It's the government, stupid! II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2006. 1 svar

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

Ugens citat: B.-H. Lévy om USA, Frankrig og integration

Af Redaktionen, den 22. januar 2006. 2 svar

Wall Street Journal havde lørdag et interview med den franske filosof fra det man ca. 1980 kaldte “det nye højre”, Bernard-Henri Lévy.  Lévy har i de seneste måneder haft en artikelserie om USA i det fortrinlige Atlantic Monthly (som ethvert begavet menneske burde læse), og denne kommer nu kommer i bogformat.  I den forbindelse dette interessante interview, hvori Lévy bl.a. forsvarede USA og kritiserede Irak-krigen:

“Mr. Lévy regards his own criticism of America not as anti-Americanism, but as tough love. He is an assiduous believer in America’s “manifest destiny,” and expects this country, clearly, to uphold the highest standards–as he sees them. Some of these standards he would prescribe to France, in particular the American approach to citizenship. He contrasts the “model of Dearborn”–the Detroit suburb, home to significant numbers of contented Arab-Americans–with the “model of St. Denis,” the Parisian banlieu where discontented Arab immigrants (never referred to as Arab-Frenchman) ran riot late last year. “What is good about America is that in order to be a citizen, you are not asked to resign from your former identity. You cannot tell Varadarajan or Lévy, ‘You have to erase from your mind the ancestors you had.’ In France, we erase.”

America, Mr. Lévy concludes, “is a factory of citizens, which has some defects, some problems, but the country works, not too badly. Better, I think, than mine.””

Nedlæg forsvaret!

Af Mikael Jalving, den 20. januar 2006. 6 svar

Først var det historien om, at danske værnepligtige opfordres til at skyde for at dræbe, der tog avisernes forside. Værnepligtige stod i kø for at græde ud, Hærens Konstabel- og Korporalforening tog afstand fra det uhyrlige, og forsvaret lovede at kuglegrave sagen. For det kunne da ikke passe.

Dernæst var det historien om, at danske soldater i Afghanistan skulle være med til at rydde opiumsmarker, fordi opiumshandel er med til at finansiere al-Quada. Det kunne heller ikke passe, eftersom truslen mod de danske soldater “vil stige markant”, hvis de danske styrker “bliver mere involveret i narkotikabekæmpelsen”, sådan som Forsvarets Efterretningstjeneste kunne oplyse. Efter spørgsmål fra SF afviste både udenrigsministeren og forsvarsministeren, at danske soldater skal være med til at rydde valmuemarker i de farlige Taleban-dominerede områder. På Berlingske Tidenses spørgsmål om, hvad de danske soldater skal gøre, når de kommer forbi en opiumsmark, svarede udenrigsministeren: “Så skal de sige til den afghanske regering, at her er en opiumsmark”. De skal altså ikke tage affære? “Nej, det skal de ikke”.

I dag var det så forsidehistorien om, at samme soldater skal være med til at jagte Taleban-terrorister i Afghanistan. Igen afviser udenrigsministeren det ondsindede rygte. Han udtaler: “Der er mange forskellige opgaver, de skal varetage. Men det er den amerikanske styrke, der jagter terrorister”.

Så er det, man får lyst til at spørge punditokratisk: Er danske soldater ikke længere soldater? Er de i takt med den almindelige, blødgørende tidsånd blevet til en slags hjælpe- og socialarbejdere i uniform – eller er det bare hykleri og halve vinde?

Hvis danske soldater ikke længere må forsvare sig selv, landet og de aktioner, landets regering sender dem ud på, så nedlæg forsvaret. Så kan det være ligemeget. Hvad har vi gjort for at leve i sådan et land?

Viva Reagan!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2006. 6 svar

Til de “historisk udfordrede”: Det er i dag 25 år siden, at Ronald W. Reagan blev indsat i embedet som USA’s 40. præsident, og i dagens anledning er det vel nok værd at sende “the Gipper” en venlig tanke.

Nuvel, som øverste chef for den udøvende magt i verdens mægtigste nation får man uvilkårligt lidt … skidt … på fingrene—selv når man i øvrigt efter alt at dømme har en generelt pletfri karakter.  Og selv de mest “die hard” Reaganistas (Søren Pind? Morten Holm? Finn Ziegler?) må vel erkende, at det langt fra var alt, der gik, som det skulle—især ikke i 2. embedsperiode.  Jeg vil ikke gå så langt som Murray Rothbard gjorde i 1989 i hans—som altid—afsindigt velskrevne (og spydige) essay, “Ronald Reagan: An Autopsy”, men snarere sige at Reagan var en mand, hvor der ikke helt var konsistens mellem ambitionerne/retorikken og de faktiske resultater.

Men det ville også have været svært.  Tænk på, hvor revolutionært det var i 1981 at sige ting som disse i sin indsættelsestale:

“[G]overnment is not the solution to our problem; government is the problem. From time to time we’ve been tempted to believe that society has become too complex to be managed by self-rule, that government by an elite group is superior to government for, by, and of the people. But if no one among us is capable of governing himself, then who among us has the capacity to govern someone else? …

We are a nation that has a government — not the other way around. And this makes us special among the nations of the earth. Our Government has no power except that granted it by the people. It is time to check and reverse the growth of government which shows signs of having grown beyond the consent of the governed. …

Freedom and the dignity of the individual have been more available and assured here than in any other place on earth. The price for this freedom at times has been high, but we have never been unwilling to pay that price.

It is no coincidence that our present troubles parallel and are proportionate to the intervention and intrusion in our lives that result from unnecessary and excessive growth of Government.

It is time for us to realize that we are too great a nation to limit ourselves to small dreams. We’re not, as some would have us believe, doomed to an inevitable decline. I do not believe in a fate that will fall on us no matter what we do. I do believe in a fate that will fall on us if we do nothing.”

