De liberale slår til igen …

Af Redaktionen, den 8. februar 2006. 16 svar

Punditokraterne vil fra og med denne post indlede en on/off tilbagevendende serie af dokumentatiske indslag med den sigende titel “De Liberale Slår Til Igen …”.

Formålet er–“for the record”–at notere offentligt alle de eksempler, der måtte forekomme, hvor selverklærede liberale gør det stik modsatte af, hvad man skulle forvente, at et hensyn til personlig og økonomisk frihed, retssamfund og markedsøkonomi, o.s.v., skulle diktere–alle de eksempler på stillingtagen, der forsøger at fjerne ansvar fra individuelle borgere, markedsinstitutioner og civilsamfundets organisationer.  Vi håber, at serien bliver kort, men vi må nok erkende, at der er empirisk belæg for at forvente, at den bliver uendelig.

Vi lægger hårdt ud med dagens fine lille historie om, Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther, som sammen med partiets ideologiske fanebærer, næstformand og indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, har konkluderet, at den rette liberale politik er at forbyde rygning i alle offentlige rum:

“Venstres folketingsgruppe vil forbyde rygning på restauranter, caféer, butikscentre, banegårde og i lufthavne og idrætshaller. Samtidig vil partiet indrette hermetisk aflukkede rygerum, hvor der ikke må serveres mad eller fødevarer. … – Nu er der solid dokumentation for, at passiv rygning virkelig er farligt for helbredet. Nu er Venstre ved at være klar til at indføre dette, siger Jørgen Winther.”

Et totalforbud er det måske ikke helt.  Endnu.  Men næsten.  Og det er dog en begyndelse.  Og med en ekstra indsats skal det nok lykkes.  Punditokraterne ønsker Jørgen Winther og Lars Løkke Rasmussen held og lykke med det videre arbejde–der er jo endnu nok at tage fat på, hvis danskerne skal forhindres i at gøre noget som helst, der kan skade dem selv.

Brændemærket

Af Mikael Jalving, den 8. februar 2006. 1 svar

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Om (de såkaldte) NGO'er

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. februar 2006. 1 svar

Et af de udtryk, der i de senere år har irriteret mig mest, er “NGO’er”–d.v.s. “non-government organizations”.  Dette udtryk bruges som regel til at beskrive en blandet landhandel af organisationer, der generelt kan sammenfattes som værende karakteriseret af ihvertfald to ting: De er 1) relativt langt til venstre i det politiske spektrum; 2) dybt afhængige af skattekroner fra de stater, som de angiveligt ikke er en del af.

Ikke desto mindre giver journalister og stater typisk disse organisationer en ukritisk dækning på linie med, at de var udsendte repræsentanter for Oraklet fra Delphi, inkarnationer af Leonardo da Vinci/Mahatma Gandhi, o.s.v.

I USA er man derimod generelt lidt mere kritisk nærgående overfor f.eks. MSM–og nu også NGO’ere.  Tænketanken American Enterprise Institute og juristsammenslutningen Federalist Society for Law & Public Policy er således nu gået sammen om at drive et NGO Watch.  Her kan man bl.a. læse dette om formålet:

“In recent years, NGOs have become more prominent, more visible across a broader spectrum of interests. Governments and international organizations increasingly rely on NGOs to implement aid programs and deliver development assistance, channeling millions of dollars through these organizations and arguing, in effect, that NGOs have the capacity to address social and environmental problems with greater efficiency than government agencies. Today, thousands of internationally operating NGOs deliver billions of dollars of assistance annually, and the U.S. government gives a large share of its aid funds through NGOs.

NGO officials are widely cited in the media and relied upon in congressional testimony; corporations regularly consult with NGOs prior to major investments. NGOs also use their growing influence inside international organizations to push for the establishment of globalized standards and international legal norms. Yet this growing local and global role has in large part been unchecked and unregulated. Coupled with sparse (or reluctant) practices of public disclosure and a spate of high-profile NGO scandals in the last decade, calls for greater transparency in NGO operations have been resounding. Who funds NGOs? How effective are their programs? How do they influence governments and international organizations? What are their agendas? And to whom are they accountable?”

NGO Watch fokuserer f.eks. i en kommende konference på organisationer, der promoverer begrebet “corporate social responsibility”:

“What really is Corporate Social Responsibility? Do companies that engage in it cheat their shareholders and mislead the public by greenwashing or are they investing in their long-term future? These and other question will be discussed at the upcoming NGOWatch Conference.”

Kroszner udnævnt til "The Fed"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. februar 2006. Skriv et svar

Den amerikanske Chicago-“retsøkonom”, den kun 43 årige professor Randall (“Randy”) S. Kroszner, som nogle punditokrater (og ihvertfald en enkelt læser eller to) kender personligt og/eller fagligt, er i den forgangne uge blevet udnævnt til en top-post af præsident George W. Bush, nemlig Federal Reserve Board, den amerikanske centralbanks bestyrelse.

Den Harvard-uddannede Kroszner er–som undertegnede og enkelte andre punditokrater–en alumne fra det fortrinlige Institute for Humane Studies, og han er tillige en nær, gammel ven af to George Mason University økonomer, der undertiden nævnes på disse sider, Dan Klein og MarginalRevolution.com‘s Tyler Cowen.

Og så er hans CV ganske pænt for en 43-årig …  Kroszners fagspeciale er regulering i et public choice-lignende perspektiv, og han har ledet University of Chicagos forskningscenter herfor–meget passende kaldet The George Stigler Center for the Study of the Economy and the State, ligesom han er redaktør for det ansete Journal of Law & Economics.  Kroszner var 2001-03 medlem af Bushs Council of Academic Advisors og var en af hovedkræfterne bag at få Bushs skattelettelser designet.

Bloomberg News fortæller i en artikel om Kroszner og et andet nyt medlem af Federal reserve Board dette om mandens politiske profil:

“Much of Kroszner’s work expresses skepticism about government attempts to fix economic problems. In a January 2004 interview with the Richmond Fed’s “Region Focus” magazine, Kroszner said Friedrich Hayek and Milton Friedman, both Nobel Prize winners, were the two economists who most influenced him. Both are famous critics of socialism and government intervention in the economy.

“`I am a great believer in the power and importance of free market,” he told the Richmond Fed publication. “It’s not because I think those markets work perfectly; it’s because I can’t think of a better alternative.””

Chicago Tribune siger, at Kroszner “has a libertarian bent when it comes to issues like taxation and entitlement programs. He has long expressed skepticism about government attempts to fix economic problems.”. Jow, den er vist go’ nok …

Punditokraterne ønsker held og lykke!

