Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2024. 6 svar
Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.
Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.
En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.
Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.
Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.
Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.
Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2023. Skriv et svar
Medierne skriver med jævne mellemrum om, hvordan – og typisk hvor skidt – det går med demokratiet i verden. Der er god grund til at holde øje med udviklingen, men der siges også en del vrøvl i debatten. Vi tager derfor idag udgangspunkt i vores egne data – fra Bjørnskov og Rode / Regime Types and Regime Change databasen – og plotter udviklingen de sidste ti år på kortet nedenfor. Lande der har været stabilt demokratiske de sidste ti år er hvide, de stabilt autokratiske er sorte, lande der startede demokratisk i 2013 men nu er diktaturer er røde, mens lande der har demokratiseret de sidste ti år er blå. Vi lader det være op til læserne at vurdere, om kortet illustrerer en god, dårlig eller medium udvikling.
På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.
En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.
Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.
Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.
Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.
Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.
Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.
Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.
Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!
Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar
Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.
Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.
Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.
Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.
Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.
Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2022. 2 svar
Er et statskup en dårlig nyhed for pressefriheden? Umiddelbart vil de fleste nok sige ja, for hvad kan en regering, der er kommet til magten ved et statskup, ikke finde på. Pudsigt nok var der indtil fornylig nærmest ingen forskning i den type konsekvener af kup. Det gjorde jeg sammen med to tyske kolleger for nogle år siden, og papiret er nu – efter en lang og frustrerende process – endeligt på vej til udgivelse.
Artiklen “Coups and Dynamics of Media Freedom” er skrevet sammen med Andreas Freytag (Uni Jena) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg), og udkommer i Economic Modelling. Vores teoretiske udgangspunkt er, at alle regeringer i princippet kan bruge to slags midler til at blive ved magten: 1) undertrykkelse; og 2) bestikkelse. Man kan vælge at undertrykke, hvilket også indebærer at undertrykke borgernes adgang til information – dvs. at undertrykke pressefriheden – og man kan vælge at bestikke vælgere, særinteresser, og interesser der kunne tage magten fra en.
Demokratier har dog nogle begrænsninger indbygget for, hvor meget man kan undertrykke, og ofte også, hvor meget man kan bestikke vælgere og interesser. Der er derfor grund til at tro, at effekter er noget mindre i demokratier, og nok større når et kup fjerner en demokratisk regering. Men – og det er det helt nye rent teoretisk – vi viser også, at der er al mulig grund til at tro, at kuppet fører til mere undertrykkelse, når det offentlige forbrug er større. Grunden er, at mens kupregeringer i lande med små offentlige sektorer har masser af kapacitet til at bestikke interesser, gælder det ikke dem i lande med stort offentlig forbrug. Her er der ikke meget tilovers til at bestikke med, og undertrykkelse bliver derfor et attraktivt alternativ.
Og det er netop det vi finder i 8400 observationer på tværs af 160 lande siden 60erne. Figuren nedenfor er fra artiklen, og viser effekten af succesfulde (de mørke markeringer) og fejlede (de grå) kup på graden af censur mod medier. Figuren til venstre illustrerer vores estimater, når kuppet sker mod et autokrati, mens den til højre viser effekter mod et demokrati. Det er her helt klart at se, at kup ikke har systematiske effekter i autokratier – nogle gange undertrykker de nye regime mere, andre gange mindre end det gamle. Omvendt er det tydeligt at se, at mens fejlede kup ikke fører til systematiske ændringer, falder indekset alvorligt når et kup med et demokrati lykkes. Med andre ord fører kup til markant mere censur, og i helt særlig grad når det offentlige forbrug er stort (til venstre på figuren).
