Så ser det ud til at vi har fået de fleste servere til at pege på Punditokraternes nye side. Med nyt layout og tre nye kommentatorer er vi klar til at samle tråden op, hvor vi forlod den før efterårsferien.
Selvom nogle af vores læsere måske ville foretrække det på den måde, er der stadig ingen garanti for, at vi internt på bloggen er enige om alt. Vi er hverken et politisk parti eller en ideologisk sekt a la KAP, hvor dissidenter skal bankes på plads. I stedet ser vi frem til frodige diskussioner mellem en gruppe kommentatorer, der deler et borgerligt-liberalt syn på samfundet. Derfor, som Bon Jovi sang en gang 80erne – it’s all the same / only the names have changed. Velkommen til Punditokraternes nye layout.

Vi har tidligere skrevet lidt om emnet, men i dagens Weekendavis stiller post.doc. PhD og læge Ann Dorit Guassora nogle centrale spørgsmål. Spørgsmålene berører, i hvor høj grad læger og politikere har ret til at bestemme over folks sundhedsvalg – om vi ryger, drikker, spiser for lækkert og dyrker for lidt motion, Guassora spørger:

”Er der tale om en situation, hvor man varetager kroppens interesse, dér hvor den er under herredømme af en utilstrækkelig sundhedsaktør? Hvad hvis den person, hvis krop der er tale om, simpelthen ikke magter sin opgave med at varetage kroppens interesser? Er der nogle, som burde fratages myndigheden over egen krop, fordi de ikke varetager dens interesse godt nok?

Med livsstilsrådgivningen har vi har vi flyttet os fra autonomiens ideal om, at folk skal tage deres egne beslutning, i retning af et ideal om, at folk skal hjælpes til at tage den ’rigtige’ beslutning.”

Man kunne vel i den anledning spekulere, om der er nogle grænser for, hvad visse politikere og læger mener man kan tillade sig. Hvor går grænsen? Reguleringer og krav til arbejdsliv udover hvad arbejdsgivere og arbejdstagere kan enes om i mindelighed? Privatsfæren, hvor vi i stigende grad bliver afkrævet offentlig adgang? Kropsfæren, hvor man kan få den stigende mistanke, at politikeres syn på sagen er, at kroppen er samfundets, ikke individets? Hvor blev individets ukrænkelighed af? Og hvis alt er statens, hvor er forskellen på fra dette syn og rendyrket fascistisk ideologi?

Her under krisen og den recession, vi befinder os i, har flere politiker og kommentatorer været ude med påstanden om, at det hele ville have været bedre hvis vi bare havde været med i euroen. Sådanne påstande kan øjensynligt smides ind i debatten uden nogen form for dokumentation eller argumentation. Men i torsdags bragte Information en kronik, skrevet af tre af mine dygtigste studerende fra foråret, hvor eurodebatten bredes ud. Katrine Rosbjerg Hansen, Hasse Fensman og Lise Falk Davidsen konkluderer:

Tages de faktiske forhold i betragtning, står Danmark over for tre muligheder: Vi kan deltage i eurosamarbejdet, vi kan omlægge valutakurssystemet til et mere fleksibelt system, hvor kronen er uafhængig af øvrige valutaer, eller vi kan fortsætte med fastkurspolitikken, som den er i dag. Sidstnævnte mulighed er på nuværende tidspunkt den mest fornuftige og den mest fordelagtige.

Ikke mindst pga. det iøjnefaldende, at de tre stud.merc.’er ikke blot diskuterer euro eller ej, men også tager den svenske / britiske løsning i betragtning – en flydende krone – er kronikken værd at læse og anbefales hermed varmt. Hele teksten kan findes her.

Mandag den 12. oktober efter klokken et annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der får årets Nobelpris i økonomi. At forudse, hvem der får prisen er cirka lige så svært som at forudse, hvad Mette Frederiksen er indigneret over næste uge, men man ved det kommer til at ske. Under alle omstændigheder kan man de fleste år indsnævre feltet til et sæt ’værdige’ kandidater, som man ved kan komme på tale. I år, der ikke er helt almindelig, kan man groft set dele de umiddelbart værdige kandidater ind i tre grupper:

1. Gruppen af værdige, der på grund af politiske vinde alligevel ikke gives de store chancer. Som David Stern understreger, består denne gruppe primært af superøkonomerne Eugene Fama og Robert Barro, der begge har været at regne blandt topkandidaterne de seneste år. Alene Barros 1991-artikel ”Economic Growth in a Cross-Section of Countries” i Quarterly Journal of Economics, der sammen med Greg Mankiws arbejde revolutionerede økonomisk vækstforskning, er ved sidste tælling blevet refereret i over 1500 videnskabelige artikler! Hans fælles artikel med Xavier Sala-I-Martin om indkomstkonvergens (fra året efter i Journal of Political Economy) har over 800 referencer. Lignende imponerende tal gælder for Eugene Famas arbejde om risikofaktorer i aktie- og obligationsmarkeder med Kenneth French. Problemet for denne gruppe er for det første, at Famas arbejde har handlet om, hvordan markeder generelt er effektive. Denne hypotese (kort kaldet EMCH) er ikke i videre høj kurs i offentligheden for tiden. For det andet er Barro kendt som liberalist (i ordets europæiske forstand) og har beskæftiget sig indgående med, hvorfor finanspolitisk stimulans ikke er effektiv. Han har endda skrevet om det i år i en ødelæggende kritik af Obamas stimulanspakke og sidste års vinder Paul Krugmans kriseideer. Kort fortalt er hverken Fama eller Barro i takt med den politisk zeitgeist, og da Nobelkomiteen næppe helt kan overse den, bliver 2009 nok heller ikke året hvor de senere års mest citerede nationaløkonomer får prisen.

2. Gruppen af værdige, hvis tid er gået. De mest oplagte i denne gruppe er sandsynligvis Gordon Tullock, Anne Krueger og William Baumol. Alle tre har beskæftiget sig med ’rent-seeking’, der omfatter en række forskellige typer adfærd som lobbyvirksomhed, korruption og politisk nepotisme. Tullock introducerede ideen i 1967 som har revolutioneret den måde, vi forstår politisk og økonomisk adfærd, Krueger fandt på begrebet ’rent-seeking’ i 1974, og Baumol knyttede senere begrebet mere overordnet til entrepreneurship, som ellers stadig er et lidt overset område. Men Tullock har sidste år haft en hjerneblødning og kan næppe tage turen til Stockholm, Krueger er upopulær i visse kredse for sit arbejde hos IMF, og Baumol har beskæftiget sig med emner, som f.eks. entrepreneurship, der er udenfor mainstream. Ydermere blev Tullock, som medgrundlægger af Public Choice-skolen, groft overset i 1986, da James Buchanan fik prisen, og komiteen er næppe indstillet på at give ham noget, der kunne ligne en trøstpris.

3. Gruppen af værdige, som er umiddelbart uproblematiske. Tyler Cowen hos Marginal Revolution ser for eksempel stadig (ligesom sidste år) ud til stadig at sætte sine penge på transaktionsomkostningsteori, og dermed på Oliver Williamson og Jean Tirole, muligvis inklusive Oliver Hart. Amol Agrawal har samme bud. Et andet bud i denne gruppe er William Nordhaus, da miljøøkonomi og særligt den del, der har med klima at gøre, indlysende er meget populært for tiden. Og hvis man ikke synes om hans nuværende klimafokus, er der andre ting at fokusere på hos Nordhaus, for eksempel hans formulering af teorien om en finanspolitisk valgcyklus. En alternativ strategi for at begrænse sig til kandidater i denne gruppe, er at give årets Nobelpris til økonometri – den statistiske redskabsdel af nationaløkonomi – hvilket vil overflødiggøre de politiske overvejelser. Det er endda nogen tid siden, at prisen gik til økonometri. Et af mange bud i den boldgade er folk som Arrelano, Bond og Blundell, der som ophavsmænd til de såkaldte GMM-estimatorer har haft stor indflydelse på empirisk forskning de senere år.

Som sådan er 2009-Nobelprisen i økonomi endnu mindre forudsigelig i år end den plejer at være. Mange kommentatorer diskuterer emnet, ikke mindst David Stern, Tyler Cowen, og i de næste par uger utvivlsomt mange andre. Således også her på stedet, hvor vi hellere end gerne vil høre vores begavede læseres egne bud!

Peter Kurrild-Klitgaard undrede sig i torsdags i Berlingske Tidende over, hvordan medierne har omtalt resultatet af de norske valg tidligere på ugen. Kurrild noterer bl.a., at TV-Avisen havde proklameret, at ”et flertal af nordmændene klart støttede, at landets socialistiske regering skulle fortsætte”. Sagen er blot, at på grund af finurligheder i Norges valgsystem, er det ikke sandt.

