Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Børn og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2010. 15 svar

Når jeg er ude at holde foredrag om den moderne lykkeforskning er der to ting, jeg med sikkerhed ved skal vendes et par gange. Den første er, at min forskning ikke har noget som helst at gøre med den voksende og stærkt tendentiøse selvhjælpslitteratur, som har koblet sig på lykkeforskningens popularitet og nu handler om ’hvordan du gør dig selv lykkeligere’. Lykkeforskningen er seriøs og bruger for eksempel i stigende grad avanceret statistik.

Den anden er et af de mest almindelige fund i store studier af folks lykke: Hvis man vil være lykkelig er det, statistisk set, en dårlig idé at få børn. Særligt fra barn nummer to tynger de små vores lykke. Så dagens post handler meget kort om netop det – så har jeg nemlig et sted jeg kan referere de mange interesserede, inklusive journalist, til. Så det korte svar er, at folk før de får børn undervurderer i hvor høj grad de små poder begrænser deres personlige frihed og giver dem konstante bekymringer. Hvis man vil vide mere er her en fin, populær artikel fra New York Magazine, her er en lidt mere videnskabelig, men stadig fuldt læselig artikel fra the Psychologist, og her er en (gated, desværre) konkret videnskabelig artikel der viser det samme. God læselyst!

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2010. 1 svar

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Danmark i 2025 – blød økonomisk mellemvare?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2010. 7 svar

OECD har netop udsendt deres årlige Economic Outlook-rapport, hvilket CEPOS naturligvis har taget fat i. Pointen i rapporten er, at Danmark står til at få OECDs næstlaveste vækst de næste halvandet årti, kun undergået af Japan.  CEPOS notat om forholdene kan læses her.

Grundene er, at der er knaphed på arbejdskraft, hvilket kommer til at udgøre et konkurrenceevneproblem.  Det ser også ud til, at Danmark fremover kommer til at ligge med en af de laveste vækstrater for produktiviteten. At det ikke ser godt ud i forvejen, er klart af arbejde jeg har gjort på det sidste med eks-punditokraten Nicolai Foss fra CBS (konferencelink her). Læs resten →

Hvem vinder VM – James Vreelands absurde forudsigelser

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2010. Skriv et svar

Hvem vil ikke gerne vinde penge, og forudsige hvem der vinder kampene ved fodbold-VM? Dagens indlæg stiller spørgsmålet om, hvordan man forudsiger den slags, men med tungen lige i munden. Grunden er nemlig, at min ven og kollega James Vreeland (Georgetown University, som pt. besøger os i mit eksil i Göttingen) har stillet en meget personlig og helt absurd model op for, hvem han bør holde med. Og den virker forbløffende godt.

Tag et kig på bloggen The Vreelander for at læse, hvordan han gør. Hint: Beslutningsreglen handler primært om at holde med det land, der har givet ham flest penge. Når man har tænkt lidt over, hvilke lande, der inviterer eller funder en af de førende forskere i MF-forhold, er det ikke helt så dumt som det lyder.

Globalisering – uden europæisk konsensus

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2010. 3 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor forskellige de 27 medlemmer af EU er, og ikke mindst hvor forskellige deres befolkningers forestillinger og politiske præferencer er. Den nyeste EuroBarometer-undersøgelse fra efteråret 2009 spurgte ind til et helt centralt spørgsmål i den forstand: Hvordan ser folk på globalisering? Ikke overraskende kan man næppe tale om en europæisk konsensus.

EuroBarometer har stillet en række spørgsmål, og ikke mindst tre centrale spørgsmål om globalisering, alle formuleret som hvor enig man er med følgende udsagn: 1) ”Globalisation is an opportunity for economic growth”; 2) “Globalisation helps the development of poorer countries”; og 3) “Globalisation brings positive to mind.” Der viser sig, at være massive forskelle på tværs af de europæiske befolkninger, og forskelle som man tydeligt kan genkende i nationale politikker og præferencer / opførsel i EU. Gennemsnittet af respondenter, der er enige med de tre udsagn varierer fra det mest globaliseringsfjendtlige land, hvor 41 % er enige, til det meste globaliseringsvenlige land, hvor 79 % er enige. De to lande er (indsæt trommehvirvel her): Frankrig og Danmark.

