Et af argumenterne for at få en mere integreret, om måske endda fuldt fælles, europæisk udenrigspolitik er, at man kan virke som en mere moralsk modvægt til det, mange ser som amerikansk Realpolitik med gustne motiver. Frankrig er som bekendt en af de stærkeste fortalere for fælles EU-politik, en officiel holdning der bestemt ikke er ændret med den nye præsident Sarkozy. Som sådan skulle man tro, at EU – hvis de officielle intentioner var sande – ville afstå fra kontakt med nogle af verdens mest menneskefjendske regimer. Men intentionerne og de fine ord er ligesom tønder – de larmer mest når de er helt tomme.

Den type regimer er Libyen et pragteksempel på. Landet har stadig en række politiske fanger siddende i dets fængsler, brugen af tortur er udbredt, og man har fra officielt hold nægtet enhver undersøgelse af borgere, der regelmæssigt forsvinder sporløst når de har været i politiets varetægt. Befolkningen har heller ikke skyggen af politiske rettigheder i et land, der siden 1969 er blevet styret diktatorisk af Moammar Gaddafi. Ytrings- og pressefrihed er også en by i Rusland. På Reporters Sans Frontières årlige indeks ligger Libyen lunt mellem så velkendt ’frie’ lande som Hviderusland og Syrien.

Men den officielle europæiske moral har ikke forhindret Frankrig i at indgå en større våbenkøbsaftale med Libyen. Politiken skriver i dag, at de to lande har indgået en aftale om salg af panserværnsraketter og kommunikationsudstyr til en værdi af cirka 3 milliarder kroner. Den hjemlige franske opposition kritiserer regeringen for at indgå aftalen, ligesom den tidligere kritiserede Chirac-regeringen for at indgå en større aftaler om salg af nuklearteknologi til Libyen. Herve Morin, Frankrigs nye udenrigsminister, kalder kritikken ”et systematisk forsøg på at ødelægge en virkelig diplomatisk succes” for Frankrig.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik. Når man evaluerer spørgsmålet, om det er ønskværdigt at fortsætte den politiske integration i Europa, er det derfor helt centralt også at spørge, hvilken type udenrigspolitik, der vil blive ført. Dagens absurde nyhed betyder således kun, at jeg er blevet endnu mere skeptisk mht. EU’s politiske overbygning. Vil vi virkelig lade vores udenrigspolitik diktere af et land, der sælger våben til verdens mest menneskefjendske regimer så snart internationale embargoer ophæves? Vil vi lade Frankrig – der umiddelbart før Irak-krigen var en af landets tre største kreditorer (rigtigt gættet, Irak skyldte penge for køb af våben og atomteknologi) – udbrede sin globale indflydelse med dansk, svensk og britisk opbakning? For mig er svaret entydigt.

Det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at EU til tider implementerer stærkt protektionistisk politik. For et stykke tid siden kom der endnu et eksempel på det, og i går demonstrerede Fogedretten i Århus så det danske politiske og retslige systems magtesløshed overfor den primært sydeuropæiske økonomisk idioti.

DR beskriver i dag hvordan Fogedretten har lukket internetbutikken CD Wows hjemmeside. Grunden er, at det danske retsvæsen skal opretholde et EU-direktiv, kendt som infosoc-direktivet, som ulovliggør parallelimport af f.eks. musik og film. Videresalg af varer som CD’er som er indkøbt udenfor EU er kun lovligt, hvis man har indhentet tilladelsen fra den, der har rettighederne til værket. Mens Danmark oprindeligt var imod direktivet med den begrundelse at det udhuler princippet om fri handel, gav man sig i 2002 og i dag ser man virkningen. For dem, der er bekendt med økonomisk teori, tilader Infosoc-direktivet nemlig pladeselskaberne – der holder de intellektuelle rettigheder til musikken – at prisdiskriminere mellem markeder. Med andre ord betyder direktivet, at branchen med rettens beskyttelse kan opføre sig som en perfekt monopolist.

