Forfatterarkiv: Nicolai Foss

Hvorfor er terroristerne foran?

Af Nicolai Foss, den 14. august 2006. 10 svar

Denne punditokrat befinder sig af professionelle årsager aktuelt i Atlanta, Georgia, hvortil jeg ankom i torsdags. Jeg havde på grund af de da netop afslørede terrorplaner den noget tvivlsomme fornøjelse at bruge over 3 timer i Atlantas lufthavn. Det gav indledning til overvejelser over aspekter af terrorsituationen. Here goes:

Det ofte gode og spændende National Review Online har et interessant symposium, "Plans Destroyed,"om terror- plottet. Daniel Pipes tager udgangspunkt i det i følgende refleksioner:

Airplanes represent an outdated target because passenger screening techniques quickly adapt to threats. As soon as terrorists implement new techniques (box-cutters, shoe-bombs, liquid components), security promptly blocks them … Conversely, trains, subways, and buses, as shown by attacks in Madrid, London, and Bombay, offer far richer opportunities for terrorists, for access to them can never be so strictly controlled as to aircraft.

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Staten i agent-teoretisk lys

Af Nicolai Foss, den 8. august 2006. 11 svar

Hvorfor er nogle statsapparater mere rovgriske end andre? Hvad gør de i staten indbyggede tendenser til uhæmmet ekspansion og skatteplyndring latente snarere end manifeste? Er det bureaukraternes gode moral (politikernes ditto kan vi godt glemme alt om i denne forbindelse), som Keynes for eksempel mente (i hans debat med Hayek efter udgivelsen af The Road to Serfdom).  Eller er det markedskræfter — for eksempel skattekonkurrence – som blandt andet historikeren Eric Jones har argumenteret for?

Jeg kan egentlig ikke nødvendigvis se noget uliberalt i Keynes’ synspunkt (selvom det rutinemæssigt er blevet hånet af klassisk-liberale), men dem der (med en vis berettigelse) mener at markedskræfter er en mere stabil check på staten end bureaukrat-moral, vil sikkert finde interessante ting i en fin lille føljeton – “The State as an Organization” – som Professor Michael Rozeff har postet på LewRockwell.com

Rozeff bruger den økonomiske teori om agenter (opdragstagere) og principaler (opdragsgivere) – en teori der er forudskikket hos Adam Smith og hos Ludwig von Mises men først udviklet fra begyndelsen af 1970’erne – til at analysere statens natur og hvad der betinger fremvæksten af den moderne “predatory state”:

States are organizations whose composition, aims and methods depend on the institutions the society uses to control agency costs. The classical liberal vision was of a contractual state cleverly arranged so as to keep agency costs low. The ideal contractual state is an organization that, like a corporation, is owned by its principals, who are the citizens. Commissioned by them, the state’s aims are to dispense law and justice which includes protecting the resources or property of its owners. …

With weaker controls over agency costs, we observe instead varieties of the predatory state. Here the state moves toward becoming an autonomous organization, more like a company owned and operated by one person or a small group of persons but without outside stockholders. Its residual claimants are its members. They are the owners. Citizens do not own the predatory state. They are the prey.

LvMI i Wall Street Journal

Af Nicolai Foss, den 7. august 2006. 4 svar

En del læsere af Punditokraterne vil have kendskab til Ludwig von Mises Institute, ikke mindst gennem instituttets særdeles omfattende og professionelle site, Mises-bloggen, etc.  Enkelte har muligvis tillige haft fornøjelsen af at deltage i det årlige Mises University.

Der er unægtelig mange meninger om LvMI. Man behøver ikke gå til yderligheder som hos fx Southern Poverty Law Center; også mange klassisk-liberale har begrænset tålmodighed med LvMI (eksempelvis Tom Palmer). På trods af visse kult-tendenser i miljøet, og idiosynkratiske og ikke altid lige velargumenterede positioner er der dog næppe tvivl om at vi, on balance, skal være glade for Mises Institute.  Det varmer derfor hjertet at se selveste Wall Street Journal give udførlig omtale af LvMI i den forgangne fredags udgave af WSJ:

Sweet Home Alabama
By KYLE WINGFIELD
August 4, 2006
Auburn, Alabama
Growing up, I never thought of Alabama as a beacon of academia. Living in its capital city of Montgomery for two years didn't exactly change my mind. It wasn't until I moved to Europe that I realized the Heart of Dixie was a wellspring of sensible economic thinking.
One by one, I met young, capitalist Continentals who had studied in Auburn. Not at Auburn University, mind you, which is Alabama's largest college but is associated more with physical specimens like Bo Jackson than with free-market philosophers. Rather, they had flocked to the Ludwig von Mises Institute, a think tank located just off campus that preaches the works of Hayek, Rothbard and other economists from the Austrian School — including, of course, the institute's namesake.
In the 1920s and '30s, Ludwig von Mises was a leading light of Austrian economic thought, which sought to counter the growing trend toward socialism by arguing for limited government, lower taxes, stronger private property rights and less business regulation. In 1934, though, Mises fled the Nazis in Vienna — first to Switzerland and later to America, where he was a prolific thinker and writer until his death in 1973.Nine years later, the Mises Institute opened its doors, publishing free-market texts in a variety of languages and drawing scholars for research sabbaticals and formal programs such as its weeklong Mises University, which ends tomorrow. "It's like a combination [between a] monastery and software firm," Jeffrey Tucker, a vice president of the institute, explained when I visited.
Mises counts free-marketers from more than 30 states and at least 22 other countries — including people on all six inhabited continents — among its senior or adjunct faculty. Its students' homes are equally far-flung: Poland, Peru, Argentina, Canada, France, China and beyond this year alone. "It's a little funny, I think," says Alberto Mingardi, an Italian free-marketer who has visited the institute twice. "How can you even imagine meeting somebody in Europe who knows about the Auburn Tigers?"
How did Mr. Mingardi pass the time in "the Loveliest Village on the Plain"? "Just following the lessons and browsing the [institute's] library the rest of the day. And of course I was enjoying the many cultural attractions of Alabama." Uh huh . . . and which of these attractions draw the interest of a man from Milan? A pause. Two beats. "Southern food," he finally concludes. "I like fried stuff, so that was my thing."
Amen to that. But a nagging question remains: How does a world-class think tank end up in east Alabama?
Mr. Tucker notes that, back in 1982, Auburn University had one of the few Austrian-tolerant economics departments. (Mises might not be affiliated with the university, but its founders likely anticipated a healthy intellectual exchange. A hostile faculty wasn't desirable.) He also points out that the city of Auburn has many redeeming qualities: a charming downtown, low prices for room and board, quick access to Atlanta's international airport, good ol' Southern hospitality (and cooking), and few distractions.
All true. But allow me to make an additional case. At the heart of Austrian economics is a skepticism of powerful, central authority. And Southerners have always been distrustful of government. Our libertarian streak — which flares up from time to time, for reasons both good and very bad — makes us natural allies for the Austrian tradition.
The institute's location also says something about the quality and depth of American intellectual life. America is lampooned as philistine in many quarters, especially in Europe, yet its bastions of learning are not limited to its Gothams. In fact, having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place.
Mr. Wingfield, who hails from Georgia, edits the Journal's Business Europe column.

Bring back the commies …

Af Nicolai Foss, den 28. juni 2006. 2 svar

Lidt fra den lettere afdeling: En – som mine studerende ville sige — "top-grineren" post af en konservativ (i den amerikanske betydning), der med megen rette jamrer over at fjenden har skiftet karakter:

"While Marxism had more flavors than Baskin-Robbins, they all traced their lineage to Big Daddy Karl. Now with Queer Theory, Chicano studies, Post-colonial studies, structuralism, deconstruction, you have no clue where your college English teacher got their wacky ideas."

"Remember when the perfect dis was to call someone a pinko? "You don't eat meat? What, are you…communist?" For some reason, "You don't eat at McDonalds? Are you some kind of anti-globalist?" just doesn't have the same bite."

Der er noget om det, er der ikke? Det er ikke særlig spændende at trashe Følsomme Søvndal 🙁

Vise ord om kreativitet

Af Nicolai Foss, den 28. juni 2006. 5 svar

Er du også, kære læser, godt og grundigt fed up med "krea-snak" á la Richard Florida, og hans hærskare af sykofanter, akolytter, apostle, og ukreative eftersnakkere, og synes du at de tilhørende ideer om at Københavns BKP (bruttokommunalprodukt) vil explodere, hvis alle cafeer får natbevilling, HC Ørstedparken udstyres med kondomautomater ved hvert buskads, etc. er lovlig, hmmmm, spekulative?

Så prøv at checke denne artikel, "The Myth of Creativity," af Robin Hanson, som er Associate Professor på George Mason University (og i øvrigt generelt en særdeles interessant økonom).  Her er et kort uddrag:

[M]uch of the hoopla over creativity is a crock. Why? Because we are already up to our eyeballs in it. Make no mistake: Innovation matters. Nothing is more essential for long-term economic growth. But to get more innovation we may want less, not more, creativity.
The sobering truth is that the dramatic artistic creations or intellectual insights we most admire for their striking "creativity" matter little for economic growth. . . . Instead, the innovations that matter most are the millions of small changes we constantly make to our billions of daily procedures and arrangements. Such changes do not require free-spirited self-expression. Instead, people quite naturally think of changes as they go about their routine business and social lives. . . .

Overophedet

Af Nicolai Foss, den 27. maj 2006. 11 svar

Som studerende på polit-studiet på Københavns Universitet for 20 år siden var der tit ting i pensum (særlig på første-delen), der irriterede mig; intuitivt forekom de forvrøvlede, men jeg havde som regel ikke indsigt og baggrund nok til at kunne forstå hvorfor de var det. Det betød at jeg kom galt af sted i flere eksaminer fordi jeg stod på mit, men ikke kunne forsvare det tilstrækkeligt. I mikro-teorien kan jeg huske at monopolteorien forekom mig særlig ulogisk (af årsager som jeg senere fandt ud af var "østrigske"). Makro-teorien hadede jeg ret generelt, og i særdeleshed det beslægtede fag "Økonomisk Politik." Særlig irriterende var det når mine medstuderende og lærerne med alvorlige miner talte om "flaskehalse" og "overophedning." Hvad pokker betød det? Det var mine private Hermann Göring-ord.

Jeg har haft en del deja vu'er her på det sidste, for det har været "overophedning" mig her og "overophedning" mig der.  Alvorlige, "respekterede" "cheføkonomer" (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)).  Jeg forstår stadig ikke hvad det betyder. Så jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere så meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation.

Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en "overophedet økonomi."

