Tag-arkiv: EU

Hayekianske indsigter

Af Stanislaw, den 12. december 2005. 2 svar

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2005. 5 svar

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Ugens citat: Steyn om lig, Tyskland & euro-velfærd

Af Redaktionen, den 21. september 2005. 2 svar

Vores med-pundiokrat Mr. Law har henledt Punditokraternes opmærksomhed på Mark Steyns farverige status i The Telegraph over det tyske valg og den europæiske velfærdsstat:

“If you want the state of Europe in a nutshell, skip the German election coverage and consider this news item from the south of France: a fellow in Marseilles is being charged with fraud because he lived with the dead body of his mother for five years in order to continue receiving her pension of 700 euros a month.

She was 94 when she croaked, so she’d presumably been enjoying the old government cheque for a good three decades or so, but her son figured he might as well keep the money rolling in until her second century and, with her corpse tucked away under a pile of rubbish in the living room, the female telephone voice he put on for the benefit of the social services office was apparently convincing enough. As the Reuters headline put it: “Frenchman lived with dead mother to keep pension.”

That’s the perfect summation of Europe: welfare addiction over demographic reality.

Think of Germany as that flat in Marseilles, and Mr Schröder’s government as the stiff, and the country’s many state benefits as that French bloke’s dead mum’s benefits. Germany is dying, demographically and economically. Pick any of the usual indicators of a healthy advanced industrial democracy: Unemployment? The highest for 70 years. House prices? Down. New car registration? Nearly 15 per cent lower than in 1999. General nuttiness? A third of Germans under 30 think the United States government was responsible for the terrorist attacks of September 11.”

Læs selv resten af den underholdende og deprimerende analyse.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2005. 2 svar

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

What are the odds …?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. juni 2005. Skriv et svar

Jeg har et par praktiske tommelfingerregler i hverdagen, når jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg egentlig selv skal mene om noget (og det sker):

  1. Jeg læser The Economist; i de 150 år siden Herbert Spencer arbejdede der som skribent, har de sjældent taget helt fejl.
  2. Alternativt læser jeg Wall Street Journal (og det sker næsten dagligt); de tager også sjældent fejl.
  3. Hvis både The Economist og Wall Street Journal mener det samme … Så er der som regel god grund til at springe ombord på deres galej (eller være alvorligt bekymret!).

Så hvad mener mine orakler om franskmændene og EU-nej'et? Well …

TE lavede allerede for to år siden en mindeværdig forside, hvor forfatningen lå i en skraldespand og med teksten "Where to file Europe's new constitution". Denne uges historie hedder "Dead, but not yet buried". Ouch!

Og her er så WSJ's leder fra i tirsdags:

"[President] Chirac asserted that the constitution was France's only bulwark against the encroachment of Anglo-Saxon-style capitalism. Meanwhile, Mr. Chirac's main political opponent in his own ruling party, Nicolas Sarkozy, argued for the constitution on the same grounds that the no camp argued against it–that it would help France by forcing it to reform its bloated welfare state, create more jobs and increase economic growth. We think Mr. Chirac's view of the actual document is the closest to the truth–that it would have enhanced the leverage of French socialism on the Continent–which is why it's just as well that it was defeated. Probably the underlying sentiment among "no" voters was their rejection of the paternalism with which this constitution, along with so many other EU initiatives, was sold to the public. Europeans are increasingly tired of being told to take their medicine and not ask too many questions. …Once this document dies the death it deserves, the europhiles may conclude that the next time they draft a constitution they'll have to listen more closely to the people it purports to represent."

Triple-ouch!

Europæisk retrorealisme

Af Mikael Bonde Nielsen, den 1. juni 2005. Skriv et svar

Min med-punditokrat Mikael Jalving har i et tidligere indlæg spekuleret over, hvorvidt Europa befinder sig i en krise efter det franske nej til Forfatningstraktaten, der her til aften blev fulgt op af et endnu mere rungende hollandsk nej. Jeg bemærkede i den forbindelse, at han citerede den franske postmodernist par excellence Jean Baudrillard, der vel ved tilfældets mellemkomst syntes at have udtalt sig ganske sammenhængende og klart om den europæiske situation i Liberation. Tillad mig kort at recitere de vise ord:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”

Hvad skal politikere, der hylder forfatningstraktaten og andet stjernebesat materiale, dog stille op over for et sådant stokastisk klarsyn? Nogle vil måske anbefale, at de forholder sig til afstemningerne på rigtig postmodernistisk manér og slet og ret benægter, at de overhovedet har fundet sted. I så tilfælde vil de gå forkynderen Baudrillard i bedene. I begyndelsen af 90’erne fastholdt han således hårdnakket, at Golf-krigen aldrig ville finde sted, ikke fandt sted og aldrig havde fundet sted, hvilket man kan forvisse sig om ved at konsultere Christopher Norris bog: Uncritical Theory: Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War.