Sagen er ført af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, hvis advokat udtaler til DR at ”Vi har mange gange haft fornemmelsen af, at der er sket ulovligheder i firmaet. Og den formodning fik vi bekræftet, da vi udførte kontrol af selskabets aktiviteter, efter vi flere gange har haft fat i dem”. Det er vel næppe overraskende at det netop er IFPI, der fører sagen, eller at man konsekvent omtaler CD-Wows aktiviteter som ulovlige. Hvad medierne desværre ikke har interesseret sig for, med DR Harddisken som en enkelt undtagelse, er hvorfor EU har forbudt parallelimport.

Egentlig er det public choice teori for begyndere. En brancheorganisation kan naturligvis profitere ved at lobbye politikere for, for eksempel, at begrænse udefrakommende konkurrence mod dens medlemmer. Problemet er, at forbrugerne – den store gruppe danskere – alle som én taber hvis konkurrencen bliver begrænset. Ikke blot stiger prisen på de pågældende varer – det er jo derfor branchen ønsker konkurrencebegrænsningen – men den fører typisk også til et mindre varieret udbud af varetypen.

Konkurrencebegrænsninger osv. bliver alligevel ofte indført fordi benefits er koncentrerede – branchen vinder – mens omkostningerne er spredte – hver forbruger taber jo ’kun’ en ti-tyve kroner per CD-køb. Så der er ingen tvivl om, hvem der råber højest i politikernes ører, selvom de koncentrerede benefits på ingen måde kan opveje summen af næsten 400 millioner forbrugeres tab.

I sidste ende er EU-direktivet et alvorligt nederlag for frihandelen og dermed for danske og europæiske forbrugere. Det er også en demonstration af hvordan politikere ofte misligholder deres forpligtelser – deres job er jo på en meget virkelig måde at samle de almindelige vælgeres/forbrugeres interesser. Det gør man også til en vis grad i Danmark, men når aggressive særinteresser bakkes op af sydeuropæiske regeringer, strækker vi gang på gang våben. Tragedien er, at hvis det fortsætter er det ikke kun Sydeuropa, der skades af protektionistiske og halvkorrupte politiske traditioner, men os alle. Og så bliver EU for alvor en fiasko.

Stærke kræfter i EU kæmper for tiden med næb og kløer for en ny europæisk forfatningstraktat. I den forbindelse var det en helt surreel oplevelse, da den tyske forbundskansler Angela Merkel i sidste uge begyndte at plædere for at EU-lande bør beskytte ’vitale industrier’ mod overtagelse af udenlandske investorer. Merkel er dermed rykket på linje med Frankrigs Nicolas Sarkozy efter at det kom frem, at den russiske bank Vneshtorg, der ejes af staten, stille og roligt har købt fem procent af aktierne i det fælleseuropæiske konsortium EADS, der blandt andet producerer Airbus-flyene.

Merkel argumenterer nu for, at EU skal definere fælles retningslinjer for, hvad en ’strategisk industri’ er, for at man kan forsvare disse industrier mod opkøb fra særligt totalitære lande. Med andre ord er det blevet EU’s største lands officielle holdning, at EU bør indføre de samme protektionistiske regler for udenlandske investeringer som Frankrig har. Tyskernes nye europolitiske linje dækker nu også en intention om at stække kapitalfondes muligheder for at investere frit, ligesom Frankrig presser stærkt på for at svække den europæiske centralbanks uafhængighed.

Problemet er, at selvom forslagene italesættes med positive vendinger som ’forsvar’ af strategiske industrier og politisk indflydelse på centralbanken af ’beskæftigelsesmæssige’ hensyn, er Merkel og Sarkozys forslag udtryk for en helt surreelt gammeldags politisk-økonomisk tænkning. Sarkozy har ligesom sin forgænger, Jacques Chirac, glædet sig officielt over franske overtagelser af amerikanske eller japanske virksomheder, men når det modsatte sker, er forargelsen til at tage og følge på. På samme vis har franske politikere og deres tyske holdningsfæller på venstrefløjen argumenteret for, at centralbanken skal tage hensyn til beskæftigelse og europæisk konkurrenceevne, på trods af netop bankens fulde uafhængighed har forhindret et ødelæggende politisk inflationspres fra at skade begge forhold. Forslagenes kerne og mål er i begge tilfælde, at øge politikeres indflydelse på økonomien og samfundet. I begge tilfælde har europæisk historie demonstreret hvor dårlig idéen er, men de også tydelige udtryk for den nyprotektionistiske retning, EU er ved at tage i disse år.

