Smagen af bøf

Af admin, den 25. januar 2006. 7 svar

Som det er blevet bemærket flere gange, er min dækning af Afghanistan og Irak her på bloggen uhyre ensidig. Det udtrykker en arbejdsdeling med MSM: de rapporterer ensidigt det negative, og jeg ensidigt det positive. Naturligvis findes der undtagelser, som det fremgår af det følgende, men det dækker vist meget godt billedet.

Dagens meningsmåling, der som alle andre meningsmålinger skal tages med en sæk salt, er fra BBC og finder, at afghanere og irakere er blandt de mest optimistiske, når det gælder deres økonomiske fremtid.

Ahm, ikke just det resultat man ville forvente fra folk, der lever i et kaotisk terrorhelvede på vej mod den totale borgerkrig, som MSM ynder at fremstille det…

A propos BBC, så er her en lille posting om journalisten Justin Webb, der kom til at ymte noget om det ukritiske ved den fremherskende USA-kritiske indstilling i BBC. Som Kenneth Plummer før ham, slap han ikke videre godt fra det (som sædvanligt: hat tip Instapundit).

Som så ofte før afsluttes denne posting med forundring over, at MSM er, som de er. Hvorfor denne konformitet i fordømmelsen af Bush, Irak, etc., der – med Berlingskes udlandsredaktør som en forsigtig undtagelse – præger dansk journalistik.

Skyldes det blot, som nævnt i postingen om Webb, at det er lettere at kritisere åbne demokratier? Altså at svaret er dovenskab.

Eller skyldes konformiteten fejhed? For det synes at ville skade ens omdømme i Dansk Journalistforbund at skrive positivt om Afghanistan og Irak, på samme måde, som det skader ens udsigter til at begå sig i Landsforeningen af Veganere, hvis man bidrog til deres foreningsavis Salatbladet med en opskrift på langtidsstegt dyrekølle.

Med risiko for nok engang at blive misforstået i kommentarspalten ndf. og få en bande militante veganere på nakken, spørger jeg uforfærdet, om der dog ikke er nogle journalister derude i MSM, som er ved at være træt af slatten salat og trænger til en god bøf?

Det Løse … Nu på dansk

Af Nicolai Foss, den 25. januar 2006. 22 svar

Syfilis var i England i forne tider kendt som "den franske syge." Det var den gang franske "philosophes" var af den fornuftige og robuste art á la Voltaire, (nogle af) encyclopædisterne, Turgot, etc.,  Fransk filosofi har som bekendt ændret sig siden hen, og stort set kun til det værre. Den franske syge har fået en anden betydning, om end det stadig er noget der slår sig på hjernen, dog ikke nu i tredje stadie, men snarere i første.

Den franske syge er i dag den epidemi, der har spredt sig særligt indenfor humaniora, men også indenfor de mere løst funderede samfundsvidenskaber, særligt sociologi og antropologi, og hvis smittekilder er skribenterne (som Roger Scruton vil jeg ikke bruge ordet "filosoffer" om dem) Michel Foucault,  Jacques Derrida, og Gilles Deleuze (blandt de kendteste). 

Disse er i varierende grad forskruede. Foucault er til tider til at forstå, og denne punditokrat har læst passager hos Focault som han dels forstod, dels var enig med, om end han i modsætning til Foucaults utallige epigoner aldrig har været i stand til at se nogen særlig dybde i platituderne.  

Den klart mest besynderlige af den mystiske treenighed er Gilles Deleuze.  Her er et af mine favorit Deleuze-citater: "There is a book from which one can learn many things, entitled Sexual Life in Ancient China …. This book shows clearly that manuals of love and manuals of military strategy are indiscernible, and that new strategic and military statements are produced at the same time as new amorous statements.  That's curious.  I ask myself:  OK, how can we extract ourselves, at the same time, from a structuralist vision that seeks correspondences, analogies and homologies, and from a Marxist vision that seeks determinants.  I indeed see one possible hypothesis, but it's so confused … It's perfect. It would consist in saying: at a given moment, for reasons that, of course, must still be determined, it is as if social space were covered by what we would have to call an abstract machine. We would have to give a name to this non-qualified abstract machine, a name that would mark its absence of qualification, so that everything would be clear. We could call it — at the same time, this abstract machine, at a given moment, will break with the abstract machine of the preceding epochs — in other words, it will always be at the cutting edge … thus it would receive the name machinic point" (fra www.webdeleuze.com).  Sådan bliver det ved. 

Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk.  I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen.    

Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, "arbolisk" filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye "rhizomatiske" filosofi er non-lineær, "nomadisk," anarkisk, heterogen, etc.  Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes "rhizomatisk-nomadisk modstand" over for kapitalismen.  Det har blandt andet noget med internettet at gøre.

Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie.  Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

FN og den globale kollektive moral

Af Jacob Mchangama, den 25. januar 2006. 1 svar

"FN er langt bedre end sit rygte", hedder overskriften i en kronik i Berlingske af d.d., skrevet af sociologen Morten Felding (MF), som er ansat i Undervisningsministeriet.

MF anerkender, FN fiaskoer som Rwanda, Darfur og olie for mad skandalen med rette har tæret på FNs troværdighed (MF undlader dog at inkludere fiaskoer såsom Congo, Bosnien og Kosovo). Men ifølge MF gør FNs øvrige virksomhed, at man på trods af fiaskoerne må kvalificere FN som en succes:

Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal…findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime. Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.

Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.

Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan. På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.

Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over. Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.

 

Det er interessant at kaste et blik på FNs kvindekonvention (CEDAW), som MF altså anser som det ypperste udslag af FNs internationale arbejde, og som altså overstråler de ovennævnte fiaskoer. Det skal indledningsvist siges, at MF kraftigt overvurderer betydningen af denne (og mange andre) FN traktat. Disse traktater ratificeres rask væk af verdens stater, men inkorporeres sjældent i national lov, hvor de tillige fylder meget lidt. Endvidere har et meget stort antal stater tilføjet reservationer til deres ratifikation, således, at dele af traktaten ikke binder disse stater.

CEDAWS præambel starter fint med en ordlyd, som enhver, der støtter frihedsrettigheder kan erklære sig enig i:

 

Noting that the Charter of the United Nations reaffirms faith in fundamental human rights, in the dignity and worth of the human person and in the equal rights of men and women,

Noting that the Universal Declaration of Human Rights affirms the principle of the inadmissibility of discrimination and proclaims that all human beings are born free and equal in dignity and rights and that everyone is entitled to all the rights and freedoms set forth therein, without distinction of any kind, including distinction based on sex.

Derefter begynder man dog at blive bekymret, for hvilken ny international økonomisk orden baseret på lighed og retfærdighed er det lige FN-systemet har i tankerne?:

Convinced that the establishment of the new international economic order based on equity and justice will contribute significantly towards the promotion of equality between men and women

 

Herefter går FN-systemet I politisk korrekt selvsving og følgende, for konventionens område fuldstændigt irrelevante formulering, optræder:

 

Emphasizing that the eradication of apartheid, all forms of racism, racial discrimination, colonialism, neo-colonialism, aggression, foreign occupation and domination and interference in the internal affairs of States is essential to the full enjoyment of the rights of men and women,

Affirming that the strengthening of international peace and security, the relaxation of international tension, mutual co-operation among all States irrespective of their social and economic systems, general and complete disarmament, in particular nuclear disarmament under strict and effective international control, the affirmation of the principles of justice, equality and mutual benefit in relations among countries and the realization of the right of peoples under alien and colonial domination and foreign occupation to self-determination and independence, as well as respect for national sovereignty and territorial integrity, will promote social progress and development and as a consequence will contribute to the attainment of full equality between men and women,

 

Det bliver også hurtigt klart, at de materielle rettigheder i CEDAW ikke har meget at gøre med lighed for loven. Artikel 1 lyder f.eks.:

 

For the purposes of the present Convention, the term "discrimination against women" shall mean any distinction, exclusion or restriction made on the basis of sex which has the effect or purpose of impairing or nullifying the recognition, enjoyment or exercise by women, irrespective of their marital status, on a basis of equality of men and women, of human rights and fundamental freedoms in the political, economic, social, cultural, civil or any other field.

