Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2006. 12 svar

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

Globalisering – ser Danmark virkelig så godt ud?

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2006. 5 svar

Globalisering er et komplekst fænomen. Det dækker både det økonomiske – det har vi godt styr på – men også blødere ting. Man kan tale om social globalisering, som f.eks. dækker turisme, oversættelse af bøger og internetadgang, og politisk globalisering, som når Danmark deltager i FN-aktioner og er medlem af WTO.

Mens økonomer ret let kan måle den økonomiske globalisering – det er blot international handel og investeringer – er de andre områder noget sværere at få fat på. Det har (desværre) gjort det let for diverse sociologer og andet godtfolk, heriblandt en af mine yndlingsaversioner, polakken Zygmunt Bauman, at hævde at globaliseringen har helt dæmoniske konsekvenser. Hvis blot man kunne måle de ting, ville den empiriske forskning kunne tage sig af en del af spørgsmålene, der blæser i vinden når Frank Aaen ikke lige svarer på dem.

I de sidste par år har en af mine tyske kolleger (og venner) gjort en indsats på netop dette område, som jeg synes fortjener bred opmærksomhed. Axel Dreher, der pt. er ansat på ETH i Zürich, har nemlig udviklet fire globaliseringsindex: Et overall index, samt tre underindex, der netop dækker økonomisk, social og politisk globalisering. Jeg synes ikke at der kan reklameres nok for Dreher-indexene, der er eminent brugbare.

For at give et par eksempler på dem, er top- og bundplaceringerne i det senest inkluderede år (2003) som følger: Luxemborg er det økonomisk mest globaliserede land med en score på 8.44 ud af de 10 mulige, mens bundplaceringen er Bahamas (1.36). USA topper den sociale og politiske globalisering (6.25 og 5.48), mens billedet internt i EU er noget mudret. Sverige er topscoreren når det gælder social globalisering (5.03) og Storbritannien når det gælder den politiske (5.42), mens bundskraberne er de nye lande Litauen (2.3 på den sociale) og Malta (2.88 på den politiske). Sjovt nok er det mindst økonomisk globaliserede EU-land Italien (3.64) – en placering der også afspejles i deres politik. Man behøver blot huske baggrunden for, at deres nationalbankdirektør blev presset bort fra posten forleden for at få et eksempel.

De sørgelige nyheder er vores eget lands placering. På de bløde områder – socialt og politisk – er vi med scorer på 3.61 og 3.87 nummer 15 i verden, men vi halter bagefter på den økonomiske globalisering. Med 4.42 ud af 10 mulige er vi kun nummer 30 i verden, efter lande som  Canada og (gudhjælpemig) Oman og Frankrig. Når man tænker på, at små lande typisk handler noget mere end store, er det virkeligt et wake-up call til de danske politikere og virksomheder: Der er en verden derude med muligheder, som vi ikke tager.

Når alt kommer til alt, mener jeg at Dreher-indexene fortjener solid opmærksomhed. De er for det første en rigtig god datakilde for samfundsforskere overalt i verden (og de er gratis!). Men for det andet giver de også et hurtigt og let indblik i, hvor vores eget land er placeret og hvordan. Enhver der kan forstå en skala fra 0 til 10 kan se forskellene og evaluere vores egen position. Og det indblik er ikke særligt flatterende.

Pluralisme og ytringsfrihed

Af Jørgen Møller, den 22. februar 2006. 8 svar

Georg Sørensen, professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde i søndags en ganske pudsig kronik i Berlingske. Jeg har desværre først fået den læst nu, men emnet er væsentligt, og det fortjener at få en kommentar med på vejen.

Sørensens ærinde er enkelt. Overskriften – “Ytringsfrihed og pluralisme i konflikt” – siger det hele. Eller for at klippe og klistre lidt i teksten: “man må vide, at hvis ytringsfrihed bruges til aktivt at forhåne andre, så kan det skade en anden grundværdi: pluralismen […] (forstået som vidtgående respekt for mennesker med en anden tro)”.

For at understøtte sin pointe henter Sørensen den liberale tænker Isaiah Berlins indsigt om, at værdier ofte er i modstrid med hinanden frem fra gemmerne. Det er der ingen skam i. Berlins forfatterskab står den dag i dag som et formidabelt forsvar for menneskelivets mangfoldighed – hans pen er rettet imod alle de selvudnævnte hyrder, der vil lede mennesket frem til det forjættende land ved at tvinge det til at leve efter én, universel gyldig formular.

Men det forekommer mig, at Sørensen begiver sig ud på meget dybt vand, når han bruger Berlins tankegods til at opstille en modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Kravet må være, at ytringsfrihed, i hvert fald i visse situationer, står i et negativt forhold til pluralisme. Men den modsætning har jeg mere end svært ved at få øje på.

Det er værd at erindre, at Berlins egen kontrast hedder pluralisme og monisme. Monisme er, som ordet siger, forestillingen om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. Hvor pluralismes konnotationer er mangfoldighed, der er monismens ensretning.

Det er for det første klart, at ytringsfrihed ikke befinder sig på samme abstraktionsniveau som disse to grundlæggende værdier. For der er tale om en juridisk bestemmelse, en ramme for hvad man kan tillade sig at ytre i tale og på skrift. Den gængse modsætning til ytringsfrihed er en anden juridisk bestemmelse, nemlig censur.

Det problem kan vi selvfølgelig løse ved at bevæge os ned på et lavere abstraktionsniveau. Men aben følger med, for kravet er i denne situation, at ytringsfrihed – i hvert fald i visse konkrete tilfælde – er at betragte som en juridisk tjener for monismen. Igen: det har jeg meget svært ved at se kan være tilfældet.

Hvad siger Sørensen selv. Jo, hans pointe er, at visse ytringer underminerer respekten for andres holdninger og tro – hans definition af pluralisme. Jeg vil starte med at sige, at jeg læser Berlin på en anden måde. Han siger i mine øjne ikke, at man skal have respekt (forstået som agtelse) for andres holdninger. Men man skal ikke undertrykke dem med vold og magt. Man skal kort sagt give plads til andre holdninger og ikke udelukke, at de kan have noget for sig, hvor absurde de end måtte forekomme.

Berlin yndede at bruge Schumpeters berømte passus: “At erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger, men alligevel uforfærdet stå inde for dem, er det, der adskiller en civiliseret mand fra en barbar”. Og det er netop sagens kerne. Man skal ikke tro på absolutte fordringer, i hvert fald ikke hvad angår menneskelivet. For så har man ret beset givet sig den totalitære tanke i hu.

