EU's plan: Undgå nye forhandlinger

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2006. 12 svar

I juli brød frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO endeligt sammen. Og selvom man selvfølgelig kan skyde skylden for det på mage forskellige lande – ingen er udskyldsrene – var EU hovedskurken i det spil (se her). Da forhandlingsrunden fra starten så lovende ud for en række fattige lande – og forbrugere over hele verden! – forsøger flere lande for tiden at redde den såkaldte Doha-runde ved at file på egne og andres forslag.

Med Australien i spidsen har Cairns-gruppen – en gruppe af 18 både rige og fattige fødevareeksporterende lande – foreslået at USA skærer fem milliarder dollars af deres landbrugsstøtte, og at EU forbedrer deres udspil på toldområdet med fem procent. WTO-chefen Pascal Lamy har bredt set støttet forslaget offentligt, som er blevet kendt under navnet "the five and five idea".

Og hvordan reagerede EU så? Unionens chefforhandler og handelskommissær Peter Mandelson afviste planen som 'undoable' og sagde i et interview med The Australian Financial Review, at det ville være at kræve for meget af EU, der allerede – efter hans mening – har gjort mere end man kunne forvente. I en tale i Berlin den 18. september forleden forklarede Mandelson derimod, at EU er stærkt positiv overfor det multilaterale handelssystem i WTO, og således forsøgte at lave flere frihandelsaftaler. Pudsigt nok er de alle bilaterale – altså aftaler mellem et meget stærkt EU og enkelte ulande eller smågrupper af dem. Hvor er det multilaterale i det? Og man kan spørge, hvor frihandelen er? De aftaler, jeg har set indtil videre, er i hvert fald fulde af undtagelser og skjulte barrierer, så det 'frie' i 'frihandel' er til at overse.

For en der har fulgt forhandlingerne siden de gik i gang i 2001, er det i stigende grad klart, at EU's plan i første omgang var, at Doha-runden ikke skulle føre til noget konkret. Den plan lykkedes i og for sig da runde brød sammen. Nu er planen så åbenbart at forhindre, at der kommer nye forhandlinger i gang til fordel for fattige lande og forbrugere overalt. Verden er virkelig af lave for tiden, når en franskmand står i spidsen – og gør et godt job der – for at liberalisere verdenshandlen, mens en brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt.

Tillykke til svenskerne (håber vi da)!

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2006. 11 svar

Sverige har i går valgt ny regering – og det blev for første gang i 12 år ikke en omrokeret socialdemokratisk konstellation, men en alliance af fire borgerlige partier. Moderaternes leder Fredrik Reinfeldt danner i løbet af ugen regering med Kristdemokraterna, Folkpartiet og Centerpartiet, som tilsammen fik 48.1% af stemmerne. Håbet hos mange svenske borgerlige er, at man nu kan få brudt arven efter et socialdemokratisk århundrede i svensk politik, der blandt andet har betydet, at det bestemt ikke skader offentligt ansatte at have partibogen i orden. På mystisk vis har den svenske velfærdsstats-konsensus på denne og en række andre måder betydet, at man er endt em visse statslige karakteristika, som ellers hører mere naturligt hjemme i Lukasjenkos Hviderusland end et moderne vestligt demokrati. Med andre ord: Der trænger til at blive rusket op i Sverige.

Men man skal måske holde lidt igen med de store håb. Valgsejren er ikke overraskende kommet i hus ved at de fire partier har kunnet samarbejde om en linie, de direkte har kopieret fra Anders Foghs danske sejr i 2001. Højrefløjen har på nogle måder taget velfærdsstaten til sig, og præsenterer nu hvad der bedst kan karakteriseres som et program, der går ud på at forandre for at kunne bevare Folkhemmet. Hvis man læser deres udmeldinger, lyder de mistænkeligt meget som den danske regerings strategi overfor befolkningen: At forklare, at vi bliver nødt til at lave disse ændringer så vi kan bevare efterløn osv., selvom de egentlig er en klods om benet på os. Men sådan er politik nu engang – man må gå på kompromis med sine egne holdninger for at købe vælgernes gunst.

