Vi har ofte skrevet om ulandshjælp, og især hvordan hjælpen bestemt ikke ser ud til at hjælpe. Men sjældent er det blevet gjort med så klar indlevelse, og med en lignende moralsk tyngde end af Dambisa Moyo. Denne gang er det ikke en liberal, dansk økonom, men en sort, zambiansk kvinde, der argumenterer imod hjælpen. Det er på én gang deprimerende og dybt befriende, og derfor Punditokraternes femte anbefaling til sommerferielæsning.

Moyo starter sin bog – der i øvrigt indledes af superhistorikeren Niall Ferguson – med en simpel observation, som holder lige så godt i Danmark som Storbritannien, USA, Frankrig eller hvilket som helst sted i den vestlige verden:

”deep in every liberal sensibility is a profound sense that in a world of moral uncertainty one idea is sacred, one belief cannot be compromised: the rich should help the poor, and the form of this help should be aid”

Moyo hævder i stedet, at hjælpen har gjort afrikanerne fattigere, og konkluderer fra starten, at “Aid has been, and continues to be, an unmitigated political, economic, and humanitarian disaster for most parts of the developing world.” Bogen er herefter en tour de force igennem afrikansk historie, ulandshjælpens værste bivirkninger, for at ende i et konkret forslag.

Moyo dokumenterer overbevisende sine påstande, blandt andet at afrikanske lande – hvis de fejede en smule for egen dør – uden problemer kunne få adgang til de internationale kapitalmarkeder for at låne der. Hun peger også på, at lån på en helt anden måde end hjælp er disciplinerende. Som hun understreger flere gange: Hjælp kan man få gang på gang uden at efterleve sine løfter, men hvis man lader være med at tilbagebetale et lån én gang, er løbet kørt.

Et af de befriende forhold ved bogen og dens forfatter er, at Afrika bestemt ikke er uden egen skyld. Som Moyo påpeger, er afrikanske handelsbarrierer ofte helt absurde: ”It is bizarre that shipping a car from Japan to Abidjan, in Ivory Coast, costs US$1500, whereas moving it from Abidjan to Addis Ababa, in Ethiopia, costs US$5000”.

Hvad er da udvejen? Moyos forslag er at koordinere om ét bestemt budskab til Afrikas leder: Vi bliver ved fem år, og så lukker pengekasser. Efter det må I stå på egne fødder. Det kan synes radikalt, men efter at have læst bogen er det svært at se en anden udvej. Stærkt anbefalet!

Politikere i flere lande diskuterer for tiden, om deres lande ikke har brug for endnu en dosis finanspolitisk stimulans. Sagen er nemlig, at de første massive pakker ikke rigtigt har virket, som politikerne regnede med. Naturligvis kan man – med fuld ret – indvende, at det er rigeligt tidligt at vurdere den fulde virkning af indgrebene, men en række steder, blandt andet i USA, har politikere og kommentatorer observeret med gru, hvordan opsparingsraten er stigende. Og hvis folk blot sparer de ekstra midler op, som fra politisk blev pumpet ud i økonomierne, stiger efterspørgslen ikke og så bliver der relativt lidt stimulans ud af stimulanspakkerne.

Mange af vores læsere har sikkert allerede nu sagt til sig selv, at det da er indlysende. Og ja, det er det, men det er et fænomen, der ikke bliver diskuteret i ret mange politiske fora. Problemet er nemlig, at de fleste simple økonomiske modeller i et vist omfang antager, at forbrugerne som helhed opfører sig som Keynes foreskrev: De opsparer en fast procentdel af deres indkomst, og bruger resten på forbrug. Så hvis man sender 100 millioner ud til forbrugerne i skattelettelser, ældrechecks eller andet, ’burde’ det hæve den samlede efterspørgsel med noget i retning af 60-70 millioner.

