Howards End

Af Mikael Bonde Nielsen, den 6. maj 2005. Skriv et svar

I Storbritannien er taberne ved at slikke sårene efter det tredje valgnederlag i træk. I dagens udgave af Times forsøger den konservative partiformand Liam Fox fx at overbevise omverdenen om, at The Tories er tilbage på banen. For alle der fulgt den konservative kampagne er der imidlertid mere der tyder på, at de er havnet på en blind vej.

Problemet er ikke, at konservatismen som idéindretning har det svært. Konservative værdier har for tiden et stærkt og i visse henseender uforståeligt tag i vælgerbefolkningerne, hvilket især kommer til udtryk i USA, hvor debatten om neokonservatismens politiske betydning længe har været på dagsordenen. Nej, problemet er, at de britiske konservative med Michael Howard i spidsen har forvandlet sig fra et progressivt, frihedsorienteret og innovativt parti til en lavadelig, populistisk og småxenofobisk fraktion.

Michael Howards udspekulerede angreb på flygtninge og indvandrere har undertiden haft en bismag af Rivers of Blood; Enoch Powells berømte tale i Birmingham den 22. april 1968, hvor han forsøgte at oppiske en hadsk stemning mod indvandrere. Men denne gang uden medløb. For britiske vælgere forventer naturligvis mere fra et parti, der har haft et fyrtårn som Margaret Thatcher som leder.

Det er på høje tid, at de britiske konservative formulerer et nyt politisk projekt, der ikke har flygtningestop og rævejagt på dagsordenen. Et sådant projekt kunne passende indledes med et kig på de mange personlige frihedsbegrænsninger, som Labour har pålagt briterne i de seneste fire år. For et angreb på disse begrænsninger vil udgøre et stærkt supplement til den traditionelle konservative dagsorden; kampen for større økonomisk frihed.

Kan det lade sig gøre med Michael Howard ved roret? Næppe. Han vil blive husket som manden, der præsenterede briterne for Rivers of Nonsens.

Hattrick

Af admin, den 6. maj 2005. 1 svar

Så vandt Tony Blair en sensationel tredje valgsejr i træk. De fleste journalister hos de traditionelle medier (MSM) synes dog helst at ville se sejren som en straf for Irakkrigen, fordi Blairs flertal blev yderligere reduceret i forhold til de to foregående sejrer.

Tja, hvad ville en pundit have sagt i april 1997, hvis man havde sagt, at Blair ville vinde de tre næste valg, men med et stadigt mindre flertal? Formodentlig, at det var umuligt uanset margin, da Labour aldrig havde vundet tre valg i træk.

Det er ikke bare Blair, der har scoret hattrick. Det er også den tredje af de store krigstilhængere, der nu er genvalgt: John Howard i Australien, George W. Bush i USA og nu Tony Blair i UK. Vi kunne også tælle vores statsminister med, men vi har ikke helt samme størrelse.

Mon de to største krigsmodstandere, Chirac og Schröder, overlever deres næste møde med vælgerne, og vil MSM mon udlægge deres valgnederlag som en straf for, at Irakkrigen viste dem som visionsløse diktaturstøttende opportunister? Næppe.

2008: Hillary Clinton mod … hvad sagde jeg!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. 3 svar

Det er officielt: jeg tildeler hermed mig selv Årets "Hvad Sagde Jeg!"-pris, omend det kan vise sig at være tre-fire år for tidligt (og iøvrigt ikke være rigtigt). Kryptisk?

OK, jeg har længe, længe, længe–d.v.s. over tre år–sagt, at Republikanernes præsidentkandidat i 2008 meget vel kunne blive Senator George Allen, fhv. guvernør over staten Virginia. Hans kombination af at være landspolitiker, men fhv. guvernør (og dermed kunne spille på både at være erfaren og "udenfor the Beltway"), se rimeligt godt ud (for en politiker), være relativt ung (d.v.s. se ældre ud end John Edwards, men være væsentligt yngre end Bob Dole), være fra en sydstat (som man reelt skal vinde), men fra en nordlig én (og dermed ikke med et red-neck image), være meget "konservativ" i økonomiske spørgsmål (d.v.s. frimarkeds-orienteret), men ikke så-konservativ-at-det-(virkelig)-gør-noget i religiøse og sociale spørgsmål (og dermed mindre uvalgbar for midten af amerikansk politik) … gør, at han alt andet vil stå rimeligt stærkt, når et parti ikke kan stille med en "naturlig" kandidat (når hverken Bush eller Cheney stiller op). Jeg skrev faktisk lige efter sidste præsidentvalg rundt til en række andre forskere med interesse for emnet og propaganderede for synspunktet. Den typiske respons var dengang "George hvem?"

Men nu viser det sig, at Washingtons insidere tilsyneladende mener det samme (altså som mig). Det respekterede tidsskrift National Journal har foretaget en meningsmåling blandt 175 top-politicos i Washington og spurgt dem om, hvem de tror, der bliver de to partiers præsidentkandidater i 2008.

Her er, fra Wall Street Journals daglige "OpinionJournal's Political Diary" (mit daglige fix), den indsigtsfulde redaktør John Funds opsummering:

"The Republican presidential field is wide open with the decisions of Vice President Dick Cheney and Florida Governor Jeb Bush not to run. So the 85 GOP insiders polled by the Journal had a tough decision deciding who has the best chance of capturing the 2008 GOP nomination. Their surprise choice was Virginia Senator George Allen, a former governor who likes to emulate Ronald Reagan's sunny conservatism. Factors cited in his strong showing were his ability to connect with the party's conservative primary voters and his hiring of campaign strategist Dick Wadhams, who helped engineer the defeat of Senator Tom Daschle last year.Just behind Mr. Allen was Senator John McCain, who has much higher name ID but a maverick reputation among GOP primary voters. A little further back were Senate Majority Leader Bill Frist and former New York Mayor Rudy Giuliani. They were followed in descending order by Massachusetts Governor Mitt Romney and Mississippi Governor Haley Barbour, who made a surprisingly good showing.

