Ugens citat: Geertsen om Venstre, skat og midten

Af Redaktionen, den 27. september 2006. 13 svar

Søren Pinds efterfølger som den politiske leder af Venstre i København, kulturborgmester Martin Geertsen, har i mange år været at finde på, hvad der vel bedst kan kaldes den liberale fløj indenfor Venstre.  Det må så være slut fra dd., hvor Geertsen i Berlingske Tidende tager den neo-Foghske logik til kommunalpolitik:

"Vi skal være et midterparti, og vi skal søge indflydelsen - også selv om det kommer til at gøre ondt – af den simple grund, at vores vælgere vil se konkrete politiske resultater. … Hvis du vil, kan du sikkert finde en eller to, som til hver en tid vil foretrække ideologien frem for resultaterne. … Kvaliteten af de offentlige tilbud skal være i orden, inden vi begynder at snakke om skattelettelser. …  Det kommer selvfølgelig til at tage tid, og derfor er det ikke aktuelt at snakke om lavere skat".

Så er dét da sat på plads.

Fair and balanced?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. september 2006. 7 svar

Uriaspostens arbejdsomme Kim Møller har dd. en fin lille undersøgelse af, hvilke amerikanske aviser, der refereres af de danske aviser–og en sammenligning med deres politiske ståsted/politiske anbefalinger.  Her er hovedbudskabet:

"USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne. …

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) - Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis."

Det får jo en til at undres, når vi nu ved, at det er såre velkendt blandt alle journalister, at den venstrefløjs-dominans, der er dokumenteret blandt danske journalisters holdninger, som bekendt aaaaaalldrig manifesterer sig i deres dækning–denne er blot "kritisk" og "uafhængig" …

Flot arbejde, Kim.  Men bortset fra det, har jeg to små ting at udsætte på behandlingen, omend de altså er i småtingsafdelingen:

  1. Jeg er ikke helt sikker på, at Chicago-Tribune kan betegnes som venstreorienteret avis (selv når det er i relative, amerikanske termer).  Mig bekendt har avisen–ihvertfald historisk–været decideret konservativ, og de har da vist endnu en stak konservative kommentatorer blandt deres skribenter, ligesom dens erklærede leder-mæssige udgangspunkt er decideret eksplicit til højre.  Og de har vistnok ikke anbefalet en Demokrat siden engang i 1800-tallet …  På det redaktionelle/journalistiske er avisen blevet mindre klart til højre, men at klassificere den som direkte venstreorienteret vil nok svare til at gøre det samme med JP og Berlingske …
  2. Kim skriver videre: "Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken."  Hvad er man så, hvis man er en liberalistisk hard-liner …? ;-)  At sige at WSJ værdipolitisk er på linie med Politiken er altså at male sig selv op i et hjørne, mere end nødvendigt eller ønskværdigt er: Som stort set daglig læser af WSJ, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogle synspunkter, som de to aviser deler.  Kim tænker måske på, at WSJ er skeptisk overfor stramninger af indvandring, og (ihvertfald på nogle punkter) ligesom Politiken næppe bryder sig meget om de såkaldte "social conservatives", som findes i dele af Bushs eget bagland.  Problemet er så, at hvis man lægger snittet dér, mellem hvem der er "conservative" i amerikansk forstand og hvem, der ikke er, kommer man på et eller flere punkter til at frasortere størstedelen af det, der fra begyndelsen af det 20. århundrede og indtil 1980erne var indbegrebet af at være konservativ i USA.  Så falder Barry Goldwater og Bill Buckley (begge kendt som "Mr. Conservative") og sågar Ronald Reagan ud til venstre …  Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at ens vens fjende er ens fjendes ven.

Lighed eller forskellighed

Af David Gress, den 26. september 2006. 21 svar

Siden 1960rne har et tabu hersket i den vestlige verden.  Det er tabuet, der siger, at der ikke findes forskelle på mennesker og især ikke på grupper af mennesker, der skyldes gener; alle forskelle skyldes påvirkninger af individerne, enten fysisk (ernæring, underernæring) eller psykisk.  Billioner af kroner, dollar, pund og anden valuta er brugt af regeringer på at opveje virkningerne af sådanne forskelle under etiketter som racisme, dårlig social arv, udstødthed, diskrimination og lignende.

Tabuet har altid været i strid med sund fornuft og elementær darwinistisk udviklingslære, og det er nu så undergravet af videnskaben, at det kun overlever i samfundsvidenskaberne, bureaukratierne og politikken af inerti, politisk korrekthed og magtinteresse.

Af samme grund bliver det svært at bekæmpe.  John Derbyshire har her et essay om, hvorfor konservative (i amerikansk forstand) har svært ved at tale om race, og hvorfor det er dumt.

I lægevidenskaben ved man, at race kan være en afgørende faktor i sygdom, i modtagelighed for behandling, i virkningen af bestemt medicin og i meget andet.  Samfundsvidenskaberne derimod lever for det meste stadig in denial hvad angår race, forskellene på dem og forskelle på grupper af mennesker generelt.

