Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2006. 4 svar

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. februar 2006. 9 svar

Lidt round-up og spredt fægtning om denne uges–i mere end én forstand–brandvarme emne:

  • En af verdens absolut mest læste bloggere, Instapundit (Glen Reynolds), havde onsdag denne fine, lidt spilteoretisk indforståede, kommentar til Muhammed-tegningerne:
    • “The lesson is that if you want your religion not to be mocked, it helps to have a reputation for senseless violence. Is this the incentive structure we want?”
  • Sagen blev også omtalt på den lige så læste blog PowerLine.
  • Super-bloggeren Andrew Sullivan fortæller, at sagen nu breder sig til radikale islamisters angreb på Wikipedia.  Han har selv denne korte kommentar til debatten (som også er relevant for en anden debat på denne blog): “Thank God for the free speech advocates. But notice also the creepy alliance between the Islamic far right and the post-modern sensitivity police on the far left. The only extremist religious groups the far left won’t find an excuse for are the nutty Christianists. That tells you something, I think.”.
  • Jawa Report fortæller om trusler om selvmordsbomber mod danskere og har denne dagsaktuelle amerikanske vinkel:
  • Michelle Malkin, amerikansk konservativ kommentator, siger, at denne er en meget vigtig sag: “Something very important is happening in Denmark — a showdown over freedom, tolerance, and their wolfish menaces in religious clothing. So, please, turn off “American Idol,” put down the Game Boy for a moment, and pay attention. This does affect you. … Rasmussen, in a rare show of European spine, steadfastly refused to appease the howlers.” Hun siger: “Buy Danish”.  Det samme gør History News Network.  Ok, så gør vi det–for en gangs skyld.
  • Og en god post fra britiske, libertarianske Samizdata.net.  En af deres læsere giver i en debat med en anderledes tænkende denne fortolkning, som er noget mere positiv og optimistisk, end hvad der umiddelbart falder undertegnede ind (men lad os håbe, at vedkommende har ret):
    • “The truth is that what Jyllands-Posten did was intended to prove that secular western value in Denmark have not been eroded by alien Islamic values. It worked and they won and by not letting it drop, muslims around the world are well on the way to turning a tactical success by an obscure danish newspaper into a glorious triumph for enlightenment values. It was an act of will by which these Danes defended their values against yours. That you cannot even see you have fallen into a trap that bites harder the more you fight against it is a measure of the irrationality of your position.”
  • Vi plejer (bl.a. af ophavsretshensyn) ikke at gengive vor kære med-Punditokrat Mikael Jalvings mange fine “Groft Sagt”-kommentarer i Berlingske Tidende, men her kan vi dårligt lade være, idet han onsdag sådan set sagde, hvad der burde siges om de seneste dages udvikling:
    • Og det var Danmark
      “Så vandt de: Islamisk Trossamfund, Dansk Industri, regimet i Saudi-Arabien, Tøger Seidenfaden, Villy Søvndal, Hans Klingenberg, Abu Laban, Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann, Arla Foods, Udenrigsministeriet, Politiken, dem alle sammen. Kampagnen virkede, både fordi pression over lang tid ligesom moderat fysisk pres har det med at virke, og fordi modstanden ikke var større, end tilfældet var. Med statsministerens og Jyllands-Postens hele, halve eller kvarte undskyldning er sagen om de 12 satiretegninger hermed afsluttet. Danmark tabte. Moralsk. Men også politisk. Nu véd de, der måtte have gavn deraf – og de findes – at Danmark er til salg, hvis de da ikke allerede havde det på fornemmelsen. Tryk hende lidt på maven, og hun kommer til fornuft. Nok siger hun, at ytringsfriheden er uantastelig, men det er kun, indtil tilstrækkelig mange antaster den kraftigt nok. Den højt besungne danske ytringsfrihed gælder ikke, når den virkelig skal gælde, dvs. når den er truet. Omvendt er den forbilledlig ved festlige lejligheder, blandt diplomater, kræmmere og i den snakkende klasse, så længe ingen risikerer noget og d’herrer og damer kan varme sig ved deres trygge ansættelser og pensionsordninger. Nuvel, det danske nederlag skal nok blive fremlagt som en sejr for samarbejdet. Det er korrekt. Hvis der er noget, danskerne elsker for alt i verden, så er det at samarbejde. Om hvad som helst. Med hvem som helst. Når som helst.”