Men den meget sunde leveregel overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).

Selv hvis vi henholder os til Sørensens noget anderledes – eller i hvert fald meget mere konkrete – definition af pluralisme, kan jeg ikke se, hvad problemet er. Hvis man afbilleder Muhammed, betyder det jo ikke, at man ikke respekterer muslimernes ret til at have deres holdninger og tro. Det betyder bare, at man er uenig i, at det skal være ulovligt af afbillede Profeten. Eller for at bruge den schumpeterske formel: det betyder, at man uforfærdet står inde for sin ytring, men i øvrigt ikke mener at have patent på den – i dette tilfælde – religiøse sandhed (og analogt til dette må straffen for at overtræde billedforbudet i øvrigt udmåles i det hinsidige, ikke i det dennesidige).

Der er i mine øjne meget langt til den, ganske rigtigt afskyelige, holdning om, at man har ret til “at håne, undertrykke og torturere andre på vegne af, at [man] har fundet den eneste rigtige opskrift på sandheden om, hvad frihed er”. Det var det, Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot gjorde. Man kan argumentere for, at det er det, det iranske præstestyre gør, når de henretter unge for homoseksualitet. Men det er altså ikke det, der er sket i lille Dannevang i denne sag, hvad man så end synes om den. Og bemærk, at alle de anførte regimer samtidig har gjort brug af censur som en juridisk foranstaltning – ikke af ytringsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. For hvor censur kommer ridende på frakkeskøderne af monismen, der er ytringsfriheden pluralismens tro væbner. Lyder i hvert fald mit bud på den sag!

Ugens citat: Norquist om rottehoveder, republikanere & cola

Af Redaktionen, den 21. februar 2006. 1 svar

Den farverige amerikanske politiske aktivist Grover Norquist (leder af Americans for Tax Reform) er altid god for en ideologisk metafor.  Det var som bekendt ham, der i sin tid sagde, at han ønskede, at den amerikanske forbundsstat skulle være så lille, at den kunne druknes i et badekar.

Her en en anden metafor, som til med er dagsaktuelt i.f.t. de amerikanske Republikanere, der p.t. argumenterer for en slags “big government”-konservatisme; Norquist sagde således fornylig i en tale, at det er undergravende for tilliden til Republikanernes “brand”, som ellers har været succesrigt netop p.g.a. en politik om lave skatter:

“The reason this is important is the same reason that Coca-Cola has been so successful.  They brand Coca-Cola; they have quality controls.  You can walk into the store and you can grab a bottle of Coke off the shelves:  you don’t have to taste it, you don’t have to look at it, you don’t have to shake it around, you don’t have to ask your friends about Coca-Cola.  You just grab it off the shelf because you know what’s inside it.  Now if you get that bottle of coke home and you look at it and there’s a rat head in the coke bottle, you do not say to yourself, you know I’m not going to finish the rest of this coke bottle.  You tell your friends about the rat head in the coke bottle and you go on local television and show them the rat head in the coke bottle.  And all across the country, and the world, people say I wonder what my coke has? Okay.

Republican elected officials who vote for tax increases are rat heads in a coke bottle. They damage the Republican brand.  This is not a victimless crime:  oh Fred’s over in the corner raising taxes, but that’s Fred.  No! No!  Small children everywhere get discouraged if they see Republicans raising taxes because it confuses them, and they don’t know what it means to be a Republican.”

Hvordan er danskerne – egentlig?

Af admin, den 20. februar 2006. 7 svar

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

Der var engang fire friheder…

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 1 svar

Der var engang et ideal om fire friheder: Fri bevægelighed for varer, kapital, serviceydelser og personer. De fire friheder var grundlaget for samarbejdet i EF/EU.

Forleden vedtog Europaparlamentet et servicedirektiv, der i princippet skulle åbne markederne for serviceydelser. Egentlig underligt at det var nødvendigt al den stund vi har været medlemmer af EF/EU siden 1972. Men langt om længe blev det til noget.

Det blev bare et meget udvandet direktiv. For eksempel er advokatydelser, audiovisuelle ydelser, private sunhedsydelser og vikarbureauer ikke omfattet.

Staterne – også den danske – har været meget skeptiske. Tænk, hvis man kunne komme til at øge konkurrencen! Selv Anders Fogh Rasmussen var været mere end loren.

I gamle dage var det tanken, at en virksomhed eller borger frit skulle kunne sælge varer og tjenesteydelser i alle EF/EU-lande, hvis de måtte derhjemme. Man kaldte det "oprindelseslandsprincippet" og det var grundlaget for det indre marked.

Men, men, men…

"Som forslaget er nu, kan en polsk udbyder af service operere på polske standarder i Danmark, og så risikerer vi, at den danske serviceudbyder bliver dårligere stillet end polakkerne", sagde Fogh til Politiken den 31. oktober 2005. Han mente, at man helt skulle droppe princippet om, at servicevirksomheder som advokater, frisører og bygningsarbejdere skal kunne operere i andre EU-lande efter deres hjemlands regler.

Storbritannien, Holland og østlandene var de eneste rigtig positive.

Det endte med, at oprindelseslandsprincippet blev fjernet fra det direktiv, som blev vedtaget af Europaparlamentet. I stedet skrev man noget om, at en national lov eller administrativ praksis hverken må være diskriminerende, unødvendig eller ikke-proportional. Det er i øvrigt op til virksomhederne og borgerne at løfte bevisbyrden, så mon ikke alle lande vil holde på, at deres nationale lovgivning er god nok?

Det er pudsigt, at Anders Fogh kan acceptere et direktiv, som i praksis vil lade EF-Domstolen tage stilling til, hvad der holder, og hvad der ikke holder. Han som ellers også har været så kritisk over for den politiserende EF-Domstol.

Retten til at håne

Af Dr.Mephisto, den 20. februar 2006. 2 svar

Amerikanske aviser har generelt været tilbageholdende med at vise Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed.

Og blandt "cartoonists" har der været delte meninger – såvel om JP's handlinger og om de danske tegneres rettigheder. Nogle af de amerikanske cartoonists har kritiseret JP-tegnerne for alene at være lavt betalte "illustratorer" – ikke rigtige politiske tegnere!

Nu går Art Spielgelman – amerikanske tegneseriers grand old man på banen. Spiegelman er blandt andet kendt for "Maus", der skildrede holocaust. Spiegelman forsvarer de danske tegnere i et interview med The Nation.

