Katedraler i forfald

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.

Ytringsfrihed og regulering

Socialister der plæderer for ytringsfrihed er ikke konsistente. Grundlæggende er der ingen forskelle på markedet for goder (produkter og ydelser) og markedet for ideer. Hvis et case for regulering af markedet for goder kan baseres på (økonomiske) argumenter om externaliteter, asymmetrisk information og offentlige goder, så kan regulering baseres på samme argumenter når det gælder regulering af markedet for ideer.

Regulering retfærdiggøres ofte ved henvisning til forbrugernes uvidenhed om produkter eller ydelsers karakter. (Det er med henvisning til sådanne argumenter, at advokater, læger og andre har haft held til at rejse adgangsbarrierer der kan beskytte deres monopolpositioner). Men vi ved at astrologi er slet og ret det rene vrøvl. Det er demonstrérbart at en lang række politikere ingen reel indsigt har i de emner de udtaler sig om (det gøres nogle gange til en særlig demokratisk dyd).  Og så videre. Men alligevel tillades astrologer, Frank Aaen og andre at vildlede forbrugerne på markedet for ideer (OK, meninger så). Det kan ikke være fordi mangel på regulering af det ene marked (markedet for goder) har reelle omkostninger for forbrugerne, mens det ikke gælder for det andet (markeder for ideer): Der er særdeles seriøse økonom-faglige begrundelser for at Enhedslistens økonomiske politik vil have meget reelle omkostninger! Folk bruger oceaner af penge på at konsultere astrologer og andre mystikere.

Bundlinien er, at det ikke konsistent at ville gennemregulere det ene marked og ikke det andet. En interessant og efterhånden flere årtier gammel type psykologisk forskning handler om hvordan individer håndterer konfliktende overbevisninger. En kerneidé er at individer vil forsøge at begrænse sådan "kognitiv dissonans." (En forudsætning er selvsagt at tilstrækkelig intelligens og selverkendelse til at se inkonsistensen er tilstede). Begræsningen af dissonansen kan være et spørgsmål om egeninteresse og overvurdering af egen vigtighed: Socialistiske "intellektuelle" ser meget gerne regulering af markedet for goder – ikke mindst fordi de selv regner med at skulle stå for reguleringen – hvorimod regulering naturligvis ikke skal gælde for deres egne vigtige synspunkter. 

Reduktionen af dissonansen kan også ske ved at individet modificerer én eller flere af de overbevisninger, der giver ophav til inkonsistensen/dissonansen. Det er denne mekanisme som psykologisk forskning har fokuseret på.  En formodning er at modifikation i særlig høj grad vil finde sted når dissonansen bliver af reel betydning for individet. 

For en socialist kan reduktion af den kognitive dissonans mellem at ønske regulering af markedet for goder men ikke af markedet for ideer bekvemt ske ved at give køb på sit forsvar for ytringsfrihed – specielt når det virkelig gælder. Denne type adfærd forekommer at passe meget godt med hvad vi har kunnet observere den seneste måneds tid: Stålsatte forsvar for ytringsfrihed "uden adjektiver" er overvejende kommet fra borgerlige, mens socialister af alle partier (fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten) har været ved at vælte over hinanden for at komme til at foreslå alskens reelle reduktioner af ytringsfriheden.

Postscriptum: Kernen i ovenstående er planket fra denne punditokrats favoritøkonom, Ronald H. Coase.  Der er meget af Coases tankegang der er relevant for Cartoon-balladen.  For eksempel: Gælder Coase-teoremet her? Kunne vi indgå en gensidigt nytteforøgende deal med islamisterne? (Hvad siger OBP?). Én af Coases mindre kendte bidrag er "The Market for Goods and the Market for Ideas" fra 1974.  Det er herfra ovenstående argument om at det er inkonsistent at ville regulere det ene marked men ikke det andet kommer. Som et kuriosum kan nævnes, at da den amerikanske presse i sin tid fik nys om Coases argument blev det fremstillet under overskriften: "Kendt Chicago-økonom ønsker begrænsninger på First Amendment." Det var ikke lige Coases intention! Engelsk under-statement kan have trange vilkår i en amerikansk sammenhæng!  

Selektive frihedskæmpere II

Apropos min ærede med-Punditokrat Mchangamas karakteristik af Dansk Folkepartis lidt … bøjelige … syn på ytringsfriheden, så har jeg selv for nylig haft lejlighed til at skulle gennemgå dette partis forskellige udspil i pressemeddelelser (og sammenlignet dem med andre partiers).

I den forbindelse fandt jeg et andet, lille eksempel på partiets helt særlige logik og konsekvens i egne udspil.  Nej, jeg tænker ikke på Peter Skaarups forslag om at forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er “usmagelige og direkte forargelige” (22.I.2006).  Jeg tænker derimod på, hvordan Dansk Folkeparti i efteråret 2005 opfordrede til, at danske forbrugere boykotter varer fra Iran, og at man endog ad politisk vej anvender handelssanktioner for at presse Iran.  “Der har i tidens løb været eksempler på, at forbrugerne virkelig kan føre udenrigspolitik med tegnebogen,” sagde Søren Espersen i den forbindelse (6.XI.2005).  Men få måneder senere mente man–faktisk selvsamme Søren Espersen–derimod, at det nu pludseligt er forkert, hvis man som privatperson vælger at boykotte bestemte varer eller varer fra bestemte lande, nemlig når danske virksomheder lovede arabiske virksomheder ikke at handle med Israel, og han efterlyste en politisk reaktion fra regeringen (19.II.2006).

Nuvel, på det personlige plan, er jeg i disse sager faktisk ikke helt uenig med Søren Espersen.  D.v.s., jeg synes faktisk, at det er fint, hvis nogle vil lægge pres på den iranske regering, som p.t. er godt i gang med at skabe en potentielt katastrofal situation, der får Saddam Hussein til at ligne en fredsdue.  Og ja, jeg bryder mig personligt ikke om, når danske virksomheder indvilger i ikke at handle med Israel for til gengæld at tilfredsstille arabiske virksomheder.  Men jeg er en privatperson, ikke folketingsmedlem, og jeg vil som sådan modsætte mig politiske indgreb i begge tilfælde.  I begge sager–danske forbrugere, der med deres pengepung “stemmer” mod Iran, og arabiske virksomheder, der med deres indkøb stemmer mod Israel–er der tale om, at forbrugere har retten til at udtrykke deres politiske præferencer som en del af deres markedsadfærd, og det må vi andre så bare tage ad notam.