Man må håbe, at Fogh-regeringen på disse punkter kan finde ud af at slå sig sammen med andre liberalt og moderne indstillede kræfter som Sverige og Storbritannien, for at modstå de tysk-franske anslag mod europæisk økonomisk frihed og åbenhed. Ellers bliver det blot endnu et eksempel på, hvordan EU bremser den fremgang og de muligheder, som en global økonomi ellers i rigeligt mål byder på. På trods af salgsord som forsvar og beskæftigelse, fører politikerne ikke til andet end et skud i den fælleseuropæiske fod. Og selvom Danmark kun er en tå på foden, har vi ikke råd til at bløde mere på den økonomiske front, end vi gør i forvejen.

Som det nok vil være klart for mange læsere af denne blog, er jeg meget glad for Frankrig som land, men at jeg samtidig føler dyb afsky for fransk politik og franske politisk-økonomiske holdninger. Den afsky blev fodret i går med en helt særlig nyhed. Eurozonens finansministre holdt nelig et af deres jævnlige møder i Bruxelles, hvor ingen andre end Frankrigs nye præsident Nicolas Sarkozy deltog. Og han meldte klart ud.

Sarkozy udtalte blandt andet, at ”jeg reducerer ikke Frankrigs underskud for at glæde EU-Kommissionen” (iflg. Berlingske). Selvom hans intention er, at Frankrig skal overholde Vækst- og Stabilitetspagtens budgetregler – som landet har brudt i de seneste år – er det øjensynligt hans plan at det først skal ske i 2012, da hans officielle holdning er, at reglerne skal fortolkes ”pragmatisk og intelligent”. Når en fransk præsident udtaler den slags, ved man godt hvad det betyder: At reglerne ikke skal gælde Frankrig når det ikke lige passer i deres kram. På mærkværdig vis har eurogruppens talsmand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, ikke formået at tage afstand fra denne undsigelse af grundlaget for den fælles valutas eksistens, da han i stedet støttede Sarkozys holdning og endda kaldte Frankrig ”the country of reform” (læs her).

Ved at køre med stadige budgetunderskud og dermed føre klassisk keynesiansk finanspolitik, fodrer Frankrig ikke blot den europæiske inflation, men bidrager også aktivt til at euro-kursen holdes oppe. Det bryder Sarkozy ikke sig om, så hans økonomiske idioti stopper ikke her. Han indrømmer selv, at han og den europæiske centralbanks direktør Jean-Claude Trichet altid har ”været helt på bølgelængde”, hvilket har en indlysende grund. Sarkozys holdning er ligesom hans forgængers, at ECB skal underlægges politisk kontrol, så man også kan bruge pengepolitikken ekspansivt. Dermed er det Frankrigs holdning, at euroen skal devalueres for at øge EU’s konkurrenceevne.

Ved at bringe den idé på bane, demonstrerer Sarkozy to ting. For det første viser hans udtalelser – og den brede opbakning, de har i Frankrig – hvor forældet den franske politisk-økonomiske debat og indsigt er. Ekspansiv finanspolitik og devalueringer er præcist som at tisse i bukserne, som den østrigske Der Standard på en lidt pænere måde bemærkede i går i en kommentar, der også kaldte Sarkozy en ”plageånd”. På bare lidt længere sigt udløser den intet andet end inflation og dermed faldende konkurrenceevne, men efterlader en større statslig beskæftigelse på bekostning af det private. For det andet demonstrerer Sarkozy, hvor lidt respekt franske politikere har for det europæiske samarbejde. Mens tyskerne har arbejdet hårdt for at bringe orden i deres egne finanser og dermed komme i overensstemmelse med euro-pagten, og andre lande har styr på dem, er Sarkozys ophøjede foragt for fælles-europæiske aftaler nærmere en politik, der vinder stemmer i Frankrig.