SPIEGELMAN: There has to be a right to insult. You can't always have polite discourse. Where I've had to do my soul-searching is articulating how I feel about the anti-Semitic cartoons that keep coming out of government-supported newspapers in Syria and beyond. And, basically, I am insulted. But so what? These visual insults are the symptom of the problem rather than the cause.

In 1897 politicians in New York State tried to make it a major offense to publish unflattering caricatures of politicians. They were part of a Tweed-like machine who didn't like insulting drawings published of themselves, so they spent months trying to get a bill passed and to make it punishable by a $1,000 fine and up to a year in prison.

What happened?

SPIEGELMAN: It got killed. We have this thing called the First Amendment that was in better shape, maybe, then than now.

Easterly om Afrika og ulandsbistand

Af Stanislaw, den 17. februar 2006. Skriv et svar

En af mine favorit-økonomer,William Easterly, havde for nyligt dette indlæg – “The West can’t save Africa” – i Washington Post. Easterly illustrerer meget godt, hvordan almindelige afrikanske entreprenører forsøger at få kontinentet på fode på trods af vanskellige vilkår, alt imens vestlige “celebs” – bogstavelig talt – render rundt og slår på tromme. Ikke nok med det. Midt i disse menneskers iver for at frelse verdens fattigste, glemte man at inddrage dem, det hele handler om: afrikanerne. “Everyone, it seems, was invited to the “Save Africa” campaign of 2005 except for Africans.” Velmenende vestlige musikere, skuespillere, politikere mv. kan ikke frelse Afrika fra dets armod, og parolen “If aid efforts aren’t producing the desired results, then redouble those efforts” er simpelt hen forfejlet. Pointen:

“Economic development in Africa will depend – as it has elsewhere and throughout the history of the modern world – on the success of private-sector entrepreneurs, social entrepreneurs and African political reformers. It will not depend on the activities of patronizing, bureaucratic, unaccountable and uninformed outsiders.”

Tag den!

Lad mig i samme forbindelse benytte lejligheden til at gøre lidt reklame for Easterly’s nye bog: “The White Man’s Burden: Why the West’s Efforts to Aid the Rest Have Done So Much Ill and So Little Good”. Jeg har endnu ikke selv læst bogen – den udkommer først den 20. marts – men hvis den er blot i nærheden af at være lige så informativ, lærerig, velskrevet, provokerende og underholdende, som Easterly’s forrige bog, så har vi alle noget at glæde og til. Mere om den sag senere…

Det virker sgu'tte II

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2006. 8 svar

For en uge siden bemærkede Peter Kurrild-Klitgaard her på stedet, at et nyt studie fra det ansete NBER peger på, at ulandsbistand er uden effekt. Stanislaw linkede tidligere i dag til William Easterlys kritik. Økonomerne Raghuran Rajan og Arvidn Subramaniam har gennemført en stort, systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem bistanden og økonomisk vækst (og dermed fattigdomsbekæmpelse) og konkluderer at “we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth”. Rajan og Subramaniams studie er kun det sidste i en lang og deprimerende række undersøgelser, der peger på at ulandsbistand overhovedet ingen effekt har. Martin Paldams relativt nye litteraturstudie peger på det samme. Den logiske konklusion er altså, at et land som vores eget smed 12 milliarder kroner ud ad vinduet sidste år i et helt forfejlet forsøg på at hjælpe de fattige, og at det har vi gjort i mange år. Man behøver vel blot se på Tanzania, der har modtaget hundredvis af millioner kroner gennem årene, men netto ikke har haft nogen vækst siden 1960. Samtidig viser en række meningsmålinger, at såvel danske politikere som den brede befolkning i stor stil støtter ulandsbistanden på trods af, at fagøkonomer næsten altid (Danidas egne folk undtaget) finder at pengene er spildt. Et eller andet sted må kæden vel hoppe af?
Jeg tror – og det er min personlige holdning – forklaringen skal søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå. Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt. Vi ser endda manglerne i vores eget land. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.
For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. For et års tid siden havde jeg en kort debat i Berlingske med de Konservatives Viggo Fischer, der tydeligt eksemplificer problemet. VF er stærk tilhænger af ulandsbistand og har set mange projekter. Det samme gælder for mange andre politikere, ikke kun i Danmark. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – og vis mig den politiker, der er en ørn til statistik og jeg skal vise dig en politiker, der ikke blev valgt til Folketinget.
Pointen er, at på trods af de gavnlige – og synlige – effekter af mange udviklingsprojekter, giver hjælpen problemer for økonomien og samfundet som helhed. Hjalte Tins bog om nødhjælp viser med pinagtig tydelighed hvordan incitamenter til at gøre en individuel indsats ødelægges – hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os? Stephen Knack i Verdensbanken har peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. Andre har vist hvordan hjælpen kan være skadelig for ulandes internationale konkurrenceevne, blæse den offentlige sektor op og øge korruptionen. Alt sammen er det ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af deres indkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker får en helt arbejdsfri gave på 42000 kroner hvert år.
Hvis man holder blikket stift rettet mod projektere, ser man aldrig bistandens slagside, og hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?

2008: Hillary Clinton mod George Allen IV

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. februar 2006. 5 svar

Jeg har efterhånden et par gange “pushet” ideen om, at det amerikanske 2008-præsidentvalg bliver mellem senatorerne Hillary Clinton og George Allen.  Så her er lidt mere om emnet …: I disse dage holder den amerikanske organisation Conservative Political Action Conference (C-PAC) sit 33. årsmøde, og det er efterhånden veletableret som den organiserede højrefløjs største sammenkomst.  Dette er naturligvis de ideologiske græsrødder, men da det i vidt omfang er dem, der driver den tidlige del af primærvalgsprocessen, er det værd at bemærke, hvor de lægger deres stemmer, og et “prøvevalg” blandt de 1.251 deltagere m.h.t., hvem de tror vil vinde nomineringen gav følgende resultat:

  • George Allen: 22%
  • John McCain: 20%
  • Rudy Giuliani: 12%
  • Condoleezza Rice: 10%

Dette kan sammenlignes med sidste års resultater fra samme “event”:

  • Rudy Giuliani: 19%
  • Condoleezza Rice: 18%
  • George Allen, Bill Frist, John McCain: 11%
  • Rick Santorum, Bill Owens, Mitt Romney: 4%
  • Newt Gingrich: 5%
  • George Pataki: 2%
  • Chuck Hagel, Mike Huckabee, Tim Pawlenty: 1%
  • Haley Barbour: 0%