Steven Pinker har i “The Blank Slate” gjort op med det samfundsvidenskabelige dogme om mennesket som den tomme tavle, der ankommer uprogrammeret og uudstyret til verden, selvom han var forsigtig med at drage en række ellers indlysende slutninger af det, han rapporterede, formentlig for ikke at afskrække læsere.

Betyder erkendelsen af arvelige forskelle på mennesker noget for liberalismen?  Den betyder i hvert fald noget for politik på store og dyre områder som socialpolitik, velfærd, sundhed, uddannelse og meget andet.  Hvad tabuet har kostet i spildte penge og fejlanvendte ressourcer lader sig næppe beregne, men tallet må være astronomisk højt.

De nye erkendelser er blot de genetisk og molekylærbiologisk underbyggede erkendelser, som indtil 1960rne ikke var så radikalt bestridt, som de siden blev, for eksempel

— at evolutionen ikke holdt op, da det moderne menneske opstod, men fortsatte, ligesom den er fortsat hos alle andre dyrearter
— at forestillingen om at mennesket som den eneste art skulle være undtaget fra reglen om at dens medlemmer repræsenterer forskellige pakker af genetisk betingede evner, egenskaber og muligheder, er en ejendommelig overtro, som ellers kun trives blandt religiøse fundamentalister, for hvem mennesket også er en art, der er undtaget fra alle biologiske lovmæssigheder
— at forskelle på mennesker og grupper af dem er præcis hvad darwinistisk evolutionslære vil forvente at finde, idet det kun er ved at præsentere forskelle, at individer i en art kan udvise genetisk variation og dermed sondere tilpasningsevnen til bestemte omgivelser
— at viden om sådanne forskelle er noget af den vigtigste viden overhovedet og må være afgørende for ethvert samfund, der anser sig for grundet på rationalitet, videnskab og troen på fordomsfri erkendelse.

Tabuets forsvarere siger ofte, at tabuet er nødvendigt for at holde fast i princippet om menneskers ligeværd.  Jeg har aldrig forstået denne logik.  Ligeværdsprincippet var aldrig (af Locke, Jefferson og de andre) tænkt som om det medførte det for dem indlysende absurde postulat, at alle mennesker er ens.  Det er netop fordi mennesker ikke er ens — i begavelse, charme, effektivitet, pligtopfyldelse, venlighed, fysisk styrke, levetid eller noget som helst andet — at de må anses for lige værd.

Frihed, lighed, demokrati–og velstand?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2006. 15 svar

Jeg holdt i fredags–med cirka et halvt års forsinkelse–tiltrædelsesforelæsning som professor i almen og sammenlignende statskundskab ved Københavns Universitet.  Det skete under den sexede overskrift "Frihed, lighed, demokrati–og velstand?  Nogle empiriske perspektiver på klassiske politologiske temaer".  Gab.

Det gik vist nogenlunde.  Der var bl.a. et par Punditokrater tilstede, og vores med-punditokrat Foss har været så særdeles venlig at skrive et par ord om det andetsteds.  Her vil jeg nøjes med nedenfor at vise jer tre lot-diagrammer, der spillede en central (men ikke afgørende) rolle i forelæsningen.  De meget, meget, meget interesserede kan om føje tid rekvirere et tryk af forelæsningen.

Krav til akademikere, myter om deres løn og dansk forskning

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2006. 22 svar

En del af regeringens globaliseringsstrategi handler om, at Danmarks forskning skal bringes op på absolut internationalt topniveau. Det skal blandt andet gøres ved at der stilles større krav til forskerne, og at man i højere grad end hidtil rekrutterer udenlandske topforskere til de danske universiteter. Samtidig ønsker man naturligvis at højne uddannelsesniveauet så danske studerende og deres fremtidige arbejdspladser bliver bedre stillet i den internationale konkurrence, og man vil tiltrække flere PhD-studerende, så man også i fremtiden får en stor pulje danske forskere at trække på.

Strategier der går ud på at styrke dansk forskning er indlysende rigtige, og ikke blot fordi jeg er en af dem, der kunne gå hen at blive styrket. Forskning i ny viden – hvad den end viser sig at være – har været en af hemmelighederne ved Vestens fantastiske fremgang de sidste 400 år. Ideen med at stille krav til sine ansatte er også god – selvfølgelig skal man det. Men der er et problem.

Dette problem gælder i og for sig ikke kun universitetsforskere, men også andre grupper såsom jurister i centraladministrationen, der også oplever stigende krav til at producere resultater, og helst politisk synlige resultater. Problemet er lønnen, og i særdeleshed almindelige menneskers forestillinger om den.

I 2002, da jeg som PhD-studerende deltog i en i øvrigt fin debat hos Folkekirkens Nødhjælp, oplevede jeg for første gang dette problem. Efter at have fremlagt mit syn på emnet der blev debatteret, rejste en ældre, svært overvægtigt mand ved navn Per sig og råbte rasende, at sådan nogen svin som mig der tjente 50.000 om måneden bare ikke gad hjælpe de fattige. Per var tydeligvis udenfor pædagogiske rækkevidde, men en del andre blandt publikum var også meget overraskede da jeg fortalte, hvad jeg i virkeligheden tjente. Den samme forbavselse møder mange danske akademikere gang på gang når emnet løn kommer op.