 

Ordene "effect" og "any other field" gør potentielt CEDAW uhåndterlig og vilkårlig, idet det vil kunne gøres gældende, at denne eller hin ordning medfører, at kvinder bliver diskrimineret alene på baggrund, af at der f.eks. i en bestemt branche er flere mænd end kvinder.     

CEDAWS artikel 3 lyder:

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

States Parties shall take in all fields, in particular in the political, social, economic and cultural fields, all appropriate measures, including legislation, to en sure the full development and advancement of women , for the purpose of guaranteeing them the exercise and enjoyment of human rights and fundamental freedoms on a basis of equality with men.

Problemerne med artikel 1s brede anvendelsesområde forstærkes, af artikel 3, da det her bliver klart, at det ikke kun er staten der ikke må diskriminere. Private må heller ikke diskriminere hverken direkte eller indirekte og ej heller selv om "diskriminationen" var en uforudselig følge af et individs eller virksomheds i øvrigt legitime adfærd. Staten er tilmed forpligtet til at skride ind med tiltag af lovgivnings- og
administrativ karakter, de
r skal sikre kvinder lige vilkår. Det er ikke svært at se, at mænds og kvinders individuelle præferencer er uforenelige med CEDAW, der i den grad er et udslag af konstruktivisme og gift for et frit samfund baseret på en spontan orden, hvor kvinder som følge af deres præferencer og frie valg muligvis er overrepræsenteret i sundhedssektoren, men underrepræsenteret i f.eks. revisionsbranchen.    

Artikel 4 fastslår, at positiv særbehandling er berettiget. Det er altså forbudt at diskriminere på baggrund af køn, bare ikke når det går udover mænd.  

CEDAWs konstruktivistiske hybris bliver endnu mere manifest i artikel 5, som tillige får mere end en snært af totalitarisme:  

States Parties shall take all appropriate measures:

(a) To modify the social and cultural patterns of conduct of men and women, with a view to achieving the elimination of prejudices and customary and all other practices which are based on the idea of the inferiority or the superiority of either of the sexes or on stereotyped roles for men and women;

Staten er altså forpligtet til at ændre dets borgeres sociale og kulturelle adfærdsmønstre. Udover, at en stat der har en sådan magt aldrig vil kunne respektere dets borgeres basale frihedsrettigheder, rejser spørgsmålet om, præcis hvilke sociale og kulturelle adfærdsmønstre vi alle skal tillægge os, og hvem der skal definere og sanktionere dem for os?

CEDAW er virkeligheden en hån mod kvinder idet konventionen antager, at kvinder automatisk er svage ofre der ikke kan stå på egne ben uden hjælp fra staten. Når man kigger rundt i verden (især den islamiske) er der god grund til at kæmpe for kvinders rettigheder. Men kampen må gå på kvinders ret til formel lighed for loven og dermed kvinders ret til at leve deres liv som de selv vil, om det så betyder turbokarriere eller et liv som hjemmegående husmor. Fuldstændig materiel lighed mellem kønnene fornægter både mænds og kvinders individuelle præferencer og kan kun opnås, såfremt staten gives adgang til at træffe alle valg for os og dermed adgang til at dirigere vores liv i enhver detalje.     

CEDAW, samt en lang række menneskerettighedstraktater i FN regi (dog ikke alle), fortjener således ikke hyldest som værende udtryk for en "global kollektiv moral", men derimod kritik, idet de er uforenelige med og ødelæggende for de klassiske frihedsrettigheder. Desværre er der alt for få borgerligt-liberale der fremkommer med sådan kritik, enten fordi man er bange for, at være i opposition til noget så fundamentalt som menneskerettigheder, eller fordi udvandingen af de klassiske frihedsrettigheder har udhulet menneskerettighedsbegrebet så meget, at man helt har opgivet disse rettigheder. Begge holdninger er farlige, menneskerettigheder må ikke blive kollektivismens enerådige domæne. I så fald vil vi hurtigt finde ud af, at de frihedsrettigheder vi nu nyder rent faktisk betyder noget på trods af deres indskrænkede anvendelsesområde.

En god investering

Af Nicolai Foss, den 24. januar 2006. 5 svar

Her er et tip om en investering med en endog meget stor intern rente, ikke mindst for det publikum der interesserer sig for økonomiske, historiske, og politologiske emner af den art som Punditokraterne ofte skriver om: For en særdeles beskedent, men indkomstafhængig betaling på mellem 64 og 90 USD (rabat for studerende og familiemedlemmer) kan man erhverve sig et medlemskab af American Economic Association.

Der er — så vidt jeg ved — ingen krav om at man er akademisk økonom eller har speciel indsigt i økonomi for at blive medlem.  Elsebeth Gerner Nielsen, Kjeld Holm eller Johannes Andersen kan melde sig ind hvis de har lyst.  

Charmen ved medlemskabet er ikke så meget at man bryste sig af at være med i den samme forening som adskillige nobelpristagere, tidligere US udenrigsministre (George Shultz), fremtrædende klassisk-liberale (og, indrømmet, en del af helt modsat politisk observans), etc., nej, det er de tre tidsskrifter som automatisk følger med medlemskabet: The American Economic Review, The Journal of Economic Literature og The Journal of Economic Perspectives.

AER er flagskibet, ét af de mest prestigiøse tidsskrifter i økonomi overhovedet.  Niveauet er tårnhøjt, matematik-anvendelsen er særdeles heftig, og mange akademiske økonomer vil næppe kunne forstå majoriteten af artiklerne i et givet nummer.  Men mange af artiklerne er alligevel ganske tilgængelige, særligt de der vedrører økonomisk politik og økonomisk historie, og som derfor ofte har et empirisk indhold. Særligt politologer burde ofte kunne finde noget af interesse. Fra det sidste nummer denne Punditokrat har modtaget (september 2005 – der har vist været problemer med distributionen i 2005!) kan nævnes en artikel af Alberto Alesina og George-Marios Angeletos, "Fairness and Redistribution." I en model med multiple ligevægte analyserer de forskellene mellem den politiske støtte til redistribution i Europa og USA og de underliggende forskelle i "social perceptions" der betinger denne støtte (amerikanere mener at fattigdom overvejende skyldes ringe indsats eller dårlige valg; europæere ser på fattigdom som en fælde, det er umuligt at komme ud, etc. etc.). (Danskerne ligger i øvrigt næsthøjest (efter brasilianerne) i procent af befolkningen der mener at indkomst er overvejende bestemt af held).

