Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Sjoveste spørgeskemaundersøgelse ever

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2010. 1 svar

Danmark er famøst tolerant når det gælder sproglige udtryk, og især bandeord. Man kan en helt almindelig dag høre ganske blomstrende sprog på gaden, og der er meget lidt censur i medierne. Det samme gælder ikke i andre lande, hvor folk ikke bryder sig meget om kraftudtryk. For eksempel i New Zealand, hvor man censurerer den slags før 20.30 om aftenen, men det begrænser de sig ikke til. Mange borgere ønsker heller ikke at høre bandeord efter 20.30. Og hvordan finder man så ud af, hvilke udtryk folk ikke vil have når børnene er gået i seng – altså hvilke ord de kender, men ikke vil have andre til at høre? Jo, man laver da en spørgeskemaundersøgelse! Og det er lige præcist hvad kiwiernes ’Broadcasting Standards Authority” har gjort med lårklaskende morsom konsekvens (hattip: Eric Crampton).

Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans! Det hele minder om en temmelig kafkask, men velment og helt alvorlig udgave af George Carlins berømte ”Seven Words You Can’t Say on TV” (her). Og den har helt klart kostet det statslige organ nogle millioner, for at de kan sørge for at det ikke bare er små uskyldige poder, som ’beskyttes’. Hvad ville der dog ske, hvis man ikke kunne slippe for at høre den slags frygteligt sprog? Her er en del af konklusionerne fra dens Executive Summary:

At least half the respondents rated eight words as Totally or Fairly unacceptable in relation to the scenario of a television drama shown after 8.30pm. These were: Cunt (74%), Nigger (66%), Mother Fucker (66%), Jesus Fucking Christ (65%), Cocksucker (60%), Get fucked (55%), Fuck off (52%) and Fuck (51%). The least contentious words, rated as Totally or Fairly acceptable in this scenario by around one in ten respondents, were: Bugger (11%), Bloody (12%) and Bollocks (12%).

Ja, hvad man ikke undersøger i den gode sags tjeneste. Hele rapporten kan læses her.

Ulandshjælp – hjælp til diktatorers politiske overlevelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2010. 1 svar

Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.

Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.

En gated version er her. Her er abstractet:

Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.

Skævt? Nej, uærligt!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2010. 5 svar

Medierne for forleden i flint over, at socialministeren ikke meddelte på sit CV, at hun sad i Cepos’ centerråd. Det var, mente blandt andet Socialdemokraternes evige grædekælling Mette Frederiksen, dybt uærligt. Vi spurgte ved den lejlighed, om man ville behandle venstrefløjen på samme måde i medierne. Svaret var ’næppe’, men vi kan jo tage et mere konkret eksempel: 3F’s skræmmekampagne, hvor man ikke blot misbruger Skat’s logo, men også spreder decideret misinformation. Dén af plakaterne, der hænger på lygtepæle og andre steder for tiden, har teksten ”Først Store Skattelettelser til de Rigeste, så Nedskæringer for 24 Milliarder”. Begge dele er løgn.

Regeringens omlægning af skatte- og afgiftssystemet afskaffede mellemskatten, ikke topskatten, som ellers er relevant for de ’rigeste’ 40 % af arbejdsmarkedet. Dernæst omfattede omlægningen et væsentligt afgiftshop på en række varer, som rammer alle danskere. Bundlinjen var, at omlægningen skulle være indtægtsneutral for staten, men vel at mærke uden at man regnede de politisk kontroversielle dynamiske effekter ind. I bedste fald var der derfor tale om en omlægning, der bevarede statens indtægter uændret, og med dynamiske effekter en effektiv stigning i skatte- og afgiftstrykket. Hvordan kan man kalde det en skattelettelse for de rigeste?

For det andet er der ikke tale om, at regeringen vil skære ned. Man forsøger sig derimod med at implementere nogle få års nulvækst i et land, der allerede har den frie verdens største offentlige sektor. Det 3F kalde nedskæring er således et forsøg på at forhindre en yderligere ekspansion. Men ligesom visse mongoler ikke får en klar fornemmelse af mæthed, uanset hvor meget de spiser, lider 3F øjensynligt også af uinformerede vrangforestillinger om hvad nedskæringer er.

Har medierne taget fat i disse latterlige påstande med samme vigør som de angreb Benedikte Kiær? Nej, der har været larmende tavshed på trods af, at et af landets største fagforbund spreder ideologisk misinformation, og endda ved hjælp af misbrug af Skats logo. Må man tillade sig at spørge, hvor de upartiske og kritiske medier er gået i hi?