  1. Økonomien balancerer hele tiden på en Harrodsk knivsæg.  Hvis den falder af knivsæggen -ved "overophedning" – eksploderer den.  Kommentar: Det er noget pladder som hører hjemme i 1940'ernes keynesianske fantasiverden,
  2. Økonomien er på sin kapacitetsgrænse. Kommentar: Og hvad så?
  3. Inflation truer.  Kommentar: tja, tjo, bum-bum, måske.  Men hvorfor så ikke bare sige "inflation" og ikke "overophedning"?
  4. I opgangstider ekstrapolerer agenterne i økonomien fortidige data på en mekanisk måde. Denne ekstrapolation danner grundlag irreversible beslutninger. Hvis økonomiens selvkorrigerende kræfter sætter ind (prisstigninger, rentestigninger, etc.) vil mange af disse beslutninger have vist sig at være forkerte, men de kan ikke omgøres.  Investeringer i realkapital vil vise sig at være fejlinvesteringer. Negative multiplikatoreffekter vil sætte ind.  Priser der er stive nedad forstærker problemerne. Etc.  Kommentar: Det er da en slags teori, men den bygger på en væsentlig grad af irrationalitet hos agenter.
  5. Lønafsmitning fra en "ophedet" hjemmemarkedssektor til en sektor der er udsat for international konkurrence.  Kommentar: Hvorfor er det præcis et problem at input-ressourcer er højere vurderede ved den første type produktion end ved den anden type produktion?

Det forekommer mig at begrebet en "overophedet økonomi" i bund og grund bygger på en uliberal forståelse af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og på en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.

Man kan måske ikke afvise overophedningssnakken en bloc. Forklaring 4) (eller lignende forklaringer) foroven er måske respektabel. Men hvem siger, at velfærdstabet ved at  økonomien selv korrigerer sin "overophedning" er større end velfærdstabet, der opstår når regeringer griber ind med finans- og pengepolitiske stramninger? Hvor finder vi lige dén analyse? Ikke desto mindre har det været en implicit trossætning i dansk økonomisk politik i årtier at velfærdstabet ved offentlig indgriben er mindre end velfærdstabet når markedet korrigerer sig selv. Det hviler bare ikke på hverken solid teori eller empiri.  Så vidt jeg da ved. Måske er jeg bare uvidende – eller overophedet.

Mandag Morgen Watch

Af Nicolai Foss, den 5. maj 2006. 2 svar

Mandag Morgen, vistnok med undertitlen “Ugebrevet,” er navnet på nogle sammenhæftede A4-sider, der vil være mange læsere af Punditokraterne bekendt.  Der er tale om en i stilen ret prætentiøs publikation, der ofte gør det i dommedagsscenarier og vidtløftige spekulationer pakket ind i en hørm af politisk korrekthed og en irriterende halv-akademisk stil.  Her på Punditokraterne vil vi vie Mandag Morgen Ugebrevet mere opmærksomhed i fremtiden, fordi publikationen trods alt nyder en vis bevågenhed og relativt ofte citeres i medierne.

Mandag Morgen kan bestemt have bidrag af lødighed og dybde. For eksempel er sidste nummers (1.maj) analyse af universitetsfusionsplanerne en god afdækning af et øjensynlig meget kaotisk forløb, der foreløbig ikke synes at være baseret på seriøse analyser af behovet for fusioner. Men når Mandag Morgen er dårligt, er det dårligt big time!

En aktuel bundskaber er sidste nummers (1.maj) med artiklen, “Fortsat skattestop er en dyr fornøjelse.”  Der er tale om en ukritisk gengivelse af en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.  Ifølge artiklens referat kan “Venstres planer om at ophøje skattestoppet til at være en del af partiets nye principprogram kan blive en rigtig dyr fornøjelse.” Det skyldes at skattestoppet “dræner” statskassen; ja, pengene “fosser” ud af samme, der “svækkes.” Og det “koster penge.” Baggrunden er det simple forhold at boligskatten ikke må stige for den enkelte boligejer, og at der derfor kan blive et spænd mellem mellem offentlige indtægter og udgifter (der vokser med prisudvikling). Det er et voldsomt problem, forstår man. Mere liberalt sindede kan så mene, at det er en af årsagerne til at skattestoppet er en rigtig god idé. Det er en kommitment-device, der er med til at sikre en ganske vist langsom reduktion af de offentlige udgifter.

Det er vist ikke sådan at den formodede sagkundskab ser på sagen. Professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jakobsen udtaler således “at skattestoppet er meget dyrt for samfundsøkonomien,” hvor professoren øjensynligt mener, at de offentlige finanser er identiske med samfundsøkonomien, helt i overensstemmelse med hele tonen i artiklen.  Der er tale, fortsætter han, om “et betydeligt indkomsttab, der alternativt ville kunne bruges til rigtig mange fornuftige ting.”  Per implikation bruges pengene ikke “fornuftigt,” når de ligger i borgernes lommer.

David Gress’ kommende, af CEPOS udgivne, bog om Velstandens kilder har i sandhed en mission!

Rothbard som filosof

Af Nicolai Foss, den 4. maj 2006. 2 svar

Right Reason er navnet på en fremragende blog om "philosophical conservatism" som bestyres af Max Goss.  Jeg opdagede den på grund af min voksende (af David G initierede) interesse for den engelske konservative filosof,  Roger Scruton (iøvrigt: benyt lejligheden til at checke Scrutons humoristiske CV).

Læsere af Punditokraterne, måske særligt de der havner her via Liberator, vil formentlig være interesserede i Edward Feser's postering fra 25. april, "Rothbard as a a philosopher."

Murray N. Rothbard er en person der har spillet en større rolle for flere Punditokrater, helt sikkert Punditokrat Kurrild, så vidt jeg husker Emeritus Bonde, sandsynligvis Dr. Mephisto, og også jeg selv. Selv om jeg vist overvejende dengang blev stemplet som Hayekiansk mystiker, var der er periode for en 15-20 år siden, hvor jeg nærede et af Rothbards skriverier sundt had til Staten. (Det var på det tidspunkt, hvor jeg på et Foundation of Economic Education-kursus hørte en af oplægsholderne (Mario Rizzo) omtalt med den allerstørste respekt af en anden oplægsholder (Richard Ebeling) på følgende måde: "Mario really hates the state!).