Og mens Rothbard nok havde ret i, at Reagans resultater af mange på den amerikanske højrefløj er blevet overdrevet, så er de nu ikke alle helt sådan at kimse af—især ikke når der anlægges et lidt længere tidsperspektiv.  Wall Street Journal har fredag en hyldest og opsummering i en lederartikel, der passende hedder “Still Morning in America: Reaganomics 25 Years Later”:

“Twenty-five years ago today, Ronald Reagan was inaugurated as the 40th President of the United States promising less intrusive government, lower tax rates and victory over communism. On that same day, the American hostages in Iran were freed after 444 days of captivity. If the story of history is one long and arduous march toward freedom, this was a momentous day well worth commemorating.

All the more so because over this 25-year period prosperity has been the rule, not the exception, for America–in stark contrast to the stagflationary 1970s. Perhaps the greatest tribute to the success of Reaganomics is that, over the course of the past 276 months, the U.S. economy has been in recession for only 15. That is to say, 94% of the time the U.S. economy has been creating jobs (43 million in all) and wealth ($30 trillion). More wealth has been created in the U.S. in the last quarter-century than in the previous 200 years. The policy lessons of this supply-side prosperity need to be constantly relearned, lest we return to the errors that produced the 1970s.”

For de sentimentale har Heritage Foundation i dagens anledning lavet et helt nyt website dedikeret til Reagan—hvor man bl.a. kan sample gamle citater, hyldesttaler m.v., men hvor man også kan læse tænketankens mere kritiske bemærkninger om Reagan-periodens mindre vellykkede elementer.

En anden mulig måde at fejre dagen på er denne: Tag en øl (men ikke en Budweiser!), spænd dit AuH2O badge på jakkereversen, sæt dig til rette, smæk cowboystøvlerne på bordet, og se og lyt til videooptagelsen af den tale (kendt som “The Speech” eller “A Time for Choosing”), som Reagan i 1964 holdt for Barry Goldwaters præsidentkampagne:

“This is the issue of this election: Whether we believe in our capacity for self-government or whether we abandon the American revolution and confess that a little intellectual elite in a far-distant capitol can plan our lives for us better than we can plan them ourselves.

You and I are told increasingly we have to choose between a left or right. Well I’d like to suggest there is no such thing as a left or right. There’s only an up or down — [up] man’s old — old-aged dream, the ultimate in individual freedom consistent with law and order, or down to the ant heap of totalitarianism. And regardless of their sincerity, their humanitarian motives, those who would trade our freedom for security have embarked on this downward course.

In this vote-harvesting time, they use terms like the “Great Society,” or as we were told a few days ago by the President, we must accept a greater government activity in the affairs of the people. But they’ve been a little more explicit in the past and among themselves; and all of the things I now will quote have appeared in print. These are not Republican accusations. For example, they have voices that say, “The cold war will end through our acceptance of a not undemocratic socialism.” Another voice says, “The profit motive has become outmoded. It must be replaced by the incentives of the welfare state.” Or, “Our traditional system of individual freedom is incapable of solving the complex problems of the 20th century.” Senator Fullbright has said at Stanford University that the Constitution is outmoded. He referred to the President as “our moral teacher and our leader,” and he says he is “hobbled in his task by the restrictions of power imposed on him by this antiquated document.” He must “be freed,” so that he “can do for us” what he knows “is best.” …

Well, I, for one, resent it when a representative of the people refers to you and me, the free men and women of this country, as “the masses.” This is a term we haven’t applied to ourselves in America. But beyond that, “the full power of centralized government” — this was the very thing the Founding Fathers sought to minimize. They knew that governments don’t control things. A government can’t control the economy without
controlling people. And th
ey know when a government sets out to do that, it must use force and coercion to achieve its purpose. They also knew, those Founding Fathers, that outside of its legitimate functions, government does nothing as well or as economically as the private sector of the economy. …

Now it doesn’t require expropriation or confiscation of private property or business to impose socialism on a people. What does it mean whether you hold the deed to the — or the title to your business or property if the government holds the power of life and death over that business or property? And such machinery already exists. The government can find some charge to bring against any concern it chooses to prosecute. Every businessman has his own tale of harassment. Somewhere a perversion has taken place. Our natural, unalienable rights are now considered to be a dispensation of government, and freedom has never been so fragile, so close to slipping from our grasp as it is at this moment. …

You and I know and do not believe that life is so dear and peace so sweet as to be purchased at the price of chains and slavery. If nothing in life is worth dying for, when did this begin — just in the face of this enemy? Or should Moses have told the children of Israel to live in slavery under the pharaohs? Should Christ have refused the cross? Should the patriots at Concord Bridge have thrown down their guns and refused to fire the shot heard ’round the world? The martyrs of history were not fools, and our honored dead who gave their lives to stop the advance of the Nazis didn’t die in vain. Where, then, is the road to peace? Well it’s a simple answer after all.

You and I have the courage to say to our enemies, “There is a price we will not pay.” “There is a point beyond which they must not advance.” And this — this is the meaning in the phrase of Barry Goldwater’s “peace through strength.” Winston Churchill said, “The destiny of man is not measured by material computations. When great forces are on the move in the world, we learn we’re spirits — not animals.” And he said, “There’s something going on in time and space, and beyond time and space, which, whether we like it or not, spells duty.”

You and I have a rendezvous with destiny.

We’ll preserve for our children this, the last best hope of man on earth, or we’ll sentence them to take the last step into a thousand years of darkness.

We will keep in mind and remember that Barry Goldwater has faith in us. He has faith that you and I have the ability and the dignity and the right to make our own decisions and determine our own destiny.”

Den er sgu’ til at blive både sentimental og helt oprørsk af.

Magtesløse medier?

Af admin, den 20. januar 2006. 2 svar

Som det fremgår af forsiden på dagens Berlinger, synes medierne nu at gøre klar til en dæmonisering af krigen i Afghanistan, der modsvarer dækningen af Irak.

Det har længe undret mig, at de ikke har gjort det noget før. I opløbet til og under krigen i Afghanistan var der den samme indsats fra anti-krigsbevægelsen. Det handlede kun om olie; det var ikke bevist, at det var bin Laden, der stod bag 11. september; amerikanerne er nogle krigsliderlige imperialister; Bush er en uansvarlig cowboy-fascist, osv. Men krigen gik så hurtigt, at bevægelsen aldrig rigtig fik fat. Den såkaldte Fredsvagt nåede at blive oprettet, og der sidder man stadig og fryser foran Christiansborg i protest mod befrielsen af Afghanistan.