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

The experts agree – censorship works

Af Dr.Mephisto, den 1. februar 2006. 18 svar

"The experts agree – censorship works". Sådan lyder et gammelt slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship – publiceret oven over et billede af Hitler, Stalin og Khomeini. 

Og hvor er det dog sandt. Jyllands-Posten så sig nødsaget til at sige undskyld over 12 banale tegninger af Muhammed. Og chefredaktør Carsten Juste kan nøgternt konstatere, at "de har jo vundet. Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".

Hvad gør Danmarks toneangivende intellektuelle? Hvor er Tøger Seidenfaden, manden der for nogle år siden ihærdigt kæmpede for Salman Rushdies ret til at publicere bogen "De sataniske vers" – og dens kritik af Muhammed?

Seidenfaden skyder på såvel JP som på regeringen. Seidenfaden, som for nogle år siden kritiserede (Nyrup-)regeringen for, at være ligeglad med ytringsfriheden!

Og hvad gør Danmarks statsminister? Han udtaler sig som privatperson om sin holdning til tegningerne (Han ville ikke have publiceret den slags). Og så udtaler han sig som offentlig person om, at han står vagt omkring ytringsfriheden. 

Men kan en statsminister have to kasketter på samtidig? Kan han både være privatmand og statsminister? Sådan spiller klaveret ikke. I Danmark er det ikke muligt at spille den slags dobbeltspil. Anders Foghs meninger er statsministerens meninger.

Men måske kan det lade sig gøre i den arabiske verden, hvor de vil høre statsministerens ord som en undskyldning på vegne af den danske regering.  Hvis de da overhovedet vil høre noget som helst.

Nu har Danmark gennem 3 år betalt for et udenrigsministerielt program "Det arabiske initiativ". Formålet er at udbrede demokrati i Mellemøsten. Man må sige, at det i hvert fald ikke er gået godt med at overbevise araberne om ytringsfrihedens fortræffeligheder. Lur mig om ikke løsningen bliver at sende flere penge, frem for at bruge eksemplets magt – her og nu – og stå benhård fast på ytringsfriheden.

Hey hey, ho ho, multiple regression analysis has got to go!

Af Redaktionen, den 31. januar 2006. Skriv et svar

Den ærede senator fra Commonwealth of Massachussets, fhv. Vietnam-demonstrant m.m., John F. Kerry (D), sammenfattede i den forgangne uge sit syn på dommer Samuel Alito, som efter alt at dømme idag (tirsdag) bliver bekræftet af Senatet som nyt medlem af US Supreme Court, herunder betydningen af moderne samfundsvidenskabelige metoder:

“[Judge Alito’s] record envisions an America where police may shoot and kill an unarmed boy to stop him from running away with a stolen purse; where federal agents point guns at ordinary citizens during a raid, even after no sign of resistance; where the FBI may install a camera where you sleep on the promise that they won’t turn it on unless the informant is in the room; where a black man may be sentenced to death by an all-white jury for killing a white man absent any kind of multiple regression analysis or other analysis of potential discrimination; and where police may search–I paraphrased that last sentence; it reads precisely ‘absent a multiple regression analysis showing discrimination’–and where police may search what a warrant, may search and define what a warrant permits and then some. This is not the America we know, he says, nor is it the America we aspire to be.”

Ja, det er vist en meget “fair and balanced” opsummering af juristens synspunkter …  Her er iøvrigt hvad Kerrys seniorkollega, Senator Edward Kennedy (D-Mass.) sagde om Robert Bork i 1987, da denne blev ‘borked’:

“Robert Bork’s America is a land in which women would be forced into back alley abortions, blacks would sit in segregated lunch counters, rogue police could break down citizens’ doors in midnight raids, schoolchildren could not be taught about evolution, writers and artists could be censored at the whim of government, and the doors of the federal courts would be shut on the fingers of million of citizens.”

Der er vist ikke noget at sige til, at amerikanerne refererer til Senatet som “the World’s greatest deliberative body” …

Hat tip: James Taranto fra OpinionJournal.com!

