Law Blogs — Blawgs

Af admin, den 20. april 2006. 1 svar

I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.

Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.

Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.

Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.

Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.

Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Dave Allen RIP

Af admin, den 19. april 2006. Skriv et svar

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Ugens citat: Steyn om "kooks with nukes", Iran, DK, etc.

Af Redaktionen, den 19. april 2006. 8 svar

Når det er svært at finde noget velformuleret at citere, kan vi bare gøre, som vi plejer: Stoppe hos Steyn.  Her er fra dagens kronik i Wall Street Journal:

“The bad cop/worse cop routine the mullahs and their hothead President Ahmadinejad are playing in this period of alleged negotiation over Iran’s nuclear program is the best indication of how all negotiations with Iran will go once they’re ready to fly. This is the nuclear version of the NRA bumper sticker: “Guns Don’t Kill People. People Kill People.” Nukes don’t nuke nations. Nations nuke nations. When the Argentine junta seized British sovereign territory in the Falklands, the generals knew that the United Kingdom was a nuclear power, but they also knew that under no conceivable scenario would Her Majesty’s Government drop the big one on Buenos Aires. The Argie generals were able to assume decency on the part of the enemy, which is a useful thing to be able to do.

But in any contretemps with Iran the other party would be foolish to make a similar assumption. That will mean the contretemps will generally be resolved in Iran’s favor. In fact, if one were a Machiavellian mullah, the first thing one would do after acquiring nukes would be to hire some obvious loon like President Ahmaddamatree to front the program. He’s the equivalent of the yobbo in the English pub who says, “Oy, mate, you lookin’ at my bird?” You haven’t given her a glance, or him; you’re at the other end of the bar head down in the Daily Mirror, trying not to catch his eye. You don’t know whether he’s longing to nut you in the face or whether he just gets a kick out of terrifying you into thinking he wants to. But, either way, you just want to get out of the room in one piece. Kooks with nukes is one-way deterrence squared.

If Belgium becomes a nuclear power, the Dutch have no reason to believe it would be a factor in, say, negotiations over a joint highway project. But Iran’s nukes will be a factor in everything. If you think, for example, the European Union and others have been fairly craven over those Danish cartoons, imagine what they’d be like if a nuclear Tehran had demanded a formal apology, a suitable punishment for the newspaper, and blasphemy laws specifically outlawing representations of the Prophet. Iran with nukes will be a suicide bomber with a radioactive waist.“

Strange bedfellows

Af admin, den 18. april 2006. 9 svar

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

Så personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.

En italiensk historie

Af Jørgen Møller, den 16. april 2006. 5 svar

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

Hvordan afbrænder man en sendefrekvens?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 14 svar

Den politisk korrekte selvcensur (til forskel fra den selvcensur, der blot er udtryk for almindelig anstændighed og gode manerer) har netop i disse påskedage nået nye højder i det USA, som nærværende punditokrat holder meget af, men som også lider af de mere gakkede versioner af autoritær venstrefløjstænkning.

Og nej, jeg tænker her ikke på, at New York University for nylig har forbudt en gruppe Ayn Rand begejstrede studerende at holde et åbent møde om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor disse udover at blive diskuteret også ville blive fremvist. (Læs om den groteske historie bl.a. her, samt her og her.)

Næ, jeg tænker såmænd på dagens historie fra CNN og Jyllands-Posten om den respektløse TV-tegnefilmserie South Park fra den normalt ganske grænseafprøvende TV-kanal Comedy Central.  (Se også den fremragende jurist-blog, Volokh Conspiracy, her og her og her.) Skaberne af serien (som Mikael Bonde Nielsen tidligere har omtalt her på bloggen) har i et afsnit villet tegne Muhammed, men det har TV-selskabet nægtet at lade passere; i stedet har man så–for at "prove a point" om hykleri–i netop denne påske-uges afsnit tegnet Jesus, som "forretter sin nødtørft" på George W. Bush og "Stars and Stripes"-flaget.  Dét havde TV-selskabets politisk korrekte ledelse omvendt ingen problemer med!

Well, well, måske ikke den mest smagfulde måde at demonstrere ens pointe på, men netop pointen er dog her åbenlys: At al talen om ikke at "krænke" nogens følelser har mindre at gøre med handlingens kategoriske karakter end, hvem det er, der bliver stødt på manchetterne.  Kunne man mon forestille sig reaktionen, hvis historien havde været vendt 180 grader rundt …?