Det virker som om, at Dansk Folkeparti derimod har et noget mere pragmatisk forhold til, hvad der er principielt godt og skidt, og som vist bestemmes mere af hvem, det involverer, end af måden det gøres på.

Skønhed og politik – anden del

Som det er blevet overvældende klart på det sidste, specielt efter Samuel Rachlins indlæg i de amerikanske medier, har Punditokraterne venner og læsere over hele verden. Vi er derfor glade for at kunne hjælpe vores udenlandske venner når de har behov for det – de bakker op om os derhjemme.

 

Tre af vores nordiske venner – både i Punditokrat-regi og personligt – er igang med at gennemføre et studie i, om udseende og deslige betyder noget for vælgere og politikere. Altså, er Helle Thorning S-formand fordi hun ser godt ud? Er Anders Fogh statsminister fordi hans mørke hulemandsudstråling appelerer til vælgerne? Når seriøse og dygtige kolleger – Niclas Berggren fra Ratio Instituttet i Stockholm, Henrik Jordahl fra Universitetet i Uppsala og Panu Poutvaara fra Universitetet i Helsinki – gennemfører et studie, vil vi gerne hjælpe.

 

Derfor er her en opfordring til vores læsere: Besøg projektets hjemmeside (link her) og udfyld spørgeskemaet. Det tager cirka 10 minutter af jeres weekend. I må også gerne reklamere for det hos venner, familie, kolleger og eventuelle studerende – jo flere svar, jo bedre. Til gengæld vil vi her på bloggen (det betyder undertegnede) love at rapportere fra undersøgelsen så snart resultaterne begynder at rulle ind.

 

Kender De den om de 364 økonomer?

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Er Sverige et uhyggeligt samfund?

Engang imellem gør jeg mig den ulejlighed at slå over på en anden TV-kanal, når jeg konfronteres med de danske morgennyheder. Det gjorde jeg også den morgen, hvor det med ret stor træfsikkerhed kunne bekræftes, at amerikanerne havde genvalgt George W. Bush som præsident. På de svenske stationer var der naturligvis almindelig gravkammerstemning. Vores naboer har tydeligvis stadig svært ved at fordøje, at skådisen Ronald Reagan kunne vinde over den huldsalige Jimmy Carter. Derfor har de om end endnu større vanskeligheder med at synke, at George W. Bush kan blive præsident og i øvrigt genvælges. Når amerikanerne så alligevel gør det, så må det være et patologisk træk ved det amerikanske samfund. Således også hin morgenstund. Den socialdemokratiske partisekretær, Marita Ulvskog, tonede frem på skærmen og erklærede: “USA er et otäckt samhälle”. Sådan!

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Something completely different

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

Rigsadvokatens afgørelse

Rigsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for profettegningerne efter straffelovens §§ 140 og 266b om hhv. blasfemi og racediskrimination. Afgørelsen kan læses her.

Begrundelsen er, at tegningerne ligger inden for de grænser for ytringsfriheden, som gælder i Danmark.

Statsministeren havde ret i sin status over debatten. At være personligt imod disse tegninger, ligger klart inden for ytringsfriheden. Ytringsfriheden omfatter også retten til at ytre sig kritisk om andre, der benytter deres ytringsfrihed. Men når nogle er gået det skridt videre at foreslå, at den slags respektløse tegninger ikke skulle kunne forekomme i danske aviser, så har de altså ønsket at begrænse ytringsfriheden i forhold til den udstrækning, den havde før. Det er de får og bukke, som statsministeren talte om. Det må kræve en næsten invaliderende abstraktionsevne at hævde, “At ingen seriøse kræfter i dette land har ønsket at begrænse nogens ytringsfrihed”, som chefredaktøren for Berlingske fik udtrykt det. Åh jo, det var der, og vi er nu blevet mindet om, hvor grænsen går, og hvem de var.

Det er formodentlig risikoen for ny uro, der får rigsadvokaten til at komme med følgende afsluttende bemærkning:

Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”.

Hvis bemærkningen kan hindre yderligere blodsudgydelse og glæde Politiken i nederlagets stund, så bør vi ikke dvæle ved, at den angivne passus ikke passer med den foregående analyse, der jo netop viser, at tegninger, som diverse imamer fandt krænkende, alligevel var inden for ytringsfrihedens grænser. Bemærkningen er jo rigtig i mere abstrakt forstand: der gælder grænser for ytringsfriheden, og selvom landet er lille, er de vide.

Konservatisme vs. Liberalisme

Efter at have opnået tilladdelse fra redaktionen, vil jeg fortsætte den ublu promovering for Djævelens Advokat.

 

 

Vores anden udsendelse er i luften fra i dag af. Og det er et program som jeg tror vil interessere Punditokraternes læsere. Det handler nemlig om Konservatisme vs. Liberalisme, og debattanterne er ingen andre end Kasper Støvring og Christopher Arzrouni (udsendelsen blev meget passende optaget hos 1 års fødselaren CEPOS). Debatten kommer ind på emner såsom, velfærdsstaten, religion, kultur og naturligvis statens rolle. Lidt citater fra udsendelsen:

Christopher Arzrouni: "Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ikke noget udestående med konservatismen, fordi konservatismen findes ikke!"

"Jo, mere staten blander sig, jo mere polariseret bliver samfundet, jo flere modsætninger bliver der."

Kasper Støvring: "Liberalismen opererer med et begreb om det menneskelige selv, som jeg synes er en abstraktion. Det er for naivt!"

"Det er ikke et argument for, at staten ikke skal gå ind og støtte nogle kulturelle værdier, nej, det er et argument for at man som liberal, konservativ, borgerlig må gå ind og præge staten."

Christopher Arzrouni: "Hvis jeg læser Brian Mikkelsens kulturkanon, så kan jeg se, at Solvognens julemandsaktion engang i 70'erne, hvor de gik ind i Magasin og begyndte at dele ud af varerne -det er en umistelig del af dansk kulturarv, jamen altså velbekomme! – Hvis man ser på hvad konservatisme i praksis er, så er det ikke noget."