Ugens citat: Friedman om Skandinavien–og alt muligt

Af Redaktionen, den 6. februar 2006. 2 svar

Vores allesammens “Onkel Milton”–altså Nobelprisvinderen Milton Friedman–er (som nævnt før her på stedet) “still going strong” og skarp som Occams Razor, selv om han nu nærmer sig de 94.  Det fremgår med tydelighed af et længere interview i New Perspectives Quarterly, som kommer vidt omkring: Irak krig, Reagan & Thatcher, Bush, EU, den “tredje vej”, og meget, meget andet–bl.a. de skandinaviske velfærdsstater:

NPQ | Perhaps the Scandinavian countries are a model to look at. They are high-tax but also high-employment societies. And they have freed up their labor markets much more than in Italy, France or Germany.

Friedman | Though it is not as true now as it used to be with the influx of immigration, the Scandinavian countries have a very small, homogeneous population. That enables them to get away with a good deal they couldn’t otherwise get away with.

What works for Sweden wouldn’t work for France or Germany or Italy. In a small state, you can reach outside for many of your activities. In a homogeneous culture, they are willing to pay higher taxes in order to achieve commonly held goals. But “common goals” are much harder to come by in larger, more heterogeneous populations.

The great virtue of a free market is that it enables people who hate each other, or who are from vastly different religious or ethnic backgrounds, to cooperate economically. Government intervention can’t do that. Politics exacerbates and magnifies differences.

Hat tip: Dan Drezners blog.

Den omvendte verden

Af Jørgen Møller, den 4. februar 2006. 33 svar

Enhver, der bruger den komparative metode som hjælpemiddel, kender følelsen af at skue ud over verden og undre sig. Det skal man ikke være ked af, for det er på den måde, man bliver klogere (eller i hvert fald har en chance for at blive det). I disse dage er jeg blevet ramt af en sådan undren. Den stammer fra en ganske bestemt kløft i de internationale reaktioner på Muhammed-sagen.

For at gøre sagen helt enkel, så har de store kontinentaleuropæiske lande ret utvetydigt markeret, at det er i orden at gøre grin med den gode profet og hans skæg – eller at ytringsfriheden i hvert fald står over hensynet til religiøse ligtorne. Betydningsfulde franske og tyske aviser har været hurtige til at vise tegningerne, og reaktionen på det politiske niveau har ikke været meget anderledes. Det første udenlandske politiske parti af betydning, der bakkede op om Jyllandsposten, var de franske socialister – mere sigende kan det næsten ikke blive. Senere har den franske indenrigsminister og den tyske udenrigsminister fulgt trop.

Fra de to store angelsaksiske lande har tonen derimod – så vidt jeg kan fornemme – været en anden. Den engelske udenrigsminister har fordømt tegningerne, og den amerikanske regering er på linie med denne udmelding. Begrundelsen har været den samme: at ytringsfrihed ikke giver ret til at spotte en religion.

Det mønster er vi ikke ligefrem vant til herhjemme. Det plejer at være Storbritannien og USA, der rager kastanierne ud af ilden, når vi er i udenrigspolitiske problemer. Og holdningsmæssigt plejer afstanden over Nordsøen at være mindre end afstanden over den nordtyske hede og Vogeserne.

Hvorfor er det anderledes denne gang? Hvorfor denne omvendte verden? Jeg er meget interesseret i at høre nogle bud. For at åbne ballet vil jeg lægge for med den forklaring, jeg selv greb til, da det beskrevne mønster begyndte at stå klart.

Jeg tror, vi skal søge i hvert fald en del af svaret i ideernes verden. Det synes – meget forsimplet – at være skellet mellem den radikale franske og den skeptiske skotske oplysningstid, der spøger. De franske oplysningsfilosoffer, anført af Voltaire, havde kun hån til overs for religion. For dem var der ingen tvivl – der kunne og skulle aldrig være en balancegang mellem ytringsfrihed og religiøse tabuer. Ja, vi kan gå endnu længere. Religion, det bras, skulle kasseres, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Fornuften skulle så sætte sig i den gamle overtros sted, og dermed ville en ny og smuk tidsalder indvarsle sig.

I Frankrig står den overbevisning meget stærkt den dag i dag. Det er ikke tilfældigt, at de franske aviser har været hurtige til at kalde Voltaire til undsætning. Men vi kender også synspunktet herhjemmefra – det gennemsyrer eksempelvis Ralf Pittelkows analyser af den igangværende dyst mellem det moderne og det traditionelle, mellem det sekulære demokrati og den islamiske lovreligion.

De skotske oplysningsfilosoffer valgte et andet spor. Lad os holde os til Hume, for hans synspunkter og person er meget sigende. Selv var han, efter al sandsynlighed, ateist, men han tordnede aldrig imod religion. Det var der en grund til. Hume nærede nemlig ikke Voltaires tillid til den menneskelige fornuft. Han anerkendte, at en stor del af den menneskelige verden ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. “Fornuften er altid følelserne slave”, som hans erkendelsesteoretiske diktum lyder. I forlængelse heraf gav det heller ingen mening at ville afvise religion. For det er ikke rationelt muligt at bevise, at det guddommelige ikke eksisterer – ganske som det ikke er muligt at levere et rationelt gudsbevis.

I samtidens øjne var Hume lidt af en hedning, men det er samtidigt klart, at hans tankegods giver meget mere plads til religion, end tilfældet er for Voltaires. Den læsning af teksten har holdt sig stærk i specielt USA, men også i Storbritannien. Og hermed er vi fremme ved mit bud på det identificerede paradoks: hvor franskmændene (og til dels tyskerne) ikke er parat til at lave en konkret afvejning mellem hensynet til religionen og hensynet til ytringsfriheden (fornuftens tro væbner), så er de angelsaksiske lande langt mere tøvende på dette punkt.

Hvis denne forklaring er rigtigt – og det er bestemt ikke sikkert – så maner det til omtanke. For Voltaires synspunkt er ekstremt, og ekstreme synspunkter skal man normalt vare sig for. Jeg synes ikke, at Jyllandsposten er gået over grænsen i den konkrete sag. Det er på sin plads at få sat spørgsmålstegn ved en lovreligions anvendelsesområde i et moderne demokrati. Jack Straw og co. har, med andre ord, ikke været i stand til at holde vægten lige.

Men jeg mener, at man skal vare sig for at drage den konklusion, at religion skal ned med nakken i et moderne samfund (som jeg synes, Pittelkow er på grænsen til at gøre af og til). For så bevæger man sig ud på tynd is, al den stund at fornuften ikke er en gangbar erstatning. Hvis den var det, så ville kommunismens færd mod det forjættede land ikke være endt i et Dysterland – det er altid værd at erindre sig.

