Da jeg gik hjem fra mit kontor i går, slog jeg et smut omkring en fortovscafé for at drikke en kop kaffe med en ven – med vejrudsigten og erkendelsen af, at det altså er blevet oktober, er det nok sidste chance. Mens vi sad der, blev der ved med at strømme folk med røde t-shirts, skilte og bannere forbi, så man følte sig hensat til de mørkeste 70'ere. På vej gennem strøget var det næsten ikke til at sparke sig vej for gymnasieelever – ikke ligefrem typen med slips, høje hæle eller Nik&Jay-hår – der væltede frem mens de råbte 'Velfærd' eller 'Ned med Fogh'. Det var ikke just den mest oplyste demonstration til dato, men da min ven tillod sig at bemærke, at eleverne vist ikke havde forstået princippet bag kommunalt selvstyre, udbrød en overvægtigt, midaldrende dame bag os højlydt "Årh hold da kæft!" Mine oplevelser med denne dag, der er blevet udråbt til den store demonstrationsdag, har blot bekræftet mig i mine værste anelser, som jeg udtrykte sidste uge (se her). Konflikten omkring nedskæringer på daginstitutioner i blandt andet Århus har rod i tre forhold.

1)      Folk oplever nedskæringer, og i visse kommuner som min egen (Århus, hvis nogen skulle være i tvivl) er nedskæringerne på området ganske reelle. Det første problem opstår da den danske befolkning som helhed ikke rigtigt forstår princippet omkring kommunalt selvstyre. Hver kommune opkræver hvert år skat og får et tilskud fra staten som kommunalpolitikerne selv kan disponere over og derfor selv prioritere! Når Århus således vælger at nedprioritere et område, der i øvrigt er usædvanligt dyrt i byen, er det derfor ikke udtryk for at regeringen eller nogen anden national instans har skåret ned på noget, men derimod at kommunalpolitikere anført af borgmesteren Nicolai Wammen (S) vælger at bruge relativt flere midler på andre formål. At anråbe regeringen og skyde skylden på regeringen er altså, med et pragtfuldt engelsk udtryk, 'barking up the wrong tree' – at man gør op ad det forkerte træ. Hvis man vil samles på rådhuspladsen i Århus eller hvilken som helst anden by i Danmark for at skælde ud på politikere, bør man logisk set gøre det på de kommunale politikere i stedet for Fogh-regeringen. Den har i de seneste år tilført det kommunale selvstyre cirka 30 milliarder kroner ekstra. At de øjensynligt ikke går til daginstitutioner, er ikke regeringens prioritering.

2)      Når folk nu engang er kommet på barrikaderne, om end (eller måske fordi) det er af de forkerte grunde, er der naturligvis straks organisationer, der griber muligheden for en større protest med kyshånd. Socialdemokraterne er ikke overraskende glade for protesterne, ikke mindst fordi enhver modstand mod regeringen bliver set som tilslutning til det skrantende, gamle arbejderparti. Det passer ydermere som fod i hose på Helle Thornings ideer om næste års finanslov, hvor hendes partis udspil indebærer en relativ stigning i de offentlige udgifter på 1,6 procent – altså en ret betragtelig finanspolitisk ekspansion. Hvis man kan få folk overbevist om nødvendigheden af at øge tilskud til kommuner osv., stiger vælgertilslutningen naturligvis til et udspil, som Bendt Bendtsen i weekenden karakteriserede som 'Anker Jørgensensk' økonomisk politik. Selv internt i Socialdemokratiet er det næppe en kompliment! BUPL – pædagogernes fagforening – har også grebet muligheden for at skabe opbakning om flere penge til dens medlemmer, men den har ikke ladet det blive ved det. BUPL har også offentliggjort beregninger, der angiveligt viser, at regeringens nedskæringspolitik (sic!) vil koste op mod 3000 pædagogstillinger. Beregningerne er baseret på svar fra halvdelen af kommunerne på, om de vil spare eller ej næste år. Halvdelen af de adspurgte – en fjerdedel af de danske kommuner – siger at det vil de, hvorfor BUPL i beregningerne glad og fro går ud fra, at alle kommuner sparer næste år, og de sparer nok 3 procent. Så kan man antage, at alle besparelser indebærer fyringer – BUPL tror åbenbart ikke at man kan spare på kursusudgifter osv. – og på den måde kommer man til skræmmetallet 3000. Andre regneeksempler fra samme kilde, der benytter sig af en lidt mærkværdig ad hoc måde til at vise at der er blevet færre voksne per barn i de danske institutioner, blev i tirsdagens Politiken afvist af adjunkt i statskundskab (Århus Universitet) Lotte Bøgh Andersen. Hun var ganske klar i mælet ved at pege på, at "Retorikken, som især BUPL har kørt, giver indtryk af, at der er sket massive besparelser, men det er der generelt ikke". BUPL har en stærk interesse, ikke blot som Danmarks suverænt mest venstreorienterede fagforening, til at bære brænde til bålet, og det har de valgt at gøre med ren propaganda.