Nu vil jeg gerne, før jeg går videre, understrege at jeg ikke skriver denne post for at skabe sympati. Min indtægt dækker udmærket de udgifter min livsstil indebærer. Min pointe – det dilemma der er gemt her – kommer derimod fra det paradoksale i at danskerne er gode til at stille rimelige krav. Vi kræver ikke at den 17-årige gymnasiepige henne hos bageren ved præcist hvor jordbærrene i ens kage søndag eftermiddag kommer fra. Hvis vi derimod køber en flaske St. Emilion til 400 kroner, accepterer vi ikke at manden bag disken ikke kan fortælle, hvad der var særligt ved netop dén årgang.

Og deri ligger problemet, for vi ved præcist hvad vi betaler for kagen og vinen, og derfor hvad vi rimeligvis kan stille af krav. Paradokset kommer af at befolkningen som helhed også har relativt klare forventninger om, hvad danske universitetsforskere eller statsansatte jurister tjener. Mens jordbærkagen ved min lokale bager koster 19 kroner – det står der på den så det ved jeg – er folks ideer om akademikeres indtægt derimod som oftest meget forkerte! Men det er de ideer, der bestemmer hvad de mener man kan stille af krav, ikke virkelighedens lønninger.

Forskellen på, hvad folk tror, og hvad akademikere i virkeligheden tjener, kan ikke overvurderes. Sidste år tjente jeg således lige knap 360.000 kroner som adjunkt med landets højest mulige uddannelse. Jeg arbejdede i gennemsnit 55 timer om ugen – og det er der ikke overtidsbetaling i, for begrebet arbejdstid eksisterer ikke i forskerverdenen – og holdt fire ugers ferie, alt inklusive. Selvom man er flink og regner med, at jeg nok har slappet lidt af i sommermånederne, ender man alligevel på en timeløn på omkring 140 kroner. Som omtalt før her på stedet, er det mindre end den mindsteløn som visse fagforeninger påtvinger polske håndværkere i København. Det er også mindre end den timeløn min søster får som uuddannet folkeskolevikar.

Det vigtige er, at det i særdeleshed er mindre end den løn, almindelige mennesker tror jeg tjener. Med den sædvanlige antagelse om, at universitetsforskere nok tjener lige omkring en halv million om året – Per regnede åbenbart med 600.000 – holder de almindelige seks ugers ferie og arbejder omkring almindelig arbejdstid, ender man på en timeløn på omkring 250 kroner. Det er dén betaling, folk danner deres rimelige krav på baggrund af – og det er de krav, politikerne stiller til danske akademikere. Der er derfor ikke et, men to sammenligningsgrundlag: Det folk tror man tjener – grundlaget for de krav der bliver stillet – og de krav, der reelt stilles til konkurrenterne. For man kan naturligvis ikke stille mindre krav til ens konkurrenter, ellers bliver man hurtigt udkonkurreret.

Så hvad tjener konkurrenterne og hvem er de? For at tage det sidste spørgsmål først, er de typisk fra amerikanske, britiske, og i mindre grad andre europæiske, japanske og koreanske institutioner. På mit eget område (samfundsvidenskab) i særdeleshed er det de østkystamerikanske og enkelte engelske universiteter, konkurrence kommer fra. Verdens topuniversiteter, som Helge Sander så brændende ønsker at vi kan konkurrere med, er steder som Oxford, Colombia, Harvard og en række andre mindre prestigiøse steder. Her tjener en almindeligt dygtig adjunkt netop omkring den halve million, som mange danskere tror, vi andre tjener (og så har vi ikke talt skat). Så et eller andet sted er kravene til at danske samfundsforskere kan konkurrere med dem jo på pervers vis helt rimelige!

Problemet – eller dilemmaet, om man vil – er derfor at danskerne stiller helt rimelige krav til forskningen, men selvfølgelig givet de ideer de har om forskernes belønning. Og politikerne kan derfor stille krav, der er på niveau med toppen af den internationale forskning uden at betale for det. At give forskerne væsentligt højere lønninger ville jo være helt urimeligt, da folk tror de i forvejen tjener ganske pænt!

Hvorfor gider jeg bruge tid og energi (i min fritid) på at skrive denne post? Jo, fordi det dilemma, jeg mere eller mindre klart har forsøgt at opridse her, er en godt skjult bombe under den danske universitetssektor. På et punkt har forskningsministeren ret, nemlig at man bør tiltrække internationale topforskere til danske universiteter. Men når jeg taler med mine udenlandske kolleger om det ønske og spørger, om de ville flytte til Danmark, slår de fleste – de dygtige af dem – for det meste en høj latter op. De flinkeste klasker måske en på skulderen og spørger, om det ikke er tid til at gå i baren. Ingen – siger og skriver ingen – tager spørgsmålet alvorligt, og en del af dem har endda spurgt hvorfor jeg gider at arbejde i Danmark.