On the Democratic side, no one would be shocked that the 90 Democrats surveyed by the National Journal's "insider" poll gave Senator Hillary Clinton more than twice as many votes as second-place finisher John Edwards.Virginia Gov. Mark Warner came in third, reflecting in part the fact that he was the only southern governor on the list. The last two Democratic presidents — Jimmy Carter and Bill Clinton — both came out of the same talent pool. After Mr. Warner, the insiders tabbed moderate Senator Evan Bayh of Indiana as the next most likely nominee. He was followed by 2004 nominee John Kerry, New Mexico Governor Bill Richardson, Iowa Governor Tom Vilsack and Delaware Senator Joseph Biden, a 1988 presidential candidate who appears to be in the mood for a last hurrah. Last place in the Democratic field according to party insiders? Former Vice President Al Gore, now part-owner of a struggling cable channel. "He's down there with Mike Dukakis as someone you wouldn't want in your Rolodex," was the acid conclusion of one party official."

For de af os, der ikke kun er akademisk interesserede i, hvem kandidaterne kan blive, men tillige måtte foretrække politikere af en mere eller mindre libertær karakter, kan det være værd at bemærke, at Senator Allen får ganske høje rankings af Republican Liberty Caucus, d.v.s., den organiserede liberalistiske fraktion indenfor det Republikanske Parti. I dettes Liberty Index, baseret på kongresmedlemmernes afstemningsadfærd, scorede Allen således i 2004 90 af 100 mulige point på økonomisk frihed og 70 af 100 mulige point på personlig frihed. Han fik dermed af de fem mulige etiketter, som RLC uddeler, betegnelsen "libertarian". (Til sammenligning fik den bedst scorende af alle senatorer, John Sununu, Jr., henholdsvis 95 og 84. I den anden enede af spektret fik Edward Kennedy henholdsvis 5 og 25 point og betegnelsen "authoritarian".)

Men inden nogen nu på min vurdering begynder at investere i Allen-futures på Iowa Electronic Market, så lad mig tilføje, at jeg i 2000 i næsten et år hårdnakket påstod, at der ikke var nogen måde, hvorpå Al Gore kunne tabe, og at jeg sidste efterår nævnte Senator Rick Santorum som en anden mulig præsidentkandidat i 2008.

Errare punditokratem est …

Politisk ukorrekt forskning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Den fortrinlige økonom-blog MarginalRevolution.com er begyndt at køre en serie poster med omtaler af politisk ukorrekte forskningsresultater. Den er værd at følge; indtil videre er der fire bidrag.

Samme blogs Tyler Cowen giver også nogle hurtige spilteoretiske perspektiver på rationel adfærd i.f.m. tortur! De kommer nok for sent til at kunne være til gavn for en vis hr. al-Libbi.

Parlamentsvalg, fodbold og metaforer

Af Stanislaw, den 5. maj 2005. Skriv et svar

Her på dagen for det britiske parlamentsvalg er det værd at overveje, hvad chancerne for et regeringsskifte derovre egentlig er? Den konservative partileder Michael Howard har selv i løbet af valgkampen fremført sit bud på dette i lyset af de – fra de konservatives perspektiv – noget pauvre meningsmålinger. Et nyhedsbrev fra en britisk tænketank opsummerer Howards vurdering samt en lille morsomhed, som avisen The Times efterfølgende har gjort opmærksom på:

“Dismissing his party’s lag in the polls, Tory leader Michael Howard told reporters: “Football teams are often two goals down at half time but still go on to win the game.”

But The Times retorts that the statistics belie this. Of 214 occasions where one team was leading 2-0 at half-time, only 5 times did the losing side recover to win. So by Howard’s measure, the Tories have only a 2.3% chance of taking power.”

Uanset hvad man ellers måtte mene om sagen, så var det måske en idé, om Howard i fremtiden – hvis han da ellers efter i dag fortsat har en sådan i britisk politik – ville overveje sin brug af metaforer…

Danmark ikke for viderekomne

Af Mikael Bonde Nielsen, den 4. maj 2005. 1 svar

Vi skal leve af vores viden! Vi skal være smartere end dem, vi konkurrerer med! Sådanne velartikulerede brøl er blevet en del af dagligdagens Danmark. Når arbejdspladser flytter ud af landet, forholder vi os sjældent kritisk til vore svagheder. Vi fokuserer i stedet stift på de muligheder, der ligger i at uddanne os ud af det hele miseren. Men hvordan går det så med det? Tilsyneladende skidt!

Mens de fleste lande kan notere, at deres yngre generationer er betydelig bedre uddannet end deres ældre generationer, er billedet så småt ved at ændre sig i Danmark. En opgørelse fra Velfærdskommissionen viser således, at danskere i aldersgruppen 25-34 år ikke er bedre uddannet end de 45-54-årige. For begge aldersgruppers vedkommende gælder, at omtrent 30 pct. har en videregående uddannelse.

Undertegnende punditokrat har aldrig ment, at mængden af danskere med en videregående uddannelse er en kvalitetsparameter i sig selv. Ret beset efterlades man let med det indtryk, at flere af de videregående uddannelser har udviklet sig til deltagelsesorienterede kulturtilbud. Men jeg er optaget af den kendsgerning, at stadig flere unge ikke finder det umagen værd at tage en videregående uddannelse. Hvad kan det mon skyldes?

Kan det være den helt prosaiske omstændighed, at afkastet af ét års ekstra uddannelse i vores undselige rige ganske enkelt er alt for beskedent? Det tror jeg på. Årtiers solidarisk lønpolitik og verdens højeste skattetryk skal da ikke sådan forklejnes. Det har sat nogle spor, som vi helt åbenlyst ikke kan uddanne os fra.