Men lad os komme tilbage til paradokset. Hvilke forklaringer på kløften mellem den kontinentaleuropæiske og den angelsaksiske reaktion har I andre på lager? Og er der overhovedet tale om en kløft? Lad høre, lad høre.

Menneskeretlig kulturkamp

Af Jacob Mchangama, den 4. februar 2006. Skriv et svar

I modsætning til på den hjemlige scene er der blandt amerikanske borgerlige en livlig aktivitet på menneskerettighedsområdet. National Review havde i torsdags således hele to artikler, vedrørende emnet. Artiklerne tager hul på den kamp om menneskerettighedernes natur, som er nødvendig, hvis disse rettigheder skal fortsætte med at give mening i fremtiden, noget som den seneste tids Mohammed-strid i mine øjne tydeligt har understreget behovet for. Artiklerne kritiserer FNs bestræbelser på menneskerettighedsområdet (ligesom jeg selv har gjort) og advokerer, at liberale-demokratier opretter et alternativt menneskerettighedsforum til FN.

I en af artiklerne skriver Brett D. Schaeffer bl.a.:

Despite [..] the fact that each U.N. member state is party to at least one of the seven major human-rights treaties, the U.N. in recent decades has failed miserably to promote basic human rights in practice. Perhaps no institution illustrates this more than the U.N. Commission on Human Rights. […]Sadly, the commission has devolved into a feckless organization that human-rights abusers use to block criticism or action promoting human rights. Six of the fifty-three members of the commission in 2005 were considered among the world's "worst of the worst" abusers of human rights by Freedom House. China, Cuba, Ethiopia, Saudi Arabia, Sudan, and Zimbabwe were members of the Commission in 2005.
[…]Governments, non-governmental organizations, and others seeking to strengthen observance of basic human rights should not let affection for the U.N. blind them to its inability to hold abusers to account. As noted by the bipartisan U.N. Task Force, "[U]ntil the United Nations holds its members accountable for their failure to observe well-established human rights norms, the United Nations is not the best forum for the proposed Human Rights Council." Instead, advocates should seek to establish a human rights body that is independent from the U.N. and open only to democracies that respect political and economic freedom. Because representative governments already practice political freedom and basic human rights, they are most likely to promote those standards.
Human-rights advocates should not shy away from uncomfortable truths. Perhaps the U.N. will one day be dominated by democratic states that respect the freedoms of their citizens and demand similar standards from all U.N. member states. But that is not the U.N. of today. The likely failure of the U.S. and other nations to create a smaller, more effective Human Rights Council that excludes human-rights abusers and non-democracies from membership should be a clear sign that the U.N. cannot serve as the focal point for human-rights abuses. If the U.N. cannot serve as the primary vehicle in pursuit of that goal, the U.S. and like minded countries should pursue alternatives.

Med udgangspunkt i FN systemets fiaskoer skriver Joseph Loconte bl.a.:

[..]Apologists for repressive governments, of course, love to talk this way: Farm subsidies are the moral equivalent of women being brutalized by militias in Congo or sold into sexual slavery in Cambodia. Or, in the case of Pakistan, of religious minorities being jailed and assaulted for allegedly violating blasphemy laws. In other words, no nation's political culture is better or worse than any other's.

It is not just problematic regimes that debase the concept of human rights with this kind of evasion. This is the logic of multiculturalism, an ethos that infects the United Nations from top to bottom. Echoed endlessly in U.N. reports and resolutions, this ethos has helped create a deep-seated cynicism about the nature of human rights. More than any other factor, it threatens to derail the current effort to reform the Human Rights Commission before its March meeting in Geneva.
U.N. defenders shrug all this off by claiming that the United Nations is only as good as its member states. That's a half-truth: By giving dictatorships equal voting power with democracies, the system almost guarantees that no meaningful agreement can be reached as to what counts as a violation of human rights. John Prendergast, senior adviser at the International Crisis Group, emphasizes the political will of the Security Council: "All the reports and speeches of these U.N. bodies count for nothing," he says, "if the Security Council is not prepared to fulfill its responsibilities." True enough. Yet it's hard to conceive of non-democratic states — and there are plenty of them on the Security Council — eager to fulfill their human-rights obligations, especially when there are no serious consequences for failing to do so.

Shouldn't the task of defending fundamental human rights be limited to democratic states with a measurable record of success? And if such an alliance can't function effectively within the United Nations, isn't it time to consider operating outside of it?
A growing number of scholars, it seems, believes it is. Ivo Daalder of the Brookings Institution and James Lindsay at the Council on Foreign Relations have called for the creation of a new coalition of democracies "to confront common security challenges." Ruth Wedgewood, professor of international law and organizations at Johns Hopkins University, argues for a U.S. policy of "competitive multilateralism" — that is, creating informal coalitions outside of the United Nations to tackle issues of mutual concern. "There still seems to be no momentum for change at the United Nations," she writes. "If things can't be changed from within, members may need to vote with their feet, one issue at a time." Joshua Muravchik, a scholar at the American Enterprise Institute, is equally blunt. "The effort to be a proto-world government is the crux of the U.N.'s worst failings," he writes in The Future of the United Nations. Rather, he argues, a group of democracies could form a committee on human rights to "forthrightly condemn and publicize egregious abuses."

Disse tider viser, hvor vigtigt det er at stå fast på grundlæggende vestlige værdier som basale menneskerettigheder utvivlsom udgør en vigtig bestanddel af. Et alternativ til FN på menneskerettighedsområdet, som fokuserede på kombinationen af grundlæggende politisk, borgerlig og økonomisk frihed, frem for rettighedsbaseret udviklingshjælp, menneskerettigheder og globalisering, kollektive rettigheder og anden relativisme, som udvander menneskerettighederne og ophæver forskelsbedømmelsen mellem frie og totalitære lande, ville være udtryk for vestlig principfasthed af den bedste og mest inspirerende slags.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2006. 4 svar

Jeg kom lige i tanke om denne, nu sørgeligt aktuelle, klumme, som jeg havde i Berlingske Tidende for kun lidt mere end et år siden.

Ja!

Berlingske Tidende 4.  december  2004, 2 sektion, magasin, side 19

Bør ytringsfriheden være absolut og ukrænkelig? Svaret er kort, enkelt og principielt.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, kommentator, ph.d.

Imam Abu Laban spurgte for to uger siden retorisk sin menighed og journalisterne i moskeen, om det virkeligt kan være sådan i Danmark, at man har ret til at fornærme mennesker ved at tale grimt om ting, de tror på?