Til gengæld fik man så Irak-krigen at protestere imod, og her var der bedre bid. Det overraskende var, at en pæn del af krigsmodstanderne pludseligt begyndte at fremstille Afghanistan som den gode og retfærdige krig. Det var formodentlig et retorisk fif for at profilere modstanden mod Irak-krigen, men det indebar en – for mig at se – ulogisk sondring, der har vanskeliggjort en del af anti-krigsargumenterne. For eksempel er det svært at hævde, at vi skal trække soldater hjem fra Irak for at undgå terror, hvis vi fortsat skal have soldater i Afghanistan. Og hvorfor er det vigtigere at sætte soldaters liv på spil for at støtte det afghanske demokrati end det irakiske? Socialdemokraterne risikerer at gå i stykker på den slags.

Men det er vel denne logiske brist, man nu søger at reparere.

Spørgsmålet er så blot, om det vil lykkes? Medierne er magtfulde på nogle områder, men tilsyneladende ikke på alle. Massiv venstreorienteret propaganda fra DR i 1970erne, ikke mindst i børneprogrammerne, ændrede ikke meget. Det er denne blog et bevis på, da de fleste af os har tilbragt vores formative år med at se læspende pædagoger fortælle os om de fæle kapitalister, der ville ødelægge lokalsamfundet, lukke den sympatiske lille købmand, opføre et grimt supermarked og dræbe de nuttede små dyr. Hvad fik man ud af det andet end os afstumpede ultraliberale?

Det er ubestrideligt, at det journalistiske miljø staidg ligger længere til venstre end resten af befolkningen, og alligevel har vi nu en borgerlig liberal regering til ubeskrivelig forargelse ikke bare for Politiken og Rifbjerg, men også for hovedparten af Journalistforbundets medlemmer.

En undersøgelse foretaget for TV2 i onsdags (se via Uriasposten) viser, at 51 pct. af befolkningen tror på, at Irak-krigen blev startet på en “krigsløgn” trods det forhold, at samtlige undersøgelser indtil nu afviser det. Det er mediernes fortjeneste. Men hvad nytter det? For til gengæld støtter et flertal af befolkningen stadig, at vores soldater bliver i Irak. Flertallet er blevet reduceret, men kan medierne nå at få fremprovokeret en tilbagetrækning, der kan fremstilles som et nederlag, og ikke fremstår som en triumf, fordi den først sker, når “arbejdet er gjort”? Det tyder ikke rigtig på det.

Lincolns gamle udsagn om, at you can fool some people osv., gælder ikke kun politikere, men også journalister, når de vil lege politikere.

CEPOS – status quo: 3-0

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. januar 2006. 8 svar

Når man interesserer sig for politik og for at påvirke indholdet af politiske beslutninger, kan man nogle gange blive nødt til at spørge sig selv: Betyder det egentlig rigtigt noget?  Nytter det overhovedet?

Det er svært at give et kategorisk svar på–bortset fra partimedlemskab og traditionelle aktiviteter i politiske partier, hvor det vel snart må være klart for de fleste, at den reelle politiske indflydelse for stort set alle er så tæt på nul, at det ihvertfald ikke er af den årsag, man skal være aktiv.  Nå ja–og det at stemme ved vi jo også generelt ikke betyder så meget …

Men der er jo andre muligheder–f.eks. den offentlige debat.  Som en af dem, der var med til at planlægge, stifte og etablere CEPOS, har jeg været lidt spændt på, om det skulle lykkes en eksplicit borgerligt-liberal tænketank at gøre en forskel.  Nu er der kun lidt over en måned til CEPOS kan fejre sin egentlige 1 års fødselsdag, så det er måske tid at begynde at overveje, hvad status er p.t.

Det er givetvis endnu ikke lykkedes CEPOS at få ændret specifik lovgivning med den konsekvens, at danskerne er blevet mere frie og mere velstående–men mindre kan også gøre det.  CEPOS har siden 1.1.2005 været omtalt knap 1.100 gange i danske aviser (og dertil kommer et stort antal indslag i radio og TV), og i langt overvejende grad har omtalerne været enten positive eller neutrale–mens de negative kommentarer som regel har været hadske og negative i en grad, som minder en om 1970ernes “tone” (nu da alle er mere optaget af “tonen” end indholdet).

Dertil kommer ihvertfald tre punkter, hvor CEPOS–efter min vurdering–konkret har formået at sætte dagsordenen for debatten.  Det ene er spørgsmålet om fladskat (“flat tax”), som stort set ingen havde omtalt herhjemme, før CEPOS i foråret tog spørgsmålet op, og hvor det efterfølgende har fået konsekvenser for ihvertfald to-tre partiers skattepolitik.

Det andet er spørgsmålet om noget så usocialdemokratisk som rangordning af skoler; det kunne nok have været gjort endnu bedre, men det har ihvertfald været med til at legitimere, at man overhovedet foretager den slags sammenligninger.  Det er udansk, og det er smukt.

Det tredje er dagsaktuelt og endnu kun under opsejling, nemlig spørgsmålet om at sætte skub i privatisering og udlicitering af offentlige aktiviteter.  CEPOS afholder netop fredag konference om emnet, og indenrigsministerens planlagte udmeldinger i den forbindelse var et af hovedemnerne i morgenens TV2 Nyheder–og det er vist kun begyndelsen.

Not bad–not bad at all …

Ugens citat: Shadegg om "Ånden fra '94"

Af Redaktionen, den 18. januar 2006. 1 svar

Kongresmedlem John Shadegg (R-AZ) er en af kandidaterne til den ledige post som Republikansk flertalsleder i Repræsentanternes Hus.  Han kæmper for sit kandidatur bl.a. med et indlæg i onsdagens Wall Street Journal, hvori han priser Ronald Reagan, Barry Goldwater m.fl. som idoler for, hvad partiet burde være i dag.  Heri hedder det bl.a.:

Ten years ago, the American people put Republicans in control of the House of Representatives for the first time in more than 40 years. It was a historic achievement, made possible because we stood for the principles the American people believed in: smaller government, returning power to the states, lower taxes, greater individual freedom and–above all–reform.

