Tag-arkiv: CEPOS

Subjektiv livskvalitet og staten

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Punditokrater og andet godtfolk

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.

Ren Pia

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Intet nyt fra Vestfronten

Tænketanken CEPOS var i dag ude med en kritik af regeringens Globaliseringsråd. Og med rette. For det er nu engang ikke særlig opløftende, at en borgerlig regering stiller sig i spidsen for et udredningsarbejde, der er fuldstændig renskuret for skattepolitiske visioner. Når det så i øvrigt sammenholdes med, at rådet vil indlade sig på den tvivlsomme beskæftigelse at udpege erhvervslivets fremtidige vindere, står det ganske klart, at vi må frygte en gentagelse af de policy-svigt, der prægede 70’ernes, 80’ernes og 90’ernes selektive erhvervspolitik og indikative planlægning.

Den dag statsministeren fremlægger resultatet af Globaliseringsrådets arbejde, kan det være nyttigt at ihukomme et bestemt ordspil fra Blackadder Goes Forth, der gerne må fremsiges med distinkt engelsk diktion:

First Officer: “Now, Field Marshal Haig has formulated a brilliant new tactical plan to ensure victory in the field.”

Blackadder: “Ah, would this brilliant plan involve us climbing out of our trenches and walking very slowly towards the enemy, sir?”

Second Officer: “How can you possibly know that, Blackadder? It’s classified information!”

Blackadder: “It’s the same plan that we used last time, and the seventeen times before that!”

First Officer: “E-e-e-exactly! And that’s what is so brilliant about it! It will catch the watchful hound totally of guard. Doing precisely what we have done eighteen times before is exactly the last thing they’ll expect us to do this time. There is, however, a small problem?.”

Blackadder: “That everyone always gets slaughtered in the first ten seconds?”

First Officer: “That’s right. And Field Marshal Haig is worried that this may be depressing the men. So he is looking to find a way to cheer them up.”

Blackadder: “Well, his resignation would seem the obvious way.”

Jeg er overbevist om, at daglige læsere af Punditokraterne vil forstå sammenhængen. For en sikkerheds skyld, vil jeg dog vejledende sige: En fejlsagen erhvervspolitisk strategi bliver ikke bedre af at blive gentaget 18 gange.