Stoltenberg-regeringen fortsætter ganske vist, da venstrefløjen har fået 86 mandater, mens højrefløjen fik 83 mandater. Det er derfor nærliggende at tro, at et flertal stemte på venstrefløjen, ikke? Men tro om. 1,33 millioner nordmænd stemte til højre, 1,28 millioner til venstre. Et flertal på cirka 50.000 nordmænd stemte altså på højrefløjen, hvilket gør TV-Avisens påstand tydeligt usand. På grund af, at mandater er ’billigere’ i tyndt befolkede områder – der i parentes bemærket modtager ganske store subsidier fra den norske stat – bliver et tydeligt højreflertal dermed til en mandatmæssig venstrevægt.

Kurrild undrer sig over mediernes reportage, men begiver sig ikke længere ud i sin Groft Sagt-kommentar. Her på stedet vil vi tillade os at stille to spørgsmål: 1) Har journalister i resten af Norden simpelthen ikke sat sig ind i det norske system, så de forledes til at tro at mandatflertal er lig stemmeflertal, eller er den partiske reportage et resultat af det veldokumenterede faktum, at journalister typisk ligger meget langt ideologisk til venstre for den almindelige befolkning? 2) Hvorfor har ingen sammenlignet dette sære resultat med USA’s 2000-valg, hvor Gore fik marginalt flere stemmer, men Bush vandt valget ved at få flere valgmænd – altså en lignende særegenhed som i det norske system? Eller er det bare for politisk ukorrekt at sammenligne?

Jeg har på det sidste arbejdet sammen med min ven Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm) på et fælles projekt. Niclas og jeg lærte hinanden at kende i 2004, da vi mødtes til en Public Choice konference i Baltimore og opdagede, at vi arbejdede med det samme emne – social tillid – om end fra to forskellige vinkler. Mere præcist arbejdede vi begge med spørgsmålet om, hvorfor nogle landes befolkninger har så væsentligt større tillid til fremmede (dvs. manden på gaden) end andre. Nu er tiden så endelig kommet til at vi har slået os sammen om at skrive om vores fælles emne.

Vores papir, som skal præsenteres i Stockholm på fredag, handler om sammenhængen mellem religiøsitet og tillid. Litteraturen har behandlet dette emne før, men ud fra en antagelse om, at forskellige religioner skaber/ødelægger mere tillid end andre. Jeg har selv skrevet (i 2007 i Public Choice) at omhyggelige statistiske undersøgelser peger på, at Islam og sandsynligvis også katolicisme er forbundet med mindre tillid end andre religioner, alt andet lige. Niclas har også i tidligere arbejde peget på, at lande med hierarkiske religioner synes at have mindre tillid. Dét resultat vælter Niclas og jeg nu – men det betyder ikke, at religion er ligegyldig.

Hvad vi i stedet finder klar evidens for, er at religiøsitet er forbundet med væsentligt lavere social tillid. Så vidt at avancerede statistiske tekniker kan vise det, er forbindelsen altså, således at det er religiøsiteten der ødelægger tilliden, og ikke folk i lavtillidslande, der ender med at blive religiøse i mangel af bedre.  Og når vi kontrollerer for religion, viser det sig at det ikke betyder noget, hvad folk tror på, udelukkende hvor stærkt de tror.

Med andre ord er der ikke noget specielt ved katolicisme, hinduisme, Islam eller protestantisme. Fortolket i en bredere forstand peger vores resultater også på, at der ingen klar forbindelse er mellem religion og moralitet, eller i det mindste ikke i den retning, som præster, imamer og andre vil have os til at tro. Ser man på topscorerne i religiøsitet, er det ikke ligefrem steder i verden, der er karakteriseret ved stærkt moralsk adfærd. Blandt top ti finder man Egypten, Sri Lanka, Marokko og de Forenede Arabiske Emirater – alle steder med massive korruptionsproblemer og relativt lav tillid. I den anden ende – altså blandt de mindst religiøse lande – ligger Danmark, Norge, Sverige, Tjekkiet og Estland. Her ligger, med andre ord, nogle af verdens mest tillidsfulde, mindst korrupte lande, og de to tidligere kommunistiske lande, der lider mindst af transitionsproblemer som organiseret kriminalitet.