Hvad mange modeller enten slet ikke bygger ind, eller kun på en meget simpel måde håndterer, er et teoretisk fænomen, som den britiske økonom David Ricardo beskrev allerede i 1820. Det har derfor fået hans navn – Ricardiansk Ækvivalens. Den canadiske avis The Globe and Mail, som jeg læste på vej herover (som pt. er Halifax, Nova Scotia) havde i går en glimrende artikel om fænomenet (læs her). Ricardos teori, som i 70erne blev formaliseret af superøkonomen Robert Barro, tilsiger ganske enkelt, at folk forudser, at ekstra penge fra staten i dag betyder lige så store ekstra skattebetalinger en gang i fremtiden. Det eneste rationelle, hvis man er tilstrækkeligt bekymret om fremtiden, er at spare de ekstra penge op. Med forudseende vælgere – og her ses der bort fra studerende, der er lånebegrænsede og pensionister, som sikkert dør før pengene skal betales eller regner med at deres lobbyister i Ældresagen beskytter dem mod ekstra skatter – vil finanspolitiske stimulanser ganske enkelt føre til stigende opsparing, og slet intet ekstra forbrug. Stimulanspakker vil derfor heller ikke have nogen som helst målelig effekt.

Nu kan man naturligvis indvende, at ikke alle er lige fremsynede (og vi kender sikkert alle nogen, der bestemt ikke er) og at en del falder for fristelsen til at bruge pengene med det samme. Men det er også værd at bemærke, at selvom særligt keynesianere op gennem tiden brændende har villet det, er det ikke lykkedes nogen økonomer at afvise fænomenet. Hvis bare halvdelen af befolkningen opfører sig i overensstemmelse med Ricardiansk Ækvivalens, bliver finanspolitik væsentligt mindre end halvt så effektiv. Og med finanskrisens enorme pakker, er Ricardos idéer igen blevet aktuelle, og hvis han havde ret – hvilket mange ting peger på – er der grund til at stille spørgsmål ved, hvorfor i alverden så mange politikere er så vilde med at bruge penge, som ikke gør nogen gavn. Vil de bare gøre noget for at blive set, eller er de vitterligt uvidende?

For læsere, der vil vide mere, kan man f.eks se Barros outline af politisk effektivitet her, en mere populær version fra Washington Post her, EconomicsHelps forklaring her, inklusive indvendelser. Man kan også gå tilbage til Barros oprindelige artikel, ”Are Government Bonds Net Wealth?” fra Journal of Political Economy, volume 82 (6) i 1974.

Som Niels Westy skrev forleden dag, plejer vi når sommerferien står for døren, at komme med et par anbfalinger af bøger udgivet i det forgangne år. Første bud var Søren Mørchs danske ”Store Forandringer” om (bredt set) den vestlige civilisations udvikling indtil 1800. Denne sommers anden anbefaling tager udgangspunkt i mere samtidig historie.

For år tilbage skrev stjernepolitologen Francis Fukuyama bestselleren ”The End of History and the Last Man” (se her). Fukuyama argumenterede i bogen for, at da den kolde krig var ovre og kommunismen i Central- og Østeuropa var kollapset, var resten af verden på vej mod vores system. Med andre ord havde det liberale demokrati vundet en evolutionær kamp mod andre systemer på en helt darwinistisk måde. Og sådan så det skam også ud en overgang, med Jeltsins Rusland på vej mod egentligt demokrati, stabile demokratier i Sydkorea, Taiwan, Chile og enkelte afrikanske lande, og nærmest kastrerede styrer i Baghdad, Damaskus og Pyongyang.

Men sådan blev verden ikke ved med at se ud. Dagens anbefaling, Robert Kagans ”The Return of History and the End of Dreams” (se her), tager opgøret med Fukuyama og andre jubeloptimisters verdenssyn. Bogen, der indledes med den korte konstatering ”The world has become normal again”, skitserer i en række korte kapitler positionerne og adfærden hos de store spillere – f.eks. ”Japan: A Return to Normalcy, ”India and the Argument of Power”, ”Iran and Regional Hegemony” og ”The Ambitious Superpower”. Kagan lægger ikke fingrene mellem, men skriver rent ud af posen i, for eksempel, afsnittet om ” The Axis of Democracy and the Association of Autocrats”. Og hans udgangspunkt er klart, her på side 82:

Modernity means, among other things, the sexual as well as political and economic liberation of women, the weakening of church authority and the strengthening of secularism, the existence of what used to be called the counterculture, and free expression in arts (if not in politics), which includes the freedom to commit blasphemy and to lampoon symbols of faith, authority and morality. These are the consequences of liberalism and capitalism unleashed and unchecked by the constraining hand of tradition, a powerful church, or a moralistic and domineering government.