En ulovlig krig?

Af admin, den 4. maj 2005. Skriv et svar

Tony Blair har måtte sande, at konspirationsteorier er svære at slå ned. Rapport efter rapport har fastslået, at han hverken løj om eller prøvede at påvirke efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Irak. I stedet opstod der blot det rygte, at generaladvokat Goldsmith i sin fortrolige rådgivning 7. marts 2003 til Blair havde beskrevet en krig som ulovlig for dernæst ti dage senere i en offentlig indstilling til Parlamentet at have kaldt krigen for lovlig. De konservative under Michael Howard, der bliver stadigt mere desperate i valgkampen, har åbent kaldt Blair en løgner, selvom Howard samtidig medgiver i et interview, at krigen ?nok var lovlig?.

Blair valgte så samme teknik, som Anders Fogh herhjemme valgte i Grevil-sagen, nemlig at fremlægge de fortrolige papirer, så folk selv kunne se, at det var en fuser. Man kan nu se, at Goldsmith i sin første rådgivning argumenterer for, at en krig med Sikkerhedsrådets godkendelse klart er lovlig, men at en krig uden godkendelse kan være det. Ti dage senere var det klart, at Frankrig m.fl. ville hindre en godkendelse, selvom Saddam åbenlyst søgte at trække opfyldelsen af resolution 1441 i langdrag, og Goldsmiths vurdering var da, at krigen var lovlig. I det omfang, der er noget at kritisere Blair for, er det alene, at han ikke selv fremhævede argumenterne for og imod, men alene støttede sig til argumenterne for krigens lovlighed. Argumenterne imod var dog ikke just hemmelige; de blev fyldigt fremført af krigsmodstanderne.

De konservative synes at fortsætte deres taktik, hvilket ikke hjælper dem i meningsmålingerne. At de har tvunget Blair til at krænke den vigtige fortrolighed mellem generaladvokaten og regeringen viser, at de ikke engang selv kan se sig som en fremtidig regering.

I medierne synes det at have gjort uudsletteligt indtryk, at Kofi Annan har udtalt, at krigen var ulovlig. Enhver med et begynderkursus i kildekritik kunne dog nok gennemskue, hvorfor han kom med denne skråsikre udtalelse i slutfasen af det amerikanske præsidentvalg. Den gik som bekendt ikke, Bush blev genvalgt, og nu er det Annan, hvis job er i fare, og som må kæmpe med reformer, der kan tilgodese den amerikanske kritik af et udueligt FN.

Man behøver ikke læse Goldsmiths responsum, som nu er offentliggjort på Internettet. Man kan bare slå op i lærebogen, Moderne Folkeret, på Københavns Universitet for at få fastslået, at der kan argumenteres for både krigens lovlighed og dens ulovlighed. Det er i juraen ikke ualmindeligt, at retten er så diffus, at flere modstridende holdninger er mulige. Danmarks deltagelse i Kosovo-konflikten under den tidligere socialdemokratiske/radikale regering betragtes f.eks. af fremtrædende folkeretseksperter som ulovlig, mens andre betragter den som lovlig.

Hvor retten er uklar, må man træffe et valg, der reelt ikke er juridisk, men politisk. Uden at være folkeretsekspert vil jeg sammenfatte dette valg, at man enten kan fortolke folkeretten sådan, at den respekterer det suverænitetsprincip, der har været dominerende siden 1648, men som dermed også beskytter diktatorer, eller man kan vælge at lægge større vægt på menneskerettigheder og international sikkerhed, og dermed tillade indgreb mod diktatorer.

Selvom dette kan koges ned til et slagord om en folkeret, der enten beskytter eller bekæmper diktatorer, bør det ikke overses, at begge valg bærer hver sine risici og menneskelige omkostninger. Det er altså ikke et let valg, men det heller ikke et valg, som kun folkeretseksperter kan træffe. Vi kan alle træffe det valg; Blair skulle træffe det. For Irak betød det valget mellem diktatur og demokrati.

Spoofs på britiske valgannoncer

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 2 svar

Punditokraterne viderebringer i anledning af det forestående britiske parlmentsvalg disse ganske gode spoofs på TV-annoncer for de politiske partier.

Mark Steyn

Af admin, den 3. maj 2005. 2 svar

Tirsdag er en dejlig dag, for så har The Telegraph en klumme skrevet af Mark Steyn. Dagens klumme handler om kunstnernes opposition, som ingen af dem åbenbart tør opponere imod.

Søndag er også god, for så kan man læse hans klumme i Chicago Sun-Times. Her er hans seneste, der handler om valget i UK og Blairs efterhånden nedslidte mulighed for genvalg. Her er et uddrag, ren Steyn:

The problem with the war on terror is that once it was framed as an existential struggle for Western civilization, it was all too predictable that the left would act as it did the last time we had one of those, the Cold War: They’d do their best to lose it.

Vil man have mere af denne utroligt flittige skribent, kan man gå til hans hjemmeside. Vil man have det i koncentreret form, findes der flere citatsamlinger, f.eks. denne.

Det er en ren fornøjelse at læse hans kommentarer, også selvom man ikke deler hans pessimistiske tro på Vestens død. Han undervurderer (forhåbentlig) befolkningerne i det gamle Europa; et folk er sjældent så dumme som deres intellektuelle elite. Dette være sagt på en blog kaldet Punditokraterne og med en venlig tanke til en anden Blair, der også var venstreorienteret og alligevel i stand til at kende forskel på frihed og diktatur.