Kasper Støvring: "Konservatismen prøver at pege på nogle af de områder, der ret ofte bliver ladt ude af en liberalistisk optik."

Christopher Arzrouni: "Jeg er netop som liberal ikke totalitær, og derfor går jeg ikke ind for at mine præferencer med hensyn til hvilken religion jeg dyrker, hvilken familieform jeg har, eller hvilke lokalfællesskaber eller venskaber jeg dyrker, også skal gælde for andre."

Kasper Støvring: "Hvis man skal lave om på velfærdssystemet så skal man netop gøre det forsigtigt, langsomt, man skal forberede udviklingen, som statsministeren med en meget god konservativ formulering har udtrykt det. Hvis man ikke gør det, så risikerer vi, at der er mange ting, der går tabt."

Christopher Arzrouni: "Her tømmer du yderligere konservatismen for indhold, for du gør alene konservatismen til et spørgsmål om tålmodighed, fredsommelighed […] Jeg kan da også være tålmodig, langmodig endda. Gør det mig så til konservativ? Ja, det gør det måske i din definition. Men jeg er bestemt liberal!"

Kasper Støvring: "Liberalister har en meget uproblematisk, naiv tilgang til fællesskabet!".

 

Et pust fra fortiden – og ikke et af de forfriskende

Jeg tror, alle der interesserer sig for politik og samfundsforhold, kender fornemmelsen af at opleve et pust fra fortiden – at se dinosaurer i levende live. Vi har alle jævnligt den tvivlsomme fornøjelse at se og høre folk fra de politiske yderfløje ytre sig, så man skulle tro at vi befandt os i 1930'erne. Pastor Langballes særlige nationalistisk-autoritære forslag er som oftest inderligt forældede, og Enhedslistens totale verdenssyn har et særligt religiøst-fundamentalistisk tilsnit, som burde kunne affærdiges med et skuldertræk. Om de så mener at have specielle 'moralske' argumenter eller blot har vist musikalsk talent før de døde, må man spørge sig selv hvor de har været de sidste 70 år?

 

Men i går bragte Politikens kronik anderledes mærkelige vinde fra en fjern fortid. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og LO-formand Hans Jensen demonstrerede deres blinde tiltro til politikeres ubegrænsede godhed og indsigt ved at argumentere for behovet for det, der i sidste ende kun kan beskrives som vulgær-Keynesiansk økonomisk politik á la 1950. Deres ærinde er i og for sig fint: De begræder Europas sløje økonomiske tilstand og den høje arbejdsløshed i store dele af kernelandene. Men midlerne til at bekæmpe problemerne er – mildt sagt – ikke helt tidssvarende.

 

Nyrup og Jensen skriver for eksempel i starten af kronikken, at det er "på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job". Her er afsløring nummer et: Kronikørerne tror fuldt og fast på, at staten kan skabe arbejdspladser gennem en 'aktiv finanspolitik', altså ved at bruge flere penge. Man vil endda straffe lande, der ikke går med på illusionen om de paradisiske tilstande, der følger af en stor offentlig sektor! Væk er Friedmans, Lucas og mange andres indsigter fra de sidste 40 år, der alle peger på de voldsomme problemer ved offentlig indblanding. Væk er de empiriske erfaringer der siger, at staten ikke kan skabe arbejdspladser, men kun stjæle dem fra mere produktive private erhverv. Og væk er Buchanans, Tullocks, og hele Public Choice skolens lære om, at politikere som oftest er uinformerede, selviske og stærkt påvirkede af særinteresser, og derfor laver markant større fejl end det marked, som Nyrup og Jensen har mistillid til.

 

Hvis det så bare blev ved det, men nej. Man efterlyser ikke blot en fornuftig politik, men en "optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen." Nyrup og Jensen vil ikke blot skabe vækst og beskæftigelse (som jo følger af væksten), men også samhørighed – altså den socialdemokratiske kongstanke om solidaritet, her løftet op på et fælleseuropæisk plan. Tænk hvis der fandtes en type offentlig politik, der kunne nå alle tre mål! Afsløring nummer to: Kronikørerne tror på, at politikere kan opnå alt det på samme tid.

 

Og så er der til sidst spørgsmålet om, hvordan den politik skal se ud. Kronikørerne skriver, at der nu er behov for "at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden – velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år." Sørme jo, EU har ikke brug for mere konkurrence, og det der er galt i Tyskland og Frankrig, er ikke at lønmodtagere og arbejdspladser er overbeskyttede – det er det modsatte! Her er afsløring nummer tre: Nyrup og Jensen viser helt basal mangel på forståelse for Europas nuværende strukturproblemer, specielt på det arbejdsmarked de begge er så interesserede i.

 

Endnu værre er det, at de udnævner en skurk i spillet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa." Løsningen er her: " Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol – for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen." For de økonomisk informerede læsere her på bloggen, må jeg sige: Ja, du læste rigtigt! Man ønsker større politisk kontrol med centralbanken. Her er den sidste ting, som Nyrup og Jensen har overset: Kydland og Prescotts Nobelpris-vindende arbejde om centralbankuafhængighed. Siden 1977 har fagøkonomer gang på gang demonstreret, at det på stort set alle fronter er bedst at isolere centralbanker fra politisk indflydelse. Ellers bliver pengepolitikken underlagt en række kortsigtede politiske hensyn, der kun giver ustabilitet, inflation og – i sidste ende – arbejdsløshed.

 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke er en stor fan af John Maynard Keynes, hvor stor en indflydelse han så havde i sit liv og efter det. Men jeg havde da håbet på, at hans ideer var ved at have udspillet deres rolle i praktisk politik. Desværre beviste Nyrup og Jensen i går det modsatte. For at forsvare at man fører kortsigtpolitik, udtalte Keynes de berømte ord, at 'i det lange løb er vi alle døde'. Manden var ikke dum – han vidste nemlig godt, at hans politiske forslag på længere sigt havde negative virkninger. Det er bare ikke kortsigtspolitik, en tidligere statsminister og en nuværende LO-formand efterlyser i Politik, men derimod langsigtsløsninger på Europas stagnation. Og deres forslag til det, er rendyrkede Keynesianske kortsigtsløsninger, som fagøkonomer har brugt de sidste mange år på at afvise. I det lange løb er vi alle døde, men vores idiotiske ideer overlever åbenbart mange generationer.