Man kan synes, at Kagan er lidt for vild med den Europæiske Union – han slår nogle knuder på sig selv for at bortforklare, at EU er så handlingslammet og internt splittet – og at han er villig til at tro på, at selv Putin-fløjen i Rusland ikke bare er selvisk interesseret i magt, men det er svært at afvise hans analyse af verdens tilbagevenden til en normaltilstand. Og at normaltilstanden måske er tættere på 1800-tallets europæiske magtpolitik end den kolde krigs todeling. Kagan skal læses som modgift mod evig blåøjet optimisme.

Jeg blev tidligere i dag interviewet i P1. Baggrunden var, som så ofte når medierne kontakter mig, min status som en af Skandinaviens få ’lykkeforskere’. Det var derfor naturligt, at journalisten kontaktede mig for at få et rimeligt videnskabeligt bud på en ny engelsk undersøgelse, som Politiken omtalte her til morgen (læs her).

I undersøgelsen påstår Lion Shahab og Robert West fra University College London, at folk der er holdt op med at ryge, er lykkeligere end da de røg. Den politiske konklusion er derfor, at man skal have folk til at holde op med at ryge og så bliver de både sundere og lykkeligere – altså en win-win situation! Dét undrede mig, da en af den seriøse lykkeforsknings mest robuste konklusioner er, at objektiv sundhedsstatus intet betyder for folks lykke. I stedet handler helbred-lykke forholdet om, hvor godt helbred man synes man har i forhold til den livsstil, man har valgt.

Jeg stod i samme situation tidligere på ugen, da jeg var i København for at bånde en debat om sundhedspolitik mod overlæge Bente Klarlund Petersen. I den ganske ubehagelige debat påstod min modkombattant flere gange, at sunde mennesker er lykkeligere, dvs. at debatten endte i påstand mod påstand på trods af, at forskningen er ganske klar på området. I løbet af de 50 minutter i kafkask diskussion, gik det op for mig hvad lægerne gør, og hvor helt absurde deres undersøgelser er.

De medicinske studier, der tilsyneladende peger på at f.eks. rygning er dårligt for lykken, laver nemlig alle sammen én helt basal fejl. Eksperter i spørgeteknik har vidst det i mange år, og lykkeforskningen viser det også med al mulig tydelighed: Man må aldrig spørge for direkte til lykke og andre stærkt subjektive forhold. Men spørgsmålet i den engelske rygeundersøgelse er netop direkte. Shahab og West bad deres respondenter om hvilket udsagn, der erklærede sig mest enige i: 1) ”I feel happier now than when I was smoking”; 2) ”I feel about the same now as when I was smoking”; eller 3) ”I feel less happy now than when I was smoking”.

I denne type spørgsmål er der helt klart ét ’korrekt’ svar, forstået på den måde at der er et svar, der er konsistent med de herskende sociale normer på området. Rygning er socialt set ’dårligt’ (helt fraset sundhedskonsekvenserne), så respondenter, der svarer 2) eller 3) vil derfor svare imod hvad det politiske korrekt / feelgood svar er. Erfaringen viser endda, at hvis man spørger folk om at erklære sig enige/uenige i et udsagn, får man typisk flere enige svar, end hvis der spørges mere frit. Shahab og Wests artikel i Nicotine & Tobacco Research, ligesom meget store dele af den medicinske pseudoforskning i lykke, dumper derfor på to punkter.

Jeg ved udmærket godt, at mange spørgeskemaundersøgelser fejler på disse punkter. Mange af dem fejler endda helt bevidst, fordi der enten er et officielt oplæg til det (et eksempel er Aarhus Universitets nylige, og ret håbløse, medarbejdertilfredshedsundersøgelse) eller fordi forskerne har et klart, politisk formål med den. Derfra og til at stille sig tilfreds med tingenes tilstand er der dog langt. Formålet med denne post er derfor at påpege, hvor lidt man kan lære af denne type ’undersøgelse’. Og ikke mindst at understrege, hvor farligt det er at føre politik på dette grundlag. Det bliver hurtigt til en konklusion om, at folk ikke kan finde ud af at leve deres liv selv, så vi må nok hellere regulere deres livsstil. Den dag det sker, har vi valgt et fascistisk samfund.