Bundlinien er, at man stiller internationale krav i vores land, og at man stadig har internationalt anerkendte forskere som blandt andet Punditokraternes tidligere redaktør, men det er ved at ændre sig. Det eneste, der holder dygtige danske forskere i landet, er enten kærlighed til familien, kærlighed til landet, eller rene tilfældigheder. Det samme kan man i og for sig sige om dygtige akademikere i centraladministrationen og hvorfor de ikke flygter til det private. Der er ganske enkelt ingen økonomiske incitamenter til at blive, kun enkelte svage, sociale grunde, og dem kan man ikke bygge en vidensbaseret fremtid på. Enten må man betale hvad det koster at stille konkurrencedygtige krav, eller også må man sænke kravene til det man er villig til at betale for. Jeg skal ikke bestemme hvad man bør gøre – min mission her er udelukkende at gøre dilemmaet og balancen tydelig for folk – men det er på tide for politikerne at gøre det. Ellers bliver det lynhurtigt svært at blæse og have mel i munden på samme tid. Og det er det, de prøver at gøre.

Militært demokrati eller demokratisk redning?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2006. 4 svar

Det sker ikke alt for tit, at jeg er enig med Politikens leder. Men i dag var en undtagelse. Som bekendt har militæret i Thailand forleden kuppet den demokratisk valgte premierminister Thaksin og lovet at genindføre demokratisk styre i løbet af fjorten dage.

Politiken skriver i dag i sin leder befriende klart om situation:

Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret.

 Situationen i Thailand har i den grad delt vandene, for hvordan håndterer man den? På den ene side mener alle renhjertede og velmenende kræfter, at demokratiet er ubetinget godt, men på den anden side kan man realpolitisk sommetider se, at ledende politikere blive valgt og genvalgt imens de fører politik, der bestemt ikke er til gavn for landet. I Thaksins tilfælde har den handlet om personlig berigelse, mens han ret konkret har bestukket vælgere i landets fattige yderdistrikter – netop de vælgere der er længst fra det politiske spil og mindst tilbøjelige til at læse aviser eller på anden vis holde sig informeret.

Selv hårdnakkede demokratitilbedere græder tørre tårer over Thaksins nederlag, men få tør rose militæret for dets indgreb. For politologer og politiske økonomer (som der er nogle stykker af her på bloggen) illustrerer eksemplet på vidunderlig vis det dilemma, der i høj grad er demokratiets: hvad gør vi, når vi er utilfredse med den førte politik, men ikke har hæderlige politiske alternativer? Forleden var løsningen at militæret rykker ind, men i de fleste lande (måske uden Thailands smukke eksempel på monarki?) er den løsning decideret farlig. Det er ikke just en win-win situation, så jeg holder mine fingre krydset for, at landets militær faktisk viser sig at være en demokratisk redning!

EU's plan: Undgå nye forhandlinger

Af Christian Bjørnskov, den 20. september 2006. 12 svar

I juli brød frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO endeligt sammen. Og selvom man selvfølgelig kan skyde skylden for det på mage forskellige lande – ingen er udskyldsrene – var EU hovedskurken i det spil (se her). Da forhandlingsrunden fra starten så lovende ud for en række fattige lande – og forbrugere over hele verden! – forsøger flere lande for tiden at redde den såkaldte Doha-runde ved at file på egne og andres forslag.

Med Australien i spidsen har Cairns-gruppen – en gruppe af 18 både rige og fattige fødevareeksporterende lande – foreslået at USA skærer fem milliarder dollars af deres landbrugsstøtte, og at EU forbedrer deres udspil på toldområdet med fem procent. WTO-chefen Pascal Lamy har bredt set støttet forslaget offentligt, som er blevet kendt under navnet "the five and five idea".

Og hvordan reagerede EU så? Unionens chefforhandler og handelskommissær Peter Mandelson afviste planen som 'undoable' og sagde i et interview med The Australian Financial Review, at det ville være at kræve for meget af EU, der allerede – efter hans mening – har gjort mere end man kunne forvente. I en tale i Berlin den 18. september forleden forklarede Mandelson derimod, at EU er stærkt positiv overfor det multilaterale handelssystem i WTO, og således forsøgte at lave flere frihandelsaftaler. Pudsigt nok er de alle bilaterale – altså aftaler mellem et meget stærkt EU og enkelte ulande eller smågrupper af dem. Hvor er det multilaterale i det? Og man kan spørge, hvor frihandelen er? De aftaler, jeg har set indtil videre, er i hvert fald fulde af undtagelser og skjulte barrierer, så det 'frie' i 'frihandel' er til at overse.

For en der har fulgt forhandlingerne siden de gik i gang i 2001, er det i stigende grad klart, at EU's plan i første omgang var, at Doha-runden ikke skulle føre til noget konkret. Den plan lykkedes i og for sig da runde brød sammen. Nu er planen så åbenbart at forhindre, at der kommer nye forhandlinger i gang til fordel for fattige lande og forbrugere overalt. Verden er virkelig af lave for tiden, når en franskmand står i spidsen – og gør et godt job der – for at liberalisere verdenshandlen, mens en brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt.

Tillykke til svenskerne (håber vi da)!

