Burka Band – tekno undercover

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Undergrundsmusik

Vi har givet jer filmpriser, konkurrencer og digte, og nu får I ægte undergrundsmusik af den mest provokerende og ensidige slags. Alt denne kultur og intet af det finder I magen til i MSM.

Find den sorte T-shirt frem, lær teksten her, og syng så med The Right Brothers på videoen her: Bush was right, etc., etc.

(hattip: Instapundit a.e.)

Løn som fortjent

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

Ugens citat: Politisk socialisering i '70erne

Politiken bragte i den forgangne uge en læsværdig kronik, “Modige bonderøve”, af Charlotte Kehler, hvori hun forsvarer ytringsfriheden og kritiserer Klaus Rifbjerg, og hvori der optræder denne oplysende indsigt i socialisering i 1970erne folkeskole:

“På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS.

Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS.

Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne.

Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås …« osv.

Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund.”

Hattip: Mr. Andersson.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

David Bakkegaard Karsbøl om privat retsvæsen og politi

Djævelens Advokats 3. udsendelse er i luften. Gæsten er David Bakkegaard Karsbøl og emnet er anarko-kapitalisme med særlig vægt på emnet privat retsvæsen og politi, et emne der vel mere end noget andet skiller (rothbardianske) libertarianere fra (hayekske) klassisk liberale (samt økonomer fra jurister :-)…). 

 

Djævelens Advokat har tillige optaget to udsendelser med henholdsvis Jesper Langballe (kultur-konservativ kulturkamp) og Preben Wilhjelm (venstrefløjens frihedsbegreb og fortidens spøgelser). Endvidere vil man kunne se frem til en debat om Grundloven mellem Birthe Rønn Hornbech og Niels Helveg Petersen, samt en debat med Katrine Winkel Holm om, hvorvidt kristendommen er frihedens religion.

Får vi et psyko-angreb på det liberale projekt?

Blandt økonomers yndlingsbeskæftigelser har altid været at finde måder hvorpå "markedet" kan "fejle."  Med "markedet" har de traditionelt ment tekstbøgernes ultra-stiliserede model af det perfekte marked, modellen af fuldkommen konkurrence.  Holdt op mod dén standard må stort set alle former for økonomisk aktivitet i den virkelige verden i sagens natur "fejle."   Det er det som den store (og her taler vi virkelig store, milevidt over, fx, Thomas Sowell) Chicago-UCLA-økonom, Harold Demsetz har kaldt "Nirvana-fejltagelsen."

Alt for få økonomer har været opmærksomme på det logisk problematiske i at vurdere den virkelige verden direkte i forhold til en så voldsom abstraktion som fuldkommen konkurrence-modellen. Fra omkring 1920 (mere præcist fra Arthur C. Pigous arbejder indenfor økonomisk velfærdsteori) har de derfor set markedsfejl "here, there and everywhere."  Der har dog været mindre vind i sejlene for markedsfejl-tankegangen i de seneste årtier, af årsager som vil være læsere af Punditokraterne bekendte: Argumenter af monetaristisk, nyklassisk, østrigsk, public choice, property rights, etc. karakter har dæmpet manien, selvom fremtrædende mainstream-økonomer som (nobelpristageren) Joseph Stigligtz fortsat ser markedsfejl på samme måde som Foucault ser magtrelationer — altså overalt. 

Det har været karakteristisk, at økonomer når de har talt om markedsfejl for så vidt har respekteret økonomis disciplinære grænser. Og markedsfejl har været noget der har vedrørt interaktionen mellem agenterne, snarere end agenterne selv.  Agenter har således hele tiden været rationelt maximerende og haft pæne præferencer.  Det er når de er begyndt at handle sammen, at det går galt, ifølge de traditionelle modeller.

Det har ændret sig gennem det seneste tiår, indtil for nylig snigende, men nu med fuld styrke. Årsagen er en massiv invasion af psykologi i økonomi.  Der sættes nu fuld fokus på agents kognitive udstyr og på hvad der forårsager motivation og ændringer i denne. Flagskibstidsskrifter som Journal of Economic Perspectives har publiceret stribevis af artikler om dette de senere år.  Nobelprisen i økonomi tildeltes i 2002 Daniel Kahnemann som en passende markering af den voksende betydning af psykologisk forskning for økonomisk teori.

Meget af dette er udmærket. Økonomisk teori handler blandt om interaktion mellem få agenter og her har psykologi sikkert meget at tilbyde.  Der er givetvis også en del af laboratorieeksperimenterne der kan generaliseres (omend der netop her er svagt punkt for denne type forskning). Det virker troligt, at det er vanskeligt for de fleste at håndtere sandsynligheder, at det kan gøre en forskel hvordan et beslutningsproblem "frames" (fx om det hedder "50%" eller "½" eller "0.5"), etc. Men der kan anes en markant underliggende interventionistisk dagsorden i hele projektet, og her kan der være grund til at råbe vagt i gevær. 

På samme måde som økonomer har set markedsfejl overalt, har socialpsykologisk forskning været besat af at finde fejl og biases i beslutningstagen. Det er blevet til blandt andet the attribution bias, the impact bias, distortion bias, loss aversion bias, status quo bias etc. etc. 