Rothbard er en fantastisk skrivekugle. Hans saksning af Adam Smith, smadring af the Kochtopus og the Finktopus, definitive eliminering af hermeneutiske mystikere i den østrigsk-libertarianske bevægelse, og så videre er herlig polemik.  Han er en spændende teorihistoriker, og måske også en god økonomisk historiker. Hans bidrag i Man, Economy and State (1962) har dog aldrig imponeret mig.  

Der er så andre der også er meget lidt imponerede af Rothbard som filosof. Fesers postering former sig som et veloplagt og meget, meget kontant angreb på Rothbards filosofiske færdigheder: Rothbard, siger Feser, er "incapable of producing even a minimally respectable philosophical argument, by which I mean an argument that doesn't commit any obvious fallacies or fail to address certain obvious objections." Ikke mindst er Rothbard fundamentalt ude af stand til at levere en solid argumentation for grundideer i anarko-kapitalismen.

Det er med andre ord ikke mindst For a New Liberty det handler om.  Feser tager udgangspunkt i denne passage herfra:

Since each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish, the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation. Consider, too, the consequences of denying each man the right to own his own person. There are then only two alternatives: either (1) a certain class of people, A, have the right to own another class, B; or (2) everyone has the right to own his own equal quotal share of everyone else. The first alternative implies that while Class A deserves the rights of being human, Class B is in reality subhuman and therefore deserves no such rights. But since they are indeed human beings, the first alternative contradicts itself in denying natural human rights to one set of humans. Moreover, as we shall see, allowing Class A to own Class B means that the former is allowed to exploit, and therefore to live parasitically, at the expense of the latter. But this parasitism itself violates the basic economic requirement for life: production and exchange (pp. 28-29).

Feser argumenterer for at der er tale om en massiv non sequitur (eller en serie heraf):

Even if it were true that "each individual must think, learn, value, and choose his or her ends and means in order to survive and flourish" and that "the right to self-ownership gives man the right to perform these vital activities without being hampered and restricted by coercive molestation," it just doesn't follow that anyone has a right to self-ownership. For all Rothbard has shown, we might also be able to think, learn, value, etc. even if we didn't have any rights at all. (That X could get us Z doesn't show that Y wouldn't get it for us too.) Or we might need some rights in order to do these things, but not all the rights entailed by the principle of self-ownership. Or we might really need all the rights entailed by self-ownership, but nevertheless just not have them. After all, the fact that you need something doesn't entail that you have it, and (as libertarians themselves never tire of pointing out), it certainly doesn't entail that you have a right to it. For example, wild animals need food to survive, but it doesn't follow that they have a right to it (indeed, Rothbard himself explicitly denies that animals can have any rights).

Der er mere af samme slags.  Det er ganske lystigt. Det synes læserne også. Der er i skrivende stund 46 (!) kommentarer. 

Organizationsandmarkets.com

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2006. 4 svar

En ny blog har netop føjet sig til den efterhånden ret omfangsrige mængde af blogs med austro-libertariansk orientering.  Det drejer sig om organizationsandmarkets.com, som blev lanceret i går, d. 1 maj.  Den havde på lanceringsdagen 650 unikke besøg. Ikke dårligt

Undertegnede er sammen med Peter G. Klein, University of Missouri, blogførerne. Vi har defineret bloggen som primært rettet mod vores fælles faglige interesser:

Organizations and Markets is written by Nicolai J. Foss and Peter G. Klein, professors with research interests spanning organizational economics, strategic management, entrepreneurship, innovation, the economics of institutions, and the history, philosophy, and sociology of science. Foss teaches management at the Copenhagen Business School and Klein teaches economics at the University of Missouri, giving the blog an international and interdisciplinary orientation. The authors are influenced by mainstream approaches in economics and management, by the emerging disciplines of transaction cost economics and capabilities theory, and by the alternative traditions of Austrian and evolutionary economics.

Men der vil også blive serveret et stykke med klassisk-liberalisme, pomo-bashing, og lignende fra tid til anden:

While Organizations and Markets focuses on academic research in economics and management, the authors also comment occasionally on other shared interests, such as classical liberalism and cultural conservatism.

Den franske syge — Mark II

Af Nicolai Foss, den 11. april 2006. 17 svar

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Får vi et psyko-angreb på det liberale projekt?

Af Nicolai Foss, den 1. april 2006. 3 svar

Blandt økonomers yndlingsbeskæftigelser har altid været at finde måder hvorpå "markedet" kan "fejle."  Med "markedet" har de traditionelt ment tekstbøgernes ultra-stiliserede model af det perfekte marked, modellen af fuldkommen konkurrence.  Holdt op mod dén standard må stort set alle former for økonomisk aktivitet i den virkelige verden i sagens natur "fejle."   Det er det som den store (og her taler vi virkelig store, milevidt over, fx, Thomas Sowell) Chicago-UCLA-økonom, Harold Demsetz har kaldt "Nirvana-fejltagelsen."