Den franske præsidents ’enegang’, brud på aftaler og ideer om at politisere selv den europæiske centralbank er endnu et eksempel på den politiske patologi, der får franske vælgere til at juble over la Gloire de la France, selvom landets holdninger og politiske opførsel mest af alt ligner en kriminel teenagers. Det er på tide at sætte Europas syge mand på plads.

Forleden kunne man læse i Berlingske Tidende, at EU ” freder Bulgarien og Rumænien trods stigende lovløshed”. Problemerne er omfattende, og inkluderer blandt andet mere end hundrede kontraktmord i Bulgarien de seneste år, og voldsomme korruptionsproblemer i Rumænien. Ved ikke at gøre noget for at imødegå disse – og mange andre – problemer, bryder landene dermed de betingelser, som gjaldt for deres optagelse i EU per 1. januar i år. Landene kunne i princippet idømmes en form for bøder, men kommissionen har valgt at give en frist til næste sommer til at rette op på de væsentlige problemer. Der er derfor værd at tage et kig på hvordan disse lande klarer sig på en række mere eller mindre objektive indikatorer i stedet for i kommissionens svært gennemskuelige, politiserede vurderinger. Med andre ord: Hvor tæt er de på at være udviklede lande med fair retsvæsener, respekt for menneskerettigheder og demokrati, og med en fungerende markedsøkonomi?

Der findes mange forskellige kilder til sådanne data, men et udgangspunkt er EBRD’s såkaldte transitionsindeks. Dette indeks viser, hvor langt man er kommet i transitionen fra plan- til markedsøkonomi på en skala fra 1 (ingen transition) til 4 (fuldført transition). Her scorede Bulgarien sidste år 3,67, Rumænien 3,48, mens Kroatien – der som bekendt ikke er medlem – scorede 3,62. Til sammenligning var gennemsnittet i 2003 for de lande, der blev optaget i 2004 3,76. Med andre ord ser det ikke så dårligt ud, om end man må sige at Rumænien halter lidt bagefter.

Ser man i stedet på landenes korruptionsproblemer, er billedet i praksis det samme. Målt på Transparency Internationals CPI – en skala fra 0 (endemisk korruption) til 10 (ingen korruption), var gennemsnittet i de gamle EU-lande sidste år 7,7. Finland og Danmark lå i toppen, og Grækenland og Italien i bunden. Gennemsnit i de 10 lande, der blev optaget i 2004 var 5,3, hvilket er næsten uændret siden 2003 med Estland i toppen med en score på 6,7 (altså stort set som Spanien). Situationen er værre i de nye lande, hvor Bulgarien scorer 4,0 og Rumænien 3,1. Kroatien er igen mellem de to med en score på 3,4. Her er det også værd at bemærke, at Tyrkiet faktisk har bedre styr på sine korruptionsproblemer end Rumænien.

De samme forhold gør sig gældende på Freedom Houses to indikatorer for politiske rettigheder og civile friheder, der måles på en skala fra 1 (fuld frihed) til 7 (Nordkorea). Her scorer Bulgarien henholdsvis 1 og 2, mens både Rumænien og Kroatien får 2 på begge indikatorer. I Reporters Sans Frontiers pressefrihedsindeks er Bulgarien også foran med en score på 9, Kroatien i midten med 13 mens Rumænien halter bagefter med en score på 14. Rumænien ligger dermed placeret mellem Polen (efter Kazcynski-brødrenes regeringsdannelse)og den Centralafrikanske Republik, hvilket næppe er en flatterende position for et angiveligt europæisk land.

Hvis man breder rettighedsbegrebet ud til at dække de to hovedområder i Cingranelli og Richards menneskerettighedsindeks – fysisk integritet (skala 0 til 8) og empowerment (skala 0 til 10, der dækker fuldt demokrati), ser det endnu værre ud. Bulgarien får scorerne 5 og 6, Rumænien 5 og 3, mens Kroatien er langt foran med 7 og 8. Med hensyn til fysisk integritet – fraværet af f.eks. politiske fængslinger og forsvindinger – ligger de to nye medlemslande dermed sammen med Cuba og Nicaragua, mens Kroatien er på linie med Canada og Afrika-hemmeligheden Botswana. Når det kommer til rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed er Rumænien reelt et uland.