Selektive frihedskæmpere

Nu hvor Rigsadvokaten har sat (et i hvert fald juridisk) punktum i Muhammed-krisen, er det på tide at kigge lidt kritisk på nogle af krisens "helte", altså dem der ufortrødent har forsvaret ytringsfriheden. Det er trods alt for nemt igen og igen at udstille Politiken, Poul Nyrup, hele venstrefløjen m.v., (hvilket da også er gjort på glimrende vis af bloggosfæren).  

Jeg har tidligere givet udtryk for min glæde over, at ytringsfriheden har haft stor folkelige opbakning i kølvandet på Muhammed-krisen, men stillet spørgsmålstegn ved hvor længe forsvarerne af friheden vil fastholde vigtigheden af frihedens ubetingede natur. I denne forbindelse er det interessant at se hvor dybt forsvaret for friheden egentligt stikker.

En af de der har været en markant fortaler for ytringsfriheden i Muhammed-krisen og i det hele taget når det kommer til truslen fra Islamismen, er Lars Hedegaard. I en kronik i JP skrev han bl.a. følgende:

 

Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem står på vores side, når det gælder om at forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?

Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde, for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.

Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød. Den vil stille samme spørgsmål til disse dages aktører, som eftertiden har stillet til det britiske politiske establishment, da det skulle forholde sig til nazismens udfordring i 1930erne: Hvem svigtede, da det gjaldt? Hvem forsvarede demokratiet og friheden, og hvem krævede appeasement, "dialog" og sød forståelse med diktatorerne.

Modige udsagn fra en mand med Hedegaards fortid. For ville historien have sympati for Lars Hedegaard, hvis den skulle skrives i 1979? Det år, kan man læse i "Bomb Hovedkvareteret", var  Lars Hedegaard redaktør på en lærebog i historie kaldet "Fundamental Historie" (1979). I den kunne man bl.a. læse, følgende:

 

"Med få undtagelser (især DDR og Tjekkoslovakiet) er

 

overgangssamfundene tidligere perifere eller halvperifere områder, der

 

vendte det kapitalistiske verdenssamfund ryggen, fordi det ikke

 

levnede dem udviklingsmuligheder. Men overgangssamfundene var ikke i

 

stand til helt at løsrive sig, selv om de havde betydelige

 

befolkningstal og naturrigdomme. Tvætimod er det bedre at betragte dem

 

som omringede enklaver, der har måttet opbyde alle kræfter for at

 

holde fjendtlig kapitalistisk indtrængen stangen. Angrebene har været

 

af både militær, økonomisk, politisk og ideologisk art og har i

 

betydelig grad været bestemmende for, hvilken indre udvikling der

 

kunne komme på tale i disse lande."

 

Heldigt for Hedegaard at historiens endegyldige dom ikke faldt på daværende tidspunkt.

Men vi har naturligvis alle lov til at blive klogere og det er kun glædeligt når vi lærer af vore fejl og retter ind frem for stædigt at holde fast i ideologier, der i praksis har vist sig totalitære.

Hvordan står det så til Med Lars Hedegaards fornemmelse for frihed i dag? Det kunne man få et indblik i i august sidste år, hvor Lars Hedegaard debatterede terrorlovgivning med undertegnede i Deadline, med Lars Hedegaard i rollen, som fortaler for indskrænkninger i frihedsrettighederne, unægtelig en aparte position for en frihedens vogter.

Sandheden er at folk som Lars Hedegaard og de øvrige national-konservative har en stærk selektiv opfattelse af frihed.

For hvor har Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Michael Pihl m.v., været, når Dansk Folkeparti har stillet forslag om kriminalisering af afbrænding af Dannebrog? Et forslag der bygger på det samme rationale, som når muslimer kræver Muhammeds billede fredet. Hvor var forsvaret for Dagbladet Arbejderens ret til som avis at dække tåberne i Oprørs udfordring af terrorloven, uden indblanding fra politiet? Og hvis ytringsfrihed er et ufravigeligt princip, som også må gælde for de ytringer vi ikke bryder os om, eller som endog er decideret modbydelige, hvor var så forsvaret for David Irving, som måtte 3 år i fængsel, for i 1989 at have benægtet Holocaust?

Dansk Folkeparti og deres tilhængere har i Muhammed-krisen højlydt brystet sig af Danmarks frihedstradition. Men disse har med entusiasme, argumenteret for indgribende terrorlovgivning, modsat sig, at borgerne får en højere grad af ansvar for eget liv og vedtaget love der de facto blander sig i hvem lovlydige og produktive danske borgere kan gifte sig med.

Det var jo nødvendigt med stramningerne af udlændingeloven, for samfundets skyld, hører man tilhængerne deraf sige. Men samme nødvendigheds argument kan bruges til at forsvare eftergivenhed overfor de muslimske krav om censur. For almindelige danskere mistede jo arbejdspladser, Danmarks navn blev "tilsølet" internationalt, og danske liv, ejendomme og interesser blev sat på spil.

Afgørende er således alene om friheden beskyttes konsekvent og principielt, eller kun når den tillige passer ind i eget kram. Endvidere kan det tilføjes, at hvis frihed virkelig havde ligget DF og tilhængere på sinde, hvorfor så ikke lukke kasserne frem for grænserne, når man kan se, at dette er et effektivt integrationsmiddel? Derved kunne disse frihedselskere have slået to fluer med et smæk, ved samtidig at indskrænke politikernes vilkårlige skalten og valten med borgernes penge.

Muhammed-krisen har også vist, at en række personer i Danmark, som regel på venstrefløjen, har svært ved at tage ukvalificeret afstand fra vold og trusler, når de kommer fr
a den "arabiske gade&
quot;. Når folk er undertrykte og ikke-europæiske har de åbenbart ikke ansvar for eget liv og handlinger. Denne form for apologi har de national-konservative ofte været gode til at påpege. Men hvordan forholder det sig når der kommer ekstreme holdninger fra egen lejr?