Alt for få økonomer har været opmærksomme på det logisk problematiske i at vurdere den virkelige verden direkte i forhold til en så voldsom abstraktion som fuldkommen konkurrence-modellen. Fra omkring 1920 (mere præcist fra Arthur C. Pigous arbejder indenfor økonomisk velfærdsteori) har de derfor set markedsfejl "here, there and everywhere."  Der har dog været mindre vind i sejlene for markedsfejl-tankegangen i de seneste årtier, af årsager som vil være læsere af Punditokraterne bekendte: Argumenter af monetaristisk, nyklassisk, østrigsk, public choice, property rights, etc. karakter har dæmpet manien, selvom fremtrædende mainstream-økonomer som (nobelpristageren) Joseph Stigligtz fortsat ser markedsfejl på samme måde som Foucault ser magtrelationer — altså overalt. 

Det har været karakteristisk, at økonomer når de har talt om markedsfejl for så vidt har respekteret økonomis disciplinære grænser. Og markedsfejl har været noget der har vedrørt interaktionen mellem agenterne, snarere end agenterne selv.  Agenter har således hele tiden været rationelt maximerende og haft pæne præferencer.  Det er når de er begyndt at handle sammen, at det går galt, ifølge de traditionelle modeller.

Det har ændret sig gennem det seneste tiår, indtil for nylig snigende, men nu med fuld styrke. Årsagen er en massiv invasion af psykologi i økonomi.  Der sættes nu fuld fokus på agents kognitive udstyr og på hvad der forårsager motivation og ændringer i denne. Flagskibstidsskrifter som Journal of Economic Perspectives har publiceret stribevis af artikler om dette de senere år.  Nobelprisen i økonomi tildeltes i 2002 Daniel Kahnemann som en passende markering af den voksende betydning af psykologisk forskning for økonomisk teori.

Meget af dette er udmærket. Økonomisk teori handler blandt om interaktion mellem få agenter og her har psykologi sikkert meget at tilbyde.  Der er givetvis også en del af laboratorieeksperimenterne der kan generaliseres (omend der netop her er svagt punkt for denne type forskning). Det virker troligt, at det er vanskeligt for de fleste at håndtere sandsynligheder, at det kan gøre en forskel hvordan et beslutningsproblem "frames" (fx om det hedder "50%" eller "½" eller "0.5"), etc. Men der kan anes en markant underliggende interventionistisk dagsorden i hele projektet, og her kan der være grund til at råbe vagt i gevær. 

På samme måde som økonomer har set markedsfejl overalt, har socialpsykologisk forskning været besat af at finde fejl og biases i beslutningstagen. Det er blevet til blandt andet the attribution bias, the impact bias, distortion bias, loss aversion bias, status quo bias etc. etc. 

Også denne tankegang kan kritiseres for at evaluere virkelig beslutningstagen i forhold til et urealistisk ideal (nemlig den såkaldte "forventet nytte-model"). Det er Nirvana-tankegangen igen. Måske skulle man snarere se på de til dels evolutionært funderede strategier som virkelige aktører anvender for med rimelig succes at handle i en kompleks og dynamisk verden.  Men bundlinien er at disse "fejl" kan retfærdiggøre intervention i markedet på ny vis: Hvis folk begår systematiske fejl, er ude af stand til at forstå og evaluere sandsynligheder, systematisk undervurderer fremtiden, og så videre, så er ballet jo åbnet for dirigiste smagsdommere af enhver art, der tror sig bedre informerede og mere kompetente.  Det passer selvfølgelig som hånd i handske til en tiltagende psykologiseret offentlig diskurs og på en velfærdsstat der i voksende grad defineres i terapeutiske termer. (Blair-regeringen sysler allerede med ideer inspireret af lykke-forskning, der er beslægtet med den nye psykologiske bølge i økonomi). 

Det kan være værd at tænke over hvad den liberale respons er (bør være) på dette.  Et sted at begynde kunne være at påpege at meget af forskningen synes baseret på en irrelevant Nirvana-tankegang og generelt har for meget mistillid til folks kognitive kapaciteter (se fx Stanovichs arbejder). Det er helt uklart i hvilket omfang man kan generalisere laboratorium-findings.  Man kunne også pege på konsekvenserne: Tænk hvis fx domstolene begynder at tage disse argumenter alvorligt (det er der amerikanske jurister der mener de skal). Hvor bliver ansvar, skyld, selvstændighed, og fornuft af hvis alle vores tankeprocesser og vores beslutningstagen er skudt igennem med biases af enhver art?  Der er potentielt tale om et massivt psykologisk-funderet angreb på kernen i det liberale projekt. 

Ytringsfrihed og regulering

Af Nicolai Foss, den 19. marts 2006. 11 svar

Socialister der plæderer for ytringsfrihed er ikke konsistente. Grundlæggende er der ingen forskelle på markedet for goder (produkter og ydelser) og markedet for ideer. Hvis et case for regulering af markedet for goder kan baseres på (økonomiske) argumenter om externaliteter, asymmetrisk information og offentlige goder, så kan regulering baseres på samme argumenter når det gælder regulering af markedet for ideer.

Regulering retfærdiggøres ofte ved henvisning til forbrugernes uvidenhed om produkter eller ydelsers karakter. (Det er med henvisning til sådanne argumenter, at advokater, læger og andre har haft held til at rejse adgangsbarrierer der kan beskytte deres monopolpositioner). Men vi ved at astrologi er slet og ret det rene vrøvl. Det er demonstrérbart at en lang række politikere ingen reel indsigt har i de emner de udtaler sig om (det gøres nogle gange til en særlig demokratisk dyd).  Og så videre. Men alligevel tillades astrologer, Frank Aaen og andre at vildlede forbrugerne på markedet for ideer (OK, meninger så). Det kan ikke være fordi mangel på regulering af det ene marked (markedet for goder) har reelle omkostninger for forbrugerne, mens det ikke gælder for det andet (markeder for ideer): Der er særdeles seriøse økonom-faglige begrundelser for at Enhedslistens økonomiske politik vil have meget reelle omkostninger! Folk bruger oceaner af penge på at konsultere astrologer og andre mystikere.