Artiklen med Freytag og Gutmann indikerer dermed, at regeringer forsøger at beskytte deres egen magt på den måde, de praktisk kan. Det betyder dermed ikke, at diktaturer automatisk undertrykker, hvis der er en nemmere / billigere måde at blive ved magten på. Og vores arbejde følger således på sin vis i fodsporene fra Bueno de Mesquita, der understregede, at demokratier ikke er så anderledes end autokratier. Demokratiske politikere er i hvert fald ikke bedre, de lever bare med nogle andre institutioner, som de ikke altid bryder sig ret meget om.
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2021. 3 svar
Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.
På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.
Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.
Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.
I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.
Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.
Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.
Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2020. 1 svar
Før jul indledte vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning og serien har indtil videre omfattet flere meget forskellige bøger. I dag fortsætter vi serien med en dybfølt opfordring til at læse en klassiker i nytårsdagene: George Orwells dystopiske 1984.
Orwells klassiker handler om et fremtidigt samfund, Oceania, uden nogen form for borgerrettigheder, og i en konstant tilstand af krig. Al kommunikation er det, vi i dag ville kalde spin, intet hedder hvad det i virkeligheden er, og alle bliver overvåget gennem deres TV. Selv historien og sproget bliver kontrolleret af Partiet, og omskrives hvis det er opportunt.
I denne verden følger vi Winston Smith, der er frustreret over det totale fravær af personlig frihed, og det liv i limbo, han lever hvor alle udtryk for individualitet undertrykkes af staten / Partiet. Winston arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han er med til at omskrive historien når Partiet vil have det anderledes – og det er ganske ofte. Hans oprør kommer, da en af hans kolleger sender ham en note. Som alle ved, der har læst bogen, starter det en serie begivenheder, som vi ikke skal afsløre her.
Skulle nogen være i tvivl, er 1984 ekstremt aktuel for tiden i den tiltagende autoritære politiske atmosfære i den vestlige verden. Som Joakim Book pointerede fornylig i en ekstremt læseværdig klumme:
Beginning in the 2010s, and rushing to the forefront in the god-awful year that is 2020, we have been chipping away at the base that made the West great: individualism, restrained state power, competing scientific advances under a shared commitment to truth ‒ objective, verifiable, provable truth. In the 2010s, with the intellectual bastion of universities and mainstream media as the center of power, we demolished truth. Per critical theory, nothing is and anything goes; narratives dominate statisticalfacts, and cherry-picked events are enough to advance conspiratorial beliefs about structural harm. We have grievance studies and wishy-washy words of oppression; logic is white supremacy; competence hierarchies and meritocracy are nefariously designed to harm those left behind. All is power struggles.
Orwell kunne ikke have skrevet det bedre, eller udtrykt det anderledes i 1984: Alt handler om magt og man er skyldig til andet er bevist. Og skulle nogen undre sig over, at reglerne måske er anderledes for nogen end for de fleste af os, kan man med fordel – og fornøjelse – læse Orwells anden klassiker om Kammerat Napoleon.
Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2020. Skriv et svar
I årets serie om punditokraternes julelæsning har vi indtil videre haft en fremragende historisk historie bog, to fine debatbøger, og en både underholdende og tankevækkende biografi. Vi må dog også indrømme, at nogle af os er fagnørder som ikke kan undgå at slå et slag for vores særligt nørdede interesse. Punditokraternes næste forslag til jule- og nytårslæsning for vores læsere er derfor Matilde Tofte Thorsens PhD-afhandling ”Only In It for Power and Wealth? Investigating Dictators’ Motives.”
Jeg har kendt Matilde i lang tid, fordi hun var instruktor i makroøkonomi på statskundskab, da Nina Smith og jeg stod for faget. Vi lærte hende at kende som en ekstremt dygtig, tænksom og selvsikker studerende, der ikke var bange for at stille spørgsmål. Med andre ord var Matilde allerede tidligt en klassisk kandidat til et PhD-studie. Der er nu det, der er færdigt og som hun forsvarede i november.