Det er iøvrigt værd at bemærke argumentationen fra Comedy Central: Man har ikke villet acceptere Muhammed-gengivelsen på grund af "sikkerhedshensyn".  Hvilke budskaber sender det?  At religiøse fanatikere bare skal gå mest muligt amok–det virker!  God påske.

Errare humanum est …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. april 2006. 6 svar

Skadefryd er ikke et særligt tiltalende menneskeligt træk.  Derfor skal man heller ikke hygge sig for meget over andres (regne-)fejl–sådanne kan man såmænd sagtens komme til at lave selv.  Ikke desto mindre så er der altså i denne Punditokrat-familie en helt særligt behagelig og glad påske-stemning over alle de små historier (og her og her), der tilnærmelsesvis kan få solen til at skinne lidt mere rart.

PS. Pudsigt nok optræder den slags solstrålehistorier vist slet ikke på dagbladet Politikens sider …  Så kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til gengæld regne lidt på disse tal.

Den franske syge — Mark II

Af Nicolai Foss, den 11. april 2006. 17 svar

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Mor Danmark

Af Mikael Jalving, den 11. april 2006. 12 svar

Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokraterne er et presset parti. Men i stedet for at forsøge at skjule det, udstiller topledelsen nu de sidste, sure dråber i partiets seneste visionsoplæg, hvor man bl.a. møder forslaget om et årligt sundhedscheck til alle danskere – raske såvel som syge. Med forslaget er vi med ét tilbage i folkeskolens univers. Vi skal op til sundhedsplejesken, skal vi. Og voksne skal blive som børn. Raske skal blive som syge. Vi må hverken spise for meget eller ryge i smug. For Mor Danmark passer på os, iført hvid kittel og kolde hænder. Det havde hun også dengang. Rigtig kolde hænder. Det var hverken rart at være rask eller syg, for man blev behandlet ens. Det gør man stadigvæk. Står det til Socialdemokraterne, skal vi altid behandles ens og efter en ufravigelig køreplan: Først skal vi undersøges, siden skal vi diagnosticeres, og til sidst skal vi behandles. Forslaget er stillet i ramme alvor, det er ikke en forsinket aprilsnar, de mener det. At vi er børn. At vi ikke selv kan finde ud af at leve vores liv. At de véd bedre. At de nok skal passe på os. Ikke så sært, at stadig flere gerne vil have sig frabedt.

Globalisering er ikke noget nyt! II

Af Jacob Mchangama, den 11. april 2006. 1 svar

Ene og alene inspireret af med-punditokrat Bjørnskovs glimrende post om tidligere tiders globalisering tænkte jeg det på sin plads at bringe et førstehånds vidnesbyrd om de fantastiske fremskridt globaliseringsbølgen medførte i 1800 tallet, i form af et uddrag fra første udgaven af The Economist fra 1843.  Uddraget viser dog desværre, at man heller ikke dengang værdsatte de mekanismer, som bragte uhørt velstand til mennesker, der end ikke kunne have drømt derom.

IT is one of the most melancholy reflections of the present day, that while wealth and capital have been rapidly increasing, while science and art have been working the most surprising miracles in aid of the human family, and while morality, intelligence, and civilization have been rapidly extending on all hands;—that at this time, the great material interests of the higher and middle classes, and the physical condition of the labouring and industrial classes, are more and more marked by characters of uncertainty and insecurity.

In vain has the hand of ART (led on and guided by a complete glare of SCIENCE, aided by INDUSTRY of unsurpassed intelligence and perseverance, nurtured and fertilized by CAPITAL almost without limit) developed the resources of the human mind and the material creation in a manner which has at once astonished and exalted the world;—in vain have all parts of the earth been brought nearer and nearer to us;—our Indian territory within forty days' journey, the great American continent within ten days' sail, our continental neighbours and every part of our own country separated only by a brief space of a few hours;

—in vain the producers and consumers of the whole world, the administrators of mutual wants, the encouragers of mutual industries, have been brought in easy and close collision and contact, and thus facilitated the supply of every want, and the demand for every exertion of human skill and industry;—in vain do we acknowledge all these unequalled and undoubted elements of national prosperity: for at this moment the whole country—every interest without exception,

—the owner and occupier of the soil, the explorer of our great mineral world, the manufacturer who gives form, shape, and utility to the produce of nature, the artisan, the labourer of every description, the merchant and shipowner (the great links of exchange), and the capitalist who facilitates the operations of all,

—every one of these interests stand at this moment CONFESSEDLY in a condition of the most unprecedented depression, anxiety, and uneasiness. And what rather adds to this anomaly than in any way accounts for it, is, that our population has been rapidly increasing, not only in numbers, but also in great skill and productive ability.