I sidste uge deltog jeg sammen med min kollega og medforfatter Kim Sønderskov fra Statskundskab i en to-dages workshop i Aalborg. Workshoppens formål var at samle forskere med fokus på begrebet ’social kapital’. Social kapital, der bredt set handler om hvad sociale relationer gør ved samfundet, har været et varmt emne i samfundsvidenskaberne siden 1993. Det år sendte Harvard-professoren Robert Putnam sin bog Making Democracy Work på gaden, hvor han forklarede den markante forskel i regeringsførelse og økonomi mellem Nord og Syditalien med netop forskelle i social kapital.

Putnam definerede social kapital som ” aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. På den måde ramte begrebet direkte ned i midten af samfundsvidenskabernes virkeområde – kollektive, koordinerede handlinger – og ’lød’ rigtigt i manges ører. Siden da er begrebet blevet diskuteret i lange baner, og mange er efterhånden kommet til den konklusion, at det faktisk er et dårligt videnskabeligt koncept. Men det var alligevel ganske morsomt at opleve reaktionerne, da Kim og jeg tirsdag eftermiddag præsenterede både koncept-teoretiske og empiriske argumenter på flere analytiske plan for, præcist hvorfor det er et helt håbløst begreb.

Vores hovedargument, helt populært præsenteret, er at for at konceptet skal give reel mening og kunne bruges, skal de tre hovedelementer – tillid, netværksaktivitet og sociale normer – hænge sammen, og helst på en måde som Putnam selv beskriver som ”godt rystet spaghetti”. Men de teoretiske argumenter er ganske tynde, som vores ven Eric Uslaner var en af de første til at påpege, og på det empiriske plan finder man tre fænomener, der er praktisk taget fuldstændigt separate. Med andre ord er tillid, netværksdannelse og sociale normer tre forskellige ting, der ikke kan samles i et koncept på en meningsfuld måde.

Litteraturen om netværkseffekter er lang og broget og eksisterede lang tid før litteraturen om social kapital. Der er intet nyt under solen på dén front. Literaturen om social tillid, dvs. tillid til fremmede mennesker, er væsentligt nyere, men har for længst skilt sig ud fra diskussioner om social kapital og lever sit eget frugtbare liv i dag. Og det betyder, at det eneste ’nye’ (og det er ikke frygteligt nyt) i social kapital er det empiriske fokus på styrken af sociale normer. På det punkt har forskningen næppe bragt os meget videre, ikke mindst fordi der ikke er de store argumenter for, at normer i sig selv burde betyde noget.

Normalt måles og konceptualiseres folks sociale normer med spørgsmål som ”Hvor acceptabelt mener du det er at køre i tog uden billet?”, med svar på en skala fra 1 (altid acceptabelt) til 10 (aldrig acceptabelt). Der er lignende spørgsmål om at modtage bestikkelse, søge offentlig støtte som man ikke har brug for osv. ”Jenne goe sajer” som der engang var en forretning i Brønderslev der hed – ikke noget ret mange kan være uenige i, men der er også mange dårlige normer. Lad mig give et eksempel på dysfunktionelle normer fra min egen luksus-hverdag. Danskere er ofte ganske frie i deres omgang med andre mennesker, men det giver sig udslag i mindst ét forstyrrende fænomen: De hoster! Bevares, de fleste danskere holder sig for munden år de gør det, men hvis de – som senest i lørdags i Musikhuset Aarhus – gør det under en klassisk koncert, kan det være aldeles uudholdeligt.

Normen, som enhver der går til sådanne koncerter kender, tilsiger at man er så stille som muligt, og derfor også lader være med at hoste. Den gælder over hele verden, men der er store forskelle på, i hvor høj grad folk rent faktisk følger normen. I Danmark gør vi ikke – særligt i vinterhalvåret kan danske klassiske koncerter være infernoer af hosteri og pudsen næse. For nogle få år siden gik det så galt i Tivolis Koncertsal, at den tyske stjerneviolinist Anne-Sofie Mutter afbrød en koncert, skældte ud på danskerne, og derefter startede forfra. Det påvirker dog ikke danskerne, der stadig alle synes at mene, at man skal være stille til koncerter, men i stort antal bryde med normen. For hvis alle andre gør det, hvorfor skal man så være idioten der holder sig stille?