Bundlinien er, at det ikke konsistent at ville gennemregulere det ene marked og ikke det andet. En interessant og efterhånden flere årtier gammel type psykologisk forskning handler om hvordan individer håndterer konfliktende overbevisninger. En kerneidé er at individer vil forsøge at begrænse sådan "kognitiv dissonans." (En forudsætning er selvsagt at tilstrækkelig intelligens og selverkendelse til at se inkonsistensen er tilstede). Begræsningen af dissonansen kan være et spørgsmål om egeninteresse og overvurdering af egen vigtighed: Socialistiske "intellektuelle" ser meget gerne regulering af markedet for goder – ikke mindst fordi de selv regner med at skulle stå for reguleringen – hvorimod regulering naturligvis ikke skal gælde for deres egne vigtige synspunkter. 

Reduktionen af dissonansen kan også ske ved at individet modificerer én eller flere af de overbevisninger, der giver ophav til inkonsistensen/dissonansen. Det er denne mekanisme som psykologisk forskning har fokuseret på.  En formodning er at modifikation i særlig høj grad vil finde sted når dissonansen bliver af reel betydning for individet. 

For en socialist kan reduktion af den kognitive dissonans mellem at ønske regulering af markedet for goder men ikke af markedet for ideer bekvemt ske ved at give køb på sit forsvar for ytringsfrihed – specielt når det virkelig gælder. Denne type adfærd forekommer at passe meget godt med hvad vi har kunnet observere den seneste måneds tid: Stålsatte forsvar for ytringsfrihed "uden adjektiver" er overvejende kommet fra borgerlige, mens socialister af alle partier (fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten) har været ved at vælte over hinanden for at komme til at foreslå alskens reelle reduktioner af ytringsfriheden.

Postscriptum: Kernen i ovenstående er planket fra denne punditokrats favoritøkonom, Ronald H. Coase.  Der er meget af Coases tankegang der er relevant for Cartoon-balladen.  For eksempel: Gælder Coase-teoremet her? Kunne vi indgå en gensidigt nytteforøgende deal med islamisterne? (Hvad siger OBP?). Én af Coases mindre kendte bidrag er "The Market for Goods and the Market for Ideas" fra 1974.  Det er herfra ovenstående argument om at det er inkonsistent at ville regulere det ene marked men ikke det andet kommer. Som et kuriosum kan nævnes, at da den amerikanske presse i sin tid fik nys om Coases argument blev det fremstillet under overskriften: "Kendt Chicago-økonom ønsker begrænsninger på First Amendment." Det var ikke lige Coases intention! Engelsk under-statement kan have trange vilkår i en amerikansk sammenhæng!  

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

En anden verden …

Af Nicolai Foss, den 26. januar 2006. 19 svar

Jeg vover her den påstand, at de fleste punditokrater, og måske også de fleste jævnlige og sympatisk indstillede læsere af bloggen, har et grundlæggende "økonomistisk" syn på samfunds-anliggender.  Det gælder i hvert fald helt sikkert for punditokraterne Kurrild, Bjørnskov, Dr. Mephisto, emeritus Bonde, og jeg selv, og jeg vil tro at i en bred forstand gælder det også for resten af punditokraterne. 

Med "økonomistisk" mener jeg her blot forestillinger om at en rationalitetsantagelse i mange situationer beskriver adfærd ganske godt, at markedskræfterne har en række positive konsekvenser, at individer reagerer ret så forudsigeligt på de incitamenter, de står overfor, at ejendomsrettigheder påvirker adfærd fordi de giver incitamenter, at det er meningsfuldt at sige at individer vælger frit, og så videre. Vi synes nok, at det er en fuldstændig naturlig måde at se på verden, ikke specielt "socialt konstrueret," og vi har måske lidt svært ved at forstå, hvordan man kan skulle kunne være uenig i den.  

Karl Popper kritiserede ofte hvad han kaldte "the myth of the framework," det vil sige forestillingen om at man på grund af fundamentalt forskellige ("inkommensurable") mentale "frameworks" ikke er i stand til meningsfuldt at kommunikere.  (Hans mål for kritikken var selvfølgelig i første omgang Thomas Kuhn).  Jeg har længe abonneret på Poppers synspunkt, at en fornuftig diskussion altid principielt er mulig. Men jeg er muligvis ved at opgive synspunktet.

Foranlediget af min postering om Deleuze fra i morges googlede jeg nemlig lidt rundt på danske sider for at få en idé om i hvilket omfang den franske syge har tag i det danske universitetsmiljø.  Jeg faldt blandt andet over sociologiskforum.dk  ("din sociologiske ressource på nettet"), som vist overvejende skrives af og for sociologistuderende, men hvor også andre samfundsvidenskabelige studerende pædagogik-studerende, sygeplejeske-studerende, og lærerstuderende har deres gang.