Ja. Så enkelt, og netop i Grundtvigs fædreland kan det i disse dage – i mere end én forstand – være værd at holde sig for øje, at frihed er en ret for såvel Loke som Tor. Altså både for de »pæne« og for de »grimme«.

Men, siger nogen, vi har jo allerede begrænsninger af ytringsfriheden: Der er forbud mod blasfemi, racisme, bagvaskelse, injurier o.l. Det er sandt, men at der allerede eksisterer begrænsninger af ytringsfriheden, er jo ikke et argument for yderligere begrænsninger. At mange lande forbyder narkotika betyder jo heller ikke, at alt, som mennesker kan skade sig selv med, skal forbydes. Om noget burde inkonsekvens komme friheden til gunst.

Men hvad så nu, når f.eks. troende muslimer pointerer, at de føler sig stødt? Det er bare ikke nok, for alt kan være stødende og sårende. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg udsættes for en Rainer Werner Fassbinder-film. Jeg mener, at Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen ofte er urimeligt grove i deres verbale behandling af folk, der tør mene noget andet. Jeg får det næsten fysisk dårligt af tolvtonemusik. Jeg mener, at astrologi, numerologi og de fleste TV2-programmer er en fornærmelse mod folks intelligens.

Men hvilket samfund ville vi have, hvis man skulle forbyde alle ytringer, der ville kunne fornærme, støde eller på anden vis genere mennesker? Så skal man have lov til at sige selv ting, der kan gøre andre mennesker gale, kede af det, sårede osv.? Ja. Det er en af de grundpiller, som den vestlige, liberal-demokratiske tradition hviler på.

Skal en ikke-muslim have ret til at citere Koranen og fortælle vitser om profeten? Ja. Har vi andre ret til at sige, at vi synes, at han skal lade være, hvis formålet er at genere troende? Ja.

Skal Andres Serrano have ret til at nedsænke et krucifiks i urin og blod, kalde det kunst, betegne det »Piss Christ« og udstille det på et museum? Ja. Har vi andre ret til at udtrykke vores forargelse og lade være med at gå ind på dét museum igen? Ja.

Men hvad med respekten for autoriteterne? Imam Laban spurgte, om det f.eks. er i orden at gøre grin med dronningen. Ja. Ikke fordi det er anstændigt at håne mennesker, der ikke kan tillade sig at svare igen, men fordi retten til at kritisere autoriteter uden at skulle bede om lov er noget, millioner er døde for.

Skal kiosker have lov til at sælge porno? Og skal feministerne, der småsurt harcelerer for »pornofrit miljø«, have samme ytringsfrihed som de kioskejere, som de vil forbyde at sælge blade? Ja. Ingen har tvungent feministerne til at handle i kiosken, men skal de også have ret til at lade være med at gøre det og opfordre andre til at gøre det samme? Ja.

Skal virksomheder have lov til at anvende nøgne kvinde- eller mandekroppe og alt muligt andet som reklameblikfang, bare for at sælge et produkt? Ja. Kan forbrugerombudsmanden og alle andre så se den anden vej og lade være med at købe varen? Ja.

Ytringsfrihed er ikke, at alle altid og hvor som helst og når som helst kan sige alt, uden konsekvenser. Ingen mennesker har et krav på, at andre mennesker skal lytte til dem eller skal tage sig tid til dem eller skal sørge for, at de kan ytre sig på enhver måde. Har jeg til et middagsselskab fortalt værten, at han er en idiot, må han så godt smide mig ud af sit hjem? Ja. Har debatredaktøren på Berlingske (eller ethvert andet medie) ret til at nægte at videreformidle hver eneste tanke, der måtte falde mig ind? Ja.

Men alle mennesker har et fundamentalt krav på ikke at blive censureret, fængslet, eller skudt, få halsen skåret over og en kniv plantet i brystet, blot fordi nogen ikke kan lide, hvad de siger. Som et britisk børnerim siger: »Stokke og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig«.

Nogle spørgsmål er komplicerede, men har enkle svar. Ytringsfrihed er et af dem.

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved … II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. februar 2006. 9 svar

Lidt round-up og spredt fægtning om denne uges–i mere end én forstand–brandvarme emne:

  • En af verdens absolut mest læste bloggere, Instapundit (Glen Reynolds), havde onsdag denne fine, lidt spilteoretisk indforståede, kommentar til Muhammed-tegningerne:
    • “The lesson is that if you want your religion not to be mocked, it helps to have a reputation for senseless violence. Is this the incentive structure we want?”
  • Sagen blev også omtalt på den lige så læste blog PowerLine.
  • Super-bloggeren Andrew Sullivan fortæller, at sagen nu breder sig til radikale islamisters angreb på Wikipedia.  Han har selv denne korte kommentar til debatten (som også er relevant for en anden debat på denne blog): “Thank God for the free speech advocates. But notice also the creepy alliance between the Islamic far right and the post-modern sensitivity police on the far left. The only extremist religious groups the far left won’t find an excuse for are the nutty Christianists. That tells you something, I think.”.
  • Jawa Report fortæller om trusler om selvmordsbomber mod danskere og har denne dagsaktuelle amerikanske vinkel:
  • Michelle Malkin, amerikansk konservativ kommentator, siger, at denne er en meget vigtig sag: “Something very important is happening in Denmark — a showdown over freedom, tolerance, and their wolfish menaces in religious clothing. So, please, turn off “American Idol,” put down the Game Boy for a moment, and pay attention. This does affect you. … Rasmussen, in a rare show of European spine, steadfastly refused to appease the howlers.” Hun siger: “Buy Danish”.  Det samme gør History News Network.  Ok, så gør vi det–for en gangs skyld.
  • Og en god post fra britiske, libertarianske Samizdata.net.  En af deres læsere giver i en debat med en anderledes tænkende denne fortolkning, som er noget mere positiv og optimistisk, end hvad der umiddelbart falder undertegnede ind (men lad os håbe, at vedkommende har ret):
    • “The truth is that what Jyllands-Posten did was intended to prove that secular western value in Denmark have not been eroded by alien Islamic values. It worked and they won and by not letting it drop, muslims around the world are well on the way to turning a tactical success by an obscure danish newspaper into a glorious triumph for enlightenment values. It was an act of will by which these Danes defended their values against yours. That you cannot even see you have fallen into a trap that bites harder the more you fight against it is a measure of the irrationality of your position.”
  • Vi plejer (bl.a. af ophavsretshensyn) ikke at gengive vor kære med-Punditokrat Mikael Jalvings mange fine “Groft Sagt”-kommentarer i Berlingske Tidende, men her kan vi dårligt lade være, idet han onsdag sådan set sagde, hvad der burde siges om de seneste dages udvikling:
    • Og det var Danmark
      “Så vandt de: Islamisk Trossamfund, Dansk Industri, regimet i Saudi-Arabien, Tøger Seidenfaden, Villy Søvndal, Hans Klingenberg, Abu Laban, Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann, Arla Foods, Udenrigsministeriet, Politiken, dem alle sammen. Kampagnen virkede, både fordi pression over lang tid ligesom moderat fysisk pres har det med at virke, og fordi modstanden ikke var større, end tilfældet var. Med statsministerens og Jyllands-Postens hele, halve eller kvarte undskyldning er sagen om de 12 satiretegninger hermed afsluttet. Danmark tabte. Moralsk. Men også politisk. Nu véd de, der måtte have gavn deraf – og de findes – at Danmark er til salg, hvis de da ikke allerede havde det på fornemmelsen. Tryk hende lidt på maven, og hun kommer til fornuft. Nok siger hun, at ytringsfriheden er uantastelig, men det er kun, indtil tilstrækkelig mange antaster den kraftigt nok. Den højt besungne danske ytringsfrihed gælder ikke, når den virkelig skal gælde, dvs. når den er truet. Omvendt er den forbilledlig ved festlige lejligheder, blandt diplomater, kræmmere og i den snakkende klasse, så længe ingen risikerer noget og d’herrer og damer kan varme sig ved deres trygge ansættelser og pensionsordninger. Nuvel, det danske nederlag skal nok blive fremlagt som en sejr for samarbejdet. Det er korrekt. Hvis der er noget, danskerne elsker for alt i verden, så er det at samarbejde. Om hvad som helst. Med hvem som helst. Når som helst.”