South Park Generation

Af Mikael Bonde Nielsen, den 3. maj 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at George W. Bush blev genvalgt til præsident, når han ifølge de fleste europæiske medier er biologisk fatuid? Måske kan man finde en del af svaret i den omstændighed, at en stadig større del af den amerikanske ungdom er dødtrætte af den politiske korrekthed, der har hærget de nordamerikanske kystbyer i de sidste tyve år. Det er i hvert fald en påstand, som Brian C. Anderson med en vis tyngde argumenterer for i South Park Conservatives: The Revolt Against Liberal Media Bias.

Bogen er en opfølgning på en artikel, der figurerede i City Journal i 2003 og som gav mange konservative troen på, at der trods alt er et liv efter Sesame Street; et håbløst og temmelig venstredrejet børneprogram, der har været fast inventar på public service-kanalen PBS siden 70’erne. Men med tegneserien South Park ? der er kendt for sin upolerede og rå tone ? har republikanere opnået en modvægt i medielandskabet. Og det er der kommet en ny generation ud af; en årgang, der ikke er flove over, at USA både er en økonomisk og militær supermagt; et kuld, der ikke gider at høre mere vrøvl om positiv særbehandling af bestemte minoritetsgrupper, bilfrie byer eller naturrigtig recycling af fødevareemballage. Og de stemmer naturligvis på Bush. Ikke fordi de er enige i alt, hvad han repræsenterer, men fordi han taler i klar tekst.

Men hvad med Danmark? Er der ikke snart brug for en modvægt til Bamse og Kylling?

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”

Historikerstriden: Hvem er egentlig ekspert?

Af Nicolai Foss, den 2. maj 2005. 1 svar

Som det netop er blevet bemærket af en med-punditokrat er "the times achangin"– ikke mindst når det drejer sig om 1. maj. Det indiceredes også af, at tophistorien i DRs TV-avis igår ikke var 1.maj-talerne (mon ikke det er første år det sker?), men derimod anden akt i, hvad man måske kan kalde "historikerstriden" om den moralske valør af politikernes handlinger under besættelsen.

Det er foranlediget af, at Anders Fogh Rasmussens har mindet om, at store dele af dansk erhvervsliv under krigen særdeles beredvilligt stillede sig til rådighed for besættelsesmagten. Denne punditokrats CBS-kollega, professor Ole Lange, medvirkede i et indslag hvor kan kritiserede Statsministeren for at fælde dom udfra nutidens normer uden at sætte sig ind i situationen som politikerne stod i.

Det er han som bekendt langtfra den første historiker, der har gjort. Det underliggende argument synes som regel at have været, at én gruppe er særligt skikket til at forstå de "objektive betingelser" for situationen. Og per implikation have det overblik, som tillader den moralske stillingtagen. Det er sjovt nok historikerne selv.

Men glemmer de ikke en ret elementær ting, som en historiker burde være den første til at huske på? Nemlig at når det handler om at sætte sig "introspektivt" i "politikernes sko" dengang er det vel svært at finde en bedre ekspert end en top-politiker. For eksempel en statsminister.

Rationel 1. maj

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. maj 2005. 1 svar

Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

  • 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
  • 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
  • 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
  • 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
  • 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
  • 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
  • 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
  • 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
  • 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
  • 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?

Når hjernen falder ud

Af Mikael Bonde Nielsen, den 2. maj 2005. 1 svar

Under min studietid havde jeg den blandede fornøjelse at modtage undervisning i noget, der blev kaldt Historisk tekstanalyse og kildekritik. Jeg prøvede efter bedste evne at forstå det metodemæssige grundlag for dette fag, men det lykkedes aldrig. Derfor gik jeg til eksamen som en renvasket tavle og havde kun fornuftens kridt at støtte sig mig til. Og det var skidt. For inden for historiekundskab er det tilsyneladende helt afgørende, at man ikke viser tegn på at ligge under for aristotelisk identitetslov. Ting er, hvad de ikke er! A er ikke = A.

Emnet for den pågældende eksamen var forhandlingerne om den såkaldte told- og møntunion i 1940. Kildematerialet afslørede, at Scavenius ? ni dage efter sin tiltrædelse som udenrigsminister ? af egen kraft sendte ministeriets øverste chef til Berlin med en meddelelse om, at Danmark var parat til at drøfte et mere formelt samarbejde på det økonomiske- og handelsmæssige område. Spørgsmålet er nu: Var det en tilfældighed, at den tyske ambassadør Ritter den 30. juli 1940 ankom til Købenavn med et forslag til en dansk-tysk Told- og Møntunion? Var det sket, hvis Scavenius havde undladt at sende ministeriets førstemand til Berlin? Min fornuft sagde næppe, men fornuften er som sagt ikke god vejleder, når det drejer sig om historie. Jeg skulle naturligvis have svaret indfølende, at Scavenius var en snedig rad, der så det hele komme og derfor lige så godt kunne agere proaktivt; altså ikke receptivt, som fornuften eller blot almindelig omtanke ville tilskrive.

Hvorfor interessere sig for dette? Er det ikke en rudimentær og levnet fagkritik? Jovist, men med anledning. For tiden kan vi nemlig opleve den ene historiker efter den anden forsvare samarbejdspolitikken i almindelighed og Scavenius i særdeleshed. Vi kan også notere det ene angreb efter det andet på modstandsbevægelsen samt idel mistænkeliggørelse af de allieredes motiver for at hjælpe Danmark under 2. verdenskrig. Og det giver mindelser om studietidens mere bedrøvelige optrin.

Dagens historikere forsvarer sig med, at de blot er åbne over for nye fortolkninger. Til det kan man med angelsaksisk vid anføre: You can be so open-minded that all your brains fall out!