Også denne tankegang kan kritiseres for at evaluere virkelig beslutningstagen i forhold til et urealistisk ideal (nemlig den såkaldte "forventet nytte-model"). Det er Nirvana-tankegangen igen. Måske skulle man snarere se på de til dels evolutionært funderede strategier som virkelige aktører anvender for med rimelig succes at handle i en kompleks og dynamisk verden.  Men bundlinien er at disse "fejl" kan retfærdiggøre intervention i markedet på ny vis: Hvis folk begår systematiske fejl, er ude af stand til at forstå og evaluere sandsynligheder, systematisk undervurderer fremtiden, og så videre, så er ballet jo åbnet for dirigiste smagsdommere af enhver art, der tror sig bedre informerede og mere kompetente.  Det passer selvfølgelig som hånd i handske til en tiltagende psykologiseret offentlig diskurs og på en velfærdsstat der i voksende grad defineres i terapeutiske termer. (Blair-regeringen sysler allerede med ideer inspireret af lykke-forskning, der er beslægtet med den nye psykologiske bølge i økonomi). 

Det kan være værd at tænke over hvad den liberale respons er (bør være) på dette.  Et sted at begynde kunne være at påpege at meget af forskningen synes baseret på en irrelevant Nirvana-tankegang og generelt har for meget mistillid til folks kognitive kapaciteter (se fx Stanovichs arbejder). Det er helt uklart i hvilket omfang man kan generalisere laboratorium-findings.  Man kunne også pege på konsekvenserne: Tænk hvis fx domstolene begynder at tage disse argumenter alvorligt (det er der amerikanske jurister der mener de skal). Hvor bliver ansvar, skyld, selvstændighed, og fornuft af hvis alle vores tankeprocesser og vores beslutningstagen er skudt igennem med biases af enhver art?  Der er potentielt tale om et massivt psykologisk-funderet angreb på kernen i det liberale projekt. 

Amerikanske tilstande?

Nu har vi i længere tid hørt, at amerikanske medier er domineret af fanatikere fra den yderste kristne højrefløj. Gang på gang er vi blevet tudet ørerne fulde af, at mediedækning af eksempelvis krigen i Irak dækkes på en måde, der favoriserer den siddende amerikanske administration. Ligeledes er vi blevet belært, at f.eks. højrefløjsfanatikere dominerer mediebilledet i diskussionen af, hvilke skolebøger der skal anvendes i biologi undervisningen.

Med hvad er så virkeligheden? Hvordan bliver forskellige emner så rent faktisk dækket i amerikanske medier? Det spørgsmål har forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyou fra hhv. UCLA og University of Missouri forsøgt at besvare i en rapport, “A Measure of Media Bias”. De to forskere har undersøgt 20 forskellige mediers nyhedsdækning og deres udvalg indeholder både elektroniske medier og aviser i perioden fra 1993 til 2002. Eksempelvis er “The News Hour” med Jim Lehrer inkluderet ligesom Washington Times også er indeholdt i analysen. Indholdet af nyhedsdækning er blevet sammenlignet med, hvordan Senatorer i den amerikanske kongres er placeret i samme periode.

Og hvad er så resultaterne? Af de 20 medier, hvis nyhedsdækning er inkluderet i undersøgelsen, er to – siger og skriver to – placeret “til højre for midten”! Resten er placeret til venstre. Så kritikere har da ret i, at de amerikanske medier er “biased” – det er bare i den “forkerte” retning. Og her er det vigtigt at slå fast, at ledere og andre holdningsartikler ikke er inkluderet i analysen – der er udelukkende anvendt nyhedshistorier i analysen …

Hvad fortæller det så os? Det fortæller os ihvertfald, at der åbenbart er nogen, der er interesseret i at male et billede af de såkaldte “amerikanske tilstande”, der passer ind i den opfattelse, at amerikanere er forskruede tosser, der under ingen omstændigheder gives et retvisende billede af verdens “sande” tilstand. Og så fortæller det os måske, at vi ved alt, alt for lidt om, hvordan danske medier og journalister – bevidst eller ubevist – videregiver nyheder. Var det en mulighed at nyhedsdækningen, også i Danmark, er “biased” i en bestemt retning?  Kunne det være, at danske journalister giver deres nyhedsdækning en vinkling, der passer med deres ideologiske ståsted?

Og sidst – men ikke mindst – måske er danske og “amerikanske tilstande” i virkeligheden det samme?

Erik Meier Carlsens terrorlogik

Erik Meier Carlsen (EMC) har i en årrække stopfodret BTs læsere med ledere, hvis indhold vel bedst kan karakteriseres som værende udtryk for juhu-social-demokratisme. Niveauet i lederne er almindeligvis lavt og ofte ved man ikke om man skal grine eller græde efter endt læsning. Men dagens leder er alligevel i en klasse for sig. Temaet for lederen er terrorpakken, som vores borgerligt-liberale regering i dens visdom har fremsat som lovforslag. I lederen lyder det bl.a.:

Men terror truer på en anden måde. Frygten for terror kan ødelægge samfundet. Frygten for terror kan føre til selvcensur og svække samfundets sammenhængskraft. Frygten for terror og for terrorens virkninger kan ødelægge vores økonomi.