Hvad kan man så lære af dataøvelsen ovenfor? Tja, konklusionen må være, at det ikke ser alt for godt ud for de to nye medlemslande. Hvis man særligt overvejer den manglende dynamik i en række indikatorer – problemerne er endemiske og ser ikke ud til at blive bedre over tid – er det derfor en nærliggende konklusion at de to lande er blevet optaget for tidligt. Tilhængere vil nok sige, at det netop er pointen – at de bliver lukket ind for at vi kan hjælpe dem med at overkomme deres problemer. Men det er med EU-medlemskab som med så mange andre politiske arrangementer: Man kan stort set ikke vise, at det har nogen gavnlig virkning. Se bare på Grækenlands problemer efter 26 års medlemskab.

Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år. Under alle omstændigheder virker det mærkeligt, at man ikke også i samme ombæring har ladet Kroatien blive medlem. Landet klarer sig lige så godt eller bedre på de fleste indikatorer, og er med en PPP-justeret nationalindkomst på 10.131 dollars i 2004 endda rigere end begge. Hvorfor skulle det pinedød være Bulgarien, der stadig trækkes med voldsomme problemer, og Rumænien, der som man siger på engelsk på mange måder er en ’basket case’? Europæisk politik er ofte en øvelse i absurditet!

Hvis man synes, at forhandlingerne om EU’s nye forfatningstraktat har været besværlige, skal man overveje at se på de tilsvarende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO. Den nuværende runde som man stadig tale om, selvom den reelt døde sidste år, blev indledt i november 2001. Doha-runden, som den kaldes, skrantede fra starten, men en række lande har forsøgt at holde den på diplomatisk respirator det seneste års tid. I denne uge mødtes fire ad de helt store spillere i runden – Brasilien, EU, Indien og USA – så i Potsdam for at forsøge gennem en række uformelle samtaler at afklare en del af den uenighed, der pt. forhindrer at WTO når til en ny handelspolitisk aftale.

Og så skete det igen: Samtalerne brød sammen, selvom planen var at fortsætte hen over weekenden. Men som Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim sagde til journalisterne i Berlin, ”It was very clear at lunchtime and was said at lunch that it  was useless to continue the discussion based on the numbers on the table. `The decision not to continue with the negotiation was not ours.”

Brasiliens klare udmelding – vi kommer ingen vegne så nu tager vi hjem – reflekterer desværre ret godt virkeligheden i disse forhandlinger. Meningen har fra starten været at Doha-runden skulle tage specielt hensyn til fattige landes situation og ønsker, og det viste sig meget hurtigt at være en markant reduktion af rige landes toldmure og deres landbrugsstøtte. De tal, Amorim refererede til i sin forklaring, er derfor hvor meget EU og USA er villige til at sænke støtten til deres landmænd. Nu er EU så igen i gang med et ’blame game’, eksemplificeret ved handelskommisær Peter Mandelsons klager over, at USA ikke er villig ”to accept or even acknowledge the flexibility of others shown in the room.”

Hvis jeg var Mandelson, ville jeg sidde med en meget dårlig smag i munden. Grunden til at Doha-runden kollapsede sidste år var, at EU var helt og aldeles ufleksibel mht. til at reducere landbrugsstøtten. Unionens strategi var at man kun ville acceptere reduktioner på ét område, når man til gengæld fik indrømmelser på andre specifikke områder, der ville gøre de første reduktioner meningsløse og uden effekt. Nu sidder han så igen og beskylder USA for mangel på fleksibilitet. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er rykket i en mere protektionistisk retning – både pga. næste års præsidentvalg og pga. udløbet af den særlige ’fast track’ autoritet – men reelt har alle EU’s forhandlingsforslag drejet sig om at sikre europæiske landmænd fortsat høj og forvridende støtte. Brasilien og Indien har for længst gennemskuet den strategi. Hvorfor de overhovedet kom til mødet i Potsdam skyldes vel de sædvanlige diplomatiske spil, men grunden til at de tog hjem er klar: EU rykkede sig ikke en tomme fra sin betonposition. At det så koster fattige lande milliarder af dollars i tabte eksportmuligheder, er der åbenbart ingen der bekymrer sig om.