Hendes PhD-afhandling er derfor ingen overraskelse, da hun tager et vigtigt område i statskundskab og politisk økonomi – diktatorteori – og stiller nye spørgsmål, som ikke rigtigt har været behandlet tidligere. Matildes hovedtese er, at diktatorer er meget forskellige, og mens nogen af dem er motiveret af magt og rigdom, har andre mere ideologiske motiver. Afhandlingen består af otte kapitler, omgivet af en introduktion og et konkluderende kapitel. Et af de centrale kapitler, som hun præsenterede ved den fine PEDD-konference i Münster for et par år siden, introducerer emnet med case studies af Tanzanias Julius Nyerere, Singapores Lee Kwan Yew, og Cambodias skræmmende Pol Pot. I alle tre tilfælde var diktatorerne meget tydeligt ideologisk motiverede, omend det kun var Singapore, der var heldigt med ideologien.
Et andet kapitel, som virkeligt bryder ny grund, er Matildes kapital 7 hvor hun introducerer en metode til retrospektivt at placere diktatorers motivation ved at studere deres nekrologer. Hvis der er nogen rimelighed til, må man forvente at folk i de kommende år bruger datasættet til at afdække, hvordan diktatorer opfører sig. Overordnet set må man simpelthen konkludere, at er man nørdet eller har man lyst til at få ny inspiration til, hvordan man tænker på politikere med mere, er Matildes afhandling varmt anbefalet. Diktatorer er ofte bare politikere, der afslører hvem de er inderst inde, fordi de ikke er omgivet af de samme begrænsninger og ’checks and balances’ som de fleste. Er man interesseret i, hvilken slags individer ledende politikere typisk er, kan man bruge nogle timer meget værre end ved at bruge dem på Matildes afhandling.
Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2020. 12 svar
Mellem ulovlige ordrer, grundlovsbrud og afgrundsdyb inkompetence, insisterer regeringen ført af Mette Frederiksen på, at alle danskere skal være bange. Det er for eksempel lykkedes at få danskere til at flokkes til at få coronatests, selvom mange læger og epidemiologer slet ikke ser værdien i at teste blindt. Men de mange tests giver selvfølgelig et stort antal danskere, der viser sig at være smittede, hvilket uden tvivl gør de mange talblinde eller matematisksvage danskere endnu mere bange.
Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.
Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:
“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”
Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.
Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.
Af Christian Bjørnskov, den 15. oktober 2020. 8 svar
Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.
The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.
David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.
Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.
Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.
For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…
Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2020. Skriv et svar
Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:
Andreas
Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution
in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk
forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel
(Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis
undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger
flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af
de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står
mål med folks forventninger.
Den
altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om
hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved
at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den
meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan
diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag
har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of
Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve
underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt
spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth
of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and
economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia
University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”
Der
er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning.
Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups,
bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige
medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge,
hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi
arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men
der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det
gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973
og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder
med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der
fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.
Under
alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i
mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele
konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det
samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society,
som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle
en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne
mod forslag.
Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2019. Skriv et svar
Tidligere
i dag kom nyheden om, at
Zimbabwes mangeårige diktator Robert Mugabe er død, 95 år gammel. Mens det
normalt er dårlig smag at tale ondt om de døde, er der næppe meget andet at
gøre om Mugabe. Jeg kan heller ikke undertrykke en vis glæde ved at vide, at
han endelig er væk. Mugabe var direkte ansvarlig for både folkedrab, voldsom
politisk undertrykkelse, og dyb økonomisk ruin. Der er ingen grund til at hylde
en mand, der var blevet nævnt sammen med andre morderiske diktatorer, hvis han
ikke lige havde været sort afrikaner.
Robert Mugabe blev født
i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier
arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana,
inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der
arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som
ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den
rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og
det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.
Situationen
ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse
begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk
valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden
retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith
afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i
fængsel i mere end ti år.
Mugabe
blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt
det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som
premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at
gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet
sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen
Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning
fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos
mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug
en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af
Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.