Man kan på basis af svarene sortere EU ind i fire kategorier, hvor landene ikke er alt for uenige. Den første er de tydeligt globaliseringsfjendtlige, hvor mere end halvdelen af respondenterne er fjendtlige: Frankrig, Letland, Grækenland og Cypern. Den anden gruppe er den store mellemgruppe med 13 lande. Nummer tre er de globaliseringsvenlige lande: Portugal, Tjekkiet, Tyskland, Litauen, Finland og Estland, alle lande som man kan ’tale med’ i EU. Den fjerde gruppe er de homogent globaliseringsentusiastiske lande – og dermed de lande i EU, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er enig med den økonomiske sagkundskab. Landene i denne lille gruppe er: Slovakiet, Holland, Sverige og Danmark.

Hvad betyder det så for EU’s politik? Jo, for det første er der ingen politisk konsensus i den europæiske befolkning på dette centrale punkt, der handler om, hvordan unionen økonomisk bør betragte og opføre sig overfor resten af verden. Den lille undersøgelse bekræfter også, at Frankrig er og forbliver det mest protektionistiske land i EU, endda når man spørger befolkningen. Det er værd at bemærke, at Frankrig også ofte er stopklodsen i EU’s forsøg på at liberalisere handel, og afskaffe landbrugsstøtte og anden aldeles idiotiske industristøtte. Landet har endda stadig importforbud mod britisk oksekød, på trods af at det efterhånden er mange år siden at Storbritannien – et medlemsland i EU – havde mund- og klovsyge.

For det andet betyder det, at en større gruppe befolkninger i særligt Nord- og Østeuropæiske lande sandsynligvis gerne så EU åbne mere op mod resten af verden. Men den slags initiativer bliver blokeret af den anden gruppe i EU, til økonomisk skade for både dem og os. Og min personlige bundlinje er en stadigt stærkere fornemmelse af, at EU har udviklet sig til at være en byrde for lande og befolkninger, der ikke ser omverdenen som en trussel, der skal bekæmpes. Hvordan man ændrer situationen har jeg ingen anelse om.

Andreas Bergh om den svenske velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2010. Skriv et svar

Min ven Andreas Bergh, som pt. holder en delt stilling mellem Lunds Universitet og Ratio Instituttet i Stockholm, har fået nogle vinde til at blæse blandt højre orienterede amerikanske bloggers. Grunden er hans korte interview på Reason TV, hvor han piller en række myter fra hinanden. Interviewet er stærkt anbefalelsesværdigt, og kan ses her. God fornøjelse!

Tillykke med gælden – her er flere euro

Af Christian Bjørnskov, den 17. maj 2010. 11 svar

I kølvandet på stadigt stigende problemer med den finanspolitiske bæredygtighed i større medlemslande af eurozonen, har EU-landene forleden besluttet at stille en fond på 750 milliarder euro til rådighed til eurolande, der kommer i lignende situationer som Grækenland. Det er ganske svært at se den rent økonomiske logik i beslutningen, hvis man ikke besnæres af argumentet om at forhindre en dominoeffekt. Fra politisk side er man da heller ikke så tåbelig, at man ikke ser – og indrømmer – at en sådan fond i sig selv vil fjerne nogle af konsekvenserne af at forgælde sig med vilje. Så man har indbygget nogle aldeles utroværdige politiske krav. Læs resten →

Westy om Klein-filmen

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2010. 1 svar

For de af vores læsere, der ikke opdagede det, havde Niels Westy forleden en aldeles forrygende kronik i Berlingske Tidende. Kronikken, der klæder de anmeldere der var begejstrede over den nye Naomi Klein-film af,kan læses her. Her er et strategisk udpluk fra kronikken:

Med udgangspunkt i ovenstående citat prøver bog og film herefter at gøre de slemme ’neoliberalister’ ansvarlige for alt fra latinamerikanske militærdiktaturers tortur og drab på politiske modstandere over de kaotiske tilstande i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud til krigen og det efterfølgende kaos i Irak. En konspirations­teoretisk konstruktion, der dog kun er mulig ved en temmelig fri omgang med historiske fakta.