Man kan iøvrigt bemærke, at C-PAC deltagernes forventninger ikke er så fjerne fra markedets forventninger til det faktiske udfald.  På Intrade.com handles der p.t. til disse priser

  • John McCain: 30,5
  • George Allen: 27,2
  • Rudy Giuliani: 11,2
  • Mitt Romney: 7,1
  • Condoleezza Rice: 4,7
  • Newt Gingrich: 3,6
  • Jeb Bush: 3,6
  • Mike Huckabee: 2,5
  • Bill Frist: 2,4

Med andre ord kunne noget altså tyde på, at det p.t. tegner til et kapløb mellem McCain og Allen.  Hvad med en McCain/Allen “ticket” i 2008?  Det er efterhånden sjældent set, at en vinder tager sin væsentligste konkurrent fra primærvalgene som running-mate–var det mon Reagan/Bush i 1980? (Og selv da var det en beslutning i sidste øjeblik, hvor meget andet tydede på en Reagan/Ford “ticket” …!) Men alt andet lige ville McCain/Allen nok være et ret stærkt team.  (At min personlig holdning så er–som tidligere antydet–at McCain er en opportunist og/eller en totalt løs kanon, skal ikke skygge for, at jeg mener, at han vil være en stærk kandidat.  Omend næppe helt så stærk, som de foreløbige match-ups antyder.)

John Fund fra Wall Street Journal kan endvidere berette dette om C-PAC deltagernes syn på Bush/hans administration:

“On issues, the CPAC crowd sent a mixed message to the Bush administration. Support for its policies on some points was nearly unanimous: 92% liked his judicial selections, 87% supported the war in Iraq and 83% liked his tax cuts. But support fell to dangerously low levels on two issues: Only 48% approved of his plans on handling immigration and 43% felt he had done enough to reduce government spending.”

“For a group that wants to support the president, that’s troublesome,” pollster Tony Fabrizio, who tabulated the results, told me. He also indicated that since CPAC attendees are about evenly divided between those who emphasize social conservatism and those who come from a more economically conservative background, the breakdown in support for Mr. Bush is worthy of note. “The social conservatives are more likely to stick with him across the board on all issues,” he told me. “Where he has a problem is with the economic conservatives, who are becoming more skeptical.”

Og med god ret.

PS.  De konservative græsrødder i C-PAC mente iøvrigt også, at Bill Clinton er det mest seriøse bud på en “First Husband” …

Set udefra

Af admin, den 10. februar 2006. 11 svar

Midt i balladen er det nyttigt at læse udenlandske medier for at få et billede af situationen set ude fra.

Her til morgen faldt jeg over dette referat fra New York Times af statsministerens seneste tale.

Mange læsere af denne blog vil sikkert være uenige, men for mig er den slags taler med til at give ekstra tålmodighed med en regering, som på andre langt mere trivielle punkter synes at savne mod og visioner.

Balladen har været nyttig. Den har vist, hvor folk står. Den har lært os nok engang, hvor forkert det er at fordømme folk under henvisning til fællesnævnere som danskere eller muslimer. Ethvert menneske er et individ og bør bedømmes for sine egne handlinger.

For mig at se har sagen fastslået, at ytringsfriheden har grænser, at disse grænser fastsættes af domstolene, at disse grænser bør være vide, og at domstolene ved fastsættelsen af disse grænser skal vise samme respekt for islam som for kristendommen, hverken mere eller mindre.

Lad os så komme videre.

Fjodor Dostojevskij og reaktionens faldgrube

Af Jørgen Møller, den 9. februar 2006. 1 svar

Fra tid til anden er det lærerigt at se verden gennem litteraturen. I dag – den 9. februar – udgør en passende anledning. På denne dato for 125 år siden afgik Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij ved døden. Han er altid et besøg værd. Men han er i særdeleshed et besøg værd for en tid, der søger at finde en sikker sejlrende gennem religiøst oprørte vande. Dostojevskij pløjede disse vande tynde sit liv og sit forfatterskab, og man bliver klogere på menneskelivet ved at tage på strejftog i hans univers. Den store forfatter fortæller, uden omsvøb, sit publikum, at mennesket er i sine lidenskabers vold – og at fornuften sjældent kan byde følelserne trods. Mennesket har brug for at være bundet, moralsk set. Kun sådan kan dets fordærvelse holdes i ave, lyder hans budskab. Det er bestemt værd at lytte til. Men lige så uovertrufne, hans kritiske tanker er, lige så hult klinger hans alternativ. Dostojevskij var – sin blændende forståelse for menneskets begrænsninger til trods – et barn af Ruslands store ‘messianske’ tradition. Han var opflasket med troen på et kommende Utopia, og den dåbsgave kastede han aldrig på flammerne.

‘Dostojevskij’. Ordet har en dyster klang. Det fremmaner et billede af noget mørkt, noget ildevarslende. Årsagen skal ikke blot findes i det fonetiske. For eftertiden står Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij som selve legemliggørelsen af den ‘byzantinske’ virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs univers hersker sammensværgelserne, dunkle rænkesmede lader tilværelsens fjedre snurre mellem deres fingre, og de få af sjælen og hjertet rene kan intet stille op imod overflødighedshornet af mesalliancer, menedere og maskepier.

Men Dostojevskij har også et andet ansigt. Naturen havde forlenet ham med en nærmest uhyggelig indsigt i det menneskelige sind. I sine store romaner tager han temperaturen på de indre lidenskaber – på frygt, afmagt, foragt og fortabelse – som ingen anden, før eller siden. Mennesket er af natur uforudsigeligt, irrationelt, uansvarligt og lunefuldt, fortæller han os.

Den menneskeopfattelse førte ham ad åre frem til et voldsomt angreb på de franske oplysningsfilosoffer, og deres liberale og socialistiske afkoms, fornuftsdyrkelse. I det, der givetvis er forfatterskabets mest berømte kapitler, beretningen om Den Store Inkvisitor i Brødrene Karamazov, leverer Dostojevskij et imponerende forsvar for hiin enkelte – en advarsel imod alle de selvoptagne politikere, der, ganske som Den Store Inkvisitor, bruger deres liv på at tvinge andre til at leve på en bestemt måde. I den lille historie, der bliver fortalt af Ivan Karamazov, vender Jesus for en stund tilbage til Jorden, eller nærmere bestemt til Inkvisitionens Sevilla. Ingen, heller ikke Inkvisitoren, er i tvivl om, at dette er Menneskesønnen. Men netop derfor bliver han prompte pågrebet. Inkvisitoren skoser ham for at have ledet mennesket på afveje, at have opfordret det til at leve af tro og menneskekærlighed alene. Mennesket har brug for at blive dirigeret af de vidende på alle kanter og leder, ikke selv at finde vejen frem, får Jesus læst og påskrevet.

Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij bruger en religiøs allegori til at illustrere sin pointe. Hans advarsel imod fornuftsdyrkelsen hænger intimt sammen med hans kristne trosbekendelse. Kun gudstroen kan løse alle de problemer, der ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. Det er netop det, de franske oplysningsfilosoffer og deres socialistiske arvtagere aldrig forstod, forkynder Dostojevskij igen og igen, både i sine romaner og i sine journalistiske skriblerier. I Brødrene Karamazov fortæller selveste Djævlen Ivan Karmazov, hvorfor ateisten er hans naturlige allierede:

“I denne betydning er ‘alt tilladt’ for ham. Og ikke nok med det; selv om denne periode aldrig indtræder, så har det nye menneske, da Gud og udødeligheden alligevel ikke eksisterer, lov til at opkaste sig til menneskegud – om så bare den eneste i hele verden – og har da naturligvis i sin nye rang lov til med let hjerte at springe over enhver tidligere moralsk forhindring stammende fra det tidligere slavemenneske, om det skulle blive nødvendigt. For Gud eksisterer ingen lov! Hvor der kommer en Gud – der er pladsen Guds!”.

Djævlen sætter her ord på den overmenneskelære, Nietzsche næsten samtidig gjorde berømt i Vesteuropa. Gud er død, lyder budskabet, og dermed står alle hidtidige sandheder og værdier for fald. Samfundsmoralen – der udspringer af den kristne etik, slaveetikken – har ganske og aldeles mistet sin gyldighed. Intet er sand, alt er tilladt, som himmelstormeren Nietzsche formulerer det.

Nietzsche lovpriser denne udvikling, og han ønsker at se det nye ‘overmenneske’ afløse det kristne ‘slavemenneske’. Dostojevskij er helt enig i diagnosen, men han finder resultatet skræmmende ud over alle grænser. Vor russiske ven afviser ligeså de liberales tro på, at det fornuftstro menneske skulle kunne udfylde sig i Guds tomme trone. At dyrke en idé – det væres sig herremoralen eller fornuften – er for ham at tilbede djævlen.

Dostojevskijs kritik af forestillingen om, at den menneskelige fornuft kan gøre os i stand til at skabe et perfekt samfund er al ære værd. Tænk blot på den række af udskejelser, der i det 20. århundrede blev retfærdiggjort i den ‘videnskabelige socialismes’ navn – på Lenins, Stalins, Maos og Pol Pots forsøg på at skabe et nyt menneske, et homo novus. Men Dostojevskijs reaktion bragte ham langt ud på overdrevet. Efter at have forkastet sin ungdoms radikalisme – der blandt andet førte til en periode i sibirisk fangenskab og efterfølgende eksil – valgte han at omfavne en sværmerisk modpol.

Den ældre Fjodor Mikhajlovitj sprang med tiden ud som fuldblods utopiker. Den slaviske – eller ortodokse – idé var, hvad han havde at tilbyde sine tørstende disciple. Rusland skulle lære Europa næstekærlighed og derved berede vejen for et kommende kristent tusindårsrige, lyder det igen og igen i En forfatters dagbog, hans store journalistiske kommentar til egen samtid. Og Dostojevskij deltog ikke bare i dansen om Utopia, hans Utopia havde en meget følelig natside.

“Idoliseringen af krig, ævlet om et stort folks skæbne, den store territoriale appetit akkompagneret af fredselskende budskaber og frem for alt den opstemte, hysteriske og nogle gange modsætningsfyldte skrivestil – alle disse kendetegn placerer En forfatter dagbog i kategori med Hitlers Mein Kampf.”

Ordene stammer fra Ronald Hingleys Dostojevskij-biografi, og der er noget om snakken. Fjodor Mikhajlovitjs budskab om et kommende universelt broderskab ytrede sig igen og igen på en meget grim måde. Den venlige udlægning af teksten lyder, at Dostojevskij ikke så nogen modsætning mellem at ophidse til krig og forlange territoriale udvidelser på den ene side og forkynde det kristne kærlighedsbudskab og menneskelig ydmyghed på den anden side. For de kristne værdier kunne kun komme til ære og værdighed, når Rusland stod alene tilbage på valen.

Der er næppe tvivl om, at Dostojevksij så sådan på sagen. Men det gør ikke hans svadaer mindre modbydelige, og det er ikke en formildende omstændighed. Det er tværtimod et soleklart eksempel på, at en sværmen for absolutte sociale sandheder, i dette tilfælde et kristent tusindårsrige, må føre til noget meget grimt, hvor ‘næstekærlig’ hensigten end måtte være.

Dostojevskijs opfordring til krig imod tyrkerne i 1870erne er således præget af absurde løgne, fordrejninger af halve sandheder og generel galmandssnak. Rusland kan ikke længere lægge bånd på sin “Drang nach Osten” uden at forråde sig selv, lyder det igen og igen i Dagbogen. Ved en anden lejlighed er det jøderne, Dostojevskij lader sin galde gå ud over. Ruslands tre millioner jøder er nedrige blodsugere, parasitter der
lever på deres værts bek
ostning. Ved første øjekast er de fleste af dem nok fattige og isolerede. Men i virkeligheden indgår de, alle til hobe, i én og samme verdensomspændende sammensværgelse.

Dostojevskijs store alternativ til fornuftsdyrkelsen – den kristne fordring – indeholder altså en betydelig natside, når den bliver overført fra den abstrakte til den konkrete sfære. De praktiske anbefalinger har karakter af ren russisk chauvinisme og xenofobi. Dostojevskij forvandler, i en højere idés navn, det kristne næstekærligheds budskab til en opfordring til krig og ødelæggelse; han forvandler noget meget smukt til noget meget grimt. Hvor efterlader det os?

Aben er stadig hos os, vil jeg sige. For nok kan vi afvise Dostojevskijs alternativ, men det gør selvsagt ikke hans tanker om det nødvendige i den moralske binding og hans fornuftskritik mindre væsentlig. Lad os tage dem efter tur.