Nu er der jo ganske mange europæere, der ikke bruger bevidsthedsudvidende præparater, så den holder nok ikke. Men der er stadig nogle regeringschefer, der kan komme den postmoderne og skruptossede forklaringsmodel i forkøbet ved at aflyse de planlagte afstemninger. Måske kan det danne baggrund for en helt ny diskurs, der meget passende kunne kaldes retrorealisme.

Merci

Af admin, den 30. maj 2005. 4 svar

Så har Frankrig stemt nej til forfatningstraktaten. Et nej båret af to grupper, hvis man overhovedet kan adskille dem: nationalister (traditionelt kaldet Højre) og centralister (lidt forvirrende nu til dags kaldet Venstre).

Medierne vil sædvanligvis ignorere de første og dyrke de sidste, og hvem er de så? Det er folk, der i ramme alvor mener, at traktaten var for liberal. Jep, det mener de faktisk. Det bekræfter nok en gang, at fordi man kan læse bøger, kan man måske nok kaldes intellektuel, men ikke nødvendigvis intelligent.

Denne såkaldte venstrefløj har nok en gang sagt nej til det halve brød, fordi de vil have det hele. Sådan var den danske venstrefløj også ifølge Preben Wilhjelm, der i sin erindringsbog trist erklærer, at venstrefløjen tabte. Godt det samme. Ellers havde vi sikkert levet i et grundtvigiansk Pol Pot-samfund, hvor vi boende i små landbrugskollektiver brugte vores korte liv på at dyrke økologisk boghvede iført uldne røde huer.

Men når vi er færdige med at synge La Marseillaise og glæde os over, at franskmændene helt selv og uden hjælp fra andre har ødelagt den bedste traktat, de nogen sinde vil få tilbudt, står spørgsmålet tilbage. Hvad skal vi selv stemme?

Skal man stemme nej og vise sin utilfredshed med en traktat, der er fyldt med socialdemokratisk vraggods fra 1970erne, eller skal man stemme ja for at markere sin støtte til et samlet EU i tryg forvisning om, at den nuværende traktat er død?

Det spørgsmål må besvares i lyset af, hvad der senere kan forventes at ske. Det er ikke sandsynligt, at man vil forsøge sig med en endnu mere socialistisk traktat; det vil briterne, centraleuropæerne — og vi — ikke tillade. Formodentlig ender det med en lille mere teknisk traktat, der skal sikre samarbejdet i det nye store EU, mens de storladne ord om forfatning lægges til hvile. Hvad skal man vælge? Hmm…

Kastholms flamme

Af Mikael Bonde Nielsen, den 28. maj 2005. Skriv et svar

Berlingske Tidende bringer i dag et både lidenskabeligt og tankevækkende bidrag fra Claes Kastholm; et bidrag, der vel må betegnes som en slags reaktion på borgerlige intellektuelles kritik af EU i almindelighed og forfatningstraktaten i særdeleshed. Overvejelser fra en hånd, der har sat kryds ved både ja og nej i flere omgange, læser man gerne. For her fornemmer man i det mindste omtanke i forhold til det europæiske.

Men hvor går tankerne så hen i denne omgang? Såmænd tilbage til studietiden, hvor Kastholm selvangiveligt var fortryllet af den europæiske patos, som Willy Brandt udstrålede. Og det skal han ikke lastes for. Jeg har undertiden mødt mange sympatiske og politisk indsigtsfulde mennesker, der har udtrykt samme fascination for den daværende forbundskansler og formand for SPD. En af dem driver et pittoresk værtshus i det indre København, der udskænker Von Osten i så rigelige mængder. Vedkommende kan endda fuldstændiggøre sine fortællinger om omtalte gestalt med diverse fotos, der foreviger personlige håndtryk og glade smil. Men nok om lidenskaben! Lad os springe videre til det tankevækkende; Kastholms argumentationsteknik.