…

Når Politiken i sin anmeldelse af filmen skriver, at den er en »researchtung, informa­tionstæt og alligevel fordøjelig dokumentarfilm«, og Jyllands-Postens anmelder mener, at man skal hylde »Kleins forsøg på at genoplade den kollektive hukommelse« samt at filmen er »chokerende oplysning til folket«, så må man forundres over disses overvurdering af egen viden. Det mest chokerende i anmeldelserne er således anmeldernes manglende erkendelse af, at de skriver om noget, de absolut ikke har forstand på.

En europæisk gældskrise eller en politikkrise i unionen?

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2010. 10 svar

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Grækenland har svære økonomiske problemer. Det kan næppe heller herske tvivl om, at det udelukkende er landets egen skyld. Lønningerne i en af den vestlige verdens mindst produktive offentlige sektorer har været voldsomt stigende i de seneste år, og en række af landets regeringer har udvist en grad af uansvarlighed, der endda har overrasket i en græsk kontekst. En bidragende faktor er nok en række indflydelsesrige fagforeninger, de næppe har opdaget, at vi er i det 21. århundrede, og nok heller ikke at vi har passeret 1950, men de bidrager til en forklaring, ikke en undskyldning. Så hvilke tanker kan man gøre sig om, hvad der sker og hvad der bør ske? I det følgende gør jeg mig mine helt personlige og idiosynkratiske tanker om det. Læs resten →

De fire regler om Store Ideer

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2010. 5 svar

Jeg læste her til morgen Whimsleys essay om de fire regler for Store Ideer. Essayet er basalt set en kritik af en noget idiotisk klumme, skrevet af Clay Shirky, men måden Whimsley gør det på, er ikke dum. Han strukturerer den nemlig omkring de fire regler.

1. Tell stories and think by analogy

Var der nogen, der sagde Naomi Klein? Som det pointeres, bør en god historie være en start, et udgangspunkt, for at motivere en analyse, men bestemt ikke et argument i sig selv.

2. Make the point catchy, but make it ambiguous

Med andre ord, fang folks interesse, men vær aldrig præcis. Ellers kan det jo være folk begynder at tænke længere end dig.

3. Simplify and exaggerate

Ingen kommentar nødvendig.

4. Play on our natural identification with the underdog

Whimsley tilføjer her “cast anecdotes and your overarching theme in a rebellious and revolutionary light”.

Dagens udfordring til læserne er, at applikere de fire regler til medierne. Hvordan spinder Nick Hækkerup f.eks. regeringens skatteomlægning (her)? Hvordan diskuteres samfundsproblemer – og hvordan defineres samfundsproblemer – på begge fløje? Der er masser at tage fat på, hvis man kan lide at pille nonsens fra hinanden.

Årets Public Choice konferencer 2: Izmir

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2010. 5 svar

Forleden dag omtalte vi årets amerikanske public choice konference i Monterey, og lovede som det er tradition, at vi også nok skulle plukke fra den europæiske ditto. Den europæiske public choice konference er noget større og med et generelt højere kvalitetsniveau – om end de bedste ti procent på begge konferencer næppe er forskellige – så det er lidt sværere at udvælge eksempler fra EPCS-konferencen. Eksemplerne fra konferencen, der dette år var lagt i Izmir, Tyrkiet, er igen udelukkende valgt ud fra min egen smag. Som med den amerikanske er programmet frit tilgængeligt her, og mange papirer er også tilgængelige på hjemmesiden. Årets udvalg er her: Læs resten →

Amerikansk tillid til regeringen i bund

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2010. 4 svar

En ny survey fra the Pew Center viser, at amerikanernes tillid til regeringen er faldet drastisk, og er tæt på at være historisk lav. Undersøgelsen tegner unægteligt et andet billede af den politiske situation i USA, end europæiske medier bringer for tiden. Her er et par pluk fra NPR’s dækning:

Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.

Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.

The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.

Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.

Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?

Årets Public Choice konferencer 1: Monterey

Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2010. 1 svar

Som vi skrev forleden, er årets to public choice konference nu vel overståede. 2010-konferencen hos the Public Choice Society afholdtes i år i Monterey, Californien. Konferencen, der ellers indtil for et par år siden kunne være noget sløv affære, er blevet klart bedre de sidste tre år, og i år var programmet ganske interessant. Som det nærmest er tradition har jeg derfor udvalgt nogle få eksempler, der enten lover godt eller hvor præsentationen dokumenterede en solid forskningsindsats. Eksemplerne er udelukkende valgt ud fra min egen smag, men enhver kan hente programmet her og bladre gennem titlerne på de mange papirer. Årets udvalg er her: Læs resten →

Er bananrepublikker bananrepublikker?

Af Christian Bjørnskov, den 12. april 2010. 2 svar

De næste dage skriver vi om forfronten i international public choice-forskning, da begge konferencer – den amerikanske i Monterey og den europæiske i Izmir – nu er vel overstået. Og en af de mest underholdende oplevelser til dette års konferencer var hollænderen Richard Jong-A-Pins præsentation af papiret ”Are Banana Republics Banana Republics?” Richard, der har specialiseret sig i studiet af politisk ustabilitet, spurgte en dag sig selv: Hvorfor hedder det egentlig en bananrepublik? Og er bananproducerende lande bananrepublikker, forstået som udemokratiske og politisk ustabile stater?

Richard, der i forvejen er en af de mest underholdende skikkelser i europæisk public choice – ved siden af at være blandt dens elite – besluttede sig for at skrive et joke-papir, som kunne vise, at nej, der er intet på den populære bananhistorie. Det skulle naturligvis gøres efter alle kunstens regler, så det kunne bruges i undervisningssammenhæng, som en økonomisk version af den kendte korrelation mellem storkeantal og børnefødsler. Ideen og de foreløbige tanker var godt nok til at blive optaget på årets EPCS-konference.

Problemet for Richard er blot, at hans omhyggelige analyse viser, at der faktisk er noget om banansagen! Selv når man tager en række andre faktorer i betragtning, er bananproducerende lande væsentligt mindre politisk stabile. En såkaldt IV-analyse peger endda på, at det er bananproduktion der skaber ustabiliteten, og ikke den anden vej (ustabilitet der holder lande i simple produktionsmønstre).

Richards analyse er faktisk så god, at det der var ment som en joke fik en alvorlig, uddybende kommentar fra en førende diktaturforsker. Rygterne siger endda, at en Cambridgeprofessor og tidligere Wicksellprisvinder har tilbudt at levere en formal teoretisk analyse af problemstillingen. Det er som Piet Hein sagde om kun at tage alvor alvorligt og spøg kun for spøg – videnskabelig udvikling kan være mærkelig!

Sjoveste spørgeskemaundersøgelse ever

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2010. 1 svar

Danmark er famøst tolerant når det gælder sproglige udtryk, og især bandeord. Man kan en helt almindelig dag høre ganske blomstrende sprog på gaden, og der er meget lidt censur i medierne. Det samme gælder ikke i andre lande, hvor folk ikke bryder sig meget om kraftudtryk. For eksempel i New Zealand, hvor man censurerer den slags før 20.30 om aftenen, men det begrænser de sig ikke til. Mange borgere ønsker heller ikke at høre bandeord efter 20.30. Og hvordan finder man så ud af, hvilke udtryk folk ikke vil have når børnene er gået i seng – altså hvilke ord de kender, men ikke vil have andre til at høre? Jo, man laver da en spørgeskemaundersøgelse! Og det er lige præcist hvad kiwiernes ’Broadcasting Standards Authority” har gjort med lårklaskende morsom konsekvens (hattip: Eric Crampton).

Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans! Det hele minder om en temmelig kafkask, men velment og helt alvorlig udgave af George Carlins berømte ”Seven Words You Can’t Say on TV” (her). Og den har helt klart kostet det statslige organ nogle millioner, for at de kan sørge for at det ikke bare er små uskyldige poder, som ’beskyttes’. Hvad ville der dog ske, hvis man ikke kunne slippe for at høre den slags frygteligt sprog? Her er en del af konklusionerne fra dens Executive Summary:

At least half the respondents rated eight words as Totally or Fairly unacceptable in relation to the scenario of a television drama shown after 8.30pm. These were: Cunt (74%), Nigger (66%), Mother Fucker (66%), Jesus Fucking Christ (65%), Cocksucker (60%), Get fucked (55%), Fuck off (52%) and Fuck (51%). The least contentious words, rated as Totally or Fairly acceptable in this scenario by around one in ten respondents, were: Bugger (11%), Bloody (12%) and Bollocks (12%).

Ja, hvad man ikke undersøger i den gode sags tjeneste. Hele rapporten kan læses her.

Ulandshjælp – hjælp til diktatorers politiske overlevelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2010. 1 svar

Amanda Licht, der regner med at aflevere sin PhD-afhandling ved University of Iowa næste måned, tegner til at blive en af de kommende års stjerner i amerikansk international political economy. Et af kapitlerne fra hendes afhandling, med titlen “Coming into Money: The Impact of Foreign Aid on Leader Survival”, er fornylig blevet optaget i det prestigiøse Journal of Conflict Resolution. Artiklen burde være pligtlæsning for alle der er interesseret i ulandshjælp, eller arbejder med den. Det inkluderer også Søren Pind. Grunden er, at Licht overbevisende demonstrerer hvordan ulandshjælp hjælper diktatorer med at blive ved magten.

Hendes empiriske undersøgelser peget faktisk på, at inflows af hjælp er destabiliserende for autokrater umiddelbart efter at de har overtaget magten, men efter blot tre år er den effekt vendt. Med andre ord er ulandshjælp med til at holde autokrater ved magten, bare de har holdt sig selv ved magten i de første tre år. Dette gælder ikke for demokratisk valgte ledere, hvis chancer for at blive ved magten ikke afhænger af hjælpen. Licht giver dermed empirisk støtte til en fornemmelse, som tit er blevet diskuteret uofficielt i det videnskabelige miljø.

En gated version er her. Her er abstractet:

Donors are more likely to send aid to leaders facing elevated risks of losing power, but targets’ ability to benefit from this assistance is conditioned by regime type and political processes. The institutionalization of winning coalitions’ loyalty across regime type follows opposite patterns, supporting opposite temporal dynamics across regime types. Democratic leaders’ coalitions are firmest immediately after taking office, and aid is of most assistance to them at that time. As competition and dissatisfaction grow, aid becomes a political liability. In small winning coalition systems, however, coalitions become more solid over time, facilitating increasing benefits from aid. Without a firm coalition, however, external resources are destabilizing to autocratic leaders. Analysis of 4,692 leader years from 1960 to 2001 using a censored probit model supports these expectations.

Skævt? Nej, uærligt!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2010. 5 svar

Medierne for forleden i flint over, at socialministeren ikke meddelte på sit CV, at hun sad i Cepos’ centerråd. Det var, mente blandt andet Socialdemokraternes evige grædekælling Mette Frederiksen, dybt uærligt. Vi spurgte ved den lejlighed, om man ville behandle venstrefløjen på samme måde i medierne. Svaret var ’næppe’, men vi kan jo tage et mere konkret eksempel: 3F’s skræmmekampagne, hvor man ikke blot misbruger Skat’s logo, men også spreder decideret misinformation. Dén af plakaterne, der hænger på lygtepæle og andre steder for tiden, har teksten ”Først Store Skattelettelser til de Rigeste, så Nedskæringer for 24 Milliarder”. Begge dele er løgn.