But while Art, Science, Intelligence and Enterprise have been thus engaged the last half century in behalf of our country and the human race, in what manner has legislation been occupied?

[…]navigation laws, hostile tariffs, prohibition of English manufactures, were resorted to by other governments, each in a way according to the notions they had of their own interests, in imitation of, or opposition to, the policy of England, each country inflicting on itself as much mischief and injury as England had done by similar policy

[…]It was thus while Art, Science, Capital, Commercial Enterprise, and Labour were eagerly demanding a greater arena to multiply and extend their benefits to ALL, that legislation, ignorance, and prejudice associated with short-sighted selfishness, were actively engaged in frustrating all these nobler efforts and designs.

The Economist har i øvrigt fået ny chefredaktør, som er kommet glimrende fra start med en forfriskende kritik af "soft paternalism" eller "libertarian paternalism", som tilhængerne deraf selv ynder at kalde dette begreb, hvor statens tvang er erstattet med selv samme institutions opmuntrende skub i den "rigtige" retning.

Globalisering er ikke noget nyt!

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2006. 20 svar

Jeg tilbringer det meste af min arbejdstid – og en god bid af min fritid – på at forske på mit kontor, eller underholde studerende i de dertil indrettede lokaler på Handelshøjskolen her i Århus. Begge dele kan ofte være frustrerende, så når lejligheden byder sig, nyder jeg at stige ned fra elfenbenstårnet og møde rigtige mennesker. I og med at jeg har fået min uddannelse af samfundet, som pt. også betaler min løn, synes jeg at jeg har en forpligtelse til at formidle min specielle viden på de områder, jeg nu engang forsker i. At det så også er både sjovt og gavnligt for min forskning er blot en ekstra bonus – prøv at forklare komplicerede ideer til menigmand, og du vil hurtigt opdage om du selv har styr på dem!
Forleden var jeg inviteret til at holde et kort foredrag om globalisering for en af Rotary-klubberne i Århus, og som det nogle gange sker, blev jeg mindet om, at det der er almenviden i elfenbenstårnet, ikke altid er det i resten af samfundet. Denne gang drejede det sig om globaliseringens historie. Det viste sig nemlig, at selv Rotarymedlemmer, der som oftest er interesserede og informeret up-to-date, ikke er klar over, at globaliseringen som vi diskuterer den dagligt, slet ikke er et nyt fænomen.

Den folkelige myte, som selv en del af det akademiske parnas synes at tro på, siger at vi aldrig har set så store handelsmængder, så kraftige investeringsstrømme, eller en informationsrevolution som den, internettet har bragt os de sidste ti år. Det er en myte, som de fleste vel kan nikke genkendende til, politikere gentager og agerer efter, og sociologer bygger dommedagsscenarier over for vores sociale liv. Myten er ikke blot misvisende, men helt grundlæggende forkert.

Den moderne globalisering startede helt tilbage i det 15. århundrede med de store opdagelsesrejser – Columbus, da Gama osv. – der åbnede søveje til fjerne egne af verden og samtidens øjne for deres muligheder. Med tiden blev navigationen bedre, skibene blev større, hurtigere og mere sødygtige, og kontakterne med fjerne lande blev udbygget, enten gennem handelsstationer eller regulære erobringer. I første halvdel af det 19. århundrede var transportpriserne derfor kommet så langt ned, at det virkelig begyndte at batte noget. Samtidig meldte dampskibet sig på banen og Suez-kanalens indvielse i 1869 reducerede dramatisk søvejen til Indien. Og da Adam Smiths frihandelstanker langt om begyndte længe at fortrænge merkantilisternes økonomiske nonsens, både på det videnskablige og politiske plan, tog globaliseringen for alvor fart.