"Public Interest", R.I.P.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. maj 2005. Skriv et svar

Det sidste nummer af det prominente og indflydelsesrige amerikanske neo-konservative tidsskrift Public Interest er netop udkommet. Efter nøjagtigt 40 år på markedet, udkom sidste nummer i den forgangne uge. (Charles Krauthammer havde denne omtale i Washington Post.) Grundlagt af Irving Kristol, Daniel Bell, James Q. Wilson m.fl. var det altid en kende mere (neo-)konservativt end nærværende punditokrats smag, men det var altid begavet, velformuleret, velunderbygget og interessant–og det er mere, end man kan sige om det meste her i livet. (De lidt yngre, neo-neo-konservative læser Weekly Standard i stedet.)

Uafhængig forskning?

Af Igor, den 1. maj 2005. Skriv et svar

En med-punditokrat har tidligere gjort opmærksom på forskning, der viser, at ansatte på amerikanske universiteter har en tydelig politisk bias.Ny forskning af Rothman, Lichter og Nevitte viser nu tillige, at karriereforløb også påvirkes af personers politiske tilhørsforhold og er afgørende for, om de kan få fastansættelse ved prestigefyldte universiteter. Den nedslående nyhed er, at publicering tilsyneladende slås af partitilhørsforhold. Med andre ord, hvis man som ung forsker vil gøre sig forhåbninger om fastansættelse ved et prestigefyldt universitet, så er det vigtigere at have de rigtige holdninger end de rigtige publikationer. Erklærede Republikanere har ifølge undersøgelsen færre chancer for at blive ansat ved et prestigefyldt universitet end Demokrater.

Man kunne så hævde, at det betyder mindre, såfremt der er tale om privat finansierede universiteter – de må være i deres gode ret til at ansætte lige præcis hvem de vil – og anvende de kriterier, de mener, fylder et hul i markedet.Men mon tilsvarende mekanismer findes i det offentligt finansierede danske universitetssystem? Kunne det tænkes, at ansættelsesudvalg med flertal bestående af medlemmer fra det ansættende institut, ansætter personer, der bryder med “parti-linien”? Kunne det tænkes, at fri og åben konkurrence om stillingerne ville af-politisere ansættelser? Kunne det tænkes, at hvis finansiering af institutter kædes sammen med publiceringsmængder, så ville politik betyde mindre og forskning mere?

Ingen ved det, for ingen har undersøgt det – og det er vel egentlig en skam, når såkaldte eksperter har travlt med at udtale sig som objektive orakler om dette og hint.

Freakonomics: Den knap så "dismal" Steven Levitt

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2005. 3 svar

Store dele af samfundsvidenskabelig forskning er de senere år gået i et af to spor: enten i retning af hyper-rationalistisk formalisering, hvor det synes at være et mål i sig selv at bevæge sig væk fra enhver empirisk relevans, eller i retning af ultra-relativistisk, navlebeskuende pseudo-filosofi, hvor personlig smag er alt, og god dømmekraft er fraværende.

Der er omvendt langt mellem de forskere, der siger noget, der decideret er … sjovt. Øjenåbnende. Overraskende. Og alment forståeligt.

En markant undtagelse er Chicago-økonomen Steven D. Levitt, som jeg første gang hørte om for kun knap to år siden, da New York Times Magazine havde en lang portrætartikel om ham. (Her er en anden fra Wired.)

Et kik på Levitts publikationsliste afslører, at han–udover mængden og kvaliteten–ikke er helt gennemsnitlig. Her er f.eks. emner som: Om hvordan indførelsen af fri abort i 1970erne sænkede USA’s kriminalitet i 1990erne. Om tillid og “free-rider” problemer, når kolleger skal dele bagels. Om ligheden mellem ejendomsmægleres prissætning og bookmakeres odds-givning. Om hvorvidt det er svømmepøler eller pistoler, der er farligst. Om hvorfor narkohandlere som regel bor hjemme hos deres mødre.

Eksempel: Levitt skriver f.eks. om sport. Eller rettere, han tager en kompleks, kontraintuitiv spilteoretisk indsigt med relevans for fodbold (“Man bør ved straffespark sparke bolden i retningen af målmanden”), sætter sig ned, studerer et par hundrede kampe systematisk, og skriver så en artikel om det. Hvad fandt han ud af? At sparkerne generelt ikke sparker direkte til målmanden. Og hvorfor så ikke det?

Se, det var da interessante spørgsmål!

Man behøver ikke at være enig i alle de konklusioner, som Levitt drager?eller de anbefalinger, som andre udleder fra hans konklusioner. Men det er, for mig i hvert fald, sjovere at læse en, der siger noget nyt på en begavet måde, end det er med menigheds-masturbering.

Til juni udkommer Levitts første populære bog (skrevet sammen med en journalist), Freakonomics. Jeg har bestilt den fra Amazon og glæder mig.

(Øv, jeg skrev faktisk denne post forleden, og netop lørdag–inden jeg fik postet den–har Poul Høi en artikel om samme emne i Berlingske Tidende. Punditokraterne overhalet af MSM! Til gengæld er det vist ikke gået op for Høi, at Levitts bog faktisk ikke er udkommet endnu …)

Helle the Cannibal

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. april 2005. Skriv et svar

Som vi tidligere har bemærket, er de danske journalister og en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter udi valgforskning gået aldeles i selvsving over, at Socialdemokraterne oven på valget af Helle Thorning-Schmidt som formand er gået lidt frem i meningsmålingerne (og således ligger lidt over de historisk ringe resultater, man opnåede ved de to sidste folketingsvalg). Vi har derfor set uforbeholdne journalistiske formuleringer i stil med "Helle kan slå Fogh".

Men hvor meget er der egentlig om snakken? Er Socialdemokraterne lige på nippet til at ville kunne overtage regeringsmagten igen (hvis der ellers var et valg indenfor de næste tre år og 9 måneder)?