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2006. 11 svar

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

En anden verden II

Af Jacob Mchangama, den 29. januar 2006. 1 svar

I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:

Journal of Globalization, Education and Society

Special issue on Globalization and human rights

Call for papers

Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.

Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.

Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.

Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.

Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).

Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.

Canadisk klasse

Af Mikael Jalving, den 26. januar 2006. 6 svar

Det er svært at holde grinet tilbage, når man betragter det seneste canadiske valg på afstand. Her gik vi og troede, at Canada – som fremhævet af Richard Florida og hans globale disciple – var selve hjemstedet for den kreative og sniksnakkende klasse med venstreorienteret styre på trettende år, og så kommer den konservative Stephen Harper ridende ind fra højre og afløser hippierne i Ottawa. Harper – der stammer fra provinsen Alberta i vest, hvor olieindtægterne sidste år var så indbringende, at lokalstyret sendte hver eneste indbygger en check på godt 2.000 kr. – ville aldrig ske i Danmark – er muligvis ikke bedre end forgængeren eller den liberale Michael Ignatieff (jo, dén Michael Ignatieff!), der lurer i baggrunden, men det er da klasse, at den kreative klasses vugge nu er skyllet ud med badevandet. For en tid, i hvert fald.

En anden verden …

Af Nicolai Foss, den 26. januar 2006. 19 svar

Jeg vover her den påstand, at de fleste punditokrater, og måske også de fleste jævnlige og sympatisk indstillede læsere af bloggen, har et grundlæggende "økonomistisk" syn på samfunds-anliggender.  Det gælder i hvert fald helt sikkert for punditokraterne Kurrild, Bjørnskov, Dr. Mephisto, emeritus Bonde, og jeg selv, og jeg vil tro at i en bred forstand gælder det også for resten af punditokraterne. 

Med "økonomistisk" mener jeg her blot forestillinger om at en rationalitetsantagelse i mange situationer beskriver adfærd ganske godt, at markedskræfterne har en række positive konsekvenser, at individer reagerer ret så forudsigeligt på de incitamenter, de står overfor, at ejendomsrettigheder påvirker adfærd fordi de giver incitamenter, at det er meningsfuldt at sige at individer vælger frit, og så videre. Vi synes nok, at det er en fuldstændig naturlig måde at se på verden, ikke specielt "socialt konstrueret," og vi har måske lidt svært ved at forstå, hvordan man kan skulle kunne være uenig i den.  

Karl Popper kritiserede ofte hvad han kaldte "the myth of the framework," det vil sige forestillingen om at man på grund af fundamentalt forskellige ("inkommensurable") mentale "frameworks" ikke er i stand til meningsfuldt at kommunikere.  (Hans mål for kritikken var selvfølgelig i første omgang Thomas Kuhn).  Jeg har længe abonneret på Poppers synspunkt, at en fornuftig diskussion altid principielt er mulig. Men jeg er muligvis ved at opgive synspunktet.

Foranlediget af min postering om Deleuze fra i morges googlede jeg nemlig lidt rundt på danske sider for at få en idé om i hvilket omfang den franske syge har tag i det danske universitetsmiljø.  Jeg faldt blandt andet over sociologiskforum.dk  ("din sociologiske ressource på nettet"), som vist overvejende skrives af og for sociologistuderende, men hvor også andre samfundsvidenskabelige studerende pædagogik-studerende, sygeplejeske-studerende, og lærerstuderende har deres gang.

I guder!!!!!! Holy moly!!!!!  Man skal læse det for at tro det.   Prøv for eksempel at checke tråden omkring "neoliberalisme," hvor "Lars" forklarer at det er "den moderne sociologis prygelknabe #1" og "Laust" kan tilføje at " nl. ikke just sociologisk beundret. Det skyldes for mig at se, at nl. afviser det mest grundlæggende i sociologien: At individet er socialt indlejret."  Det ville faktisk være ret morsomt, hvis det ikke var så ignorant.  Det er også tragikomisk at se den næsegruse beundring på Forum'et for Foucault, Giddens,  Habermas, et al., og de stålsatte forsøg på dog trods alt at skabe lidt mening i alt ordgyderiet. Så er der også den sygeplejerskestuderende "Bakkehaven," der gerne vil bruge Foucault og Bourdieu til sit bachelorprojekt.   Hvad F…… skal en sygeplejerske-studerende bruge Foucault til? Jeg gruer for de hospitalsophold, der med næsten usvigelig sikkerhed vil blive min ledsager på mine (forhåbentlig meget) gamle dage!  Jeg trøster mig at ingen nævner Deleuze!  Men det er godt nok en anden verden.