En anden udvikling, der fandt sted på samme tid, gav en virkelig revolution. I 1850 lagdes de første undervandskabler til telegrafaktivitet mellem England og Frankrig, og i 1866 lykkedes det ved hjælp af Brunell's kæmpeskib Great Eastern at lægge det første transatlantiske kabel, der holdt. Den første meddelelse indeholdt et tillykke, og beskeden om, at Preussen og Østrig havde sluttet fred. Verden var fra da af blevet næsten ubegribeligt meget mindre.

Perioden mellem cirka 1870 og udbruddet af første verdenskrig blev derfor karakteriseret ved en hurtigt stigende økonomisk integration mellem verdens lande og kontinenter. Med andre ord, perioden 1870-1912 kaldes ofte for den første globaliseringsbølge. Via den øgede handel og den langt hurtigere udveksling af informationer som for eksempel det transatlantiske kabel muliggjorde – dengang var det ikke internettet, men telegrafen der drev udviklingen – blev priser og investeringer i hele verden meget tættere sammenblandet. For eksempel begyndte aktiepriserne på børserne i New York og London at bevæge sig sammen, fordi de to lande nu delte økonomiske vilkår.

Det nye i globaliseringen i de sidste år er således ikke omfanget. Vi er blot ved at være tæt på det niveau, vi kendte til for hundrede år siden. Det nye er heller ikke, at fattige lande nyder godt af den, på trods af hvad sociologer og den marxistiske venstrefløjs ideologiske dinosaurer påstår. Nu er det lande som Chile, Thailand og Mauritius, der har enorm gavn af at udnytte de globale fordele, som de nu engang har. For hundrede år siden var det USA, der benyttede sig af dets billige arbejdskraft, Argentina, der rykkede ind i de rige landes klub ved at udnytte sine naturressourcer, og et lille land i Europas nordligste periferi, der blev uhørt rigt på at sælge smør og bacon. Og hvis nogen skulle være i tvivl (hvad jeg ikke håber på!), er det sidstnævnte land selvfølgelig Danmark.

Hvis vi vil tage ved lære af den første globaliseringsbølge, i stedet for at lukke øjne og ører for den og gøre som om vi ikke forstår den, vi sidder i lige nu, bør det være klart for alle, at globaliseringen er en fantastisk mulighed. Om man så bruger den, er en anden sag. Som landmænd nogle gange siger: Man kan trække et svin til truget, men man ikke tvinge det til at æde. Globaliseringen skal omfavnes og ses som en mulighed i stedet for en trussel. De lande, der gjorde det for hundrede år siden, blev rige dengang. Og dem – der som vores eget land – blev ved med at være åbne, fik en gradvist højere levestandard, mens andre – som for eksempel Argentina – der efterfølgende lukkede sig om sig selv, faldt tilbage i rækkerne igen, med de fattigste som de største tabere.

Hele pointen i dag er: Lær af historien! Dampskibe og tog transporterede folk, som fly gør det i dag, og telegrafen var tidens internet for hundrede år siden. Hvis vi gider interessere os for historien, i stedet for blindt at skrige, at det hele er nyt og vi forstår det ikke, kunne det være, at vi kunne få en kvalificeret debat om globaliseringen. Og så kunne vi måske undgå de gigantiske skæverter som både EU og vores hjemlige politikere slår i frygt for vælgere og resten af verden. Historien viser os, at der intet er at være bange for.

Ugens citat: Fund om paniske højrefløjspolitikere

Af Redaktionen, den 10. april 2006. 1 svar

Wall Street Journals meget indsigtsfulde (og generelt klassisk-liberalt lænende) politiske redaktør John Fund har mandag en syrlig kommentar til, hvorledes Republikanerne klarer sig p.t., og som vel bedst kan sammenfattes med det farverige og rammende udtryk, af man er ved at “snatch defeat out of the jaws of victory”.  Her er et uddrag af Funds klumme:

“It is becoming increasingly clear that the GOP majority is losing its team spirit, and many in Congress are going their own way as they eye a tough re-election climate. Back in 1994, that kind of behavior over a crime bill that failed to garner enough Democratic votes to pass on the floor was an early indicator that Democrats were in serious political trouble. They wound up losing control of both houses of Congress that year.

No one quite expects a tsunami of those proportions this year. Incumbent-protection devices and gerrymandered districts are likely to minimize GOP losses. But Republican strategists are now openly talking about the parallels between 1994 and 2006. …

Panicked politicians are not a pretty sight,” says GOP pollster Whit Ayres. “They usually run in the wrong direction”.