Richard Epstein om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 2. februar 2006. Skriv et svar

Opinionduel har en (for jurister i hvert fald) ganske interessant diskussion mellem Professor Richard Epstein  og David Rivkin om, hvorvidt den amerikanske forfatning tillader præsidenten at anvende hemmelige telefonaflytninger uden dommerkendelser, såsom Præsident Bush har gjort.

David Rivkin forsvarer præsidentens adgang hertil mens Richard Epstein (på befriende vis) argumenterer for, at Bush overskred sine beføjelser ved at tillade NSA at aflytte personer uden forudgående kendelser. Det er godt, at se, at venstrefløjen ikke får patent på at kritisere det Hvide Hus' brede fortolkning af dets egne beføjelser, når denne fortolkning så klart er i strid med de principper en republikansk regering burde holde i hævd.       

The experts agree – censorship works

Af Dr.Mephisto, den 1. februar 2006. 18 svar

"The experts agree – censorship works". Sådan lyder et gammelt slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship – publiceret oven over et billede af Hitler, Stalin og Khomeini. 

Og hvor er det dog sandt. Jyllands-Posten så sig nødsaget til at sige undskyld over 12 banale tegninger af Muhammed. Og chefredaktør Carsten Juste kan nøgternt konstatere, at "de har jo vundet. Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".

Hvad gør Danmarks toneangivende intellektuelle? Hvor er Tøger Seidenfaden, manden der for nogle år siden ihærdigt kæmpede for Salman Rushdies ret til at publicere bogen "De sataniske vers" – og dens kritik af Muhammed?

Seidenfaden skyder på såvel JP som på regeringen. Seidenfaden, som for nogle år siden kritiserede (Nyrup-)regeringen for, at være ligeglad med ytringsfriheden!

Og hvad gør Danmarks statsminister? Han udtaler sig som privatperson om sin holdning til tegningerne (Han ville ikke have publiceret den slags). Og så udtaler han sig som offentlig person om, at han står vagt omkring ytringsfriheden. 

Men kan en statsminister have to kasketter på samtidig? Kan han både være privatmand og statsminister? Sådan spiller klaveret ikke. I Danmark er det ikke muligt at spille den slags dobbeltspil. Anders Foghs meninger er statsministerens meninger.

Men måske kan det lade sig gøre i den arabiske verden, hvor de vil høre statsministerens ord som en undskyldning på vegne af den danske regering.  Hvis de da overhovedet vil høre noget som helst.

Nu har Danmark gennem 3 år betalt for et udenrigsministerielt program "Det arabiske initiativ". Formålet er at udbrede demokrati i Mellemøsten. Man må sige, at det i hvert fald ikke er gået godt med at overbevise araberne om ytringsfrihedens fortræffeligheder. Lur mig om ikke løsningen bliver at sende flere penge, frem for at bruge eksemplets magt – her og nu – og stå benhård fast på ytringsfriheden.

Hey hey, ho ho, multiple regression analysis has got to go!

Af Redaktionen, den 31. januar 2006. Skriv et svar

Den ærede senator fra Commonwealth of Massachussets, fhv. Vietnam-demonstrant m.m., John F. Kerry (D), sammenfattede i den forgangne uge sit syn på dommer Samuel Alito, som efter alt at dømme idag (tirsdag) bliver bekræftet af Senatet som nyt medlem af US Supreme Court, herunder betydningen af moderne samfundsvidenskabelige metoder:

“[Judge Alito’s] record envisions an America where police may shoot and kill an unarmed boy to stop him from running away with a stolen purse; where federal agents point guns at ordinary citizens during a raid, even after no sign of resistance; where the FBI may install a camera where you sleep on the promise that they won’t turn it on unless the informant is in the room; where a black man may be sentenced to death by an all-white jury for killing a white man absent any kind of multiple regression analysis or other analysis of potential discrimination; and where police may search–I paraphrased that last sentence; it reads precisely ‘absent a multiple regression analysis showing discrimination’–and where police may search what a warrant, may search and define what a warrant permits and then some. This is not the America we know, he says, nor is it the America we aspire to be.”

Ja, det er vist en meget “fair and balanced” opsummering af juristens synspunkter …  Her er iøvrigt hvad Kerrys seniorkollega, Senator Edward Kennedy (D-Mass.) sagde om Robert Bork i 1987, da denne blev ‘borked’:

“Robert Bork’s America is a land in which women would be forced into back alley abortions, blacks would sit in segregated lunch counters, rogue police could break down citizens’ doors in midnight raids, schoolchildren could not be taught about evolution, writers and artists could be censored at the whim of government, and the doors of the federal courts would be shut on the fingers of million of citizens.”

Der er vist ikke noget at sige til, at amerikanerne refererer til Senatet som “the World’s greatest deliberative body” …

Hat tip: James Taranto fra OpinionJournal.com!