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2006. 11 svar

Sverige har i går valgt ny regering – og det blev for første gang i 12 år ikke en omrokeret socialdemokratisk konstellation, men en alliance af fire borgerlige partier. Moderaternes leder Fredrik Reinfeldt danner i løbet af ugen regering med Kristdemokraterna, Folkpartiet og Centerpartiet, som tilsammen fik 48.1% af stemmerne. Håbet hos mange svenske borgerlige er, at man nu kan få brudt arven efter et socialdemokratisk århundrede i svensk politik, der blandt andet har betydet, at det bestemt ikke skader offentligt ansatte at have partibogen i orden. På mystisk vis har den svenske velfærdsstats-konsensus på denne og en række andre måder betydet, at man er endt em visse statslige karakteristika, som ellers hører mere naturligt hjemme i Lukasjenkos Hviderusland end et moderne vestligt demokrati. Med andre ord: Der trænger til at blive rusket op i Sverige.

Men man skal måske holde lidt igen med de store håb. Valgsejren er ikke overraskende kommet i hus ved at de fire partier har kunnet samarbejde om en linie, de direkte har kopieret fra Anders Foghs danske sejr i 2001. Højrefløjen har på nogle måder taget velfærdsstaten til sig, og præsenterer nu hvad der bedst kan karakteriseres som et program, der går ud på at forandre for at kunne bevare Folkhemmet. Hvis man læser deres udmeldinger, lyder de mistænkeligt meget som den danske regerings strategi overfor befolkningen: At forklare, at vi bliver nødt til at lave disse ændringer så vi kan bevare efterløn osv., selvom de egentlig er en klods om benet på os. Men sådan er politik nu engang – man må gå på kompromis med sine egne holdninger for at købe vælgernes gunst.

De danske reaktioner har været blandede. Borgerlige politikere har naturligvis lykønsket deres svenske kolleger, mens Marianne Jelved utvivlsomt havde ret, da hun udtalte, at det har " spillet ind, at svenskerne synes, at nu skal de prøve noget andet". Man kan derimod undre sig over, at hun fortsatte med at sige, at "det er et kendt træk, selv om jeg ikke bryder mig så meget om det".

Forandring fryder åbenbart ikke fru Jelved. Herfra skal der lyde et stort tillykke til svenskerne for at de (for en gangs skyld) har valgt forandringen. Lad os så håbe, at de svenske borgerlige har mod til at føre borgerlige politik. Hvis ikke, ender de i den danske situation hvor en angiveligt borgerligt-liberal regering fører ærkesocialdemokratisk politik. Jeg håber, at de svenske politikere også på det punkt har lært af Fogh, også selvom Fogh ikke selv har.

Ensretning eller mangfoldighed?

Af Jørgen Møller, den 18. september 2006. 2 svar

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

Opposition?

Af Igor, den 17. september 2006. 8 svar

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Årets citat: Anders Fogh Rasmussen om værdikampen

Af Redaktionen, den 15. september 2006. 42 svar

I et iøvrigt i mange henseender særdeles bemærkelsesværdigt interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen i denne uges Weekendavisen, “Afsked med en isme”, fremstår én udtalelse særligt instruktiv, nemlig mandens opsummering af status p.t. for hans ideologiske ambitioner med regeringens “værdikamp” (eller “kulturkamp”):

“Jeg har nået, hvad jeg gerne ville.”

Det var da godt at få slået fast.

PS. Vi må simpelthen have et citat mere fra interviewet:

– Det lyder mere som noget fornuftigt pedelarbejde i velfærdsbygningen end som et borgerligt liberalt regerings-projekt. Er det ikke et udtryk for, at du har aflivet den klassiske liberalisme, som – sagde du under valgkampen – hører fortiden til?

»Det jeg ville sige dengang var blot, at liberalisme for mig mere et livssyn end en isme. Når vi siger: »mennesket fremfor systemet,« er det, fordi vi netop tager vores udgangspunkt i det enkelte menneske. Og vi lader os ikke snøre ind af ismernes bånd. Jeg har aldrig taget afstand fra begrebet liberalisme, men jeg har forsøgt at kvalificere det ved at sige, at man som liberal skal passe på, at man ikke bliver så grebet af ismen, at man glemmer mennesket. Og derfor må det være sådan, at hvis man faktisk kan se, at det enkelte menneske får større frihed ved, at vi gør nogle ting i fællesskab, er det ikke i modstrid med en liberal tankegang, men tværtimod i overensstemmelse med en liberal tankegang. Og det er det, jeg kalder moderne liberalisme. Og det er det, som det nye Venstre står for. En moderne fællesskabsorienteret tankegang, hvor fællesskabet ikke er indrettet på at begrænse det enkelte menneskes frihed, men på at fremme den.«