Den skæve debat om borgerlighed

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2010. 10 svar

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Årets sjoveste økonomiartikel

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2010. 4 svar

Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

Forskningsfronten i politisk økonomi – denne gang i Århus

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2010. Skriv et svar

Jeg har fornøjelsen at være vært for årets Beyond Basic Questions workshop fredag og lørdag i denne uge. Workshoppen, der er en begivenhed som man skal inviteres til, er en årlig event hvor en gruppe yngre europæiske samfundsforskere indenfor politisk økonomi og public choice mødes for at præsentere og diskutere deres allernyeste forskning. En del af papirerne til BBQ III i Århus kan allerede findes online sammen med hele programmet her. Jeg er selv temmelig godt tilfreds med kvaliteten af både papirerne og de kolleger, der kommer til Århus og som helt generelt er at finde blandt toppen af europæisk public choice forskning. Som en sidste aside kan det også nævnes, at vi nærmer os den amerikanske Public Choice Society konference, hvor de fleste papirer også er frit tilgængelige for alle interesserede her.

Eva, hvor er du?

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2010. 21 svar

Det er kun få dage siden, at statsministeren annoncerede den længe ventede regeringsrokade. Dette indebar blandt andet at man erstattede Eva Kjer Hansen med en tilfældig storbonde fra Nordjylland, Henrik Høegh. At rokaden også indebærer et markant skift i regeringens landbrugspolitiske holdninger er blevet klart overraskende tidligt. Fra en intelligent, liberal position under Eva Kjer Hansen er regeringen øjensynligt rykket over i en uinformeret ’vi skal hjælpe erhvervet’-holdning, der mere end lugter af planøkonomi. Den nye fødevareminister har således barslet med en krisepakke på cirka en milliard kroner til et gældsplaget dansk landbrug.

Debatten i Deadline torsdag aften mellem Henrik Høegh og SFs Margrete Auken gav eksempler på, hvordan der politisk tænkes landbrugspolitik på Borgen efter rokaden. Høeghs forklaring på landbrugspakken var, at det er en ’håndsrækning i en meget svær situation’, der skal køre i ’et par år’. Har man hørt den før? Auken, derimod, vurderede at krisepakken i vidt omfang vil blive ’givet til nogen, der med statsgaranti går fallit’. Debatten fortsatte på samme måde, hvorfor jeg kom i den absurde situation, at jeg i aftenens Deadline-debat lagde min overvejende støtte hos Margrete Auken, på trods af hendes miljøsocialistiske holdninger.

Høegh fortsatte med at imponere med nonsens. Tag for eksempel hans vurdering af, at ’Det danske samfund kan simpelthen ikke undvære de arbejdspladser’ – altså dem i landbruget og dets følgeerhverv. Dette er altså fødevareministeren og regeringens basis for at give endnu mere landbrugsstøtte, oveni den fra EU – at beskytte danske arbejdspladser. Men hvis de er afhængige af statsstøtte, hvordan bidrager de så til samfundsøkonomien, Henrik? Og hvorfor er erhvervets gældsproblemer ikke erhvervets eget problem, i stedet for noget, som jeg skal belemres med over skatten?

Nu er landsbrugspolitik ikke ligefrem karakteriseret af stor økonomisk indsigt, som vismand Claus Thustrup Kreiner fik sagt på en meget diplomatisk måde i TV2. Hvis den var, ville ingen nogensinde have tilladt, at Frankrig gennemtrumfede sine landsbrugspolitiske holdninger på europæisk niveau. Men selv i dette ynkelige felt, er Henrik Høegh faldet igennem i sine først dage som minister. Jeg må konstatere, at enten er den nye fødevareminister en dygtig skuespiller med stærke egeninteresser, eller også er han bare nationaløkonomisk analfabet. Om man er liberal eller ej, men blot uafhængig af skadelige særinteresser, er spørgsmålet det samme: Eva, hvor er du?

Er Obama bare en opskaleret Bush?

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2010. 1 svar

Mange læsere vil nok ryste på hovedet af, at man tillader sig at sammenligne George W. Bush med Barack Obama, men tag et kig på den følgende sammenligning fra BankruptingAmerica:

5. They love to spend. Bush passed a $3 trillion budget for 2009.  Obama posted a $3.5 trillion budget in 2010.  Bush doubled the debt to almost $6 trillion and Obama’s plans would leave us with an IOU of an additional $8.5 trillion by 2020.