De danske reaktioner har været blandede. Borgerlige politikere har naturligvis lykønsket deres svenske kolleger, mens Marianne Jelved utvivlsomt havde ret, da hun udtalte, at det har " spillet ind, at svenskerne synes, at nu skal de prøve noget andet". Man kan derimod undre sig over, at hun fortsatte med at sige, at "det er et kendt træk, selv om jeg ikke bryder mig så meget om det".

Forandring fryder åbenbart ikke fru Jelved. Herfra skal der lyde et stort tillykke til svenskerne for at de (for en gangs skyld) har valgt forandringen. Lad os så håbe, at de svenske borgerlige har mod til at føre borgerlige politik. Hvis ikke, ender de i den danske situation hvor en angiveligt borgerligt-liberal regering fører ærkesocialdemokratisk politik. Jeg håber, at de svenske politikere også på det punkt har lært af Fogh, også selvom Fogh ikke selv har.

Ensretning eller mangfoldighed?

Af Jørgen Møller, den 18. september 2006. 2 svar

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Opposition?

Af Igor, den 17. september 2006. 8 svar

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Årets citat: Anders Fogh Rasmussen om værdikampen

Af Redaktionen, den 15. september 2006. 42 svar

I et iøvrigt i mange henseender særdeles bemærkelsesværdigt interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen i denne uges Weekendavisen, “Afsked med en isme”, fremstår én udtalelse særligt instruktiv, nemlig mandens opsummering af status p.t. for hans ideologiske ambitioner med regeringens “værdikamp” (eller “kulturkamp”):

“Jeg har nået, hvad jeg gerne ville.”

Det var da godt at få slået fast.

PS. Vi må simpelthen have et citat mere fra interviewet:

– Det lyder mere som noget fornuftigt pedelarbejde i velfærdsbygningen end som et borgerligt liberalt regerings-projekt. Er det ikke et udtryk for, at du har aflivet den klassiske liberalisme, som – sagde du under valgkampen – hører fortiden til?

»Det jeg ville sige dengang var blot, at liberalisme for mig mere et livssyn end en isme. Når vi siger: »mennesket fremfor systemet,« er det, fordi vi netop tager vores udgangspunkt i det enkelte menneske. Og vi lader os ikke snøre ind af ismernes bånd. Jeg har aldrig taget afstand fra begrebet liberalisme, men jeg har forsøgt at kvalificere det ved at sige, at man som liberal skal passe på, at man ikke bliver så grebet af ismen, at man glemmer mennesket. Og derfor må det være sådan, at hvis man faktisk kan se, at det enkelte menneske får større frihed ved, at vi gør nogle ting i fællesskab, er det ikke i modstrid med en liberal tankegang, men tværtimod i overensstemmelse med en liberal tankegang. Og det er det, jeg kalder moderne liberalisme. Og det er det, som det nye Venstre står for. En moderne fællesskabsorienteret tankegang, hvor fællesskabet ikke er indrettet på at begrænse det enkelte menneskes frihed, men på at fremme den.«

Papirsposen kan findes i holderen i stolen foran Dem …

Efterdønninger

Af admin, den 14. september 2006. Skriv et svar

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

Tog til tiden forsinket et par år

Af Christian Bjørnskov, den 13. september 2006. 17 svar

I morges, da jeg sad i bussen på vej til instituttet, læste jeg en kort artikel i gratisavisen metroXpress med den iøjnefaldende titel “Tog til tiden forsinket et par år”. Artiklen og den debat, der er blevet ført de seneste dage om en renovering og modernisering af det danske jernbanenet, reflekterer ganske godt de præmisser som offentlig dansk debat deprimerende tit føres på.

Præmissen er, at skinnenettet er slidt ned, og nu må politikerne da gøre noget så vi kan få ordentlig offentlig transport! Meget få debattører drister sig til at spørge, om grunden måske kunne være, at togsektoren netop har været underlagt politisk styring. Hvorfor har tidligere større bevillinger til BaneDanmark og DSB ikke ført til de markante forbedringer, der blev lovet? Og hvordan kan det være, at en billet tur-retur mellem Århus og København med DSB koster 634 kroner mens Abildskous Busser kan tilbyde samme tur til 420 kroner – på trods af at DSB får tilskud på cirka samme størrelse som billetprisen?