Papirsposen kan findes i holderen i stolen foran Dem …

Efterdønninger

Af admin, den 14. september 2006. Skriv et svar

Efter at Plame-sagen floppede, har der været enkelte mildt underholdende efterdønninger. The Wilsons har anlagt en civilsag for at holde liv i deres celebrity status som ofre for en væmmelig sammensværgelse, og har angiveligt nu også sagtsøgt Richard Armitage, der forleden bekræftede, hvad alle efterhånden havde gættet, nemlig at det var ham, som afslørede Mrs. Wilson/Plame’s tilknytning til CIA. Men det var ikke med vilje, hævder han. Det har så fået Robert Novak til at skrive nok en klumme, hvor han dels besværer sig over, at journalisterne i MSM var dumme nok til at opfatte ham som del af en Bush-sammensværgelse, dels sparker til Armitage, der åbenbart ikke bare kom til at afsløre, men gjorde det med vilje. Hvad Armitage selvfølgelig straks har benægtet. The show goes on and on and …

Her er et par klip fra Novaks klumme i dag fra WaPo:

An accurate depiction of what Armitage actually said deepens the irony of his being my source. He was a foremost internal skeptic of the administration’s war policy, and I had long opposed military intervention in Iraq. Zealous foes of George W. Bush transformed me, improbably, into the president’s lapdog. But they cannot fit Armitage into the left-wing fantasy of a well-crafted White House conspiracy to destroy Joe and Valerie Wilson. The news that he, and not Karl Rove, was the leaker was devastating for the left. …

Armitage’s silence for the next 2 1/2 years caused intense pain for his colleagues in government and enabled partisan Democrats in Congress to falsely accuse Rove of being my primary source. When Armitage now says he was mute because of special prosecutor Patrick Fitzgerald’s request, that does not explain his silent three months between his claimed first realization that he was the source and Fitzgerald’s appointment on Dec. 30, 2003. Armitage’s tardy self-disclosure is tainted because it is deceptive.

Læs hele klummen her.

Tog til tiden forsinket et par år

Af Christian Bjørnskov, den 13. september 2006. 17 svar

I morges, da jeg sad i bussen på vej til instituttet, læste jeg en kort artikel i gratisavisen metroXpress med den iøjnefaldende titel “Tog til tiden forsinket et par år”. Artiklen og den debat, der er blevet ført de seneste dage om en renovering og modernisering af det danske jernbanenet, reflekterer ganske godt de præmisser som offentlig dansk debat deprimerende tit føres på.

Præmissen er, at skinnenettet er slidt ned, og nu må politikerne da gøre noget så vi kan få ordentlig offentlig transport! Meget få debattører drister sig til at spørge, om grunden måske kunne være, at togsektoren netop har været underlagt politisk styring. Hvorfor har tidligere større bevillinger til BaneDanmark og DSB ikke ført til de markante forbedringer, der blev lovet? Og hvordan kan det være, at en billet tur-retur mellem Århus og København med DSB koster 634 kroner mens Abildskous Busser kan tilbyde samme tur til 420 kroner – på trods af at DSB får tilskud på cirka samme størrelse som billetprisen?

En af præmisserne for debatten om den offentlige transport i Danmark burde være, at private – når de får lov – kan levere transport langt billigere end et de facto monopol, der var beskyttet mod konkurrence i 150 år. Men at foreslå, at man måske skal lade private varetage noget så ‘helligt’ som offentlig transport er åbenbart for meget for de fleste danskere. Eller måske er de bare uvidende om, hvad den offentlige bane- og togdrift i virkeligheden koster? DSB og Folketingets politikere gør sig jo ikke de store anstrengelser for at gøre omkostningerne synlige, vel?

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Af Redaktionen, den 12. september 2006. 39 svar

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

11. september 2001 in memoriam II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. september 2006. 9 svar

Jeg hader datoen 11/9 så meget, at jeg som regel glemmer, at en meget god ven har fødselsdag netop den dag–og jeg er ihvertfald endnu ikke klar til at skrive en kronik som Mr. Laws.  Så her er lidt genbrug: En kronik, som jeg–efter at have stået på Greenwich Street og set South Tower styrte sammen og efter at have frygtet for familie og venner–skrev på en internet café i Greenwich Village tre dage efter, og som Bent Blüdnikow var flink nok til at bringe om søndagen.

Frihedens tårne

Berlingske Tidende 16.  september 2001, 1. sektion, side 12

Kronik: Terror-angrebene i USA var angreb på det frie marked og det frie samfund.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Ph.d. og gæsteforsker ved Columbia University og New York University

World Trade Centers to tårne er som regel det første, jeg ser, når jeg går ud fra vores hus i Greenwich Village, og de er som regel det sidste, jeg ser om aftenen, når jeg kommer hjem. Og hver eneste dag tænker jeg højt: »Hvor er de smukke! Hvor er det fantastisk at bo her i New York!«.

Og aldrig har jeg set dem smukkere end for to måneder siden, den 4. juli, på 225-årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi stod på taget af et hus og beundrede festfyrværkeriet over vandet mellem Frihedsgudinden og World Trade Center.

Og nu er de væk – og med dem er forsvundet ikke blot milliarder af dollars, men også i tusindvis af uskyldige mennesker, som ikke gik i krig, men som blot gik på arbejde. Og som var så uheldige, at nogle fanatikere mener, at det, at man er amerikaner og arbejder i verdens finansielle centrum, er grund nok til at skulle dø.