Eller er der tale om, som min gamle lærer, Hans Jørgen Nielsen–en af landets førende (rigtige!) valgforskere–har argumenteret i en kronik i Berlingske Tidende, at Socialdemokraterne faktisk er ude i en langt større og dybere krise, end de fleste har anerkendt?

Tja, vi kan jo ikke sige med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe, men vi kan i hvert fald se på, hvorledes det er gået Helle Thorning-Schmidts "Coalition of the Possible" (ABØF-partierne) i de seneste meningsmålinger.

Der er jo–sikkert til stor forbavselse for enkelte danske journalister–ikke tale om, at statsministre kåres alene på deres eget partis fremgang (eller kandidatens udseende). Eller sagt med andre ord: Der er ikke megen fidus i, at ens parti går frem, hvis det sker på bekostning af de partier, der skal udgøre ens parlamentariske grundlag.

Hvis en regeringskoalition opnår ca. 49 pct. af stemmerne, kan man være ret tæt på at opnå regeringsmagten. (Der er et par usikkerhedsmomenter, som gør, at man kan skulle have mere, eller reelt vil kunne klare sig med mindre end 50 pct.–først og fremmest hvor mange "tabte" stemmer ens koalition og modstanderens koalition har, d.v.s. koalitionspartnere, der ikke opnår repræsentation, eller hvor mange stemmer man har i "overskud" i.f.t. de opnåede mandater, men som ikke kan overføres, da listeforbund er udelukket på landsplan. En anden faktor er de Nordatlantiske mandater. En tredje faktor er, hvorvidt nogle partier ikke er dele af en koalition, o.s.v.)

Så hvor tæt er HTS' "Coalition of the Possible" på at nå 49 pct.? Endnu et stykke. Man er gået frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar.

Hvor meget skal man–ABØF-partierne–så have for at nå de 49 pct.? Og hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem? De to ting er jo–som indikeret–ikke helt de samme. To grafer kan hjælpe hermed: en for forholdet mellem A's og BØF's stemmeandele og en for forholdet mellem A's og hele blokkens stemmeandele.

Lad os først se på sammenhængen mellem Socialdemokraternes stemmepct. og resten af blokkens. En statistisk analyse af disse med udgangspunkt i meningsmålingerne siden valget viser, at der er en statistisk signifikant negativ korrelation mellem de to størrelser. Altså: A tager stemmer fra BØF. Men hvor meget? Analysen viser, at når A går frem med 1 pct.point, er tendensen, at BØF-partierne går tilbage med ca. 0,3 pct.point. (Noget tyder på, at dette er en relativt stabil sammenhæng: ser man kun på de relativt få meningsmålinger efter formandsskiftet, er der tale 0,4 pct.point. Ser man på det meget store antal meningsmålinger under valgkampen, er tallet på mellem 0,3 og 0,4 pct.point.)

A spiser altså med andre ord af sine egne allierede, når man går frem (og omvendt)–om end man altså også tager fra de borgerlige. Og ser man nærmere på A/ABØF-grafen, kunne det endda se ud som om, at der er en ikke-lineær sammenhæng, således at ABØF's stemmeandel bliver "fladere" i tendensen, desto større stemmeandel A får.

Hvis vi antager, at der her er tale om mere end et snapshot, men noget, der antyder noget om A-vælgerne i disse år, kan vi dernæst spørge: Hvor meget skal A gå frem for, at ABØF-koalitionen kan nå de 49 pct.?

Svaret er, at A skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. (Hans Jørgen Nielsen har sagt noget lignende.)

Det lyder måske ikke af så meget–men det er det. Det kræver reelt, at A når tilbage til at opnå den type valg, som man fik i 1990erne–f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.)–men det var partiets næstbedste valg i nyere tid, og hvor det vel at mærke kun var 100 stemmer på Færøerne, der sikrede, at man ikke mistede regeringsmagten.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der.

Men er den sandsynlig? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage–til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at udgøre en 2. dimension i det politiske spektrum.

Radikal opvågnen

Af Mikael Jalving, den 28. april 2005. Skriv et svar

Merete B. Riisager, folketingskandidat for Det Radikale Venstre, der som bekendt hverken er venstreorienteret eller radikalt, blev under den nys overståede valgkamp spurgt, hvorfor hun er politiker. Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Kandidaten svarede:

“Fordi politik er rammen om alt det, der er vigtigt. Politik er det hus, vi skal bo i imorgen, hvem der bliver vores nabo, og hvad vi vil slå øjnene op til, når vi vågner om morgenen”.

Bortset fra, at kandidaten glemmer at forholde sig til de stigende boligpriser, der rammer høj såvel som lav, så må det for alverdens husarer synes mistænkeligt, at politik er det første, en 28-årig kvinde slår øjnene op til om morgenen, eller at det virkelig skulle være det første, hun tænker på. Sagt ganske blidt kunne det jo være, at Merete B. Riisager slog øjnene op til noget ganske andet, ja, f.eks. bare en almindelig tallerken solgryn eller A-38 ligesom alle andre u-radikale mennesker. Men sådan er det åbenbart ikke i dét parti. Her står den på dybsindige spekulationer lige fra morgenstunden.

Måtte man så i sit stille sind håbe, at hele Det Radikale Venstre blev liggende under dynen.

Gone fisking

Af admin, den 28. april 2005. 1 svar

Vi er en relativ ny blog, men har vist endnu ikke haft en rigtig fisking. Angiveligt kommer begrebet fra journalisten Robert Fisk fra The Independent, hvis reportager ofte er præget af en venstredrejet anti-amerikansk ensidighed, der indbyder til en gennemgang, hvor hans passager kritiseres stykke for stykke.