Netop fordi terror er en trussel mod samfundets sammenhængskraft, er det i virkeligheden de svagest stillede borgere – som har mest brug for beskyttelse og for statens bistand – der også har mest brug for terrorpakken.

Der er en dyb logik i, at det er de svagest stillede borgere, der i årevis har ønsket strengere retspolitik i det hele taget og en strammere udlændingelov.
De velstillede, veluddannede og privilegerede har ikke helt samme behov. De klarer sig bedre på egen hånd – uden en stærk stat. De har bedre råd til at insistere på den personlige frihed.

Lederen er et perfekt eksempel på, hvorledes den offentlige debat i Danmark er styret af en social-demokratisk diskurs. “Sammenhængskraft” er et plusord, det samme er det at ville beskytte de “svage”. Når man derfor skal argumentere for indgribende terrorlovgivning er det derfor bare at gøre det i en kontekst, hvor terrorlovgivning er nødvendigt for, at sikre disse magiske plusord og begreber, uden hvilke det danske samfund ville blive forvandlet til alles kamp mod alle  og vupti så glider det hele ned, sammenhængskraften er sikret.

Men retorikken kan ikke skjule, at EMCs argumenter er forvrøvlede. Mig bekendt stiger den menneskelige krops modstandskraft overfor sprængstoffer ikke i takt med uddannelsesniveau eller indtjening. De tusinder der døde i World Trade Center ved 9/11 var ikke samfundets “svage” men derimod veluddannede, der givetvis har haft en højere levefod end den gennemsnitlige amerikaner. Det er endvidere næppe helt forkert at antage, at skulle et terrorangreb ramme Danmark vil det snarere ramme indre by end Maribo og dermed “eliten” frem for de “svage” og at miste livet eller at blive lemlæstet i en terroraktion er vel trods alt værre end at miste sit arbejde som følge deraf.

Læg så hertil, at meget tyder på, at terrorlovgivning overhovedet ikke virker, og rent faktisk hæmmer økonomien, som for eksempel i USA, hvor man har haft svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forskere og studerende på grund af skrappe indrejserestriktioner indført efter 9/11.

At påstå, at velstillede har bedre råd til at “insistere på personlig frihed”, som EMC gør, smager mest af alt formynderisk socialisme og foragt for den del af befolkningen, som EMC betegner som “svage”. Påstanden er jo desuden nonsens efter, at der er en klar sammenhæng mellem graden af frihed og økonomisk velstand.

Gudskelov har landets to borgerlige aviser en ganske anden holdning til terrorpakken (kan læses her og her).

Bal i den borgerlige

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

Agnes Heller får Sonningprisen

Hvilket råd vil du give ungdommen, bliver den ungarsk fødte filosof og forfatter Agnes Heller spurgt i et interview. Og svarer: “None. When I was young I hated it when old people gave me advice.”

I samme interview siger hun også: “In America, political correctness is a small minority, but because they shout so loud in the universities everyone is afraid of them, no one opens their mouths and says that they are stupid.”

Nu får hun så Sonningprisen, der uddeles hver andet år og i følgeskab af 1 mio. kr. er Danmarks største kulturpris.

Prisen får hun for et forfatterskab præget af “kreativt talent, politisk klogskab, moralsk energi og intellektuel hæderlighed”, som det hedder i indstillingen fra Københavns Universitet, som tillige oplyser, at Agnes Heller er elev af Georg Lukacs og tidligere venstredissident, og at hun har studeret Kant, Nietzsche, Aristoteles, Heidegger, Shakespeare og Kierkegaard. Indstillingen fortsætter: “Hendes udgangspunkt er individet som aktør, en betoning af etiske og moralske rationaler og en tro på menneskelig substans som grundlaget for alt godt og værdifuldt. Agnes Heller er forfatter til ca. 40 bøger.”

Undertegnede må med skam melde ikke at have læst en eneste af disse, hør så her, hvad Heller siger i ovennævnte interview om moderniteten. Definitionen videregives til liberal inspiration:

“Modernity has to do with the invention of new political institutions. The pre-modern world basically knew only one political institution and that was the Monarchy. One man ruling everything, nothing else. Maybe there was the democracy of a few men ruling everything but that lasted only a few centuries in very few select places. Normally one man rule. But the modern world invented new forms: the Absolute Monarchy, Constitutional Monarchy, Parlimentarianism, Democracy, Liberalism, Totalitarianism – everything was invented. The State becomes a kind of craft, a craftsmanship, technique, technology.”

Det er i mine ører godt sagt, ikke mindst fordi citatet beskriver, hvordan moderniteten kan siges at være både liberal og uliberal. Når staten bliver en teknik eller teknologi, er den budbringer af både frihed og indespærring.

Sonningprisen overrækkes i forbindelse med festforelæsning af Agnes Heller den 19. april i Alexandersalen på Bispetorvet i København kl. 16-18. Dørene er – så vidt vides – åbne.

Skatter koster

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Oplysningstid for Arla

Arla er endt i en værre redelighed. I bestræbelserne på at genvinde de tabte markedsandele i Mellemøsten har selskabet indrykket annoncer i arabiske nyhedsmedier, hvor de i mere eller mindre utilslørede vendinger gør klart, at de skam respekterer de kulturelle værdier, som disse samfund bygger på. Umiddelbart burde en sådan fremgangsmåde jo ikke give anledning til den store ståhej, for hvad er mere naturligt end at udvise respekt for de kunder, man ønsker at afsætte sine varer til. Det er såmænd en både forventelig og naturlig måde drive forretning på.