Some Republican leaders in the House seem to have lost sight of those principles, though the American people still believe in them. Meanwhile, Americans are sick of scandals. To fully regain their confidence–and to retain and grow the Republican majority–we need to make a clean break with the past and return to our ideals.
Republicans promised the American people two things in 1994. First, we promised to rein in the size and scope of the federal government. Second, we promised to clean up Washington. In recent years, we have fallen short on both counts. Total federal spending has grown by 33% since 1995, in inflation-adjusted dollars. Worse, we have permitted some of the same backroom practices that flourished in the old Democrat-controlled House. Powerful members of Congress are able to insert provisions giving away millions–even tens of millions–of dollars in the dead of night. The recent scandals involving Duke Cunningham and Jack Abramoff have highlighted the problem, but this is not just a case of a few bad apples. The system itself needs structural reforms. …

I grew up watching the example of Barry Goldwater, who worked closely with my father. He taught me that “a government that is big enough to give you all you want is big enough to take it all away.” That philosophy guided me when I ran for Congress in 1994. I was thrilled to be part of the Revolutionary Class of ’94, and the sense of hope and mission of the early days after the American people elected a Republican majority in the House is still with me. We believed then that we could take back our government, and I believe it today. …

House Republicans differ about policy and tactics, but we stand together in our respect for this institution, our hatred of corruption, and our support for the basic principles of our party. The American people overwhelmingly support the principles we stand for. We cannot allow the current scandals to distract their attention from our substantive agenda. If we do not make a clear, public break with the recent past, there is a good chance we will lose our majority.

I do not need a poll or questionnaire to tell me what Republicans stand for. The party of Ronald Reagan exists not to expand government, but to protect the American people from government’s excesses. President Reagan once said, “If you’re afraid of the future, then get out of the way, stand aside. The people of this country are ready to move again.”

WSJ‘s Brendan Miniter (hvis broder, Rich, har været venlig overfor denne blog) havde tirsdag en artikel netop om Shadegg, Reagan og Goldwater, og Republikanernes problemer p.t.

Amerikansk krystalkugle

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2006. 6 svar

RealClearPolitics.com er det bedste sted på nettet for statistik og links til kommentarer vedrørende amerikansk politik.  Men vil man have saglige og upartiske analyser fra en politolog med forstand på amerikansk politik og med omtrent lige dele ris og ros til begge fløje, så er der formodentlig få bedre end professor Larry Sabato, University of Virginia, og hans website Sabato’s Crystal Ball.  Jeg har (af en række årsager) lidt på fornemmelsen, at Sabato nok selv hælder lidt mere til venstre, end man får indtryk af—men det er jo i og for sig kun en kompliment til hans analyser, som jeg generelt finder meget indsigtsfulde og behageligt fri for partipolitisk “spin”.  Og den slags er efterhånden relativt sjældent i dækningen af amerikansk politik.

Nye læsere kan f.eks. læse Sabatos analyser af de mulige kandidater til 2008-præsidentvalget, både blandt Republikanerne og Demokraterne; ingen af dem er chokerende, men de er solide og dækkende.  Jeg deler ikke hans vurdering af George Allen, men Sabato har givetvis flere fuldtræffere m.h.t. amerikansk politik, end jeg har …  Læs også Sabatos analyser af det kommende (eller skulle vi sige “igangværende”?) 2006 midtvejsvalg til Senatet og Repræsentanternes Hus.  Sabato forudser p.t., at der vil være fremgang for Demokraterne, men at den vil være beskeden, og at udsigterne til, at de vil genvinde Huset p.t. er for svage, mens det næppe sker i Senatet.

PS. Apropos mig og amerikansk politik, så lad mig i øvrigt en passant og sædvanligt selvpromoverende nævne, at jeg i sidste uge var gæst nr. 2 i Niels Krause-Kjærs nye og udmærkede DR P1-program Krause på Tværs. Programmet (som blev båndet allerede i november) blev lanceret som om, at jeg skulle forsvare Bush—og er efter sigende blev mødt med mange positive lytterreaktioner netop på den konto.  Hvilket sådan set er pudsigt nok, eftersom jeg reelt kritiserede ham en del undervejs og generelt blot prøvede at være “fair and balanced” …  Måske det siger mere om, at jeg havde lidt ret i min påstand om, at ethvert ikke negativt ord om Bush i danske medier næsten pr. automatik udlægges som et forsvar for manden …!  Udover at jeg fik karakteriseret Carter som mormon (når manden—som jeg jo godt vidste—faktisk er baptist!), gik det vist meget godt—ikke mindst i betragtning at det var 1 time og 33 minutter uden pause.

PPS. Bushs Amerika sælger i øvrigt ret godt.

Alito om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 17. januar 2006. Skriv et svar

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

 

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.

 

 

En dyrekøbt sejr? (nu med venstrefløjens fortolkning)

Af Jacob Mchangama, den 14. januar 2006. 50 svar

I onsdags afgjorde EMDs storkammer, at Danmark i sagen Sørensen and Rasmussen v. Denmark havde overtrådt EMRKs artikel 11 vedrørende foreningsfriheden ved i to konkrete tilfælde at opretholde eksklusivaftaler.

Der har generelt været glæde over afgørelsen blandt borgerlige i Danmark og signalerne fra både K og V er, at Foreningsfrihedsloven skal ændres.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at eksklusivaftaler er forkastelige og giver fagforeningerne en magt, som de ikke ville have hvis det stod individet frit for at stå udenfor bestemte fagforeninger. Det er tillige særdeles indgribende overfor individet at skulle tvinges til at blive medlem af og bidrage økonomisk til en organisation, hvis politiske holdninger man er lodret uenig i. Hertil skal lægges, at det indenfor visse erhverv kan være illusorisk at prøve at finde en anden arbejdsplads, der ikke er dækket af eksklusivaftale.