So far that’s exactly the direction that Republican have chosen to run in the last year as their national numbers and President Bush’s approval ratings have softened. From their scramble to ram through a national legislative solution to Terri Schiavo’s plight, to their overreaction to Hurricane Katrina, to their failure to recognize the public’s disgust with pork-barrel projects, to the Dubai Ports deal, Republicans have appeared to the world to be as unprincipled and rudderless as the politicians they campaigned against back in 1994. Unless they change course dramatically in the seven months between now and Election Day, they may well find themselves facing the same fate as the Democratic political dinosaurs of that year that they replaced.”

Intet nyt fra Plame-fronten

Af admin, den 9. april 2006. Skriv et svar

Da vi har orienteret om Plame-sagen hidtil (opsamling her, og en efternøler her), må vi vel også hellere tage den sidste udvikling med, selvom der reelt ikke er sket noget af betydning.

Fra efterforskningen af Scooter Libby fremgår det, at præs. Bush autoriserede ham til at oplyse om indholdet af efterretningsrapporter over for journalisten Judith Miller fra NYT.

Hvordan bliver nyheden så fortolket af MSM:

1) MSM: Bush tillod citering fra efterretningstjenesterne for at miskreditere ambassadør Joe Wilson.

Tja, ordvalget er vel ikke helt dækkende. Bush ønskede at imødegå Wilsons påstand om, at man løj i forhold til efterretningstjenestens vurderinger. Det kunne man imødegå ved simpelt hen at fremlægge rapporterne. Fogh imødegik Grevils påstande om løgn ved på samme måde at fremlægge FE rapporterne, og Blair løste tilsvarende påstande om Goldsmiths vurderinger ved offentliggørelse. Der er som bekendt endnu ikke dokumenteret et eneste tilfælde af løgn fra hverken Bush, Blair eller Fogh i så henseende.

Derimod fremstår Wilson som løgner i sine anklager mod Bush. Men MSM kæmper bravt for ham og oplyser stadig, at han under sit besøg i Niger havde bevist, at Saddam ikke forsøgte at købe uran. Det er – igen som bekendt – forkert. Skal man endelig forsøge at være flink mod Wilson kan man sige, at han fandt det usandsynligt, at Saddam kunne købe uran i Niger. Men Bush påstand var jo også kun, at Saddam forsøgte at købe det i Afrika, og den påstand kunne Wilson faktisk selv bekræfte, og Butler-rapporten har siden fastholdt den.

2) MSM: Hvis Bush blot ville vise, at han ikke havde løjet om efterretningstjenesterne, hvorfor nøjedes han så med at citere fra dem og endda gøre det via en venligt indstillet journalist?

Tja, rapporterne blev faktisk fremlagt ganske kort tid efter, så der er ikke rigtig bid i den del heller.

Men efterretningsrapporter bliver sjældent fremlagt fuldt ud, så her er der (lidt) plads for konspirationsteoretikere, hvad der da også gælder Wilson-, Grevil- og Goldsmith-sagerne.

Den venligt indstillede journalist Judith Miller har i øvrigt fået en krank skæbne, og her finder vi måske en af årsagerne til, at journalister er så konforme, som de er. Gud nåde og trøste den journalist, der ikke passer ind og deler branchens holdninger.

3) MSM: Bush er taget i at hykle. Han sagde, at han ville fyre enhver, der lækkede oplysninger til pressen, og så gjorde han det selv.

Denne her er den dårligste del af historien og viser, hvilke dele af MSM, der er de ringeste. Bush udtalelser angik afsløringen af Plame som (tidligere) CIA-agent, hvilket er kriminelt. Ingen har påstået, at citeringen fra efterretningsrapporterne var strafbar. Hvorfor ikke? Fordi Bush afgør, om rapporterne skal fremlægges eller ej. Denne del af sagen er nogen lunde så ubegavet, som at kritisere, at Fogh kunne offentliggøre FE-rapporterne, når Grevil ikke måtte.

Summa sumarum: Bob Woodward synes stadig at have ret i sin vurdering af, at Plame-sagen ikke har noget på sig.

Når vi fortsat dækker sagen her på bloggen, er det, fordi den giver et indtryk af, hvad der er galt med MSM i dag.