Johan Norberg – et af liberalismens og den sunde fornufts fyrtårne i Sverige – har i dag sammen med en række yngre svenske politikere et interessant indlæg i Expressen (læs her). Indlægget er ikke blot interessant, men også tankevækkende, specielt når man overvejer hvor ens Danmarks og Sveriges EU-politik er.

Norberg peger helt rigtigt på, at medlemskab i EU historisk har været en hjertesag for mange borgerlige politikere, men at det i dag er fælles for brede dele af det politiske spektrum. Men de selv samme politikere har i dag lidt af et forklaringsproblem overfor deres kernevælgere. Som han skriver. " Generationen borgerliga politiker som kämpade för EU-medlemskapet har inte förmått att förändra sin syn på samarbetet i takt med att EU ökat sin fokusering på att likrikta medlemsländerna och reglera näringslivet."

EU i dag er ikke det, Uffe Elleman så brændende ønskede os med i. Det er på mange områder i højere grad blevet en centraliseret og detailstyrende organisation, der som ethvert andet monopol ønsker ensretning af 'produktet' der leveres at de europæiske stater – medlemmerne af kartellet, om man vil. Ensretningen hedder bare 'standardisering', 'harmonisering', eller andre fraser som legal konvergens. Så mens hensigten fra starten var at øge konkurrencen på det interne marked, gør EU i dag i stigende grad det modsatte på det politiske marked. Man begrænser den institutionelle konkurrence, senest eksemplificeret ved den forfatningstraktat, som flere medlemsstater prøver at blæse nyt liv i.

For mit personlige vedkommende har Norberg fat i et helt centralt problem, når han taler om en generationskonflikt mellem borgerlige politikere – og for mig mellem borgerlige i det hele taget. Hans syn på problemet er, at for de ældre interesserede – politikere eller ej – har spørgsmålet altid været binært: Er du for eller imod EU? Men som det er nu, er der meget få, der er decideret imod tæt europæisk samarbejde som hensigten med EU var. Det betyder blot ikke, at man kan være særligt tilfreds med måden, samarbejdet udmøntes på, og de 'resultater' det giver. Norbergs løsning er ganske simpel: Regeringens Europa-politik må nødvendigvis laves om: "Ska generationsklyftan i borgerligheten övervinnas bör regeringen ta detta tillfälle att lansera en europapolitik som betonar öppenhet, suveränitet, frihandel och flexibel integration."

Det er ikke bare pjat, men dødelig alvor for Europas økonomiske velbefindende på langt sigt. Norberg pointerer som vi har gjort flere gange har på stedet, at Europas historiske teknologiske og økonomiske succes i meget høj grad beroede på, at kontinentet var delt mellem en lang række selvstændige stater, der konkurrerede som gale. Konkurrencen skabte incitamenter for individer, men også for stater til institutionel innovation, som førte til en stadig forbedring af retsvæsener, ejendomsret og senere hen også de demokratiske politiske systemer, som vi skatter så højt.

Det foruroligende i den europæiske udvikling er netop, at EU begrænser denne konkurrence. Dette forhold skaber absurde situationer. Selvom en række nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen i mange år har indset, at den fælles landbrugspolitik ikke blot skader ulandene, men også EU's egne borgere, og derfor burde afskaffes, er det ikke den enkelte stat der tager beslutningen, men derimod EU. Og så længe Frankrig med enkelte sydlige venner ikke vil af med landbrugsstøtten, er vi alle begrænset af den, og fattigere af den grund. Uden EU's magt på dette område kunne vi have afskaffet den for længe siden, og dermed vise vejen for Sydeuropa. Men uden denne mulighed er der per konstruktion ingen mulighed for institutionel læring på tværs af stater på vores kontinent.