I guder!!!!!! Holy moly!!!!!  Man skal læse det for at tro det.   Prøv for eksempel at checke tråden omkring "neoliberalisme," hvor "Lars" forklarer at det er "den moderne sociologis prygelknabe #1" og "Laust" kan tilføje at " nl. ikke just sociologisk beundret. Det skyldes for mig at se, at nl. afviser det mest grundlæggende i sociologien: At individet er socialt indlejret."  Det ville faktisk være ret morsomt, hvis det ikke var så ignorant.  Det er også tragikomisk at se den næsegruse beundring på Forum'et for Foucault, Giddens,  Habermas, et al., og de stålsatte forsøg på dog trods alt at skabe lidt mening i alt ordgyderiet. Så er der også den sygeplejerskestuderende "Bakkehaven," der gerne vil bruge Foucault og Bourdieu til sit bachelorprojekt.   Hvad F…… skal en sygeplejerske-studerende bruge Foucault til? Jeg gruer for de hospitalsophold, der med næsten usvigelig sikkerhed vil blive min ledsager på mine (forhåbentlig meget) gamle dage!  Jeg trøster mig at ingen nævner Deleuze!  Men det er godt nok en anden verden.

Man kan godt grine af alt dette, og affærdige det med at det "bare er studerende."  Man kan også affærdige med at der er så mange fora for venstre-loonier. Men det bør man ikke gøre, for der er mange sociologistuderende, etc.; hvis sociologiskforum.dk er et godt pejlemærke, så er de alle sammen venstreorienterede — og de bliver alle sammen en del af velfærdsstatsapparatet.  Det er fanme uhyggeligt.

Det Løse … Nu på dansk

Af Nicolai Foss, den 25. januar 2006. 22 svar

Syfilis var i England i forne tider kendt som "den franske syge." Det var den gang franske "philosophes" var af den fornuftige og robuste art á la Voltaire, (nogle af) encyclopædisterne, Turgot, etc.,  Fransk filosofi har som bekendt ændret sig siden hen, og stort set kun til det værre. Den franske syge har fået en anden betydning, om end det stadig er noget der slår sig på hjernen, dog ikke nu i tredje stadie, men snarere i første.

Den franske syge er i dag den epidemi, der har spredt sig særligt indenfor humaniora, men også indenfor de mere løst funderede samfundsvidenskaber, særligt sociologi og antropologi, og hvis smittekilder er skribenterne (som Roger Scruton vil jeg ikke bruge ordet "filosoffer" om dem) Michel Foucault,  Jacques Derrida, og Gilles Deleuze (blandt de kendteste). 

Disse er i varierende grad forskruede. Foucault er til tider til at forstå, og denne punditokrat har læst passager hos Focault som han dels forstod, dels var enig med, om end han i modsætning til Foucaults utallige epigoner aldrig har været i stand til at se nogen særlig dybde i platituderne.  

Den klart mest besynderlige af den mystiske treenighed er Gilles Deleuze.  Her er et af mine favorit Deleuze-citater: "There is a book from which one can learn many things, entitled Sexual Life in Ancient China …. This book shows clearly that manuals of love and manuals of military strategy are indiscernible, and that new strategic and military statements are produced at the same time as new amorous statements.  That's curious.  I ask myself:  OK, how can we extract ourselves, at the same time, from a structuralist vision that seeks correspondences, analogies and homologies, and from a Marxist vision that seeks determinants.  I indeed see one possible hypothesis, but it's so confused … It's perfect. It would consist in saying: at a given moment, for reasons that, of course, must still be determined, it is as if social space were covered by what we would have to call an abstract machine. We would have to give a name to this non-qualified abstract machine, a name that would mark its absence of qualification, so that everything would be clear. We could call it — at the same time, this abstract machine, at a given moment, will break with the abstract machine of the preceding epochs — in other words, it will always be at the cutting edge … thus it would receive the name machinic point" (fra www.webdeleuze.com).  Sådan bliver det ved. 

Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk.  I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen.    

Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, "arbolisk" filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye "rhizomatiske" filosofi er non-lineær, "nomadisk," anarkisk, heterogen, etc.  Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes "rhizomatisk-nomadisk modstand" over for kapitalismen.  Det har blandt andet noget med internettet at gøre.

Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie.  Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

En god investering

Af Nicolai Foss, den 24. januar 2006. 5 svar

Her er et tip om en investering med en endog meget stor intern rente, ikke mindst for det publikum der interesserer sig for økonomiske, historiske, og politologiske emner af den art som Punditokraterne ofte skriver om: For en særdeles beskedent, men indkomstafhængig betaling på mellem 64 og 90 USD (rabat for studerende og familiemedlemmer) kan man erhverve sig et medlemskab af American Economic Association.

Der er — så vidt jeg ved — ingen krav om at man er akademisk økonom eller har speciel indsigt i økonomi for at blive medlem.  Elsebeth Gerner Nielsen, Kjeld Holm eller Johannes Andersen kan melde sig ind hvis de har lyst.  

Charmen ved medlemskabet er ikke så meget at man bryste sig af at være med i den samme forening som adskillige nobelpristagere, tidligere US udenrigsministre (George Shultz), fremtrædende klassisk-liberale (og, indrømmet, en del af helt modsat politisk observans), etc., nej, det er de tre tidsskrifter som automatisk følger med medlemskabet: The American Economic Review, The Journal of Economic Literature og The Journal of Economic Perspectives.

AER er flagskibet, ét af de mest prestigiøse tidsskrifter i økonomi overhovedet.  Niveauet er tårnhøjt, matematik-anvendelsen er særdeles heftig, og mange akademiske økonomer vil næppe kunne forstå majoriteten af artiklerne i et givet nummer.  Men mange af artiklerne er alligevel ganske tilgængelige, særligt de der vedrører økonomisk politik og økonomisk historie, og som derfor ofte har et empirisk indhold. Særligt politologer burde ofte kunne finde noget af interesse. Fra det sidste nummer denne Punditokrat har modtaget (september 2005 – der har vist været problemer med distributionen i 2005!) kan nævnes en artikel af Alberto Alesina og George-Marios Angeletos, "Fairness and Redistribution." I en model med multiple ligevægte analyserer de forskellene mellem den politiske støtte til redistribution i Europa og USA og de underliggende forskelle i "social perceptions" der betinger denne støtte (amerikanere mener at fattigdom overvejende skyldes ringe indsats eller dårlige valg; europæere ser på fattigdom som en fælde, det er umuligt at komme ud, etc. etc.). (Danskerne ligger i øvrigt næsthøjest (efter brasilianerne) i procent af befolkningen der mener at indkomst er overvejende bestemt af held).