Men de to andre tidsskrifter i buketten vil have bredere appel end AER. Journal of Economic Literature har altid en række  (3-4) særdeles velskrevne, lange oversigtsartikler (om stort set ethvert tænkeligt samfundsvidenskabeligt emne), samt en række lange bog-anmeldelser.  I det sidst modtagne nummer af JEL (også September 2005) har førnævnte Alesina (sammen med Eliana La Ferrara) en meget læsværdig artikel om "Ethnic Diversity and Economic Performance," hvor de blandt andet argumenterer for at etnisk fragmenterede samfund har vanskeligt ved at tilvejebringe en række offentlige goder, men til gengæld er mere produktive.  Mens der er solid empirisk backing for den første påstand, kniber det med den anden.  For de historisk interesserede og de der er interesserede i at forstå hvordan socialistiske samfund forsøger at hænge sammen uden priser er der en spændende artikel af Paul Gregory og Mark Harrison, "Allocation under Dictatorship: Research in Stalin's Archives, der belyser den måde hvorpå Stalin og hans kumpaner improviserede sig igennem økonomiske beslutninger.  

Journal of Economic Perspectives er givetvis det ud af treenigheden der har den bredeste appel. Igen er der er tale om velskrevne artikler der ofte har oversigtspræg, og hvor det formelle niveau sjældent er højere end at gymnasiematematik er fuldt tilstrækkeligt.  Summer 2005-nummeret burde få enhver fornuftig politologs og klassisk-liberals mundvand til at løbe.  Der er fremragende artikler om korruption (Jakob Svensson), "Law, Endowments and Property Rights," (Ross Levine), "The Constitutional Dilemma of Economic Liberty" (Barry Weingast), og to artikler om Adam Smith, hvoraf den ene handler om Smith's Theory of Moral Sentiments og den anden argumenterer for at Smith, langt fra at foregribe Max U, havde en særdeles realistisk og moderne opfattelse af menneskelig motivation og kognition.

Det går den gale vej

Af admin, den 24. januar 2006. 6 svar

Nej, overskriften har ikke noget at gøre med Irak, hvor det som bekendt for alle andre end MSM fortsat går den rigtige vej mod et stadigt bedre fungerende demokrati og stadigt dårligere for lystmorderne i al-Qaeda, som nu er i åben krig med flere sunni-modstandsgrupper.

Det angår Aho-gruppen. Og nej, det er ikke en norsk popgruppe, men tæt på sådan rent geografisk. Det er en ekspertgruppe under ledelse af den tidl. finske statsminister Esko Aho (åh, ham!)

Gruppen gav sin rapport i fredags til Europa Kommissionen. Har De ikke set det i Deres avis? Så er det fordi, De ikke læser Information, der som eneste MSM omtaler rapporten i dagens udgave. Forståeligt nok, da den må bekymre avisens aldrende læserkreds af offentligt ansatte socialister. Eller De kunne have læst det i The Telegraph, hvor Mark Steyn meget naturligt leger hvad-sagde-jeg.

Det er da også deprimerende læsning. Her er et par uddrag:

Europe and its citizens should realise that their way of life is under threat but also that the path to prosperity through research and innovation is open if large scale action is taken now by their leaders before it is too late. (…)

Europe must break out of structures and expectations established in the post-WW2 era which leave it today living a moderately comfortable life on slowly declining capital. This society, averse to risk and reluctant to change, is in itself alarming but it is also unsustainable in the face of rising competition from other parts of the world. For many citizens without work, or in less-favoured regions, even the claim to comfort is untrue.

God citatskik byder mig påpege, at den Knud Heinesenske fremhævelse (Hvem? Ham med “afgrundens rand“. Nå, ham. Ja, ham. Altså ungdommen nu til dags…) i første afsnit er fra originalen. Nej, ikke Aho, den originale rapport.

Som det kan forventes af en offentlig rapport rettet mod Kommissionen, er løsningen på alle vores problemer flere store planer. Spørger man en frø, hvad der er løsningen på et problem, vil den formodentlig også foreslå, at man hopper. Og hvis man spørger en frø, er man vel kun lidt mere ude at svømme, end hvis man spørger en gruppe eksperter om Europas problemer. Medmindre den sidder på bredden. Men jeg fortaber mig.

Man kan mene om rapportens konklusioner, hvad man vil. Men den peger på nogle problemer i vores gamle velfærdsomklamrede Europa, som man bør beskæftige sig med.

På denne blog vil vi bl.a. fremhæve det pudsige, at rapporten ser det som et problem, at venture capital-branchen har sværere ved at rejse den kapital, som giver den navn og gør den til en fristende syndebuk for ubefæstede politikere. Se herom den seneste posting fra vores underjordiske punditokrat.

Er alt tabt, som Steyn og ligesindede gerne antager? Ikke nødvendigvis. Da Knud Heinesen (Hvem? Nu holder du op!) advarede om afgrunden, gav det et kulturchock, som socialdemokraterne aldrig rigtig har overvundet. Landet kom væk, ikke langt nok, men alligevel nok til, at der fortsat er håb.

Noget tilsvarende kan ske for EU, især hvis vi dyrker det nye Europa, dvs. de baltiske og centraleuropæiske nye medlemsstater. De har sunde instinkter, bl.a. deres aversion mod statsstyring, deres støtte til USA og deres ligestilling af nazisme og kommunisme. De er endnu ikke korrumperede af EUs støtteordninger, og selvom den slags gift virker hurtigt på tankebanerne, kan de stadig danne modvægt til de mere terminale tilfælde blandt de gamle medlemsstater.

Men det kræver en mere aktiv indsats fra vores egne politikere i EU, og en evne til at forstå problemerne, som de endnu har tøvet med at vise.

Store stygge kapitalfonde

Af Dr.Mephisto, den 23. januar 2006. 2 svar

Dagens ret er velrenommerede danske virksomheder. Den store stygge ulv er de udenlandske kapitalfonde. Den gode gamle statsvirksomhed TDC er ved at blive opslugt – og snart kommer turen til Tietgens gode gamle GN store nord og landbrugsklenodiet Danisco.

Nyrup og Bendtsen råber vagt i gevær.

Men hvorfor egentlig? Kapitalfondene gør blot, hvad enhver aktionær kan gøre: De køber aktier noteret på Københavns Fondsbørs.

Er der tale om en markedsfejl? Nej – tværtimod. En række af de udsatte virksomheder har helt bevidst fjernet de "overtagelsesværn", som de tidligere opererede med. Således fjernede TDC's generalforsamling i 2005 den begrænsning, som gjorde, at ingen andre end Ameritech – senere SBC Communications – kunne eje mere end 9,5 procent af selskabets aktier.

TDC har således gjort sin aktie mere interessant.

Andre virksomheder bevarer deres ejerlofter, stemmeretsbegrænsninger, og A/B aktier. Det er alt sammen ordninger, som har til formål at regulere ejerskabet i virksomheden. Enten med det formål at "sprede magten" som f.eks. når Jyske Bank opererer med stemmeretsbegrænsninger. Eller med det formål at samle magten hos en dominerende aktionær som f.eks. når APM eller Novo opererer med A/B-aktier, hvor A-aktierne på forhånd sidder på flertallet af stemmerne.

Nogle mener, at virksomhederne skal forbydes at operere med vedtægter, som på den måde tildeler nogle aktionærer mere eller mindre magt. Det gælder sjovt nok Nyrups partifæller i Socialdemokratiet!

Men hvorfor balnde sig i, hvordan virksomhederne og deres ejere har indrettet sig? Det er vel deres eget problem!