På den anden side må det også erkendes, at fagforeninger er private organisationer, som bør tillades at indgå aftaler med andre private (arbejdsgivere). Lægges afgørende vægt på dette synspunkt, må det konkluderes, at hvis man som individ ikke kan leve med betingelserne i en eksklusivaftale, må man finde sig en anden arbejdsplads. At dette i det konkrete tilfælde kan være svært, kan ikke tilsidesætte to private organisationers aftalefrihed.

Disse modsatrettede hensyn kan dog ikke ses isoleret fra fagforeningernes ret til at udøve tvang overfor arbejdsgivere og individer. En ret der er sanktioneret af almindelige retsgrundsætninger indenfor den kollektive arbejdsret udviklet af danske domstole. I praksis er fuldt lovlige strejker og blokader af en arbejdsgiver ruinerende for denne, især hvis der indledes sympatiaktioner. Arbejdsgiveren er i dette tilfælde afskåret fra at benytte organiseret arbejdskraft, samt fra at få leveret materialer, og vil i langt de fleste tilfælde være nødsaget til at indgå på fagforeningernes krav på trods af, at arbejdsgiveren ikke anser dette som værende i sin interesse og/ eller ideologisk frastødende.

Set i lyset af fagforeningernes adgang til at anvende tvang kan det ikke på rimeligvis siges at eksklusivaftaler er udtryk for frivilligt indgåede aftaler indgået af parter, som begge regner med at stilles bedre som følge deraf. Hensynet til individet og dets ret til frit at vælge fagforening må derfor vægtes højere end eksklusivaftaler, som næppe var indgået såfremt den ene part ikke havde adgang til at anvende tvang for at få den anden part til at indgå aftalen. Derfor er det ud fra disse præmisser min overbevisning berettiget på nationalt niveau at erklære eksklusivaftaler i strid med organisationsfriheden. Dette er tillige i god tråd med den klassiske liberalismes begrænsning af statens magtanvendelse til beskyttelse af individet mod andre individers tvang og overgreb.

Situationen ændrer sig dog efter min opfattelse når vi snakker om en international menneskerettighedsdomstol, hvis opgave først at fremmest er at håndhæve individets ret overfor staten, ikke overfor private aktører. For EMD kan man ikke sagsøge 3F, HK eller LO, kun den danske stat. Når sager vedrørende eksklusivaftaler føres foran EMD, tvinges EMD således til at tage stilling til hvordan staten skulle have ageret i konflikter mellem private parter (såkaldt horisontal effekt). Selvom man i nærværende dom kan bifalde det konkrete udfald af sagen, er konsekvenserne af at lade EMD tage stilling til, hvad der på det nationale niveau reelt er en konflikt mellem private uoverskuelig. Det kan heroverfor argumenteres, at en positiv forpligtelse for staten i netop sådanne situationer som Sørensen sagen, hvor individer mødes med tvang af andre individer, udgør undtagelsen til reglen om at frihedsrettigheder alene kan være negative af natur (ligesom statens forpligtelse til at beskytte privat ejendom udgør en sådan undtagelse).

Men EMD har i sin praksis klart demonstreret, at man ikke formår at holde disse basale sondringer klart, hvorfor man i en stigende række sager har afgjort sager vedrørende horisontal effekt, hvor der ikke med rimelighed kan tales om at et individ udsættes for indgribende tvang fra et andet individ. Ud af sådanne sager vokser kravet om positive rettigheder af generel natur, om at staten udviser handlekraft, om krav på social hjælp, bolig, og arbejde og dermed afgørelser som Pla og slutteligt en arbitrær retsstilling, hvor grundlæggende principper, præcedens og forskelle mellem positive og negative rettigheder er udvisket.

Det er derfor spørgsmålet om ikke prisen for sejren over fagforeningernes monopol var for høj? 

                                —-oo0oo—-

Det er i øvrigt interessant, at den danske dommer Peer Lorenzen (som er på orlov fra Højesteret) var i dissens.  Peer Lorenzen har flere gange været den afgørende stemme, der har fået staten af krogen i sager vedrørende Danmark. Blandt andet i den såkaldte Peter Rohde sag, hvor EMD med stemmerne 4-3 fandt, at det ikke var en overtrædelse af artikel 3, at Peter Rohde havde siddet 1 år i isolationsfængsel. Men også i Pedersen og Baadsgaard sagen, hvor EMD med stemmerne 9-8, fandt det berettiget, at den danske stat havde straffet nogle journalister fra DR, der havde afsløret alvorlige fejl i efterforskningen af den såkaldte Pedal-ove sag (journalisternes arbejde medførte rent faktisk at "Pedal-Oves sag blev genoptaget og, at han blev frikendt) og tilskrevet en navngiven politidirektør visse af disse fejl (en sag som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at arbejdede med på).

                            —-oo0oo—-

Opdatering:

 

Den kommunistiske avis arbejderen har analyseret Sørensen dommen og den kommunstiske udlægning af dommen lyder bl.a. som følger:

Dommen mod eksklusiv-aftaler lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over retten til at organisere sig og kæmpe, mener Jørgen Petersen.

Personlig frihed vinder

[…]- Det er et lidt overraskende udfald som vi har set. Afgørelsen betyder, at den personlige frihed altid vil stå over fagbevægelsens interesser for kollektive rettigheder. Men det er en tendens vi ser i hele Europa, siger Jørgen Steen Madsen, der mener det er en politisk afgørelse.

Det er Jørgen Petersen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti ML, helt enig i.

– Dommen er en del af den glidning, der er sket over mange år, hvor vi går fra de kollektive rettigheder til de individuelle rettigheder. Det er en tendens på mange områder i samfundet, som vinder frem i takt med den nyliberale politik. Man lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over arbejdsklassens ret til at organisere sig og kæmpe som klasse, siger Jørgen Petersen til Arbejderen.

Menneskerett
igheder er heller ikke nog
et en gang givet, men afgøres af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og kapitalen, påpeger DKP/MLs formand.

– Da menneskerettighederne blev defineret efter Anden Verdenskrig tog de afsæt i det styrkeforhold der var på det tidspunkt. Dengang blev der lagt stor vægt på de sociale rettigheder. Der var retten til et arbejde og retten til en bolig, retten til livet og retten til en uddannelse. Nu er arbejderklassen er på tilbagetog og så vinder det modsatte, retten til den private ejendomsret og kapitalens ret til at udbytte og udplyndrer, siger Jørgen Petersen.