Regeringens omlægning af skatte- og afgiftssystemet afskaffede mellemskatten, ikke topskatten, som ellers er relevant for de ’rigeste’ 40 % af arbejdsmarkedet. Dernæst omfattede omlægningen et væsentligt afgiftshop på en række varer, som rammer alle danskere. Bundlinjen var, at omlægningen skulle være indtægtsneutral for staten, men vel at mærke uden at man regnede de politisk kontroversielle dynamiske effekter ind. I bedste fald var der derfor tale om en omlægning, der bevarede statens indtægter uændret, og med dynamiske effekter en effektiv stigning i skatte- og afgiftstrykket. Hvordan kan man kalde det en skattelettelse for de rigeste?

For det andet er der ikke tale om, at regeringen vil skære ned. Man forsøger sig derimod med at implementere nogle få års nulvækst i et land, der allerede har den frie verdens største offentlige sektor. Det 3F kalde nedskæring er således et forsøg på at forhindre en yderligere ekspansion. Men ligesom visse mongoler ikke får en klar fornemmelse af mæthed, uanset hvor meget de spiser, lider 3F øjensynligt også af uinformerede vrangforestillinger om hvad nedskæringer er.

Har medierne taget fat i disse latterlige påstande med samme vigør som de angreb Benedikte Kiær? Nej, der har været larmende tavshed på trods af, at et af landets største fagforbund spreder ideologisk misinformation, og endda ved hjælp af misbrug af Skats logo. Må man tillade sig at spørge, hvor de upartiske og kritiske medier er gået i hi?

Den skæve debat om borgerlighed

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2010. 10 svar

I denne uge er den nye socialminister Benedikte Kjær på den mest absurde måde blevet angrebet af Socialdemokraterne og DR. DR bragte som hovedhistorie forleden, at Kjær ikke havde angivet på sit minister-CV at hun var medlem af Cepos centerråd, dvs. tænketankens rådgivende organ. Det har fået Mette Frederiksen til at fare i flint og kalde ministeren i samråd for at ”forklare sit mangeårige medlemskab af den ultraliberale tænketank Cepos” (læs Socialdemokraternes udlægning her). Frederiksen omtaler hende endda som ”Cepos-ministeren”. DF’s Martin Henriksen mener dog ikke, at det er et problem da han udtaler til JP, at ” Hun har meget klart sagt fra over for de ultraliberale holdninger, som Cepos har” (her). Undskyld, men her er et eller andet ravende galt.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

Årets sjoveste økonomiartikel

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2010. 4 svar

Normalt er vi ikke de store tilhængere af ultrademokraten Paul Krugman her på stedet, men dagens omtale af ham er stærkt positiv. Sagen er nemlig, at Krugman nu har fået et af de seneste års sjoveste artikler om nationaløkonomi optaget i Economic Inquiry, et fint tidsskrift med ry for en gang imellem at publicere skæve artikler. Papiret hedder ”The Theory of Interstellar Trade” og handler om præcist dét, titlen siger. Her er abstractet:

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

Forskningsfronten i politisk økonomi – denne gang i Århus

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2010. Skriv et svar

Jeg har fornøjelsen at være vært for årets Beyond Basic Questions workshop fredag og lørdag i denne uge. Workshoppen, der er en begivenhed som man skal inviteres til, er en årlig event hvor en gruppe yngre europæiske samfundsforskere indenfor politisk økonomi og public choice mødes for at præsentere og diskutere deres allernyeste forskning. En del af papirerne til BBQ III i Århus kan allerede findes online sammen med hele programmet her. Jeg er selv temmelig godt tilfreds med kvaliteten af både papirerne og de kolleger, der kommer til Århus og som helt generelt er at finde blandt toppen af europæisk public choice forskning. Som en sidste aside kan det også nævnes, at vi nærmer os den amerikanske Public Choice Society konference, hvor de fleste papirer også er frit tilgængelige for alle interesserede her.