Det
blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i
såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev
kendt som Gukurahundi – det
uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens
den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme
tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således
dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da
det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.
Mugabe-regimet
sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom
mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det.
Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget
goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge
af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav
Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der
har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet
på tusinder af Ndebele.
Der
slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt
erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør
og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også
med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det
basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud
for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er
Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i
de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus
Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare
landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets
popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic
Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra
uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas
siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og
derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal
næppe er troværdige.
CIAs
World
Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars,
og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda
og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende
(valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962),
og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling.
Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget
væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen
med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på
det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.
Selvsamme
Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for
frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og
styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent
vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget
som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i
en lang række absurde, afrikanske diktatorer.
Der er nu gået en uge siden
oppositionen og den midlertidige præsident Juan Guaidó den 30. april endnu en
gang prøvede at få militæret til at skifte side. Lige som ved forsøget på at
tvinge nødhjælp ind over grænsen den 23. februar, gik luften hurtigt af
ballonen og forsøget mislykkedes.
Opfordringen blev udsendt via en video på twitter, hvor man så Guaidó og hans mentor og leder af partiet Voluntad Popular, Leopoldo Lopez (hvis fangevogtere tilsyneladende havde hjulpet ham med at flygte fra den husarrest, han har været i siden juli 2017), sammen med en håndfuld militærfolk uden for La Carlota flybasen ved Caracas.
Uroligheder, som ifølge officielle kilder kostede 5 mennesker livet og 233 arresterede, endte som bekendt heller ikke i denne omgang med at hæren vendte Maduro ryggen. Med andre ord endnu et nederlag for oppositionens bestræbelser på et regimeskifte og tilbagevenden til demokrati. De efterfølgende dages optøjer ændrede ikke noget og opfordringerne til massive demonstrationer lørdag den 4. maj, kan kun betegnes som en fuldbyrdet fiasko, med relativt få deltagere.
Med andre ord er det svært at betegne den seneste uges begivenheder som andet end en sejr til Maduro og (endnu) et nederlag til Guaidó. Og måske burde man ikke være så overrasket. Venezuela er bestemt ikke første gang hvor det er lykkedes en diktator (og det er Maduro de facto ) at fastholde magten trods en økonomi i frit fald.
Tænk blot på Zimbabwe, hvor Mugabe sidste år blev vippet af pinden. Desværre blot for at en anden af regimets magtfulde mænd kunne overtage magten. Det er absolut muligt at Maduro kan blive siddende i mange år fremover, ligesom en afsættelse af ham, når og hvis det endelig sker, ikke nødvendigvis indebærer en tilbagevenden til demokrati.
I vores demokratiske del af verden glemmer vi vist ofte, at hvis man er parat til at udvise den fornødne brutalitet, kan man sagtens forblive ved magten på trods af ”folkets vilje”. Når diktaturer falder, sker det faktisk oftest netop fordi man IKKE længere er i stand til at agere med den fornødne brutalitet.
Hvad gik egentlig forud for den 30. april?
Der er fortsat usikkerhed om hvad der egentlig ledte op til Guido’s opfordring ved daggry den 30. april. Var det ren gambling eller havde han en forventet tro på at i hvert fald dele af militæret ville skifte side?
I de efterfølgende dage gik flere repræsentanter
for den amerikanske administration ud og sagde, at der havde været forhandlinger
gennem et stykke tid med navngivne repræsentanter for militæret og kredsen
omkring Maduro, som var endt med enighed om at Maduro skulle væk. Ifølge
amerikanerne var man endda kommet så langt, at Maduro var parat til at tage et
fly til Havanna, men at russerne havde fået ham til at ændre holdning.
At der har været samtaler peger meget
på er korrekt, men hvorvidt der lå en aftale og russernes rolle er derimod mere
usikkert. Et bud er at forhandlingerne foregik på skrømt fra personerne inde i regimet.