Hvis Gud er død, er alt så ikke tilladt? Hvad sørger for, at mennesket ikke sætter kurs imod stjernerne, når den religiøse bundethed er kastet overbord? Ved første øjekast har Dostojevskij en stærk sag. Men vor russiske ven begår sin idelige fejl. Han fører tanken til en ekstrem konklusion, som den ikke kan bære. Det er simpelthen forkert, at det eneste, der binder os, er den religiøse fordring. Vi bliver – som venner, familiemedlemmer, kolleger og landsmænd – bundet af vores egen empati. Selv hvis vi ikke føler os ansvarlige egne handlinger, så føler vi os som regel ansvarlige for vore nærmestes ve og vel. Og sådan er det, uanset om vi er ateister eller gudfrygtige.

Anderledes med fornuftsdyrkelsen. Her har Dostojevskij helt klart fat i den lange ende. Knap halvandet århundrede efter han skrev, er det svært ikke at blive slået af den forudseenhed, men hvilken han diagnosticerer ‘hyperrationalismens’ elendighed. Det kan ikke gentages for ofte: ønsket om med fornuften som vejviser at skabe et perfekt samfund er den sikre vej til trældom. Ja, vi kan – med Rusland under Lenin og Stalin som eksempel – gå et skridt videre end det. Den overdrevne fornuftsdyrkelse er en opskrift på at nedsænke mennesket til helvedes lavere cirkler.

Den store russiske forfatter lagde kort sagt pen til samtidens klareste undsigelse af de kræfter, der i 1917 skulle føre Rusland i afgrunden. Han forudså, og han advarede imod, den kommende russiske tragedie. Men – og det er det forstemmende ved beretningen – han pustede samtidig til ilden. Hans alternativ var skåret over samme ham, som det han kæmpede imod. Hans sværmeriske evangelium styrkede blot den store utopiske tanke, der samlede kræfter i Rusland i hine tider: til stor fortræd for de kommende generationer af russere.

Så selv om Dostojevskij bestemt en læsning værd, i dag såvel som i slutningen af 1800-tallet, så behøver vi ikke at købe hele pakken. Vi behøver ikke – som Dostojevskij – at vade lige lukt i reaktionens faldgrube. Eller for at sige det på en anden måde: at give plads til religion er en sund øvelse, også i et moderne samfund, men at udlede absolutte (og dermed kollektivt bindende) politiske eller sociale retningslinier fra det religiøse tankegods er noget, vi bør advare imod. Det er værd at erindre lige for tiden.

Det virker sgu'tte!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. februar 2006. 3 svar

Det ansete National Bureau for Economic Research (NBER) offentliggør ofte spændende, empiriske studier, og jeg bemærkede netop et nyt et, der lyder interessant (også i forhold til diskussioner her på bloggen).  Økonomerne Raghuram G. Rajan og Arvind Subramanian har således lavet rapporten “Aid and Growth: What Does the Cross-Country Evidence Really Show?”, som de selv sammenfatter således:

“We examine the effects of aid on growth–in cross-sectional and panel data–after correcting for the bias that aid typically goes to poorer countries, or to countries after poor performance. Even after this correction, we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth. We also find no evidence that aid works better in better policy or geographical environments, or that certain forms of aid work better than others. Our findings, which relate to the past, do not imply that aid cannot be beneficial in the future. But they do suggest that for aid to be effective in the future, the aid apparatus will have to be rethought. Our findings raise the question: what aspects of aid offset what ought to be the indisputable growth enhancing effects of resource transfers? Thus, our findings support efforts under way at national and international levels to understand and improve aid effectiveness.”

Og hermed er bolden givet op til et par interessante diskussioner–eller flere.  Hvis hjælpen ikke gør nogen forskel, hvorfor er den der så overhovedet?  Vil ingen hjælp, realistisk set, kunne gøre nogen forskel?  O.s.v.  Punditokrat Bjørnskov …?

Hvem sagde hykleri…

Af Jacob Mchangama, den 8. februar 2006. 11 svar

De bemærkelsesværdige og frihedselskende egyptiske blogs www.egyptiansandmonkey.blogspot.com og www.freedomforegyptians.blogspot.com (der er blevet lidt af et tilløbsstykke for danskere inklusiv en del trofaste læsere af Punditokraterne), kan nu afsløre, at den egyptiske avis Al-Faqr, i oktober 2005 optrykte de i JP-bragte tegninger af Mohammed til larmende tavshed i hele den muslimske verden.

 

Noget tyder på, at vanviddet vi ser i den muslimske verden har mere karakter af centraliseret dirigisme end spontan (u)orden…

 

De liberale slår til igen …

Af Redaktionen, den 8. februar 2006. 16 svar

Punditokraterne vil fra og med denne post indlede en on/off tilbagevendende serie af dokumentatiske indslag med den sigende titel “De Liberale Slår Til Igen …”.

Formålet er–“for the record”–at notere offentligt alle de eksempler, der måtte forekomme, hvor selverklærede liberale gør det stik modsatte af, hvad man skulle forvente, at et hensyn til personlig og økonomisk frihed, retssamfund og markedsøkonomi, o.s.v., skulle diktere–alle de eksempler på stillingtagen, der forsøger at fjerne ansvar fra individuelle borgere, markedsinstitutioner og civilsamfundets organisationer.  Vi håber, at serien bliver kort, men vi må nok erkende, at der er empirisk belæg for at forvente, at den bliver uendelig.

Vi lægger hårdt ud med dagens fine lille historie om, Venstres sundhedsordfører Jørgen Winther, som sammen med partiets ideologiske fanebærer, næstformand og indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, har konkluderet, at den rette liberale politik er at forbyde rygning i alle offentlige rum:

“Venstres folketingsgruppe vil forbyde rygning på restauranter, caféer, butikscentre, banegårde og i lufthavne og idrætshaller. Samtidig vil partiet indrette hermetisk aflukkede rygerum, hvor der ikke må serveres mad eller fødevarer. … – Nu er der solid dokumentation for, at passiv rygning virkelig er farligt for helbredet. Nu er Venstre ved at være klar til at indføre dette, siger Jørgen Winther.”

Et totalforbud er det måske ikke helt.  Endnu.  Men næsten.  Og det er dog en begyndelse.  Og med en ekstra indsats skal det nok lykkes.  Punditokraterne ønsker Jørgen Winther og Lars Løkke Rasmussen held og lykke med det videre arbejde–der er jo endnu nok at tage fat på, hvis danskerne skal forhindres i at gøre noget som helst, der kan skade dem selv.