Arla har med andre ord lært, at verden i dag er så lille, at det ikke er omkostningsfrit at krænke kulturelle sæder og religiøse følelser i arabiske lande; også selv om det måtte være en dansk avis eller dansk regering, der måtte stå bag. Men Arla har overraskende nok overset, at det heller ikke er gratis at træde på de værdier, der er grundlaget for de vestligt orienterede samfund. Selskabet fik dog syn for sagen, da adskillige kvindeorganisationer meldte sig på banen og i skarpe vendinger kritiserede Arla for hylde det anakronistiske kvindesyn, der er hyppigst forekommende i de arabiske lande.

Nu har Arla så indbudt repræsentanter fra kvindeorganisationerne til dialog. Nok ikke fordi selskabet nærer særlig respekt for nogle få og principfaste kvindesagskvinder, men snarere fordi disse repræsentanter meget vel kan vise sig lige så stærke som de religiøse eksponenter, der bogstavelig talt satte fut i fejemøget i Mellemøsten. For hvad er mere skræmmende for Arla, end at rage uklar med frigjorte skandinaviske kvinder, der trods udbredt emancipation, fortsat fungerer som tilsynsførende ved de daglige indkøb i supermarkederne. Nej vel, det er næsten ikke til at bære. Derfor må der fluks arrangeres et dialogmøde.

Jeg håber inderligt, at kvindeorganisationerne vil vise, at de repræsenterer det stærke køn og fastholde kritikken af Arla. Ikke fordi jeg nærer særlig afsmag for Arlas produkter eller virksomhed, men fordi det kan illuminere den iboende konflikt i såkaldt Stakeholder Management – tidens mest klichébefængte røgtæppevås. For hvad gør en ledelse som Arlas, når den skal tilgodese adskillige modstridende interesser? Her er nogle bud:

  • Man holder sig fra politiske manifestationer og erkender, at man har betrådt et territorium, der ikke var bæredygtigt.
  • Man tilbagediskonterer værdien af afsætningen til alle typer af stakeholders, og holder med dem, der repræsenterer den største nutidsværdi.
  • Man arrangerer økumeniske/tværfaglige interfaces med en fælles accepteret moderator og beder til, at der kan skabes en profitmaksimerende forsoning på tværs af forskellighederne.
  • Man tilbyder alle stakeholdere at blive andelshavere, så alle særstandpunkter og forhandlingsomkostninger kan internaliseres i den daglige forretningsgang

Jeg vil hermed indbyde læsere af Punditokraterne til at bidrage med yderligere bud. Steen Hildebrandt, der jævnligt fylder Børsens spalter med en masse Stakeholder-lingo, skal også være velkommen til at give et bud.

Borgerlig kulturkamp

I gamle dage var DR's P1 kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om socialismen. Senere blev det kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om liberalismen.

Nu er P1 begyndt på noget nyt. Den forgangne weekend bragte P1 et indslag om den borgerlige kulturkamp. Medvirkende i studiet var Henrik Gade Jensen (CEPOS), Christopher Arzrouni (CEPOS) og Niels Lillelund (JP). Dér sad de så stille og fredeligt og diskuterede kulturkamp – kun afbrudt af Peter Kurrild-Klitgaard (CEPOS).

Altså borgerligt-liberale, der diskuterede borgerlighed og frihed. En absolut nyhed på P1.

Hør selv med – selvom indslaget (ud over sin form) ikke bragte de store nyheder på banen:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2006/0327121509.htm

 

Ugens citat: Sowell om grupper, kultur & velstand

Wall Street Journals weekendudgave havde et længere interview med den store skribent og Chicago-uddannede økonom, Thomas Sowell (Hoover Institution ved Stanford University).  Her arbejder han sammen med bl.a. Milton Friedman, som sammen med Georg Stigler var Sowells ph.d. vejleder på Chicago.  Sowell er fyldt 75 år, men er lige kommet med endnu en bog–til en i forvejen lang liste af bøger om emner rangerende fra økonomisk idehistorie over kulturstudier til race og etnicitet.  Fra interviewet bl.a. dette:

“The left likes to portray a group as sort of a creature of surrounding society. But that’s not true. For example, back during the immigrant era, you had neighborhoods on the Lower East Side [of Manhattan] where Jews and Italians arrived at virtually identical times. Lived in the same neighborhoods. Kids sat side by side in the same schools. But totally different outcomes. Now, if you look back at the history of the Jews and the history of the Italians you can see why that would be. In the early 19th century, Russian officials report that even the poorest Jews find some way to get some books in their home, even though they’re living in a society where over 90% of the people are illiterate.

“Conversely, in southern Italy, which is where most Italian-Americans originated, when they put in compulsory school-attendance laws, there were riots. There were schoolhouses burning down. So now you take these two kids and sit them side by side in a school. If you believe that environment means the immediate surroundings, they’re in the same environment. But if you believe environment includes this cultural pattern that goes back centuries before they were born, then no, they’re not in the same environment. They don’t come into that school building with the same mindset. And they don’t get the same results.”