Altså et bevidst set-up. Det skal dog understreges at denne udlægning er
spekulativ. Andre mulige forklaringer er at ”et eller andet gik galt”, selv om
man var blevet enig om at fjerne Maduro, at Guaidó og Lopez begik en afgørende
taktisk brøler, og gik ud for tidligt, at ”nogen” havde afsløret planen og en
del potentielle støtter derefter trak sig.
Ifølge den forklaring skulle Maduro være
blevet fjernet via en domstolsafgørelse udstedt af højesteret, fulgt op med at
de væbnede styrker udtalte deres støtte til Guaidó, i henhold til højesterets
afgørelse og forfatningen, som landets legitime midlertidige præsident.
Et par dage før Guaidó’s mislykkede opfordring deltog jeg i et arrangement på CBS om netop krisen i Venezuela. Her blev der også talt om mulighederne for et snarligt regimeskifte. På daværende tidspunkt havde Guaidó og oppositionen allerede annonceret store demonstrationer – nu skulle det være – 1. maj. Direkte adspurgt henviste jeg da også til at jeg forventede at der ville være både demonstrationer og sikkert også sammenstød mellem demonstranter på den ene side og nationalgarden og de såkaldte Collectivos (bevæbnede paramilitære grupper) på den anden, med både sårede og døde til følge. Men jeg forventede ikke at det ville medføre regimets fald. Desværre fik jeg ret.
Havde Venezuela fortsat været et demokrati var Maduro naturligvis blevet afsat for længst (rent faktisk var han næppe nogensinde blevet valgt). Som det fremgår af nedenstående figur 1, er økonomien i frit fald (tal er fra IMF og baseret på estimationer fra 2010 og frem på grund af manglende off. Statistik). Økonomien er således næsten halveret siden 2013.
Figur 1
At landet ydermere plages af en galoperende hyperinflation kan heller ikke overraske, givet et enormt underskud på de offentlige budgetter, som det fremgår af figur 2.
Figur 2
Resultatet er selvfølgelig at alting i
dag omregnes i dollars, mens man andre steder bruger meget alternative
betalingsformer (som f. eks. kaffebønner).
Det er også værd at bemærke at underskuddet på de offentlige finanser allerede var hastigt voksende før faldet i oliepriserne (2014), selv om kombinationen af faldende olieproduktion og oliepriser naturligvis har forværret situationen. Det skal samtidig medtages, at IMFs estimation af udviklingen i BNP for 2019 er lavet FØR USA indførte sine seneste sanktioner overfor Venezuela i januar mdr., som indebærer stop for fremtidig køb af Venezuelansk olie (USA har indtil nu været landets absolut største kunde), hvorfor faldet i indeværende år kan blive en del større, også selv om oliepriserne er steget på det seneste.
Største flygningekatastrofe i Latinamerikas nyere historie
Ifølge FN er ca. 3,4 mio. mennesker
indtil videre flygtet ud af Venezuela. Visse iagttagere forventer tallet kan
stige til op mod 6 mio. mennesker inden 2020, med mindre den humanitære
situation forbedres markant. Langt de fleste er rejst til andre dele af
Latinamerikam, med Colombia som den væsentligste destination. Omkring 1,1 mio.
venezuelanske flygtninge og migranter regner man med befinder sig i Colombia,
mens ca. ½ mio. befinder sig i Peru, små 300.000 i Chile, ca. 220.000 i
Ecuador, 130.000 i Argentina og lige under 100.000 i Brasilien.
Denne udvikling er ikke holdbar i
længden, selv om modtagerlandene indtil nu i høj grad har prøvet at imødekomme tilstrømningen
af flygtninge.
Udsigten til yderligere mio. af
Venezuelanere som søger til primært andre Latinamerikanske lande, er ikke just
noget der huer de omkringliggende landes regeringer. Ecuador forsøger allerede at
hindre yderligere tilstrømning og i Brasilien, som i forhold til
indbyggertallet har modtaget relativt få flygtninge, har der været uroligheder
i den fattige og tyndtbefolkede delstat Roraima, som grænser op til Venezuela, på grund af
tilstrømningen af flygtninge.