4. They shop at the same stores. Contrary to popular belief, defense and homeland security spending only made up about 40 percent of Bush’s new spending.  He increased spending across most non-defense categories – like education, Medicare, Medicaid, income security and regional development – by four to six times the rate of inflation.  In Obama’s first half year in office, as he demanded a departure from the “investment deficit” years under Bush, these budgets rose another 70 percent or 40 times the rate of inflation.

3. They dabble with stimulants. In 2001 and 2008, Bush spent billions on rebates to stimulate consumer spending.  In 2009, Obama upped the ante with his $862 billion stimulus package.

2. They give sweetheart deals to failing corporations. Obama carried out Bush’s unpopular $700 billion bailout for failing corporations.  Together, the presidents have bailed out over 600 businesses since Spring 2008.

1. They enjoy regulating in their free time. Once again contrary to popular belief, President Bush was the biggest regulator since Richard Nixon.  Under his leadership in 2007, the number of pages of regulation added to the Federal Register reached an all-time high of 78,090  – a 21 percent increase from Bush’s first year.  And spending on regulatory activities rose to $42 billion in 2009 – a 62 percent increase.  Since taking office, Obama has proposed a large and sweeping increase in regulation that many worry could lead to another financial crisis in the future.

Som de siger i USA: Food for thought.  Det samme kunne i høj grad siges om en Nyrup-Fogh sammenligning.

Giver social kapital udvikling? Giver det mening?

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2010. 2 svar

Vi har tidligere skrevet om begrebet ’social kapital’ her på stedet, ikke mindst fordi flere af os er interesserede i det, og (naturligvis) fordi jeg i min tid skrev PhD-afhandling om det. Begrebt blev populariseret og bragt til en videre kreds af samfundsforskere af Harvard-politologen Robert Putnam, der i sin bestseller Making Democracy Work fra 1993 definerede det som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Putnams tese var, at disse tre faktorer forstærkede hinanden, og påvirkede landes økonomiske og politiske udvikling.

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede. Læs resten →

Hvem bestemmer dansk udenrigspolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2010. 2 svar

Det er blevet weekend, og man kan tillade sig at stille spørgsmål udover den almindelige nyhedsstrøm. Som vi omtalte forleden her på bloggen, har tyskeren Niklas Potrafke sidste år publiceret arbejde, der peger på at højreorienterede OECD-regeringer i efterkrigsperioden har stemt sammen med USA i højere grad end venstreorienterede regeringer i de samme lande. Potrafke har dermed vist, at regeringer opfører sig ideologisk, selv i internationale fora. Der er blot et problem, når det kommer til vores del af verden: Skandinaviens særlige tradition for mindretalsregeringer.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik. Læs resten →

Økonomisk politik, Chavez-style

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2010. 4 svar

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden. Læs resten →

Dansk Public Choice Workshop 2010

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2010. Skriv et svar

I morgen, torsdag den 21. januar, afholder vi den årlige danske Public Choice Workshop. Workshoppen, som i år arrangeres af københavnerne – David Dreyer Lassen og Henrik Christoffersen – afholdes rent fysisk hos Cepos. Det er således en anerkendelse af, at tænketanken er ved at blive en integreret del af det danske forskningsmiljø på området.

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.

Ex-Punditokrat blandt verdens bedste bloggers

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2010. Skriv et svar

Et nyt studie af Franklin G. Mixon Jr. og Kamal P. Upadhyaya i Eastern Economic Journal forsøger at måle, hvem verdens bedste bloggers er. Nummer et, baseret på deres akademiske impact, er naturligvis Nobelprisvinderen Gary Becker (U Chicago), der blogger på the Becker-Posner blog sammen med listens nummer tre, Richard Posner. Nummer to er Harvards Greg Mankiw, nummer fire er Nouriel Roubini (NYU) fra the Roubini Global Economics Monitor, og nummer fem er just afdøde Paul Samuelson (MIT), der bloggede på Inside the Economist’s Mind.

Det fantastiske er, at på plads nummer seks kommer ex-punditokraten Nicolai Foss (CBS), som sammen med andre kører bloggen Organizations and Markets. Nicolai, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med for tiden, er også en af de mest læste danske økonomer i de senere år (ifølge RePecs statistik). Samtidig er han en skarp og ofte ret morsom polemisk hjerne, som er værd at læse – både på bloggen og i mere tydeligt videnskabeligt arbejde. Læs resten →

Chile bliver medlem af OECD

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2010. 3 svar

Mandag optog OECD sit 31. medlem, Chile. Organisationen, der ofte kaldes ’de rige landes klub’, har dermed sat sit officielle stempel på den chilenske økonomi. Efter at være blevet lagt for had i verdensopinionen i årevis og have været udsat for almindelig foragt i resten af Latinamerika – man hører tit folk sige, at Chile ikke er et ’rigtigt’ latinamerikansk land – er der nu kommet en egentlig anerkendelse af landets imponerende bedrifter. Den officielle besked er her. Læs resten →