Man kan godt grine af alt dette, og affærdige det med at det "bare er studerende."  Man kan også affærdige med at der er så mange fora for venstre-loonier. Men det bør man ikke gøre, for der er mange sociologistuderende, etc.; hvis sociologiskforum.dk er et godt pejlemærke, så er de alle sammen venstreorienterede — og de bliver alle sammen en del af velfærdsstatsapparatet.  Det er fanme uhyggeligt.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

Hvorfor har Danmark en statsreligion?

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2006. 11 svar

Umiddelbart efter jul kørte en kortlivet debat i de danske medier om de rimelige i, at vi har en statsreligion. Efter at en række danske præster havde brugt prædikestolen julen over til at udbrede deres politiske argumenter mod regeringen, og især dens udlændingepolitik, meldte Jens Rohde sig nemlig ud af folkekirken i protest. Selvom han fik en del støtte og en enkelt biskop irrettesatte en af præsterne, var udmeldingerne fra regeringen noget blandede. Bertel Harder, som ellers er et af dens relativt tænksomme medlemmer, leverede et passioneret forsvar for folkekirken på Deadline og så var det emne ligesom taget af bordet.

Jeg mener blot ikke, at det bør være slut med den diskussion. For hvorfor har vi overhovedet en statsreligion i Danmark? Eller med andre ord, hvorfor mener et flertal af Folketingets medlemmer, at staten bør have monopol på markedet for tro? Når man ser bort fra forhold på arbejdsmarkedet, har frihedsrettighederne i mange år overordnet set haft det ganske godt i vores land når vi sammenligner med store dele af resten af verden. Så hvorfor dette specielle område, hvor man træder almindelig konkurrence og åndsfrihed under fode?

Der er to ting, der gør det mere end en principiel diskussion om frihed. For det første er folkekirken under pres, hvilket internt i kirken har ført til, at et ganske betydeligt mindretal mener, man bør missionere noget mere. For det andet fordi langt de fleste danskere både betaler kirkeskat og gennem de generelle skatter yderligere subsidierer foretagendet. Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, så jeg slipper for at betale den lille procent af min indkomst til en virksomhed, hvis produkt jeg ikke bruger, men det gælder ikke for størstedelen af befolkningen. Og den yderligere finansiering kan man ikke slippe for, hvadenten man er ikke-troende, muslim eller tror på Zeus!

Cirka 2% af danskerne går jævnligt i kirke, så vis mig den økonom der kan argumentere for, at subsidierne til ‘vores’ statsreligion ikke fører til en massiv overproduktionaf kirkelig service. Vis mig argumenterne for, at foretagendet giver den almindelige borger så store gevinster, selvom han eller hun ikke bruger det, at det kan retfærdiggøre at sluge næsten en hel procent af BNP. Og vis mig argumenterne for, at et monopol skal holdes i live, selvom det producerer en service på samme måde som det gjorde på Grundtvigs tid.

Bundlinien er vel, at der absolut ingen økonomiske argumenter er for at blive ved med at subsidiere en religion, som størstedelen af befolkningen ikke har konkret kontakt med. Det er blot særbehandling af en organisation, der har vist sig at være særdeles dygtig til at få politisk opmærkomhed. Hvad værre er, er eksistensen af en statsreligion vel et da facto brud på menneskers basale religionsfrihed? For hvordan kan man elelrs karakterisere det?