Dette var reaktionerne fra Søren Krarup, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix, der alle udtalte sig i Berlingske, ovenpå Louise Freverts berømte udfald mod muslimer. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at:

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.

Krarup, Hedegaard og Brix's udtalelser har en slående lighed med udtalelser om muslimsk fanatisme fra Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen, "man må jo forstå muslimernes følelse af desperation, krænkelse og ydmygelse". De førstnævntes kommentarer er således klar apologi for nogle udtalelser, som for en gang skyld rent faktisk godt kunne tåle sammenligning med retorikken i Nazi-Tyskland. Læg især mærke til brugen af ordet "men". Det ord som man, med rette, kan kritisere de der taler om, at "konteksten", "tonen" og "fremmedhadet" i Danmark, udgør baggrunden for reaktionerne blandt muslimer verden over for at bruge, fordi "men'et" relativiserer ublu krav om censur og legitimerer vold.  

De national-konservative har ved at iklæde sig frihedens pletfri banner taget selve frihedsbegrebet som gidsel i deres kamp mod alt hvad der lugter af Islam og for alt hvad der er nationalt. Kun lidt polemisk kan man sammenligne det med den måde venstreorienterede har taget menneskerettighederne som gidsel i deres kamp for den globale multikulturalisme og mod den globale kapitalisme.

Det er muligt at de national-konservative er principfaste, men det princip de er tro imod er ikke frihed, og den selvretfærdige og selvgode tone de national-konservative ikke sjældent anlægger, klinger alt for ofte hult.

I den forbindelse er det mig en fornøjelse og ære, dagligt at kunne læse mine ærede med-Punditokraters poster, som i langt overvejende grad fremstår som principfaste, når det kommer til forsvaret for det liberale frihedsideal, om det så er venstreorienterede, højreorienterede eller, som ofte i disse tider, fanatiske muslimer der står for skud.

Et forkølet angreb

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

Ugens citat: Trenchard & Gordon om ytringsfrihed

Til denne uges citat har vi været så heldige, at den glimrende unge Johan Espersen har gjort arbejdet for os: Han har mindet os om, hvad John Trenchard og Thomas Gordon i 1721 skrev om ytringsfrihed i det 15. Cato-brev.  Det kan–det aktuelle klima taget i betragtning–bære en gentagelse:

“Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.

This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.”

Punditokrater i medierne (igen)

Punditokraterne gør sig p.t. i medierne–og vi tænker her ikke kun på Mr. Laws alter ego, som jævnligt optræder som ekspert udi TDC-sagen.

Næ, i dagens Berlingske har Jacob Mchangama en kronik om forslaget om et FN-menneskerettighedsråd, samt nogle forslag til hvordan dette kunne gøres bedre ved at gøre et sådant mere eksklusivt.  Det hedder bl.a.:

“Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Og i tirsdags optrådte Mikael Jalving i DR2 Deadline som debattør overfor Morten Albæk m.h.t. Muhammed-krisens betydning for det borgerligt-liberale Danmark, herunder hvorvidt V og K bør samarbejde med De Radikale eller med Dansk Folkeparti.

Sidste lørdag havde Peter Kurrild-Klitgaard sin lørdags-klumme i Berlingske.  Denne er ikke tilgængelig på nettet, men traditionen tro gengiver vi den her lidt forsinket:

Om får, bukke og opportunister

Berlingske Tidende 4. marts 2006, 2 sektion, magasin, side 19

Muhammed-sagen har gjort det lettere at gennemskue, hvem der er hvad

Af Peter Kurrild-Klitgaard Professor, ph.d.

De fleste værdsætter frihed. I hvert fald deres egen. Sågar tyve insisterer ofte på, at de selv har ret til ikke at blive bestjålet, og mordere på, at de har en ret til ikke at blive slået ihjel. Der er med andre ord ofte langt fra, hvad mennesker mener, når de taler om generelle principper, til hvordan de vurderer egne handlinger eller andres handlinger mod dem.

I al enkelhed var det vel dét, statsministeren forsøgte at sige i sit nu berygtede interview om »får og bukke«. Men der har på kort tid dannet sig en række myter om, hvad statsministeren faktisk sagde.

Så lad os lige slå fast: Han sagde ikke, at alle danskere skulle smide alt, hvad de havde i hænderne, og kaste sig ind med fuld kraft i kampen for ytringsfrihed. Han sagde i særdeleshed ikke, at erhvervsvirksomheder skulle gøre det.

Dét statsministeren sagde var, at visse kredse i erhvervslivet og i kultur- og medielivet var principløse, fordi de nyder godt af ytringsfriheden, men samtidigt vil gå på kompromis med denne, når det strider med deres egeninteresse eller øvrige holdninger. At dét forholder sig sådan er svært at modsige. Torsdag blev det f.eks. uddybet, at der tilsyneladende har været erhvervskredse, som har lagt et decideret pres på regeringen for at få denne til at opføre sig på en anden måde i denne sag – herunder at give dén undskyldning, som den hverken kan eller bør give.

Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

Fra regeringens kritikere i medie- og kulturlivet har man derimod næsten dagligt gentaget en myte om, at der »jo aldrig er nogen, der har villet begrænse Jyllands-Postens ytringsfrihed«. Her må man uvilkårligt undre sig, hvor de pågældende har været det sidste halve år. Hele sagen begyndte med, at tegnere ikke ville illustrere en børnebog om Muhammed – ikke ud fra et moralsk ønske om selvcensur af hensyn til andre, men fordi man var bange for repressalier fra dem, som mener, at enhver portrættering af profeten er en dødssynd. Så bad man tegnere om at påtage sig opgaven for derved at markere, at man som avis ikke fandt det acceptabelt, at mennesker end ikke kunne tegne noget uden at frygte for deres eget liv. Konsekvenserne? At fremmede landes regeringer og politikere har insisteret på, at den danske stat skulle retsforfølge avisen, selvom den offentlige anklager ikke havde fundet grund dertil. At Jyllands-Posten er blevet udsat for adskillige bombetrusler. At avisen har fået sin hjemmeside angrebet. At der er udsat dusører på tegnernes og redaktørernes hoveder. At der er udsendt fatwaer og trusler i massevis, og for at pointere meningen med disse har organiserede pøbelmasser angrebet og brændt danske ejendomme i udlandet. Og at uskyldige kristne præster er blevet myrdet i flere lande.