Hvis bare Jørgen Petersen havde ret i sine konklusioner ville dommen jo være værd at fejre med en højtidelighed. Det er i øvrigt interessant at få at vide, at menneskerettighederne oprindeligt drejede sig om kollektive rettigheder og blev til efter anden verdenskrig. Nogle af os vil mene at vide, at menneskerettighederne, i hvertfald, kan spores til 1776 og udelukkende foreskrev individuelle rettigheder og ja: personlig frihed.

Der er  også interessant, at Ole Sohn i artiklen bryder med venstrefløjens normale automatiske opbakning bag internationale menneskerettighedsorganers konklusioner vedrørende Danmarks internationale forpligtelser, som vi har set det på f.eks. udlændingeområdet. Ole Sohn mener således ikke at:

"domstolens afgørelse pålægger Danmark at lave en lov imod eksklusivaftaler. Det er op til fagforeninger, arbejdsgivere og Folketinget at afgøre hvad der nu skal ske og om der skal ændres noget"

Kan man deraf konstatere, at SF vil lægge stemmer bag Mads Bryde Andersens forslag om at ophæve inkorporeringsloven vedrørende EMRK?

Det er lige før sådanne reaktioner får min skepsis til at forsvinde, men jeg frygter, at den gode stemning vil blive ødelagt af nogle alvorlige tømmermænd.

Bremer om Irak

Af admin, den 13. januar 2006. 2 svar

Paul Bremer har vakt opmærksomhed med sin beskrivelse af sin tid som leder af besættelsen af Irak forud for de frie valg. Især har medierne gjort meget ud af hans kritik af, at der ikke var nok soldater.

Hvis man ikke lige har tiden til at læse hele hans bog og ikke vil nøjes med mediernes gengivelse, kan man her se, hvad han mener. Det er som sædvanligt mindre vidtgående end mediernes dækning.

Pluralistiske som Stalin II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. januar 2006. 3 svar

Vi har tidligere omtalt undersøgelser, der viser, at den politiske pluralisme blandt amerikanske akademikere svarer omtrent til dén i den Øverste Sovjet anno 1950.

Men hvad med økonomerne specifikt?  Alle ved jo, at økonomer generelt er mere “egoistiske” end andre–og er de mon samtidigt ikke generelt mere “højreorienterede” (eller ihvertfald liberalistiske)?  Det første er muligvis sandt, men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med det sidste–og det sidste synes i givet fald kun at være relativt (altså sammenlignet med f.eks. antropologer og arkitekter …).

Det har det fortrinlige lille tidsskrift EconJournalWatch nu undersøgt ved at sammenholde medlemskab af American Economic Association med de i USA offentligt tilgængelige informationer om bidrag til politiske kandidater, og det har William A. McEachern skrevet en artikel om.  Efter at have undersøgt 2.000 amerikanske økonomers politiske bidrag kan han observere, at ratioen for bidrag til Demokraterne i.f.t. Republikanerne er 5,1:1.  Dette svarer meget godt til en survey-undersøgelse fra 2001 foretaget af Brookings Institution, som viste, at ca. 41 pct. af amerikanske akademiske økonomer stemmer Demokratisk, mens kun ca. 6 pct. af dem stemmer Republikansk–altså en ratio på 7:1.  Blandt redaktørerne af AEA’s flagskibs-tidsskrift American Economic Review er ratioen 9:0, mens den blandt forfattere til artikler i tidsskriftet er 19:2.  I tidsskriftets sektion for inviterede konference-papers, AER Papers & Proceedings er ratioen 32:1.  For redaktionen af AEA’s andet store tidsskrift, Journal of Economic Literature, er ratioen af Demokrater til Republikanere 5:0, mens den blandt forfattere til artikler i dét tidsskrift er 24:0.

Nu siger partisympatier jo ikke i sig selv noget om politiske holdninger–man kan f.eks. godt være en frimarkedsorienteret Demokrat eller en protektionistisk Republikaner.  Men professor Dan Kleins tidligere undersøgelser om politiske synspunkter antyder, at partisympatierne og de politisk-økonomiske holdninger følges meget godt ad.

Europas socialdemokratiske Maginot-linje

Af Jacob Mchangama, den 9. januar 2006. 5 svar

Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".

Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:

Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?

[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.

This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.

[…]

The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.

The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.

[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."

Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?

 Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom. 

 

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”

Borgerlig-liberal optimisme vs. kultur-konservativ pessimisme

Af Jacob Mchangama, den 5. januar 2006. 27 svar

Mark Steyns pessimistiske artikel som den ansvarshavende Punditokrat Kurrild-Klitgaard refererede synes jeg fortjener et modspil.

I en række amerikanske konservative aviser har man på det seneste kunne læse artikler, der har et langt mere positivt og ikke mindst konstruktivt syn på kampen om muslimers sjæl, som Mark Steyn og andre kultur konservative mener er tabt på forhånd.

I tirsdags Opinion Journal havde Michael Totten en artikel, hvori han fremhæver Libanon som en oase i Mellemøsten og en rollemodel for de øvrige stater i regionen:

Lebanon, though, is an inspiration already–despite the assassinations and the car bombs that have shaken the country since February. I have an apartment in Beirut, and I recently travelled to Cairo. Arriving back here was like returning to the U.S. from Mexico. Almost everyone I met in Egypt–from taxi drivers all the way up to the elite–was profoundly envious when I said I live in Beirut. “It is a free and open city,” I told them, but they knew that already. Many Americans and Europeans still think of Beirut as a hollowed-out, mortar-shattered necropolis where visitors are well-advised to bring a flak jacket. Egyptians, though–at least the ones I talked to during my stay–know the truth.
Beirut is where the taboos in the region–against alcohol, dating, sex, scandalous clothing, homosexuality, body modification, free speech and dissident politics–break down. Its culture is liberal and tolerant, even anarchic and libertarian. The state barely exists. The city’s pleasures are physical and decadent. Beirut is where American and European tourists used to go to loosen up, gamble, drink booze and pick up women–and that was in the 1950s. Today it is where Saudis and other Gulf Arabs like to vacation because they can do, think, wear, and say whatever they want.
Last month the Economist Intelligence Unit’s Index of Political Freedom ranked Lebanon the freest Arab country, followed by Morocco. Iraq came in third. (Libya brought up the rear, below even Syria and Saudi Arabia.) Lebanon’s Cedar Revolution peacefully ousted the Syrian military, which had ruled the country as a raw imperial power since the end of the civil war in 1990. Free and orderly elections promptly followed. If Iraq becomes a success in the end, it won’t be the first Arab democracy. It will be the second.