Men mens strømmen af flygtninge til de omkringliggende lande er et problem for dem, er det ikke nødvendigvis et problem for regimet i Venezuela – snarere tværtimod. Som Venezuelas økonomi er indrettet, vil det faktisk være en fordel med et markant lavere indbyggertal – som er faldende, hvilket fremgår af figur 3.
Figur 3
For mens en voksende befolkning i en
markedsøkonomi kan ses som en ressource, gælder det ikke i en semi-planøkonomi
baseret på olie (og andre råstoffer) som Venezuelas. Når oppositionen gennem
årene har haft så svært ved at mobilisere befolkningen, skyldes det – ud over
deres egen uformåen og manglende evne til at stå sammen – at den primært er
funderet i Venezuelas middelklasse, mens regimet har baseret sin magt på at
gøre den fattige del af befolkningen afhængig via tildeling af månedlige
madrationer mv., som man reelt kun har adgang til, hvis man er medlem af PSUV
(regeringspartiet). Og det er reelt først de seneste par år at de fattige (i
storbyerne) er begyndt at vende ”det 21. århundredes socialisme” ryggen. Ikke
på grund af at de pludselig er blevet grebet af et ønske om demokrati,
ytringsfrihed mv., men primært på grund af at regimet i stadig mindre grad er i
stand til at ”levere varen”, og i stigende grad har måtte ty til traditionel
undertrykkelse.
Så jo flere der forlader landet, jo
bedre. Og mens det i mange år primært var den mere veluddannede del af
befolkningen som forlod landet, er det nu også i stigende grad de fattige som
forlader Venezuela.
Denne exodus er til gengæld meget problematisk for de omkringliggende lande.
Det kan i yderste konsekvens føre til en egentlig militær indgriben selv om de eneste der taler om den mulighed for tiden er USA. Det ligger dog noget ud i fremtiden – hvis overhovedet, hvis det bliver aktuelt.
En invasion – USA alene eller med tropper fra andre dele af Sydamerika indebærer dog betydelige risici og omkostninger, også selv hvis man hurtig skulle sejre rent militært.
Indtil videre må vi konstatere at trods
international opbakning fra de fleste demokratiske lande, så ser der ud til at
være lange udsigter til det nødvendige regimeskifte, som kan bane vej for en
tilbagevende til demokrati.
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2019. 1 svar
I
morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland.
Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political
Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl
arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en
plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What
Do We Know about the Democratic Transition? The Links between
Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy
Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of
Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.
Som
tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om
fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin
(University of Groningen) og Niklas
Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket
programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas
Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin
og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection
and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections:
Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud
til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization
Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in
Post-Socialist Countries.”
Sidst
– og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig
version af mit eget papir med Daniel Bennett
(Baylor University) og Steve Gohmann
(University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and
Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der
som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre
papirer, hvis læserne skulle ønske det.
Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2018. Skriv et svar
De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.
For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.
I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ”How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinezhvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.
Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.
Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.
Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?
Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2017. 2 svar
Som mange af punditokraternes læsere ved, har jeg i år lagt ganske meget tid i udviklingen af en større database sammen med min kollega Martin Rode fra Universidad de Navarra i Pamplona. Har man først fingrene tilstrækkeligt dybt nede i den empiriske bolledej, ser man ofte ting som man ellers næppe havde lagt mærke til. En af de ting, der blev klare da jeg sidste sommer viste databasens transitionsmatrix for mine studerende i Heidelberg, var at demokratiseringer ikke altid er tilfældige.
Før halvdelen af læserne står af, betyder det fine, tekniske ord ’transitionsmatrix’ blot, atman laver en oversigt over ændringer i landes regimetype over tid. Langt de fleste år-til-år ændringer er nuller – Danmark har således været helt præcist samme slags demokrati siden grundlovsændringen i 1953. Men når man som Martin og jeg kan følge regimeændringer i 208 lande siden 1950, er der ganske mange, der ændrer sig.