Herhjemme har imam Abu Laban og de endnu mere radikale islamister vedvarende villet begrænse både Jyllands-Postens ytringsfrihed og andres om muligt med vidtgående fortolkninger af blasfemiparagraffen, men ellers ved at stramme lovgivningen. Noget lignende har jura-professorer som Eva Smith, Henning Koch og Gorm Toftegaard Nielsen været inde på. Enkelte medlemmer af PEN forfægter utvetydigt censur. Ved et heldags-debatmøde på Københavns Universitet for nylig var der stort set ingen, der forfægtede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre tegningerne.

Som statsministeren sagde, så har denne sag gjort det lettere at se, hvem der er hvad.

Woke up this mornin’ …

Jeg har altid hadet den dér “Gid du var i Skanderborg og blev dér, kære Peter …”  Med mit fornavn kunne man ikke andet–ihvertfald hver søndag, når der var Giro 413, som det reelt eneste at høre på danske æterbølger.

Men idag siger jeg (endnu engang): Gid jeg var i New York … og kunne se The Sopranos.  Jeg ved ikke, hvornår man herhjemme–for første gang i to år–kommer til at kunne se de nye afsnit, men hvis jeg boede i NYC (hvad jeg har været så heldig at gøre to gange i mit korte liv), så ville jeg i aften kl. 9 PM ET sidde klinet til skærmen, for på HBO at se sæsonpremieren på dén mest … “fede”? … “coole”? … Fuggheddaboutit! … TV-serie, der findes.  Michael Corleone møder Dea Trier Mørchsk socialrealisme møder Analyze This møder … et wag job på en mørk nat i North Jersey?

Så hvorfor kan jeg lide–nej: elsker–en TV-serie, hvor hovedpersonen er en stort set amoralsk, fedladen, bedragende, pengeafpressende morder? Og hvor bipersonerne, som regel, er værre?  (Som min kære Fru Punditokrat sagde, da Familien i sidste sæsons slutning aflivede den kommende svigerinde, Adriana (Drea di Matteo): “Så røg den sidste ikke-usympatiske person i den serie!”)

Tja, godt spørgsmål.  Jeg er sikker på, at der findes postmodernistiske, dekonstruktivistiske pseudo-filosoffer, der ville kunne give svar på det.  Men jeg ved også godt, hvad Tony S. ville gøre ved dem–og det ville givetvis involvere et baseballbat, en issyl og andet nyttigt værktøj, som en rigtig Wiseguy har ved hånden.

Og så findes der iøvrigt folk, der har en helt anden vinkel.  Som dem, der bemærkede, at Robert Nozicks Anarchy, State and Utopia faktisk optræder i et afsnit.  Den slags personer har f.eks. læst denne artikel (eller denne) eller denne), hvori det bl.a. hedder:

“Perhaps the most striking thing about HBO’s superb drama series The Sopranos — and what sets it apart from most any show on television — is its unabashed embrace of classically liberal principles. Perhaps only Comedy Central’s South Park better hammers home the themes of rugged individualism, minimalist government and the inherent corruption of power.

In fact, The Sopranos is driven by the theme of personal responsibility.”

OK, måske lidt af en vidtgående tolkning, men … Fuggheddaboutit!

Et stærkt bidrag

Danmark er foreningernes land, og vi er nu også beriget med foreningen Danskere imod Blasfemi. Formanden Jakob Erle, der (naturligvis) også er folketingskandidat for Radikale, har i landets bedste avis Weekendavisen ydet et stærkt bidrag til at vinde vores citatfuskkonkurrence.

Ifølge formand Erle lød den centrale passage i Flemming Roses tekst til profettegningerne (anførelsestegnene er formandens egne):

“(..) muslimer (..) gør krav på en særstilling, når de insisterer på en særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.”

Det er sjældent, at man ser så amputeret et citat. Tænk, at man kan nænne at skære så meget i så kort en tekst, og at gøre det så klodset. Prøv at se teksten uden de 2 x (..) her.

Man kan undre sig over, hvorfor formand Erle overhovedet gør sig den ulejlighed at citere, når han er nødt til at klippe så tydeligt, men han har formodentlig følt, at den fremstormende Khader-fløj kun kunne stoppes med anførelsestegn.

Vi har allerede modtaget flere gode bidrag til konkurrencen, men dette er et stærkt bidrag, fordi det på en og samme gang kombinerer en formel respekt for god citeringsskik med en tedentiøs beskæring, hvilket gør det til et af de mest ekvivokke eksempler, vi har set længe.

Men giv ikke op. Bunden er måske nok nået, men der er plads til flere. Vi tager stadig imod bidrag til konkurrencen.

Tillykke til os …

I denne uge er det et år siden, at nærværende blog gik i luften for første gang.  Siden hen er det blevet til 443 poster (inkl. denne) og 1.583 kommentarer (ekskl. nogle, som privatcensuren saksede).  Det er i den periode blevet til mere end 86.000 “unikke” besøgende og knap 200.000 sidevisninger.  De seneste uger har vi ligget på 450-500 besøg pr. dag, hvilket er nr. 4 på chart.dk’s liste over politiske websites og foran andre, mere etablerede “old boys”-sites som Liberator, Faklen og Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister …

Vi er blevet omtalt–overvejende positivt (hvilket altid må fremkalde nervøsitet) i MS-medier som Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information og Danmarks Radio, og netop i dag såmænd også i Jydske Vestkysten.  Rygter vil vide, at JP kommer med noget en af dagene.

Så tillykke til os.  Men til skribenterne: Se at få skrevet noget mere!  Og til læserne: Kom endelig tilbage–dette er et “public good” …

Ugens citat: Ib Michael om ytringsfrihed

Med hat-tip til Waldorf på Liberator dette fortrinlige citat fra DR2 forleden, hvor Ib Michael diskuterede ytringsfrihed med Jens Rohde og Morten Hesseldahl:

“Hvorfor afskaffer I så ikke bare dem [de paragraffer i straffeloven der begrænser ytringsfriheden] og så har I jeres totalitære samfund.”

There you go again, Erasmus …!

Stor citatfuskkonkurrence med præmie!