Brændemærket

Af Mikael Jalving, den 8. februar 2006. 1 svar

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver mener, at Danmark vil være brændemærket i lang tid på grund af de 12 karikaturer. Han mener også, at der er en snæver sammenhæng mellem den danske debat og muslimernes trusler. “Hvis tegningerne blev set som noget atypisk for Danmark, ville det have set anderledes ud”, analyserer professoren knivskarpt og fortsætter: “Men for dem, der ser nærmere efter, passer det ind i deres billede af Danmark”. Nu er det nok lidt naivt at tro, at flertallet af de muslimer, der i øjeblikket truer Danmark og danskere på livet, ulejliger sig med at “se nærmere efter”, ligesom det kan synes tvivlsomt, at de har ligeså god tid som professoren til at læse de daglige aviser eller korrespondere med kolleger kloden over. De truende masser har måske også andet at tænke på end lige at downloade det seneste nummer af New Republic eller at blive interviewet til Politiken. Det er måske at overvurdere de truende massers rationalitet. Bare en lille smule. Det er måske også at tillægge debatten i Danmark lidt for megen vægt. At Jyllands-Posten skulle have været en international avis før karikaturerne kommer nok som en overraskelse for de fleste læsere.

Men Wæver taler for en tættere alliance mellem religion og politik, og man kommer ufrivilligt til at tænke på den franske filosof Michel Foucaults fascination af Khomeinis revolution i Iran. Her fandt filosoffen endelig, hvad han havde søgt efter hele sit liv: “politisk spiritualitet”. I oktober 1978 skrev Foucault om Iran, at landet mindede ham det det, “Vesten havde glemt siden renæssancens og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet”.

Kære professor, er du endt derude?

Om (de såkaldte) NGO'er

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. februar 2006. 1 svar

Et af de udtryk, der i de senere år har irriteret mig mest, er “NGO’er”–d.v.s. “non-government organizations”.  Dette udtryk bruges som regel til at beskrive en blandet landhandel af organisationer, der generelt kan sammenfattes som værende karakteriseret af ihvertfald to ting: De er 1) relativt langt til venstre i det politiske spektrum; 2) dybt afhængige af skattekroner fra de stater, som de angiveligt ikke er en del af.

Ikke desto mindre giver journalister og stater typisk disse organisationer en ukritisk dækning på linie med, at de var udsendte repræsentanter for Oraklet fra Delphi, inkarnationer af Leonardo da Vinci/Mahatma Gandhi, o.s.v.

I USA er man derimod generelt lidt mere kritisk nærgående overfor f.eks. MSM–og nu også NGO’ere.  Tænketanken American Enterprise Institute og juristsammenslutningen Federalist Society for Law & Public Policy er således nu gået sammen om at drive et NGO Watch.  Her kan man bl.a. læse dette om formålet:

“In recent years, NGOs have become more prominent, more visible across a broader spectrum of interests. Governments and international organizations increasingly rely on NGOs to implement aid programs and deliver development assistance, channeling millions of dollars through these organizations and arguing, in effect, that NGOs have the capacity to address social and environmental problems with greater efficiency than government agencies. Today, thousands of internationally operating NGOs deliver billions of dollars of assistance annually, and the U.S. government gives a large share of its aid funds through NGOs.

NGO officials are widely cited in the media and relied upon in congressional testimony; corporations regularly consult with NGOs prior to major investments. NGOs also use their growing influence inside international organizations to push for the establishment of globalized standards and international legal norms. Yet this growing local and global role has in large part been unchecked and unregulated. Coupled with sparse (or reluctant) practices of public disclosure and a spate of high-profile NGO scandals in the last decade, calls for greater transparency in NGO operations have been resounding. Who funds NGOs? How effective are their programs? How do they influence governments and international organizations? What are their agendas? And to whom are they accountable?”

NGO Watch fokuserer f.eks. i en kommende konference på organisationer, der promoverer begrebet “corporate social responsibility”:

“What really is Corporate Social Responsibility? Do companies that engage in it cheat their shareholders and mislead the public by greenwashing or are they investing in their long-term future? These and other question will be discussed at the upcoming NGOWatch Conference.”

Kroszner udnævnt til "The Fed"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. februar 2006. Skriv et svar

Den amerikanske Chicago-“retsøkonom”, den kun 43 årige professor Randall (“Randy”) S. Kroszner, som nogle punditokrater (og ihvertfald en enkelt læser eller to) kender personligt og/eller fagligt, er i den forgangne uge blevet udnævnt til en top-post af præsident George W. Bush, nemlig Federal Reserve Board, den amerikanske centralbanks bestyrelse.

Den Harvard-uddannede Kroszner er–som undertegnede og enkelte andre punditokrater–en alumne fra det fortrinlige Institute for Humane Studies, og han er tillige en nær, gammel ven af to George Mason University økonomer, der undertiden nævnes på disse sider, Dan Klein og MarginalRevolution.com‘s Tyler Cowen.

Og så er hans CV ganske pænt for en 43-årig …  Kroszners fagspeciale er regulering i et public choice-lignende perspektiv, og han har ledet University of Chicagos forskningscenter herfor–meget passende kaldet The George Stigler Center for the Study of the Economy and the State, ligesom han er redaktør for det ansete Journal of Law & Economics.  Kroszner var 2001-03 medlem af Bushs Council of Academic Advisors og var en af hovedkræfterne bag at få Bushs skattelettelser designet.

Bloomberg News fortæller i en artikel om Kroszner og et andet nyt medlem af Federal reserve Board dette om mandens politiske profil:

“Much of Kroszner’s work expresses skepticism about government attempts to fix economic problems. In a January 2004 interview with the Richmond Fed’s “Region Focus” magazine, Kroszner said Friedrich Hayek and Milton Friedman, both Nobel Prize winners, were the two economists who most influenced him. Both are famous critics of socialism and government intervention in the economy.

“`I am a great believer in the power and importance of free market,” he told the Richmond Fed publication. “It’s not because I think those markets work perfectly; it’s because I can’t think of a better alternative.””

Chicago Tribune siger, at Kroszner “has a libertarian bent when it comes to issues like taxation and entitlement programs. He has long expressed skepticism about government attempts to fix economic problems.”. Jow, den er vist go’ nok …

Punditokraterne ønsker held og lykke!

Ugens citat: Friedman om Skandinavien–og alt muligt

Af Redaktionen, den 6. februar 2006. 2 svar

Vores allesammens “Onkel Milton”–altså Nobelprisvinderen Milton Friedman–er (som nævnt før her på stedet) “still going strong” og skarp som Occams Razor, selv om han nu nærmer sig de 94.  Det fremgår med tydelighed af et længere interview i New Perspectives Quarterly, som kommer vidt omkring: Irak krig, Reagan & Thatcher, Bush, EU, den “tredje vej”, og meget, meget andet–bl.a. de skandinaviske velfærdsstater:

NPQ | Perhaps the Scandinavian countries are a model to look at. They are high-tax but also high-employment societies. And they have freed up their labor markets much more than in Italy, France or Germany.