Save the world

De fleste kender nok situationen. Man kommer slentrende lige så fredeligt i sine egne tanker, og pludselig springer de frem: underskriftsjægere. Det er ikke din person, de er interesseret i. Det er alene din signatur. Den ene dag skal man skrive under på, at man er “imod AIDS” – hvad det så end betyder i praksis. Den næste dag skal man være “imod fattigdom” eller “imod stofmisbrug”.

Hvis man formaster sig til at svare “nej tak” til tilbuddet, så får man underskriftsjægernes moralske forargelse at føle. For er man virkelig ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Og denne forargelse får man slynget i ansigtet, eller rettere imod sin ryg, selv om man ikke har ytret sine egentlige begrundelser.

Selv om man ikke har dristet sig til at påpege, at alle disse underskriftsindsamlinger udgør en form for moderne gerningsretfærdighed (uden det helt store tryk på gerning). Selv om man ikke har indvendt, at det i øvrigt ikke giver mening at lægge sin lod i en så abstrakt skål. For hvem er, når alt kommer til alt, ‘for AIDS’, ‘for fattigdom’ eller ‘for stofmisbrug’? Hvor er den potentielle negation, der gør forpligtelsen til en meningsfuld handling? Og hvordan kan man overhovedet give noget så personligt som sit konkrete samtykke – sin underskrift – til en sag, man på ingen måde er part i.

Men sådan er verden åbenbart, og det kan jo ikke nytte at ignorere den. Derfor har jeg en opfordring til alle disse underskriftsindsamlere. Hvad med at træde et par skridt op af abstraktionens stige? Hvad med bare at få os til at skrive under på, at vi vil frelse verden? Alle de andre emner udgør vel logisk set underkategorier, og så kan vi ligesom få sagen ud af verden på en gang. Til gengæld kunne vi, der nu er blandt de frelste, modtage en lille ‘save the world’-nål, som vi kan sætte fast på overtøjet; så vi slipper for at blive antastet hver eneste gang, vi er ude at gå. Ville det ikke gøre tilværelsen lettere for alle parter?

Kunst på bloggen – Growl

Statens kunstfond fejrer sit jubilæum, og for at imødegå den kritik, der under tiden rejses mod andre dele af den borgerlig-liberale debat om manglende sans for det kunstneriske, ja, så byder vi her på et rigtig hipt digt. Det hedder Growl og er vist dedikeret til Karl Rove. Det er dog ikke rigtig kunst, da det bringes helt gratis uden nogen form for støtte.

For ikke at krænke ophavsretten yderligere, bringer vi kun de første linjer her, så må I selv linke jer videre:

Growl

by Gerard Allen Van der Ginsberg

For Karl Rove Solomon

I SAW the second-best minds of my not-so-Great Generation destroyed by Bush Derangement Syndrome, pasty, paunchy, tenured, unelectable, and not looking too sharp naked,

bullshitting themselves through the African-American streets at cocktail hour looking for a Prozac refill,

aging hair-plugged hipsters burning for their ancient political connection to the White House through the machinations of moonbats,

(read on here)

Hattip: Instapundit (as ever).

De gode gamle dage

Når man befinder sig langt fra alfarvej – eksempelvis på det Europæiske Universitet i Firenze – så må det være en tilladt at tage livgreb med skæve emner. Jeg har i snart længere tid undret mig over det sparsomme brug af historiske pejlemærker, der kendetegner den offentlige debat, herunder i Danmark, og det vil jeg gerne lige spinde en kommentar over. Vi kender alle sammen besværgelsen om ‘de gode gamle dage’, om tiden før alt gik af lave. Men, og det er interessant, nu om stunder møder vi først og fremmest dette syn på tidernes henrullen hos menigmand. De intellektuelle gør tværtimod en dyd ud af at forsage fortiden. Kløften i historieopfattelse er lige så dyb, som den er bemærkelsesværdig. For i størstedelen af den europæiske historie har det nostalgiske syn på verden af i går besjælet de belæste såvel som de uuddannede. Hvad er der sket? Hvorfor dyrker ‘de oplyste’ ikke længere fortiden som et ideal? Og hvilke følger har skiftet i historieopfattelse haft for de seneste århundreders politiske håndelag? For at besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at foretage en lille historisk afstikker. Vi lægger ud i 1500-tallets Italien, og rejser derefter to-et-halvt århundrede frem i tiden: til oplysningstidens Frankrig.

“De kloge siger, ikke uden grund, at alle, der ønsker at kende fremtiden, må granske fortiden – for kommende hændelser ligner uvægerligt de forgangne“. Således skrev Niccoló Machiavelli, en af den italienske renæssances store tænkere. Derefter trak han lidt i land. Nok kan ingen frigøre sig fra Lykkens, Fortunas, udstukne sti, men vi er alle fri til at drage fuld nytte af, hvad der er os givet. Så selv om virkeligheden ikke kan forvandles – kun guder kan skabe et perfekt samfund – så kan den forandres.

Det bringer os frem til det andet led i Machiavellis historieopfattelse: sammenligningen mellem fortid og nutid. Den lærde florentiner ønskede at gøre magthaverne i de trængte italienske republikker opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i den romerske republiks politiske institutioner. Han opfordrede kort sagt sin samtid til at ‘vende tilbage til Antikken’.