På Woodwards tid handlede kritisk journalistik om at være kritisk over for sine kilder. At man hele tiden efterprøvede, om ens kilder kunne holde vand og gav et fair billede af virkeligheden. I dag angår begrebet ikke arbejdsmåden, men resultatet. Man skal som journalist være kritisk over for “magthaverne”, og så er det bedøvende ligegyldigt, om kilderne er skæve eller uholdbare, bare tendensen er rigtig.

House of Lords om anti-terrorlovgivning

Af Jacob Mchangama, den 9. april 2006. Skriv et svar

Jeg har tidligere lovprist den øverste engelske retsinstans "House of Lords'" (HOL) insisteren på en effektiv beskyttelse af retsstatsprincippet og individuelle frihedsrettigheder overfor indgribende anti-terrorlovgivning. I disse tider, hvor regeringen her i landet søger at udvide statens anti-terror beføjelser, hvilke allerede blev kraftigt udvidet i 2002, er det endnu engang værd at kaste blikket vestpå over Nordsøen.

I 2004 skulle HOL tage stilling til, hvorvidt udenlandske statsborgere mistænkt for terrorisme kunne tilbageholdes på ubestemt tid uden adgang til at blive stillet for en dommer, med andre ord en suspension af Habeas Corpus. HOL kom med dommerstemmerne 8-1 frem til at en sådan suspension ikke var forenelig med Englands (uskrevne) forfatning eller den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Lord Hofmanns begrundelse er særlig interessant fordi den på overbevisende vis demonstrerer frihedsrettighedernes konkrete og praktiske værdi og betydning igennem århundreder af den engelske civilisations eksistens, frem for det historieløse og abstrakte forsvar for menneskerettighederne, der ofte fremføres af menneskerettighedsbevægelsen:

This is one of the most important cases which the House has had to decide in recent years. It calls into question the very existence of an ancient liberty of which this country has until now been very proud: freedom from arbitrary arrest and detention. The power which the Home Secretary seeks to uphold is a power to detain people indefinitely without charge or trial. Nothing could be more antithetical to the instincts and traditions of the people of the United Kingdom.

[..]In any case, suspicion of being a supporter is one thing and proof of wrongdoing is another. Someone who has never committed any offence and has no intention of doing anything wrong may be reasonably suspected of being a supporter on the basis of some heated remarks overheard in a pub. The question in this case is whether the United Kingdom should be a country in which the police can come to such a person's house and take him away to be detained indefinitely without trial.


 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.
 […]The technical issue in this appeal is whether such a power can be justified on the ground that there exists a "war or other public emergency threatening the life of the nation" within the meaning of article 15 of the European Convention on Human Rights. But I would not like anyone to think that we are concerned with some special doctrine of European law. Freedom from arbitrary arrest and detention is a quintessentially British liberty, enjoyed by the inhabitants of this country when most of the population of Europe could be thrown into prison at the whim of their rulers. It was incorporated into the European Convention in order to entrench the same liberty in countries which had recently been under Nazi occupation. The United Kingdom subscribed to the Convention because it set out the rights which British subjects enjoyed under the common law.


 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

 The exceptional power to derogate from those rights also reflected British constitutional history. There have been times of great national emergency in which habeas corpus has been suspended and powers to detain on suspicion conferred on the government. It happened during the Napoleonic Wars and during both World Wars in the twentieth century. These powers were conferred with great misgiving and, in the sober light of retrospect after the emergency had passed, were often found to have been cruelly and unnecessarily exercised. But the necessity of draconian powers in moments of national crisis is recognised in our constitutional history. Article 15 of the Convention, when it speaks of "war or other public emergency threatening the life of the nation", accurately states the conditions in which such legislation has previously been thought necessary.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

[…]What is meant by "threatening the life of the nation"? The "nation" is a social organism, living in its territory (in this case, the United Kingdom) under its own form of government and subject to a system of laws which expresses its own political and moral values.

When one speaks of a threat to the "life" of the nation, the word life is being used in a metaphorical sense. The life of the nation is not coterminous with the lives of its people. The nation, its institutions and values, endure through generations. In many important respects, England is the same nation as it was at the time of the first Elizabeth or the Glorious Revolution. The Armada threatened to destroy the life of the nation, not by loss of life in battle, but by subjecting English institutions to the rule of Spain and the Inquisition. The same was true of the threat posed to the United Kingdom by Nazi Germany in the Second World War. This country, more than any other in the world, has an unbroken history of living for centuries under institutions and in accordance with values which show a recognisable continuity.