En af præmisserne for debatten om den offentlige transport i Danmark burde være, at private – når de får lov – kan levere transport langt billigere end et de facto monopol, der var beskyttet mod konkurrence i 150 år. Men at foreslå, at man måske skal lade private varetage noget så ‘helligt’ som offentlig transport er åbenbart for meget for de fleste danskere. Eller måske er de bare uvidende om, hvad den offentlige bane- og togdrift i virkeligheden koster? DSB og Folketingets politikere gør sig jo ikke de store anstrengelser for at gøre omkostningerne synlige, vel?

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Af Redaktionen, den 12. september 2006. 39 svar

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

11. september 2001 in memoriam II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. september 2006. 9 svar

Jeg hader datoen 11/9 så meget, at jeg som regel glemmer, at en meget god ven har fødselsdag netop den dag–og jeg er ihvertfald endnu ikke klar til at skrive en kronik som Mr. Laws.  Så her er lidt genbrug: En kronik, som jeg–efter at have stået på Greenwich Street og set South Tower styrte sammen og efter at have frygtet for familie og venner–skrev på en internet café i Greenwich Village tre dage efter, og som Bent Blüdnikow var flink nok til at bringe om søndagen.

Frihedens tårne

Berlingske Tidende 16.  september 2001, 1. sektion, side 12

Kronik: Terror-angrebene i USA var angreb på det frie marked og det frie samfund.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Ph.d. og gæsteforsker ved Columbia University og New York University

World Trade Centers to tårne er som regel det første, jeg ser, når jeg går ud fra vores hus i Greenwich Village, og de er som regel det sidste, jeg ser om aftenen, når jeg kommer hjem. Og hver eneste dag tænker jeg højt: »Hvor er de smukke! Hvor er det fantastisk at bo her i New York!«.

Og aldrig har jeg set dem smukkere end for to måneder siden, den 4. juli, på 225-årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi stod på taget af et hus og beundrede festfyrværkeriet over vandet mellem Frihedsgudinden og World Trade Center.

Og nu er de væk – og med dem er forsvundet ikke blot milliarder af dollars, men også i tusindvis af uskyldige mennesker, som ikke gik i krig, men som blot gik på arbejde. Og som var så uheldige, at nogle fanatikere mener, at det, at man er amerikaner og arbejder i verdens finansielle centrum, er grund nok til at skulle dø.

For World Trade Center var et symbol på handel, markedet og kapitalismen, på internationalisering og globalisering, på det åbne samfund og den moderne verden. Kort sagt på vestlig civilisation. Som sådan symboliserede de to tårne alt det store, som mennesket kan – når det vil, og når det får muligheden.

Der findes nok af monstrøse monumenter bygget af stater for at glorificere dem selv og deres ledere. Pyramider bygget af slaver som grave for døde faraoer. Triumfbuer bygget for kejsere til minde om krig, eller for præsidenter til minde om dem selv. Her var derimod et kompleks, der i både symbolik og praksis kun tjente et fredeligt formål: at bringe handlende parter sammen til gensidig fordel, og som derfor var fyldt med driftige, kreative mennesker. De to tårne var en daglig hyldest til mennesker, der opdager, opfinder, skaber, køber og sælger – og som dermed gør deres til, at vi alle har det en lille smule bedre i dag, end vi havde det i går.

Men i dag har vi det ikke bedre end forleden. Angrebet i tirsdags er for liberale, markedsøkonomiske retsstater, hvad rigsdagsbranden i Berlin var for de demokratiske partier, og hvad Krystalnatten var for jøderne. Hverken mere eller mindre. Det var et angreb, der var lige så symbolsk ment som de symboler, man bogstaveligt jævnede med jorden. Og hvem det end var, der stod bag terrorangrebet, så er de ikke alene.

Selvmorderiske mordere, der med et »Allah er stor« på læberne udslettede tusinder på sekunder, har, trods forskelle i religion, retorik og symboler, en lang række naturlige åndsfæller iblandt os i Vesten.