Og observationen, som flere af mine studerende spurgte ind til, var at når diktaturer demokratiserer, er der en meget tydelig forskel. Civile autokratier – dvs. ikke-demokratiske regimer hvor regeringslederen og -toppen ikke har militær rang eller status, bliver til alle mulige former for demokratier, mens militærdiktaturer praktisk taget altid bliver til præsidentielle demokratier. De få, der ikke bliver det, kan i praksis ikke blive præsidentielle, da de som Thailand af tre omgange allerede er monarkier. Har man en monark, giver det ingen mening at indføre en præsident, da monarken per definition er statsoverhoved. Spørgsmålet, som jeg havde flere gode diskussioner om med min brasilianske studerende Marina Rapp, er hvorfor militærdiktaturerne ser ud til at vælge én bestemt form for demokratiske institutioner.
Det spørgsmål er endt med at blive mit første egentligt teoretiske papir i årevis. Papiret er, efter at jeg har præsenteret det flere gange og modtaget kommentarer, nu ude som IFN Working Paper no. 1194 og kan læses her. Og argumentet er egentlig ganske enkelt: Ethvert diktatur må have støtte fra et eller andet segment af samfundet. Militærdiktaturer er direkte støttede af militæret, og har derfor også et primært incitament til at støtte militæret, mens civile autokratier må søge støtte blandt civile interesser. Begge typer er også nødt til at støtte den modsatte interesse til en vis grad for at undgå kupforsøg. Men støtten og de ressourcer, regimet bruger på undertrykkelse, kan blive for dyr i længden, og det kan blive for svært at undgå kupforsøg, hvilket kan gøre det attraktivt at indføre eller acceptere demokrati.
Gør man det, har enhver regering interesse i at beskytte sin primærstøtte mod at miste for meget. Hvad det betyder, er ret enkelt for militæret, men ikke særligt enkelt for civile interesser. De lider et Olsonsk koordinationsproblem, da de ikke alle har samme interesse og derfor må indgå en form for kompromis om deres ’fælles’ interesse.
Rent teoretisk viser det sig, at forskellige koordinationsproblemer – det er langt lettere for militæret at koordinere dets fælles interesser – kombineret med muligheden for at begå et kup, hvis det nye demokrati bliver meget fjendtligt imod de ’gamle’ autokratiske interesser – betyder at militærdiktaturer stærkt foretrækker demokratiske institutioner med stærke vetospillere. Pga. de civiles langt større diversitet og derfor sværere koordinationsproblemer, har de ikke på samme måde en interesse i en bestemt type politiske institutioner.
Det pudsige er, at når man først er gennem teorien, viser det sig at en række detaljer omkring 111 demokratiseringsepisoder siden 1950 også er konsistente med denne slags teoretisk mekanisme. Det er for eksempel sigende, at de fleste militærdiktaturer enten justerer forfatningen eller skriver en ny forfatning før demokratiseringen, og gør det uden at parlamentet involveres. De giver også præsidenten mere direkte indflydelse, men tillader ikke, at han kan regere udenom parlamentet. Demokratisering i civile autokratier udviser omvendt ingen af den slags systematiske træk, og ser ofte ganske tilfældige og uplanlagte ud, som Daniel Treisman forleden påpegede, er et almindeligt træk. Nu venter vi derfor kun på det næste eksempel på et militærdiktatur, der indfører demokrati for at se, om teorien også passer i detaljer på det eksempel.
Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2017. 8 svar
I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.
Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):
It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.
Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.
Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.
Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.
I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.
Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.
I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.
Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.
Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.
Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.
Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2015. 3 svar
I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.
Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?
En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.
I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.
Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.
Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2014. 3 svar
Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.
Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).
Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.
Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.
Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.