Man kan komme med mange andre eksempler på normer og normdannelse, der enten er helt uden konsekvenser eller har ganske andre konsekvenser end folk normalt forestiller sig. Mit andet yndlingseksempel er fra tennissens specielle verden, hvor de fleste ikke-spillere adspurgt mener, at der må være en norm der beskytter spillere ved nettet i at blive ramt af bolden. I sig selv er det ikke en underlig tanke, da de fleste bare rimeligt gode spillere sagtens kan slå et stykke over 100 kilometer i timen, men sådan fungerer normen ikke. I stedet har der dannet sig en norm der tilsiger, at hvis man rammer en modspiller ved nettet, bør man undskylde. At ramme modspilleren, eller rent faktisk bevidst at gå efter at ramme, betragtes ikke som usportsligt og der er således ingen norm, der beskytter mod at få store, blå mærker i den hvide
sport.

På den måde er normers rolle i samfundet en ret mystisk størrelse. Den omfattende litteratur om social kapital har i årevis behandlet sociale normer som en fast størrelse som til enhver tid påvirker folks adfærd, men hvis man tager de empiriske studier alvorligt, er det langt fra tilfældet. I stedet gælder det, at normer i sig selv er næsten ligegyldige. Hvad der betyder noget er, om man tror på at andre folk følger normerne. Og hele historien om dét aspekt af samfund er noget længere og (heldigvis) knap så mystisk. Men medier og politikere vil hellere tale normer end om, hvorvidt folk har incitament til at følge dem.

Min ven og kollega Niclas Berggren ovre på Nonicoclolasos omtaler i dag et nyt studie, der har set på om relative prisforhøjelser på fedende/usund mad forbedrer folks generelle sundhedsstatus. Hvis regeringen og forbudskommissionens ideer om at tvinge danskerne til at leve længere skal virke efter hensigten, skal svaret være ja, og helst et rungende et. Ellers er afgifter på sukker, fedtholdig mad osv. intet andet end ekstra tilskud til statskassen og dermed Danmarks rekordhøje offentlige udgifter.

I studiet finder Jonah Geldbach, Jonathan Klick og Thomas Stratmann at ja, der er en tydelig effekt. Som de konkluderer:

Our estimates imply, for example, that a 100 percent tax on unhealthful foods could reduce average BMI by about 1 percent, and the same tax could reduce the incidence of being overweight and the incidence of obesity by 2 percent and 1 percent respectively.

Med andre ord ville det betyde, at hvis regeringen valgte at pålægge chips, cola og anden usund mad og drikke en 100 procent afgift, ville vi kunne forvente at få én procent færre svært overvægtig, og to procent færre overvægtige. Alle vi andre ville på den anden side skulle betale i meget dyre domme for at nyde livet en anelse. Som vi har understreget flere gange her på stedet, er den nuværende fy-skamme-sundhedspolitik ikke blot uliberal. Den er skrigende udansk og på alle måder ganske absurd. Men videnskabelig evidens overbeviser næppe Jacob Axel Nielsen om at glemme den implicitte hetz mod danskere, der vælger et liv han ikke synes om.

Jeg har denne weekend en klumme i 180 Grader. Emnet er – igen – Barack Obama og hans økonomiske politik, som jeg finder aldeles uansvarlig på langt sigt. Men det lange sigt er der øjensynligt ingen, der taler om i USA eller her. Her er et kort pluk:

Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.

Hele klummen kan læses her. God weekend.

Jeg har ofte påpeget overfor de mange, der ønsker at ’styre’ forskning og innovation, at det er umuligt. Man kan af indlysende logiske grunde ikke bede forskere om at opfinde hjulet, transistoren eller relativitetsteorien. De dukker op af sig selv på uforudsigelige tidspunkter af uransagelige grunde. Eksemplerne er legio: Ørsteds opdagelse af elektromagnetiske felter, Intels opfindelse af computerchippen, opdagelsen af helicobacter-bakterien.

Men man behøver ikke engang gå så langt ud i videnskabshistorien for at finde eksempler på umiddelbart underlig innovation, der viser sig at fylde et hul. Min snart 20-årige halvbror gjorde mig forleden opmærksom på et fænomen på nettet, som jeg ikke kan lade være med at være lidt fascineret af. Fænomenet hedder Hot for Words.

Hot for Words er en internetsite med abonnement, hvor man – helt konkret – kan få stillet sin nysgerrighed efter etymologisk viden. Den er startet og drives af den 28-årige russiske lingvistikker Marina Orlova. Og hvis man synes, at det da lyder frygteligt kedelig og støvet, skal man prøve at klikke på linket. Orlova er den sære blanding af 1) en køn, storbarmet (og noget slutty) russisk blondine, der  2) forklarer engelske ord på en pædagogisk og klar måde. Hvis man for fem år siden havde spurgt en gennemsnitlig dansker – eller en almindelig politiker – om nettet ’burde’ bruges til den slags, havde svaret sandsynligvis været et rungende nej.