I går roste vi Politikens leder og bemærkede, at den næppe faldt i læsernes smag. Allerede i dag er man på hastigt tilbagetog i en ny leder. Here we go…

AT OPPOSITIONEN nu ønsker en dato for, hvornår de danske soldater skal ud af Irak, viser, at S og R er ved at indse, hvor håbløst det er ikke at kunne lægge afstand til regeringen på så afgørende et område.

Tja, de er ikke nærmere ved denne – virkelig håbløse – indsigt, end at de netop har tilsluttet sig regeringens forslag om en forlængelse. En forlængelse, som klart støttes af den folkevalgte irakiske regering og efter alle meningsmålinger at dømme, også af et massivt flertal af den irakiske befolkning – hvad der naturligvis er irrelevant, da Politikens redaktion selvfølgelig ved bedre.

Da Anders Fogh egenhændigt – ikke engang udenrigsministeren vidste, hvor det bar hen -besluttede, at Danmark skulle i krig i Irak, traf han den mest kontroversielle udenrigspolitiske beslutning, der er truffet her i landet siden den kolde krigs afslutning. Man på trods af beslutningens helt usædvanlige karakter, er det siden det oprindelige brud stort set lykkedes at gøre oppositionen medansvarlig hele vejen.

Vi springer over, at Politiken her alene gætter på, at statsministeren traf sin beslutning egenhændigt, selvom de præsenterer det som et faktum. Det er sjovere at se på henvisningen til den kolde krig. Hvad var det nu lige, som gjorde beslutningen om Irakkrigen så kontroversiel? Var det første gang, at Danmark gik i krig? Næ. Var det så første gang, at Danmark gik i krig på et grundlag, som ganske mange folkeretseksperter mener var folkeretsstridigt? Næ, heller ikke det. Vores militære engagement i både Kosovo og Irak i slutningen af 1990’erne gik vist forud, for den kolde krig sluttede da allerede omkring 1990, ikke? Det var militære indgreb besluttet af igen ringere end Nyrup-regeringen, der som bekendt bestod af Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Hvad er det så, der er så kontroversielt? Det er såmænd de samme to partiers manglende opbakning til den kurs, de selv havde fulgt kort tid forinden, dvs. før de blev grebet af oppositionens ansvarsfrie tilværelse. Det gav en splittelse og ubehagelige minder om fodnotepolitikken, som især socialdemokraterne meget fornuftigt så forsøgte at få dækket til igen.

Det er dette jerngreb, S og R nu forsøger at vride sig ud af. Midlet er et krav om, at soldaterne skal vende hjem i juli 2006. Men at det gøres betinget af, »at sikkerhedssituationen tillader det«, viser, hvor fast de stadig sidder i statsministerens greb.

Nu gør man vist både socialdemokrater og radikale uret. Det er ikke kun statsministeren, der synes, det er mere end almindeligt fejt at svigte irakerne og overlade dem til en samling bindegale lystmordere.

Betingelsen gør det svært at skelne deres holdning fra Bush-Fogh-refrænet: at soldaterne skal hjem så tidligt som muligt, men først, ‘når det er muligt’.
Jep. Jeg vil endda påstå, at det er umuligt, men jeg vil nødigt opskræmme nogen…

Men hvad værre er: Betingelsen betyder, at hvis sikkerhedssituationen om et år er uforandret eller forringet, så skal soldaterne ikke hjem.
… den gik ikke, lederskribenten har regnet den ud. OK, du har forstået, hvad det går ud på.

Altså accepterer oppositionen stadig en logik, der går ud på, at der skal kæmpes til den bitre ende, eller, om man vil, til den endelige sejr.
Ja, den er god nok. Du har forstået det. Og nu videre til næste trin af analysen.

At besættelsesstyrkerne lige så meget er en del af problemet som en del af løsningen i Irak, glider helt ud af sigte.

Øh, nu gik det ellers lige så godt. Hvis den folkevalgte irakiske regering beder om vores hjælp til den tid, hvordan kan danske soldater så være en del af problemet? Problemet for hvem? Måske ser lederskribenten det nu fra al-Qaida og saddamisternes synspunkt, det er da alsidigt. Det ville så også forklare, hvorfor tropperne omtales som besættelsesstyrker, hvad de ikke er og ikke har været ganske længe nu.

DERMED HAR oppositionen stadig aktier i de fortrængninger, som regeringens
politik er så præget af.
Når vi nu taler om fortrængninger, så var hentydningen til den “kontroversielle beslutning” vist en meget pæn én af slagsen, men der kommmer måske mere…

Afgørende kendsgerninger er ikke med i regeringens Irakbillede.
… det gør der åbenbart. Og det lyder jo ikke godt. Har regeringen og S+R glemt noget? Den massive begejstring for befrielsen, indførelsen af politisk frihed, herunder ytringsfrihed, det fantastiske valg, hvor en jublende lykkelig befolkning trodsede bomber og terror for at deltage i det første frie valg; scener der har inspireret undertrykte araberere over hele verden? Hvad, hvad kan dog være overset, hvad?

Som for eksempel, at den USA-ledede koalition bliver stadig smallere.
Nå, det? Hvis vi skal lade os inspirere af andre lande og gøre som de, hvorfor skal vi så lige vælge de lande, der trækker sig fra ansvaret? Jeg har f.eks. lidt svært ved at se den nye spanske regering som en rollemodel. Først belønner de terrorister, som lige har dræbt knapt to hundrede af deres landsmænd, med at trække sig ud af Irak, hvad terroristerne i øvrigt er bedøvende ligeglade med, fordi de vil have størstedelen af Spanien tilbage i kalifatet, og dernæst foreslår de, at EU normaliserer forholdet til Cubas diktator Castro, selvom han lige har skruet op for undertrykkelsen nok en tand. Så hellere følge briterne eller amerikanerne og kæmpe for demokratiet.

At oprøret og volden ifølge USA’s egen forsvarschef er lige så omfattende som for et år siden.