3)      Sidst, men ikke mindst, har deltagerne i demonstrationerne effektivt malet sig op i et hjørne.  Århus-borgmesteren Nicolai Wammen har satset sin politiske troværdighed på at overbevise vælgerne om, at det er regeringens fejl det hele – og det er moderpartiet vel ikke helt utilfreds med – og demonstranterne selv har stået der så lang tid og råbt så højt, at det simpelthen ville være for pinligt at krybe hjem med en undskyldning for at vi ikke forstod det med det kommunale selvstyre. Den menneskelige natur er nu engang sådan, at jo længere og jo stejlere vi har holdt på vores synspunkt, og jo vigtigere vi har hævdet det var, jo sværere bliver det at indse – ikke mindst overfor os selv – at vi har taget fejl.

Bundlinien er deprimerende klar. Protesternes fodtudser har derfor svært ved nu, både overfor deres kolleger, deres familie og sig selv, at bakke ud af bevægelsen, og mange holder sig derfor derinde selvom de måske inderst inde godt ved, at de tager fejl. En del af dem – pædagogerne – har også et rent økonomisk incitament til at deltage, da flere midler til deres område typisk betyder mere fryns og måske endda flere kolleger. Og sidst, men ikke mindst, har mange politikere – ikke blot socialdemokratiske, men også nogle frustrerende eksempler på borgerlige lokalpopulister – bundet deres politiske prestige og troværdighed op på, at få flere statslige tilskud ud af sagen, og helst uden at borgerne opdager deres fupnummer. Hvis der er nogen rimelighed til i verden, betyder det et farvel til Wammen og co. til næste kommunalvalg, men det forudsætter, at vælgerne gennemskuer politikerne. Og det er nok lidt for meget at forlange.

Ligesom sidste tirsdag var i går anderledes. Efter at have undervist fra 8-10, har jeg de dage kun haft tid til at tage ned på mit kontor og læse min post før jeg har haft en helt anden opgave: 11.45 stod jeg nemlig igen i går blandt bedsteforældre, forældres venner og en enkelt onkel (mig) for at hente børn fra skole – i mit tilfælde altså min nevø. Naturligvis holder jeg meget af drengen og vil gerne hjælpe min søster med problemet, men det er jo ikke ligefrem børnepasning, Handelshøjskolen betaler mig for (selvom man nogle gange kan komme i tvivl når man underviser).

Grunden er, at pædagogerne i en række skolefritidsordninger og andre daginstitutioner i Århus strejker, og andre steder er blokeret af vrede forældre. Området er nemlig et af dem, der for nylig er blevet 'ramt' af besparelser. Og budskabet som pædagoger og forældre ønsker at sende til politikerne er åbenbart, at gud ve og trøste den, der sparer på vores børn. Forældrenes vrede er desværre blot blindt raseri for godt nok bliver der sparet, men man må som altid se det i forhold til hvilket udgiftsniveau man kom fra og hvilken politisk situation, man befinder sig i.

Før nedskæringen havde Århus Danmarks dyreste daginstitutioner, og efter har byen stadig et af de dyreste systemer. Der er således muligvis tale om en serviceforringelse i det omfang, pædagoger m.fl. lader nedskæringerne falde primært på børnenes aktiviteter – de kan jo også skære i kursusaktivitet, mellemlederstillinger osv. så man undgår at skære i børnenes hverdag. Den århusianske reaktion på nedskæringerne er derfor – hvis man må have lov til at sige det – en blanding af tidligere tiders offentlig forkælelse og en helt anden ting: Politisk opportunisme.