Men resultatet af Hot for Words, der for nylig faktisk passerede de 200.000 abonnenter, er at tusindvis af mennesker verden over har fået øjnene op for et ellers støvet område: Hvor kommer ordene fra? Sådan er det umuligt at forudsige, hvordan innovationer, der egentlig kan synes absurde, pludselig har virkninger vi ikke kunne forudsige! Se for eksempel Orlova forklare ordet ’capricious’ her.

I de næste uger kommer resultater og anbefalinger fra en såkaldte Danmarks Konsensus, et projekt der er lavet i samarbejde mellem Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-institut og Politiken. Projektet går ud på at undersøge, hvad man bedst kan gøre for at møde udfordringer i den nærmere fremtid på en række områder. Og i går kom så den første analyse i form af en kronik i Politiken med et tilhørende baggrundspapir om, hvordan man bedste løser fremtidens finansierings- og arbejdsudbudsproblem.

Forfatterne er ikke hvem som helst. Af de tre er Jan Rose Skaksen professor på CBS og tidligere vismand, Jens Sand Kirk er fuldmægtig og Peter Stephensen er forskningsleder ved DREAM-modellen i det Økonomiske Råd. Deres konklusioner er klare. Selv med det, der i baggrundsnotatet ligner nogle meget venlige antagelser omkring offentlige investeringer, giver en krone brugt på sådan nogen kun borgerne en indkomstfremgang på 1,28 kroner, mens en krone brugt på skattelettelser i toppen giver 1,98 kroner (læs her). Grunden er, som vi har skrevet om før, at lettelser i den marginale skattesats medfører et større arbejdsudbud. Igen skal det her med, at Skaksen og hans team opererer med en indkomstelasticitet på 0,1, altså dermed et ret konservativt bud, der er væsentligt mindre end de 0,3-0,4 som analyser af den svenske reform i 90erne har peget på.

Så selv med antagelser, der er meget venligt stemt overfor offentlige investeringer (en række studier finder faktisk at mere offentligt forbrug er direkte skadeligt for væksten på langt sigt) er skattelettelser stadig væsentligt mere effektive, så snart man kommer ud over en tidshorisont op et par år. Og hvordan bliver den besked så modtaget i den danske andedam? Svaret er – som forventet. AE-rådet hævder hårdnakket overfor TV2, at offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur giver samme effekt som skattelettelser (læs her). Socialdemokraternes Nick Hækkerup gik et skridt videre på TV2-News i et nærmest pinligt interview, hvor hans svar var, at ’man kan jo forestille sig’ at danskerne alligevel bliver hjemme og ikke vælger at arbejde mere. Hækkerup, der tidligere har benægtet eksistensen af dynamiske effekter, gentog dermed kunststykket at benægte meget forsigtige analyser baseret på fakta.

Man kan begynde at spørge sig selv, om to ting. For det første, hvordan de næste analyser fra Danmarks Konsensus vil blive modtaget. Vil det blive med samme foragt for grundig sagkundskab? Og for det andet, hvad et er for et udgangspunkt, en eventuel, fremtidig S-regering vil basere sin finanspolitik på. Begge spørgsmål peger frem mod svar, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Forskning i om og hvordan ulandsbistand virker har altid vækket nogle stærke følelser. Det gælder ikke mindst, når man skal levere det ærlige svar på spørgsmålet: Nå, hvor effektiv er bistanden så? Det bedste svar – dvs. det med størst opbakning i den empiriske vækstforskning – har nemlig i en årrække været, at den slet ingen effekt har. Med andre ord påvirker de mange milliarder hjælpedollars slet ikke ulandenes økonomiske udvikling. Sidst jeg optrådte offentligt med dette budskab, blev jeg efterfølgende omtalt som ”Martin Paldams uduelige proselyt” af en rasende foredragsdeltager, men hun kaldte mig i det mindste ikke nazist. Så her er resultaterne fra den sidste nye forskning på området.