Machiavelli lagde med andre ord pen til forestillingen om, at det går ned ad bakke for menneskeslægten, og at de lysende eksempler til efterfølgelse skal findes i fortiden. Det synspunkt stod han bestemt ikke alene med i 1500-tallets Italien. Selve ordet ‘renæssance’ (genfødsel) indfanger på sigende vis trangen til at søge inspiration i en tidligere periode, i dette tilfælde den græsk-romerske blandingskultur.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre end det. Machiavelli holdt ret beset den europæiske civilisations gængse historieopfattelse i hævd. Et tidligt eksempel finder vi hos den store oldgræske digter Hesiod, der sørgmodigt besang, hvorledes de tidligste tiders rige guldalder var forgået – for derefter at henlægge sin egen samtid til den pauvre jernalder. Den romerske digter Ovid satte en lignende udgave af den antikke myte om verdensaldrene forfald på vers, og også det gamle testamente er gennemsyret af ideen. Adam og Eva levede som bekendt i Edens Have. Men syndefaldet førte til deres forvisning fra paradis, og siden har vi mennesker måtte henslæbe vores tilværelse i den noget mere prosaiske virkelige verden.

Således anskuede europæerne deres fortid i over to tusinde år. Men i midten af 1700-tallet skete der et skifte af dimensioner. De radikale franske oplysningsfilosoffer, jeg tænker her i særdeleshed på Voltaire og Rousseau, afsvor så ganske den hidtidige europæiske historieopfattelse, Machiavellis historieopfattelse. For det første tordnede oplysningstidens lærde imod troen på, at historiens gang var bestemt af højere kræfter, det være sig Fortuna eller Vorherre. Nej, mennesket måtte selv påtage sig ansvaret, vi var herrer over egen skæbne.

For det andet, og i forlængelse heraf, var der ikke noget godt at hente i fortiden. Mennesket skulle i fremskridtets navn frigøre sig fra historiens dårligdomme, fra sult, sygdom, undertrykkelse og krig. Det rationelle menneske, rådgivet af de vidende oplysningsfilosoffer, skulle skabe et nyt og bedre samfund. Eller med andre ord: i stedet for at skue agterud var det på tide at se fremad.

Skiftet i historieopfattelse kunne dårligt have været større, og det fik vidtgående konsekvenser. Oplysningsfilosofferne lagde en tung byrde på de almindelige menneskers skuldre. At tage vare på egen skæbne er en sund øvelse, men den er ofte meget smertefuld. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen.

Reaktionen på dette ansvarets åg udeblev ikke. Nu hvor historien ikke længere kunne oplyse vejen fremad – som den havde gjort det for Machiavelli – søgte såvel de intellektuelle som den brede befolkning efter nye holdepunkter. De skulle ikke komme til at lede længe. De store totalitære ideologier tilbød hver sit halmstrå, som de rådvilde kunne gribe. I den mest rendyrkede form, det vil sige hos marxismen, var samfundets udvikling atter forudbestemt, ikke af Fortuna men af de materielle samfundsforhold. Og der var ligeledes et ideal, nemlig det klasseløse kommunistiske samfund.

De sovjetiske bolsjevikker lod da heller ingen tvivl om, at de anså deres projekt som en fuldgod erstatning for gårsdagens historieopfattelse, da de efter magtovertagelsen i 1917 afskaffede den eksisterende tidsregning og gjorde revolutionsåret til år nul. Øvelsen gentog sig karakteristisk nok, da Pol Pot og hans Røde Khmerer knap 60 år senere greb magten i Cambodia.

Men den totalitære bølge var ikke blot en reaktion på oplysningstidens, eller i hvert fald den radikale franske fløjs, udlægning af teksten. Den var også et barn af den. For marxismen byggede på forestillingen om det rationelle menneske, der kunne gennemskue menneskelivets mål og mening – og skimte det perfekte samfund gennem den virkelige verdens tåger. Intet af det bestående skulle tages for givet, historiens lænker skulle brydes, lød det totalitære evangelium. På dette punkt stod såvel Marx som Lenin i direkte gæld til de radikale oplysningsfilosoffer.

1700-tallets lærde nærede ikke et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis en videnskabelig fremgangsmåde så ganske er en skelen til historiens gang overlegen, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Det bemærkelsesværdige ved beretningen er, at der findes en anden moderne historieopfattelse, der advarer imod det, den østrigske politiske tænker Karl Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’ – og imod Rousseaus opskrift på tyranni. Denne tradition har sine rødder i den såkaldte skeptiske oplysningstid, i tænkere som Montesquieu og David Hume.