Gennem mange år har danskerne åbenbart accepteret ordningen på den basis, at folkekirken holdt sig til bekendelsen og dens andre kerneopgaver. Med den senere tids debat, der blev startet af præster, der ytrede sig politik gennem deres embede – og kirkens egen insisteren på ikke at holde orden i egne rækker – har den danske folkekirke brudt med den ordning. Det gør den også ved at (i det mindste dele af den) ønsker at missionere mere, og dermed bruge de statslige subsidier til at blande sig i folks religionsfrihed. Under alle omstændigheder er monopoler, hvadenten de hedder POst- og Telegrafvæsenet, DSB, eller Folkekirken, åbenlyst velfærdsreducerence. Når de ikke engang kan holde sig inden for de grænser, de selv har defineret – at give Gud, havd Guds er, og Cæsar hvad Cæsars er – er der kun en logisk ting at gøre: Byrd monopolet og sig farvel til folkekirken.

Smagen af bøf

Af admin, den 25. januar 2006. 7 svar

Som det er blevet bemærket flere gange, er min dækning af Afghanistan og Irak her på bloggen uhyre ensidig. Det udtrykker en arbejdsdeling med MSM: de rapporterer ensidigt det negative, og jeg ensidigt det positive. Naturligvis findes der undtagelser, som det fremgår af det følgende, men det dækker vist meget godt billedet.

Dagens meningsmåling, der som alle andre meningsmålinger skal tages med en sæk salt, er fra BBC og finder, at afghanere og irakere er blandt de mest optimistiske, når det gælder deres økonomiske fremtid.

Ahm, ikke just det resultat man ville forvente fra folk, der lever i et kaotisk terrorhelvede på vej mod den totale borgerkrig, som MSM ynder at fremstille det…

A propos BBC, så er her en lille posting om journalisten Justin Webb, der kom til at ymte noget om det ukritiske ved den fremherskende USA-kritiske indstilling i BBC. Som Kenneth Plummer før ham, slap han ikke videre godt fra det (som sædvanligt: hat tip Instapundit).

Som så ofte før afsluttes denne posting med forundring over, at MSM er, som de er. Hvorfor denne konformitet i fordømmelsen af Bush, Irak, etc., der – med Berlingskes udlandsredaktør som en forsigtig undtagelse – præger dansk journalistik.

Skyldes det blot, som nævnt i postingen om Webb, at det er lettere at kritisere åbne demokratier? Altså at svaret er dovenskab.

Eller skyldes konformiteten fejhed? For det synes at ville skade ens omdømme i Dansk Journalistforbund at skrive positivt om Afghanistan og Irak, på samme måde, som det skader ens udsigter til at begå sig i Landsforeningen af Veganere, hvis man bidrog til deres foreningsavis Salatbladet med en opskrift på langtidsstegt dyrekølle.

Med risiko for nok engang at blive misforstået i kommentarspalten ndf. og få en bande militante veganere på nakken, spørger jeg uforfærdet, om der dog ikke er nogle journalister derude i MSM, som er ved at være træt af slatten salat og trænger til en god bøf?

Det Løse … Nu på dansk

Af Nicolai Foss, den 25. januar 2006. 22 svar

Syfilis var i England i forne tider kendt som "den franske syge." Det var den gang franske "philosophes" var af den fornuftige og robuste art á la Voltaire, (nogle af) encyclopædisterne, Turgot, etc.,  Fransk filosofi har som bekendt ændret sig siden hen, og stort set kun til det værre. Den franske syge har fået en anden betydning, om end det stadig er noget der slår sig på hjernen, dog ikke nu i tredje stadie, men snarere i første.

Den franske syge er i dag den epidemi, der har spredt sig særligt indenfor humaniora, men også indenfor de mere løst funderede samfundsvidenskaber, særligt sociologi og antropologi, og hvis smittekilder er skribenterne (som Roger Scruton vil jeg ikke bruge ordet "filosoffer" om dem) Michel Foucault,  Jacques Derrida, og Gilles Deleuze (blandt de kendteste). 

Disse er i varierende grad forskruede. Foucault er til tider til at forstå, og denne punditokrat har læst passager hos Focault som han dels forstod, dels var enig med, om end han i modsætning til Foucaults utallige epigoner aldrig har været i stand til at se nogen særlig dybde i platituderne.  