Med risiko for at overfortolke resultaterne, også selvom vi endda viser, at det samme billede tegner sig på tværs af de amerikanske stater, peger vores undersøgelse altså på, at religiøsitet effektivt underminerer troen på, at andre mennesker er ordentlige, hæderlige og tilbøjelige til at holde sig indenfor almindelig mellemmenneskelig moral. At en række studier tidligere har peget på, at stærkt religiøse mennesker er flinkere og mere tillidsfulde over hinanden gør vel kun det hele lidt værre? Så et tilbagevendende spørgsmål, der kun står klarere i dette lys, er hvorfor vi bliver ved med at lytte til biskopper, imamer, og andre budbringere af denne mangel på moralsk medmenneskelig tiltro?

Se i øvrigt Niclas’ glimrende oprindelige post om Gallup-tallene, som vi bruger (læs her).

Sidste uge præsenterede finansminister Claus Hjort Frederiksen regeringens finanslovudspil. Efterfølgende har der været en del debat (min holdning gøres klar her), ikke mindst fra oppositionen, der barslede med et eget udspil. I fredags kom så Socialdemokraterne og SFs fælles skatteudspil. Berlingske skitserede forleden S og SFs hovedpunkter således:

Under punktet ’fra de rige til de fattige’:

1. En millionær skat på al indkomst over en million på cirka 5-6 procent

2. Mindre fradrag på store pensionsindbetalinger

3. Højere pensionstillæg til pensionister, der i forvejen får tillæg

4. Folk på overførselsindkomster kompenseres for højere afgifter på usunde varer.

Under punktet ’fra usund livsstil til sygehuse’:

5. Ekstra sundhedsafgifter på, f.eks., slik, sodavand og cigaretter.

6. Arbejdsskadeafgift på farlige arbejdspladser.

7. 3,1 milliarder kroner ekstra til sygehuse til kræftbehandling o.a.

8. Obligatorisk sundhedstjek til alle over 45 år, og gratis tandlægebehandling til alle unge og ældre.

Under punktet ’fra virksomheder til folkeskolen’:

9. Højere selskabsskat.

10. Højere lønsumsafgift.

11. To milliarder til reform af folkeskolen.

12. ’Klimainvesteringer’.

Under punktet ’fra forurening til grøn trafik’:

13. Betalingsring omkring København.

14. Roadpricing på særligt trafikerede veje.

15. Halvering af registreringsafgift på ’miljørigtige’ biler.

16. Billigere kollektiv trafik.

Regeringen har naturligvis allerede været ude med en kritik af udspillet. Lars Løkke kaldte, ikke videre statsminister-agtigt, udspillet for hjernedødt, da han helt korrekt karakteriserede skattedelen overfor Nyhederne som en skat på viden og uddannelse. Men man må spørge sig selv, hvor hjernedødt det egentlig er.

Set fra en økonomisk vinkel er det ret klart, at udspillet er til en dumpekarakter. Der er blandt andet tale om ekstra overførsler til bestemte grupper i samfundet, der dermed får endnu svagere incitamenter til at tage et arbejde, eller i tilfældet med pensionister, at bevare en tilknytning til et arbejdsmarked, der kan bruge deres ekspertise og erfaring. På samme tid betyder en millionærskat, som kun vil indbringe et meget lille beløb i skatteprovenu, at man straffer succesfuldt initiativ og vidensskabelse endnu hårdere. Med andre ord giver millionærskatten et meget konkret incitament til at flytte væk fra Danmark, hvis man får succes med en forretningsidé, en opfindelse eller lignende. Højere selskabsskatter og lønsumsafgifter er heller næppe gavnligt, og det hele peger i en retning, der kan risikere at føre til en markant svækkelse af dynamikken i den danske økonomi. At man derefter poster flere penge i verdens allerede dyreste folkeskole, der kun leverer middelmådige resultater, synes et sikkert bud på at hælde penge ud af vinduet. Det samme gælder tilskud til kollektiv trafik (læs: DSB) og de såkaldte klimainvesteringer, der allerede nu ligner statsstøtte til feelgood-industri.