[…]From a distance Lebanon may look like a typical Middle East country racked with the usual chaos, but it isn’t. What makes this place unique is that the Lebanese political system is nearly incapable of producing dictatorship. The three main sects in this country–Christian, Sunni, and Shiite–do not share the same political ideals and values. They do, however, share power, since every group here is a minority. By tradition, the president is always a Christian, the prime minister a Sunni, and the speaker of Parliament a Shiite. Parliament decides who fills the top three government posts, and members of Parliament are elected by the people of Lebanon. Each sect’s parliamentary bloc keeps the others in check. The result is a weak state and a de facto near-libertarianism. Syria and Iraq, which also are composed of rival ethnic-religious sects, may do well under a similar system.
Even so, Lebanon inspires Egyptians in ways that Iraq doesn’t and perhaps can’t. Iraqi freedom is being born in blood, fire and mayhem. Sometimes that’s what it takes. America’s freedom didn’t come peacefully, and neither did Western Europe’s. But because Iraqi freedom is seen as violently imposed from the outside, a huge number of Egyptians, along with plenty of other Arabs in the neighboring states in the region, dismiss it as an imperial sham.
No one thinks Lebanese freedom is a sham. This country would not be even a ramshackle sort-of democracy if the people who live here had not demanded that much for themselves. The March 14 revolt, in which almost one in three Lebanese demonstrated in Martyr’s Square for freedom and independence, reverberated powerfully throughout the Middle East. Iraq still makes most Arabs shudder. Lebanon, though, is genuinely inspiring.

[…]Oppressed Arabs need an inspiring country of their own that they can look up to. And right now, they have one. Lebanon is not just a country with an elected government. It seduces the region with its culture as well.
Beirut has more in common with raucous freewheeling precommunist Hong Kong than with drab Amman, Damascus and Cairo. The nightclubs, the shopping, the restaurants, the bookstores, the intellectual cafés–these things are all world-class in Beirut. The sight of Lebanon’s famously beautiful unveiled Arab women makes a lasting impression on men who travel here from neighboring countries.
Freedom means more than just relieving the boot from your neck. Freedom also means fun and the pursuit of happiness. That’s why so many Arabs come here on holiday, and why so many would rather live here. Never forget: demand for Levi’s and rock ‘n’ roll did as much to bring down the Soviet Union as the yearning for Western-style democracy did.
Lebanon is a special place, and the U.S. should treat it accordingly. It is already what we hope Iraq someday will be.

I sidste fredags Opinion Journal havde den tidligere indonesiske præsident Abdurrahman Wahid et indlæg, der anerkender, omfanget og alvorligheden af den internationale islamistiske terrorisme og peger på, at løsningen i høj grad ligger hos muslimer selv:

News organizations report that Osama bin Laden has obtained a religious edict from a misguided Saudi cleric, justifying the use of nuclear weapons against America and the infliction of mass casualties. It requires great emotional strength to confront the potential ramifications of this fact. Yet can anyone doubt that those who joyfully incinerate the occupants of office buildings, commuter trains, hotels and nightclubs would leap at the chance to magnify their damage a thousandfold?
Imagine the impact of a single nuclear bomb detonated in New York, London, Paris, Sydney or L.A.! What about two or three? The entire edifice of modern civilization is built on economic and technological foundations that terrorists hope to collapse with nuclear attacks like so many fishing huts in the wake of a tsunami.

[…]It is time for people of good will from every faith and nation to recognize that a terrible danger threatens humanity. We cannot afford to continue “business as usual” in the face of this existential threat. Rather, we must set aside our international and partisan bickering, and join to confront the danger that lies before us.

[..]The armed ghazis (Islamic warriors) raiding from New York to Jakarta, Istanbul, Baghdad, London and Madrid are only the tip of the iceberg, forerunners of a vast and growing population that shares their radical views and ultimate objectives.
[…]These strengths not only are assets in the struggle with religious extremism, but in their mirror form they point to the weakness at the heart of fundamentalist ideology. They are:
1) Human dignity, which demands freedom of conscience and rejects the forced imposition of religious views; 2) the ability to mobilize immense resources to bring to bear on this problem, once it is identified and a global commitment is made to solve it; 3) the ability to leverage resources by supporting individuals and organizations that truly embrace a peaceful and tolerant Islam; 4) nearly 1,400 years of Islamic traditions and spirituality, which are inimical to fundamentalist ideology; 5) appeals to local a
nd national–as well as Is
lamic–culture/traditions/pride; 6) the power of the feminine spirit, and the fact that half of humanity consists of women, who have an inherent stake in the outcome of this struggle; 7) traditional and Sufi leadership and masses, who are not yet radicalized (strong numeric advantage: 85% to 90% of the world’s 1.3 billion Muslims); 8) the ability to harness networks of Islamic schools to propagate a peaceful and tolerant Islam; 9) the natural tendency of like-minded people to work together when alerted to a common danger; 10) the ability to form a global network of like-minded individuals, organizations and opinion leaders to promote moderate and progressive ideas throughout the Muslim world; 11) the existence of a counterideology, in the form of traditional, Sufi and modern Islamic teachings, and the ability to translate such works into key languages; 12) the benefits of modernity, for all its flaws, and the widespread appeal of popular culture; 13) the ability to cross national and cultural borders in the name of religion; 14) Internet communications, to disseminate progressive views–linking and inspiring like-minded individuals and organizations throughout the world; 15) the nation-state; and 16) the universal human desire for freedom, justice and a better life for oneself and loved ones.