De skeptiske oplysningsfilosoffers pointe var ligetil. Fortiden alene kan ikke fortælle os, hvordan vi skal indrette vore samfund, lød deres budskab. Det giver ingen mening at omfavne tidligere tiders deterministiske opfattelse af tidernes gang. Men dermed er ikke sagt, at historien er ligegyldig. For selv om vi ikke kan søge præcise svar i det forgangne, så kan vi tage ved lære af den. Eller med andre ord: vort kendskab til eget samfund bliver fattigt, hvis vi kun sammenligner på tværs af landegrænser – og, bogstaveligt talt, lader fortiden ligge. Den menneskelige fornuft er nemlig ikke et universalmiddel, der sætter os i stand til at udtænke rationelle løsninger på alle samfundsmæssige problemer. Ofte er historien den eneste vejviser, vi har. David Hume, måske den vigtigste af de skeptiske oplysningsfilosoffer, har sagt det rammende:

“Når vi betænker, hvor kort menneskelivet er, og hvor begrænset en viden vi har, endog om hvor egen tid, så må vi blive pinligt bevidste om, at vi for altid ville have et barns indsigt, hvis det ikke var for denne ene opfindelse. Den udstrækker vor erfaring til alle tidligere tidsaldre og til selv de mest fjerne lande – og lader dem bidrage til lige så meget til vor viden som nutidige observationer. Et menneske, der kender historien, kan på sin vis siges at have levet siden verdens begyndelse – og at have tilegnet sig fornyet viden i hvert et århundrede“.

Vi har i dag afsværget troen på, at de ‘oplyste’ kan udstikke vejen til Utopia. Men – og det er interessant – vi har til en vis grad holdt fast ved forudsætningen for denne opfattelse. Vi har i vidt omfang bevaret den radikale oplysningstids hånlige forhold til studiet af det forgangne.

Fortiden i dag er bedre belyst end nogensinde. Alligevel tager vi den meget sjældent i ed, når vi diskuterer samfundsmæssige problemer. Vi studerer den for vores fornøjelses skyld, ikke for at blive klogere på egen samtid. I en sådan situation er vi ikke uvidende. Men vi er alligevel historieløse, og det har uheldige konsekvenser for vores viden om nutiden. Det er på tide at puste støvet af Humes middelvej mellem Machiavelli og Voltaire. Det gode gamle dage var måske ikke så gode, når det kom til stykket. Men de er bestemt et besøg værd, hvis vi vil forstå vores egen tid.

Selektive frihedskæmpere III

Apropos de seneste dages debat på bloggen (her og her) om, hvorledes en del såkaldt borgerligt-liberale i praksis er ganske selektive, når det gælder deres forsvar for friheden, så kunne det måske interessere nogle af Punditokraternes læsere at se det notat, som jeg præsenterede på CEPOS’ årsdag mandag i sidste uge.  I det har jeg som en pilotundersøgelse i.f.t. et større projekt kodet knap 775 pressemeddelelser fra fem partier (Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten) m.h.t., hvorvidt de i deres kommentarer/udspil advokerer mere statsstyring/mindre frihed eller mindre statsstyring/mere frihed.  Jeg har endvidere gjort det i to dimensioner–personlig frihed og økonomisk frihed.  Der er naturligvis kun tale om tendenser i udspil, men resultaterne giver et billede af partierne, som i deres indbyrdes rangordning svarer meget godt til en commonsense opfattelse–og samtidigt ét, som er fundamentalt i strid med de billeder af sig selv, som partierne fremstiller i deres respektive partiprogrammer.

Skulle man være i tvivl om, hvorledes de borgerlige partier ofte mangler forståelse for, hvorledes markedet fungerer (og potentialet for reformer), eller egentlig vilje til at ville ændre på tingene, behøver man ikke se længere tilbage end denne uge, hvor partiernes ordførere udtalte sig om en mulig privatisering af vandværkerne–sådan som ellers intet mindre end et embedsmandsudvag havde foreslået!  Her er uddrag af et Ritzau telegram (21.III) om regeringens holdning om, at “Private skal ikke score profit på drikkevandet”:

“Private selskaber kommer ikke til at tjene penge på det danske drikkevand.

Det står klart oven på de første politiske forhandlinger tirsdag om vandsektorens fremtid. En embedsmandsrapport anbefalede i efteråret at lade markedskræfterne gøre deres indtog i forsyningen med drikkevand.

Den radikale Johs. Poulsen siger efter et møde mellem partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard (K), at regeringen reelt har begravet tanken om at sælge de kommunale vandforsyninger til private aktieselskaber. …

– Jeg har hele tiden sagt, at når både Det Økonomiske Råd og et udvalg af embedsmænd fastslår, at der kan effektiviseres i vandsektoren for op mod en milliard kroner, ville det være dumt ikke at hente den gevinst. Jeg ønsker, at de penge skal blive i sektoren og bruges til fremadrettede investeringer som nye rør eller kloakker, siger miljøministeren.

Den model, som regeringspartierne V og K er enige om, vil fastholde hvile-i-sig-selv-princippet, men kombineret med et prisloft, sådan at det centrale vandtilsyn holder øje med, at forbrugerne ikke betaler mere for vandet end nødvendigt. De kommunale vandforsyninger skal omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber for at få adskilt myndighedsansvaret fra driften. Og Vandtilsynet er ikke tænkt som en stor bureaukratisk kolos, forsikrer Connie Hedegaard. …

Det anslås, at der kan spares en milliard kroner årligt i den danske vandsektor gennem modernisering og effektivisering. Rapporten anbefaler at omdanne de kommunale vandforsyninger til aktieselskaber, der i modsætning til i dag skal have lov at optjene et overskud mod at betale skat af det. …

Eyvind Vesselbo (V) oplyser efter mødet, at Venstre vil arbejde videre med hvile-i-sig-selv-princippet, dog kombineret med et prisloft. Ved at gøre vandforsyningerne til aktieselskaber bliver myndighedsansvar og udførelse adskilt, fremhæver han.”