Det helt store problem med S-SF udspillet er dog, at det på ingen måde dumper politisk. Tværtimod er det i en kynisk, politisk optik et ret fint udspil. De to partier planlægger at kaste store lunser til de ældre, overførselsindkomster, og børnefamilier (folkeskole og unges tandlægebesøg). De tegner også et billede af, at det er ’de rige’ der finansierer gildet, der nok er svært misvisende, men også appellerer til traditionelle socialdemokratiske grupper, der flygter til DF, og til SF-vælgere, der kunne tænkes at stemme enten Enhedslisten eller radikalt næste gang. Med andre ord spiller venstrefløjens valgløfter på: 1) folks manglende forståelse for økonomi og den udbredte lagkagetænkning, der simpelthen får folk til at tro, at hvis nogen får mere så får jeg mindre – så hvis man straffer ansigtsløse millionærer, får ’jeg’ mere; og 2) de laveste instinkter, såsom forestillingen om ’rige svin’ og ideen om, at der eksisterer gratis ydelser – at staten på en eller anden magisk måde ikke behøver at tvinge ekstra penge ud af den almindelige vælger, hvis den udvider dens aktiviteter.

Så den dybt deprimerende bundlinje i S og SFs politiske ageren for tiden er, at de har sat et forslag i søen, der på en og samme tid er en tikkende bombe
under dansk, økonomisk ansvarlighed og et næsten narkotisk lokkemiddel overfor nogle store vælgergrupper. Herfra kan vi kun forsøge at sprede information, men hvis den borgerlige fløj – enten VK eller den udsultede højrefløj i S – ikke snart vågner op, kan vi se frem til en endnu værre velfærdsmøllesten om samfundets hals.

Med den sædvanlige fare for selvpromovering linker vi her til dagens klumme i 180 Grader, skrevet af undertegnede. Klummen handler om den nærværende finansliv og fremtidsudsigterne for dansk økonomi – med hensynstagen til den politiske situation. En kort appetitvækker fra klummen:

Så mens Danmark ramte krisen med overskud på de offentlige finanser og en ekstremt lav officiel arbejdsløshed, og derfor rent umiddelbart så ud til at være godt rustet, lå der latente skeletter i skabet. Danske virksomheders konkurrencesituation var mere skrøbelig end politikere, der kun så på betalingsbalancetallene, troede, og det offentlige var pustet op over en årrække. Sidst, men ikke mindst, gik vi ind i krisen efter en otte år lang finanspolitisk juleaften.

Det er nogle gange helt fantastisk at opleve, hvad økonomer finder på at beskæftige sig med. Se for eksempel dette abstract fra det nyeste nummer af det ret velrenommerede videnskabelige tidsskrift Economic Inquiry:

We use tools from experimental economics to address the age-old debate regarding who was a better singer in the band AC/DC. Our results suggest that (using wealth maximization as a measure of “better”) listening to Brian Johnson (relative to listening to Bon Scott) resulted in “better” outcomes in an ultimatum game. These results may have important implications for settling drunken music debates and environmental design issues in organizations. (JEL C7, C9, D6, Z1)

Med andre ord, Robert Oxoby fra universitetet i Calgary argumenterer på empirisk grundlag, at Brian Johnson er den mere succesfulde sanger af de to. Om Oxoby så tager Bon Scotts særlige livsstil – manden døde af at blive kvalt i sit eget opkast efter en massiv druktur – er stadig uklart.

Næste søndag går turen til Stockholm, til dette års konference hos the Montpelerin Society. Selskabet blev, som nogle læsere vil vide, grundlagt i 1947, efter at Friedrich Hayek (ingen mindre!) havde inviteret en række ligesindende til Mont Pelerin i Schweiz for at diskutere den klassiske liberalismes fremtid. Blandt grundlæggerne på mødet var en lang række notabiliteter som Karl Popper, Ludwig von Mises, Milton Friedman, Aaron Director, Bertrand de Jouvenel og Michael Polanyi.

Årets konference handler om et svært interessant emne – ”The Market Economy in the Welfare State” – og byder på oplæg fra blandt andet Nobelpristageren James Buchanan, Deepak Lal, Richard Epstein og Bruno Frey. De mange, jeg efterhånden har talt med, betragter programmet som et af de bedste i mange år. Og det er frit tilgængeligt – alle papirer kan downloades gratis. Hele programmet og yderligere information kan findes på http://www.mps2009.org/.