Norberg og co. slutter derfor af med at konkludere, at "ska vi få mindre av politisk styrning och mer frihet för den enskilda människan måste EU:s makt rullas tillbaka." Det er unægteligt svært at være uenig. Derfor er det så meget desto vigtigere at tage et opgør med de ældre (i sind) politikere, for at få ryddet ideen af vejen, at man enten er med dem eller mod dem. Den holdning har sjældent bragt folk ret langt.

Forleden kommenterede jeg i Berlingske på de da pågående forhandlinger i EU om at indføre en straftold på import af lædersko fra Kina og Vietnam. Beggrunden var, at Polen og den sædvanlige samling sydeuropæiske lande havde lobby'et for at få beskyttet deres producenter mod hvad de -i hvert fald officielt – mente var dumping af billige sko på de europæiske markeder. Onsdag endte forhandlingerne så med det forkerte, men måske forudsigelige, resultat: EU har med virkning fra i morgen indført en straftold på skoimport fra Kina og Vietnam.

Resultatet er dybt deprimerende for alle der arbejder for mere frihandel i verden, og ikke mindst for de af os der bor i EU. Unionen er som bekendt ikke verdens mindst protektionistiske område – faktisk lige modsat, som dokumenteret her – så ethvert skridt i den forkerte retning gør ekstra ondt. Det gør også ekstra ondt at forstå baggrunden for, hvordan EU kan komme til den mærkværdige konklusion, at to fattige lande kan dumpe deres produkter på det interne marked.

Hvordan når man den konklusion? Først skal man naturligvis vide, hvad dumping er. Det defineres ved at et land eller firma sælger sine varer på et marked til en pris, der er lavere end omkostningerne ved at producere varen. Det vil naturligvis være tabsgivende på kort sigt, medmindre en stat går ind med tilskud og dækker tabet. I forbifarten kan det nævnes, at det netop er det EU i stor stil gør for bl.a. de europæiske sukkerproducenter. I og med at man ganske let kan finde prisen på vare, er problemet at finde ud af, hvad omkostningerne har været – ellers kan man ikke vide, om der er tale om dumping.

Og det er her, kæden hopper af for EU's embedsmænd, eller at de sandsynligvis bare leverer et stykke bestillingsarbejde. Onsdag aften kunne Syed Kamal, britisk medlem af Eruopaparlamentet, oplyse BBC World hvordan det praktisk bliver gjort: Man 'benchmarker' simpelthen kinesisk og vietnamesisk produktion mod andre lande med stor produktion af lædersko, hvor man kender lidt mere til omkostningerne. Typisk for benchmark-landene er Brasilien, hvor producenternes omkostninger er rimeligt velkendte. Det er i denne detalje, djævlen ligger på skjul!

Brasilien er nemlig en helt forkert sammenligning! Ikke nok er Brasilien væsentligt rigere end Kina eller Vietnam, og lønninger og andre omkostninger er derfor betragteligt højere, men de brasilianske skoproducenter har gennem efterhånden mange år satset på at fremstille sko af ganske pæn kvalitet. Det i sig selv indebærer indlysende nok også højere omkostninger. Så EU har valgt at benchmarke producenter i to fattige lande med produkter fra et mellemindkomstland, hvor producenterne gennem at satse på højere kvalitet kan bære højere omkostninger. På den måde blander man kortene til sin egen 'fordel', så man uanset situationen i virkelighedens verden får det til at se ud som om Kina og Vietnam sælger sko til under produktionsprisen.

Bundlinien er, at man kommer til at beskytte ineffektiv polsk og sydeuropæisk produktion, der ikke er konkurrencedygtig. EU har endnu engang vist sig at være frugtbar jord for særinteresser, der for deres egen vindings skyld er villig til at pålægge forbrugerne uforholdsmæssige udgifter. Det er i sig selv ikke odiøst, men konkurrenceinstitutioner og politikere er til for i det mindste at balancere særinteresserne mod det brede samfunds totale interesser. Her har EU altså igen vist sig at fejle aldeles miserabelt. Resultatet bliver, at (ifølge BBC World) 11 procent af alle sko solgt i Europa bliver berørt af straftolden. Guderne må vide, hvor mange millioner den sydeuropæiske protektionisme denne gang kommer til at koste os alle sammen.