Ja, meget fint citat … og nu til resten af, hvad Myers faktisk sagde: at oprørerne er langt fra den maksimale styrke, de har haft i det forgange år, og at kampen mod dem fortsat ser ud til at kunne vindes. Den vurdering passer også med vurderingen fra alle andre iagttagere. Selv sunnierne er begyndt at blande sig i den politiske kamp, fordi de har indset, at det gamle sunni-baserede diktatur ikke kommer tilbage.

At de amerikanske styrker ifølge den altid åbenmundede forsvarsminister, Rumsfeld, slet ikke kan vinde en militær sejr.
Hør, hvad med at give gamle Rummy lidt ros, når han for en gangs skyld skruer ned for mandehørmen og siger, hvad Politiken har sagt længe – men her sjovt nok undlader at gentage: at kampen mod terror ikke kan vindes militært, men kun ved at forbedre livsvilkårene og skabe et sundt og rummeligt demokrati. Den opgave kan irakerne kun selv klare, og det gør de aldeles udemærket indtil videre. Det er faktisk flot, at en befolkning, der i så mange år har levet under diktaturets rædsler, ikke har ladet deres vrede gå ud over det sunni-muslimske mindretal. Det er lige så flot, som de sorte sydafrikaneres selvkontrol efter apartheid-systemets fald.

Er listen slut? Ikke flere eksempler på forhold, som de danske politikere har glemt at tage med i betragtning? Denne teknik med halve citater er altså ikke imponerende.

Uanset at man må håbe, at de nu valgte, irakiske ledere formår at stabilisere situationen, er der stadig gode grunde til, at Danmark ikke bør være en del af den brutale krig, som amerikanerne fører på tredje år – uden at vinde den.

Nå, der er da godt, at Politiken håber på stabilisering af demokratiet. Jeg var lige ved at tro, at det ikke rigtig ragede dem. Men hvilke gode grunde er der? De har ikke nævnt nogle hidtil, kommer de nu?

… og bare for en ordens skyld, indtil videre ser det ud til, at vi vinder. Men ja, den er brutal. Det er vist ret almindeligt med krige. Den 2. verdenskrig var også ret slem, har jeg ladet mig fortælle. Men jeg er da glad for, at nogle lande valgte at gøre modstand mod Hitler, også selvom det var brutalt. Hvis det er nogen trøst, så kan freden være endnu mere brutal. Når så massivt et flertal af irakerne er glade for Saddams fald, skyldes det nok lettelsen over at være sluppet af med et sådant system. De mange massegrave med systemmodstandere, og famlie, og deres børn. Folk, der fik skåret tungen ud foran deres børn; personer i grenhakkermaskiner med fødderne først, etc. ad nauseam.

Selv om man på langt sigt kan håbe på, at der er lys for enden af den irakiske tunnel, så …

Åh, åh. Den slags indledninger plejer ikke at ende godt. Det er lidt som med: selvom jeg ikke er racist, så …

burde oppositionen fastholde, at det desværre er pessimisterne, der fik ret med hensyn til, hvor svært det ville være at skabe et stabilt, provestligt og demokratisk Irak.
Nå, det var dér skoen klemte. Herre Gud, handler det bare om det? De vil bare have ret, de gamle krigsmodstandere.

Beklager, den går ikke. I tog fejl – igen, igen. I advarede om fabelagtige tab og fantastiske flygtningehorder; de kom ikke. Kan I huske floppet med den store tv-indsamling, hvor det så viste sig, at ofrene ikke var der. Ups. Så var der forudsigelsen om, at den arabiske verden ville rejse sig i vrede. Der var I tæt på, og så alligevel ikke, for de rejste sig, men det var for at kæmpe for demokratiet, som de med egne øjne havde set indført i Irak. I tog også fejl af Afghanistan. De arme stakler, der sidder og fryser inde foran Christiansborg, sidder faktisk og protesterer mod befrielsen af Afghanistan; det er bare så umoderne, at selv ikke Ib Michael gider protestere mod den krig mer’. Og nu, hvor I selv bragte den kolde krig på bane: hvem holdt I egentlig med den gang?

Nej, det er helt forståeligt, at man gerne vil have ret. Men krigsmodstanderne nøjedes ikke bare med at sige, at demokratiet ville blive “svært”. De mente, at det ikke var besværet værd. Den opfattelse får de ikke meget ros for af irakerne, eller af historien.

Da forsøget blev indledt i marts 2003, stod oppositionen fast på, at opgaven ikke burde gribes an på den måde.

Ikke på den måde? Hvilken anden måde var der? Alternativet til at vælte Saddam var …. tænk godt over det … ikke at vælte Saddam. Lad nu være med at stikke af fra det valg ved at hævde, at irakerne bare kunne have befriet sig selv. Det er ikke bare åndeligt fejt at søge tilflugt i fantasien på den måde; det er at håne de tusinder af irakerne, der prøvede, og hvis lig man stadig graver ud af Saddams massegrave. Irakerne prøvede, og prøvede, og prøvede. De var ufatteligt modige, og de led ufatteligt, ikke mindst under vores sanktioner, som skulle forhindre Saddam i at sprede sin rædsel til andre lande. Der var kun valget mellem militær magt eller Saddams fortsatte forbliven ved magten. Jeg har fuld respekt for de krigsmodstandere, der begrundede deres modstand i, at krigen ikke kunne vindes, eller at irakerne ikke ønskede demokrati. Men begge dele har vist sig at lykkes. Det burde de hellere glæde sig over.

Før man finder tilbage til en position af lignende klarhed, vil man ikke for alvor have vredet sig ud af Foghs jerngreb om dansk Irakpolitik.
Igor! Eller Stanislaw, hent en ny hjerne til lederskribenten. Og denne gang skal det ikke være Abby Normals.