Berlingske Tidende havde (20.III.) også denne interessante afdækning:

  • Danmarks Liberale Parti: “Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, ønsker ikke før forhandlingerne at løfte sløret for Venstres position. Han har tidligere talt for at bevare »hvile-i-sig-selv«-princippet, samtidig med at private selskaber skal kunne drive vandværkerne. »Men vi har nu fået en lang række uddybninger af efterårets rapport, og jeg ved ikke rigtig, hvor vi ender,« siger han.”
  • Dansk Folkeparti: “[Partiets] Jørn Dohrmann har kategorisk advaret mod tanken om at indføre fortjeneste på vand. »Vores drikkevand er et område, som vi skal være meget påpasselige med at åbne for profit på grund af et ideologisk korstog,« understreger han.”
  • De Konservative: “Også den konservative Christian Wedell-Neergaard har advaret: »Vandsektoren skal hvile i sig selv, hvis ikke sektoren skal sættes under pres til skade for både vandpriser og miljø. Vi ønsker ikke en privatisering af vandsektoren, hvor forbrugerne jo ikke kan opsøge en alternativ leverandør,« udtalte han for nylig.

Det er da godt at vide, at de borgerligt-liberale står sammen!

PS. CEPOS’ årsdag fik iøvrigt en ganske god dækning.  Se klip og mere her.

Stalinisme på Det kongelige

Det kongelige Teater spiller for tiden Brechts stykke "Den kaukasiske kridtcirkel". Dette stærkt stalinistiske stykke propaganda er blevet bearbejdet og forkortet af instruktøren, så det er blevet nogenlunde til at holde ud. Stykket har da også fået mange roser af anmelderne.

Men ikke desto mindre er stykket en omgang stalinistisk propaganda. Da det sikkert går hen over hovedet på mange af de mondæne og smarte teatergængere anno 2006, vil jeg hermed yde en lille vejledning.

Stykket foregår i Grusien (Georgien). Mon ikke fordi denne smukke egn er fødested for Stalin? Jo, bestemt.

I prologen til stykket (som er blevet skåret væk) diskuterer to grupper bønder i den georgiske sovjetrepublik om, hvem der skal have retten til en dal. Skal det være de bønder, hvis forfædre har boet i dalen generation efter generation? Eller skal det være den nye gruppe bønder, som kom til, da de gamle flygtede for krigens rædsler?

Brecht gør nar af den gamle gruppe bønder, der lægger vægt på deres ejerfølelse og på, at deres gedeost ikke smager som før, fordi gederne græsser på andre marker. Til gengæld hylder han den gruppe, som – med kvindelige agronomer og taktorførere i spidsen – taler om at tidoble produktionen af frugt.

Diskussionen ender med, at de gamle må bøje sig for de nye. Og for at fejre afgørelsen fremføres så et traditionelt georgisk teaterstykke. Stykkets pointe er, at en ting skal tilhøre dem, som kan drage mest gavn af den.

Hér er det, at Det kongelige teaters version af "Den kaukasiske Kridtcirkel" begynder. Dette "stykke i stykket" handler om to personer. 1) En tjenestepige, der tager et rigt barn til sig, da barnets far bliver henrettet og moderen flygter. 2) En drukkenbolt, der bliver udnævnt til dommer, og systematisk afsiger domme til fordel for de fattige og undertrykte. 

Dommeren presser penge af de rige storbønder (kulakker?), voldtager deres døtre, og støtter tyveri og hæleri, når det kommer de fattige til gode. Brecht hylder klassedomstolen, akkurat som han hyldede skueprocesserne i Moskva i 30'erne.

Som sin sidste embedsgerning skal dommeren afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden over det før omtalte forladte barn. Den biologiske moder, en selvoptaget adelsdame, er vendt tilbage og kræver sin ret. Tjenestepigen holder fast i, at barnet er hendes. Derpå placerer dommeren barnet i en kridtcirkel og beder de to kvinder om at hive i hver sin ende. Den gode tjenestepige nægter – af kærlighed til barnet - og får til slut forældremyndigheden. Det er "salomonisk kommunisme". Og det er til at brække sig over.

Jeg er sikker på, at alle mine ejendele kunne bruges bedre af andre. Og jeg er sikker på, at mine børn også sagtens kunne opdrages bedre af andre end mig. Men det er mine. Det er ikke et spørgsmål om fairness. Det er et spørgsmål om berettigelse.

I forbindelse med stykket udtalte dr. jur. Frederik Harhoff, at der burde være mere kærlighed i domstolssystemet. Forhåbentlig ikke! Jeg ville nødig være afhængig af andres kærlighed for at kunne få en retfærdig dom.

Stalins forbrydelser blev afsløret for kommunisterne i 1956 (alle andre vidste det godt i forvejen). Muren faldt i 1989. Nu vender stalinismen tilbage forklædt som et opbyggeligt stykke om moderkærlighed opsat på Det kongelige Teater.

Ak og ve. Hver gang jeg tvivler på berettigelsen af kulturkampen, må jeg æde det i mig igen. Opgaven er kolossal.