindre end 25 år kom 8 ud af 10 nye lægemidler fra Europa. Sådan kan det gå!

Metafysik

Af Mikael Bonde Nielsen, den 14. april 2005. Skriv et svar

Nu hvor Socialdemokraterne har fået valgt en ny partileder melder spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i SF? Som bekendt skal dette seminaristiske parti også ulejlige medlemmerne med en urafstemning, og denne gang er der tre kandidater at vælge imellem. Almindelig punditokratisk prioritering indebærer vel, at vi på forhånd kan udelukke Meta Fuglsang, der primært beskæftiger sig med tidens stress. Tilbage har vi så den altid socialt indignerede Villy Søvndal, og den lidt frækkere og økologiske Pia Olsen. Hvem af disse to skal folkesocialisterne så vælge? Her er der behov for en digression. I USA findes der en forglemt økonom, der aldrig er kommet under vejrs med sig selv. Han hedder John Kenneth Galbraith og lider af udpræget, intellektuel skizofreni. Derfor kritiserer han på den ene side kapitalismen for, at den ikke kan brødføde den sultne slavehær, og på den anden side for, at den giver proletarerne permanent forstoppelse.

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?

Absurd teater

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. april 2005. 1 svar

Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!

Duften af kvinde

Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. april 2005. Skriv et svar

Hvordan lugter en Socialdemokrat? Spørgsmålet er ikke ligegyldigt i en overkommunikeret verden. Når det bliver stadig sværere for virksomheder, organisationer og politikere at trænge igennem med deres budskaber på traditionel vis, er det afgørende at de opsøger nye og uprøvede muligheder inden for markedsføring. Og hvem har mere brug for det, end vore danske Socialdemokrater, der længe har følt sig overset i medielandskabet? Men der er hjælp på vej.

Den internationale og danskfødte brandguru Martin Lindstrøm rejser for tiden verden tynd for at gøre reklame for sin nye lufthavnsbasker, Brand Sense. Det er en underholdende, men alligevel lærerig bog om, hvordan man kan bruge sanserne som afsæt for kommunikation og markedsføring. Og her kommer så det punditokratiske råd til Socialdemokraterne: Forsøg at indfange duften af jeres nye formand og få vellugten isoleret i en roseformet flakon. Vi er sikre på, at bouqueten vil tage vælgerne ved næsen og sikre partiet enestående fremdrift i meningsmålingerne.

Helle for Helle

Af Mikael Bonde Nielsen, den 12. april 2005. Skriv et svar

I aften vil vi alle vide, om det er er Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidth, der skal være Socialdemokraternes nye formand. De fleste syntes at være enige om, at Frank Jensen er en forhindring for Socialdemokratisk fornyelse. Og måske netop derfor, bliver han valgt. Socialdemokraterne må vel efterhånden have nået rock buttom i dansk politik, hvorfor de tilbageværende medlemmer kan reduceres til de få, der fortsat bruger 30-erne som reference, når den aktuelle politik skal formuleres.

Men hvad vil der ske, hvis Helle Thorning-Smith bliver valgt? Ja, hvis man vil kende hendes kampagnestrategi kan det måske være en god idé at læse antologien Why Labour Won the General Election of 1997. Det er en særdeles instruktiv bog og jeg vil især anbefale bidraget fra Philip Gould. For det er undertegnede punditokrat overbevist om, at Helle både har læst og forstået. Her blotlægger den gamle insider nemlig hemmeligheden bag Labour’s særdeles effektive kampagne i 1997, der i korthed byggede på 10 enkle principper:

1. Giv efter og kom videre
2. Skab nye konfliktdimensioner
3. Stjæl modstandernes platform
4. Balancer det negative med det positive
5. Samarbejd med medierne, modarbejd dem ikke
6. Gå aldrig på kompromis med tilliden
7. Sats på indhold før form
8. Gå ubønhørligt efter modstandernes vælgere
9. Neutraliser skat som tema
10. Giv små, konkrete løfter