Hjemløse liberale

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2006. Skriv et svar

David Boaz, høj-aktiv Executive Vice President for tænketanken Cato Institute, havde tirsdag en kommentar i Wall Street Journal om, hvordan det p.t. er lidt som at være “hjemløs” (eller “forældreløs”, som han faktisk skrev), hvis man er klassisk liberal (libertarian) i dagens USA:

Libertarian Orphans

The Gallup Poll’s annual survey on government found that 27% of Americans are conservative; 24% are liberal, up sharply because the poll was taken after Katrina, which boosted support for the proposition that “government should do more to solve our country’s problems.” Gallup also found — this year as in others — that 20% are neither liberal nor conservative but libertarian, opposing the use of government either to “promote traditional values” or to “do too many things that should be left to individuals and businesses.” Another 20% are “populist” (supporting government action in both areas), with 10% undefined. Libertarian support, spread across demographic groups, is strongest among well-educated voters.

So where are the libertarians in politics and the media? Since the Clinton impeachment and the Florida recount, there’s been a polarization: Congressmen and TV pundits define themselves as red/blue, pro-/anti-Bush, partisan Democrat/Republican, and take rigid liberal/conservative positions on Iraq, tax cuts, Social Security reform, gay marriage, abortion. But polls tell us that Americans aren’t quite so partisan.

With big-government conservatives spending money like Imelda Marcos in a shoe store, and big-government liberals supporting the Patriot Act, even pro-government populists are represented in D.C. It’s the libertarian voters who are orphans. Democrats stand like a wall against tax cuts and Social Security privatization. Republicans want to ban abortion, gay marriage and “Happy Holidays.” It’s not just Congress — in Virginia’s recent elections, all the Democrats were tax-hikers and all the Republicans were religious rightists. What’s a libertarian to do?

The worst aspect of all this is the oracles who appear on TV. You’d think they’d be thoughtful, independent. Yet they’re as partisan as the pols. The typical cable show brings viewers two guests, a liberal and a conservative. You can count on conservative writers to defend everything President Bush does, and on liberal editors to denounce the GOP — no matter what.

Of course, it could be that most Americans are, in fact, liberals and conservatives. Maybe Gallup is wrong, every year. But the exit polls on election day 2004 offer some confirmation. According to those polls, 17 million voted for John Kerry but did not think the government should do more to solve the country’s problems. And 28 million Bush voters support either gay marriage or civil unions. That’s 45 million who don’t fit the polarized model. They seem to have broadly libertarian attitudes. In fact, it’s no secret that libertarian voters make up a chunk of America. But you’d never know it from watching TV — or listening to our elected politicians.

Y’all know the feelin’?

Frihed og så … de dersens tegninger, I ved …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. januar 2006. 11 svar

Jeg har indtil videre stort set afholdt mig fra at kommentere hele den dag for dag stadigt mere bizarre historie om Jyllands-Posten og … de dersens tegninger, I ved.  Ikke fordi lysten har manglet, men nok dels fordi hvis jeg vitterligt havde skrevet, hvad jeg havde på hjerte i den sag, så ville jeg let komme til at lyde som én, jeg egentlig ikke ville lyde som …  Så er jeg en forskræmt intellektuel?  Måske.

Så er det godt, at der er andre, der kan og vil.  Én af dem er min tidligere kollega fra Statskundskab på Aarhus Universitet, professor Mehdi Mozzafari, som er specialist i politiske forhold i Mellemøsten, et ualmindeligt sympatisk menneske og så en af den type forskere, der faktisk bruges for lidt af medierne i.f.t. vedkommendes evner.  (Ingen andre nævnt eller glemt.)  Mozzafari, der selv personligt har oplevet radikale islamister up-close-and-personal, havde forleden et–synes jeg–virkeligt godt læserbrev i Berlingske, og selvom jeg tvivler noget på, at han er en læser af denne blog, håber jeg, at han vil synes, at det er acceptabelt, at jeg citerer in extenso:

“De mennesker, der har skuffet mig mest i denne polemik, er hverken Islamisk Trossamfund eller den nervøse Arla- direktion. Det er de tavse danske intellektuelle. Nogle få har reageret, men med en kritik af detaljer i regeringens håndtering af sagen. Det er bare slet ikke dér, den virkelige udfordring ligger. Om statsministeren havde accepteret et møde med 11 ambassadører eller ej, det havde ikke ændret noget i forhold til sagens kerne. Vi har at gøre med organisationer, hvis mål ligger langt ud over at opnå en undskyldning. Tegningerne i Jyllands-Posten er kun en etape, et påskud blandt mange andre mulige til at teste et europæisk demokratis modstandskraft over for despoter og religiøs censur. Det eneste, vi ville få ud af at bakke ud nu, er at opmuntre nye krav fra mennesker, der ønsker at forvanske demokratiets spilleregler. Og det er ikke kun danskerne, som vil være ofre, hvis man giver efter, men også danske virksomheders kunder i den muslimske verden. Hvordan kan det være, at danske virksomheder i dag kan tilbyde saudi-araberne de bedste produkter til den bedste pris? Fordi danskerne engang gjorde op med de eksisterende autoriteter, afskaffede feudalsamfundet, stiftede andelsbevægelser og opmuntrede den frie forskning. Den slags fremskridt kan man kun gennemføre, hvis man har absolut frihed til at forholde sig kritisk, eventuelt ironisk, til de eksisterende politiske og religiøse autoriteter. Hvis saudi-araberne vil have en fremtid, når olien engang slipper op, så må de lære af den danske tradition for at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne. I deres blindhed anstrenger de sig i stedet for at svække det fundament, som har gjort det muligt at udvikle det frie danske samfund, og altså også udvikle produkter til glæde for den muslimske forbruger. Ytringsfriheden hører til blandt de værdier, som er usynlige, men som er forudsætningen for at kunne udvikle de synlige materielle værdier. Danskerne vil bære den første pind til deres egen økonomiske ligkiste, hvis de begynder at sælge ud af de usynlige værdier, som er med til at sikre, at de kan klare sig så flot på det internationale marked.

Jeg har selv i Iran prøvet, hvad det vil sige at leve i et samfund uden ytringsfrihed. Og jeg har fra mit tilflugtssted i Danmark observeret, hvordan præstestyret har kørt den iranske økonomi i sænk, selv om landet bugner med rigdomme. Jeg er ikke tvivl om, at sagen om Muhammed-tegningerne kun er en etape ud af mange. Derfor kan vi lige så godt reagere fremsynet med det samme og signalere klart, at man ikke gennem økonomiske sanktioner kan gennemtvinge religiøst betingede begrænsninger af ytringsfriheden. Muslimske borgere her i landet kan være med til at bløde fronterne op over for den muslimske verden og forklare, hvorfor ytringsfrihed er et vigtigt element, når man skal sikre et samfunds velstand.”

Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

Af Nicolai Foss, den 30. januar 2006. 12 svar

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

En anden verden II

Af Jacob Mchangama, den 29. januar 2006. 1 svar

I forlængelse af med-punditokrat Foss’ glimrende post vedrørende den “franske syge” og det parallelunivers, de der lider heraf bebor, fandt jeg det relevant, at bringe prøvesmagning på nogle af de herskende tanker indenfor menneskerettigheds”forskningen”, her i form af følgende opslag fra “Journal of Globalization, Education and Society”:

Journal of Globalization, Education and Society

Special issue on Globalization and human rights

Call for papers

Human rights has possibly become the dominant
discourse of moral concerns in global politics. Human
rights education has become a focus for formal
education and for campaigns on expanding public
knowledge and reflection. Yet, the concept of human
rights is also contested for the western and male bias
in its original expressions.

Some view the rapid expansion of human rights as an
element of political globalization. This is partly due
to the expansion of international law and the
establishment of the international criminal court and
the regional tribunals; partly it is due to forms of
protest that have sprung up in many parts of the world
coming together in global events like the World Social
Forum and UN world conferences. The rhetoric of
humanitarian intervention has also contributed to the
growth of human rights as a legitimate concern for the
international community.

Economic globalization also highlights human rights
issues related to privatisation, loss of social
security, the rights of migrant workers, global
marketisation of education, etc. Cultural
globalization in turn highlights questions of value
differences and the protection of indigenous cultures
and diversity from the homogenising forces of
globalizing capitalism.

Probably many other connections between globalization
and human rights could be perceived. In this Special
Issue of Globalization Education and Society we invite
work with a focus on globalization and human rights
from any discipline or multidisciplinary field. The
Special Issue will follow the policy of the journal to
include work on education in the wider context of
learning.

Dette tankesæt er mainstream blandt mange af de toneangivende akademikere i menneskerettighedsmiljøet. Jeg måtte i min tid som studerende ved “the European Master of Human Rights of Democratization” i Venedig lægge øre til uanede mængder af lignende meningsløst vrøvl (og naturligvis også pløje mig igennem Habermas).

Menneskerettighedsbevægelsen lider i den grad af den inter-disciplinære tilgangsvinkel, som pt. dominerer, og som har tillokket antropologer, sociologer etc., der sikkert er dygtige indenfor eget felt, men hvis uvidenhed om basale retlig teori, principper og deres konkrete anvendelse gør, at menneskerettighederne er blevet løsrevet fra den juridiske ramme de i sidste ende nødvendigvis må indgå i for at være praktisk anvendelige. Den eneste disciplin der ikke er velkommen i menneskerettighedsbevægelsen er økonomi, som der på dette område ellers kunne være god grund at skele til, især hvis man går ind for omfordeling som en menneskeret.

Canadisk klasse

Af Mikael Jalving, den 26. januar 2006. 6 svar

Det er svært at holde grinet tilbage, når man betragter det seneste canadiske valg på afstand. Her gik vi og troede, at Canada – som fremhævet af Richard Florida og hans globale disciple – var selve hjemstedet for den kreative og sniksnakkende klasse med venstreorienteret styre på trettende år, og så kommer den konservative Stephen Harper ridende ind fra højre og afløser hippierne i Ottawa. Harper – der stammer fra provinsen Alberta i vest, hvor olieindtægterne sidste år var så indbringende, at lokalstyret sendte hver eneste indbygger en check på godt 2.000 kr. – ville aldrig ske i Danmark – er muligvis ikke bedre end forgængeren eller den liberale Michael Ignatieff (jo, dén Michael Ignatieff!), der lurer i baggrunden, men det er da klasse, at den kreative klasses vugge nu er skyllet ud med badevandet. For en tid, i hvert fald.

En anden verden …

Af Nicolai Foss, den 26. januar 2006. 19 svar

Jeg vover her den påstand, at de fleste punditokrater, og måske også de fleste jævnlige og sympatisk indstillede læsere af bloggen, har et grundlæggende "økonomistisk" syn på samfunds-anliggender.  Det gælder i hvert fald helt sikkert for punditokraterne Kurrild, Bjørnskov, Dr. Mephisto, emeritus Bonde, og jeg selv, og jeg vil tro at i en bred forstand gælder det også for resten af punditokraterne. 

Med "økonomistisk" mener jeg her blot forestillinger om at en rationalitetsantagelse i mange situationer beskriver adfærd ganske godt, at markedskræfterne har en række positive konsekvenser, at individer reagerer ret så forudsigeligt på de incitamenter, de står overfor, at ejendomsrettigheder påvirker adfærd fordi de giver incitamenter, at det er meningsfuldt at sige at individer vælger frit, og så videre. Vi synes nok, at det er en fuldstændig naturlig måde at se på verden, ikke specielt "socialt konstrueret," og vi har måske lidt svært ved at forstå, hvordan man kan skulle kunne være uenig i den.  

Karl Popper kritiserede ofte hvad han kaldte "the myth of the framework," det vil sige forestillingen om at man på grund af fundamentalt forskellige ("inkommensurable") mentale "frameworks" ikke er i stand til meningsfuldt at kommunikere.  (Hans mål for kritikken var selvfølgelig i første omgang Thomas Kuhn).  Jeg har længe abonneret på Poppers synspunkt, at en fornuftig diskussion altid principielt er mulig. Men jeg er muligvis ved at opgive synspunktet.

Foranlediget af min postering om Deleuze fra i morges googlede jeg nemlig lidt rundt på danske sider for at få en idé om i hvilket omfang den franske syge har tag i det danske universitetsmiljø.  Jeg faldt blandt andet over sociologiskforum.dk  ("din sociologiske ressource på nettet"), som vist overvejende skrives af og for sociologistuderende, men hvor også andre samfundsvidenskabelige studerende pædagogik-studerende, sygeplejeske-studerende, og lærerstuderende har deres gang.

I guder!!!!!! Holy moly!!!!!  Man skal læse det for at tro det.   Prøv for eksempel at checke tråden omkring "neoliberalisme," hvor "Lars" forklarer at det er "den moderne sociologis prygelknabe #1" og "Laust" kan tilføje at " nl. ikke just sociologisk beundret. Det skyldes for mig at se, at nl. afviser det mest grundlæggende i sociologien: At individet er socialt indlejret."  Det ville faktisk være ret morsomt, hvis det ikke var så ignorant.  Det er også tragikomisk at se den næsegruse beundring på Forum'et for Foucault, Giddens,  Habermas, et al., og de stålsatte forsøg på dog trods alt at skabe lidt mening i alt ordgyderiet. Så er der også den sygeplejerskestuderende "Bakkehaven," der gerne vil bruge Foucault og Bourdieu til sit bachelorprojekt.   Hvad F…… skal en sygeplejerske-studerende bruge Foucault til? Jeg gruer for de hospitalsophold, der med næsten usvigelig sikkerhed vil blive min ledsager på mine (forhåbentlig meget) gamle dage!  Jeg trøster mig at ingen nævner Deleuze!  Men det er godt nok en anden verden.