Indlæggene følger en række andre indlæg bragt i bl.a. National Review og Weekly Standard, der giver et noget mere perspektivrigt syn end den sort/hvide version som kultur-konservative a la Mark Steyn forfalder til. Det er endvidere kendetegnende for artiklerne, at de anser frihed som helt centralt for kampen mod fundamentalismen. Artiklerne artikulerer en tro på, at (vestlige) frihedsidealer er den fundamentalistiske islam så indlysende overlegen i både teori og praksis, at almindelige muslimer i totalitære lande vil tage disse idealer til sig, og at der derfor i det lange løb kun kan blive én vinder af denne ideologiske styrkeprøve. Den samme tro som modige og fremsynede mennesker havde på, at Japan og Tyskland kunne blive liberale demokratier på trods af disse landes blodige historie, og på at vestens frihed og markedsøkonomi ville køre kommunismens diktatur og planøkonomi i sænk.

De kultur-konservative derimod taler meget om vestlig civilization og frihed, men når de endelig besværer sig med at komme med løsningsforslag er de alle hentet i kollektivismen: repatrieringer, hermetisk lukkede grænser, overvågning, tortur. De kultur-konservative har i virkeligheden mistet troen på den frihed som de udadtil hylder og friheden kan altid ofres i nødvendighedens navn. Når de kulturkonservative er værst lyder de som den yderste venstrefløjs evindelige dommedagsprofeter, når disse i antikapitalismens navn lover klodens undergang på grund af forurening, kløften mellem udbyttede fattige og udbyttende rige, eller overbefolkning.

Truslen fra islamismen skal naturligvis tages alvorligt og hårdt skal sættes mod hårdt når påkrævet såsom f.eks. med invasionen af Afghanistan (og der skal heller ikke meget mere til før jeg ville støtte et taktisk angreb på Iran). Men den endelige sejr kan kun vindes ved at insistere på den frihed, der gør vesten unik.

Bedste "nye klassikere"? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2006. 7 svar

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Ugens citat: Steyn om relativistisk multikulturalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. januar 2006. 10 svar

Den velskrivende Mark Steyn har onsdag et længere indlæg i Wall Street Journal.  Det er som helhed en anelse mere deprimerende, end jeg foretrækker, men så længe det er så velformuleret og tankevækkende som dette, går det nok:

“The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society. It’s a quintessential piece of progressive humbug.

Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. …

In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.“

Velkommen til Vesten!

Af Mikael Jalving, den 4. januar 2006. Skriv et svar

Man kan ikke sige andet, end at herboende muslimer for alvor er ved at blive integreret i det danske samfund, når det gælder debatten. Der går næsten ikke en dag, uden at en muslimsk organisation, talsmand eller ambassadør bliver citeret, gerne på forsiden eller i den bedste sendetid. Og så endda før sporten!

Det er imidlertid et plus, som også Klaus Wivel noterede i Weekendavisen forleden. Det er et plus, fordi det viser, at herboende indvandrere er godt på vej til at blive en del af Meningsdanmark på linje med alle mulige andre befolkningsgrupper, hvad enten man så sympatiserer med den ene eller den anden eller slet ikke. For mit eget vedkommende bliver jeg nærmest dagligt provokeret af Islamisk Trossamfund eller diverse imamer, men det er underordnet. Provokation er vejen frem for debatten, længere er den ikke, lige meget hvad den pæne tone siger. Den pæne tone er ingen tone, og tolerance er kun tolerance, hvis man tåler modpartens synspunkter, og ikke, hvis man forsøger at lægge låg på dem. Derfor må man sluge sine kameler, kristen, muslim, buddhist eller hedning. Velkommen til Vesten!

Platon i vintermørket

Af Mikael Jalving, den 3. januar 2006. 4 svar

Vintermørket sænker sig over den nordlige halvkugle og de, der egentlig skulle levere lys, bringer mere mørke. Tag nu f.eks. Erik Jørgen Hansen, professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han er modstander af, at folkeskolernes karaktergennemsnit offentliggøres. Det bliver de nu heller ikke.

Hvor undervisningsministeren gerne ville offentliggøre kendsgerningerne, er professoren imod, og nu lader det til, at ministeren har opgivet kampen. Der er jo også mange andre kampe at kæmpe på netop dét område.

“Det er vanvittigt”, udtalte professoren, da sagen stod på, fordi “den umiddelbare følge er, at forældrene fravælger skoler med lave karakterer”. Tja. Nu skal man som bekendt passe på med at tale på andres vegne, men det virker umiddelbart forståeligt, at forældre gerne vil give deres afkom den bedst mulige start på tilværelsen, herunder en god eller bare rimelig god skolegang. Urimeligt? Nej, det er svært at se.

Til en god start på tilværelsen plejer oplysning at være gavnligt, men ikke hvis man er professor i pædagogisk sociologi. Så er det mere dunkelt. Som en anden Platon véd Erik Jørgen Hansen, hvad der er bedst for borgerne, og det er ikke lys. Lys får de rebelske undersåtter til at tænke rationelt, og det er farligt eller undergravende for den sociale orden, når det nu er meget bedre, at andre tænker professoralt for dem. F.eks. Erik Jørgen Hansen. Kun således sikrer vi, at alle er lige uoplyste og ufrivillige, hvorefter dansken kan fortsætte sin jævne og triste gang på jord til alles ligelige utilfredshed.

Fra dette vintermørke kan det kun gå fremad.

Punditokraterne ønsker godt nytår!

Af Redaktionen, den 1. januar 2006. Skriv et svar

Vi Punditokrater ønsker hinanden og vores læsere et godt og lykkeligt nyt år–med fred og frihandel for alle!

Samtidigt skal der lyde en tak til vores læsere.  2005 var bloggens første år, og vi synes, at det generelt gik godt: Vi har siden marts 2005 haft knap 60.000 "unikke" besøgende, ca. 130.000 sidevisninger og ligger generelt på en 4., 5. eller 6. plads blandt chart.dk's danske politiske websites.  Det synes vi selv er en god begyndelse.

PS.  Og nå ja, i den politiske korrektheds navn: Happy Kwanzaa!