Som de fleste sikkert ved, har disse kampagneprincipper også inspireret vores nuværende statsminister. Blot med omvendt fortegn. Han har trukket sit eget parti mod venstre, hvor Tony Blair Trak det mod højre. Det må vel så i en dansk kontekst betyde, at Helle Thorning-Smith skal efterstræbe en mere liberal dagsorden: 1) Give efter for vælgernes krav om valgfrihed, 2) satse på civilsamfund i stedet for stat, 3) stjæle modstandernes oprindelige mærkesager, fx modstand mod overvågning og kontrol, 4) hetze mod modstandernes velfærdsorgie, men samtidig formulere en frihedsvision, 5) sikre medløb i medierne, 6) aldrig udstede pjattede efterlønsbeviser, 7) matche virkelighed og kommunikation, 8) stjæle modstandernes vælgere 9) acceptere skattestoppet og imødekomme behovet for flere skattelettelser og endelig 10) give små, konkrete løfter, fx væk med resterne af lukkeloven.

Som jeg med punditokratisk snilde tidligere har understreget i Weekendavisen: “Hvis Fogh kan vinde vælgere på at fremstå socialistisk, kan andre såmænd også vinde vælgere på at fremstå som liberale”. Tør man håbe på Helle?

Desperate Housewives

Af Mikael Bonde Nielsen, den 12. april 2005. Skriv et svar

Den norske familieminister Laila Dåvøy har givet erhvervslivet klar besked: Hvis de børsnoterede selskaber ikke lever op til kravet om 40% kvindelig repræsentation i bestyrelserne inden 2007, vil de blive tvangslukket. Det er ikke en småkikset norsk aprilsnar, vi taler om her. Nej, den gode dame mener det virkelig. Og ideen skal nok blive samlet op i de andre skandinaviske lande; i første omgang i Sverige, hvor et helt nyt feministparti stormer frem i meningsmålingerne, mens de tæver løs på den amerikanske underholdningsserie, Desperate Housewives. Vær beredt! Ligestillingsdebatten er på vej.

Hvordan kan vi hjælpe kvinderne på vej? Et punditokratisk bud kunne være, at nedbringe antallet af indsatte i Skandinaviens største kvindefængsel; den offentlige sektor. Stedet, hvor kvinder siden 60’erne har været isoleret i lavtlønsjob med dårligt arbejdsmiljø og ringe karrieremuligheder. Det er med andre ord på tide, at vi slår et effektivt slag for ligestillingen og privatiserer de klassiske velfærdsinstitutioner. Ikke kun for at få bedre og billigere service. Nej, simpelthen for at få bedre jobs til kvinderne. Spørg en sygeplejerske i USA eller Schweiz; det er sjovere at tjene 700.000 kr. om året end det halve.

Numerologi for økonomer

Af Mikael Bonde Nielsen, den 11. april 2005. 1 svar

Man skal vælge sit navn med omhu. I hvert fald hvis man har ambitioner om at gøre en karriere inden for økonomisk videnskab. Lirian Einav og Leeat Yariv fra henholdsvis Stanford University og UCLA søger i What’s in a Surname? at fremlægge bevis for, at det er nemmere at opnå fastansættelse ved velanskrevne amerikanske universiteter og vinde Nobelpris, hvis initialerne i ens efternavn er hentet fra alfabetets første halvdel. Årsagen skal angiveligt være, at der inden for økonomi er tradition for at blive nævnt i leksikografisk rækkefølge, når man skriver artikler til videnskabelige tidsskrifter. Det er med andre ord en værdi i at hedde Andersen, hvis man skriver en artikel med en, der hedder Sørensen.

Einav og Yariv påpeger, at den samme norm ikke genfindes inden for psykologien. Her er der derimod tradition for at blive nævnt i forhold til sin intellektuelle pondus. Og det kan ifølge de to forfattere være årsagen til, at der ikke er en sammenhæng mellem initialerne i psykologers efternavne og deres tilbøjelighed til at opnå fastansættelse ved et universitet.

Hvad skal rådet så være til økonomer og andre samfundsforskere, der hedder Sørensen? Ja, de har som udgangspunkt tre muligheder: 1) De kan arbejde for at ændre den omtalte praksis inden for samfundsvidenskaberne, 2) de kan vælge at skrive artiklerne selv eller med kollegaer, der hedder Østergaard eller 3) de kan ændre navn. Den første mulighed rummer alt for store transaktionsomkostninger, og den næste mulighed er inefficient, da den begrænser ens muligheder. Jeg forudser derfor, at næste generation af økonomer vil hedde Abrahamsen.