ATTAC-medlemmer der med molotovcocktails bekæmper frihandel og kæmper for nationalisme.

Nationalsocialister der med knipler slås mod indvandrere og for den ariske race.

Miljøfanatikere der brænder butikker, fabrikker, marker og mennesker for dermed at redde en højere og finere »natur«.

Autonome fra Nørrebro som med brosten angriber McDonald's som symbol på kapitalismen og som forsvarer et eller andet, som ingen kan huske, hvad var.

For trods forskelle er disse bevægelser grundlæggende skåret over samme læst og har tre centrale præmisser til fælles. At vold er et acceptabelt middel til at nå politiske mål. At mennesker er skyldige eller uskyldige alene i forhold til, hvilken kollektiv gruppe de tilhører. Og at personlig frihed og økonomisk frihed er det ondeste onde. Og når alt det er lagt til grund, så kan der ikke være nogen større fjende end USA og amerikanerne, og så kunne der ikke være noget mere oplagt symbolsk mål end World Trade Center.

Men åndeligt og moralsk medskyldige er ikke blot de palæstinensere, der tirsdag jublede på Vestbredden og i København. Det er også, omend i det mindre, de mennesker, der verden over selv dagligt puster til hadet til alt, der er amerikansk, og som den naturlige forlængelse heraf også til alt, der f.eks. er israelsk.

Som den midaldrende munkemarxist der sidder i sin trygge universitetsstilling og med lys i øjnene fryder sig, når der er krise på kapitalmarkeder eller begyndede recession, fordi det altsammen er det første – og uomgængelige – tegn på kapitalismens uundgåelige kollaps.

Som de repræsentanter for den ene mere moralsk og retsligt derangerede stat efter den anden der i forrige uge mødtes i Durban for angiveligt at modarbejde racisme, men hvis dagsorden fra først til sidst var, at USA og Israel skulle fordømmes.

Man kan ganske vist ikke sige, at USAs regeringer gennem tiderne altid har været helt uden skyld i, at der i dag er millioner rundt om i verden, der ser USA som en fjende. Men ved i denne situation blot at antyde, at »det var amerikanerne selv ude om«, så gør man det uacceptable at sætte lighedstegn mellem den kollektive enhed, som man kalder en stat, og de enkelte mennesker, der tilfældigvis bor der. Og aldrig nogensinde har USA gjort noget, der blot tilnærmelsesvis retfærdiggør at slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Men uanset hvor mange der døde, og hvor uhyggelige angrebene var, må al talen om dette som »det 21. århundredes første krig« ikke få os til at falde i en fælde. Den engelske 1700-tals forfatter Samuel Johnson skrev advarende, at patriotisme er en slyngels sidste udvej, og det er et lige så velkendt udtryk, at i krig er sandheden det første offer. Men hertil kunne man tilføje, at det andet offer er tolerancen, og det tredie er retssikkerheden.

Det bør man huske på i disse dage, hvor anti-arabiske og anti-muslimske følelser let kan løbe løbsk, og hvor man i Vesten let kan komme til at begå samme fejl som før. Amerikanernes behandling af japanerne under Anden Verdenskrig er den dag i dag med rette et ømt punkt, og danskerne begik i kølvandet på besættelsen mange uretfærdigheder mod hinanden og mod tyskere og italienere i Danmark. Begynder man i denne triste situation at behandle muslimer og arabere som én kollektivt skyldig gruppe, og benytter man lejligheden til at give de vestlige stater ubegrænset magt, så undergraver man i virkeligheden den selvsamme frihed, som fredelige mennesker i New York og Washington arbejdede og døde for.

Der er mange, der allerede har sagt, at denne tragedie skyldes islam og muslimerne, og at det hele dermed først og sidst er et spørgsmål om religion. Men det er det tydeligvis ikke alene. Både kristendommen og jødedommen har som organiserede religioner hver deres i titusindvis af uskyldige ofre på samvittigheden, og der findes omvendt millioner af tolerante, fredselskende muslimer. Gør man denne tragedie til et valg mellem den ene religion eller den anden, mellem denne eller hin nationalitet, så gør man den samme fejl som de terrorister, der førte flyene mod uskyldige civile.