I think that it was reasonable to say that terrorism in Northern Ireland threatened the life of that part of the nation and the territorial integrity of the United Kingdom as a whole. In a community riven by sectarian passions, such a campaign of violence threatened the fabric of organised society. The question is whether the t
hreat of terrorism from Mu
slim extremists similarly threatens the life of the British nation.

[…]The Home Secretary has adduced evidence, both open and secret, to show the existence of a threat of serious terrorist outrages. The Attorney General did not invite us to examine the secret evidence, but despite the widespread scepticism which has attached to intelligence assessments since the fiasco over Iraqi weapons of mass destruction, I am willing to accept that credible evidence of such plots exist. The events of 11 September 2001 in New York and Washington and 11 March 2003 in Madrid make it entirely likely that the threat of similar atrocities in the United Kingdom is a real one.

 But the question is whether such a threat is a threat to the life of the nation. The Attorney General's submissions and the judgment of the Special Immigration Appeals Commission treated a threat of serious physical damage and loss of life as necessarily involving a threat to the life of the nation. But in my opinion this shows a misunderstanding of what is meant by "threatening the life of the nation". Of course the government has a duty to protect the lives and property of its citizens. But that is a duty which it owes all the time and which it must discharge without destroying our constitutional freedoms. There may be some nations too fragile or fissiparous to withstand a serious act of violence. But that is not the case in the United Kingdom. When Milton urged the government of his day not to censor the press even in time of civil war, he said:
"Lords and Commons of England, consider what nation it is whereof ye are, and whereof ye are the governours" 

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

  This is a nation which has been tested in adversity, which has survived physical destruction and catastrophic loss of life. I do not underestimate the ability of fanatical groups of terrorists to kill and destroy, but they do not threaten the life of the nation.

Whether we would survive Hitler hung in the balance, but there is no doubt that we shall survive Al-Qaeda. The Spanish people have not said that what happened in Madrid, hideous crime as it was, threatened the life of their nation. Their legendary pride would not allow it. Terrorist violence, serious as it is, does not threaten our institutions of government or our existence as a civil community

[…]. The real threat to the life of the nation, in the sense of a people living in accordance with its traditional laws and political values, comes not from terrorism but from laws such as these. That is the true measure of what terrorism may achieve. It is for Parliament to decide whether to give the terrorists such a victory

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

HOLs afgørelse, og især Lord Hofmanns begrundelse, demonstrerer, hvorfor beskyttelsen af individuelle frihedsrettigheder burde være et fælles borgerligt-liberalt projekt, som både konservative og liberale kan støtte op omkring. Liberale på grund af, at anti-terrorlovgivning jo i sagens natur griber ind i det enkelte menneskes frihedssfære og udvider statens beføjelser på vilkårlig vis.  Konservative, fordi det grundlæggende er et frit samfund man ønsker at bevare, hvorfor lovgivning, der indskrænker eller ophæver hævdvundne og civilisationsdefinerende grundprincipper bør afvises.   

Søges: Post; Haves: Meget villig kandidat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. april 2006. 1 svar

Den tidligere landsformand, politiske ordfører og gruppeformand for Centrum-Demokraterne, og 1982-2001 on/off MF, MEP og MA mmm, Peter Duetoft, nåede i sin lange, glorværdige karriere i det lille familieparti (der som bekendt i sin tid splintrede af fra Socialdemokratiet), aldrig en ministerpost.  Det siger i sig selv noget, givet at det lille parti i hans tid som leder og MF'er var med i regering flere gange og undertiden havde så få folketingsmedlemmer, at man dårligt kunne besætte posterne.  Men torsdag meddelte Duetoft, at han nu var "kommet hjem på gården", som Bendt Bendtsen ville sige.  Altså, at han nu–hvor CD givetvis permanent er ude af Folketinget, og hvor der efter flere års interne slagsmål er ryddet grundigt op i rækkerne af kommende socialdemokratiske ministerkandidater (Jensen, Brink, Blach Hansen, Stavad, o.s.v.)–er blevet betalende medlem af det (halv-)store, gamle parti, som CD havde sine rødder i.