Skulle jeg selv overbevise borgerlige EU-skeptikere om at de var galt afmarcheret, ville Willy Brandt bestemt ikke være den første hjælpesætning i beviset. Jeg ville snarere ? hvis emnet overhovedet skulle personliggøres – indlede en desperat jagt efter en borgerlig avantgardist eller foregangsmand, der havde noget fornuftigt at sige om og til forsvar for den europæiske idé. Men Kastholm vælger den mest besværlige rute. Udfordrende flot! Men virker det?

Borgerlige intellektuelle, der har vendt EU ryggen, nærer ikke alle afsky for det europæiske. De lider ikke alle af verdensforskrækkelse eller indeklemt angst for det globale. En ganske pæn del af dem vil blot have svar på, hvorfor 91 relativt konkrete velfærdsforanstaltninger skal indlemmes i EU’s forfatningstraktat. De lytter gerne til Kastholm, fordi de nu og da møder interessante refleksioner fra den kant. Men de gør sig ingen illusioner om, at en bedaget forbundskansler og socialist skal være den lygtemand, der giver mening med galskaben.

Menneskerettigheder og dynamisk fortolkning

Af admin, den 22. maj 2005. 1 svar

Weekendavisen har i det nye og altid læseværdige tillæg Ideer et længere indlæg ved prof., dr. jur. Gorm Toftegaard Nielsen om menneskerettigheder, navnlig den europæiske konvention om samme. Hans indlæg ligger i klar forlængelse af prof., dr.jur. Mads Bryde Andersen, der i en kronik i Berlingske åbnede debatten (og i en senere kronik sammenfattede forløbet).

Debatten inkl. dette seneste indlæg har vist, at ingen af de debatterende jurister ønsker at undvære menneskerettighedsbegrebet, og at de alle anerkender, at Menneskerettighedsdomstolen (EMD) til tider vælger en dynamisk fortolkning, som inddrager forhold, der ikke oplagt hører under konventionens ordlyd og kerneområde, og som derfor reelt udgør politiske valg.

De to professorer fremhæver endvidere det yderligere problem, at den dynamiske fortolkningsstil gør det vanskeligt for nationale myndigheder at forudse, hvad der udgør indholdet af menneskerettighederne, hvilket gør det muligt for interesseorganisationer og eksperter at politisere i deres vurdering af, om et givent politiske forhold mon vil stride mod konventionen. Mangt og meget kan således tænkes at være “på kant” med menneskerettighederne i konventionen, når man aldrig kan være helt sikker på, hvad EMD egentlig har tænkt sig at sige næste gang.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Spændingen mellem menneskerettigheder og demokrati er et af de vanskeligste problemfelter i liberalismen, for her sætter man menneskerettigheder over demokratiet. Vel at mærke de negative frihedsrettigheder, der handler om at begrænse statens magt over individet, som udmærket påpeget af Henrik Gade Jensen.

De positive menneskerettigheder, der giver individet særskilte krav over for staten og det øvrige samfund, synes fortrinsvis at have fået sin prominente plads i de internationale menneskerettighedskonventioner efter kommunisk påvirkning. I tiden omkring 2. verdenskrigs slutning troede man jo i ramme alvor, at kommunismen repræsenterede en særligt overlegen økonomisk indretning; at planøkonomi var markedsøkonomi overlegen. Kommunister forsvarede derfor systemet ved at ligestille de klassiske liberale frihedsrettigheder med de sociale rettigheder. Budskabet var: ja, kommunismen krænker frihedsrettigheder, men skaber til gengæld en bedre og mere social verdensorden, så det kan gå lige op. Det var længe et overbevisende argument, enkelte fremturer endda stadig med det. Kommunismens sammenbrud kom da også først, da det gik op for selv de mere tungnemme, at systemet heller ikke virkede økonomisk.

Men selv begrænset til de negative frihedsrettigheder består spændingen fortsat for den liberale, fordi frihedsrettighederne kommer før demokratiet, men afgørelsen af, hvilke frihedsrettigheder der bør gælde, kan ikke ske apriorisk og må derfor ske ved et demokratisk valg, hvor individerne hver for sig og sammen afgør spørgsmålet. Man kan forsøge at hindre den demokratiske proces’ indvirkning på fastlæggelsen af frihedsrettigheder ved at operere med forskellige demokratiske processer, f.eks. en lovgiver og en grundlovsgiver. Men nissen flytter med.