Dette er snarere, først og sidst, et spørgsmål om institutioner og kultur, om civilisation. Det er, som Shimon Peres sagde det forleden, et valg mellem lys og mørke, mellem civilisationen og jungleloven. USA og Vesten er fuldt berettigede til at sætte ind over for de uhyrer, der stod bag angrebene, men ma
n bør være meget forsigt
ig med ikke samtidig at hælde benzin på bålet ved selv at angribe uskyldige civile.

Faktum er, at uanset hvor mange tilholdssteder man vil kunne bombe i Afghanistan, Irak eller Sudan, og uanset hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man gør sig i USA og Europa, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent mod begivenheder som i denne uge. Ikke uden at forvandle Vesten til én stor politistat i permanent undtagelsestilstand. Paradoksalt nok er det redskab, der i længden vil kunne sikre, at terrorister fra Den Tredje Verden ikke hader USA og Vesten, det selvsamme redskab som har bragt os ud af middelalderen, og som de nu har angrebet, nemlig markedet. Der har aldrig været en mere civiliserende kraft i verdenshistorien end netop den globale kapitalisme, som World Trade Center stod for. Ved at sørge for at handle med disse lande og dermed bringe dem op på vores levestandard, vil vi kunne sørge for, at de i længden vil have lige så stor en interesse i vores velbefindende, som vi i deres. Spørgsmålet er så, naturligvis, hvor langt det lange løb er, og hvad vi gør, indtil det er nået.

Indtil videre håber jeg, at jeg en dag kan se ned ad Greenwich Street igen, og at der så igen står to tårne, men endnu højere og endnu flottere, der som vartegn fortæller mig og hele verden, at den menneskelige civilisation kan være grænseløs.

To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

Af Jacob Mchangama, den 11. september 2006. 8 svar

Den i Danmark konstant verserende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere, som i særlig grad har kunnet sætte sindende i kog nemlig somaliere.

Somaliere og deres efterkommere har angiveligt den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen har virket provokerende) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende. Spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for "kulturfremmede" til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota, der i højere grad end mange andre delstater har modtaget skandinaviske immigranter, klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in Minnesota

 […]According to Benny Carlson, Somalis are "not a prosperous group, but they are a working group, and one that is likely developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60 percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes the first – and likely the most important – explanation. There are around 800 Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003, there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.

The second explanation, which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in economic activities to support themselves, to support each other – and later on, this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi drivers join forces and launch their own carriers.

At the Safari Restaurant, Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially, they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees: six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good: "There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden, a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your dreams are being smothered."

Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help with tax returns, applications and travel documents. And while he works very hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this, Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an (assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are not enough new businesses and job opportunities being created in the service sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest long-term link between growth and employment.
The Americans understand – and celebrate – the social and economic significance of the immigrant businesses. This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997 and now runs a little store in Minneapolis while also working in home care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger store, and of employing staff.

Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says. Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.

På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes. En pris der tilsyneladende er værd at betale for at bevare illusionen om velfærdsstatens velgørende virkninger. 

11. september 2001 in memoriam

Af admin, den 11. september 2006. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingske Tidende i anledning af 5 året for terrorangrebet den 11. september 2001.

De multinationale og menneskerettighederne

Af Jacob Mchangama, den 8. september 2006. 11 svar

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

2008: Hillary Clinton mod George Allen VI

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2006. 4 svar

Jeg har–som det vil være en del læsere bekendt fra talrige poster–længe haft et "godt øje" til den Republikanske senator George Allen (VA) som et solidt bud på den næste Republikanske præsidentkandidat.  Det har jeg ikke længere.  George Allen er måske ikke down-and-out, men en række afsløringer i det ganske vist ikke venligt stemte The New Republic af en række mere eller mindre racistiske ungdomsforsyndelser, kombineret med en uheldig TV-optræden gør, at odds nok rykker noget mod syd. Læs dog ikke om det hér men derimod hos bloggeren David Garby, som har den givetvis bedste danske blog om amerikansk politik–og som sikkert ved mere om amerikansk politik end den samlede danske journaliststand tilsammen.  (Undskyld for dén fornærmelse, David Garby … 😉