Den politiske opportunisme kommer ind i form af byens nuværende borgmester Nicolai Wammens (S) reaktion på nedskæringerne. Den gælder for den sags skyld mange andre borgmestre, højreorienterede som venstreorienterede, for eksempel Helsingørs Per Tersbøl, som har valgt (så vist jeg er informeret – Helsingør er langt fra Århus) at finansiere sit kommunale udgiftseventyr med båndlagte midler. Grunden til at fokusere på Århus – udover at det nu engang er der jeg bor – er at den er et særligt 'rent' eksempel. Den opportunistiske reaktion er selvfølgelig som altid at sige, at det er nogen andres skyld, i dette tilfælde Christiansborg-politikerne og i særdeleshed regeringen. Der er naturligvis nogle kommuner der oplever en reel indtægtsnedgang pga. udligningsreformen, men som professor Poul Erik Mouritzen fra SDU påpegede i Deadline torsdag den 21/9, hører man jo aldrig fra de mange, der vinder ved reformen. 

Og kommuner som Århus klager sig selvom skylden for deres genvordigheder skal findes i de senere års uansvarlige politik. For fire år siden gennemførte Århus således en væsentlig ekspansion af det kommunale budget. Denne ekspansion blev primært orkestreret af den socialdemokratiske gruppe i byrådet, som efterfølgende altså har leveret byens nye borgmester, og den blev gennemført udenom, og til stor irritation for, byens daværende borgmester, Louise Gade (V). Allerede dengang advarede enkelte århusianere mod, at gildet skulle betales på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu, men som det altid har været en del af det politiske spil mellem stat og kommuner, sørger kommunerne tit at male sig op i et hjørne. Fra deres selvvalgte hjørne kan de derefter råbe, at staten må hjælpe til at 'løfte byrderne' – alle kan jo se, at kommunens forpligtelser overstiger det bloktilskud, den får fra staten. På det sidste har vi bare haft finansministre, der holder fast overfor kommuner, der opfører denne uansvarlige krigsdans. Og når spillet mislykkes for kommunerne, må de gå til deres egne borgere med beskeden om, at de har brugt for mange penge. Den besked, der sendes til borgerne er bare ikke sandheden, men at nogen andre – staten og den onde regering – har påtvunget dem nedskæringer og serviceforringelser.

Det fantastiske er derfor den underliggende grund til at jeg de sidste to tirsdage har måttet hente min nevø i skolen: Grunden er, at folk overreagerer ved at tro på nogle aldeles utroværdige kommunalpolitikere, der skyder skylden på regeringen. Virkeligheden er, at århusianske politikere udenom en ansvarlig borgmester for fire år siden gennemførte et uansvarligt udgiftshop. Man tissede økonomisk i bukserne og det varmede så dejligt dengang. Nu er det så alle andres skyld at de fryser og den kommunale økonomi er begyndt at stinke. I går hentede jeg min nevø, som for længe siden holdt op med at tisse i bukserne, fordi danske kommunalpolitikere stadig ikke er renlige.

Det sker ikke alt for tit, at jeg er enig med Politikens leder. Men i dag var en undtagelse. Som bekendt har militæret i Thailand forleden kuppet den demokratisk valgte premierminister Thaksin og lovet at genindføre demokratisk styre i løbet af fjorten dage.

Politiken skriver i dag i sin leder befriende klart om situation:

Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret.

 Situationen i Thailand har i den grad delt vandene, for hvordan håndterer man den? På den ene side mener alle renhjertede og velmenende kræfter, at demokratiet er ubetinget godt, men på den anden side kan man realpolitisk sommetider se, at ledende politikere blive valgt og genvalgt imens de fører politik, der bestemt ikke er til gavn for landet. I Thaksins tilfælde har den handlet om personlig berigelse, mens han ret konkret har bestukket vælgere i landets fattige yderdistrikter – netop de vælgere der er længst fra det politiske spil og mindst tilbøjelige til at læse aviser eller på anden vis holde sig informeret.

Selv hårdnakkede demokratitilbedere græder tørre tårer over Thaksins nederlag, men få tør rose militæret for dets indgreb. For politologer og politiske økonomer (som der er nogle stykker af her på bloggen) illustrerer eksemplet på vidunderlig vis det dilemma, der i høj grad er demokratiets: hvad gør vi, når vi er utilfredse med den førte politik, men ikke har hæderlige politiske alternativer? Forleden var løsningen at militæret rykker ind, men i de fleste lande (måske uden Thailands smukke eksempel på monarki?) er den løsning decideret farlig. Det er ikke just en win-win situation, så jeg holder mine fingre krydset for, at landets militær faktisk viser sig at være en demokratisk redning!