Nogle mener, at der er store fordele for aktionærerne ved, at alle aktier står lige, og uden videre kan opkøbes. Andre mener, at der er store fordele ved, at én enkelt dominerende aktionær (A-aktionæren) varetager det kollektive gode at holde øje med om de ansatte direktører nu også arbejder for ejerne og ikke for sig selv. Igen andre mener, at det er vigtigt, at virksomheder er svære at overtage, så de kan lægge en langsigtet strategi.

Den store fordel ved det danske marked er, at der er konkurrence mellem ejerskabsformerne. Vi kan til enhver tid vælge, om vi vil købe aktier i et "åbent" selskab som f.eks. GN store nord eller et "lukket" som Jyske Bank.

Politikerne har bare at holde sig væk. Og hvis endelig kritikerne af kapitalfondene ønsker politisk handling, kunne de jo bare ændre lovgivningen, så der var flere ejerskabsformer at vælge imellem. I dag er det f.eks. forbudt at udstede stemmeløse aktier (eneste virksomhed med den slags er erhvervsklenodiet over dem alle: APM).

 

It's the government, stupid! II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2006. 1 svar

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

Ugens citat: B.-H. Lévy om USA, Frankrig og integration

Af Redaktionen, den 22. januar 2006. 2 svar

Wall Street Journal havde lørdag et interview med den franske filosof fra det man ca. 1980 kaldte “det nye højre”, Bernard-Henri Lévy.  Lévy har i de seneste måneder haft en artikelserie om USA i det fortrinlige Atlantic Monthly (som ethvert begavet menneske burde læse), og denne kommer nu kommer i bogformat.  I den forbindelse dette interessante interview, hvori Lévy bl.a. forsvarede USA og kritiserede Irak-krigen:

“Mr. Lévy regards his own criticism of America not as anti-Americanism, but as tough love. He is an assiduous believer in America’s “manifest destiny,” and expects this country, clearly, to uphold the highest standards–as he sees them. Some of these standards he would prescribe to France, in particular the American approach to citizenship. He contrasts the “model of Dearborn”–the Detroit suburb, home to significant numbers of contented Arab-Americans–with the “model of St. Denis,” the Parisian banlieu where discontented Arab immigrants (never referred to as Arab-Frenchman) ran riot late last year. “What is good about America is that in order to be a citizen, you are not asked to resign from your former identity. You cannot tell Varadarajan or Lévy, ‘You have to erase from your mind the ancestors you had.’ In France, we erase.”

America, Mr. Lévy concludes, “is a factory of citizens, which has some defects, some problems, but the country works, not too badly. Better, I think, than mine.””

Nedlæg forsvaret!

Af Mikael Jalving, den 20. januar 2006. 6 svar

Først var det historien om, at danske værnepligtige opfordres til at skyde for at dræbe, der tog avisernes forside. Værnepligtige stod i kø for at græde ud, Hærens Konstabel- og Korporalforening tog afstand fra det uhyrlige, og forsvaret lovede at kuglegrave sagen. For det kunne da ikke passe.

Dernæst var det historien om, at danske soldater i Afghanistan skulle være med til at rydde opiumsmarker, fordi opiumshandel er med til at finansiere al-Quada. Det kunne heller ikke passe, eftersom truslen mod de danske soldater “vil stige markant”, hvis de danske styrker “bliver mere involveret i narkotikabekæmpelsen”, sådan som Forsvarets Efterretningstjeneste kunne oplyse. Efter spørgsmål fra SF afviste både udenrigsministeren og forsvarsministeren, at danske soldater skal være med til at rydde valmuemarker i de farlige Taleban-dominerede områder. På Berlingske Tidenses spørgsmål om, hvad de danske soldater skal gøre, når de kommer forbi en opiumsmark, svarede udenrigsministeren: “Så skal de sige til den afghanske regering, at her er en opiumsmark”. De skal altså ikke tage affære? “Nej, det skal de ikke”.

I dag var det så forsidehistorien om, at samme soldater skal være med til at jagte Taleban-terrorister i Afghanistan. Igen afviser udenrigsministeren det ondsindede rygte. Han udtaler: “Der er mange forskellige opgaver, de skal varetage. Men det er den amerikanske styrke, der jagter terrorister”.

Så er det, man får lyst til at spørge punditokratisk: Er danske soldater ikke længere soldater? Er de i takt med den almindelige, blødgørende tidsånd blevet til en slags hjælpe- og socialarbejdere i uniform – eller er det bare hykleri og halve vinde?

Hvis danske soldater ikke længere må forsvare sig selv, landet og de aktioner, landets regering sender dem ud på, så nedlæg forsvaret. Så kan det være ligemeget. Hvad har vi gjort for at leve i sådan et land?

Viva Reagan!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2006. 6 svar

Til de “historisk udfordrede”: Det er i dag 25 år siden, at Ronald W. Reagan blev indsat i embedet som USA’s 40. præsident, og i dagens anledning er det vel nok værd at sende “the Gipper” en venlig tanke.

Nuvel, som øverste chef for den udøvende magt i verdens mægtigste nation får man uvilkårligt lidt … skidt … på fingrene—selv når man i øvrigt efter alt at dømme har en generelt pletfri karakter.  Og selv de mest “die hard” Reaganistas (Søren Pind? Morten Holm? Finn Ziegler?) må vel erkende, at det langt fra var alt, der gik, som det skulle—især ikke i 2. embedsperiode.  Jeg vil ikke gå så langt som Murray Rothbard gjorde i 1989 i hans—som altid—afsindigt velskrevne (og spydige) essay, “Ronald Reagan: An Autopsy”, men snarere sige at Reagan var en mand, hvor der ikke helt var konsistens mellem ambitionerne/retorikken og de faktiske resultater.

Men det ville også have været svært.  Tænk på, hvor revolutionært det var i 1981 at sige ting som disse i sin indsættelsestale:

“[G]overnment is not the solution to our problem; government is the problem. From time to time we’ve been tempted to believe that society has become too complex to be managed by self-rule, that government by an elite group is superior to government for, by, and of the people. But if no one among us is capable of governing himself, then who among us has the capacity to govern someone else? …

We are a nation that has a government — not the other way around. And this makes us special among the nations of the earth. Our Government has no power except that granted it by the people. It is time to check and reverse the growth of government which shows signs of having grown beyond the consent of the governed. …

Freedom and the dignity of the individual have been more available and assured here than in any other place on earth. The price for this freedom at times has been high, but we have never been unwilling to pay that price.

It is no coincidence that our present troubles parallel and are proportionate to the intervention and intrusion in our lives that result from unnecessary and excessive growth of Government.

It is time for us to realize that we are too great a nation to limit ourselves to small dreams. We’re not, as some would have us believe, doomed to an inevitable decline. I do not believe in a fate that will fall on us no matter what we do. I do believe in a fate that will fall on us if we do nothing.”

Og mens Rothbard nok havde ret i, at Reagans resultater af mange på den amerikanske højrefløj er blevet overdrevet, så er de nu ikke alle helt sådan at kimse af—især ikke når der anlægges et lidt længere tidsperspektiv.  Wall Street Journal har fredag en hyldest og opsummering i en lederartikel, der passende hedder “Still Morning in America: Reaganomics 25 Years Later”:

“Twenty-five years ago today, Ronald Reagan was inaugurated as the 40th President of the United States promising less intrusive government, lower tax rates and victory over communism. On that same day, the American hostages in Iran were freed after 444 days of captivity. If the story of history is one long and arduous march toward freedom, this was a momentous day well worth commemorating.