PS.  Jeg er dog ikke enig med Garby m.h.t. John Edwards' chancer i 2008–men det får vi nok tid til at drøfte …

Amerikanske tilstande

Af David Gress, den 4. september 2006. 51 svar

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Rohderi XI

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. september 2006. 43 svar

Denne punditokrat har ikke så megen tid til at blogge p.t., men da jeg har benyttet lejligheden til at videreføre denne blogs Rohderi-serie i Berlingske Tidendes "Groft Sagt"-klumme, så får I lige her de to første i serien, som kom i dag.  Det er desværre højest tænkeligt, at den bliver meget langstrakt …

Rohderi I

Mange værtshuse havde i tidligere tider et skilt med teksten »Gratis øl til alle i morgen«. Sådan føles det efterhånden lidt, når man hører Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, og talen falder på, hvornår det største antal borgerlige mandater i trekvart århundrede mon skal bruges til at føre – ja, hvorfor ikke? – borgerlig politik.

I 2002 sagde Rohde, at nu gjaldt det om, at Venstre for første gang nogensinde kunne gå til valg og beholde statsministerposten – så reformer måtte vente til efter valget. I regeringsgrundlaget fra 2005 stillede man skattelettelser i udsigt, men så hed det, at nu måtte eventuelle reformer vente, til velfærdskommissionen var kommet med sine forslag. Men en måned inden, den kom med dem, sagde Rohde, at nu måtte det blive på et senere tidspunkt, og at høje skatter i øvrigt ikke var et problem og ikke havde noget med velfærd at gøre.

Tidligere i år hed det i ledende Venstre-kredse, at der måske nok kunne komme nogle mindre skattelettelser inden næste valg, og nu fik vi så onsdag at vide fra Rohde, at jo mere man taler om skattelettelser, desto mindre bliver der af dem, og at de i hvert fald først kommer efter næste valg.

Vi har her tilsyneladende at gøre med endnu en eksperimentel afprøvning af en omskrivning af Venstres tyndslidte slogan: »Venstre troede du måske, du vidste, hvor du havde – men så har du godt nok også selv fortjent den lange næse, du får!« Det fylder nok lidt mere end det gamle, men det er efterhånden også mere dækkende.

Rohderi II

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, besidder en særegen kombination af evne til sagsfremstilling og kendskab til fakta. Men lidt har vel også ret.

Manden sagde således torsdag i denne avis, at der for tiden ikke kan gennemføres skattelettelser, fordi »det økonomiske råderum« ikke er »til stede i dansk økonomi«, og det er jo en sætning af en sådan grammatisk elegance og nationaløkonomisk dybde, at det må tiltale enhver politiker. Det er givetvis også årsagen til, at den gentages oftere af regeringspolitikere, end nogen kan nå at sige »ministerpension«.

For hvis der ikke er et »råderum«, hvad var det så lige, at finansministeren forleden stod og pralede med? Historisk rekordoverskud på statens finanser. Kæmpestigninger i de offentlige udgifter, som langt overgår, hvad Nyrup og Lykketoft havde planlagt.

Rohde har en slags svar parat: For det første er skattelettelser – hvis man altså ikke lige har brugt pengene – farlige. De vil lede til en »overophedning«. Det lyder jo rigtignok farligt, men så kunne det være rart at få den fhv. discjockey til at forklare, hvorfor det er mindre farligt at bruge et par milliarder på højere offentlige udgifter end på lavere skatter. For det andet har man, ifølge Rohde, aldrig lovet skattelettelser. Det vil nok overraske en læser af det nedskrevne regeringsgrundlag, hvor det sørme ser ud som om, at man lover en plan for at lette skatten på arbejde.

Næ, sandheden er naturligvis den enkle, at der er præcist så stort et »råderum«, som regeringen ønsker, der skal være. Når udsigterne til skattelettelser er så lyse, som Irans nukleare hensigter er »fredelige«, er der en simpel grund: Regeringen ønsker ikke at føre borgerlig politik, fordi den mener, at der flere stemmer i at føre socialdemokratisk politik. Den kan de loyale kernevælgere så lige tygge på.