Der er to anledninger til at kaste sig ud i endnu en omtale af det deprimerende faktum: 1) Chris Doucougliagos (Deakin University) og Martin Paldam (Aarhus Universitet) har netop opdateret deres metaanalyse af AEL – the Aid Effectiveness Literature; og 2) undertegnede har undersøgt sammenhængen mellem ulandshjælp og fattigdomsbekæmpelse på den kortere bane.

For at tage nummer 1 først, slog den danske ulandsekspert Martin Paldam for et par år siden pjalterne sammen med den græsk-australske ekspert i metaanalyse for at analysere ulandseffekt-litteraturen. Metaanalyse er det formelt kvantitative studie af hele litteraturer, en analysetype som kendes fra medicin, som er ved at vinde indpas i samfundsvidenskaberne. Metaanalyse er specielt smart når man har en stor bunke studier af samme emner, som man ønsker at uddrage essensen af. Paldam-Doucougliagos-teamet brugte det til at kunne sige med præcision, hvad man kan lære af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem ulandsbistand og økonomisk vækst.

Grunden til, at teamet valgte metaanalyse var blandt andet, at flere oversigtsartikler konkluderede, at ulandsbistand bidrager positivt til de fattigste landes vækst, men en del forskere (Paldam og mig selv inklusive) havde svært ved at se, hvordan man kunne uddrage dén konklusion af litteraturen. Og det græsk-australsk-danske partnerskabs analyser viste da også, at det kunne man faktisk ikke rigtigt af de 74 store studier på området. I tre separate analyser af den totale litteratur, som de to opsummerer i en ny artikel der udgives i Journal of Economic Surveys, blev konklusionen, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at ulandsbistand virker. De flinke mennesker (og det er ikke ironisk ment) ville dog ikke afvise noget, og kunne pege på, at nok var effekten ikke statistisk signifikant ved konventionelle niveauer, men den var dog positiv.

Siden Doucougliagos og Paldam sluttede deres litteratursøgning, er der dog kommet 32 nye, grundige studier af forholdet. De to præsenterede derfor en opdateret version af deres metaanalyse som inkluderer alle 106 publicerede studier ved den nyligt afholdte konference hos the European Public Choice Society (papiret kan findes her). Og desværre er konklusionen nu blevet en tand mørkere. Når man inkluderer de nye studier, falder gennemsnitseffekten. De to eksperter laver også det lille eksperiment, at de smider alle studier ud, der viser at hjælpen er direkte skadelig – dvs. alle estimater mindre end nul. Selv når man gør det og dermed implicit siger, at hjælp bare ikke kan skade, konkludere de at ”it is so small that it is of little practical importance”. Bundlinjen er, at i takt med at man har fået flere og bedre data, og mere præcise statistiske redskaber, er estimatet på hvor effektiv ulandsbistand er, faldet til et rundt nul.

Punkt nummer 2 i indledningen kommer fra et populært argument i ulandshjælpemiljøet: Det kan godt være at bistanden ikke skaber mere vækst, men hvis den når de fattigste kan den i det mindste skabe en mere lige fordeling af indkomsten og dermed afhjælpe fattigdom på den korte bane. Min artikel ” Do elites benefit from democracy and foreign aid in developing countries?”, der publiceres i Journal of Development Economics (den er online for abonnenter), fokuserer derfor på sammenhængen mellem indkomstfordeling og ulandshjælp i 88 ulande. Endnu en gang må man skuffes, hvis man havde håbet på et positivt resultat: Mens der ingen sammenhæng er i det almindelige uland, viser det sig at jo mere ulandsbistand et demokratiserende uland får, jo relativt mindre en andel tjener de fattigste. Med andre ord ser det ud til, at hvis eliten kommer til at sidde løsere i sadlen, skraber de til sig hvad de kan på resten af befolkningens bekostning. Og hvis et land får store mængder ulandshjælp, er der meget at skrabe til sig. Det glimrende site videnskab.dk’s omtale giver flere aspekter og kan læses her.

Læren af årtiers forskning i effekten af ulandsbistand er ikke, at vi skal give mere, at vi er blevet bedre til det, eller at vi skal stille bestemte krav – eller lade være med at stille krav. Det billede, der mere og mere udkrystalliseres er, at problemet ikke er den måde vi giver bistand på, men den måde den modtages på. Bistanden skaber simpelthen en række perverse politiske incitamenter og et par væsentlige økonomiske bivirkninger, som udraderer alle de ellers totalt set positive virkninger af de fleste enkeltprojekter. Milton Friedman og Peter Bauer advarede om problemet allerede i 50erne, men det kræver åbenbart bistandsfinansierede regimer som Mugabes, Mobutos eller Marcos for at åbne øjnene på mere almindelige mennesker. Og øjnene hos store opinionsdannere som Bono, Paven og Jeffrey Sachs er stadig hermetisk lukkede for hvad 40 års forskning har at bidrage med.