For World Trade Center var et symbol på handel, markedet og kapitalismen, på internationalisering og globalisering, på det åbne samfund og den moderne verden. Kort sagt på vestlig civilisation. Som sådan symboliserede de to tårne alt det store, som mennesket kan – når det vil, og når det får muligheden.

Der findes nok af monstrøse monumenter bygget af stater for at glorificere dem selv og deres ledere. Pyramider bygget af slaver som grave for døde faraoer. Triumfbuer bygget for kejsere til minde om krig, eller for præsidenter til minde om dem selv. Her var derimod et kompleks, der i både symbolik og praksis kun tjente et fredeligt formål: at bringe handlende parter sammen til gensidig fordel, og som derfor var fyldt med driftige, kreative mennesker. De to tårne var en daglig hyldest til mennesker, der opdager, opfinder, skaber, køber og sælger – og som dermed gør deres til, at vi alle har det en lille smule bedre i dag, end vi havde det i går.

Men i dag har vi det ikke bedre end forleden. Angrebet i tirsdags er for liberale, markedsøkonomiske retsstater, hvad rigsdagsbranden i Berlin var for de demokratiske partier, og hvad Krystalnatten var for jøderne. Hverken mere eller mindre. Det var et angreb, der var lige så symbolsk ment som de symboler, man bogstaveligt jævnede med jorden. Og hvem det end var, der stod bag terrorangrebet, så er de ikke alene.

Selvmorderiske mordere, der med et »Allah er stor« på læberne udslettede tusinder på sekunder, har, trods forskelle i religion, retorik og symboler, en lang række naturlige åndsfæller iblandt os i Vesten.

ATTAC-medlemmer der med molotovcocktails bekæmper frihandel og kæmper for nationalisme.

Nationalsocialister der med knipler slås mod indvandrere og for den ariske race.

Miljøfanatikere der brænder butikker, fabrikker, marker og mennesker for dermed at redde en højere og finere »natur«.

Autonome fra Nørrebro som med brosten angriber McDonald's som symbol på kapitalismen og som forsvarer et eller andet, som ingen kan huske, hvad var.

For trods forskelle er disse bevægelser grundlæggende skåret over samme læst og har tre centrale præmisser til fælles. At vold er et acceptabelt middel til at nå politiske mål. At mennesker er skyldige eller uskyldige alene i forhold til, hvilken kollektiv gruppe de tilhører. Og at personlig frihed og økonomisk frihed er det ondeste onde. Og når alt det er lagt til grund, så kan der ikke være nogen større fjende end USA og amerikanerne, og så kunne der ikke være noget mere oplagt symbolsk mål end World Trade Center.

Men åndeligt og moralsk medskyldige er ikke blot de palæstinensere, der tirsdag jublede på Vestbredden og i København. Det er også, omend i det mindre, de mennesker, der verden over selv dagligt puster til hadet til alt, der er amerikansk, og som den naturlige forlængelse heraf også til alt, der f.eks. er israelsk.

Som den midaldrende munkemarxist der sidder i sin trygge universitetsstilling og med lys i øjnene fryder sig, når der er krise på kapitalmarkeder eller begyndede recession, fordi det altsammen er det første – og uomgængelige – tegn på kapitalismens uundgåelige kollaps.

Som de repræsentanter for den ene mere moralsk og retsligt derangerede stat efter den anden der i forrige uge mødtes i Durban for angiveligt at modarbejde racisme, men hvis dagsorden fra først til sidst var, at USA og Israel skulle fordømmes.

Man kan ganske vist ikke sige, at USAs regeringer gennem tiderne altid har været helt uden skyld i, at der i dag er millioner rundt om i verden, der ser USA som en fjende. Men ved i denne situation blot at antyde, at »det var amerikanerne selv ude om«, så gør man det uacceptable at sætte lighedstegn mellem den kollektive enhed, som man kalder en stat, og de enkelte mennesker, der tilfældigvis bor der. Og aldrig nogensinde har USA gjort noget, der blot tilnærmelsesvis retfærdiggør at slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Men uanset hvor mange der døde, og hvor uhyggelige angrebene var, må al talen om dette som »det 21. århundredes første krig« ikke få os til at falde i en fælde. Den engelske 1700-tals forfatter Samuel Johnson skrev advarende, at patriotisme er en slyngels sidste udvej, og det er et lige så velkendt udtryk, at i krig er sandheden det første offer. Men hertil kunne man tilføje, at det andet offer er tolerancen, og det tredie er retssikkerheden.

Det bør man huske på i disse dage, hvor anti-arabiske og anti-muslimske følelser let kan løbe løbsk, og hvor man i Vesten let kan komme til at begå samme fejl som før. Amerikanernes behandling af japanerne under Anden Verdenskrig er den dag i dag med rette et ømt punkt, og danskerne begik i kølvandet på besættelsen mange uretfærdigheder mod hinanden og mod tyskere og italienere i Danmark. Begynder man i denne triste situation at behandle muslimer og arabere som én kollektivt skyldig gruppe, og benytter man lejligheden til at give de vestlige stater ubegrænset magt, så undergraver man i virkeligheden den selvsamme frihed, som fredelige mennesker i New York og Washington arbejdede og døde for.