Nogle gange kan man opleve både diskussioner og løsningsforslag på store som små problemer, som man synes man har hørt og set før. I de værste tilfælde er det ikke blot en fornemmelse, men en sikkerhed i at vi har – med et engelsk udtryk – been there, done that. Dette gælder ikke mindst for de af os, der har en interesse i ulandene, og deres særlige forhold og problemer.

William Easterly, generelt en af de mest læsværdige kritikere af ulandshjælp, har på bloggen AidWatch forleden givet et af de mest skræmmende eksempler på en deja vu oplevelse (læs her). Easterly, der ikke bare er kritiker, men også har en næsten encyklopædisk viden om ulandene og de sidste mange årtiers litteratur om dem, har set nærmere på FN’s Millenium Project, der går for at være på kanten af udviklingen – ikke mindst hvis man spørger Jeffrey Sachs, Bono, Paven eller andre celebrities involveret i dets marketing.

FN peger på en række løsninger på massive problemer, der holder mennesker i fattigdom. Blandt disse er: 1) malaria, der foreslås løst ved uddeling af moskitonet og brug af insekticider indendørs; 2) udbredelse af vitamin A-tilskud; 3) brøndboring for at skaffe renere drikkevand; og 4) registrering af privat ejendom og en stærkere sikring af ejendomsretten, hvilket ikke blot sikrer retten til brug af ejendommen, men også skaffer sikring for lån, som fattige ellers ofte ikke har adgang til.

Disse løsninger er alle ganske udmærkede, men Easterlys pointe er en helt anden end at stille spørgsmål ved løsningerne. Pointen er i stedet, at disse og en række andre ’unikke’ løsninger i FN’s Milennium Project alle kan findes i Lord Haileys rapport til det britiske parlament. Og problemer i dét, er at rapporten er fra 1938! Sådan gentager historien sig, mens problemerne ikke bliver løst, men blot udbredes til større menneskemængder. Afrikas befolkning er trods alt steget fra 183 til mere end 720 millioner siden 1950.

Vi har ofte skrevet om ulandshjælp, og især hvordan hjælpen bestemt ikke ser ud til at hjælpe. Men sjældent er det blevet gjort med så klar indlevelse, og med en lignende moralsk tyngde end af Dambisa Moyo. Denne gang er det ikke en liberal, dansk økonom, men en sort, zambiansk kvinde, der argumenterer imod hjælpen. Det er på én gang deprimerende og dybt befriende, og derfor Punditokraternes femte anbefaling til sommerferielæsning.

Moyo starter sin bog – der i øvrigt indledes af superhistorikeren Niall Ferguson – med en simpel observation, som holder lige så godt i Danmark som Storbritannien, USA, Frankrig eller hvilket som helst sted i den vestlige verden:

”deep in every liberal sensibility is a profound sense that in a world of moral uncertainty one idea is sacred, one belief cannot be compromised: the rich should help the poor, and the form of this help should be aid”

Moyo hævder i stedet, at hjælpen har gjort afrikanerne fattigere, og konkluderer fra starten, at “Aid has been, and continues to be, an unmitigated political, economic, and humanitarian disaster for most parts of the developing world.” Bogen er herefter en tour de force igennem afrikansk historie, ulandshjælpens værste bivirkninger, for at ende i et konkret forslag.

Moyo dokumenterer overbevisende sine påstande, blandt andet at afrikanske lande – hvis de fejede en smule for egen dør – uden problemer kunne få adgang til de internationale kapitalmarkeder for at låne der. Hun peger også på, at lån på en helt anden måde end hjælp er disciplinerende. Som hun understreger flere gange: Hjælp kan man få gang på gang uden at efterleve sine løfter, men hvis man lader være med at tilbagebetale et lån én gang, er løbet kørt.

Et af de befriende forhold ved bogen og dens forfatter er, at Afrika bestemt ikke er uden egen skyld. Som Moyo påpeger, er afrikanske handelsbarrierer ofte helt absurde: ”It is bizarre that shipping a car from Japan to Abidjan, in Ivory Coast, costs US$1500, whereas moving it from Abidjan to Addis Ababa, in Ethiopia, costs US$5000”.

Hvad er da udvejen? Moyos forslag er at koordinere om ét bestemt budskab til Afrikas leder: Vi bliver ved fem år, og så lukker pengekasser. Efter det må I stå på egne fødder. Det kan synes radikalt, men efter at have læst bogen er det svært at se en anden udvej. Stærkt anbefalet!