Vores smagløse forsøg på at ligne rigtig Main Stream Media (MSM) fører os nu til at lave en rigtig konkurrence. Wauv!

Alle kan deltage, det er helt gratis, og der er en flot præmie til vinderen. Den stolte vinder får intet mindre end den helt nye version af ytringsfriheden: Du er fri til at tænke, hvad du vil, blot du ikke udtrykker det på nogen måde, da det kan skade Arlas garanteret jødefri eksport af mælkeprodukter til Mellemøsten.

Vi havde egentlig planlagt en stor flot ceremoni for kåringen af vinderen, hvor PEN-koret skulle synge den nye udgave (ikke Outlandish’, men Seidenfadens) af PH’s evigt aktuelle schlager, nu kaldet Vi binder os på mund og hånd. Meget passende skulle det hele foregå i lokalerne hos Institut for Menneskerettigheder, men vi har måtte aflyse, fordi dagen vist er reserveret en konference, Ytringsfrihedens ofre II, hvor man fokuserer på de danske katolikker, der blev traumatiserede af at se Dave Allen Shows i 1970erne.

Det tegner i øvrigt til at blive en spændende konference. Først vises stærkt censurerede afsnit af Allens shows klippet ned til ca. 15 sekunder per afsnit for at illustrere, at man faktisk godt kan tage hensyn til andres religiøse følelser, hvorefter der er et indlæg af en repræsentant fra Brandes Selskabet over emnet, Før Brandes og Cavling – Da religionen nød respekt i dansk presse. Derefter fortæller en repræsentant fra Foreningen til udbredelse af troen på intelligent design om den langt mere hensynsfulde tradition for at respektere religion i amerikansk MSM. “Der ville næppe være så mange voksne mennesker i USA, som tror på den guddommelige skabelsesberetning, uden denne høflige selvcensur”, udtaler rev. E. C. Offended i konferencematerialet, “Det kunne I lære meget af i Europa”. Der afsluttes med et meget personligt indlæg af Berlingskes chefredaktør Niels Lunde, Han kan da ikke mene mig, vel?, hvor han fortsætter sin kritik af, at statsministeren ikke hængte nogle få navngivne individer ud ved navn og dermed gav anledning til ubehagelig selvransagelse hos mange fremtrædende medie- og erhvervsfolk. Det skal nok blive spændende.

I stedet for en ceremoni sker overrækkelsen af gevinsten virtuelt ved tankeoverførelse. Det er jo åbenbart også bedst ikke at vække for meget opmærksomhed.

Og nu til reglerne. Det hele er meget enkelt. Man skal bare påvise citatfusk, og der er rigeligt at tage af fra MSM. Det giver ekstra, hvis der er links. Desto bedre citatfusk, desto større chance for at vinde. Vi lægger vægt på elegance og frækhed. Det giver bedst at tage ord ud af en kontekst, så de forvrides, hvorimod vi ikke rigtig giver noget for egentlig løgn; det er for let(h). Men hold jer ikke tilbage, grænsen mellem de to former for fusk er jo flydende. Man kan også komme med eksempler på, at vi har lavet citatfusk, men det vil vi betragte som krænkende og straks ignorere, så I kan lige så godt spare jer. Her er nogle eksempler på do and don’ts:

1) Jyllands-Posten trykte sine profettegninger for at “håne, spotte og latterliggøre” muslimer.

Elegant, fordi det er taget ud af konteksten. Her er, hvad JP egentlig skrev 29/9 2005:

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

JP ønskede således ikke at håne muslimer, men angiver blot, at ytringsfriheden i Danmark ikke afgrænses af, om en person føler sig krænket, men efter objektive kriterier fastsat af domstolene. Samme standard gælder naturligvis for kristendommen, og JP har da også trykt tegninger, der sikkert har krænket “nogle kristne”. Beskrivelsen af ytringsfriheden var efter en presseetisk og juridisk vurdering rigtigt, da den blev skrevet. Om det stadig er tilfældet, er blevet mindre klart for en række universitetsforskere efter balladen startede, så nu venter vi spændt på rigsadvokaten.

2) En rigtig dansk klassiker er citatet om, at statsministeren ikke bare troede, men vidste, at Saddam havde WMD. Citatfuskeriet blev markedsført i sammenhængen med Grevil-sagen om FE-rapporterne, så man skulle tro, at Fogh hævdede at have sin viden fra dem. Det fulde citat var:

Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind.

Det fremgår således, at statsministerens “viden” fulgte af et logisk ræsonnement knyttet til de WMD, som Irak ubestrideligt havde haft og ikke siden havde redegjort for, og ikke til specifikke FE-rapporter. Den er ved at være slidt, men ses under tiden i brug alligevel.

3) At Bush skulle have erklæret over for hele Verden, at “enten er I med os eller I er imod os”, er en anden lille perle, som man for nyligt kunne se i Berlingske, der jævnligt sjusker med deres dækning af Bush. Her er det rigtige citat fra talen den 20. september 2001, ni dage efter terrorangrebet. Efter først at have talt om, at Afghanistan må udlevere bin Laden og al-Qaeda, siger han:

We will starve terrorists of funding, turn them one against another, drive them from place to place, until there is no refuge or no rest.  And we will pursue nations that provide aid or safe haven to terrorism.  Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists.  (Applause.)  From this day forward, any nation that continues to harbor or support terrorism will be regarded by the United States as a hostile regime.

Det fremgår, at Bush kun retter kravet mod de stater, der i lighed med Afghanistans taleban-styre husede terrorister, og at kravet retter sig mod deres dobbeltspil. Enten er de med USA og må bekæmpe terroristerne, eller de lader dem blive og vil så blive betragtet som fjender af USA. Talebanerne valgte som bekendt siden side med al-Qaeda.

Her er nogle eksempler, der ikke du’r i denne konkurrence:

1) Efter at have afvist, at man kan sammenligne Flemming Roses situation med de udenlandske forfattere og journalister, som PEN kæmper for, udtaler Niels I. Meyer:

Her er der tale om mennesker, som risikerer lange fængselsstraffe i diktaturstater. Det er pinligt at sammenligne dem med Flemming Rose, som har al den ytringsfrihed, han ønsker. Han kommer jo ikke fængsel.