Blandt de ti rigeste i 2020 – men hvor er vi nu?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2010. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skitserede i november sine mål for dansk økonomi. Det klareste og lettest målelige af dem er, at Danmark skal være blandt verdens ti rigeste lande i 2020. Det lyder som et fint mål, men før man klapper hænderne sammen i begejstring, er det vel værd at se på, hvor vi ligger i dag. Til det formål bruger vi den amerikansk-udviklede Penn World Tables database, der bl.a. indeholder BNP-tal tilbage til 1950. Det geniale ved databasen er, at den leverer PPP-tal, dvs. tal der er korrigeret for de store prisforskelle mellem verdens lande. Alle indkomsttal bliver således omregnet til amerikanske 2005-priser, og kan derfor sammenlignes direkte. Læs resten →

Spændende læsning i 2009, nummer 2

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2010. 1 svar

I vores korte januarserie om ’spændende læsning i 2009’ var første bud Niclas Berggren og Mikael Elinders studie af sammenhængen mellem økonomisk vækst og tolerance. Andet bud er også fra en kollega, der samtidig er en personlig ven.

Niklas Potrafke, der pt. er ved universitetet i Konstanz, har specialiseret sig i spørgsmålet om, hvornår og på hvilke områder, politisk-ideologiske forskelle stadig betyder noget. Hans PhD-afhandling fra 2008 viste bl.a., at dag-til-dag politik ikke længere udviser de store ideologiske forskelle, men er det også sandt for staters holdninger i international politik? Svaret på dét spørgsmål gav Potrafke i en artikel i tidsskriftet Review of International Organizations. Læs resten →

Spændende læsning i 2009, nummer et

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2010. 1 svar

Som sædvanlig når tømmermændene fra endnu en nytårsaften med tennistosserne er lettet, er det tid til at reflektere lidt over det år, der er løbet ud. Og en af de ting, jeg tænkte over, var hvilke af de mange artikler, jeg læste i 2009, som jeg syntes var ekstra spændende. Planen er derfor, at skrive en kort serie om ’spændende læsning i 2009’ om netop de artikler, selvfølgelig med håbet at nogle af vores læsere også vil synes om dem.

Første bud er min ven og kollega Niclas Berggrens fælles studie med Mikael Elinder om økonomisk vækst og tolerance. Studiet, der stadig ligger som konferencepapir – publikationsprocessen i nationaløkonomi kan være frustrerende langsom – tager Richard Floridas ideer om tolerance og ’den kreative klasse’, og tester dem grundigt på tværs af 63 lande. Tolerance måles på to måder: 1) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have homoseksuelle som naboer, og 2) andelen af befolkningen, der ikke vil bryde sig om at have mennesker af en anden race som naboer. Læs resten →

Obama og de bløde budgetbegrænsninger

Af Christian Bjørnskov, den 25. december 2009. 1 svar

Washington Post rapporterede i går, at Obama-administrationen har lovet ’ubegrænset finansiel støtte’ til de to lånegiganter Freddie Mac og Fannie Mae (læs her; hattip Volokh Conspiracy). Amerikanske kommentatorer har bemærket to ting: 1) at administrationen, der efterhånden er ekstremt upopulær (ratings er pt. lavere end for George W. Bush i hans anden præsidentperiode), har forsøgt at ’drukne’ nyheden ved at lægge den ud juleaftensdag; og 2) at administrationen samtidig har godkendt chefbonusser hos de to banker for tilsammen 42 millioner dollars.

Det amerikanske finansministerium har med beskeden sendt udtalelsen, at trækket ”should leave no uncertainty about the Treasury’s commitment to support these firms as they continue to play a vital role in the housing market during this current crisis.” Som den republikanske senator Scott Garrett bemærkede, er beslutningen ikke blot “a continued bailout of failed entities that need to be privatized to protect the taxpayer, the timing of the announcement is clearly designed to try and sneak the bailout by the taxpayers.”