Rohderi XII

Af Dr.Mephisto, den 2. september 2006. 40 svar

Jens Rohde er en mand, der lever af ord. Men har ved tydeligvis ikke, hvordan man skal dosere dem.

Rohde gik i byen for at dæmpe det borgerlige Danmarks forventninger om skattelettelser. (Som om Anders Fogh ikke allerede havde gjort det ved regeringsseminaret på Havreholm Slot i august).

Og Rohde gik i byen for at få de konservative til at tie stille. (Som om han ikke var klar over, at en tilsvining af de konservative ville få den modsatte effekt).

Strategien var altså tyndbenet fra starten. Og det, som Rohde sagde, var en mindre katastrofe. I Berlingske Tidende den 31. august "kom han til" at afvise skattelettelser i denne regeringsperiode med ordene:

"Jamen, det bør stå lysende klart for enhver, at man ikke bør sætte næsen op efter skattelettelser i denne valgperiode. Vi begynder ikke at spille hasard med dansk økonomi. Der er økonomer, der mener, vi faktisk allerede gør det ved at have et offentligt forbrug, som vi nu øger til én procent. Og hvor vi godt ved, at det nok ender på to procent. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til."

Anders Fogh Rasmussens og Thor Pedersens nøje afmålte "ikke på nuværende tidspunkt" og "ikke i 2007" blev lige drastisk udviddet til hele valgperioden – og dermed kom Rohde på kollisionskurs med regeringsgrundlaget, der lyder:

"Det er regeringens mål gradvist at sænke skatten på arbejdsindkomst. Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Regeringen vil udarbejde en flerårig plan herfor"

Men læg også lige mærke til anden halvdel af Rohde-citatet, nemlig den del der handler om det offentlige forbrug. Rohde går ligeud på banen med budskabet om, at væksten i offentlige forbrug ikke bare vil blive fordoblet sådan som regeringen har planlagt (fra 0,5 pct. til 1 pct.). Nej, væksten i det offentlige forbrug vil ligefrem bliver firedoblet – helt op til 2 pct.

Dermed udsiger Rohde sådan set regeringens udgiftspolitiske strategi. Meget imponerende! Der er altså et råderum til øgede offentlige udgifter – ud over de allerede planlagte. Men intet til skattelettelser. Interessant prioritering, fuldstændig på tværs af regeringsgrundlaget. Og fuldstændig på tværs af finansministeren.

Enten er det fortalelser fra en politisk letvægter, der ikke ved bedre. Og så fortjener Rohde at blive fyret som politisk ordfører. Eller også er det velgennemtænkte udtalelser. Og så forjener han også at blive fyret for decideret illoyalitet.

Alligevel er det Vensres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, der i medierne bliver kaldt illoyal, fordi han erklærede sig uenig med Rohde.

Nu vil Rohde have fyret Peter Christensen som finanspolitisk ordfører. Han siger det ganske vist ikke til citat, men de seneste dages overfladiske politiske artikler bærer præg af hans bestræbelser.

Hvis Peter Christensen bliver fyret for at holde sig til regeringsgrundlaget, så har Venstre taget et mega-skridt i retning af sit eget politiske selvmord. Det bliver svært at forklare borgerlige vælgere, hvorfor man fyrer en mand, der står fast på regeringsgrundlagets målsætninger om skat.

Kunne de borgerlige vælgere så ikke stemme på de konservative i stedet? Hm. Læg lige mærke til hvilke borgmestre, der er mest hidsige for skattestigninger. Og hvem tror egentlig, at den nuværende konservative ledelse har rygrad til at stå fast på noget som helst?

Under alle omstændigheder har Venstre i forvejen gjort livet sværere for sig selv. Meget tyder på, at vælgerne lader deres stemmeafgivning påvirke af, hvilke emner, der er oppe i tiden. Er emne miljø, går der flere stemmer til SF. Er emnet udlænding eller skat, nyder de borgerlige automatisk godt af debatten. Socialdemokraterne er derimod vindere, når snakken går på offentlig service. Den kan jo altid blive bedre, uanset de mange milliarder, man hælder i den.