På den glimrende diskussionsblog om ulandsbistand, AidWatch, har en af de helt store kanoner i debatten et indlæg i dag. William Easterly, professor ved New York University og kendt som ham, der sagde sin mening om tingene da han forlod Verdensbanken, spørger i et sædvanligt morsomt indlæg, om Gud tror på Jeffrey Sachs (læs her). Pointen er øjensynligt, at præsteskabet – selv i Easterlys egen kirke – er begyndt at omfatte Sachs stærkt teknokratiske og interventionistiske ideer om ulandsbistand. Sachs mener, at den bare skal fordobles og gives efter klare planer.

Som Easterly påpeger: ”This is really bad news: having a debate with Jeff Sachs is now a sin against God.” Som vi har skrevet om mange gange her på stedet, er det ikke just det glade budskab, der kommer ud af den empiriske litteratur om ulandsbistandens virkninger. Men hvornår har de frelste nogensinde bekymret sig om videnskab?

Regeringen nedsatte som bekendt for et stykke tid siden en kommission, der i folkemunde har fået det meget præcise navn Forbudskommissionen. Den grundlæggende idé var, at danskerne er for overvægtige, og dermed en unødvendigt stor byrde for staten, da den som bekendt også driver det danske sundhedssystem. Kommissionen barslede med en række stærkt uliberale forslag, og et af dem der har fået egentlig indflydelse, er den såkaldte ’fedmeskat’ – at man skal lægge en ekstra afgift på madvarer, der på den ene eller anden måde er usund – og dermed tvinge danskerne via et økonomisk incitament til at leve sundere og længere (og nok også kedeligere, men det er en helt anden sag). I den forbindelse omtaler min ven Niclas Berggren (Nonicoclolasos) i denne uge et spritnyt studie, der er på vej ud i det velrenommerede Journal of Public Economics, som stiller et stort spørgsmålstegn ved denne politik. Studiet konkluderer, at:

Assuming that healthy meals are cooked at home with purchased ingredients and time input, the paper examines the effects on obesity of a tax on junk-food meals and a subsidy to cooking ingredients, distinguishing between a weight-conscious and a non-weight conscious individual, and between a weight-conscious individual who is physically active and physically inactive. The results show that for a non-weight conscious individual a fat tax will unambiguously reduce obesity, whereas a thin subsidy may increase obesity. However, for a weight-conscious individual, particularly one who is physically active, even a fat tax may increase obesity, as it may reduce not just the consumption of junk-food, but also the time devoted to physical activity. 

 

Som Niclas også pointerer, indebærer det at selvom man måske er enige med regeringen i både mål og middel er det langt fra givet, at fedmeskatter vil have nogen som helst virkning. Og så er vi tilbage ved det eneste klare rationale ved hele skattereformen: At øge statens indtægter.

Den gamle (faktisk ikke så gamle) redacteur Peter Kurrild-Klitgaard havde i går et indlæg i Berlingske, hvor han understreger hvordan ” Erfaringerne viser, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter den seneste skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før”. Kurrild peger i indlægget på, at ” svaret på, hvem der hæver skatterne mest, er — paradoksalt nok — at det er under borgerligt-liberale regeringer som den nuværende, at skatter og skattetryk har en tendens til at stige mest”. Analysen, der passer ganske smukt med en tidligere, som vi har bragt her på stedet (læs her), viser blandt andet at:

”Ser man på stigningstakter år til år, er skattetrykket i perioden som helhed steget gennemsnitligt knap en pct. pr. år, men med store »ideologiske« forskelle: Under venstreorienterede regeringer er skattetrykket steget gennemsnitligt sølle 0,05 pct. pr. år, mens det under borgerlige regeringer er steget hele 1,9 pct. pr. år.”

Den overordnede konklusion er, at hos os vender verden på hovedet – det er de borgerlige, der står for at finansiere en socialdemokratisk samfundskonstruktion. Hele indlægget kan læses her.