Man kan godt grine af alt dette, og affærdige det med at det "bare er studerende."  Man kan også affærdige med at der er så mange fora for venstre-loonier. Men det bør man ikke gøre, for der er mange sociologistuderende, etc.; hvis sociologiskforum.dk er et godt pejlemærke, så er de alle sammen venstreorienterede — og de bliver alle sammen en del af velfærdsstatsapparatet.  Det er fanme uhyggeligt.

Ejendomsrettigheder er menneskerettigheder II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2006. 2 svar

Vi omtalte i sommer den infamøse amerikanske højesteretsdom Kelo v. New London, der var et særdeles trist eksempel på arbitrær politisk krænkelse af den private ejendomsret–én, som man ellers formodentlig skal helt til Danmark eller Zimbabwe for at finde…  Vi omtalte i den forbindelse også, hvorledes en gruppe frihedssindede borgere bestemte sig for at kombinere happening og hævn: Nemlig at foreslå en ekspropriation af hjemmet tilhørende højesteretsdommer Souter (som afgav den udslagsgivende stemme) med henblik på at bygge et "Hotel Lost Liberty".  Nu er der nyt i den sag (takket være Wall Street Journals Brendan Miniter på OpinionJournal.com):

Supreme Court Justice David Souter is now one step closer to losing his house. A group called the Committee for the Protection of Natural Rights, based in Mr. Souter's hometown of Weare, N.H., has gathered enough signatures (25 in a town of 8,500) to bring the seizure of the Justice's historic 200-year-old home up for a vote on March 14. Activists are out to spank Justice Souter for joining the Court's recent Kelo v. New London decision, which expanded the power of state and local governments to seize private property and replace it with commercial property that will bring in more tax revenue.

At a rally in Weare this past weekend to gin up support for creating "Hotel Lost Liberty" on the Souter site, about 25 volunteers from around the county met at the Town Hall and later passed out copies of the Kelo decision. Logan Darrow Clements, a Californian and one of the protest organizers, compared the effort to the Boston Tea Party and Weare's own Pine Tree Riot, an incident that involved town residents beating up officials appointed by King George III in 1772 after being fined for cutting down pine trees. "What we're trying to do is stop eminent domain abuse," Mr. Clements told reporters. If people like Justice Souter lost their homes to a flaky government seizure process, maybe they would "understand why it needs to end," he added.

Hvorfor har Danmark en statsreligion?

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2006. 11 svar

Umiddelbart efter jul kørte en kortlivet debat i de danske medier om de rimelige i, at vi har en statsreligion. Efter at en række danske præster havde brugt prædikestolen julen over til at udbrede deres politiske argumenter mod regeringen, og især dens udlændingepolitik, meldte Jens Rohde sig nemlig ud af folkekirken i protest. Selvom han fik en del støtte og en enkelt biskop irrettesatte en af præsterne, var udmeldingerne fra regeringen noget blandede. Bertel Harder, som ellers er et af dens relativt tænksomme medlemmer, leverede et passioneret forsvar for folkekirken på Deadline og så var det emne ligesom taget af bordet.

Jeg mener blot ikke, at det bør være slut med den diskussion. For hvorfor har vi overhovedet en statsreligion i Danmark? Eller med andre ord, hvorfor mener et flertal af Folketingets medlemmer, at staten bør have monopol på markedet for tro? Når man ser bort fra forhold på arbejdsmarkedet, har frihedsrettighederne i mange år overordnet set haft det ganske godt i vores land når vi sammenligner med store dele af resten af verden. Så hvorfor dette specielle område, hvor man træder almindelig konkurrence og åndsfrihed under fode?

Der er to ting, der gør det mere end en principiel diskussion om frihed. For det første er folkekirken under pres, hvilket internt i kirken har ført til, at et ganske betydeligt mindretal mener, man bør missionere noget mere. For det andet fordi langt de fleste danskere både betaler kirkeskat og gennem de generelle skatter yderligere subsidierer foretagendet. Nu er jeg ikke medlem af folkekirken, så jeg slipper for at betale den lille procent af min indkomst til en virksomhed, hvis produkt jeg ikke bruger, men det gælder ikke for størstedelen af befolkningen. Og den yderligere finansiering kan man ikke slippe for, hvadenten man er ikke-troende, muslim eller tror på Zeus!

Cirka 2% af danskerne går jævnligt i kirke, så vis mig den økonom der kan argumentere for, at subsidierne til ‘vores’ statsreligion ikke fører til en massiv overproduktionaf kirkelig service. Vis mig argumenterne for, at foretagendet giver den almindelige borger så store gevinster, selvom han eller hun ikke bruger det, at det kan retfærdiggøre at sluge næsten en hel procent af BNP. Og vis mig argumenterne for, at et monopol skal holdes i live, selvom det producerer en service på samme måde som det gjorde på Grundtvigs tid.

Bundlinien er vel, at der absolut ingen økonomiske argumenter er for at blive ved med at subsidiere en religion, som størstedelen af befolkningen ikke har konkret kontakt med. Det er blot særbehandling af en organisation, der har vist sig at være særdeles dygtig til at få politisk opmærkomhed. Hvad værre er, er eksistensen af en statsreligion vel et da facto brud på menneskers basale religionsfrihed? For hvordan kan man elelrs karakterisere det?

Gennem mange år har danskerne åbenbart accepteret ordningen på den basis, at folkekirken holdt sig til bekendelsen og dens andre kerneopgaver. Med den senere tids debat, der blev startet af præster, der ytrede sig politik gennem deres embede – og kirkens egen insisteren på ikke at holde orden i egne rækker – har den danske folkekirke brudt med den ordning. Det gør den også ved at (i det mindste dele af den) ønsker at missionere mere, og dermed bruge de statslige subsidier til at blande sig i folks religionsfrihed. Under alle omstændigheder er monopoler, hvadenten de hedder POst- og Telegrafvæsenet, DSB, eller Folkekirken, åbenlyst velfærdsreducerence. Når de ikke engang kan holde sig inden for de grænser, de selv har defineret – at give Gud, havd Guds er, og Cæsar hvad Cæsars er – er der kun en logisk ting at gøre: Byrd monopolet og sig farvel til folkekirken.