Der er mange, der allerede har sagt, at denne tragedie skyldes islam og muslimerne, og at det hele dermed først og sidst er et spørgsmål om religion. Men det er det tydeligvis ikke alene. Både kristendommen og jødedommen har som organiserede religioner hver deres i titusindvis af uskyldige ofre på samvittigheden, og der findes omvendt millioner af tolerante, fredselskende muslimer. Gør man denne tragedie til et valg mellem den ene religion eller den anden, mellem denne eller hin nationalitet, så gør man den samme fejl som de terrorister, der førte flyene mod uskyldige civile.

Dette er snarere, først og sidst, et spørgsmål om institutioner og kultur, om civilisation. Det er, som Shimon Peres sagde det forleden, et valg mellem lys og mørke, mellem civilisationen og jungleloven. USA og Vesten er fuldt berettigede til at sætte ind over for de uhyrer, der stod bag angrebene, men ma
n bør være meget forsigt
ig med ikke samtidig at hælde benzin på bålet ved selv at angribe uskyldige civile.

Faktum er, at uanset hvor mange tilholdssteder man vil kunne bombe i Afghanistan, Irak eller Sudan, og uanset hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man gør sig i USA og Europa, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent mod begivenheder som i denne uge. Ikke uden at forvandle Vesten til én stor politistat i permanent undtagelsestilstand. Paradoksalt nok er det redskab, der i længden vil kunne sikre, at terrorister fra Den Tredje Verden ikke hader USA og Vesten, det selvsamme redskab som har bragt os ud af middelalderen, og som de nu har angrebet, nemlig markedet. Der har aldrig været en mere civiliserende kraft i verdenshistorien end netop den globale kapitalisme, som World Trade Center stod for. Ved at sørge for at handle med disse lande og dermed bringe dem op på vores levestandard, vil vi kunne sørge for, at de i længden vil have lige så stor en interesse i vores velbefindende, som vi i deres. Spørgsmålet er så, naturligvis, hvor langt det lange løb er, og hvad vi gør, indtil det er nået.

Indtil videre håber jeg, at jeg en dag kan se ned ad Greenwich Street igen, og at der så igen står to tårne, men endnu højere og endnu flottere, der som vartegn fortæller mig og hele verden, at den menneskelige civilisation kan være grænseløs.

To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

Af Jacob Mchangama, den 11. september 2006. 8 svar

Den i Danmark konstant verserende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere, som i særlig grad har kunnet sætte sindende i kog nemlig somaliere.

Somaliere og deres efterkommere har angiveligt den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen har virket provokerende) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende. Spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for "kulturfremmede" til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota, der i højere grad end mange andre delstater har modtaget skandinaviske immigranter, klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in Minnesota

 […]According to Benny Carlson, Somalis are "not a prosperous group, but they are a working group, and one that is likely developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60 percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes the first – and likely the most important – explanation. There are around 800 Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003, there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.

The second explanation, which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in economic activities to support themselves, to support each other – and later on, this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi drivers join forces and launch their own carriers.

At the Safari Restaurant, Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially, they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees: six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good: "There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden, a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your dreams are being smothered."

Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help with tax returns, applications and travel documents. And while he works very hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this, Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an (assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are not enough new businesses and job opportunities being created in the service sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest long-term link between growth and employment.
The Americans understand – and celebrate – the social and economic significance of the immigrant businesses. This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997 and now runs a little store in Minneapolis while also working in home care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger store, and of employing staff.

Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says. Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.

På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes. En pris der tilsyneladende er værd at betale for at bevare illusionen om velfærdsstatens velgørende virkninger. 

11. september 2001 in memoriam

Af admin, den 11. september 2006. 7 svar

Jeg har en kronik i Berlingske Tidende i anledning af 5 året for terrorangrebet den 11. september 2001.

De multinationale og menneskerettighederne

Af Jacob Mchangama, den 8. september 2006. 11 svar

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

Ny definition af lighed

Af Dr.Mephisto, den 7. september 2006. 2 svar

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

2008: Hillary Clinton mod George Allen VI

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2006. 4 svar

Jeg har–som det vil være en del læsere bekendt fra talrige poster–længe haft et "godt øje" til den Republikanske senator George Allen (VA) som et solidt bud på den næste Republikanske præsidentkandidat.  Det har jeg ikke længere.  George Allen er måske ikke down-and-out, men en række afsløringer i det ganske vist ikke venligt stemte The New Republic af en række mere eller mindre racistiske ungdomsforsyndelser, kombineret med en uheldig TV-optræden gør, at odds nok rykker noget mod syd. Læs dog ikke om det hér men derimod hos bloggeren David Garby, som har den givetvis bedste danske blog om amerikansk politik–og som sikkert ved mere om amerikansk politik end den samlede danske journaliststand tilsammen.  (Undskyld for dén fornærmelse, David Garby … 😉

PS.  Jeg er dog ikke enig med Garby m.h.t. John Edwards' chancer i 2008–men det får vi nok tid til at drøfte …