All the more so because over this 25-year period prosperity has been the rule, not the exception, for America–in stark contrast to the stagflationary 1970s. Perhaps the greatest tribute to the success of Reaganomics is that, over the course of the past 276 months, the U.S. economy has been in recession for only 15. That is to say, 94% of the time the U.S. economy has been creating jobs (43 million in all) and wealth ($30 trillion). More wealth has been created in the U.S. in the last quarter-century than in the previous 200 years. The policy lessons of this supply-side prosperity need to be constantly relearned, lest we return to the errors that produced the 1970s.”

For de sentimentale har Heritage Foundation i dagens anledning lavet et helt nyt website dedikeret til Reagan—hvor man bl.a. kan sample gamle citater, hyldesttaler m.v., men hvor man også kan læse tænketankens mere kritiske bemærkninger om Reagan-periodens mindre vellykkede elementer.

En anden mulig måde at fejre dagen på er denne: Tag en øl (men ikke en Budweiser!), spænd dit AuH2O badge på jakkereversen, sæt dig til rette, smæk cowboystøvlerne på bordet, og se og lyt til videooptagelsen af den tale (kendt som “The Speech” eller “A Time for Choosing”), som Reagan i 1964 holdt for Barry Goldwaters præsidentkampagne:

“This is the issue of this election: Whether we believe in our capacity for self-government or whether we abandon the American revolution and confess that a little intellectual elite in a far-distant capitol can plan our lives for us better than we can plan them ourselves.

You and I are told increasingly we have to choose between a left or right. Well I’d like to suggest there is no such thing as a left or right. There’s only an up or down — [up] man’s old — old-aged dream, the ultimate in individual freedom consistent with law and order, or down to the ant heap of totalitarianism. And regardless of their sincerity, their humanitarian motives, those who would trade our freedom for security have embarked on this downward course.

In this vote-harvesting time, they use terms like the “Great Society,” or as we were told a few days ago by the President, we must accept a greater government activity in the affairs of the people. But they’ve been a little more explicit in the past and among themselves; and all of the things I now will quote have appeared in print. These are not Republican accusations. For example, they have voices that say, “The cold war will end through our acceptance of a not undemocratic socialism.” Another voice says, “The profit motive has become outmoded. It must be replaced by the incentives of the welfare state.” Or, “Our traditional system of individual freedom is incapable of solving the complex problems of the 20th century.” Senator Fullbright has said at Stanford University that the Constitution is outmoded. He referred to the President as “our moral teacher and our leader,” and he says he is “hobbled in his task by the restrictions of power imposed on him by this antiquated document.” He must “be freed,” so that he “can do for us” what he knows “is best.” …

Well, I, for one, resent it when a representative of the people refers to you and me, the free men and women of this country, as “the masses.” This is a term we haven’t applied to ourselves in America. But beyond that, “the full power of centralized government” — this was the very thing the Founding Fathers sought to minimize. They knew that governments don’t control things. A government can’t control the economy without
controlling people. And th
ey know when a government sets out to do that, it must use force and coercion to achieve its purpose. They also knew, those Founding Fathers, that outside of its legitimate functions, government does nothing as well or as economically as the private sector of the economy. …

Now it doesn’t require expropriation or confiscation of private property or business to impose socialism on a people. What does it mean whether you hold the deed to the — or the title to your business or property if the government holds the power of life and death over that business or property? And such machinery already exists. The government can find some charge to bring against any concern it chooses to prosecute. Every businessman has his own tale of harassment. Somewhere a perversion has taken place. Our natural, unalienable rights are now considered to be a dispensation of government, and freedom has never been so fragile, so close to slipping from our grasp as it is at this moment. …

You and I know and do not believe that life is so dear and peace so sweet as to be purchased at the price of chains and slavery. If nothing in life is worth dying for, when did this begin — just in the face of this enemy? Or should Moses have told the children of Israel to live in slavery under the pharaohs? Should Christ have refused the cross? Should the patriots at Concord Bridge have thrown down their guns and refused to fire the shot heard ’round the world? The martyrs of history were not fools, and our honored dead who gave their lives to stop the advance of the Nazis didn’t die in vain. Where, then, is the road to peace? Well it’s a simple answer after all.

You and I have the courage to say to our enemies, “There is a price we will not pay.” “There is a point beyond which they must not advance.” And this — this is the meaning in the phrase of Barry Goldwater’s “peace through strength.” Winston Churchill said, “The destiny of man is not measured by material computations. When great forces are on the move in the world, we learn we’re spirits — not animals.” And he said, “There’s something going on in time and space, and beyond time and space, which, whether we like it or not, spells duty.”

You and I have a rendezvous with destiny.

We’ll preserve for our children this, the last best hope of man on earth, or we’ll sentence them to take the last step into a thousand years of darkness.

We will keep in mind and remember that Barry Goldwater has faith in us. He has faith that you and I have the ability and the dignity and the right to make our own decisions and determine our own destiny.”

Den er sgu’ til at blive både sentimental og helt oprørsk af.

Magtesløse medier?

Af admin, den 20. januar 2006. 2 svar

Som det fremgår af forsiden på dagens Berlinger, synes medierne nu at gøre klar til en dæmonisering af krigen i Afghanistan, der modsvarer dækningen af Irak.

Det har længe undret mig, at de ikke har gjort det noget før. I opløbet til og under krigen i Afghanistan var der den samme indsats fra anti-krigsbevægelsen. Det handlede kun om olie; det var ikke bevist, at det var bin Laden, der stod bag 11. september; amerikanerne er nogle krigsliderlige imperialister; Bush er en uansvarlig cowboy-fascist, osv. Men krigen gik så hurtigt, at bevægelsen aldrig rigtig fik fat. Den såkaldte Fredsvagt nåede at blive oprettet, og der sidder man stadig og fryser foran Christiansborg i protest mod befrielsen af Afghanistan.

Til gengæld fik man så Irak-krigen at protestere imod, og her var der bedre bid. Det overraskende var, at en pæn del af krigsmodstanderne pludseligt begyndte at fremstille Afghanistan som den gode og retfærdige krig. Det var formodentlig et retorisk fif for at profilere modstanden mod Irak-krigen, men det indebar en – for mig at se – ulogisk sondring, der har vanskeliggjort en del af anti-krigsargumenterne. For eksempel er det svært at hævde, at vi skal trække soldater hjem fra Irak for at undgå terror, hvis vi fortsat skal have soldater i Afghanistan. Og hvorfor er det vigtigere at sætte soldaters liv på spil for at støtte det afghanske demokrati end det irakiske? Socialdemokraterne risikerer at gå i stykker på den slags.

Men det er vel denne logiske brist, man nu søger at reparere.

Spørgsmålet er så blot, om det vil lykkes? Medierne er magtfulde på nogle områder, men tilsyneladende ikke på alle. Massiv venstreorienteret propaganda fra DR i 1970erne, ikke mindst i børneprogrammerne, ændrede ikke meget. Det er denne blog et bevis på, da de fleste af os har tilbragt vores formative år med at se læspende pædagoger fortælle os om de fæle kapitalister, der ville ødelægge lokalsamfundet, lukke den sympatiske lille købmand, opføre et grimt supermarked og dræbe de nuttede små dyr. Hvad fik man ud af det andet end os afstumpede ultraliberale?

Det er ubestrideligt, at det journalistiske miljø staidg ligger længere til venstre end resten af befolkningen, og alligevel har vi nu en borgerlig liberal regering til ubeskrivelig forargelse ikke bare for Politiken og Rifbjerg, men også for hovedparten af Journalistforbundets medlemmer.