Men endnu vigtigere, i det mindste på den længere bane, er at beslutningen synes at reflektere, at Obama og hans medarbejdere slet ikke synes at have forstået et af de største problemer ved deres handlinger: Det, man gennem den pinagtige kommunistiske erfaring i Centraleuropa, er kommet til at kende som ’bløde budgetbegrænsninger’. Fænomenet, som den ungarske økonom Janos Kornai har analyseret indgående, skyldes en indgående politisering af økonomien, eller dele af den. I dette tilfælde, ligesom i tilfældet med den amerikanske stats de facto overtagelse af flere bilfabrikker, vil politisk styring betyde, at der altid kan findes grunde til at give øget støtte eller løsere administration af regler osv. For eksempel påkaldes beskæftigelseshensyn meget ofte som rationale for, at virksomheder tæt på politikerne får offentlig støtte.

Bundlinjen bliver derfor ikke på nogen måde styrende for, hvordan forretningen køres. Incitamenter til at økonomisere med arbejdskraft eller ressourcer, til at indføre effektiviserende tiltag, eller til i det hele taget at tage forbrugernes præferencer alvorligt, svækkes derfor markant. Obamas overtagelse, de facto eller de jure, af Fannie Mae og Freddie Mac lover derfor ikke godt. Den amerikanske stat risikerer at kyle penge ud af vinduet i et forsøg på at ’beskytte’ folk med dårlige lån i de to hypotekbanker. Eneste gode nyhed er, at administrationens blatant venstreorienterede og økonomisk ilitterate adfærd giver masser af stof til de næste års undervisning i politisk økonomi.

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2009. 2 svar

Så er det blevet tid til at trække sig tilbage til familiens skød og nyde et par alt andet end rolige dage med nevøer, niece og alskens andre medlemmer af ens biologiske baggrund. Og som altid er det også tid til, at Redacteuren på Punditokraternes vegne sender en stor hilsen og tak til alle vores læsere, både dem der flittigt kommenterer og dem, der blot følger med i vores skriblerier.

2009 blev året, hvor vi skiftede en del af teamet ud og holdt flyttedag i cyberspace. Jeg håber at læserne er lige så glade for både det nye (eller halvnye) tem og vores nye look som jeg er. Vi håber også alle, at vi stadig i 2010 kan få kommentarer og en mail i ny og næ om emner, som vores læsere synes ville være spændende at få dækket.

2009 blev også året, hvor vi skrev langt og meget om klimadebatten, sydamerikanske forhold – ikke mindst den honduranske situation, hvis dækning i msm vækkede minder om marxistisk historieskrivning – ulandshjælp, og en ny amerikansk præsident med masser af varm luft. Ingen af emnerne har vakt udelt opbakning fra alle læsere, men det er netop heller ikke pointen. Næste år som de foregående år understreger vi, at man ikke behøver være enig med os i alt. Så længe man kan argumentere solidt for sit synspunkt, og ikke blot blindt gentager ’autoriteter’, er debat givende for alle parter. Og autoriteter, selv hos punditokraterne, kan jo tage fejl, ikke mindst når de ikke bliver udfordrede.

Så det er med ønsket om fortsat uenighed, debat og udfordring, at vi trækker os tilbage til julen. Det er i det mindste en højtid, hvor man ikke behøver at tro på nogen autoritet – menneskelig eller gudelig – for at nyde tiden. Herfra skal der blot lyde et ønske om en Glædelig Jul og et Godt Nytår til alle.

Klimasvindel i New Zealand

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2009. 17 svar

Mens blogossfæren flyder over med ophedede diskussioner mellem klimaskeptikere, hvor de mest rabiate mener at alt var forkert og der ingen opvarmning er, og klimapræster, der mener at der slet, slet ikke er noget galt, må man med et lidt koldere hoved erkende, at noget er der om sagen. I hvert fald har hele sagen omkring de hackede e-mails fra Hadley-centeret fået andre til at kigge undersøgelserne efter i sømmene. Og nu har New Zealand så fået sit eget ’Climategate’. Selv de mest forstokkede ’klimatilhængere’ kan vist ikke bortforklare den her.

New Zealands National Institute of Water and Atmospheric Research har i årevis publiceret data, der pegede på at opvarmningen var lidt stærkere i NZ end andre steder. Den officielle version er illustreret i den første graf.

NIWAofficial

Men hvis man ikke laver de ’justeringer’, som NIWA forsvarer, får man i stedet for denne graf (læs f.eks. her):

NIWAactual

De justeringer, NIWA har foretaget, er her:

Station Unadjusted Adjusted Difference
Auckland +0.22 +0.62 -0.40
Masterton +0.47 +1.10 +0.63
Wellington -0.51 +0.28 +.079
Nelson -0.23 +0.47 +0.70
Hokitika -0.13 +0.76 +0.89
Lincoln +0.02 +0.89 +0.89
Dunedin +0.69 +0.54 -0.15

Det er svært at forstå det som andet end svindel – eller hvad?