Men de to andre tidsskrifter i buketten vil have bredere appel end AER. Journal of Economic Literature har altid en række  (3-4) særdeles velskrevne, lange oversigtsartikler (om stort set ethvert tænkeligt samfundsvidenskabeligt emne), samt en række lange bog-anmeldelser.  I det sidst modtagne nummer af JEL (også September 2005) har førnævnte Alesina (sammen med Eliana La Ferrara) en meget læsværdig artikel om "Ethnic Diversity and Economic Performance," hvor de blandt andet argumenterer for at etnisk fragmenterede samfund har vanskeligt ved at tilvejebringe en række offentlige goder, men til gengæld er mere produktive.  Mens der er solid empirisk backing for den første påstand, kniber det med den anden.  For de historisk interesserede og de der er interesserede i at forstå hvordan socialistiske samfund forsøger at hænge sammen uden priser er der en spændende artikel af Paul Gregory og Mark Harrison, "Allocation under Dictatorship: Research in Stalin's Archives, der belyser den måde hvorpå Stalin og hans kumpaner improviserede sig igennem økonomiske beslutninger.  

Journal of Economic Perspectives er givetvis det ud af treenigheden der har den bredeste appel. Igen er der er tale om velskrevne artikler der ofte har oversigtspræg, og hvor det formelle niveau sjældent er højere end at gymnasiematematik er fuldt tilstrækkeligt.  Summer 2005-nummeret burde få enhver fornuftig politologs og klassisk-liberals mundvand til at løbe.  Der er fremragende artikler om korruption (Jakob Svensson), "Law, Endowments and Property Rights," (Ross Levine), "The Constitutional Dilemma of Economic Liberty" (Barry Weingast), og to artikler om Adam Smith, hvoraf den ene handler om Smith's Theory of Moral Sentiments og den anden argumenterer for at Smith, langt fra at foregribe Max U, havde en særdeles realistisk og moderne opfattelse af menneskelig motivation og kognition.

Nobelspekulationer

Af Nicolai Foss, den 12. september 2005. 3 svar

Ifølge The Guardian er kortlisten for dette års nobelpris i økonomi følgende: Robert Barro, Jagdish Bhagwati, Eugene Fama, Paul Krugman og Paul Romer. Det er bemærkelsesværdigt, at policy-konnoteringerne i dette års kandidater er særdeles markante.  Alle har ydet bidrag med ret så markante implikationer for økonomisk politik.

Listen er godt nyt for punditokrater og ligesindede, for i hvert fald Barro og Bhagwati er klassisk-liberale, Barro endda en hardcore af slagsen (der i øvrigt også er i den Rådgivende Komité for Center for Politiske Studier). Krugman er naturligvis det stik modsatte. 

Jeg holder selv på Barro, selvom min gode kollega, professor Keld Laursen er stensikker på Paul Krugman. Det må da også medgives, at sidstnævnte før han røg helt ud i frådende populisme og manisk Bush-had leverede særdeles solide og efter nogens mening epokegørende bidrag til handelsteori.  En Krugman-Bhagwati-kombi er også en mulighed. Noget lignende er set før med 1974-prisen til Hayek og Myrdal.

Denne punditokrat er blandt de professorer (vistnok overvejende skandinaviske) der opfordres til at afgive forslag til kandidater til prisen. Hvem man foreslår er fortroligt, men jeg kan vist godt oplyse at jeg ét år foreslog tre økonomer til en delt pris: George Akerlof, Michael Spence og Joseph Stiglitz!  Jeg troede dog ikke så meget på mit eget forslag at jeg ville prøve at slå markedet og vædde om det.  Det var ret tåbeligt. 

Apropos markedet: Som med-punditokrat Kurrild givetvis ville påpege, bør vi også her lade markedet, snarere end avis-pundits eller tilfældige professorer, tale.  Desværre er Nobelpreisbörse åbenbart ikke funktionsduelig aktuelt.  Markedsfejl?

Samfundsvidenskabelig kanon?

Af Nicolai Foss, den 7. september 2005. 16 svar

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

Online koryfæer

Af Nicolai Foss, den 1. september 2005. Skriv et svar

Dette er ikke en klumme men blot en kort notits for at gøre opmærksom på, at Intercollegiate Studies Institute har et indtil i går mig ukendt link til The John M Olin Online Lecture Library.

Der er taler af Ludwig von Mises, Milton Friedman og David Meiselman blandt økonomerne, en spændende forelæsning af proto-libertarianeren Frank Meyer, bidrag fra excentrikere som Erik von Kuehnelt-Leddihn og Richard Weawer, og masser (masser!) af Russell Kirk.  Det meste er fra 1960'erne.

Vel taler Kirk et nydeligt amerikansk, men denne punditokrat havde nu nok foretrukket nogle flere af Mises kontante markeringer og mere af hans herlige austro-engelske:  "Humann bi-inks aaaare not ooenli a bajological klarsss …Humann bi-inks are først of årl kollaaboorætors."

Sejret ad Helvede til?

Af Nicolai Foss, den 27. august 2005. Skriv et svar

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.