En undersøgelse foretaget for TV2 i onsdags (se via Uriasposten) viser, at 51 pct. af befolkningen tror på, at Irak-krigen blev startet på en “krigsløgn” trods det forhold, at samtlige undersøgelser indtil nu afviser det. Det er mediernes fortjeneste. Men hvad nytter det? For til gengæld støtter et flertal af befolkningen stadig, at vores soldater bliver i Irak. Flertallet er blevet reduceret, men kan medierne nå at få fremprovokeret en tilbagetrækning, der kan fremstilles som et nederlag, og ikke fremstår som en triumf, fordi den først sker, når “arbejdet er gjort”? Det tyder ikke rigtig på det.

Lincolns gamle udsagn om, at you can fool some people osv., gælder ikke kun politikere, men også journalister, når de vil lege politikere.

CEPOS – status quo: 3-0

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. januar 2006. 8 svar

Når man interesserer sig for politik og for at påvirke indholdet af politiske beslutninger, kan man nogle gange blive nødt til at spørge sig selv: Betyder det egentlig rigtigt noget?  Nytter det overhovedet?

Det er svært at give et kategorisk svar på–bortset fra partimedlemskab og traditionelle aktiviteter i politiske partier, hvor det vel snart må være klart for de fleste, at den reelle politiske indflydelse for stort set alle er så tæt på nul, at det ihvertfald ikke er af den årsag, man skal være aktiv.  Nå ja–og det at stemme ved vi jo også generelt ikke betyder så meget …

Men der er jo andre muligheder–f.eks. den offentlige debat.  Som en af dem, der var med til at planlægge, stifte og etablere CEPOS, har jeg været lidt spændt på, om det skulle lykkes en eksplicit borgerligt-liberal tænketank at gøre en forskel.  Nu er der kun lidt over en måned til CEPOS kan fejre sin egentlige 1 års fødselsdag, så det er måske tid at begynde at overveje, hvad status er p.t.

Det er givetvis endnu ikke lykkedes CEPOS at få ændret specifik lovgivning med den konsekvens, at danskerne er blevet mere frie og mere velstående–men mindre kan også gøre det.  CEPOS har siden 1.1.2005 været omtalt knap 1.100 gange i danske aviser (og dertil kommer et stort antal indslag i radio og TV), og i langt overvejende grad har omtalerne været enten positive eller neutrale–mens de negative kommentarer som regel har været hadske og negative i en grad, som minder en om 1970ernes “tone” (nu da alle er mere optaget af “tonen” end indholdet).

Dertil kommer ihvertfald tre punkter, hvor CEPOS–efter min vurdering–konkret har formået at sætte dagsordenen for debatten.  Det ene er spørgsmålet om fladskat (“flat tax”), som stort set ingen havde omtalt herhjemme, før CEPOS i foråret tog spørgsmålet op, og hvor det efterfølgende har fået konsekvenser for ihvertfald to-tre partiers skattepolitik.

Det andet er spørgsmålet om noget så usocialdemokratisk som rangordning af skoler; det kunne nok have været gjort endnu bedre, men det har ihvertfald været med til at legitimere, at man overhovedet foretager den slags sammenligninger.  Det er udansk, og det er smukt.

Det tredje er dagsaktuelt og endnu kun under opsejling, nemlig spørgsmålet om at sætte skub i privatisering og udlicitering af offentlige aktiviteter.  CEPOS afholder netop fredag konference om emnet, og indenrigsministerens planlagte udmeldinger i den forbindelse var et af hovedemnerne i morgenens TV2 Nyheder–og det er vist kun begyndelsen.

Not bad–not bad at all …

Ugens citat: Shadegg om "Ånden fra '94"

Af Redaktionen, den 18. januar 2006. 1 svar

Kongresmedlem John Shadegg (R-AZ) er en af kandidaterne til den ledige post som Republikansk flertalsleder i Repræsentanternes Hus.  Han kæmper for sit kandidatur bl.a. med et indlæg i onsdagens Wall Street Journal, hvori han priser Ronald Reagan, Barry Goldwater m.fl. som idoler for, hvad partiet burde være i dag.  Heri hedder det bl.a.:

Ten years ago, the American people put Republicans in control of the House of Representatives for the first time in more than 40 years. It was a historic achievement, made possible because we stood for the principles the American people believed in: smaller government, returning power to the states, lower taxes, greater individual freedom and–above all–reform.

Some Republican leaders in the House seem to have lost sight of those principles, though the American people still believe in them. Meanwhile, Americans are sick of scandals. To fully regain their confidence–and to retain and grow the Republican majority–we need to make a clean break with the past and return to our ideals.
Republicans promised the American people two things in 1994. First, we promised to rein in the size and scope of the federal government. Second, we promised to clean up Washington. In recent years, we have fallen short on both counts. Total federal spending has grown by 33% since 1995, in inflation-adjusted dollars. Worse, we have permitted some of the same backroom practices that flourished in the old Democrat-controlled House. Powerful members of Congress are able to insert provisions giving away millions–even tens of millions–of dollars in the dead of night. The recent scandals involving Duke Cunningham and Jack Abramoff have highlighted the problem, but this is not just a case of a few bad apples. The system itself needs structural reforms. …

I grew up watching the example of Barry Goldwater, who worked closely with my father. He taught me that “a government that is big enough to give you all you want is big enough to take it all away.” That philosophy guided me when I ran for Congress in 1994. I was thrilled to be part of the Revolutionary Class of ’94, and the sense of hope and mission of the early days after the American people elected a Republican majority in the House is still with me. We believed then that we could take back our government, and I believe it today. …

House Republicans differ about policy and tactics, but we stand together in our respect for this institution, our hatred of corruption, and our support for the basic principles of our party. The American people overwhelmingly support the principles we stand for. We cannot allow the current scandals to distract their attention from our substantive agenda. If we do not make a clear, public break with the recent past, there is a good chance we will lose our majority.

I do not need a poll or questionnaire to tell me what Republicans stand for. The party of Ronald Reagan exists not to expand government, but to protect the American people from government’s excesses. President Reagan once said, “If you’re afraid of the future, then get out of the way, stand aside. The people of this country are ready to move again.”

WSJ‘s Brendan Miniter (hvis broder, Rich, har været venlig overfor denne blog) havde tirsdag en artikel netop om Shadegg, Reagan og Goldwater, og Republikanernes problemer p.t.

Amerikansk krystalkugle

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2006. 6 svar

RealClearPolitics.com er det bedste sted på nettet for statistik og links til kommentarer vedrørende amerikansk politik.  Men vil man have saglige og upartiske analyser fra en politolog med forstand på amerikansk politik og med omtrent lige dele ris og ros til begge fløje, så er der formodentlig få bedre end professor Larry Sabato, University of Virginia, og hans website Sabato’s Crystal Ball.  Jeg har (af en række årsager) lidt på fornemmelsen, at Sabato nok selv hælder lidt mere til venstre, end man får indtryk af—men det er jo i og for sig kun en kompliment til hans analyser, som jeg generelt finder meget indsigtsfulde og behageligt fri for partipolitisk “spin”.  Og den slags er efterhånden relativt sjældent i dækningen af amerikansk politik.