Den klart mest besynderlige af den mystiske treenighed er Gilles Deleuze.  Her er et af mine favorit Deleuze-citater: "There is a book from which one can learn many things, entitled Sexual Life in Ancient China …. This book shows clearly that manuals of love and manuals of military strategy are indiscernible, and that new strategic and military statements are produced at the same time as new amorous statements.  That's curious.  I ask myself:  OK, how can we extract ourselves, at the same time, from a structuralist vision that seeks correspondences, analogies and homologies, and from a Marxist vision that seeks determinants.  I indeed see one possible hypothesis, but it's so confused … It's perfect. It would consist in saying: at a given moment, for reasons that, of course, must still be determined, it is as if social space were covered by what we would have to call an abstract machine. We would have to give a name to this non-qualified abstract machine, a name that would mark its absence of qualification, so that everything would be clear. We could call it — at the same time, this abstract machine, at a given moment, will break with the abstract machine of the preceding epochs — in other words, it will always be at the cutting edge … thus it would receive the name machinic point" (fra www.webdeleuze.com).  Sådan bliver det ved. 

Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk.  I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen.    

Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, "arbolisk" filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye "rhizomatiske" filosofi er non-lineær, "nomadisk," anarkisk, heterogen, etc.  Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes "rhizomatisk-nomadisk modstand" over for kapitalismen.  Det har blandt andet noget med internettet at gøre.

Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie.  Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

FN og den globale kollektive moral

Af Jacob Mchangama, den 25. januar 2006. 1 svar

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.

 

Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:

 

Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women

 

Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:

 

Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,

 

Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:

 

For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.

 

Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.     

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.    

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.  

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:  

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.     

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

En god investering

Af Nicolai Foss, den 24. januar 2006. 5 svar

Her er et tip om en investering med en endog meget stor intern rente, ikke mindst for det publikum der interesserer sig for økonomiske, historiske, og politologiske emner af den art som Punditokraterne ofte skriver om: For en særdeles beskedent, men indkomstafhængig betaling på mellem 64 og 90 USD (rabat for studerende og familiemedlemmer) kan man erhverve sig et medlemskab af American Economic Association.

Der er — så vidt jeg ved — ingen krav om at man er akademisk økonom eller har speciel indsigt i økonomi for at blive medlem.  Elsebeth Gerner Nielsen, Kjeld Holm eller Johannes Andersen kan melde sig ind hvis de har lyst.  

Charmen ved medlemskabet er ikke så meget at man bryste sig af at være med i den samme forening som adskillige nobelpristagere, tidligere US udenrigsministre (George Shultz), fremtrædende klassisk-liberale (og, indrømmet, en del af helt modsat politisk observans), etc., nej, det er de tre tidsskrifter som automatisk følger med medlemskabet: The American Economic Review, The Journal of Economic Literature og The Journal of Economic Perspectives.

AER er flagskibet, ét af de mest prestigiøse tidsskrifter i økonomi overhovedet.  Niveauet er tårnhøjt, matematik-anvendelsen er særdeles heftig, og mange akademiske økonomer vil næppe kunne forstå majoriteten af artiklerne i et givet nummer.  Men mange af artiklerne er alligevel ganske tilgængelige, særligt de der vedrører økonomisk politik og økonomisk historie, og som derfor ofte har et empirisk indhold. Særligt politologer burde ofte kunne finde noget af interesse. Fra det sidste nummer denne Punditokrat har modtaget (september 2005 – der har vist været problemer med distributionen i 2005!) kan nævnes en artikel af Alberto Alesina og George-Marios Angeletos, "Fairness and Redistribution." I en model med multiple ligevægte analyserer de forskellene mellem den politiske støtte til redistribution i Europa og USA og de underliggende forskelle i "social perceptions" der betinger denne støtte (amerikanere mener at fattigdom overvejende skyldes ringe indsats eller dårlige valg; europæere ser på fattigdom som en fælde, det er umuligt at komme ud, etc. etc.). (Danskerne ligger i øvrigt næsthøjest (efter brasilianerne) i procent af befolkningen der mener at indkomst er overvejende bestemt af held).