Når de fleste må medgive, at Menneskerettighedsdomstolen nu og da træffer afgørelser, der ikke kan tolkes som brug af konventionens menneskerettigheder, men som reelt politiske valg, dommerne savner enhver demokratisk legitimation for at træffe, hvad gør vi så?

Helt at trække os ud af Menneskerettighedskonventionen synes at være et for vidtgående træk. Konventionen er jo god nok, og Menneskerettighedsdomstolen træffer jo også fornuftige afgørelser, heldigvis de fleste. Mads Bryde Andersen har peget på, at man kan ophæve konventionens inkorporering i dansk ret for derved at signalere dels en utilfredshed med Domstolens dynamiske fortolkning, dels en større grad af handlefrihed for danske domstole.

En anden mulighed er vel at lade sig inspirere af et andet forpligtende mellemfolkeligt samvirke, EU. Det følger af EU-retten, at EU-ret har forrang frem for national ret; i modsat fald ville det forpligtende samarbejde mellem de forskellige medlemsstater ikke kunne fungere. Dette anerkendes da også af medlemsstaternes myndigheder, herunder domstolene. Men den tyske forfatningsdomstol, og vist også den danske Højesteret, har tilkendegivet, at denne respekt for EU-retten kun gælder, så længe EU-myndigheder og ditto-retsakter holder sig inden for traktaterne. Nok så vigtigt har disse høje domstole fastslået, at det er op til dem at afgøre, om dette er tilfældet.

Hermed signaleres, at hvis EU-retten skulle bevæge sig uden for de grænser, konventionerne sætter, så kan man tilsidesætte eller ignorere sådanne afgørelser og retsakter. Hverken den tyske forfatningsdomstol eller den danske Højesteret kan således forventes altid at ville acceptere enhver afgørelse fra EF-Domstolen, selvom de sikkert vil gå langt for at undgå et brud.

En tilsvarende markering ville være gavnlig i forhold til menneskerettighederne. Mon ikke den kommer, hvis en egnet sag en dag opstår? Højesterets dommere er ikke (længere?) så forsagte, som de var en gang. Antagelsen af, at dette er muligt, vil endvidere lægge en dæmper på de, heldigvis få, der søger at dominere den nationale politiske proces ved at strække EMDs dynamiske fortolkningsstil længere end rimeligt er.

Merci, Jacques

Af admin, den 18. april 2005. Skriv et svar

Fra Blairs regering er det angiveligt blev lækket til The Guardian, at den britiske afstemning næste år om EUs forfatningstraktat vil blive udskudt, såfremt franskmændene stemmer nej ved deres afstemning den 29. maj, hvad alle meningsmålinger indtil videre tyder på. I de lande, hvor man gerne vil have et ja, afvises den slags spekulationer, fordi det kan opmuntre EU-modstandere i deres tro på, at de kan opnå noget ved et nej. Blair, der dels er kendt for at kunne styre sine medier, dels længe har haft udsigt til et britisk nej, sender formodentlig den første varme tanke til sin franske modspiller Jacques Chirac i lang tid.

Ah, Frankrig! Dette dejlige land med den vidunderlige natur, den pragtfulde kultur og den dybt pinlige udenrigspolitik (NEJ til befrielse af Irak, JA til salg af våben til Kina, etc.). Det er trist at se et stolt folk så forvirret og usikker på sig selv. Frankrigs drøm om at dominere verden blev knust ved Waterloo i juni 1815, da Napoleon blev besejret, og drømmen om at dominere Europa blev udslukt i København i december 2002, da ti mellemeuropæiske lande blev medlemmer af EU. Det er så småt ved at dæmre for dem.

Den franske modvilje mod forfatningstraktaten skyldes en frygt for at blive dikteret en fremtid af et EU, der ikke er fransk. Men ingen omskrivning af en traktat kan ændre på det. Vi danskere, der skal tage stilling til traktaten i september – ingen udsættelse ifølge Fogh – kan derfor ikke bruge den franske modstand til at blive klogere på traktaten. De mener f.eks., at den er for liberal. Mon? Traktaten må vi hver især tage stilling til selv, hvornår det så bliver…