Nye læsere kan f.eks. læse Sabatos analyser af de mulige kandidater til 2008-præsidentvalget, både blandt Republikanerne og Demokraterne; ingen af dem er chokerende, men de er solide og dækkende.  Jeg deler ikke hans vurdering af George Allen, men Sabato har givetvis flere fuldtræffere m.h.t. amerikansk politik, end jeg har …  Læs også Sabatos analyser af det kommende (eller skulle vi sige “igangværende”?) 2006 midtvejsvalg til Senatet og Repræsentanternes Hus.  Sabato forudser p.t., at der vil være fremgang for Demokraterne, men at den vil være beskeden, og at udsigterne til, at de vil genvinde Huset p.t. er for svage, mens det næppe sker i Senatet.

PS. Apropos mig og amerikansk politik, så lad mig i øvrigt en passant og sædvanligt selvpromoverende nævne, at jeg i sidste uge var gæst nr. 2 i Niels Krause-Kjærs nye og udmærkede DR P1-program Krause på Tværs. Programmet (som blev båndet allerede i november) blev lanceret som om, at jeg skulle forsvare Bush—og er efter sigende blev mødt med mange positive lytterreaktioner netop på den konto.  Hvilket sådan set er pudsigt nok, eftersom jeg reelt kritiserede ham en del undervejs og generelt blot prøvede at være “fair and balanced” …  Måske det siger mere om, at jeg havde lidt ret i min påstand om, at ethvert ikke negativt ord om Bush i danske medier næsten pr. automatik udlægges som et forsvar for manden …!  Udover at jeg fik karakteriseret Carter som mormon (når manden—som jeg jo godt vidste—faktisk er baptist!), gik det vist meget godt—ikke mindst i betragtning at det var 1 time og 33 minutter uden pause.

PPS. Bushs Amerika sælger i øvrigt ret godt.

Alito om Presidential Powers

Af Jacob Mchangama, den 17. januar 2006. Skriv et svar

Samuel Alitos høring foran the Judicial Committee som afsluttedes i fredags, kan ses på altid interessante C-Span, hvor der også er diskussion af høringerne.

Et af de varmeste og mest aktuelle emner er, hvorvidt udvidelsen af "presidential powers", som Bush administrationen har slået hårdt på i kampen mod terrorisme, strider mod den amerikanske forfatning. Når den udøvende magt får for store beføjelser er faren for vilkårlighed overhængende. Det var derfor imødeset med forventning hvad Alito ville svare på spørgsmål om dette emne.

Matt Welch fra Reason Magazine er ikke imponeret. Med udgangspunkt i en udveklsing mellem den demokratiske senator Russ Feingold og Alito, hvor Alito væver på spørgsmålet om det kunne tænkes, at der i forfatningen kan indfortolkes en ret for præsidenten til at handle i strid med en straffebelagt lovbestemmelse, konkluderer han:

 

I don't feel comfortable with a Supreme Court unclear on the notion of whether the president can legally break the law; the existence of such a deferential bench is a standing invitation for Bush and his successors to do just that.

Today these crimes will be justified in the name of being "serious about fighting the war"; tomorrow they will be justified in the name of being "serious about protecting our children." Which is why yesterday is almost too late to finally begin showing some seriousness about protecting the constitutional liberties that neither of the major political parties respect when they hold the keys to the White House.

 

 

En dyrekøbt sejr? (nu med venstrefløjens fortolkning)

Af Jacob Mchangama, den 14. januar 2006. 50 svar

I onsdags afgjorde EMDs storkammer, at Danmark i sagen Sørensen and Rasmussen v. Denmark havde overtrådt EMRKs artikel 11 vedrørende foreningsfriheden ved i to konkrete tilfælde at opretholde eksklusivaftaler.

Der har generelt været glæde over afgørelsen blandt borgerlige i Danmark og signalerne fra både K og V er, at Foreningsfrihedsloven skal ændres.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at eksklusivaftaler er forkastelige og giver fagforeningerne en magt, som de ikke ville have hvis det stod individet frit for at stå udenfor bestemte fagforeninger. Det er tillige særdeles indgribende overfor individet at skulle tvinges til at blive medlem af og bidrage økonomisk til en organisation, hvis politiske holdninger man er lodret uenig i. Hertil skal lægges, at det indenfor visse erhverv kan være illusorisk at prøve at finde en anden arbejdsplads, der ikke er dækket af eksklusivaftale.

På den anden side må det også erkendes, at fagforeninger er private organisationer, som bør tillades at indgå aftaler med andre private (arbejdsgivere). Lægges afgørende vægt på dette synspunkt, må det konkluderes, at hvis man som individ ikke kan leve med betingelserne i en eksklusivaftale, må man finde sig en anden arbejdsplads. At dette i det konkrete tilfælde kan være svært, kan ikke tilsidesætte to private organisationers aftalefrihed.

Disse modsatrettede hensyn kan dog ikke ses isoleret fra fagforeningernes ret til at udøve tvang overfor arbejdsgivere og individer. En ret der er sanktioneret af almindelige retsgrundsætninger indenfor den kollektive arbejdsret udviklet af danske domstole. I praksis er fuldt lovlige strejker og blokader af en arbejdsgiver ruinerende for denne, især hvis der indledes sympatiaktioner. Arbejdsgiveren er i dette tilfælde afskåret fra at benytte organiseret arbejdskraft, samt fra at få leveret materialer, og vil i langt de fleste tilfælde være nødsaget til at indgå på fagforeningernes krav på trods af, at arbejdsgiveren ikke anser dette som værende i sin interesse og/ eller ideologisk frastødende.

Set i lyset af fagforeningernes adgang til at anvende tvang kan det ikke på rimeligvis siges at eksklusivaftaler er udtryk for frivilligt indgåede aftaler indgået af parter, som begge regner med at stilles bedre som følge deraf. Hensynet til individet og dets ret til frit at vælge fagforening må derfor vægtes højere end eksklusivaftaler, som næppe var indgået såfremt den ene part ikke havde adgang til at anvende tvang for at få den anden part til at indgå aftalen. Derfor er det ud fra disse præmisser min overbevisning berettiget på nationalt niveau at erklære eksklusivaftaler i strid med organisationsfriheden. Dette er tillige i god tråd med den klassiske liberalismes begrænsning af statens magtanvendelse til beskyttelse af individet mod andre individers tvang og overgreb.

Situationen ændrer sig dog efter min opfattelse når vi snakker om en international menneskerettighedsdomstol, hvis opgave først at fremmest er at håndhæve individets ret overfor staten, ikke overfor private aktører. For EMD kan man ikke sagsøge 3F, HK eller LO, kun den danske stat. Når sager vedrørende eksklusivaftaler føres foran EMD, tvinges EMD således til at tage stilling til hvordan staten skulle have ageret i konflikter mellem private parter (såkaldt horisontal effekt). Selvom man i nærværende dom kan bifalde det konkrete udfald af sagen, er konsekvenserne af at lade EMD tage stilling til, hvad der på det nationale niveau reelt er en konflikt mellem private uoverskuelig. Det kan heroverfor argumenteres, at en positiv forpligtelse for staten i netop sådanne situationer som Sørensen sagen, hvor individer mødes med tvang af andre individer, udgør undtagelsen til reglen om at frihedsrettigheder alene kan være negative af natur (ligesom statens forpligtelse til at beskytte privat ejendom udgør en sådan undtagelse).

Men EMD har i sin praksis klart demonstreret, at man ikke formår at holde disse basale sondringer klart, hvorfor man i en stigende række sager har afgjort sager vedrørende horisontal effekt, hvor der ikke med rimelighed kan tales om at et individ udsættes for indgribende tvang fra et andet individ. Ud af sådanne sager vokser kravet om positive rettigheder af generel natur, om at staten udviser handlekraft, om krav på social hjælp, bolig, og arbejde og dermed afgørelser som Pla og slutteligt en arbitrær retsstilling, hvor grundlæggende principper, præcedens og forskelle mellem positive og negative rettigheder er udvisket.