Anders Fogh Rasmussens snak om servicestrategi er derfor opskriften på nederlag.

Liberalisme og demokrati

Af Jens Ringsmose, den 30. august 2006. 3 svar

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret – kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960’erne og 1970’erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”

Liberalisme og samfundets reproduktion

Af David Gress, den 30. august 2006. 34 svar

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Ekstra Bladets borgerlige kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 30. august 2006. 6 svar

Det er ikke hver dag Punditokraterne henviser til Ekstra Bladet. Men essensen i Ekstra Bladets leder i forbindelse med de netop overståede finanslovsforhandlinger kunne ligeså godt være kommet til udtryk her på bloggen. Faktisk er Ekstra Bladets leder udtryk for så klar tale på godt jævnt dansk om det absurde cirkus, der i velfærds-Danmark årligt udspiller sig i kontorerne på Christiansborgs Slotsplads 1, at lederen fortjener at blive bragt i sin helhed.

Kære læser er du klar over, at vi har den højeste beskæftigelse siden Saxos notater i 1200-tallet? Det er nu ikke så sært, for vi har aldrig været flere danskere. Men vi har samtidig den laveste ledighed i 30 år.
Vi kan sige det med sikkerhed, for vi har begge oplysninger fra Thor Pedersen, og han lyver næsten aldrig.

Hu hej, hvor går det godt. Udlandsgælden er væk, og næste år skylder fremmede lande Danmark 100 milliarder kr. 'Vi ender med at eje hele verden', klukker kåde Thor. Han begriber heller ikke surheden over, at der skulle være skåret ned. For den offentlige service er løftet med 22 milliarder kr. fra 2001 til 2005.

Men hvad velfærd angår, skal Thor ikke regne med, at vi nogen sinde får nok. Især ikke talsmændene for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. De vil året rundt kl. 3 om natten stående på ét ben være i stand til at kræve flere milliarder til de ældre og til børnefamilierne og til de sindslidende.

Det sjove er, at VK-regeringen altid føjer dem et stykke vej. Der er såmænd allerede sat penge af til psykisk syge, børnefamilier og næsten alle ældre i finansministerens forhandlingspapirer.
Der er nemlig ingen, som tør sige, at mange ældre lever glimrende for den folkepension, de får. Eller at de fleste børnefamilier har det økonomisk bedre end nogen sinde. Den slags sandheder tør kun Ekstra Bladet skrive. Det anses for god tone at lade, som om store danske grupper lider forfærdeligt.

En anden skjult sandhed er, at den forhandling om finansloven -statens husholdningsbudget -for 2007, som nu begynder, er ret ligegyldig. For den drejer sig kun om to procent af statens udgifter. De 98 pct. af budgettet bliver slet ikke diskuteret. Det er lagt fast på forhånd med alle partiers indforståelse -fraset SF og Enhedslisten, som gerne ville sløjfe militærudgifterne.

Det anstrengende ved det forestående show med partidelegationer svansende ind og ud fra Thors kaffebord i ministeriet er, at det er en kamp om at lefle mest muligt for de størst mulige vælgergrupper. Det parti, der bagefter kan rose sig af at have skaffet 600.000 børnefamilier eller 700.000 pensionister nogle penge, er vinderen.

Finanslovsforhandlinger er ikke en saglig debat om, hvordan de mest trængende smågrupper kan samles op -mens alle andre henvises til at klare sig selv, hvilket de er glimrende i stand til, især hvis de plukkes så lidt som muligt i skat.

De kan snarere sammenlignes med en skønhedskonkurrence mellem uappetitlige og kiksede modeller med ekspertise i at forstille sig.

 

Det er nok for meget at håbe på, at lederen er udtryk for læsernes generelle holding, og dette indlægs overskrift er nok også en anelse optimistisk, men det er befriende når nogen vover at skære igennem den velfærdskonsensus, som gennemsyrer dette lands offentlige debat.