Friedman | Though it is not as true now as it used to be with the influx of immigration, the Scandinavian countries have a very small, homogeneous population. That enables them to get away with a good deal they couldn’t otherwise get away with.

What works for Sweden wouldn’t work for France or Germany or Italy. In a small state, you can reach outside for many of your activities. In a homogeneous culture, they are willing to pay higher taxes in order to achieve commonly held goals. But “common goals” are much harder to come by in larger, more heterogeneous populations.

The great virtue of a free market is that it enables people who hate each other, or who are from vastly different religious or ethnic backgrounds, to cooperate economically. Government intervention can’t do that. Politics exacerbates and magnifies differences.

Hat tip: Dan Drezners blog.

Den omvendte verden

Af Jørgen Møller, den 4. februar 2006. 33 svar

Enhver, der bruger den komparative metode som hjælpemiddel, kender følelsen af at skue ud over verden og undre sig. Det skal man ikke være ked af, for det er på den måde, man bliver klogere (eller i hvert fald har en chance for at blive det). I disse dage er jeg blevet ramt af en sådan undren. Den stammer fra en ganske bestemt kløft i de internationale reaktioner på Muhammed-sagen.

For at gøre sagen helt enkel, så har de store kontinentaleuropæiske lande ret utvetydigt markeret, at det er i orden at gøre grin med den gode profet og hans skæg – eller at ytringsfriheden i hvert fald står over hensynet til religiøse ligtorne. Betydningsfulde franske og tyske aviser har været hurtige til at vise tegningerne, og reaktionen på det politiske niveau har ikke været meget anderledes. Det første udenlandske politiske parti af betydning, der bakkede op om Jyllandsposten, var de franske socialister – mere sigende kan det næsten ikke blive. Senere har den franske indenrigsminister og den tyske udenrigsminister fulgt trop.

Fra de to store angelsaksiske lande har tonen derimod – så vidt jeg kan fornemme – været en anden. Den engelske udenrigsminister har fordømt tegningerne, og den amerikanske regering er på linie med denne udmelding. Begrundelsen har været den samme: at ytringsfrihed ikke giver ret til at spotte en religion.

Det mønster er vi ikke ligefrem vant til herhjemme. Det plejer at være Storbritannien og USA, der rager kastanierne ud af ilden, når vi er i udenrigspolitiske problemer. Og holdningsmæssigt plejer afstanden over Nordsøen at være mindre end afstanden over den nordtyske hede og Vogeserne.

Hvorfor er det anderledes denne gang? Hvorfor denne omvendte verden? Jeg er meget interesseret i at høre nogle bud. For at åbne ballet vil jeg lægge for med den forklaring, jeg selv greb til, da det beskrevne mønster begyndte at stå klart.

Jeg tror, vi skal søge i hvert fald en del af svaret i ideernes verden. Det synes – meget forsimplet – at være skellet mellem den radikale franske og den skeptiske skotske oplysningstid, der spøger. De franske oplysningsfilosoffer, anført af Voltaire, havde kun hån til overs for religion. For dem var der ingen tvivl – der kunne og skulle aldrig være en balancegang mellem ytringsfrihed og religiøse tabuer. Ja, vi kan gå endnu længere. Religion, det bras, skulle kasseres, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Fornuften skulle så sætte sig i den gamle overtros sted, og dermed ville en ny og smuk tidsalder indvarsle sig.

I Frankrig står den overbevisning meget stærkt den dag i dag. Det er ikke tilfældigt, at de franske aviser har været hurtige til at kalde Voltaire til undsætning. Men vi kender også synspunktet herhjemmefra – det gennemsyrer eksempelvis Ralf Pittelkows analyser af den igangværende dyst mellem det moderne og det traditionelle, mellem det sekulære demokrati og den islamiske lovreligion.

De skotske oplysningsfilosoffer valgte et andet spor. Lad os holde os til Hume, for hans synspunkter og person er meget sigende. Selv var han, efter al sandsynlighed, ateist, men han tordnede aldrig imod religion. Det var der en grund til. Hume nærede nemlig ikke Voltaires tillid til den menneskelige fornuft. Han anerkendte, at en stor del af den menneskelige verden ligger uden for fornuftens anvendelsesområde. “Fornuften er altid følelserne slave”, som hans erkendelsesteoretiske diktum lyder. I forlængelse heraf gav det heller ingen mening at ville afvise religion. For det er ikke rationelt muligt at bevise, at det guddommelige ikke eksisterer – ganske som det ikke er muligt at levere et rationelt gudsbevis.

I samtidens øjne var Hume lidt af en hedning, men det er samtidigt klart, at hans tankegods giver meget mere plads til religion, end tilfældet er for Voltaires. Den læsning af teksten har holdt sig stærk i specielt USA, men også i Storbritannien. Og hermed er vi fremme ved mit bud på det identificerede paradoks: hvor franskmændene (og til dels tyskerne) ikke er parat til at lave en konkret afvejning mellem hensynet til religionen og hensynet til ytringsfriheden (fornuftens tro væbner), så er de angelsaksiske lande langt mere tøvende på dette punkt.

Hvis denne forklaring er rigtigt – og det er bestemt ikke sikkert – så maner det til omtanke. For Voltaires synspunkt er ekstremt, og ekstreme synspunkter skal man normalt vare sig for. Jeg synes ikke, at Jyllandsposten er gået over grænsen i den konkrete sag. Det er på sin plads at få sat spørgsmålstegn ved en lovreligions anvendelsesområde i et moderne demokrati. Jack Straw og co. har, med andre ord, ikke været i stand til at holde vægten lige.

Men jeg mener, at man skal vare sig for at drage den konklusion, at religion skal ned med nakken i et moderne samfund (som jeg synes, Pittelkow er på grænsen til at gøre af og til). For så bevæger man sig ud på tynd is, al den stund at fornuften ikke er en gangbar erstatning. Hvis den var det, så ville kommunismens færd mod det forjættede land ikke være endt i et Dysterland – det er altid værd at erindre sig.

Men lad os komme tilbage til paradokset. Hvilke forklaringer på kløften mellem den kontinentaleuropæiske og den angelsaksiske reaktion har I andre på lager? Og er der overhovedet tale om en kløft? Lad høre, lad høre.