Det er derfor spørgsmålet om ikke prisen for sejren over fagforeningernes monopol var for høj? 

                                —-oo0oo—-

Det er i øvrigt interessant, at den danske dommer Peer Lorenzen (som er på orlov fra Højesteret) var i dissens.  Peer Lorenzen har flere gange været den afgørende stemme, der har fået staten af krogen i sager vedrørende Danmark. Blandt andet i den såkaldte Peter Rohde sag, hvor EMD med stemmerne 4-3 fandt, at det ikke var en overtrædelse af artikel 3, at Peter Rohde havde siddet 1 år i isolationsfængsel. Men også i Pedersen og Baadsgaard sagen, hvor EMD med stemmerne 9-8, fandt det berettiget, at den danske stat havde straffet nogle journalister fra DR, der havde afsløret alvorlige fejl i efterforskningen af den såkaldte Pedal-ove sag (journalisternes arbejde medførte rent faktisk at "Pedal-Oves sag blev genoptaget og, at han blev frikendt) og tilskrevet en navngiven politidirektør visse af disse fejl (en sag som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at arbejdede med på).

                            —-oo0oo—-

Opdatering:

 

Den kommunistiske avis arbejderen har analyseret Sørensen dommen og den kommunstiske udlægning af dommen lyder bl.a. som følger:

Dommen mod eksklusiv-aftaler lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over retten til at organisere sig og kæmpe, mener Jørgen Petersen.

Personlig frihed vinder

[…]- Det er et lidt overraskende udfald som vi har set. Afgørelsen betyder, at den personlige frihed altid vil stå over fagbevægelsens interesser for kollektive rettigheder. Men det er en tendens vi ser i hele Europa, siger Jørgen Steen Madsen, der mener det er en politisk afgørelse.

Det er Jørgen Petersen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti ML, helt enig i.

– Dommen er en del af den glidning, der er sket over mange år, hvor vi går fra de kollektive rettigheder til de individuelle rettigheder. Det er en tendens på mange områder i samfundet, som vinder frem i takt med den nyliberale politik. Man lægger vægt på den enkeltes ret til at være usolidarisk og ukollektiv. Det sættes over arbejdsklassens ret til at organisere sig og kæmpe som klasse, siger Jørgen Petersen til Arbejderen.

Menneskerett
igheder er heller ikke nog
et en gang givet, men afgøres af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og kapitalen, påpeger DKP/MLs formand.

– Da menneskerettighederne blev defineret efter Anden Verdenskrig tog de afsæt i det styrkeforhold der var på det tidspunkt. Dengang blev der lagt stor vægt på de sociale rettigheder. Der var retten til et arbejde og retten til en bolig, retten til livet og retten til en uddannelse. Nu er arbejderklassen er på tilbagetog og så vinder det modsatte, retten til den private ejendomsret og kapitalens ret til at udbytte og udplyndrer, siger Jørgen Petersen.

Hvis bare Jørgen Petersen havde ret i sine konklusioner ville dommen jo være værd at fejre med en højtidelighed. Det er i øvrigt interessant at få at vide, at menneskerettighederne oprindeligt drejede sig om kollektive rettigheder og blev til efter anden verdenskrig. Nogle af os vil mene at vide, at menneskerettighederne, i hvertfald, kan spores til 1776 og udelukkende foreskrev individuelle rettigheder og ja: personlig frihed.

Der er  også interessant, at Ole Sohn i artiklen bryder med venstrefløjens normale automatiske opbakning bag internationale menneskerettighedsorganers konklusioner vedrørende Danmarks internationale forpligtelser, som vi har set det på f.eks. udlændingeområdet. Ole Sohn mener således ikke at:

"domstolens afgørelse pålægger Danmark at lave en lov imod eksklusivaftaler. Det er op til fagforeninger, arbejdsgivere og Folketinget at afgøre hvad der nu skal ske og om der skal ændres noget"

Kan man deraf konstatere, at SF vil lægge stemmer bag Mads Bryde Andersens forslag om at ophæve inkorporeringsloven vedrørende EMRK?

Det er lige før sådanne reaktioner får min skepsis til at forsvinde, men jeg frygter, at den gode stemning vil blive ødelagt af nogle alvorlige tømmermænd.

Bremer om Irak

Af admin, den 13. januar 2006. 2 svar

Paul Bremer har vakt opmærksomhed med sin beskrivelse af sin tid som leder af besættelsen af Irak forud for de frie valg. Især har medierne gjort meget ud af hans kritik af, at der ikke var nok soldater.

Hvis man ikke lige har tiden til at læse hele hans bog og ikke vil nøjes med mediernes gengivelse, kan man her se, hvad han mener. Det er som sædvanligt mindre vidtgående end mediernes dækning.

Pluralistiske som Stalin II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. januar 2006. 3 svar

Vi har tidligere omtalt undersøgelser, der viser, at den politiske pluralisme blandt amerikanske akademikere svarer omtrent til dén i den Øverste Sovjet anno 1950.

Men hvad med økonomerne specifikt?  Alle ved jo, at økonomer generelt er mere “egoistiske” end andre–og er de mon samtidigt ikke generelt mere “højreorienterede” (eller ihvertfald liberalistiske)?  Det første er muligvis sandt, men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med det sidste–og det sidste synes i givet fald kun at være relativt (altså sammenlignet med f.eks. antropologer og arkitekter …).

Det har det fortrinlige lille tidsskrift EconJournalWatch nu undersøgt ved at sammenholde medlemskab af American Economic Association med de i USA offentligt tilgængelige informationer om bidrag til politiske kandidater, og det har William A. McEachern skrevet en artikel om.  Efter at have undersøgt 2.000 amerikanske økonomers politiske bidrag kan han observere, at ratioen for bidrag til Demokraterne i.f.t. Republikanerne er 5,1:1.  Dette svarer meget godt til en survey-undersøgelse fra 2001 foretaget af Brookings Institution, som viste, at ca. 41 pct. af amerikanske akademiske økonomer stemmer Demokratisk, mens kun ca. 6 pct. af dem stemmer Republikansk–altså en ratio på 7:1.  Blandt redaktørerne af AEA’s flagskibs-tidsskrift American Economic Review er ratioen 9:0, mens den blandt forfattere til artikler i tidsskriftet er 19:2.  I tidsskriftets sektion for inviterede konference-papers, AER Papers & Proceedings er ratioen 32:1.  For redaktionen af AEA’s andet store tidsskrift, Journal of Economic Literature, er ratioen af Demokrater til Republikanere 5:0, mens den blandt forfattere til artikler i dét tidsskrift er 24:0.

Nu siger partisympatier jo ikke i sig selv noget om politiske holdninger–man kan f.eks. godt være en frimarkedsorienteret Demokrat eller en protektionistisk Republikaner.  Men professor Dan Kleins tidligere undersøgelser om politiske synspunkter antyder, at partisympatierne og de politisk-økonomiske holdninger følges meget godt ad.

Europas socialdemokratiske Maginot-linje

Af Jacob Mchangama, den 9. januar 2006. 5 svar

Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".

Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:

Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?

[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.

This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.

[…]

The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.

The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.

[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."

Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?

 Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom. 

 

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”