Men de to andre tidsskrifter i buketten vil have bredere appel end AER. Journal of Economic Literature har altid en række  (3-4) særdeles velskrevne, lange oversigtsartikler (om stort set ethvert tænkeligt samfundsvidenskabeligt emne), samt en række lange bog-anmeldelser.  I det sidst modtagne nummer af JEL (også September 2005) har førnævnte Alesina (sammen med Eliana La Ferrara) en meget læsværdig artikel om "Ethnic Diversity and Economic Performance," hvor de blandt andet argumenterer for at etnisk fragmenterede samfund har vanskeligt ved at tilvejebringe en række offentlige goder, men til gengæld er mere produktive.  Mens der er solid empirisk backing for den første påstand, kniber det med den anden.  For de historisk interesserede og de der er interesserede i at forstå hvordan socialistiske samfund forsøger at hænge sammen uden priser er der en spændende artikel af Paul Gregory og Mark Harrison, "Allocation under Dictatorship: Research in Stalin's Archives, der belyser den måde hvorpå Stalin og hans kumpaner improviserede sig igennem økonomiske beslutninger.  

Journal of Economic Perspectives er givetvis det ud af treenigheden der har den bredeste appel. Igen er der er tale om velskrevne artikler der ofte har oversigtspræg, og hvor det formelle niveau sjældent er højere end at gymnasiematematik er fuldt tilstrækkeligt.  Summer 2005-nummeret burde få enhver fornuftig politologs og klassisk-liberals mundvand til at løbe.  Der er fremragende artikler om korruption (Jakob Svensson), "Law, Endowments and Property Rights," (Ross Levine), "The Constitutional Dilemma of Economic Liberty" (Barry Weingast), og to artikler om Adam Smith, hvoraf den ene handler om Smith's Theory of Moral Sentiments og den anden argumenterer for at Smith, langt fra at foregribe Max U, havde en særdeles realistisk og moderne opfattelse af menneskelig motivation og kognition.

Det går den gale vej

Af admin, den 24. januar 2006. 6 svar

Nej, overskriften har ikke noget at gøre med Irak, hvor det som bekendt for alle andre end MSM fortsat går den rigtige vej mod et stadigt bedre fungerende demokrati og stadigt dårligere for lystmorderne i al-Qaeda, som nu er i åben krig med flere sunni-modstandsgrupper.

Det angår Aho-gruppen. Og nej, det er ikke en norsk popgruppe, men tæt på sådan rent geografisk. Det er en ekspertgruppe under ledelse af den tidl. finske statsminister Esko Aho (åh, ham!)

Gruppen gav sin rapport i fredags til Europa Kommissionen. Har De ikke set det i Deres avis? Så er det fordi, De ikke læser Information, der som eneste MSM omtaler rapporten i dagens udgave. Forståeligt nok, da den må bekymre avisens aldrende læserkreds af offentligt ansatte socialister. Eller De kunne have læst det i The Telegraph, hvor Mark Steyn meget naturligt leger hvad-sagde-jeg.

Det er da også deprimerende læsning. Her er et par uddrag:

Europe and its citizens should realise that their way of life is under threat but also that the path to prosperity through research and innovation is open if large scale action is taken now by their leaders before it is too late. (…)

Europe must break out of structures and expectations established in the post-WW2 era which leave it today living a moderately comfortable life on slowly declining capital. This society, averse to risk and reluctant to change, is in itself alarming but it is also unsustainable in the face of rising competition from other parts of the world. For many citizens without work, or in less-favoured regions, even the claim to comfort is untrue.

God citatskik byder mig påpege, at den Knud Heinesenske fremhævelse (Hvem? Ham med “afgrundens rand“. Nå, ham. Ja, ham. Altså ungdommen nu til dags…) i første afsnit er fra originalen. Nej, ikke Aho, den originale rapport.

Som det kan forventes af en offentlig rapport rettet mod Kommissionen, er løsningen på alle vores problemer flere store planer. Spørger man en frø, hvad der er løsningen på et problem, vil den formodentlig også foreslå, at man hopper. Og hvis man spørger en frø, er man vel kun lidt mere ude at svømme, end hvis man spørger en gruppe eksperter om Europas problemer. Medmindre den sidder på bredden. Men jeg fortaber mig.

Man kan mene om rapportens konklusioner, hvad man vil. Men den peger på nogle problemer i vores gamle velfærdsomklamrede Europa, som man bør beskæftige sig med.