Selvom Meyers vurdering af den mordtruede Roses situation er afslørende, du’r citatet ikke i denne konkurrence. Det er nemlig ikke fusk; han har faktisk sagt det. Desuden har Meyer taget konsekvensen og meldt sig ud af PEN, hvilket nok er godt det samme, da International PEN i mellemtiden har erklæret, at Rose skal modtage den støtte, som et flertal af bestyrelsen med nød og næppe, og kun på egen hånd, fik meddelt ham under mange forbehold.

2) Her er et andet eksempel. Det er en oversættelse fra spansk af Mario Vargas Llosa fra Weekendavisen:

På samme måde lader de såkaldt progressive intellektuelle end ikke til at have opfattet, hvad det er, der foregår. Med André Glucksmann forventeligt som den første er der beundringsværdige undtagelser – men d
e er nærmest ikke-eksiste
rende. Jeg kunne håbe, at denne tavshed blot skyldtes ærværdig fejhed: det ville være menneskeligt og til at forstå. Det er rimeligt nok ikke at ønske at ende som den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, dræbt af en fanatisk muslim for at benyttet sig af sin ret til at tænke frit. Men jeg tror desværre, at den egentlige grund er en anden og værre. At en god del af tavsheden til venstre skyldes, at venstrefløjen ikke kan beslutte sig for, hvad der er den politisk korrekte holdning i denne polemik. … Når man sammenligner nutidens europæiske venstrefløj med den, der i sin tid gik foran i kampen for den ytringsfrihed, som fanatismen i dag bekæmper – så er det lige til at græde over.

Igen er vi helst fri for den slags bidrag. Dels er det ikke citatfusk, men et ægte og gennemtænkt citat, dels er det en smertefuld påmindelse om forskellen på rigtige intellektuelle og så den slags, vi må nøjes med her i landet, hvor selv Ib Michael betragtes som en farlig intellektuel.

Klar – parat – start!

To slags multikulturalisme

Sidste uge modtog jeg et brev fra Københavns Kommune. Som den gode borger jeg gerne vil være åbnede jeg straks brevet, men så satte forargelsen ind og mine aspirationer om at være en dydsborger forduftede. Brevet indeholdt nemlig en stemmeseddel til det forestående integrationsrådsvalg i Københavns Kommune. Kommunens embedsmænd mente åbenbart, at jeg burde deltage i dette på trods af, at jeg er født og opvokset i dette land, taler sproget flydende, bidrager til de offentlige kasser og nærer en solid portion kærlighed til Dannevang. Er man barn af en mor eller far der kommer fra et land uden for Vesteuropa, Nordamerika, Australien eller New Zealand har det i kommunens optik tilsyneladende formodningen for sig, at man ikke er ordentligt integreret i Danmark. Men man er ikke selv skyld heri, hvorfor man må være et marginaliseret offer og derfor har brug for en stemme, der på kommunalt plan kan oplyse politikerne om de tiltag der skal til før man kan føle sig afstigmatiseret og hjemme her i landet.

Min forargelse voksede til uanede højder da jeg studerede den vedlagte stemmeseddel og informationsmateriale nærmere. For kandidaterne til integrationsrådsvalget er nemlig ikke delt op efter politisk overbevisning, men derimod efter geografisk herkomst. Der er således en "Afrika liste", en "Mellemøsten liste", en "Øvrige Asien liste", en "Øvrige Europa liste" og en "Blandet liste".

Kunne man forestille sig et større selvmål i forhold til de indvandrere der rent faktisk ikke er ordentligt integreret her i landet, end et system, hvor disse, i modsætning til landets øvrige borgere, opfordres til at stemme på kandidater ud fra disses etnicitet eller nationale oprindelse, frem for deres politiske overbevisning? Mon dette forhold medvirker til, at en somalier opvokset i et klansamfund eller en serber eller rwander opvokset midt i Balkans eller Rwandas etniske begrundede massemord opnår en forståelse af det liberale demokrati? Mon ikke snarere det medvirker, at visse indvandrere gennem deres repræsentanter orienterer sig mod egen kultur og værdier uden at føle behov for at gøre sig bekendt med eller fatte sympati for de her i landet herskende? En sådan orientering kan tolereres i den private sfære, men den bør ikke fremmes endsige legitimeres på det politiske plan, såsom er tilfældet med Integrationsrådsvalget.

Integrationsrådsvalget er et skoleeksempel på den slags multikulturalisme, som ikke bare er misforstået men også dybt skadeligt for det liberale demokratis version af det gode samfund, hvis ufravigelige krav om lighed for loven er uforeneligt med den form for særrettigheder begrundet i etnisk herkomst, som integrationsrådsvalget og dets institutionalisering af offerkultur er udtryk for.

Men den relativistiske version af multikulturalisme, som Integrationsrådsvalget er udtryk for, og som med dens ukuelige tro på, at alle kulturer og værdier er lige gode vel netop er en –isme, bør ikke miskreditere den form for multikulturalisme, som rent faktisk fungerer og som har bevist, at mennesker kan leve fredeligt side om side på trods af etniske, religiøse og kulturelle forskelle. Det er den form for multikulturalisme, som fastholder, at det liberale demokrati, individets frihed og en fri markedsøkonomi er indiskutable værdier, som der ikke kan gøres indrømmelser overfor begrundet i mindretals religiøse eller kulturelle værdier. Denne form for multikulturalisme tillader dog samtidigt, at det enkelte menneske indenfor det liberale demokratis absolutte ramme er fri til at bekende sig til de kulturelle og religiøse normer, som giver det enkelte menneskes liv mening og indhold.

Den relativistiske multikulturalisme bør ej heller tjene til at miskreditere den enorme øgning af velstand og viden som udveksling af ideer, personer, teknologi og kapital på tværs af grænser medfører, men hvis gavnlige effekter i høj grad negligeres af de der er modstandere af enhver form for multikulturalisme.

Sondrer man mellem disse forskellige former for multikulturalisme, hvoraf den sidste slet ikke er en "isme" i ordets gængse forstand, bliver det som liberal muligt at distancere sig fra de venstreorienteredes/kulturradikales frihedsunderminerende utopi uden at overtage de kultur-konservatives pessimistiske og fremskridtsfjendske nationalisme.