Det kommer iøvrigt i kølvandet på, at Duetoft for mindre end et år siden meddelte, at han ikke længere var medlem af CD, men da gerne ville være borgmester i Hjørring på en lokal borgerliste, hvis man ville have ham.  Det ville man så ikke.  Men nu er hans motiv til at blive socialdemokrat den ganske uselviske, at han gerne vil give den nye formand "moralsk opbakning" …, samt at hans eget menneskesyn ligger tættest på Socialdemokraternes.  Og så har Duetoft sikkert også ihukommet den gamle socialdemokratiske vise om et samfund med "plads for alle, der vil" …  For villig er han da bestemt:

Vil du så stille op til Folketinget?

– Mit medlemskab er jo meget nyt, så nu skal vi lige lære hinanden at kende. Men hvis man kan bruge mig til noget …

Punditokraterne vil ihvertfald gerne ønske alle parter tillykke.  Det er rart at vide, at i nødens stund kan åndsfæller finde hinanden til fælles gevinst.

O bella libertà

Af Redaktionen, den 7. april 2006. Skriv et svar

Denne blogs udsendte korrespondent i en af de mest interessante byer i et af verdens dejligste (men ikke helt problemfrie) lande, vores med-punditokrat Jørgen Møller, har dd. en artikel i Weekendavisen’s “Ideer”,  O bella libertà. Her kan man blive klogere på historiske perspektiver vedrørende, hvad der er og ikke er liberalisme på italiensk.

Afmontér velfærdsstaten

Af Stanislaw, den 6. april 2006. 1 svar

The Business bragte for nyligt denne interessante historie om hvorledes den højt besungne skandinaviske velfærdsmodel (med Sverige som det paradigmatiske eksempel) ikke har formået af løfte indkomsterne for de fattigste grupper i samfundet i samme grad som UK og Irland. Faktisk er indkomsterne for de fattigste 10% af befolkningen i Sverige knap nok steget fra 1995-2004, mens den tilsvarende gruppe i UK og Irland har haft en indkomstfremgang på henholdsvis 59% og 79%. Her er et uddrag fra artiklen:

The incomes of the poorest 10% of Swedes have grown six times slower than the poor in the UK and eight times slower than the poor in Ireland over the past decade…In Ireland, average incomes surged by 101.3% between 1995 and 2004 and that of the poorest 10% by 78.6%…. In the UK, the average is up by 71.5% and the bottom tenth by 59.2%. In stark contrast, the poor have barely increased their incomes during the past decade in the rest of the EU and especially in Sweden, a country once famed for its “social justice”. Average incomes in the EU excluding the UK and Ireland are up 37.1% and that of the poorest tenth by 19.2%. In Sweden, the average is up 29.3% and the bottom decile by a mere 9.7%.

Derudover kan man ikke blot læse, at andelen af fattige i Sverige er steget en smule i løbet af de sidste 10 år, men også – og mere interessant – at andelen af fattige husholdninger (d.v.s. husholdninger under en eller anden fattigdomsgrænse) i dag er mindre i UK end i Sverige!

Skal vi tage disse tal for pålydende, må konklusionen være, at den socialdemokratiske velfærdsmodel udgør en hindring snarere end en mulighed for mindre bemidlede mennesker med lave indkomster og uden job. For denne gruppe er mobiliteten op ad indkomststigen lav i de socialdemokratiske velfærdsmodeller, men betydeligt større i de mere liberal-konservative – eller i hvert fald mindre socialdemokratiske – britiske og irske velfærdsmodeller.

I denne tid, hvor velfærdsreformer står højt på den politiske dagsorden, sender dette et klart signal til både reformtilhængere og ikke mindst reformmodstandere: Afmontér velfærdsstaten. Det er den bedste vej til at løfte indkomsterne for alle grupper – de fattigste inklusive – i det danske samfund.

Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. april 2006. 7 svar

Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater.  Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig!  Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!

Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building.  Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.

Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards.  Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney.  Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.

Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske).  I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271).  Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.

Resultaterne er interessante–og lidt sjove.

  • Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.  Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve.
  • Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst.  Igen betød partifarven ikke noget.
  • Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive.  Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
  • Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”.  Her betød partifarven intet.
  • “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush.  Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden.  Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
  • Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige.  Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.

Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.

PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie?  Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.

En amerikaner i København

Af Mikael Jalving, den 6. april 2006. 2 svar

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.