På denne blog vil vi bl.a. fremhæve det pudsige, at rapporten ser det som et problem, at venture capital-branchen har sværere ved at rejse den kapital, som giver den navn og gør den til en fristende syndebuk for ubefæstede politikere. Se herom den seneste posting fra vores underjordiske punditokrat.

Er alt tabt, som Steyn og ligesindede gerne antager? Ikke nødvendigvis. Da Knud Heinesen (Hvem? Nu holder du op!) advarede om afgrunden, gav det et kulturchock, som socialdemokraterne aldrig rigtig har overvundet. Landet kom væk, ikke langt nok, men alligevel nok til, at der fortsat er håb.

Noget tilsvarende kan ske for EU, især hvis vi dyrker det nye Europa, dvs. de baltiske og centraleuropæiske nye medlemsstater. De har sunde instinkter, bl.a. deres aversion mod statsstyring, deres støtte til USA og deres ligestilling af nazisme og kommunisme. De er endnu ikke korrumperede af EUs støtteordninger, og selvom den slags gift virker hurtigt på tankebanerne, kan de stadig danne modvægt til de mere terminale tilfælde blandt de gamle medlemsstater.

Men det kræver en mere aktiv indsats fra vores egne politikere i EU, og en evne til at forstå problemerne, som de endnu har tøvet med at vise.

Store stygge kapitalfonde

Af Dr.Mephisto, den 23. januar 2006. 2 svar

Dagens ret er velrenommerede danske virksomheder. Den store stygge ulv er de udenlandske kapitalfonde. Den gode gamle statsvirksomhed TDC er ved at blive opslugt – og snart kommer turen til Tietgens gode gamle GN store nord og landbrugsklenodiet Danisco.

Nyrup og Bendtsen råber vagt i gevær.

Men hvorfor egentlig? Kapitalfondene gør blot, hvad enhver aktionær kan gøre: De køber aktier noteret på Københavns Fondsbørs.

Er der tale om en markedsfejl? Nej – tværtimod. En række af de udsatte virksomheder har helt bevidst fjernet de "overtagelsesværn", som de tidligere opererede med. Således fjernede TDC's generalforsamling i 2005 den begrænsning, som gjorde, at ingen andre end Ameritech – senere SBC Communications – kunne eje mere end 9,5 procent af selskabets aktier.

TDC har således gjort sin aktie mere interessant.

Andre virksomheder bevarer deres ejerlofter, stemmeretsbegrænsninger, og A/B aktier. Det er alt sammen ordninger, som har til formål at regulere ejerskabet i virksomheden. Enten med det formål at "sprede magten" som f.eks. når Jyske Bank opererer med stemmeretsbegrænsninger. Eller med det formål at samle magten hos en dominerende aktionær som f.eks. når APM eller Novo opererer med A/B-aktier, hvor A-aktierne på forhånd sidder på flertallet af stemmerne.

Nogle mener, at virksomhederne skal forbydes at operere med vedtægter, som på den måde tildeler nogle aktionærer mere eller mindre magt. Det gælder sjovt nok Nyrups partifæller i Socialdemokratiet!

Men hvorfor balnde sig i, hvordan virksomhederne og deres ejere har indrettet sig? Det er vel deres eget problem!

Nogle mener, at der er store fordele for aktionærerne ved, at alle aktier står lige, og uden videre kan opkøbes. Andre mener, at der er store fordele ved, at én enkelt dominerende aktionær (A-aktionæren) varetager det kollektive gode at holde øje med om de ansatte direktører nu også arbejder for ejerne og ikke for sig selv. Igen andre mener, at det er vigtigt, at virksomheder er svære at overtage, så de kan lægge en langsigtet strategi.

Den store fordel ved det danske marked er, at der er konkurrence mellem ejerskabsformerne. Vi kan til enhver tid vælge, om vi vil købe aktier i et "åbent" selskab som f.eks. GN store nord eller et "lukket" som Jyske Bank.

Politikerne har bare at holde sig væk. Og hvis endelig kritikerne af kapitalfondene ønsker politisk handling, kunne de jo bare ændre lovgivningen, så der var flere ejerskabsformer at vælge imellem. I dag er det f.eks. forbudt at udstede stemmeløse aktier (eneste virksomhed med den slags er erhvervsklenodiet over dem alle: APM).